Home Alone And Scared

Manden er i Danmark. Og så skete det her: Datteren på hospitalet.

20130612-194443.jpg

20130612-194505.jpg

Hun havde 40 i feber, rystede, trak vejret overfladisk i små hissende gisp og var slap. Og jeg kunne næsten høre, at hendes lille hjerte var på overarbejde. Straks vidste jeg, at hun skulle på hospitalet, for i hendes yngre år har vi desværre haft mange af den slags ture.

Jeg anede ikke, hvor jeg skulle tage hende hen, efter jeg havde hentet hende i børnehaven, som anbefalede en akutafdeling. Sønnen var i skole. Heldigvis fik jeg fat på manden. Fra DK med ni timers tidsforskel fik han ringet til SOS, anvist hospital og ordnet forsikring (jep, noget så ligegyldigt som forsikring skal man have styr på herovre). Og manden fik fat på San Francisco veninden og aftalt afhentning af sønnen fra skole.

På hospitalet, hvor vi var i knap fire timer, kunne jeg på en skærm følge med i, hvordan de fik stabiliseret datterens feber, vejrtrækning og puls. Men uden en diagnose, da de ikke kunne spore infektion. Så vi skulle komme tilbage, hvis hun fik det værre.

“Hvor meget ekstra tylenol (panodil) må man give, når datteren derhjemme mindre end et minut efter indtagelse kaster op”? En del, besluttede jeg. Hun rystede. Og fortsatte med at kaste op. Og mens jeg skiftede sengetøj og vaskede af — igen og igen — sad storebror og holdt om sin rystende, brandhede lillesøster. “Skal, skal ikke overvejede jeg, når det var værst hive datter og søn ud af sengen og tage tilbage til hospitalet, fordi jeg jo ikke ved, hvad hun fejler? Men hvem skal passe sønnen imens”?

På det tidspunkt følte jeg mig alene. Jeg havde ikke lyst til at ringe midt om natten efter nogen og forstyrre dem.

Det positive er, at jeg nu godt ved, at jeg ikke er alene. Flere venner, som jeg fortalte historien til, undrede sig over, at jeg ikke havde ringet efter netop dem. Også midt om natten. Phew, så har jeg det på plads (til næste gang). Og de har på plads, at de kan ringe efter mig. Trygt.

Og jeg er ikke bange mere. Datterens feber er stabiliseret, og hun fortsætter med at få det bedre. Men hold op, jeg er udmattet. Det bliver godt, når manden vender hjem. Om fem dage. Suk.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s