Hello World

Så kom dagen, hvor jeg kom ud i den virkelige verden efter en uges indespærring med syge børn og håndtering af det amerikanske sundhedsvæsen. Tiltrængt.

Den hårdeste del af forløbet har været at skulle overtale datteren til at indtage sin medicin. “Det smager ‘yucky’, mor”! Helt ærligt, hun er fem år. Hvor svært kan det være, ik’? I den alder havde jeg forventet, at fornuften ville sejre. Nope, ingen forklaringer om sygdom og bakterier virkede. “Jeg har det bedre nu, mor”! Så derfor prøvede jeg med bestikkelse. 20130619-082637.jpg Med ny bamse og hendes yndlings chips. Hvilket hun tog imod, men uden at indtage sin medicin.

Så prøvede jeg med positiv tilskyndelse: “Du får masser af gaver, når far kommer hjem fra DK, hvis du drikker din medicin”! Det virkede heller ikke.

Og så prøvede jeg med trusler: “Så bliver jeg jo nødt til at tvinge det i dig”! Men det virkede heller ikke, men gjorde os begge ulykkelige.

Det hele er endt i et kompromis. Måske fordi datteren blev konfronteret med min desperation. Nu indvilliger hun i at indtage sin medicin i en lille kop. Med mini-slurke af den størrelse hvor man ikke kan se, at hun har drukket noget. Det tager en time pr. dosis, som hun skal have tre af dagligt. Jeg hepper på hende, nusser hende, danser fjollet foran hende, sidder med hende, skynder på hende, synger for hende. Sønnen hjælper. Og det virker! Men den indsats kræver kræfter og tålmodighed, som jeg er ved at løbe tør for. Undervejs har hun spildt så meget medicin, at jeg frygter, at jeg burde skaffe noget mere. Men jeg orker ikke at skulle kontakte hospitalet. Igen. Uansvarlig mor?

Oven på sådan en uge var det en fantastisk dag, da sønnen og jeg kunne aflevere datteren i børnehave og tage i biografen for at se den nye Superman film Man of steel. Yeah! Action film med stort A. Fed nyfortolkning af historien om Superman med fortællingen om Supermans hjemmeplanet Krypton. Kæmpe effekter, som jeg normalt ikke er fan af, men som med 3D brillerne imponerede. Sønnen var totalt lykkelig. Win-win.

Altså næsten. I skjul for sønnen trillede tårerne under 3D brillerne over scenerne med Supermans forældre på Krypton og hans forældre i Smallville, som jeg blev enormt rørt af. Men den del af filmanmeldelsen må I hellere se bort fra. Spottede ikke andre som småtudede.

… Kors, jeg er tyndslidt.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s