The Worst Feeling

“Mor, jeg elsker min familie højere, end jeg elsker mig selv. Da jeg troede, at Rosa og jeg var ved at drukne, tænkte jeg kun på at redde Rosa. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvis jeg havde mistet hende. Mor, jeg har svært ved at trække vejret”.

I går under vores Mississippi ferie ved søen oplevede sønnen og datteren kæmpe bølger i kølvandet på en kraftig speedbåd. Begge havde redningsveste på, var tætte på søbredden, men bølgerne var høje, og datteren røg under vandet og slugte vand. Og bølgerne blev ved. Sønnen, som er en god svømmer, fik skubbet datteren hen til kanten af søen, hvor jeg stod og fik hende op. Oplevelsen varede måske maks et minut. Jeg stod lige ved siden af, og situationen blev håndteret. Men den var skræmmende. For os alle tre. Og tanken om at kunne miste sin søster sidder nu fast i sønnens tanker.

Om aftenen begyndte sønnen at tale om andre gange, hvor han har været bange for at miste sin søster. Han er en følsom sjæl, ja. Men han har også ret i, at hans søster har været syg, da hun var lille. Skræmmende syg. Og han fungerer (måske derfor) altid som hendes beskytter. Datteren og sønnen er uadskillelige bedste venner, selv med tre et halvt års forskel.

Angsten for at miste de mennesker, vi elsker højest, oplever vi alle. Og jeg tror på, at min snart niårige søns angst skal spejles, så han ikke føler sig alene med den og taler med os om den. I stedet for at vi alene holder fast i, at der ikke kunne være sket ham og datteren noget, fordi jeg havde styr på situationen i søen. Fordi frygten for at miste grundlæggende ikke handler om selve oplevelsen, men om de mulige (frygtelige) konsekvenser af en ulykke.

Min søn er en følsom sjæl, som i forvejen tænker meget over verdens og hverdagens uretfærdigheder. Over hvorfor kammerater og voksne ikke altid handler hensynsfuldt. Siden han var tre år. Dagligt har sønnen og jeg derfor samtaler om ikke at give de negative tanker for meget plads i hans hoved. Vi kalder det at skelne mellem, ting der er pyt (omstændigher og personer som han ikke kan ændre på), og ting der er vigtige (omstændigheder han kan prøve at ændre, og personer han kan prøve at tale med om de ting, som går ham på).

“Jamen mor, man kan da ikke bare være ligeglad med andre/verdenen”. “Nej skat, men det går heller ikke, at du bliver så ked af omstændigheder og andre menneskers måder at være på, som du ikke kan ændre”. “Jo mor, jeg kan ændre verden. Det kan jeg altså”! “Ja du kan min skat. Men jeg håber, at du lærer ikke at bruge for meget af din tid og tanker på negative mennesker og ting i livet, som du ikke har indflydelse på. Jeg håber, at du lærer at lægge negative tanker væk: At ting, som gør dig ked af det, ikke får for meget plads i dit hoved, og at du i stedet fokuserer på de ting, som gør dig glad”. “Ok mor. Min familie gør mig glad, jeg har verdens bedste familie”.

… Som voksen øver jeg mig stadig på at prioritere positive tanker frem for negative. Men angsten for at miste de mennesker, som jeg elsker højest, er den mest invaliderende og destruktive følelse. Som jeg ikke kan bruge til noget, fordi jeg ikke kan handle på den. Og jeg håber, at jeg får lært sønnen at pakke den følelse hurtigt væk.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s