Home?

Hej igen. Tak fordi I stadig orker at kigge forbi på trods af larmende tavshed. Jeg er hjemme i San Francisco efter en hjemtur til København. Mens der har været stilhed på bloggen, har følelser og tanker kogt over i mit hoved og gjort mig så rundtosset, at jeg ikke har haft noget at sige. Men nu er jeg tilbage. Vist nok med en større selvforståelse og afklaring af, hvordan jeg p.t. har det med mit expat liv.

Før min tur var manden og jeg begyndt at tale om mulige slutdatoer på vores San Francisco eventyr, som afhænger af kontraktforhandlinger, mandens ønsker, børnenes trivsel og skolegang. Men hvad med mig? Mine egne behov var jeg i tvivl om. Hvordan havde jeg det egentlig med at blive boende i eller forlade San Francisco? Hvad ville jeg få ud af det ene og det andet? Eller belært af erfaring handlede mine behov om, hvad der er bedst for børnene og ikke for mig, fordi når de er ulykkelige, så er jeg ulykkelig? Og fordi børnene netop er gladere end nogensinde, så pegede pilen vel i retning af at blive længst muligt i San Francisco? Moderskab og ægteskab opslugte mig, og jeg kunne ikke identificere egne behov eller ønsker. Og det tydede vel på, at det ville være sundt for mig at vende snuden hjemad?

Under mit besøg i Danmark opdagede jeg til min store skræk, at vi ikke længere bare kan flytte hjem. Sådan har jeg haft tænkt i halvandet år: “Hvis det ikke bliver bedre, flytter vi bare hjem, tilbage til vores skønne Østerbro lejlighed, som vi p.t. har fremlejet”. Men efter snart to år er vores hjemflytning blevet et skræmmende projekt med en masse ubekendte. Hvordan får vi bedst integreret vores amerikaniserede, (langt om længe) livsglade børn? Hvilken skole tør vi satse på, kan vi få plads? En god bekendt, som har været udstationeret i Berlin i tre et halvt år, fortalte, hvordan deres ene søn – som havde stortrives i international skole i Berlin – gik helt ned med flaget, måtte gå en klasse ned, og måtte komme i psykologbehandling, da de flyttede tilbage. Hvilke type jobs skal/kan manden og jeg søge? Hvornår skal vi starte jobsøgning? Bør jeg stille mig tilfreds med et mindre spændende job, en dårligere løn, fordi jeg har været væk fra arbejdsmarkedet i flere år? Hvor hårdt bliver det at give afkald på vores liv og venner i USA? Tankerne kværnede rundt i mit hoved om natten, hvor jeg lå lysvågen indtil kl. fem om morgenen på grund af de ni timers tidsforskel til San Francisco.

Efter søvnløse nætter med diverse skrækscenarier flashende gennem mit hoved over udfordringer og savn ved en hjemflytning, skete der noget på vej hjem i flyet. I stedet for at bekymre mig om alle problemerne, tænkte jeg pludselig på de bedste aspekter ved mit liv i San Francisco og i København. Det liv og de mennesker, som jeg savner fra DK, kan ikke genskabes i San Francisco. Og omvendt. Så det handler vel om at nyde de gode aspekter i livet, i nuet?

Danmark står for mig som hjemsted for venner og familie. Jeg havde glemt, hvor helende og befriende det er at vende tanker med verdens bedste, sødeste, mest indsigtsfulde mennesker: Mine venner. Og når vi vender tilbage til vores danske liv, vil jeg nyde tætheden til venner og familie, som betyder mere end nogensinde, fordi jeg har prøvet at undvære dem. Og jeg vil glæde mig over at blive del af en arbejdsplads og få en hverdag, hvor jeg ikke behøver bruge så meget tid på det hjemlige og mine børn. Jeg vil nyde, at arbejdsdelingen i hjemmet bliver mere lige. I San Francisco er der endelig kommet ro på vores liv, og jeg har frihed til at fylde fem timer af min hverdag – mens børnene er i skole – ud med studier, skriverier, kaffe med veninder med anden kultur, andet livssyn og anderledes livserfaringer end mig, en køretur eller en gåtur i spændende kvarterer eller noget helt andet, måske et deltidsarbejde? Og vi har økonomi og fritid til at fortsætte med at rejse USA tynd.

Hjemme er både San Francisco og København. Det er følelsesmæssigt hårdt, men jeg er heldig! Rodløshed, uden tilknytning til nogen af stederne, ville være værre, hvilket jeg oplever hos andre expat kvinder. At have to hjem føles dog lidt som en personlighedsspaltning. Under mit besøg var jeg overvældet af gensynsglæde over savnede mennesker koblet med sorg over alt det, som jeg går glip af. Men jeg endte med – til min store overraskelse – et dybfølt savn efter at komme hjem til mit liv i San Francisco.

Så ikke alene min families behov, men også mine, peger i retning af at vi skal blive i San Francisco noget tid endnu. Om mine næste år skal fyldes ud med arbejde, studie eller bare mere mig tid må tiden vise. Heldigvis føler jeg mig ikke presset eller mindre værd, fordi jeg har været væk fra arbejdsmarkedet i snart to år og formentlig/måske halvandet år til. Tværtimod føler jeg, at jeg via håndteringen af tilpasningen til USA og mine studier har opbygget kompetencer, som gør mig til en stærkere og mere udadvendt person og dermed en bedre medarbejder og kollega. Jeg er stolt af, hvad jeg har opnået! Og jeg nægter i øvrigt at definere min identitet primært ud fra en arbejdsidentitet, det er sgu’ for begrænsende. Det er i øvrigt en meget dansk ting at lægge så meget identitet i, hvilket arbejde, man har. Jeg kan tælle på en hånd, hvor mange gange folk i USA har spurgt mig: “And what do you do”? I DK indleder selv fremmede mennesker en samtale med netop det spørgsmål. Hvorfor egentlig? 

Så carpe diem! Det gælder om at nyde livet, ik’? Og når det ikke går godt, så gælder det om at ændre uhensigtsmæssige omstændigheder til det bedre, hvilket ikke – efter større overvejelser – er aktuelt nu. Så indtil videre vil jeg parkere katastrofe bekymringer om fremtiden, som jeg ikke har indflydelse på. Lige nu. Og nyde vores San Francisco liv.

Og med hensyn til hjemflytningen til DK, forudser jeg, at det bliver hårdt – mest for børnene. Gisp. Men jeg ved også, at tilpasningsperioden i DK ikke kommer til at føles så ensomt, skræmmende og formålsløst, som tilpasningsperioden i USA føltes, fordi vi i DK har støtte fra familie og venner. Det mindede min hjemtur mig om. At have så mange mennesker, som savner os og står med åbne arme, når vi vender hjem igen, føles trygt og er det aspekt ved mit liv i DK, som jeg er mest taknemlig for.

2 thoughts on “Home?

  1. Godt at høre, der er liv i dig. Og velkommen “hjem” til bloggen, som er der uanset, hvor du er :-)
    Når de ikke spørger om, hvad du laver i USA, hvad spørger de så om? De snakker vel heller ikke om vejret, som i Danmark? Vil oprigtig gerne vide, hvad man egentlig så gør.
    Husk når du en gang når dertil, at børn kan klare de mest utrolige ting, når bare mor og far er med i det og viser vejen. Jeg er lærer og på skolen fik vi hele tre drenge (søskende)for et par år siden i alderen 0. klasse – 6. klasse som var født og opvokset i New York med danske forældre. De trives godt, er faldet super godt til – og en helt ny verden åbnede sig for dem, da de pludselig fik en masse frihed i form af at gå selv til aktiviteter, CYKLE selv i skole (det var det helt store hit) og i det hele taget leve et mere selvstændigt børneliv. (Det var bare en positiv historie og selvfølgelig kender jeg ikke alle detaljer) – ville egentlig bare sige: nyd nu fantastiske USA og SF – og når I en gang skal hjem, så skal det nok gå! Og hvem ved, måske bliver I hængende… pøj pøj!

    • Det er altid dejligt med nogle gode historier :-) Og jeg glæder mig også på børnenes vegne til, at de skal få mere tid fri for forpligtelser og voksen-styring, det vil helt sikkert ruste dem bedre til livet! Og hvad spørger de om? Jamen, amerikanere spørger ikke så meget! Og jo, vejret taler de også om som noget af det første (alle er glade, når solen skinner, og alle synes, at det er nederen, når tågen invaderer). De er rigtig gode til at tale endda i timevis – som et vandfald, uden stop – om vejr, skole, børn, ferier, weekender osv. Og så kan man så selv vælge, hvad man vil bidrage med. De stiller sjældent direkte spørgsmål, amerikanere er generelt meget lidt direkte. Og hvis de spørger om noget, så spørger de om, hvor længe vi har været i SF, hvor længe vi planlægger at blive, og hvad vi synes om det, hvad vi har af planer i weekenden/ferier… Eller værre: På skolen kan forældrene kun finde ud af at tale om skole og spørge til, om man kommer til dit og dat eller hjælper til med dit og dat (GAB). Det er kun de tætteste veninder, som har spurgt interesseret til, hvad jeg laver, og hvad jeg lavede tidligere. På den ene side elsker jeg Danmark for, at man f.eks. kan møde op til en fest og have en vild personlig samtale om alt mellem himmel og jord med en bordherre/borddame. På den anden side er det også befriende, at man selv vælger, hvad man har lyst til at dele :-) Og P.S. Vi bliver ikke hængende, mine børn skal ikke snydes for at prøve børnelivet i DK!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s