Wanderlust

Jeg lider af kronisk udlængsel efter eksotiske, varmere himmelstrøg. Min rejselængsel gør allermest ondt, når jeg hjemvender fra en vellykket ferie, og derfor er jeg altid i gang med at planlægge næste ferie. Nogen vil måske kalde det virkelighedsflugt? Det er jeg uenig i. Mine rejser gør mig lykkelig, giver mit hverdagsliv mening og grounder mig. Jeg er heldig: Min mand deler min udlængsel, og børnenes rejseminder og rejselyst udgør lige så stor en del af deres identitet, som af vores. 

Første lykkerus udløses det øjeblik, hvor min mand og jeg enes om en destination, og planlægningsfasen skydes i gang. Spændingen er på sit højeste, når en af os har fundet et knaldgodt flytilbud online, og vi slår til med bankende hjerte, begge øjne på skærmen, mens vi frygter, at tilbuddet pludselig forsvinder (hvilket er sket mange gange). Når bookingen går igennem, highfiver vi og fejrer det. Herefter bruges aftener og sene nattetimer på at læse om destinationen, mens jeg laver lister over aktiviteter og udflugtsmål og gennemtrevler internettet efter bedste tilbud på hotel eller lejebolig. 

Under rejsen elsker jeg det øjeblik, hvor vi er nået frem til vores destination og har pakket ud. Selve flyveturen, køreturen eller sejlturen er jeg i al hemmelighed lidt bange for. Ferien starter rigtigt det øjeblik, typisk et par dage inde i ferien, hvor vi alle fire falder ned i tempo og bliver 100 pct. nærværende og investerede i vores oplevelser. Det allerbedst er dog rejseminderne, som jeg stadig glæder mig over årtier senere. Min hukommelse er selektiv, minder om hverdag fortoner sig, hvorimod ferieminder står knivskarpt. Ikke fordi hverdagen ikke er dyrebar, men fordi spændingen og glæden ved at opleve nye steder og kulturer skærper alle mine sanser! Ud fra ferieminder kan jeg krystalklart genkalde mig mine børns udvikling. Hvordan min halvandet årige søn rendte rundt i Thailand og jagtede “firbis”. Eller min yngstes overraskede udtryk, da hun smagte fast føde på Bali for første gang. Allertydeligst kan jeg genkalde mig de oplevelser, hvor jeg er blevet tvunget ud af min comfort zone, eller hvor oplevelserne er usammenlignelige med noget andet jeg har set, hørt, smagt eller følt.

Som da manden og jeg – dødsensangste – på Sri Lanka i Kandy måtte snige os forbi mindst 30 hvæsende angrebsklare makak-aber, fordi det var eneste vej tilbage til vores hotel. Eller spændingen da jeg i Egypten med bankende hjerte i Kongernes Dal trådte ned i Tutanhamons mørke, fugtige gravkammer, tændte en lygte og så de ældgamle gravudsmykninger tone frem. Eller duften fra balinesernes daglige røgelsesoffringer til guderne og balinesisk Legong musik. At en kaffe latte i Israel hedder kaffei hafukh. Smagen på en sød marokkansk mynthe te. Eller da jeg i Costa Rica på et surfbræt – sammen med min lille søn på et surfbræt ved siden af mig – lå høj af lykke og spejdede efter den rigtige bølge, og jeg pludselig spottede en sort hajfinne fem meter foran os, hvorefter jeg igen og igen skreg haj til sønnen, mens vi panisk padlede tilbage. Eller overraskelsen da manden og jeg rundede et skarpt hjørne i Jordans bjerge og pludselig stod foran den sagnsombundne, storslåede by Petra, hugget ud i klipperne. Eller glæden ved at shoppe tøj og tasker på mit yndlings lokale marked Lala Sap i Bangkok.

Når vi lægger tusinder af kilometer i afstand til vores hverdag, ser jeg klarere. Fokus fjernes fra hverdag, og jeg ser muligheder. Måske opdager jeg, at jeg skal sætte mere pris på hverdagen og fjerne fokus fra uvæsentlige frustrationer, som jeg lader fylde for meget. Måske opdager jeg, at det er tid til forandring. Tid til at børnene skal skifte institution eller skole. Tid til at jeg skal skifte job. Tid til at vi skal flytte. Sammen har manden og jeg truffet vores livs største beslutninger på vores ferier, og vi har flyttet os mere end de fleste både jobmæssigt og boligmæssigt. Rejser får mig til at forvente mere af mine omgivelser og min hverdag.

Jeg tænker tit på mit yndlingsdigt af Robert Frost The Road Not Taken. For mig handler digtet om at anskue livet som muligheder for tilvalg og fravalg af oplevelser og gribe mulighederne. For hvem ved, om eller hvornår jeg får chancen igen? Og det gælder ikke kun de store rejser, men også de små. Som da vi i søndags på 30 sekunder besluttede at udskifte en eftermiddag med sure pligter med en tur over Golden Gate Bridge til vores yndlingsstrandby Stinson Beach, hvorfra vi alle fire vendte tilbage med fornyet overskud og livsglæde. IMG_2087

4 thoughts on “Wanderlust

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s