Educating Kids Or Oversharing Fears?

I San Francisco er børn bange for mange ting. Børnene er konstant overvåget af voksne, aldrig alene, men alligevel taler de voksne meget med børnene om, hvordan børnene skal kunne håndtere situationer som hjemløse og kidnapning. For meget?

Børnene bekymrer sig om jordskælv, tørke, bilkapringer, biluheld, hjemløse, fattigdom og overfald. Som jeg tidligere har skrevet om her, overfører de amerikanske forældre, som vi kender, deres frygt til børnene – i god mening – fordi de prøver at ruste børnene til at kunne beskytte sig selv.

Jeg prøver at skærme mine børn for barske historier, og det frustrerer mig, når jeg hører, at andre forældre eller lærere taler om kidnapning, når de forklarer børnene, at de ikke må løbe i forvejen. Fordi mine børn bliver så skræmte. Så bange at de ikke tør sove alene på deres værelse, gå alene ned af trappen i vores hus eller ikke tør slippe min hånd, når vi møder hjemløse på gaden. Men jeg må desværre – til min egen overraskelse – konstatere, at jeg selv er begyndt at hoppe med på bølgen:

Som forleden da jeg fandt ud af, at mange forældre på skolen ejer våben. I min naivitet troede jeg, at Obama elskende demokrater ikke var våben typer. Altså den type som tilslutter sig retten til at bære skydevåben for at kunne beskytte sig mod kriminalitet eller mod staten. En af fædrene på skolen forklarede, at han anskaffede sig et våben, da finanskrisen brød ud, for at kunne forsvare sig mod staten. Jep, sådanne typer er ganske normale familiefædre. Våbenskader hospitalsindlægger dagligt 20 børn i USA. Risikoen for at børn skades af våben under en legeaftale er langt større end muligheden for at blive offer for et skyderi på en skole eller i et indkøbscenter. En amerikansk bekendt var overrasket over min uvidenhed over forekomsten af våben hos amerikanske familier og spurgte bekymret: “Du har da haft fortalt dine børn, at de aldrig må røre et våben hos legekammerater, ikke engang et legetøjsvåben, ik'”? Mig: “Nej”. Hvorefter jeg havde den snak samme aften. En snak som jeg indtil da ikke havde anet eksisterede eller havde troet var nødvendig.

Eller som da jeg forleden havde en snak med børnene om, hvad de skal gøre, hvis de bliver væk fra mig. At de aldrig skal gå med en fremmed ud i en bil. Jeg fortalte dem ikke om baggrunden for snakken, som var sidste uges kidnapning i Texas af en seksårig pige, som blev taget, mens hendes mor pakkede bilen med indkøbsvarer på en parkeringsplads. Pigen slap fri fra sin kidnapper, fordi hun på et senere tidspunkt på et offentligt badeværelse bad om hjælp hos en fremmed kvinde.

Et tredje eksempel foregik i min datters børnehave. Inde i børnehavens bygning (som deler bygning med Californiens Højesteret og er top bevogtet) indhentede en af datterens veninder datteren og jeg en morgen. Moren var maks femten meter bagefter. Moren nåede frem til os, trak sin datter til side og skældte: “Du ved godt, at du aldrig må løbe fra mig, ik? Du kan blive taget”! Og vi var endda inde i en af Californiens mest bevogtede offentlige bygninger, og moren havde hele tiden udsyn til sin datter.

Formålet med mine snakke er at beskytte mine børn, men er jeg også ved at blive for bange? For amerikaniseret? Overfører jeg en unødvendig angst til mine børn? For helvede det er svært. Men en ting er sikkert: Jeg ville ikke have en snak om våben, hvis vi boede på Østerbro. Jeg ville ikke frygte en kidnapning. Mine egne utrygge oplevelser i USA, veninders angst koblet med daglige lokale nyheder om skudepisoder og overfald begynder for alvor at sætte spor hos mig.

Også i skolen hører børnene mange skræmmende historier, hvilket forværrer deres frygt. Dagligt præsenterer børnene nyheder for hinanden (current events beskrevet her). Jeg oplever, at den amerikanske fortællerstil – hvor der skrues op for og fokuseres på drama – medfører angst hos børnene. Til current event vælger børnene (eller snarere forældrene?) nyheder af enten voldsom trist eller tragisk karakter, fordi børnene får at vide, at det er vigtigt, når man taler for en forsamling at fange folks opmærksomhed. For eksempel fortalte sønnens klassekammerat i 3. klasse om tyfonen på Filippinerne, og dertil havde kammeraten medbragt  billeder af ødelæggelser og lig. Moderen var pavestolt, da jeg mødte hende om eftermiddagen, og hun genfortalte, hvor godt det var gået, og hvor engagerede børnene havde været. Min egen søn var dybt rystet, da han kom hjem: “Mor kan det ske i USA”? Et andet eksempel er, at skolen de seneste to uger har haft fokuseret på tørken i Californien, som nu er så alvorlig, at Californien den 17. januar blev deklareret i undtagelsestilstand. Børnene og deres kammerater taler om, at de er bange for at dø af tørken. Den retorik, som bruges, handler meget om, hvor farlig situationen er, og hvordan man bør handle for at spare på vandet – for hvis menneskeheden ikke handler, så…

… Burde børn ikke have lov til at vokse op mere beskyttet? Burde jeg undlade at tale med mine børn om våben og risikoen for fremmede? Jeg vil helst skærme dem, men samtidig tør jeg ikke undlade den slags snakke. Længere.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s