Parenting

Dagligt bekræftes jeg i, at jeg er en meget anderledes forælder end hovedparten af de amerikanere, som jeg kender. No shit.

Tænk amerikanske film, hvor voksne i hovedparten af samtalen bruger ord som amazing, fantastisc, great og kaster om sig med sætninger som: “you’re the best”, “I love you for that”, “that’s awesome”. Sådan taler de fleste amerikanere, som jeg omgås med. Og indrømmet, jeg er selv hoppet med på vognen og bruger samme vendinger – uden at føle mig overfladisk – i samtaler med både voksne og børn. Men når det kommer til børneopdragelse har jeg ikke ændret mig. Jeg taler meget anderledes til mine børn end hovedparten af de amerikanske forældre, som jeg kender. I sønnens yngre år slugte jeg bøger om børneopdragelse (Jesper Juul, Margrethe Brun Hansen m.fl.), som har forplantet sig som en naturlig del af mine holdninger, og i hverdagen skænker jeg ikke børneopdragelsesprincipper mange tanker. Undtagen når jeg undrer mig over amerikanske forældres opdragelsesmetoder.

For nogle uger siden inviterede skolen forældre til et foredrag, hvor en børnepsykolog ville præsentere værktøjer til at få gladere børn i hverdagen. Jeg deltog, fordi min yngste havde en dårlig periode med at sige farvel til mig i skolen, og fordi andre søde mødre deltog. Men. Jeg blev rystet i min grundvold over foredragets karakter og bekræftet i, hvor forskellig min tilgang til børneopdragelse er. En forskel, som jeg tror er meget dansk.

For det første viste 95 pct. af foredraget sig at være en salgstale for børnepsykologens praksis, hvor familier for 170 dollars i timen kan blive coachet i, hvordan forældre skal tale til deres børn. Psykologen forklarede, at forældre og børn sidder i et rum, mens psykologen sidder i et andet rum og coacher forældre via en øresnegl i, hvordan forældrene skal formulere sig. Psykologen anbefalede mindst ti til tov timer for at behandlingen skulle virke. Til 170 dollars i timen. Welcome to wealthy San Francisco! Jeg kan se meningen i at invitere en familieterapeut inden for ens hjem, som kan hjælpe med at påpege og løse voksne som børns uhensigtsmæssige adfærdsmønstre. Men at tage familien uden for vante rammer og tro at man kan løse problemer udelukkende ved at undervise forældrene i mundtlig kommunikation virker overfladisk på mig. For det handler vel ikke kun om at opnå, at børnene bliver mere samarbejdsvillige, men også om at forældre forstår, når de opdrager på en usund måde?

Voldsomt provokeret var jeg af, at skolen havde fremstillet en psykologs salgstale som et fagligt foredrag. Overrasket blev jeg over de andre fremmødte forældre, som i stedet for at være irriterede, engageret spurgte ind til psykologens behandlingsmåde og priser for længere behandlingsforløb.

En mor (faktisk moren til datterens bedste veninde) spurgte, om man kunne medbringe sin nanny, fordi hun oplevede, at det var nanny’en, som var problemet. Jeg gentager: Det er svært at forholde sig til, hvor mange penge nogen familier har.

Et forældrepar – som viste sig at stå bag foredraget — fortalte, at de havde haft venner på besøg til middag. Vennernes børn havde – i modsætning til tidligere – pludselig opført sig eksemplarisk. Deres venner havde fortalt, at de havde været i terapi hos foredragsholderen. Forældreparret havde derfor inviteret psykologen ind på skolen, fordi de tænkte, at andre af skolens familier – ligesom dem – måtte være interesserede i så tydelige positive adfærdsændringer hos deres børn.

En anden mor bad om råd til, hvordan hun skulle håndtere sin søn ved lektietid. Hun forklarede, at sønnen altid holder forkert på sin blyant, hvilket provokerede hende, fordi han dermed ikke præsterede sin bedste håndskrift. Lektietid var derfor altid en magtkamp. (Vælg dog dine kampe kvinde, tænkte jeg uden at sige noget højt)

Psykologen kom med eksempler på, hvordan man skal tale til sit barn under lektier for at sikre, at barnet er engageret og positiv: “Hvor holder du flot på din blyant, sikke et flot b du skrev der, jeg elsker, hvordan du sidder rigtigt på din stol”. Man må ALDRIG bruge ordet “nej”.

Et anden mor beklagede sig over, at når hun roste et af børnene (sikke et flot håndskrift), så blev det andet barn jaloux. Jeg rakte hånden op og sagde, at jeg havde god erfaring med  – i stedet for konstant snak og ros – at trække dem til side, give dem et klem og fortælle dem, at jeg var stolt af dem, uden at mit andet barn hørte det og dermed følte sig jaloux. Psykologen kommenterede diplomatisk, at børn skulle lære at høre andre børn blive rost. (Igen, bør man ikke vælge sine kampe?)

Jeg var på ingen måde overrasket over psykologens synspunkter, som jeg oplever dagligt, men at høre dem fra en fagpersons mund provokerede mig voldsomt. Det provokerer mig, at hun anbefalede, at man hele tiden skal tale med, kommentere eller rose børn. Psykologen forklarede, at det var en måde at vise børnene på, at man som forældre interesserer sig for dem. På mig virker ros overfladisk, hvis det overdrives?

Har man lyst til at skabe et barn, som hele tiden søger og forventer ros og anerkendelse hos voksne? Hallo til lavt selvværd. Jeg stræber altid selv efter at tale i positive vendinger til mine børn, men også efter at mine kommentarer er sandfærdige, relevante og giver mening. Jeg har tilbragt mange legeaftaler med andre familier, hvor jeg undrer mig over, hvordan forældrene konstant kommenterer børnenes opførsel, og at forældrenes toneleje og indhold af kommentarerne forbliver det samme, selv når børnene opfører sig dårligt. Det irriterer mig, når forældre ikke giver tydeligt udtryk for, at deres barn opfører sig ukammeratligt eller voldsomt. For eksempel når forældre – i stedet for at bruge ordet nej – fortæller barnet, hvordan barnet i stedet skal handle: “Sweetie what if you use your stick on the ground instead”? Mens jeg i den konkrete situation tænkte: “Gider du godt lade være med at vifte den spidse pind ved min søns øje, det er farligt”! Barnet var otte år og klar over, at han handlede forkert, hvorfor ikke bare sige tingene direkte? Eller samme mor til samme otteårige senerehen: “Sweetie why don’t we go see how the lion is doing”? Hvor jeg tænkte: “I stedet for at aflede din søns opmærksomhed, hvad med at bede ham om at stoppe med at lave karatespark på min søn, når min søn beder ham stoppe”? 

Nu bliver jeg grov: Børn er ikke hunde, som skal lære at lystre med de rigtige kommandoer! Børn er individer med forskellige personligheder som for at kunne udvikle personlighed og selvværd skal lære sig selv at kende og prøve grænser af. Børn skal lære at vise hensyn overfor andre mennesker. Men hvordan kan de det, hvis de hele tiden bliver talt til på en måde, hvor de stryges med hårene og ikke får tydelige grænser sat op? Og hvad er der forkert i at pointere, når fem til niårigeårige børn gør noget forkert? At sige nej? Det er da bedre for børn at få nej fra en forælder end fra en fremmed? Som barn må det være skide forvirrende aldrig at få et nej, men i stedet blive mødt af: “What if you did this instead sweetie”? Og hvad med at vælge sine kampe og give børnene noget rum, når der er mulighed for det? Ikke at kommentere eller komme med forslag til rettelser på deres opførsel hele tiden? Tænk hvis vi som voksne hele tiden skulle forholde os til konstant kritik maskeret som positive, opmuntrende kommentarer! Røv provokeret ville jeg blive!

… Godt at jeg blogger på dansk, for jeg ved, at flere amerikanske veninder og bekendte ville føle sig ramte over mine holdninger. De gør jo alt i bedste mening. Forældrene bruger enorm mange kræfter på at tale rigtigt til deres børn og være på deres børn. Meget mere end jeg orker. Men samtidig er jeg ikke i tvivl om, at de ikke får bedre børn ud af det end mig.

4 thoughts on “Parenting

  1. SÅDAN !
    Ikke så meget pjat og masse ord fra mig hér, bare et højt klart rungende ‘SÅDAN’ !

    Og så lige en sidebemærkning alligevel, for hvor må du tit skulle bide dig i tungen altså.

    / Maria

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s