Soccer Mom

Indrømmelse: Jeg er blevet “den type mor”. Og bare rolig: Ikke den type som ikke kan holde kæft om, hvor fantastisk mit barn er. Heller ikke den type som konstant roser mit barn. Eller den type som ikke deltager ordentlig i en samtale, fordi jeg konstant afbryder samtalen for at tale til mit barn. Til gengæld er jeg blevet en vaskeægte, irriterende soccer mom.

Jeg er mor til en niårig dreng, som er alt for flink. I skolen er han vellidt af samme årsag og roses af lærere for at være den bedste kammerat, hvilket vi er stolte af. Men nøj hvor ville hans far og jeg ønske, at han var mere selvisk. Min søn tager altid hensyn til andre. Og han bliver ked af det og er uforstående over for, når andre ikke viser de hensyn til ham, som han udviser til dem.

På en fodboldbane er den egenskab med at være for flink og tænke for meget på andres behov ikke så heldig. Det betyder, at han stopper op – selv midt i den mest fantastiske takling og efterfølgende dribling – for at sikre sig, at modstanderen, som han taklede, er ok. Eller han stopper op – efter at have driblet sig forbi flere modstandere – og kigger efter holdkammerater at spille i stedet for at banke bolden ind i målet. Teknisk spiller han elegant og vovet, men han mangler at kunne afslutte. Hans træner råber til ham: “Be selfish! Don’t stop”! Eller: “You got the first part right” (altså den del hvor han driblede elegant op af hele banen, før han vendte sig om for at finde en holdkammerat at spille). Jeg råber til ham: “Bliv ved” eller “skyd” (på dansk velsagtens), og jeg er pisse ligeglad med de amerikanske forældre, som kigger skævt til mig. Jeg råber også, når hans medspillere spiller godt, altså for at opveje favoritismen (når jeg kan genkende barnet). Det er nemlig ikke velanset at råbe. Forældre er skriftligt af klubben instrueret i ikke at råbe, fordi det generer træneren, og fordi alle børn skal behandles ens. Jeg er sgu’ da ligeglad. Og mens far har været væk, har lillesøster og jeg heppet os hæse fra sidelinjen.

Nå, men under de seneste to kampe i indendørs fodbold har min blide, alt for hensynsfulde søn pludselig ændret spillestil. Min søn har udviklet sig. Pludselig kæmper han videre, han holder ikke tilbage. To mål har han scoret i begge kampe, og jeg har nærmest råbt mig hæs for at få ham til at kæmpe videre, når han havde bolden. Efter målene søgte han – hver gang – øjenkontakt med mig fra fodboldbanen, og jeg kunne se, at han var så stolt, at han var ved at revne. Selv om der stadig er lang vej til, at han tør give sig 100 pct., er den mere aggressive spillestil en kæmpe ændring i hans personlighed. Noget som er svært for ham. Og jeg kan se, at han selv er stolt over at overkomme ubehaget, som han føler ved at spille selvisk. Så jeg sad med tårer i øjnene over hans glæde og min glæde ved at se ham blomstre.

Måske kan hans nylærte mere selviske spillestil på fodboldbanen på sigt smitte af i det virkelige liv? 

Så jep, jeg er blevet en af de der mødre, en af de der engagerede, råbende, møgirriterende soccer moms, og jeg elsker det!

IMG_1446

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s