Parenting Take Two – Give Me Some Space

Fuld af glæde og overskud er jeg stadig oven på vores NYC ferie. Også fordi vi har så meget at glæde os til indenfor de næste par uger: Besøg fra dejlige danske venner og eksotisk påskeferie. Yay! Samtidig kan jeg dog mærke dagligdagsirritation snige sig tilbage i mit humør. Jeg lader mig smitte af negativ energi, og det må jeg stoppe!

På børnenes skole nyder jeg at tale med lærere og børnene. Mange af mødrene not so much fordi deres primære samtaleemner er deres egne børn eller kritik af lærere eller andre folks børn. Eller endnu værre (indirekte) kritik af andres måde at opdrage på.

Min datter er en rigtig pige med udklædningslege i prinsessekjoler og passion for bamser. Flere gange om ugen klæder hun sig ud, i denne uge har hun været tryllekunstner. Her ses efterladenskaberne fra gårdsdagens leg, hvor alle bamser har været inkluderet i leg over hele huset – som del af en elle anden fantastisk historie, som hun finder på. Hendes fantasilege giver mig smil på læben. Jeg kan huske min egen glæde ved at fortabe mig i fantasiverdenen som barn.

20140328-104625.jpg

20140328-104605.jpg

Det politisk korrekte legetøj på skolen er lego og computerspillet scratch, som er et spil, hvor børnene lærer computerprogrammering samtidig. Flere forældre boykotter Disney, hvilket de ikke undlader at skilte med, når de kan. En af sønnens klassekammeraters mor fortalte, at de aldrig kunne finde på at besøge Disneyland: “Vi ser heller aldrig Disney film, for jeg ved, at min datter er meget nem at påvirke og vil begynde at plage om Disney merchandise. I vores hjem leger vi med lego”. Det skal nævnes, at jeg på det tidspunkt havde fortalt, at vi havde været i Disneyland to gange. Forleden overhørte en anden mor min samtale med en lærer, hvor jeg fortalte, at sangene fra Disney filmen Frozen bliver skrålet på livet løs hjemme hos os. Moren – mor til to piger – kigger på mig og siger: “Really? Oh no, I hate Disney.” Og jeg svarer, at jeg synes, at Frozen er en fantastisk børnefilm, hvorefter hun kigger på mig, som om jeg lige har indrømmet, at jeg slår mine børn på daglig basis. At jeg samtidig ved, at hun bekymrer sig om, at hendes døtre er for drengede, undskylder ingenting. 

Hvorfor. Hvorfor finder mødre det bekræftende at smide deres “politisk korrekte” holdninger om børneopdragelse i hovedet på andre? Sorry ladies men jeg oplever ikke samme type smalltalk fra fædre. Hvorfor så firkantet? Hvad med en nysgerrig tilgang til andre værdier fremfor en dømmende tilgang? Hvorfor kommentere på en måde, som indeholder en skjult kritik af den måde, som andre forældre opdrager på? 

… I bund og grund er det kritiske, selvfede forældremiljø ikke så forskelligt fra arbejdslivet, hvor man også møder typer, som bruger enhver lejlighed til at tale om, hvor pisse dygtige de (selv synes de) er. Typer som konkurrerer fremfor at samarbejde. Belært af erfaring ved jeg, at den attitude ofte dækker over lavt selvværd. Overdreven selvfedhed handler mere om, at sådanne personer søger anerkendelse, fremfor at det handler om, at de kritiserer andre. Hold. Nu. Op. Ok jeg anerkender det dobbeltmoralske i, at jeg selv kritiserer andre mødre i dette blogindlæg, men jeg vælger trods alt ikke en direkte konfrontation. Lad os i øvrigt for helvede tale om mere interessante emner end børneopdragelse.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s