Expat Struggles

Tiden flyver afsted. Hvor vores første tid i USA føltes som et mørkt hul, hvor jeg rendte rundt tung om hjertet med tunnelsyn, mens tiden stod stille, så byder vores liv p.t. på glæde og overskud.

Mit første indlæg på bloggen blev udgivet for snart et år siden, 95 blogindlæg siden. Et år og fire måneder efter vores flytning til San Francisco. I dag ville jeg ønske, at jeg havde blogget om vores første tid, hvor jeg følte mig fortabt, stresset og forkert. For vi kan vel ikke være den eneste familie, som har haft svært ved at falde til? De gode historier, om hvor hurtigt børn og voksne falder til i deres nye udenlandske liv, florerer der mange af. De dårlige historier not so much. Måske var vores tilpasning særlig hård, fordi vi havde børn, ikke fik en besigtigelsesrejse, havde to måneder til at sadle om fra DK til USA og ankom midt i januar måned, hvor det var svært at finde bolig og skoler til børnene. Allerværst var min datters forfærdelig start i en forkert børnehave. Jeg skrev om vores anstrengelser til familie og venner, men det faldt mig ikke ind at blogge om det. For hvem gider høre om vores nedtur?

Før vi flyttede til San Francisco, havde jeg forestillet mig en hverdag i USA med meget mig-tid, fordi jeg skulle studere i stedet for at arbejde. Jeg havde forestillet mig et liv med en masse inspirerende daglige oplevelser. I stedet brugte jeg i mere end halvandet år dagligt fem timer på angstfremkaldende bilkørsel mellem børnenes skoler. Jeg tilbragte mange halve dage sammen med børnene, hjælpende med det ene eller andet på deres skoler (som man hele tiden bliver bedt om). Jeg trøstede min ulykkelige datter og senerehen også min søn, som i 2. klasse fik the teacher from hell. Deres ulykkelighed fyldte alt. Mit mindset var hele tiden indstillet på at finde løsninger på deres tilpasningsproblemer. Min søn trives i dag mere end nogensinde, mens min datters traumatiserende start bliver ved med at spøge. Jeg famlede mig frem i forhold til både skoler og andre forældres anderledes tilgang til børneopdragelse, som I USA byder på mindblowing forskelle. Den tid, jeg havde for mig selv, blev brugt på et Writing Program på Berkeley. På mit første fag “writing the feature story” følte jeg mig forkert, omringet af amerikanske freelance journalister og redaktører (som gerne ville skifte over til forfattersiden). Jeg opdagede, at jeg ikke kun skulle lære at skrive, men også skulle lære ny grammatik, ordvalg og blomstrende formuleringer (amerikansk grammatik og skrivestil er anderledes end britisk engelsk og dansk!). Vores weekender langt væk fra hverdagen var fantastiske, men jeg frygtede hverdagen. Jeg hadede, at mine børn havde så svært ved at falde til. Jeg hadede, at vi levede i en konstant tilstand af udmattelse og overvældelse. Jeg hadede, at jeg ikke følte, at jeg slog til nogen steder. Tunnelsyn.

Jeg arrangerede en masse fede weekender og rejser, som for mig var den del af vores liv, som gav mening og gjorde mig glad. Men weekender og ferier kunne ikke opveje, at hverdagen føltes som en daglig kamp, hvor jeg altid følte mig som taberen, fordi intet føltes nemt og rutinemæssigt. Kun fremmed.

Overordnet har både skole og datterens Reggio Emila børnehave overrasket positivt, ikke mindst på grund af fantastiske lærere, men også de meget anderledes undervisningsmetoder. Forældremiljøet på børnenes skoler deprimerer mig derimod. Jeg tror, at det skyldes, at der tales meget om, hvad man burde, kan og skal gøre for sine børn enten på skolen eller uden for skolen. Der søges bekræftelse og anerkendelse for valg af fritidsaktivitet og intellektuel stimulation. Jeg oplever, at amerikanske mødre er ekstremt bekymrede for, at deres børn ikke bliver stimuleret nok og ikke får udnyttet deres potentiale. Når jeg omringes af den bekymring, smitter det, og jeg mister min egen mavefornemmelse og fokus. Jeg vil meget hellere glæde mig end bekymre mig, når jeg kan! Alvorlige bekymringer indeholder livet i forvejen nok af, og mit fokus er glade børn og en glad mor, hvilket betyder, at mine børn på ingen måde stimuleres som deres kammerater. Well, fuck det! Og dog. At min datter som den eneste på sin alder ikke kan svømme stresser mig. Og gør mig flov.

I dag er hverdag rutine i stedet for et forhindringsløb. Fordi vi kun er her på lånt tid, har jeg fokus på at få så mange oplevelser som muligt. Jeg glæder mig over mine nye amerikanske venskaber, som guider mig i do’s og don’t, mens vi griner sammen af det i stedet for at stresse over ikke at slå til. Jeg glæder mig over, at jeg ikke længere lader mig stresse af hverken danskeres spørgsmål til mit liv (hvad får du dog tiden til at gå med? Hvorfor studerer du? Skal du ikke arbejde?), eller amerikaneres spørgsmål (your kids are still so young, why not just enjoy your time with them? Why don’t we see you more at school?). Til sidste forældresammenkomst fik jeg at vide, at der åbenbart gik et rygte om, at vi var på vej til at flytte hjem til DK, hvilket ifølge flere mødre forklarede “why she keeps so much to herself”. What? Hvorfor skal de have en mening om min tilstedeværelse på skolen? For en introvert type som mig virker fællesskabsfølelsen på børnenes skole (som de benævner “the community”) voldsom. Og anmasende. Gid de blandede sig udenom. Jeg er stolt over, at jeg holdt ud på mit studie og snart er færdig. Jeg er stolt over, at mit selvværd ikke lider under at have taget en pause fra arbejdslivet. Jeg er stolt over, at jeg via mit studie og bloggen har skabt noget i mit liv, som er mit. Og jeg er dybt taknemlig for – udover at vi er faldet til og alle fire er sunde og raske – at vi får rejst så meget.

Og hvad den næste tid efter endt studie kommer til at byde på er spændende! Jeg kategoriserer hverken mig selv som studerende eller housewife, fordi termerne på ingen måde dækker over, hvem jeg er, hvad jeg står for, og hvad jeg har brugt og bruger min tid på. At få vores liv på plads og falde til har været benhårdt arbejde. Men nu begynder jeg at se muligheder og rum for mig. Jeg kommer aldrig til at hyre en au pair for at hente og bringe børnene, fordi jeg gerne vil være der 100% for dem i deres amerikanske krævende børneliv – så måske skal jeg efter afslutning af mit studie prøve at være en ægte housewife næste år (og efter planen sidste år i San Francisco) og nyde mere mig tid, som jeg har haft mulighed for siden midten af december. Fuck det er fedt, jeg er endda begyndt at træne! Måske skal jeg arbejde på freelance basis som freelancer indenfor PR og kommunikation, som mit studie og forbindelser åbner op for. Det gad jeg godt, og vores liv vil stadig kunne hænge sammen. Who knows? To ting ved jeg: Jeg vil have flere rejseoplevelser, og jeg vil ikke bekymre mig om, hvorvidt jeg lever op til andres forventninger om, hvad jeg skal bruge min tid på. Mit mål er en glad familie, og i USA betyder det i vores familieliv, at jeg ikke kommer til at udfolde mig karrieremæssigt. But I’ll be back! Jeg glæder mig til at vende tilbage på arbejdsmarkedet og igen begrave mig i nørdede juridiske tekster og finde løsninger, som gør folk glade. Jeg glæder mig til at udfolde mig med mine nye skrivefærdigheder inden for juraen. Nye muligheder har åbnet sig for mig efter mine studier, og jeg skal bare sige til. Jeg kan, hvad jeg vil, og hvor tit er det lige, at man har den luksus i sit liv?

… Næste rejsedestination er Mexico! Om en time. I vores anstrengelser på at finde de billigste billetter, er vi endt med en af slagsen, hvor vi flyver kl. et om natten, og hvor rejsen nok kommer til at tage tolv timers fly- og sejltid. Men pyt, det er besværet værd!! YOLO! Vi ses på den anden side.

IMG_2560

6 thoughts on “Expat Struggles

  1. Føj, hvor lyder det som en hård start. Og ja – skolernes hjemmegående mødre er som igler, der kun har til formål at suge al saft og kraft ud af os andre “ignoranter” der kunne tænkes at have andet at bruge tiden på. De må jo få en depression, når deres børn stopper i elementary School :-)
    Rigtig god ferie. Husk at nyde det sidste år selvom tiden går stærkt

    • Tak Henriette! Rart med støtte fra en som kender miljøet. Og du har jo ret, hele deres livsgrundlag forsvinder efter Elementary School!! Det havde jeg slet ikke tænkt over, nu får jeg jo helt ondt af dem :-)

  2. Har lige fundet din blog, og vil bare sige tak for din ærlighed. Vi er lige selv flyttet til Seattle-området for tre uger siden, så jeg står lige midt i den opstart, som du skriver om. Indtil videre går det ok, men jeg har ondt i maven over alle de beslutninger, der skal tages, og jeg er bange for, om det hele også bliver fedt for mig her. Jeg vil helt sikkert bruge noget tid på at læse længere tilbage i tiden her på bloggen.

  3. Jeg tænkte netop på det samme i dag.. at der burde være flere der fortæller om alle udfordringerne – sådan helt konkret. At det er dig selv, der skal være opsøgende efter netværk, at det bliver ensomt, og at du skal være forberedt på at være meget mere “på” end du er vant til, for at skabe dig en omgangskreds. Bliver nemt lidt småirriteret over den forestilling om, at det er nemt at få nye venner fordi det er USA, og folk er så imødekommende. Nej, det er ikke. Det er lige så svært som det er alle andre steder. Ikke at jeg synes at et expatliv skal være skræmmehistorier, men jeg tror at jeg har sat (og stadig sætter) barrierer op for mig selv, fordi jeg hjemmefra havde forestillet mig at det skulle blive på en bestemt måde, hvor virkeligheden er, at du ikke kan forudsige hvad der kommer til at ske og at du slet ikke er herre ovre hvordan du vil reagere på alle forandringerne. Fedt med de ærlige historier og ad h… til med alle forestillingerne om det perfekte, evigt harmoniske expat liv!

    • Ja, man skal virkelig være indstillet på følelsen af ensomhed, og at det er skide svært at falde til. Og derfor er jeg rigtig glad for din blog, som også fortæller om de dårlige sider af expat-livet. Tak for den, og flere af dem!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s