That Time My Professor Told Me I Didn’t Have Any Particular Skill At Telling Stories

Er det ynkeligt at skrive til min gamle Berkeley professor (Tom) for at fortælle ham, at jeg har gennemført mit Professional Writing Certificate med topkarakterer for at vise, at han ikke vidste, hvad han talte om? Gud hvor er jeg patetisk! Snarere bør jeg nok anskue min første Berkeley lærers kritik som det spark i røven, som motiverede mig til at finde min niche og gennemføre et professional writing certificate på Berkeley.

Min første underviser Tom var en ældre herre med en blændende karrierestart som journalist på Washington Post, senere hen afløst af en god karriere på The SF Chronicle som han på sin ældre dage havde skiftet ud med et editor job på en mindre avis. Faget, som Tom underviste i, hed “writing the feature story”, og det meste af undervisningen formanede han os elever til at holde os langt væk fra en ifølge ham uddøende branche, som vi ikke ville kunne leve af, fordi ingen i vores generation magter at læse mere end 500 ord. Hans verden var The Print World som aviser og bøger, og medmindre man var en fantastisk historiefortæller, var hans budskab, at man skulle finde sig en anden profession. Jeg startede faget en måned efter vores flytning til USA, mega ramt af flytte- og kulturchok. Derudover var jeg starstruck over at sidde på skolebænken sammen med publicerede journalister, redaktører, bloggere og forfattere. Kulturchokket bestod i, at min lærer var af den gamle skole og vedblev med at formane os om i vores skrivning at chokere og berøre læserne. Allerbedst var det, hvis man som forfatter kunne give sin læser tårer i øjnene. Og han formanede os om i vores første afsnit at bruge alle kneb på at fange læserens interesse, også selv om indholdet ikke havde større sammenhæng eller relevans for resten af artiklen. Og på faget gennemgik vi indledning efter indledning, hvor vi blev bedt om at identificere, hvad der rørte os. Sådanne indledninger og dramatiske historier magtede jeg på ingen måde, og i stedet skrev jeg som eksamensopgave en artikel, hvor jeg på baggrund af et interview med en børnefamilie, skrev deres historie om, hvordan de i San Francisco havde fravalgt bilen som primær transportmiddel og i stedet pendlede på cykel med deres tre børn op af bakker på en hjemmebygget elektrisk cykel. I artiklen sammenlignede jeg det københavnske og sanfranciskanske cykel- og kulturliv i forhold til faciliteter og færdselsregler, og i min indledningen portræterede jeg mig selv cyklende med vind i håret og mine to børn i vores kassecykel på de brede københavnske cykelstier i regnvejr osv. Tom gav mig karakteren B med disse kommentarer:

“Overall I think you are a good writer in English, but I don’t think you have shown any particular skill at telling stories. Stories have to have a large degree of entertainment. You have to trick and seduce the reader into giving you their attention. I think you are an excellent essay writer, as is perhaps fitting for one who is skilled at the law. I hope I don’t hurt your feelings. If you harbor a desire to be a story teller or entertainer, let me suggest you get a copy of “The Arabian Nights” and read them to your kids at night. In fact I am going to do the same for my daughter (8). It will be fun for all and a learning tool.”

Tom mente helt tydeligt, at jeg var en af de elever, som skulle holde sig langt væk fra at skrive, fordi jeg ikke var dygtig nok. Challenge accepted! Jeg tænkte: “Nu skal jeg fandeme vise dig, at jeg kan skrive, også selv om jeg nægter/ikke kan finde ud af at skrive Oprah style (a.k.a. følelsesmanipulation)”. Derfra tilmeldte jeg mig Berkeley’s Professional Writing Program (som havde fokus på non-fiction fremfor skønlitteratur).

Sidenhen har jeg heldigvis kun mødt fantastiske, dygtige undervisere på Berkeley, som har hjulpet og støttet mig i at finde og tydeliggøre min stemme som fortæller. På mine hold har jeg mødt mennesker, som enten levede af at skrive (bloggere og journalister), eller som arbejdede mod at gøre det til en fuldtidsbeskæftigelse. Mine øvrige undervisere på Berkeley har alle haft et helt andet budskab end Tom’s:

Det vigtigste er at have styr på formater, grammatik og din research (ellers får du ingen respekt eller opmærksomhed fra redaktører og læsere), når du har skrevet din historie, skal du kunne sælge den på forskellige medier (aviser, Facebook, Twitter, blogs) og til redaktører med en forskellig vinkel, alt afhængig af den læsertype, som de dækker. Facebook tilhører den ældre generation, hjemmegående mødre og mødre på barsel. Twitter tilhører de 25 til 35-årige professionelle, hvor det handler om at gå i dialog fremfor ensidigt at fortælle din historie. Blogs handler om at finde sin niche (for eksempel får modebloggeren Man Repeller $7.000 pr. indlæg for at nævne produkter på sin blog!). Instagram og Pinterest er for den yngre generation osv. Meget overordnet fortalt. Det handler om på maks. tre sætninger at kunne levere dit budskab (dit pitch) — hvis din læser interesserer sig for dit emne, vil han eller hun læse videre.

Good old Tom har ret i, at jeg aldrig kommer til at tilhøre den kategori af fortællere, som publicerer en historie i The New Yorker og fanger mine læsers interesse via følelsesporno eller underholdning. Så godt kommer jeg aldrig til at skrive, og det interesserer mig ikke. Derimod er mine styrker, at jeg altid ved, hvordan jeg vil fortælle en historie. Jeg har styr på min vinkel og essensen i min historie. Jeg lider aldrig af skriveblokering og kan præstere at skrive under pressede deadlines. Jeg har oplevet, at op til 25 pct. af mine fantastisk dygtige holdkammerater gav op undervejs på forskellige fag, fordi de fik skriveblokering og ikke magtede at aflevere nye historier uge efter uge. Jeg kan bare blive ved. Og fordi jeg er typen, som er ekstremt detaljeorienteret, så har jeg styr på grammatik, formater og min research. Så det kan godt være, at mine holdkammerater skrev smukkere, mere fængende — meget bedre end jeg — men jeg var produktiv, havde styr på facts og havde aldrig problemer med at koge mit budskab ned til maks. 140 tegn på Twitter. Særligt mit sidste PR fag har føltes som en åbenbaring, fordi PR indeholder alle de aspekter i skrivning, som jeg trives bedst med: Korte, præcise, faglige pressemeddelelser. Klientinterview hvor man skal finde en vinkel på deres historie. Omskrivning af klientens historie/budskab/produkt/event til en historie og tilpasse historien til forskellige medier (blade, aviser, blogs, twitter, reklamer mv.) Hold kæft det er sjovt! Måske endda så sjovt at jeg seriøst overvejer at søge et kort internship på et af de større PR bureauer i San Francisco. ‘Mad Men 2014 here I come!’

Så:

Dear Tom, thank you for your advice, I know you meant well. But I disagree with you: the most important writing skill is the ability in a few sentences to tell the essence of your story from an angle that will appeal to the reader you target — not tricking or seducing readers into giving you their attention — because on social media or even in the press, today’s reader no longer has the patience to read through something that might be of no relevance to him or her. 

Sincerely,

The student you graded a B and said didn’t have any particular skill at telling stories (who deserved an A, afterwards got only A’s in other writing classes and recently passed her Public Relations class with an A+)

… Som jeg altid fortæller min søn: Der vil altid være nogen, som er dygtigere end dig. Pyt, accepter det. Det er nemlig de mennesker, som er flittige, grundige, pålidelige og vellidte, som klarer sig bedst i det virkelige arbejdsliv!

2 thoughts on “That Time My Professor Told Me I Didn’t Have Any Particular Skill At Telling Stories

  1. SÅDAN! Jeg fik selv at vide af min speciale vejleder at jeg aldrig kunne lave en ph.d. men nok i stedet skulle satse på at skrive indlægssedler! Jeg har dog ikke gået så vidt som til at skrive en fiktiv mail, men har undgået at connecte til hende på fb og linkedin. Held og lykke med din skrivning. Jeg nyder at læse det du skriver, også selvom emnet ikke nødvendigvis altid er noget jeg selv har bakset med.

    • Tak Henriette :-) Eneste formål med at connecte til din specialevejleder skulle da lige være for at vise hende, hvor godt det går dig! (Rimelig imponerende du får arbejde I USA med den konkurrence, der må være fra hele verden på dit felt :-)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s