About not feeling Like An Adult. Yet.

Når jeg har mekaniske problemer med min bil, eller jeg igen opdager møl i vores hus, eller når vores el bliver afbrudt, fordi vi har glemt at betale en elregning, eller vi bliver spammet med rykkere for lægeregninger, som vores forsikringsselskab burde håndtere, føler jeg mig som en teenager, som håber, at en “rigtig” voksen tager over eller i det mindste fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Også i forhold til vores sommerhusprojekt i Danmark, er vi 100 pct. afhængige af, at “nogen voksne” styrer det. Vi kan på ingen måde overskue indretningsprojektet, og vi går i sort, når vi får besked om, at også gulvet i køkkenet er råddent og skal udskiftes. Så tak til min mor og far for at styre sommerhusprojektet: Det kunne vi ikke klare uden jer! I mit udlandsliv har jeg klaret mange kriser og dermed bevist, at jeg egentlig godt kan klare de fleste kriser selv. At jeg er ret sej. Men følelsen af ikke at være helt voksen (endnu) hænger ved. Er jeg mon den eneste?

Som jeg tidligere har underholdt om her, bliver jeg altid ramt af uheld og andre udfordringer, når min mand er bortrejst. Jeg er jinxet! De seneste tre dage har budt på:

  • Punktering, igen.

Denne gang skete det på vej til skole med børnene i bilen. Jeg kunne mærke, at bilen opførte sig lidt mærkeligt, så derfor svingede jeg heldigvis ikke ud på den større vej, hvor bilerne kører 75 km i timen på en ophængt snoet bro uden mulighed for at køre ud til siden, medmindre man har lyst til at pløje nogle stålpinde ned undervejs. Jeg parkerede i stedet et sikkert sted, og vi halsede afsted til skole for at undgå en tardy (som er en anmærkning for forsinkelse). På skolen fangede jeg en af vores venner i drop off bilkøen og fik ham til at køre mig tilbage til bilen, hvorfra jeg fik ringet til vores forsikringsselskab. Mens min mand fra Boston lufthavn fandt et autoværksted. Vi skulle nemlig på ingen måde bruge mit sædvanlige autoværksted, fordi værkstedet ved sidste punktering ikke boltrede mine to fordæk fast! Seriøst! Endnu et bil-traume. Udover værkstedsdelen synes jeg faktisk, at jeg havde rimelig styr på processen den her gang. For eksempel stressede jeg ikke over, hvorvidt jeg skulle tippe the tow-away guy. Det behøver man ikke. Så jeg higfivede mig selv mentalt efter at have overladt bilen til the tow-away guy — indtil jeg kom i tanke om, at jeg havde sendt min bil afsted med min hoveddørsnøgle! Jeg fandt heldigvis en ekstra i min taske. Phew.

Punkteringen gav mig anledning til at prøvekøre mandens nye dyt. Nej den er ikke særlig miljøvenlig, men efter vores påkørsel på motorvejen er sikkerhed i højsædet. Så derfor har vi nu to ældre volvoer.

IMG_2714

Hurra for at vi støtter miljøet på anden vis i San Francisco: San Francisco er den første by i verden, som vil forbyde salg af engangs plastik vandflasker under 0,6 liter, og San Francisco har længe haft et forbud mod plastikposer, hvilket betyder, at vi altid medbringer egne genanvendelige indkøbsposer, når vi handler. Det må opveje vores miljøsvinende biler en smule tænker jeg.

  • Vores komfur døde.

Pludselig var komfur og en enkel stikkontakt ved siden af komfuret døde. Efter at have genstartet el-panellet flere gange uden held, var jeg klar over, at vi enten havde et mindre problem, som kunne fikses, eller et større problem som ville give vores landlord en anledning til at sætte vores husleje i vejret. Lejepriser har tredoblet siden vi flyttede til SF, og vores budgetramme holder ikke til en stigning. En huslejestigning må ikke ske, fordi vi vil være tvunget til at flytte. Over to dage genstartede jeg el-panellet og ribbede alle skabe for indhold, mens jeg prøvede at finde en stikkontakt. Eller lignende. På tredjedagen opdagede jeg “this little guy” på den modsatte væg i et hjørne.

IMG_2713

Også i vores badeværelser har vi den slags mystiske el-kontakter, som uventet lukker alt ned, når systemet bliver/føler sig overbelastet, og som derefter kræver genstartning. Hvorfor komfurets kontakt sad på en helt anden væg er en gåde for mig. Men jeg klarede det sgu’!

  • Min computer døde.

Pludselig kunne min Mac ikke gå på internettet, selvfølgelig på den eneste dag i to et halvt år hvor jeg havde en deadline (lektier undtaget). Jeg skulle sende et dokument fra min computer. Jeg prøvede i fire timer (med genstart mv.) og var på vippen til at gendanne dokumentet ud fra gamle udprint på en anden computer. Patetisk, uprofessionelt og op af bakke. Men i et enkelt minut kom jeg på internettet og fik med bankende hjertet sendt dokumentet afsted. Mit midlertidige fravær fra real work life har åbenbart fået mig til at glemme, at man op til deadlines altid skal copy-paste indholdet af vigtige dokumenter ind i en email, som man sender til sig selv. Nå, det ender med en regning på $200 for en ny hard drive. Suk.

Sådan ser i øvrigt de nye iPhones ud ved siden af en gammel iPhone 5s (den lille sorte af dem). Som I nok er bekendt med, rummer de sociale medier historier om, at de nye større og tyndere telefoner bøjer af ingenting, hvilket Apple dog benægter. Men lette som en fjer føles de i hvert fald i forhold til de ældre udgaver.

IMG_2730

På billedet flasher jeg også min første professionelle manicure i seks måneder. Størstedelen af amerikansk kvinde går på neglesalon en gang om ugen, men jeg har simpelthen ikke tålmodigheden til at sidde stille i dårligt ventilerede omgivelser i en hel time! Men resultatet og en pris på $11 plus drikkepenge er jeg nu altid glad for.

  • Jeg har haft mareridt om jordskælv. Og tippende biler.

Jeg har ellers ikke skænket jordskælv mange tanker den seneste tid. Men min underbevidsthed er åbenbart stadig i kampberedskab. Jeg drømte, at jordskælv rystede min seng, vågnede op kl. et om natten overbevist om, at det virkelig var sket (don’t judge jeg har nok mærket små jordskælv i hvert fald ti gange), hvorefter jeg lå halvvågen indtil næste morgen. Suk. Dagen efter — hvor min mand var kommet hjem — drømte jeg, at jeg kørte op af en stejl bakke og så bilen foran mig tippe baglæns på grund af den skarpe vinkel. Jeg drømte, at jeg prøvede at vende bilen på den stejle bakke, og at min bil derefter begyndte at tippe sidelæns. Følelsen af at min bil er ved at tippe på San Franciscos psyko-stejle bakker har jeg prøvet flere gange. Det skræmmer mig, selvom min mand sværger, at biler ikke kan tippe på en bakke. Så mange mareridt kunne en drømmetyder sikkert få en masse ud af.

8 thoughts on “About not feeling Like An Adult. Yet.

  1. Den fornemmelse kender jeg godt – at man ville gi’ sin højre arm for bare at gå ind i seng, når det hele er for meget og så kom der nogen og fiksede det hele mens man sov. Det lyder da i øvrigt til at du fik håndteret det der dæk rimeligt cool!

  2. Sejt, at du bare klarer tingene! Jeg tænker da, at det er godt, når der kan komme hjælpe fra andre – men sejt når man også sådan lidt kan klare det meste på egen hånd alligevel :)

  3. Selv i en alder af 45 står jeg sommetider i situationer,hvor jeg føler mig som en 13-årig, der har lyst til at kalde moooaar/faaaar! Men når man så opdager, de ikke kommer fordi de er døde , for trætte eller for gamle – så kalder man på sin stooooorebrooooar :-). Og som ungerne bliver ældre og selv står i den situation, hvor de er voksne, der ikke rigtigt er voksne, så opdager man langsomt, at man har overtaget den voksenrolle, som man slet ikke er klar til – og man tænker: om ens forældre egentlig også havde det sådan?
    En helt anden ting; så fangede billedet af den parkerte bil mig og jeg smiler – for i går sagde min store datter til mig, mor hvorfor drejer du altid dækkene indad når du parkerer – ved du ikke, man skal rette dem op? Næh – det vidste jeg ikke. Jeg har nemlig taget kørekort i San Fransisco og vanens mangt sidder åbenbart stadigvæk i mig efter 27 år. Og jeg kan se I også har lært det :-) :-)

    • Hvor sjovt med din parkering :-) Vi har lært det på den hårde måde, da de mange parkeringsbetjente i SF med hård hånd udsteder bøder, hvis man ikke drejer hjulene på en bakke, som skråner 30 pct. eller mere. Og vi lægger ALTID mærke til det, når andre ikke gør det. Det sidder også dybt i os! Jeg havde slet ikke tænkt på, at man en dag skal overtage voksenrolle også for ens voksne børn, nej det bliver jeg heller ikke nogensinde klar til!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s