We Made It Through The Storm Of The Century

I går torsdag var byens skoler lukket på grund af varsel om the storm of the century med vinde af orkanlignende styrke og massiv regn. Jeg var faktisk ret bekymret. Jeg prøvede at forestille mig, hvordan vores hus ville kapere stormflod kombineret med kraftig vind. Vi bor på hjørnet af en vej på en meget stejl bakke, og jeg forestillede mig, at i værste tilfælde kunne biler og andre ting sejle ind i vores hus. Amerikanerne hamstrede vand, stearinlys og batterier til lommelygter (som vi takket været vores sommerferie i Yosemite havde masser af). I hele byen og på de sociale medier ulmede en bekymret stemning, og jeg satte mig op til, at nu skulle vi opleve vores første naturkatastrofe.

Vi blev nogen af de heldige, og hjemme hos os skete der absolut ingenting, bort set fra at det regnede gennem vores soveværelsesloft (igen). Også mandens arbejde var lukket, så vi brugte dagen på at hygge os. Andre dele af San Francisco inklusiv flere familier og lærere fra børnenes skole var uden elektricitet i et helt døgn, og flere bydele var oversvømmede. Californiens veje og kloaksystemer er på ingen måde gearet til så meget regn på én gang, og hele Bay Area blev belastet med smadrede eller oversvømmede veje. Californiske bilister kan simpelthen ikke finde ud at navigere de våde veje, hvilket resulterer i et katastrofalt antal biluheld på selv helt almindelige ufarlige strækninger. I Sonoma og Russian River poster beboere stadig billeder af folk, som sejler rundt i kanoer på parkeringspladser.

Fordi Californien lider af den mest alvorlige tørke i århundreder, jubler Californien over regnen. Men desværre udgør regnen kun en dråbe i en spand i forhold til den mængde vand, som Californien har brug for. På Twitter gør resten af USA grin med San Francisco, som har haft lukket skoler og flippet ud over, hvad de kalder “a little rain”, som resten af USA mener er vand i forhold til deres tornadoer, oversvømmelser og snestorme. De har nok ret.

Det har faktisk regnet det meste af december, som hos os har bidraget til at skabe julestemning, hvilket var svært de sidste to år, hvor San Francisco havde bragende sol og sommerlignende temperaturer. Hjemme hos os står den på besøg fra vores nisse, danske Radio Soft kørende i baggrunden med julemusik, DRs julekalender (Tidsrejsen) efter lektier, æbleskiver, risengrød og tændte stearinlys og kalenderlys. Så hyggeligt! Jo længere tid vi har været udenlandsdanskere, des stærkere føler vi for at opretholde vores danske juletraditioner. Derfor glæder vi os for vildt til på søndag, hvor vi holder juleaften. Jep, det er lidt tidligt, men sådan må det være, fordi vi snart rejser til Mexico.

2 thoughts on “We Made It Through The Storm Of The Century

  1. Tja, alt er jo relativt, og hvis man ikke er vant til særligt hårdt vejr, er det jo så meget desto mere skræmmende når moder natur sådan spiller med musklerne. Og desuden kan jeg 100% følge dig i frygten for, hvad en storm kan gøre ved de paphuse vi bor i herovre. Husene herovre kan bare ikke holde til de samme vejrforhold som de kan i Danmark, så i min optik er postyret (til dels) reelt.

  2. Ja, hvad sker det med at bygge paphuse i et land plaget af alvorlige naturkatastrofer? Det er mærkeligt. Af samme årsag ville jeg også ønske, at vi i tilfælde af jordskælv boede i et af de ældre, mere solide huse i San Francisco…

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s