He’s Here! About Our American Hospital Birth Experience.

IMG_3173

Velkommen til verden lille skat. Alle fire føler vi os overvældede af kærlighed til August, som blev født 29. juli, knap tre uger før tid. Vi kan ikke stå for hans lille størrelse og nuttethed. Jeg stavrer mig igennem dagene, helt rundtosset af kærlighed og udmattelse. Efter et dramatisk hospitalsophold er der faldet dejlig ro på, og vi voksne (nok mest mig) samler os og lader oplevelsen med indlæggelse og fødsel bundfælde sig. Sikke en omgang. Gennem hele bloggens levetid har jeg svinet det amerikanske sundhedsvæsen til. Selve min behandling under graviditeten har bestemt også været under al kritik, men vores hospital oplevelse har derimod været god. Rigtig god! På trods af at det var en skræmmende omgang.

August blev straks efter fødslen sendt på neonatalafdelingen på grund af høj feber hos både baby og jeg. Vi fik ham heldigvis hjem efter kun to dages indlæggelse. At se sin lille søn med drop og andre ledninger i hans lille krop og lade “fremmede” passe ham, mens min “adgang” til ham bestod i amning hver tredje time var en surrealistisk tid. Jeg var den eneste mor på neonatalafdelingen, som ammede. Jeg forstår godt, hvorfor mødre ikke kan overkomme at amme under de vilkår. Men jeg er taknemlig for, at jeg gennemførte det, fordi det var den eneste ting, som jeg kunne “gøre”. De insisterede på at skifte baby selv, at jeg skulle gå tilbage og hvile mig, og når jeg skulle amme, måtte de hjælpe, så ingen ledninger satte sig fast, når jeg satte mig med ham.

IMG_3142

Vi oplevede — i forhold til Rigshospitalet — et overflod af personale — læger som sygeplejesker — som var tilgængelige og nærværende. Jeg havde hele døgnet en bestemt sygeplejerske tildelt, hvis navn blev skrevet op på en tavle på mit værelse, og som udfyldte tavlen med tidspunkter for min medicinering og andre praktiske oplysninger. Også August havde sin egen sygeplejerske, som ringede efter mig hver tredje time, når han skulle ammes.

IMG_3153

Det var den samme sygeplejerske, som mødte op, når jeg ringede efter nogen; som hjalp mig hen til neonatalafdelingen, da jeg i starten knap kunne gå og var spændt fast til et dropstativ; som fandt mig på neonatalafdelingen, når det var tid til min antibiotika mv.; som insisterede på smertemedicin så jeg kunne holde til at stå op hver tredje time for at gå hen til neonatalafdelingen for at amme; som målte mit blodtryk hver 2. time; som hjalp med at lægge August hos mig. Når det var tid til morgenmad, frokost og aftensmad, ringede de fra køkkenet for at minde mig om at bestille. Jo, der blev passet godt på mig.

Selve min indlæggelse var som taget ud af en scene fra “Grey’s hvide verden” eller “ER” — fordi læger og sygeplejersker agerede så dramatisk. I 37. graviditetsuge var jeg inde til et almindeligt tjek, denne gang på det hospital, hvor jeg skulle føde, hvor de skulle måle babys hjerterytme (køre en strimmel). Tre dage forinden havde de registreret et dyk i babys hjerterytme. Den dag var babys hjerterytme alt for høj, og jeg havde det underligt. Jeg havde haft veer med to minutters mellemrum i månedsvis, som dog ikke udvidede mig (samme under mine to andre graviditeter), men det så ud som om, at baby blev stresset under veerne, bl.a. med forhøjet hjerterytme og mindre bevægelse. Straks ringede de til min fødselslæge, og en hospitalslæge kom ind til mig og fortalte mig, at de lige ville beholde mig lidt “just to be safe”. Jeg kom ind i “triage”, som er det sted, hvor fødende modtages, før de kommer på fødegangen. Her kørte en sygeplejerske igen en strimmel for at følge babys hjertelyd. Ikke engang fem minutter senere — midt under en almindelig samtale — dykkede babys hjerterytme pludselig under en af de kraftige veer. Så udspillede sig den mest skræmmende oplevelse i mit liv: Sygeplejersken råbte, en anden sygeplejerske løb ind til os, de klappede siderne op på min seng og løb med mig ind i en elevator og op på en stue på fødegangen, mens de råbte og beordrede mig til at trække vejret dybt for at give baby ilt. Inde på fødestuen dukkede tre læger op og endnu en sygeplejerske, de flåede tøjet af mig og lagde drop på mig, mens der blev givet besked til en fjerde sygeplejerske om at ringe efter min fødselslæge. Så fandt de hjertelyden igen, og den sygeplejerske, som var med til at rulle mig op, begyndte at græde. Af lettelse forklarede hun mig, mens hun klemte min hånd. Hun havde frygtet, at moderkagen var bristet, hvilket man skal reagere på indenfor minutter for at redde baby. De droppede det akutte kejsersnit og begyndte at stille mig spørgsmål om, hvornår jeg sidst havde spist mv. Så kom min mand ind i rummet, mens jeg var omringet af læger og sygeplejersker, og jeg brød sammen. Jeg havde ringet efter ham, før jeg blev sendt til “triage”, fordi jeg følte mig utilpas og ikke ønskede at køre hjem selv. Han forstod først, hvad der var foregået dagen efter, fordi forløbet herfra blev så intenst, og fordi vi begge kun havde øjne og ører rettet mod den maskine, som viste babys hjerterytme.

Afdelingsoverlægen troppede op og fortalte, at han ville sætte min fødsel i gang NU. Der skulle ikke tages nogen chancer ud fra de foreliggende resultater. De ville sætte fødslen i gang, så jeg kunne føde naturligt, men jeg skulle afholde mig fra at spise i tilfælde af behov for kejsersnit. Min egen fødselslæge ringede til mig på hospitalstelefonen, og efter at have konsulteret min “high risk doctor” (som jeg havde udover min “o.b.”, fordi jeg havde en “high risk pregnancy”), mente hun, at fødslen ikke skulle sættes i gang med henblik på at modne babys lunger mest muligt. Det sagde jeg ok til og tilsidesatte dermed min “aftale” med afdelingsoverlægen. Jeg har overhovedet ikke kunne se fidusen i at have både en “o.b” og en “high risk doctor” under min graviditet, ingen af dem har bl.a. kunne forklare eller gjort en forskel i relation til mine kraftige smerter og veer, og mine tjek føltes mere byrdefulde end nyttige, fordi jeg skulle rakke gennem byen med kvalme til forskellige steder, ofte samme dag. Men de kom altså til deres ret der. Og så alligevel ikke. Afdelingsoverlægen valgte nemlig at ignorere mine egne to lægers anbefalinger og fortalte mig om natten en løgn om, at mine læger havde ændret mening og nu syntes, at fødslen skulle sættes i gang, fordi jeg havde kraftige veer. Det blev min egen læge selvfølgelig efterfølgende rasende over, men det viste sig, at jeg uanset åbenbart var klar til at gå i fødsel, og i dag er jeg overbevist om, at det var godt — både for baby og mig — at baby kom ud. I dag synes jeg også, at det er dybt mærkeligt og utrygt, at min egen fødselslæge — som ikke havde tilset mig, men kun fik referat af forløbet — turde modsætte sig afdelingsoverlægens vurdering af, at babys tilstand nødvendiggjorde, at han skulle ud NU.

Det forhold ved hospitalssystemet, at min egen fødselslæge ikke var ansat af hospitalet, men tilknyttet egen praksis, har været den eneste dårlige ting ved vores hospitaloplevelse. Men den er væsentlig nok, for udover uenigheden mellem afdelingsoverlægen og mine egne læger, havde vi en anden dårlig oplevelse for så vidt angår selve fødslen. Min fødselslæge havde vagt på hospitalet to gange om ugen, og ellers skulle en anden fødselslæge fra samme praksis træde til. Efter 17 timer i aktiv fødsel var jeg klar til at føde, men jeg fik ikke lov, fordi der ikke var nogen fødselslæge fra min praksis, som var ledig. Jeg blev beordret til at holde tilbage i 20-25 minutter. Thanks god for den fantastiske epidural, som jeg fik lagt, ellers havde jeg ikke klaret det!!! Jeg har en mistanke om, at forsinkelsen af fødslen bidrog til min og babys tårnhøje feber. Og jeg har modtaget et laboratorieresultat via email, som siger, at jeg havde en bristet moderkage. Hvis det er rigtigt, var det dybt uansvarligt af dem ikke at lade mig presse baby ud — bare fordi det skulle være en fødselslæge fra min egen praksis. Det må jeg vente med at få afklaret til mit næste besøg hos min fødselslæge… De endte med akut at kalde en “fremmed” fødselslæge ind, og jeg fødte på mindre end et minut.

Noget, som jeg satte enormt meget pris på ved min indlæggelse, var, at alle de læger og sygeplejersker, som havde tilset mig under min indlæggelse, kiggede forbi for at ønske mig tillykke og havde tid til at snakke. Vi fik bl.a. talt med den sygeplejerske, som var tilstede under min indlæggelse (som græd af lettelse, da de fandt babys hjerterytme igen). Den samtale hjalp både min mand og jeg til at forholde os til, hvad der skete — og kunne være sket — under min indlæggelse.

Da vi skulle hjem, blev vi overdyngede med poser med bleer, blecreme, sutter, bind og underbukser som gave. Personalet udviste en masse varme og overskud, som jeg er meget taknemlig for. Og rørt over. Ja, der blev passet godt på os.

Udover at jeg er ved at trille om af træthed og lykke over min skønne lille nye søn, føler jeg mig lettet over, at den møg graviditet- og fødsel gik godt. Og over at jeg ALDRIG skal være gravid eller føde igen, for det er saftsuseme ikke en tilstand, som min krop trives ved. Men det var det værd!

IMG_3166

I dag fejrer vi vores skønne 11-åriges fødselsdag. Og alderforskellen mellem børnene? Ja, den føles helt perfekt!

PS. Forsikring har jeg holdt udenfor det her indlæg, for det har vi stadig ikke nogen god oplevelse med. Mange gange måtte min mand bruge en halv arbejdsdag for at få dem til at sende en betalingsgaranti for mine forskellige undersøgelser til de forskellige steder, jeg blev sendt hen. I San Francisco lå min fødselslæges praksis et sted, min “high risk doctor” et andet sted, mine ultralydsscanninger blev udført et tredje sted, og min fødsel skulle foregå et fjerde sted. Med et nyt sted, startede hele processen forfra. Mindre end en uge før jeg fødte, havde vi igen problemer med, at hospitalet, hvor jeg skulle føde, ikke ville godkende os pga. vores forsikring! Over to stressede dage, mens min mand ringede frem og tilbage for at få os godkendt, bekymrede jeg mig om at gå fødsel, og at hospitalet ville nægte mig adgang. Da min mand efter fødslen ringede for at orientere vores forsikring om, at August var på neonatalafdelingen (som åbenbart koster 5.000 dollars om dagen), var de dog cool og har sidenhen endda ringet for at høre, hvordan det går. De ved godt, de har haft dummet sig. Betaling og forsikring bør være den sidste ting, man skal bekymre sig om, når man har brug for lægehjælp!

9 thoughts on “He’s Here! About Our American Hospital Birth Experience.

  1. TILLYKKE! Du og August har det godt og det er det aller aller vigtigste. Men føj for omgang altså. Jeg håber der bliver masser af ro på her i efteråret.

  2. Ihhhh!!! Hvorfor har jeg misset dette indlæg?? KÆMPE stort tillykke med jeres søn! Sikke et fint navn og hvor er han dog sød! Jeg er ked af at læse om din voldsomme fødselsoplevelse, men er glad for at høre, at du føler, at du blev passet godt på. Jeg håber, I efterhånden har fået lagt den voldsomme oplevelse bag jer og at alt går godt som en stor familie på 5!

    • Tusind tak! Det går rigtig godt nu, og vi hygger os alle sammen med ham. Hvor længe har I egentlig planer om at blive boende i US, eller det ved I måske ikke? Den her barsel bliver noget mindre hyggelig i forhold til de to andre i DK. Men sådan er det, der er fordele og ulemper :-)

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s