Santa Monica Longing

Snøft, så er vi hjemme igen. Fra den skønneste ferie, hvor lykkebarometret har været helt oppe at bimle. Vi har gået Santa Monica tynd med børnene på løbehjul og vandret i bjerge med de smukkeste udsigter. Vi boede i vores sædvanlige hotellejlighed (Calmar Hotel and Suites) med meget varm pool og god plads i lejligheden. Alt spillede. Så det var næsten ikke til at holde ud, at vi skulle hjem igen. Temperaturen svingede mellem 28 og 18 grader, og børnene har badet hver dag i hotellets pool. Syd Californien er et af vores “happy places” på linje med Thailand, Bali og Hawaii, og de ferier bliver noget af det, som vi kommer til at savne mest ved Californien.

Men hvorfor mon det føles så hårdt at vende hjem til hverdagen den her gang? Måske er det fordi, at vi føler os så hjemme i Syd Californien. Der kunne vi godt bo! Måske er det fordi, at vi altid tilbringer dagen i Syd Californien udendørs — vejret er solrigt og mildt uden San Franciscos isnende vind. Måske er det en reaktion på, at vores hverdagsliv er blevet hårdere. Baby bliver stadig dybt ulykkelig på køreture, hvilket begrænser min bevægelsesfrihed fuldstændigt. Også sønnens op til tre timers lektier begrænser os fra at lave ting sammen i hverdagen. Måske er det også, fordi vores weekender har været overbooket med fodboldturneringer “out of town”, så der ikke har været tid til fællesoplevelser. For at mildne vores ferie efter-reaktion er vi er allerede i gang med at planlægge næste tur til Syd Californien, og vi har besluttet os for at tage på flere vandreture i weekenderne. Det hjælper på nedturen.

Baby fyldte i øvrigt fire måneder på vores tur. Bort set fra vores køreture, hvor han bliver dybt ulykkelig, klarede han både udflugter og flyveture over al forventning! Han slår alle cuteness rekorder, synes vi, fordi han for det meste er smilende og begejstret — så længe vi har ham i vores arme. Men at lægge ham ned i en barnevogn, en vugge eller i en autostol fungerer altså stadig ikke. Til gengæld er der altid nogle til at holde ham, så bortset fra køreturene udgør det ikke noget problem.

Fejringen af Thanksgiving var hyggelig og er blevet en tradition, vi holder meget af. Til middagen købte vi i år en færdiglavet kalkun, så vi i stedet kunne tilbringe dagen udendørs. Vi indledte middagen med at skiftes til at reflektere over alt det, som vi er taknemlige for. Den liste er lang!

Nedenfor har jeg skriblet og indsat billeder om nogle af de aktiviteter, som vi prøvede i den her omgang. Hvis du søger på syd californien på bloggen kan du finde andre aktiviteter og tips. Man behøver på ingen måde bruge penge på kendte turistmagneter som Disneyland og Universal for at få en god ferie. Alle de aktiviteter, som jeg nævner, er i øvrigt gratis.

Vi tog til Griffith Observatory i LA, som udover et fedt astronomi museum har den vildeste udsigt over LA, bl.a. med udsigt til det ikoniske Hollywood skilt. På vej dertil sørgede vi for at køre udenom motorvejene og i stedet køre gennem spændende kvarterer i LA og Beverly Hills.

IMG_3890

IMG_3891

Vi vandrede i Runyon Canyon inde i LA, som også har den cooleste udsigt over LA og Hollywoodskiltet. Køreturen gennem Hollywood Hills for at nå dertil var utrolig smuk.

IMG_3948

IMG_3949

Vi gik Santa Monica tynd både langs stranden og inde i byen med børnene på løbehjul. Børnene var overekstatiske over at køre på løbehjulene, så glade at jeg endda fik lov til at gå ind i butikker på 3rd street, Montana Avenue og Main Street, uden de blev sure. Det er stort i vores familie!

IMG_3951

IMG_3903-1

Vi kørte til Malibu ad Highway 1 og besøgte The Getty Villa, som er et meget smukt museum med græsk og romersk kunst. Man går rundt både inden- og udendørs.

IMG_3972

Kombinationen af strand, bjerge og byliv i Syd Californien opfylder hele familiens behov. Næste gang runder vi nok Disneyland igen, hvilket vi altid sørger for at gøre i de mindst travle perioder. F.eks. her kan du tjekke statistik for de bedste tidspunkter at besøge Disneyland på.

5 thoughts on “Santa Monica Longing

  1. Det lyder som en skøn og tiltrængt ferie. Men altså “San Franciscos isnende vind”…… den kan jeg godt drømme længselsfuldt om ;-)

    • Ha! Ja, ok, i forhold til jeres sne og slud skulle jeg nok have valgt en anden formulering :-) Jeg har ikke oplevet kulde og sne i to år. Nøj det bliver koldt at komme hjem igen, jeg er nemlig en total frossenpind. Håber I kan holde varmen hos jer.

      • Er der ikke en Baz Luhrman sang, hvor han siger “Don’t stay too long in California, it will only make you soft”? Vi blev jo også selv totalt forvænte med sol det meste af vinteren i Bay area, og var lige ved at besvime da det regnede 5 dage i træk! Gisp!
        Her i North East viser vinteren sig indtil videre fra sin varme side, men det var -8 C i nat, så det bider i kinderne om morgenen.

  2. Det var godt at I ikke ventede med at tage til L.A., for de sidste par dage har det været så tåget, at jeg faktisk blev i tvivl om hvorvidt jeg var i Santa Monica eller i San Francisco, og temperaturen er faldet drastisk. Det ser ud til, at I havde en dejlig ferie, og jeg kan se på det hele, at jeg skal have tjekket flere af dine tips ud. :) Bedste hilsner Mette

    • Hej Mette, hvor hyggeligt, at du skriver! Tåget eller ej skal det nok blive godt! Særlig main street i Santa Monica er fed med gode cafeer, og på f.eks. Urth får du god kaffe og mad. Håber vejret bliver bedre, de siger, det er el nino, og her i SF regner det :) Du må endelig dele dine tips, kan se du har en blog, den glæder jeg mig til at læse.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s