Too Tired

Da det pludselig slog mig — to uger senere, uden for kontekst — at da en god bekendt i en forsamling af forældre på skolen sagde, at Danmark hele tiden var “in the news”, og at “we should all move to Denmark”, så refererede hun positivt til Bernie Sanders’ skønmaleri af Danmark og ikke sarkastisk til smykkeloven og Danmarks skrappe immigrationsregler. I stedet for at deltage i diskussionen og takke for de venlige ord om Danmark, stak jeg af uden et eneste ord. Gud hvor er jeg bare pinlig, uhøflig og ‘awkward’. Suk.

Eller da jeg fandt gratis gadeparkering i et ikke særligt fedt kvarter og kom tilbage en halv time senere for at opdage, at jeg havde låst bilen, men efterladt passagerbildøren pivåben — ud mod den trafikerede vej.

When you’re feeling proud of yourself. - Imgur

Da jeg træt og mudret prøvede at genfortælle den sjove historie om den åbne bildør til min amerikanske veninde, og hun reagerede forfærdet og oprørt — på dramatisk amerikansk vis  — fordi hun troede, jeg havde efterladt baby i bilen med åben bildør, mens jeg ordnede ærinder (i amerikanske øjne ensbetydende med mulig kidnapning af baby og fængsel til mig for misrøgt).

… “Better stay silent!” Grundet ammehjerne og fare for flere af den slags bøffer, misforståelser og tårekrummende pinligheder, snakkes vi ved, når tågen letter.

Expat Craving And Binging

God weekend derude. Mange af jer skal garanteret til julefrokost eller andet juletamtam. Og spise god dansk mad.

Som udenlandsdansker er december måned hård. Udover at amerikanerne er ringe til at julehygge, er vi også afskåret fra at smutte i bageren eller Netto for at købe julelækkerier som pebernødder, æbleskiver, gløgg, honninghjerter, chokoladekalender, flæskesteg, rødkål, rugbrød, sild, grødris. Og nu bliver jeg nødt til at stoppe den her opremsning, fordi jeg bliver helt dårlig af længsel. I den kontekst kan I nok nogenlunde sætte jer ind i, hvor oppe at køre jeg var i går aftes, da datterens og mit første forsøg “ever” på brunkager lykkedes til perfektion.

Jeg sikrer fair fordeling af danske godter. Særligt manden skal man passe på. Han er kendt for på de sene aftentimer at fortære dyrebart dansk slik og sågar indtage f.eks. rå marcipanruller og makroner, som søde venner og familiemedlemmer har sendt eller medbragt. Dansk “fredagsslik” til børnene har jeg gemt hemmelige steder af samme årsag. “Not on my watch”!

Imod forventning blev jeg i dag efterladt alene med en kæmpe portion brunkager, fordi datteren ikke kunne medbringe dem til sin klasse pga. en kammerats allergi.

En halv time efter familiens afgang — i en rus af sukkerkoldhed efter nattens maraton amning — var vores brunkageration pludselig væsentligt reduceret.

… Før resten af familien vender hjem, må jeg hellere finde en opskrift på pebernødder, som jeg kan bage med børnene i eftermiddag. I et forsøg på ikke at miste al troværdighed. Og værdighed. Suk. Sorry kids.

Start The Weekend With A Great Laugh

20130610-194617.jpg

OMG forbered dig på ugens, måske månedens bedste grin! Som I nok ved, knuselsker jeg lokale quiz og humoristiske indslag om at bo i San Francisco. Men det her indslag slår alt, fordi indlægget indeholder en noget overraskende forbindelse til Danmark.

  • Læs “20 things no one tells you about moving to San Francisco” fra ClickHole her.
  • Kan du genkende personen i billedet under nummer 17?

“You’re welcome”, god weekend!

Expat Battles

Så blev her stille igen. De seneste snart tre uger har været hårde med små nedture for os allesammen, hvilket har givet mig lyst til at kaste håndklædet i ringen og flytte hjem. For os voksne indebærer vores expat status en masse administrative kampe, som kræver kæmpe overskud. Vi har besluttet at give vores udlandseventyr halvandet år til. Vilkårene for vores forlængelse er ikke optimale og faktisk ikke engang helt på plads, men vi er nødt til at træffe beslutninger og handle, for ellers står vi med udgifter til hjem og skolepladser i to forskellige lande efter sommerferien. Igen har vi haft oplevet, at det amerikanske sundhedsvæsen afviser os, fordi de ikke vil acceptere vores sundhedsforsikring. Det er drænende at kæmpe mod tre systemer (vores danske forsikringsselskab, deres amerikanske samarbejdspartner og det amerikanske sundhedsvæsen), som skyder skylden på hinanden. Det er skræmmende og ydmygende at bede om lægehjælp og blive afvist. Godt at min bedre halvdel er trådt til og har overtaget kampene, for jeg kan ikke rumme dem i øjeblikket. Men efter tre hårde uger går alting pludselig bedre, solen skinner, og jeg har overskud til at minde mig selv om, at vores udlandsstatus er selvvalgt. Vi har truffet beslutningen om at blive. Nu handler det om at få det bedste ud af den beslutning. Jeg minder mig selv om alle de forhindringer og nedture i vores expat tilværelse, som vi som familie — børn som voksne — har overkommet. “If you don’t like it, change it”! Gang på gang ændrer vi dårlige forhold til bedre. Hvor jeg før vores expat tilværelse nok havde en tendens til at bekymre mig (for meget), er jeg efter vores tre år i USA blevet mere frygtløs og handlekraftig med fokus på mål fremfor forhindringer. Jeg føler mig stærkere end nogensinde, selv når jeg føler mig svag. Det er samtidig en kæmpe lettelse og gulerod at vide, at vi ikke for evigt skal leve i det her administrative limbo med foden i to forskellige lande, fordi vi ikke 100 pct. hører til nogen af stederne.

That Time My Professor Told Me I Didn’t Have Any Particular Skill At Telling Stories

Er det ynkeligt at skrive til min gamle Berkeley professor (Tom) for at fortælle ham, at jeg har gennemført mit Professional Writing Certificate med topkarakterer for at vise, at han ikke vidste, hvad han talte om? Gud hvor er jeg patetisk! Snarere bør jeg nok anskue min første Berkeley lærers kritik som det spark i røven, som motiverede mig til at finde min niche og gennemføre et professional writing certificate på Berkeley.

Min første underviser Tom var en ældre herre med en blændende karrierestart som journalist på Washington Post, senere hen afløst af en god karriere på The SF Chronicle som han på sin ældre dage havde skiftet ud med et editor job på en mindre avis. Faget, som Tom underviste i, hed “writing the feature story”, og det meste af undervisningen formanede han os elever til at holde os langt væk fra en ifølge ham uddøende branche, som vi ikke ville kunne leve af, fordi ingen i vores generation magter at læse mere end 500 ord. Hans verden var The Print World som aviser og bøger, og medmindre man var en fantastisk historiefortæller, var hans budskab, at man skulle finde sig en anden profession. Jeg startede faget en måned efter vores flytning til USA, mega ramt af flytte- og kulturchok. Derudover var jeg starstruck over at sidde på skolebænken sammen med publicerede journalister, redaktører, bloggere og forfattere. Kulturchokket bestod i, at min lærer var af den gamle skole og vedblev med at formane os om i vores skrivning at chokere og berøre læserne. Allerbedst var det, hvis man som forfatter kunne give sin læser tårer i øjnene. Og han formanede os om i vores første afsnit at bruge alle kneb på at fange læserens interesse, også selv om indholdet ikke havde større sammenhæng eller relevans for resten af artiklen. Og på faget gennemgik vi indledning efter indledning, hvor vi blev bedt om at identificere, hvad der rørte os. Sådanne indledninger og dramatiske historier magtede jeg på ingen måde, og i stedet skrev jeg som eksamensopgave en artikel, hvor jeg på baggrund af et interview med en børnefamilie, skrev deres historie om, hvordan de i San Francisco havde fravalgt bilen som primær transportmiddel og i stedet pendlede på cykel med deres tre børn op af bakker på en hjemmebygget elektrisk cykel. I artiklen sammenlignede jeg det københavnske og sanfranciskanske cykel- og kulturliv i forhold til faciliteter og færdselsregler, og i min indledningen portræterede jeg mig selv cyklende med vind i håret og mine to børn i vores kassecykel på de brede københavnske cykelstier i regnvejr osv. Tom gav mig karakteren B med disse kommentarer:

“Overall I think you are a good writer in English, but I don’t think you have shown any particular skill at telling stories. Stories have to have a large degree of entertainment. You have to trick and seduce the reader into giving you their attention. I think you are an excellent essay writer, as is perhaps fitting for one who is skilled at the law. I hope I don’t hurt your feelings. If you harbor a desire to be a story teller or entertainer, let me suggest you get a copy of “The Arabian Nights” and read them to your kids at night. In fact I am going to do the same for my daughter (8). It will be fun for all and a learning tool.”

Tom mente helt tydeligt, at jeg var en af de elever, som skulle holde sig langt væk fra at skrive, fordi jeg ikke var dygtig nok. Challenge accepted! Jeg tænkte: “Nu skal jeg fandeme vise dig, at jeg kan skrive, også selv om jeg nægter/ikke kan finde ud af at skrive Oprah style (a.k.a. følelsesmanipulation)”. Derfra tilmeldte jeg mig Berkeley’s Professional Writing Program (som havde fokus på non-fiction fremfor skønlitteratur).

Sidenhen har jeg heldigvis kun mødt fantastiske, dygtige undervisere på Berkeley, som har hjulpet og støttet mig i at finde og tydeliggøre min stemme som fortæller. På mine hold har jeg mødt mennesker, som enten levede af at skrive (bloggere og journalister), eller som arbejdede mod at gøre det til en fuldtidsbeskæftigelse. Mine øvrige undervisere på Berkeley har alle haft et helt andet budskab end Tom’s:

Det vigtigste er at have styr på formater, grammatik og din research (ellers får du ingen respekt eller opmærksomhed fra redaktører og læsere), når du har skrevet din historie, skal du kunne sælge den på forskellige medier (aviser, Facebook, Twitter, blogs) og til redaktører med en forskellig vinkel, alt afhængig af den læsertype, som de dækker. Facebook tilhører den ældre generation, hjemmegående mødre og mødre på barsel. Twitter tilhører de 25 til 35-årige professionelle, hvor det handler om at gå i dialog fremfor ensidigt at fortælle din historie. Blogs handler om at finde sin niche (for eksempel får modebloggeren Man Repeller $7.000 pr. indlæg for at nævne produkter på sin blog!). Instagram og Pinterest er for den yngre generation osv. Meget overordnet fortalt. Det handler om på maks. tre sætninger at kunne levere dit budskab (dit pitch) — hvis din læser interesserer sig for dit emne, vil han eller hun læse videre.

Good old Tom har ret i, at jeg aldrig kommer til at tilhøre den kategori af fortællere, som publicerer en historie i The New Yorker og fanger mine læsers interesse via følelsesporno eller underholdning. Så godt kommer jeg aldrig til at skrive, og det interesserer mig ikke. Derimod er mine styrker, at jeg altid ved, hvordan jeg vil fortælle en historie. Jeg har styr på min vinkel og essensen i min historie. Jeg lider aldrig af skriveblokering og kan præstere at skrive under pressede deadlines. Jeg har oplevet, at op til 25 pct. af mine fantastisk dygtige holdkammerater gav op undervejs på forskellige fag, fordi de fik skriveblokering og ikke magtede at aflevere nye historier uge efter uge. Jeg kan bare blive ved. Og fordi jeg er typen, som er ekstremt detaljeorienteret, så har jeg styr på grammatik, formater og min research. Så det kan godt være, at mine holdkammerater skrev smukkere, mere fængende — meget bedre end jeg — men jeg var produktiv, havde styr på facts og havde aldrig problemer med at koge mit budskab ned til maks. 140 tegn på Twitter. Særligt mit sidste PR fag har føltes som en åbenbaring, fordi PR indeholder alle de aspekter i skrivning, som jeg trives bedst med: Korte, præcise, faglige pressemeddelelser. Klientinterview hvor man skal finde en vinkel på deres historie. Omskrivning af klientens historie/budskab/produkt/event til en historie og tilpasse historien til forskellige medier (blade, aviser, blogs, twitter, reklamer mv.) Hold kæft det er sjovt! Måske endda så sjovt at jeg seriøst overvejer at søge et kort internship på et af de større PR bureauer i San Francisco. ‘Mad Men 2014 here I come!’

Så:

Dear Tom, thank you for your advice, I know you meant well. But I disagree with you: the most important writing skill is the ability in a few sentences to tell the essence of your story from an angle that will appeal to the reader you target — not tricking or seducing readers into giving you their attention — because on social media or even in the press, today’s reader no longer has the patience to read through something that might be of no relevance to him or her. 

Sincerely,

The student you graded a B and said didn’t have any particular skill at telling stories (who deserved an A, afterwards got only A’s in other writing classes and recently passed her Public Relations class with an A+)

… Som jeg altid fortæller min søn: Der vil altid være nogen, som er dygtigere end dig. Pyt, accepter det. Det er nemlig de mennesker, som er flittige, grundige, pålidelige og vellidte, som klarer sig bedst i det virkelige arbejdsliv!

Travel Blog Awards — Take Two

Nå. Nu skal jeg søreme bede jer om at stemme på mig – igen – denne gang i finalen i Supersavers Travel Blog Awards, hvor jeg deltager sammen med fire andre bloggere i kategorien “bedste blog om at bo og leve i udlandet.”

Af hjertet tak til alle jer som har brugt tid på at klikke jer videre og stemme på mig!!

Hvis du synes, at jeg fortjener en chance for at vinde, kan du stemme på mig her. Afstemningen løber til 23. februar.

Travel Blog Awards 2013!
Rejse med sol og bad? Her finder du de bedste priser på markedet!!

Nominated For A Travel Blog Award?!

WTF? Først vidste jeg ikke helt, hvordan jeg havde det med at være blevet nomineret til bedste blog om at bo og leve i udlandet i Supersavers årlige Travel Blog Awards. Selve nomineringen er et dejligt skulderklap. Wuhu! Men delen om at skulle udbrede budskabet og bede jer læsere stemme på mig skulle jeg lige tygge på!

Ser I, min blog har været mit private projekt, som stadig mange gode venner og bekendte ikke kender til. Det har været rart med en begrænset læserkreds, som jeg ikke kunne sætte ansigt på. Fremmede kan bare zappe væk fra min blog, hvorimod venner og bekendte måske vil føle sig forpligtede til at fortælle mig, at de kan lide min blog, mens de i virkeligheden tænker, at jeg er en tudemarie. At bede jer læsere stemme på min blog er ensbetydende med at finde ud af, om I er hamrende ligeglade. Vil den viden betyde, at jeg ændrer min blog?

Det har jeg ikke lyst til! Og det kommer jeg ikke til. Uanset. Som bloggen kører, skriver indlæggene nærmest sig selv, fordi de kommer lige fra hjertet, mens jeg får tiltrængt afløb for positive og negative tanker om mit USA liv. Bloggen har levet i snart ni måneder, og det kunne være sjovt med en bredere læserskare. Det er her, du kan hjælpe.

Supersaver står for konkurrencen (i bund og grund et reklamefremstød, så er det sagt) med nomineringer i forskellige (rejse)kategorier. Én blogger kan derudover vinde juryens specialpris og et 3.000 kr. rejsegavekort for på en unik måde at give læseren rejselyst. Challenge accepted! Næste indlæg kommer til at handle om min passion for at rejse.

Nomineringen løber til 4. februar. Hvis du synes, at jeg fortjener en chance for at vinde, så stem på mig her.

Bloggens navn: Danish in San Francisco.

Bloggens URL: http://danishinsanfrancisco.com

… Tak fordi du læser med!