OMG How American And San Franciscan We Have Become — Part Two

  • Min yngste foretrækker til enhver tid “mac and cheese“.
  • OMG, OMG, OMG tænkte jeg, da hun kom hjem og fortalte, at hun skal deltage i skolens talent show. Hun er selv noget skeptisk overfor ideen, men jeg skjuler min egen rædsel, for “When in Rome […]”. Hun skal synge “Let it Go” med sin BFF. Andre børn deltager med trylleshows, jokes og dans. OMG!
  • Sønnen spiller “beach soccer”.

IMG_3050

  • Begge børn deltager i “graduation” ceremonier, i tide og utide. Amerikanere knuselsker officielle ceremonier, og de kan ikke afsluttes en fritidsaktivitet eller skoleåret uden et kæmpe brag i nærmest hvert enkelt fag.
  • Hvert skoleår afsluttes med, at hvert enkelt barn bliver hyldet for deres bidrag til klassen. For to år siden blev sønnen foran hele skolen inklusiv forældre udråbt til:20140627-125647-46607471.jpg

Til min egen store overraskelse bliver jeg vildt rørt, når mine børn bliver hyldet. Pinligt. Jeg bemærker i hvert fald ingen andre forældre tørre øjnene, måske fordi amerikanere fra barnsben er trænet til at håndtere den slags følelsesporno. Snøft. 

  • Her ses billeder fra medaljeceremonien ved datterens fodboldafslutning, hvor hun gik i optog for derefter at få overrakt en medalje, mens hendes navn blev råbt op foran klappende forældre.

IMG_3052

  • Her ses sønnen til denne weekends “beach soccer” turnering, hvor de sluttede på en flot andenplads.

IMG_3051

  • Mine børn er besat af YouTube. Sønnen følger Sky, Stampy, Smosh og PewDiePie, som laver videoer om Minecraft, Clash of Clans eller jokes. Datteren følger CookieSwirlC, som laver videoer med legetøjsfigurerne Shopkins. Sønnen ved alt om, hvordan hans idoler blev YouTube stjerner, hvor mange flere følgere de har i forhold til f.eks. Obama, og hvem som bander mest. Datteren er oppe at køre, fordi CookieSwirlC har annonceret, at hun i en af sine videoer har afsløret sit ansigt. PS. De får kun lov til at spille og se YouTube videoer i weekenderne. Derfor glæder de sig for vildt til sommerferie. OMG!
  • Den sidste måned inden skoleåret slutter, kan jeg ikke mere. Hver eftermiddag åbner jeg bævrende børnenes “homework folder” eller emails fra skolen, for selvom den sidste måned er proppet med to gange koncerter, to gange teaterstykker, to gange opvisninger i Rube Goldberg maskiner, to gange forældre picnics, to gange præsentation af børnenes sidste projekter, to gange “graduation” ceremonier og en enkel gang talent show — så bliver skolen ved med at læsse aktiviteter oveni. I forgårs fik vi besked om, at datteren havde en uge til at kreere noget til hendes faglige rapport, som skal præsenteres foran forældre og børn i klassen. Lærerne nævnte eksempler som en film, et slideshow eller noget, som skal “bygges”. I kan tro, at forældrene får travlt i de små hjem, det bliver som altid mere et forældreprojekt end et børneprojekt. Ikke hos os: Datteren laver en kanin i ler. Bum. Sidste uge blev sønnens helt eget teatermanuskript opført af professionelle skuespillere efter skole, og en anden aften samme uge var der møde på skolen, fordi sønnen pludselig skulle vælge valgfag, fordi skolen har besluttet at lægge 5. og 6. klasserne sammen til næste år, så sønnen starter i Middle School et år før tid. Og snart skal vi i gang med at bidrage til en gave til lærerne (typisk noget kreativt) og samle billeder til en årsbog (hvor mine børn næsten ikke har figureret, fordi “nogen” har glemt at indsende billeder de seneste år). OMG!
  • Vi sender børnene afsted på “summer camp“. Sønnen skal på tre ugers fodboldlejr fra kl. ni til fire. Datteren har jeg ikke fået bestilt til, hun havde ikke lyst, og nu er jeg for sent ude, da forældre allerede booker den slags i påskeferien. OMG! I øvrigt koster en uges lejr typisk 300 til 400 dollars, så egentlig synes vi heller ikke, at vi har råd. Vi savner adgangen til fritidshjem i Danmark! Så vidt jeg husker, var der ramaskrig, fordi Københavns børnehaver og fritidshjem ferielukkede tre uger i sommeferien? Herregud tænker jeg herovrefra, hvilken luksus at kunne fortsætte sine børn i vante, trygge omgivelser til en pris, som endda er til at betale!
  • Vi har gvet fortabt og har efter tre år indordnet os og fået vaccineret børnene mod skoldkopper. Vi blev “busted”, da San Francisco lavede en stikprøvekontrol på børnenes skole. Og well, det var ikke kampen værd…

Raising Three kids In San Francisco — Here’s Why Not.

Det der med at få tre børn er ualmindeligt i vores San Francisco omgangskreds. På skolen findes en enkel familie med tre børn: Familien er tysk, moren er hjemmegående, og forældrene planlægger at sende deres børn på gratis universitet i Tyskland. Årsagerne til at familier på skolen bosiddende i indre San Francisco ikke får tre børn er mange. Kvadratmeterprisen i San Francisco er USA’s dyreste, uddannelse fra folkeskole til universitet eller anden videreuddannelse er en kæmpe udskrivning (medmindre man tør og er heldig med det offentlige skolesystem og stipendier), og barselsorlov er kort. Børnehave er lige så dyr som privatskole, og derfor er mødre hjemmegående. Nogle sætter deres børn i en “co-opt” børnehaver tre halve dage om ugen og bidrager med rengøring af toiletter og børnepasning. Hverdagen er stram. Forældre eller nannyer’er bruger flere timer dagligt på at transportere børn til skole og fritidsaktiviteter. Alene puslespillet med to børn er et mareridt, så hvis vi skulle blive boende, ville jeg end ikke overveje et tredje barn. At have børn er et deltidsjob, mens de er små.

Jeg foretrækker den danske tilgang til børneopdragelse og børneliv. Fordi vi bor i USA omgivet af en helt anderledes tilgang til børneopdragelse, er jeg ekstra opmærksom på, hvordan jeg opdrager mine børn. Som dansker er det nok svært at gennemskue den kulturelt betingede danske tilgang til børneopdragelse. Her er en rammende artikel, som fra et amerikansk synspunkt fortæller om den danske tilgang, som vi som danskere tager for givet. Danskere prioriterer empati og selvværd, hvor amerikanere prioriterer læring og selvtillid (fokus på præstationer udadtil). Læs den her.

USA har — udover en anderledes tilgang til børns udvikling og læring — også en anderledes tilgang til forældreansvar- og involvering. Jeg har før skrevet om, at San Francisco børn overvåges døgnet rundt af voksne. I USA findes der mange ulykkelige sager, hvor forældre bliver politianmeldt for handlinger, som i Danmark er almindelige. I en sag fra december lod et par deres tiårige og seksårige gå halvanden kilometer hjem fra en park uden voksenovervågning. De blev efterfølgende dømt for “usubstantiated child neglect”. Læs artiklen her. En anden god artikel med en typisk sag omhandler en mor, som efterlod sin fireårige søn alene i bilen, mens hun løb ind i en butik. Også den mor blev dømt, læs sagen her. Begge forældrepar fik heldigvis ikke tvangsfjernet deres børn, hvilket er sket i lignende sager. I vores naboområde Noe Valley skete der et kidnapningsforsøg i november, hvor en 7. klasse dreng måtte løbe væk fra en, som prøvede at kidnappe ham udenfor hans skole. Læs den historie her. Jeg er selv blevet så amerikaniseret, at jeg ALDRIG kunne finde på at lade mine børn gå alene. En anden sag er, at mine og andres overbeskyttede børn er elendige i trafikken, og alene den del gør mig utryg. I danske øre lyder det vanvittigt, men en af de bedste ting ved at flytte hjem bliver, at børnene kommer til at begå sig i trafikken, og at vi kan lære dem at gå i butikker selv.

Mens manden har været i Danmark, og jeg har arbejdet, står den her uge på: Sønnens “current event” oplæg på morgensamling (med forberedelse og hvor jeg skal med på skolen), “teacher appreciation day” hvor datterens klasse står for frokost til skolens lærere, lusebehandling (suk),”bakesale” i sønnens klasse for at rejse penge til AIDS forskning (hvor jeg pga. massive plukveer har besluttet ikke at bidrage), oplæsning af bog i datterens klasse (“mor, alle andre mødre har været der flere gange, hvornår kommer du?”), to timers lektier med sønnen hver aften og transport til skole og sønnens fodboldtræning. At børnene har en enkel fritidsaktivitet, fordi jeg prioriterer, at de skal have tid til at lege står i direkte modsætning til amerikanske forældres tilgang. De føler, at deres børn går glip af at udvikle færdigheder, hvis de ikke stimuleres mest muligt.

Det var meget negativitet omkring den amerikanske tilgang til forældreinvolvering, børneliv- og opdragelse, så I får lige den anden ende af spektret. I hverdagen bander vi over at skulle bruge så mange timer på transport til skole og fritidsaktiviteter, som hos os er fodboldtræning- og kampe. Men jeg ved samtidig, at vi kommer til at længes efter alle de smukke oplevelser og al den kvalitetstid, som vi har sammen i hverdagen. Som for eksempel når datteren spiller fodboldkamp med udsigt til Golden Gate Bridge og Alcatraz.

DSC03711

DSC03709

Eller sønnen spiller kampe i hjertet af Golden Gate Park (San Franciscos svar på New Yorks Central Park).DSC03715

Eller sønnens fodboldtræning på Ocean Beach.

DSC02566

The Ultimate American Birthday Party

Sidste lørdag fejrede vi datterens syvårige fødselsdag. På klassisk amerikansk manér. Hun har haft glædet sig i måneder, og i skolen har hendes klassekammerater glædet sig sammen med hende, da Pump It Up er en klassisk fødselsdagsdestination. Jeg var faktisk lidt flov over at holde sådan en såkaldt all inclusive package, fordi det er amerikansk på den ucharmerende måde, upersonligt, uoriginalt og næsten for nemt. Men efter at have prøvet det, gør vi det gerne igen! Forældre på skolen føler sig ofte forpligtede til at invitere også parallelklassen (why, but why?), hvilket er kaotisk, larmende og dyrt. De 21 børn inklusiv enkelte søskende var en perfekt hyggelig størrelse. Før datteren fik os overtalt til arrangementet, havde jeg forsvoret nogensinde at køre til Pump It Up igen. Pump It Up ligger nemlig i San Franciscos mest belastede kvarter, og til sidste fødselsdag — i min iver efter at undgå at køre på motorveje (jajaja jeg ved godt, at jeg har et problem) — førte min GPS mig gennem et top skummelt kvarter, hvor jeg med hjertet oppe i halsen passerede fallerede huse og typer, som lignede definitionen på bad guys, mens de sad i klynger og hang ude foran husene. Utrygt. Jeg anede ikke, hvor jeg var. Den oplevelse ville jeg dog have undgået, hvis jeg havde kørt ad motorvejen, ligesom alle andre.

I børnehøjde er Pump It Up med dets oppustelige hoppeborge paradis, fordi børnene for en gangs skyld får lov til at lege frit og vildt sammen uden voksenindblanding. I voksenhøjde er Pump It Up ensbetydende med at stå som tilskuer i en rungende hal med børneskrig, hvor forældre ind i mellem må ind og redde børn ud, som sidder fast, eller som er kommet til skade. Som ved alle andre steder med fysisk aktivitet i USA, er man tvunget til at skrive under på en waiver, så man ikke kan søge erstatning, hvis forælder eller barn kommer til skade. Bort set fra at vores fødselsdagsbarn på dramatisk knaldede panden ned i gulvet og måtte sidde med is på sin bule i ti minutter, mens fødselsdagen gik i gang uden hende, var fødselsdagen en succes. Her er hun forsinket på vej ind til sin egen fest med bule i panden iført den såkaldte birthday crown.

IMG_1435

Resten af festen var en bragende succes med leg i to forskellige haller med 40 min. hvert sted. Storebror havde sine to bedste venner med fra klassen.

IMG_1452

Der blev hoppet, klatret, rutschet og skudt med bolde. Festen endte i et party rum med pizza og kage og en overlykkelig datter i den oppustelige fødselsdagsstol. Total plastik og dårlig smag. Hvor danskere har en tendens til, at fester og middage også meget gerne skal se lækkert ud, så er det i USA fuldstændig lige meget, at et bord er bedækket med pap og plastik. Forældre sammenkomster i skoleregi og privat er typisk sammenskudsgilder, hvor hver gæst stiller sin medbragte ret — som sjældent er hjemmelavet — på et bord, og man står op og snakker eller finder en stol at sætte sig på, mens man spiser noget mad på sin paptallerken. Nogen bruger paptallerkener, hvor man også kan placere sit plastikglas i en holder, så man ikke skal balancere med tallerken og glas. For sådan en type som mig, som er bange for at kikse maden, er det befriende, at man kan fokusere på formålet: at hygge sig.

IMG_1459

Vi medbragte kage (andet mad er ikke tilladt at medbringe, men skal købes), og ellers klarede personalet alt, selv at dække bord, dele pizza og grønt ud, udskære kagen, ryste folk sammen til at synge fødselsdagssang, pakke gaverne sammen i en pose og rydde op. I USA pakker man i øvrigt aldrig gaver op foran gæsterne. Fordi alting blev klaret, havde vi voksne tid til at sludre med forældrene, som er en særlig hyggelig gruppe i den klasse. Jeg fik tilkæmpet mig en kupon på cyber Monday, så vi brugte overraskende nok ikke flere penge end på sidste års fødselsdag, som blev holdt hjemme, selv om pakken indeholdt pizza og giftbags inklusiv balloner til børnene. Win-win, right? De klassiske valg af børnefødselsdagsdestinationer i San Francisco koster nemlig kassen (hvilket jeg har skrevet om her). Som afslutning på den ærkeamerikanske fødselsdag, mangler datteren bare at uddele takkekort, som hun skal skrive i weekenden. Sjovt nok nævnte flere af forældrene, at nu var vi blevet rigtige amerikanere med det klassiske fødselsdagsvalg, hvortil jeg svarede, at næ nej det var kun datteren. Men eftersom vi voksne er klar til at gentage arrangementet, og sønnen ønsker sig en lignende fødselsdag, så kan jeg vist ikke løbe fra, at resten af familien også har rykket sig og åbenbart ikke længere er så bange for amerikanske klicheer.

OMG How American And San Franciscan We Have Become

Man har fået amerikanske børn, når:

  • de i bilen, mens vi alle fire skråler med på Beatles sangen “Oh Jude” synger “oh dude”.
  • de indføjer en masse “like” i deres sætninger: “Og så, like, så sagde hun, like”.
  • de fniser og bliver forlegne, når de hører nogen (som de påstår er os, men det kan jo ikke passe) sige et bandeord eller ser nogen på tv vise deres “middle finger”. Vær opmærksom på, at ord som shit og fuck, som danskere bruger i flæng, omfattes meget grimt i USA.
  • de kommenterer, at andres adfærd er “inappropriate”.
  • de er (alt for) autoritetstro overfor voksne.
  • de ser en sød hund og udbryder “aw” og tilsvarende “ew”, når de ser noget klamt.
  • alle ord med bogstavet R bliver udtalt med det karakteristiske amerikanske jeg-har-en-kartoffel-i-munden lyd.
  • de føler sig berettigede til at få chips, chokolade og andet usundt snack i deres madpakke — ligesom alle deres klassekammerater.
  • deres højeste ønske er at holde en ærkeamerikansk fødselsdag i et indendørs hoppeland med efterfølgende pizza party fremfor at holde den hjemme. Suk vi har givet os.
  • de foretrækker Chitos fremfor franske kartofler.
  • de i så ung en alder kan synge med på alle sange, elsker film som Dirty Dancing og Grease og kan bruge en hel dag på at surfe Minecraft videoer på youtube — fordi de forstår, hvad der bliver sagt.
  • de aldrig har cyklet på en rigtig vej.

Man er blevet californier, når man (ok vi):

  • ikke kan undvære grønkålssalat (med tomater, avocado, hasselnødder og balsamico dressing).
  • ikke kan forestille sig at skulle leve uden Amazon, som leverer alt hvad hjerter begærer med bare to leveringsdage til ens hoveddør.
  • griller mindst to gange om ugen året rundt.
  • mindst taler med Siri tre gange i døgnet.
  • forlader huset uden jakke om efteråret, vinteren og foråret.
  • aldrig forlader huset uden jakke og halstørklæde om sommeren (som er San Franciscos vintertid).
  • ikke går med strømper.
  • bliver mopset, hvis kaffebutikken brygger en for tynd americano.
  • ser alt fjernsyn på computer med undtagelse af ‘American Football’ og Oscar uddelingen.
  • smalltalker med kassedamen og er ligeglad med at forsinke køen.
  • ikke skænker det en eneste tanke, at man selv og andre er iført træningstøj i byen, på restauranter eller ved aflevering og afhentning af børn på skolen.
  • ikke fatter hvorfor danskere ikke ifører sig træningstøj, når de skal ud i naturen.
  • udtaler bogstavet I som i og ikke y. Det hedder direction og ikke dyrection.
  • er ligeglad med, at ens hjem ikke er fyldt med lækker stil og designer møbler.
  • aldrig bager kager fra bunden men bruger et kagemiks.
  • drikker limonade.
  • ikke kan leve uden to biler.
  • forventer rabat på både serviceydelser og materielle køb.
  • ikke bliver overraskede, når forældre til skolearrangementer som såkaldt healthy non-crumbly snack medbringer kage.
  • ikke undrer sig over, at halvdelen af drengene på skolefoto er iført jakkesæt eller butterfly.
  • godt kan sætte sig ind i de amerikanere, som aldrig rejser udenfor USA — hvorfor skulle man dog det, USA har alt!

… Den her type indlæg kan blive en genganger og kunne for eksempel næste gang omhandle ting, som amerikanske forældre rent faktisk har udtalt eller spurgt mig om: I vil blive dybt chokerede!

‘Tis The Season For Giving

Vræl! Her er beskrivelsen af den familie, som datterens Kindergarten klasse “adopterer” til jul:

“Ting is a single mother with three children.They are in transitional housing to escape domestic violence. A few words from her: “My hope for my family is to find a safe, peaceful place to live. We like to read together and get coffe/hot chocolate together. We would love to someday visit an art museum. Thank you for helping us”.

At donere penge til velgørenhed er noget, som amerikanere er voldsomt gode til. I starten følte jeg det anmassende og grænseoverskridende, fordi jeg flere gange om ugen både i skole og butikker bliver bedt om — face to face — at donere til velgørende initiativer, uden jeg altid fatter hvad pengene går til. I supermarkeder og på apoteker bliver man spurgt, om man vil bidrage, når man betaler. Nogen gange står det bare på kort-terminalen, andre gange bliver man spurgt direkte. Jeg svarer aldrig nej, mon nogen gør det? I butikker bedes der om mellem en til fem dollars, i skolen meget mere afhængig af projektet. I skolens regi prøver jeg ikke at føle mig presset, fordi mange forældre er meget velhavende, og fordi de kan trække donationerne fra i skat — det kan vi ikke, fordi vi ikke betaler skat i USA. Pengene går til projekter til bekæmpelse af kræft, fattigdom, MS eller til konkrete projekter som støtter hjemløse og familier i økonomiske vanskeligheder.

I november og december går amerikanerne amok med at give til gode formål. Lige nu samler skolen mad ind, som vi donerer til en af de mange ‘food programs’ i San Francisco. Hver torsdag morgen på morgensamling vejer skolen ugens mad donation. Derudover står en forælder på skolen bag et projekt om at ombygge gamle busser til badefaciliteter til hjemløse. Skolen har haft bussen på besøg, og forældre er blevet opfordret til at donere penge, shampoo og sæbe.

Et lille sidespor, som ikke handler om velgørenhed, men om donationer til skolen til indkøb af IT-udstyr, som illustrerer hvor massivt et pres, der ofte lægges på forældre for at bidrage økonomisk. Jeg har lige modtaget en mail, hvor der stod: “The Head of School and I want to thank the 50% of families that have contributed to the 2014 Annual Fund thus far! The 2014 Annual Fund closes on December 31st, we have less than 30-days to meet our goal of 100% participation”. Jeg vil kalde den tilgang noget passiv-aggressiv, hvad siger I? Udover den mail blev der for to måneder siden hængt graffer op på skolen, som viser, hvor mange procent af forældrene i hvert enkel klasse, som havde bidraget til fonden. Jeg ved simpelthen ikke, hvad de forestiller sig, men formentlig sådan noget med, at forældrene i hver enkel klasse bliver total konkurrencemindede? Eller at de mindst bidragende klasser skal føle sig skamfulde? Eller lignende? I starten lod jeg mig totalt presse af den slags henvendelser, i år kan jeg ikke tage den tilgang seriøst. Eksemplet er i øvrigt vand i forhold til det cirkus og massive pres, som lægges på forældre til skolens årlige fundraising, hvor der rejses penge til familier, som får økonomisk støtte til at gå på skolen (som er en rigtig god sag) 

Efter tre år i Californien føles det lige så naturligt for mig at donere til velgørenhed som at give drikkepenge. Det gør man bare! Samtidig er det dermed heller ikke noget, som fylder mig med glæde, fordi jeg ikke tænker nærmere over det. Men da jeg læste historien om Tings familie, hvis julegaveønsker datterens klasse skal opfylde, blev jeg rørt. Vi har fået ønsker fra Ting og hendes tre børn på to, fire og syv år, og vi skal opfylde mindst tre ønsker til hver. Familien har mest brug for gavekort til tøj, men enkelte legetøjsønsker er også angivet. Ønskerne ligger mellem 50 og hundrede dollars, nogen enkelte mindre eller mere. I Danmark donerede vi også til velgørenhed, men slet, slet ikke i det omfang, vi gør herovre. Vores donationer gik ikke til vores nærmiljø. Amerikanerne har åbnet mine øjne for, hvor mange muligheder der er for at hjælpe. Det handler ikke om, hvor meget man giver, men at alle spæder til: ‘A little goes a long way’.

Vi giver et gavekort til den toårige på $50 til baby Gap, hvilket jo ikke er særligt sjovt for den lille fyr at åbne julemorgen. Derfor har datteren valgt en af hendes bamser, som vi samtidig lægger med.

Her er vores bidrag til skolens indsamling af mad. ‘A little goes a long way,’ når skolens familier går sammen.

At inddrage børnene i at hjælpe er en win-win situation, fordi vi lærer børnene, at juletid også handler om at give til mennesker, som er i nød. Og så føles det bare dejligt!

About Thanksgiving And An Elf Called Lekim

DSC03567

Dette år var vores tredje Thanksgiving i USA, som jeg slet ikke kan forestille mig ikke at fejre. Thanksgiving handler om at sætte fokus på, hvad man er taknemlig for kombineret med en middag med kalkun og sideretter. Hver enkel familie har stærke følelser for, hvilke sideretter der skal laves. Vores første år blev vi inviteret hjem hos sønnens kammerat, og det var en rørende oplevelse at opleve den families traditioner og smage på deres favorit sideretter. Sidste år fejrede vi Thanksgiving hjemme sammen med to familier, hvor vi lettede presset over maden ved at bede vores gæster tage en sideret med. Hvad jeg ikke fik opdateret om på bloggen var, at vi endte med at stå med en halv rå kalkun, da det var tid til at spise. Krise. Vi sultede heldigvis ikke på grund af de mange sideretter, og fordi den ene side af kalkunen var perfekt stegt. Oh, well. 

Fordi vi var bortrejst i år, var jeg lidt i krise over, hvordan vi skulle holde Thanksgiving. Det føltes bare ikke rigtig at gå på restaurant, så vi holdt Thanksgiving middag i vores lille ferielejlighed i Carpinteria med kalkun, sovs og rodfrugter bare os fire. Det var så fint og hyggeligt, og hvis vi skal sige det selv, var maden vores mest vellykkede måltid ‘ever’! Find opskriften på den perfekte kalkun her. I tråd med amerikansk tradition talte vi om, hvad vi hver især er taknemlige for og sendte familie og venner en kærlig tanke.

DSC03570

Hjemme igen i San Francisco har vi nisser på hjernen. Første søndag i advent pyntede børnene juletræ, spiste æbleskiver, skrev rørende brev til nissen og talte om, hvordan de håbede, at vi ville få tildelt en nisse, igen. Nissen kom! I år hedder vores nisse Lekim. Lekim har i et brev fortalt, at han er flere hundrede år gammel, og han har givet os en cd, som vi hver morgen i bilen på vej til skolen skal høre. Historien handler om Lekim og er perfekt i forhold til vores forestillinger om nisser.

Den første december hørte vi  for eksempel om nisser, som laver legetøj på julemandens værksted. Vi hørte også om, hvordan nisser mødes dagen før 1. december og får tildelt et hjem. Vi er så glade for, at Lekim fik tildelt vores familie! Efter skole var storebror og hans kammerat et smut forbi før fodbold, hvor de fik serveret æbleskiver. Lillesøster fortalte om nissen, og kammeraten var (heldigvis) fuldstændig på det rene med, at der bor en nisse hos os. I hans familie tror man både på påskeharen og julemanden, så nisser passer jo fint i tråd med det. Lillesøster lagde igen hjemmelavede gaver til nissen i en æske, og vi gav nissen risengrød, som han havde bedt os om i sit brev.

photo-13

For første år i USA lykkedes det os at streame DR’s julekalender. Uden afbrydelser! Hvert år har vi måtte opgive, fordi DR’s hjemmeside fryser i op til flere minutter ad gangen. Hvor er Danmark bare meget bedre til at lave børnefjernsyn end USA. Jeg vil tusind gange hellere have, at børnene DR’s Tidsrejsen fremfor Disney kanalen med Hanna Montana, Lab Rats osv. Intet slår dansk børnefjernsyn og julehygge!

Halloween!

IMG_1401

I år har Halloween ikke fyldt så meget på grund af Giants. Onsdag aften brød San Francisco ud i et kollektivt brøl, som vi kunne høre fra vores altan, da Giants vandt world series i baseball mod ærkefjenden Royal. Wuhu! Også på selve Halloween i fredags overtog Giants gadebilledet med en parade i indre by, og byen var fyldt med tøj i orange og sorte farver og Giants flag.

Ligesom sidste år indledte vi Halloween med fest på skolen. Hele ugen har forældre været top stressede over udsigten til regn, fordi planen var at holde festen i skolegården. Regnen indfandt sig rigtig nok (kun om dagen, heldigvis ikke om aftenen), og skolen meddelte i en mail samme dag, at festen blev rykket fra skolegården til en idrætshal på en naboskole. Jeg kan forestille mig, hvordan samtlige forældre — ligesom jeg — sukkede dybt af lettelse, da det samtidig blev meddelt, at forældre nu kunne parkere i skolegården. Forældre var nemlig blevet pålagt at møde op udklædte, og det er altså ikke fedt at skulle jage sparsom parkering udenfor skolen og derefter traske 500 meter til en kilometer i fuld udklædning i et kvarter, som ikke er kendt for at fejre Halloween.

Sidste år følte jeg mig totalt kikset i min Kleopatra udklædning og skiftede derfor til almindeligt tøj, da vi gik trick or treating. Hvorefter jeg var den eneste ikke-udklædte mor. Men ikke i år. I år gik jeg all in hele dagen udklædt som heks.

IMG_1402

På skolen fik vi hjulpet børnene i tøjet, her ses datterens klasse. Som I kan se fra udklædningerne, handler Halloween i USA ikke om at udklæde sig uhyggeligt.

DSC03421

Børnene gik i parade rundt om skolen sammen med lærere og forældre — uden tilskuere i et kvarter primært beboet af kinesere, som ikke fejrer Halloween. Manglen på tilskuere til paraden lod dog ikke til at genere hverken børn eller forældre. Aktive mødre havde pyntet gymnastiksalen, og børnene drønede rundt og prøvede forskellige aktiviteter som spider throw og ansigtsmaling arrangeret af aktive fædre og mødre. Jeg bidrog med cheese and crackers.

DSC03434

DSC03442

DSC03446

Sammen med to af børnenes kammerater og deres mor udklædt som påfugl, tog vi hjem efter festen og spiste pizza inden trick or treating kl. 18.30, da det var blevet mørkt. I år joinede manden festlighederne — dog uden udklædning. Men fordi dress code for mænd er ekstrem casual i San Francisco, var vi enige om, at han med sin habitjakke og jeans var udklædt som såkaldt techie eller start up’er (som er forhadte i San Francisco, fordi rige hipsters er årsag til de sindssyge huslejepriser, som nu er højere end huslejepriser i New York).

Fordi sidste års trick or treating i Noe Valley (mest populære Halloween kvarter) var så pakket, valgte vi i år at gå rundt i vores eget kvarter Glen Park.

DSC03448

DSC03453

Igen i år blev jeg imponeret over, hvor meget amerikanere går op i Halloween. Flere forældre havde delt mere end 1.000 stykker slik ud! Søde mennesker i Glen Park — som ikke var børnefamilier — havde pyntet deres hus, og flere af dem var endda udklædte. Det var hyggeligt for børnene at løbe op og ned af bakkerne, mens de spejdede efter huse med lys og græskar ved indgangen, som signalerer, at beboere uddeler slik.

DSC03461

Men også Glen Park har en enkel gade, hvor husejerne er gået amok, og som børnefamilier derfor valfarter til fra hele San Francisco.

DSC03468

IMG_1418

DSC03477

Bemærk papkrusene på billedet nedenfor: Fordi det er ulovligt at drikke alkohol på offentlig gade, skjuler forældre drinks og vin i papkruse. Hold kæft jeg synes det er sølle, så hellere drikke alkohol før og efter?

IMG_1413

IMG_1428

Fordi sidste års Halloween faldt på en hverdag, fik børnene først deres slik som fredagsslik. Så i år var humøret ekstra højt, fordi de fik lov til at spise slik og holde sig vågne, til de segnede — hvilket vores yngste dog allerede gjorde kl. 20.30.