Scary Encounters

Hej, hej. Så blev bloggen stille igen. Tavsheden har skyldtes sygdom og almindelig travlhed San Francisco mom-style, inklusiv to ubehagelige oplevelser:

I dag var jeg på heldagstur med sønnens klasse med offentlig transport. Og fandeme, mens jeg stod i en overfyldt bus og holdt øje med syv drenge inklusiv min søn i bunden af bussen, stod der en skæv 16-årig hængerøvs-gangsterlignende type lige ved siden af mig og rappede, messede: “The bus is loaded with kids, I’m gonna do all the kids, I’m mother fucking gonna do all the kids“. I 20 minutter, i den ellers stille, overfyldte bus. Resten af klassen inklusiv en anden mor og to lærere stod forrest i bussen. Jeg havde øjenkontakt med nogle mandlige medpassagerer, som også var opmærksomme på situationen, og jeg nåede at tænke, at jeg stod strategisk godt i forhold til at kaste mig over børnene, hvis fyren blev voldelig eller hev et våben frem. Men det gjorde han ikke, han stod af 20 minutter senere, uden drama. Og var uden tvivl total skæv af stoffer. I DK ville jeg ikke have taget sådan en type seriøst, men herovre ved man aldrig.

Sidste uge bød også på min første trafik ups’er og forsikringssag, nogensinde. Som jeg nægter at kategorisere som trafikuheld, men som var min fejl. Jeg holdt stille på den ekstremt trafikerede, skumle del af Mission street i San Francisco kl. halv ni om morgenen. På det tidspunkt af dagen, er trafikken tæt og aggressiv, fordi folk er på vej til arbejde, og det gælder om at holde sig til, fordi man ellers bliver overhalet af biler fra sidevejene eller andre baner. Køen holdt stille ved rødt lys, der blev grønt, bilen foran mig startede med at rulle, jeg kiggede ned et sekund på min radio (dumt), og bilen foran bremsede brat op, efter maks fem sekunder. Jeg kørte op i enden på bilen, med nok to km i timen. Den ældre, havarerede bil foran mig indeholdt en fyr med kasket, som løftede armene i vejret. Min første trafik ups’er var nok sluttet her, hvis ikke jeg derefter havde signaleret, om vi skulle køre ind til siden. Why, oh why gjorde jeg det? BIG mistake.

Så vi kørte ind på en sidevej. Skumle type og jeg udvekslede forsikringsoplysninger og kørekort, som vi tog billeder af med vores mobiler, og vi tjekkede og tog billeder af hinandens biler, selv om der ikke var sket nogen skader. Jeg kunne skimte, at han havde en kvindelig medpassager, som blev siddende i bilen. Jeg undskyldte i et væk, først og fremmest fordi jeg var flov, men allermest fordi jeg var utryg ved skumle type baseret på hans fåmælte, hårde type væremåde, klassiske gangsterlignende tøj (kasket og mega hængerøvsbukser) og ikke mindst hans havarerede bil. Skumle types bil var fyldt med buler og små huller, og mens jeg befippet tog billeder af hans bil, overvejede jeg, om de små huller i bilens bagagerum mon var skudhuller. Seriøst! Nå, men skumle type har efterfølgende anmeldt episoden, hvorfor ved jeg ikke endnu. Eftersom skumle type åbenbart har et afslappet forhold til buler og huller i sin bil, gætter jeg på, at han prøver at anmelde noget piskesmæld eller lignende. For sådan gør man i USA, just in case.

Suk. Og nej, jeg har sgu’ da ingen vidner, for der skete jo ingenting. Jeg burde jo have opsporet vidner, netop fordi jeg havde en dårlig fornemmelse med ham. Men, min største impuls var at flygte! Nu venter jeg på, at mit forsikringsselskab vender tilbage. Jeg foretrækker at leve i uvidenhed så længe som muligt. Og siden hen har jeg kørt forsigtigt rundt med fornuftig afstand til forankørende biler. Altså fornuftig afstand efter dansk forståelse – ikke efter San Francisco forståelse – fordi mere end fem meters afstand i myldretid medfører, at trafikstressede typer kører ud fra sidevejene ind foran mig og skifter bane ind foran mig. Fra at føle mig som en awesome indre by bilist (læs om min tidligere selvfedhed her), føler jeg mig igen usikker i trafikken. Pis. Og ved I hvad, det er faktisk ikke særlig rart, at skumle type har min adresse og mit mobilnummer.

… Og nej, sådanne oplevelser med skumle typer er ikke hverdag. Langtfra!! Længere. Sidste år, dengang datteren gik i preschool i byens mest belastede kvarter Tenderloin, oplevede jeg mange utrygge situationer. Læs mere om mine utrygge San Francisco oplevelser her og her.

Trapped In San Francisco

IMG_0788

Nå. Så fik jeg lige bekræftet, at det der med at køre på motorvej bare ikke er for mig.

Inde i San Francisco er jeg — efter et år — blevet en awesome bilist, som roligt overkommer lodrette bakker, komplekse trafikkryds, baneskifte i myretue tæt trafik, dopede typer som render rundt midt på gaden i belastede kvarter. You name it. Men motorvejen holder jeg mig fra. Af flere årsager hvilket jeg har løftet sløret for her. Da manden på en sjælden børnefri formiddag foreslog, at jeg kørte på motorvejen med ham som passager, sagde jeg ja tak. For jeg vil jo gerne.

Mine hænder var svedige, og jeg fulgte mandens kommandoer. Lidt for godt. For da han ved en afkørsel sagde: “Og nu skal du flette ind”, så flettede jeg ind. Og blev dyttet af en sort bil placeret lige op i røven på mig, som også var ved at flette ind, som jeg overså. For de fleste mennesker ville sådan en oplevelse ikke betyde en skid. Men sådan er jeg ikke. Jeg anser biler i høj fart som dødsmaskiner, og alle mine færdigheder og gode instinkter forsvinder på motorvejen.

Det hjalp nok ikke, at det valgte motorvejsstykke er det mest farlige stykke med biler i høj fart der kører helt op i røven på hinanden og skifter bane til højre og venstre, som vi andre trækker vejret, mixet med en masse ind- og udgange til motorvejen non-stop. Og det hjalp vel heller ikke, at mandens toneleje var et par oktaver højere end normalt. Fordi det gør ham nervøs, at jeg er nervøs. Og ditto.

Ingen i San Francisco bryder sig om at køre på motorvejen. Men i modsætning til mig lader andre ikke deres frygt begrænse dem. Og det vil jeg heller ikke. Længere. For den her sommer vil jeg have mulighed for at køre ud af byen — væk fra tågen — til sol og varme. Sammen med børnene.

… Så jeg må vel i gang med at øve mig. Suk. Godt at sommerferien snart går til staterne Louisiana og Mississippi, hvor trafikken forhåbentlig er mindre tæt.