More San Francisco Getaway Tips

DSC03381

På billedet Joshua Tree National Park.

Vi er netop hjemkommet fra to dejlige dage i Napa, hvor vi har svømmet i pool og hygget i 30 graders varme. Havde jeg været mobil, ville vi være taget på kanotur og vandretur i en af Napas mange fantastiske parker. Napa (mest kendt for sin vinproduktion) ligger mindre end en times kørsel fra San Francisco, men er en helt anden verden. Sådan er Californien: anderledes natur, kultur og temperatur er altid indenfor kort rækkevidde, året rundt. Fordi der er run på mine indlæg med rejsetips i øjeblikket, skal I ikke snydes for en spot-on oversigt fra lokalavisen San Francisco Chronicle over forslag til ture i Californien rettet mod børnefamilier, men som kan bruges af alle. Vi har været de fleste foreslåede steder i artiklen, og de få, vi ikke har været, står på vores must visit liste. Virkelig god oversigt, som rammer vores bedste ture!

Læs artiklen “30 places every California kid should see before growing upher.

Af artiklens 30 forslag vil jeg særligt anbefale:

  • Yosemite (på bloggen bl.a. her)
  • Columbia State Historic Park (på bloggen her, landsby i Gold Country, som er som en kopi af det lille hus på prærien, hvor man kan grave efter guld. Parken er gratis!)
  • Jack London State Historic Park (Sonoma)
  • Muir Woods, Mill Valley (på bloggen her, redwood træer på den anden side af Golden Gate Bridge)
  • Gåtur over Golden Gate Bridge (indlæg om cykling over broen her)
  • Alcatraz til de større børn, som forstår engelsk (på bloggen her)
  • Santa Cruz boardwalk (tivoli ved stranden, på bloggen bl.a. her)
  • Big Sur ved bl.a. Point Lobos (på bloggen her)
  • La Brea Tarpits, LA (på bloggen her, parken er gratis)
  • Joshua Tree National Park (på bloggen her)
  • San Diego Zoo (nok verdens bedste zoo)
  • Lassen Volcanic National Park (vi har ikke været der endnu, men den er på vores must visit liste!)
  • Ikke på listen, men én af vores yndlingsudflugter: hvalture!! (på bloggen bl.a. her og her).
  • Ikke på listen, men én af vores yndlingsudflugter: kanoture ved Russian River, Napa eller Sonoma.

De forslag, du kan springe over, er Hearst Castle, og i Sacramento skal du bevæge dig direkte til den gamle bydel (som ligner New Orleans), og vi foretrækker oplevelser i kystbyerne i SoCal fremfor at bruge tid i Palm Springs, så derfor foreslår jeg at tage til Joshua Tree National Park som endagstur.

… Jeg kan ikke vente med at få overstået den her graviditet, så vi kan komme i gang med at udforske Californien igen! I øvrigt er det nemt at gå helt galt i byen med køreafstande herovre. Et tip er at google: “from (…) to (..)” og så tjekke googles resultat, som ofte rammer ok. Men trafik kan man selvfølgelig aldrig helt styre, så sørg for at køre enten før kl. 7 om morgenen eller efter kl. 9.30 på vej ud af San Francisco.

About Growth Spurs And Discipline At School

For det meste vokser børnene stille og roligt — lidt hver dag — uden vi lægger mærke til det. En enkel gang om året får vi et chok, når de nærmest fra den ene dag til den anden vokser ud af bukser eller sko. De største tigerspring sker, når børnenes personlighed tager et kvantespring i en uventet retning. Sidstnævnte oplevede vi med vores yngste i lørdags.

Over sommeren er lillesøsters yndlingsfarve gået fra lyserød til blå, og hun elsker hvaler. Ligesom storebror. Da hun insisterede på, at hun ville starte til fodbold, må jeg tilstå, at hendes far og jeg troede, at det handlede om at efterligne storebror, igen. Hvilket vi selvfølgelig aldrig kunne finde på at sige højt til hende. 

We were wrong!

Lillesøster har været til fodboldtræning to gange, og hendes hold er blandet med drenge og piger, dog flest drenge som også har gået til fodbold sidste år. Til træning fik børnene ikke gennemgået reglerne, og derfor forventede hendes far, storebror og jeg, at lillesøster under sin første fodboldkamp ville afdrible sine holdkammerater, skyde på det forkerte mål og lignende rookie mistakes. Men nej, tværtimod!

IMG_2697

Lillesøster blev topscorer! Med tre mål! Og hun var årsag til et selvmål på modstanderens hold. Hun gik målrettet efter bolden og blev ved og ved og ved. Hun havde 100 pct. styr på angreb og opdækning på den lille fodboldbane, hvor de spillede tre mod tre. Hun hoppede op og ned af glæde efter hendes scoringer, og det samme gjorde vi på sidelinjen, målløse og hamrende stolte over hendes præstationer.

IMG_2708

Senere samme dag var lillesøster til fødselsdag hos en klassekammerat. To mødre rapporterede til mig, hvordan lillesøster, som går i 0. klasse, fik sat fem tredjeklasse drenge på plads, efter drengene havde fået fødselsdagsbarnet til at græde. Girl power kaldte mødrene det og sagde, at de aldrig ville glemme billedet af den lille spinkle pige, som smed fem drenge hele to hoveder højere end hende ud af fødselsdagsbarnets værelse.

Skolestart har ellers ikke været nem for lillesøster (og dermed for mig). Morgener har runget af hyl, skrig og stille gråd, fordi lillesøster ikke vil i skole. Hun har svært ved hendes nye læreres disciplin, som indebærer uddeling af en masse warnings og strikes. Systemet fungerer på den måde, at børnene efter to warnings får et strike. Konsekvensen af et strike kan være fem til ti minutter på bænken i frikvarteret med et æggeur. Ydmygende. Eller det kan være at få taget choicetime fra sig, som er børnenes yndlingsfag, fordi de kan vælge mellem at tegne, skrive og læse. Ærgerligt. Eller det kan være at blive sendt op på skoleinspektørens eller viceinspektørens kontor, hvilket allerede er sket for mange af hendes klassekammerater kun fem uger inden i skoleåret. Skræmmende!

Den strenge disciplin skræmmer lillesøster. For det er jo ikke altid, at man gør tingene med vilje, vel? Nogen gange kommer man til at snakke eller grine, selv om man prøver real hard at gøre, hvad læreren siger. Andre gange misforstår man instruktionerne, fordi man er dansk og ikke kender alle ord på engelsk. Typisk bliver man distraheret af andre børn, og lillesøster er derfor meget bevidst om, hvilke børn det ikke er smart at sidde ved siden af. I praksis kommer lillesøster sjældent i vanskeligheder. Oftest er det klassens drenge. Efter skole gengiver lillesøster dagens hændelser inklusiv de episoder, hvor hun synes, at hendes lærer har været for streng. Jeg siger hende ikke imod. Jeg er enig. For eksempel får klassens drenge warnings og strikes, når de kommer til at vælte nogen i skolegården under frikvarteret ved et uheld. Hjælpelæreren i klassen — som virker sød, kærlig og fair — har fortroligt bekræftet over for mig, at læreren i lillesøsters børnehaveklasse er strengere end normalen. Andre forældre har betroet mig hårrejsende historier om, at de har modtaget mails, hvor deres børns handlinger — som forældrene anser som bagateller — bliver alvorligt påtalt. Mails hvor læreren beder forældrene have en seriøs snak med deres barn og sætte mål for barnets opførsel i skolen. Så typisk amerikansk at overreagere, argh. 

Nå, men efter lillesøsters giga tigerspring i lørdags, er jeg ikke så bekymret for hende. Længere. Min mavefornemmelse fortæller mig: “she’ll be fine”. I stedet for at rumme hendes drænende adfærd om morgenen, har jeg efter weekenden sat et belønningssystem i gang, hvor hun efter fem gode morgener får en paryk til hendes Halloween udklædningsdragt. Og fandeme, belønningssystemet virker! Så på trods af at hun ikke er helt tryg ved sin lærer, virker hun ok. Hun udstråler selvværd og livsglæde, som vi mest ser herhjemme, men som jeg også ser glimt af i skolen. Hun er målrettet, når hun vil noget. Og ligesom storebror er hun udrustet med et sundt indre kompas for, hvad der udgør fair og unfair opførsel, mens hun samtidig formår at klare sig godt, være vellidt og holde sig på god fod med de voksne og børnene omkring hende.

You go gurl!

Og skulle vores lille kriger komme i problemer i skolen, så er vi i modsætning til amerikanske forældre ikke bange for at tage en åben, ærlig snak med læreren for at finde en anden løsning end warnings og strikes. Bare kom an! Jeg har formidlet, at tildeling af en warning for i god tro at have misforstået instruktioner, fordi engelsk ikke er lillesøsters hovedsprog, ikke må ske. Hun fik fandeme en advarsel for at have brugt nogle forkerte farver i hendes projekt!? Nå, men det kunne de godt se… Men derudover er jeg meget bevidst om, at man må vælge sine kampe, og så længe hun har det ok i skolen, vil jeg ‘let it go, let it go (link til Frozen-sangen, sorry hvis jeg nu er årsag til, at den skal køre rundt i dit hoved resten af dagen).

DSC03194

New York!! With Kids…

IMG_2384

NYC here we come! Børnene og jeg har hægtet os på fars forretningsrejse, og børnene bliver taget ud af skolen. En hel uge. YOLO! 

Sammen med San Francisco, New Orleans, Bangkok, Semyniack, Budapest, Berlin, London, Montreal, Rom og Barcelona udgør NYC en af mine favorit byer. Jeg har ikke været der siden 1999, hvor jeg besøgte byen i en uge under en hedebølge. Jeg var rygsæksrejsende sammen med en veninde, vi kørte i Greyhound bus i tolv timer fra Canada, og vi overnattede i etagesenge på hostel sammen med tolv fremmede mænd og kvinder på et lille værelse i Harlem. Og vi oplevede en klam fyr, som havde gemt sig og lurede på damernes badeværelse, urgh. Jeg kan stadig genkalde mig lykkesfølelsen over NYC’s fantastiske puls og attraktioner. I forhold til NYC er San Francisco en landsby! Knap 15 år senere med to børn på slæb forventer jeg en anderledes oplevelse af byen, men ikke mindre fed!

Vi skal bo i Tribeca i Lower Manhattan, tæt på offentlig transport, og jeg kommer til at tilbringe flere dage på egen hånd med børnene. No problem. At rejse med børn betyder et lavere tempo og en opdeling af dagen i børnetid (det kan være at hænge ud på hotelværelset) og voksentid. Både voksne og børn indgår kompromiser. Temposkiftet betyder, at jeg i løbet af en uge i NYC kommer til at se, hvad man uden børn formentlig kan se på fire dage. Derimod giver jeg slip på stress over udflugtsmål, som vi går glip af. Det betyder ikke, at jeg tager tingene, som de kommer. Tværtimod.

Sammen med børnene har jeg lavet lister over aktiviteter. Da de var yngre, havde jeg ingen kvaler med at bestikke dem med løftet om en is eller et stykke legetøj for at motivere dem med at komme ud af døren. Ferier handler om fælles oplevelser, fælles minder og om at vælge sine kampe. Og shopping har jeg på forhånd givet afkald på, fordi min søn absolut afskyr butikker og bliver meget, meget, meget olm. Not worth it. Æv.

Her er børnenes top fem liste, som vi voksne også glæder os til!

Vi skal selvfølgelig se frihedsgudinden! Meget sødt troede min datter, at vi – sammen med en guide – skulle bestige faklen via bjergbestigning udenpå statuen. Det fortalte hun i skolen(!).

Unknown-1

Vi skal transporteres i hop on, hop off busser, som giver overblik over byen på og giver trætte børn en pause.

Unknown

Vi skal besøge American Museum of Natural History.

image

Vi skal opleve en gospel koncert i Harlem.

harlem-gospel-tour-photo_4323588-fit468x296-1

Vi skal gå på Brooklyn Bridge.

images

NYC ligger seks timers flyvning fra San Francisco, er tre timer foran og har lige nu en kæmpe temperaturforskel til San Francisco, så vi går fra dagens 22 grader til mellem 0 og 10 grader i NYC. GISP, det er vi ikke vant til!! Så jeg har fundet vintertøjet frem og håber på, at kulden ikke bliver al for stor en hæmsko. Nå. Men i givet fald må jeg så ty til bestikkelse af børnene.

Vi ses på den anden side, Ih hvor jeg glæder mig!

PS. Rabat til hop on, hop off bussen findes her. Vi har også købt et New York Explorer Pass her og får dermed en klækkelig rabat på indgangene på de mange attraktioner, som vi skal se.

Soccer Mom

Indrømmelse: Jeg er blevet “den type mor”. Og bare rolig: Ikke den type som ikke kan holde kæft om, hvor fantastisk mit barn er. Heller ikke den type som konstant roser mit barn. Eller den type som ikke deltager ordentlig i en samtale, fordi jeg konstant afbryder samtalen for at tale til mit barn. Til gengæld er jeg blevet en vaskeægte, irriterende soccer mom.

Jeg er mor til en niårig dreng, som er alt for flink. I skolen er han vellidt af samme årsag og roses af lærere for at være den bedste kammerat, hvilket vi er stolte af. Men nøj hvor ville hans far og jeg ønske, at han var mere selvisk. Min søn tager altid hensyn til andre. Og han bliver ked af det og er uforstående over for, når andre ikke viser de hensyn til ham, som han udviser til dem.

På en fodboldbane er den egenskab med at være for flink og tænke for meget på andres behov ikke så heldig. Det betyder, at han stopper op – selv midt i den mest fantastiske takling og efterfølgende dribling – for at sikre sig, at modstanderen, som han taklede, er ok. Eller han stopper op – efter at have driblet sig forbi flere modstandere – og kigger efter holdkammerater at spille i stedet for at banke bolden ind i målet. Teknisk spiller han elegant og vovet, men han mangler at kunne afslutte. Hans træner råber til ham: “Be selfish! Don’t stop”! Eller: “You got the first part right” (altså den del hvor han driblede elegant op af hele banen, før han vendte sig om for at finde en holdkammerat at spille). Jeg råber til ham: “Bliv ved” eller “skyd” (på dansk velsagtens), og jeg er pisse ligeglad med de amerikanske forældre, som kigger skævt til mig. Jeg råber også, når hans medspillere spiller godt, altså for at opveje favoritismen (når jeg kan genkende barnet). Det er nemlig ikke velanset at råbe. Forældre er skriftligt af klubben instrueret i ikke at råbe, fordi det generer træneren, og fordi alle børn skal behandles ens. Jeg er sgu’ da ligeglad. Og mens far har været væk, har lillesøster og jeg heppet os hæse fra sidelinjen.

Nå, men under de seneste to kampe i indendørs fodbold har min blide, alt for hensynsfulde søn pludselig ændret spillestil. Min søn har udviklet sig. Pludselig kæmper han videre, han holder ikke tilbage. To mål har han scoret i begge kampe, og jeg har nærmest råbt mig hæs for at få ham til at kæmpe videre, når han havde bolden. Efter målene søgte han – hver gang – øjenkontakt med mig fra fodboldbanen, og jeg kunne se, at han var så stolt, at han var ved at revne. Selv om der stadig er lang vej til, at han tør give sig 100 pct., er den mere aggressive spillestil en kæmpe ændring i hans personlighed. Noget som er svært for ham. Og jeg kan se, at han selv er stolt over at overkomme ubehaget, som han føler ved at spille selvisk. Så jeg sad med tårer i øjnene over hans glæde og min glæde ved at se ham blomstre.

Måske kan hans nylærte mere selviske spillestil på fodboldbanen på sigt smitte af i det virkelige liv? 

Så jep, jeg er blevet en af de der mødre, en af de der engagerede, råbende, møgirriterende soccer moms, og jeg elsker det!

IMG_1446

Educating Kids Or Oversharing Fears?

I San Francisco er børn bange for mange ting. Børnene er konstant overvåget af voksne, aldrig alene, men alligevel taler de voksne meget med børnene om, hvordan børnene skal kunne håndtere situationer som hjemløse og kidnapning. For meget?

Børnene bekymrer sig om jordskælv, tørke, bilkapringer, biluheld, hjemløse, fattigdom og overfald. Som jeg tidligere har skrevet om her, overfører de amerikanske forældre, som vi kender, deres frygt til børnene – i god mening – fordi de prøver at ruste børnene til at kunne beskytte sig selv.

Jeg prøver at skærme mine børn for barske historier, og det frustrerer mig, når jeg hører, at andre forældre eller lærere taler om kidnapning, når de forklarer børnene, at de ikke må løbe i forvejen. Fordi mine børn bliver så skræmte. Så bange at de ikke tør sove alene på deres værelse, gå alene ned af trappen i vores hus eller ikke tør slippe min hånd, når vi møder hjemløse på gaden. Men jeg må desværre – til min egen overraskelse – konstatere, at jeg selv er begyndt at hoppe med på bølgen:

Som forleden da jeg fandt ud af, at mange forældre på skolen ejer våben. I min naivitet troede jeg, at Obama elskende demokrater ikke var våben typer. Altså den type som tilslutter sig retten til at bære skydevåben for at kunne beskytte sig mod kriminalitet eller mod staten. En af fædrene på skolen forklarede, at han anskaffede sig et våben, da finanskrisen brød ud, for at kunne forsvare sig mod staten. Jep, sådanne typer er ganske normale familiefædre. Våbenskader hospitalsindlægger dagligt 20 børn i USA. Risikoen for at børn skades af våben under en legeaftale er langt større end muligheden for at blive offer for et skyderi på en skole eller i et indkøbscenter. En amerikansk bekendt var overrasket over min uvidenhed over forekomsten af våben hos amerikanske familier og spurgte bekymret: “Du har da haft fortalt dine børn, at de aldrig må røre et våben hos legekammerater, ikke engang et legetøjsvåben, ik'”? Mig: “Nej”. Hvorefter jeg havde den snak samme aften. En snak som jeg indtil da ikke havde anet eksisterede eller havde troet var nødvendig.

Eller som da jeg forleden havde en snak med børnene om, hvad de skal gøre, hvis de bliver væk fra mig. At de aldrig skal gå med en fremmed ud i en bil. Jeg fortalte dem ikke om baggrunden for snakken, som var sidste uges kidnapning i Texas af en seksårig pige, som blev taget, mens hendes mor pakkede bilen med indkøbsvarer på en parkeringsplads. Pigen slap fri fra sin kidnapper, fordi hun på et senere tidspunkt på et offentligt badeværelse bad om hjælp hos en fremmed kvinde.

Et tredje eksempel foregik i min datters børnehave. Inde i børnehavens bygning (som deler bygning med Californiens Højesteret og er top bevogtet) indhentede en af datterens veninder datteren og jeg en morgen. Moren var maks femten meter bagefter. Moren nåede frem til os, trak sin datter til side og skældte: “Du ved godt, at du aldrig må løbe fra mig, ik? Du kan blive taget”! Og vi var endda inde i en af Californiens mest bevogtede offentlige bygninger, og moren havde hele tiden udsyn til sin datter.

Formålet med mine snakke er at beskytte mine børn, men er jeg også ved at blive for bange? For amerikaniseret? Overfører jeg en unødvendig angst til mine børn? For helvede det er svært. Men en ting er sikkert: Jeg ville ikke have en snak om våben, hvis vi boede på Østerbro. Jeg ville ikke frygte en kidnapning. Mine egne utrygge oplevelser i USA, veninders angst koblet med daglige lokale nyheder om skudepisoder og overfald begynder for alvor at sætte spor hos mig.

Også i skolen hører børnene mange skræmmende historier, hvilket forværrer deres frygt. Dagligt præsenterer børnene nyheder for hinanden (current events beskrevet her). Jeg oplever, at den amerikanske fortællerstil – hvor der skrues op for og fokuseres på drama – medfører angst hos børnene. Til current event vælger børnene (eller snarere forældrene?) nyheder af enten voldsom trist eller tragisk karakter, fordi børnene får at vide, at det er vigtigt, når man taler for en forsamling at fange folks opmærksomhed. For eksempel fortalte sønnens klassekammerat i 3. klasse om tyfonen på Filippinerne, og dertil havde kammeraten medbragt  billeder af ødelæggelser og lig. Moderen var pavestolt, da jeg mødte hende om eftermiddagen, og hun genfortalte, hvor godt det var gået, og hvor engagerede børnene havde været. Min egen søn var dybt rystet, da han kom hjem: “Mor kan det ske i USA”? Et andet eksempel er, at skolen de seneste to uger har haft fokuseret på tørken i Californien, som nu er så alvorlig, at Californien den 17. januar blev deklareret i undtagelsestilstand. Børnene og deres kammerater taler om, at de er bange for at dø af tørken. Den retorik, som bruges, handler meget om, hvor farlig situationen er, og hvordan man bør handle for at spare på vandet – for hvis menneskeheden ikke handler, så…

… Burde børn ikke have lov til at vokse op mere beskyttet? Burde jeg undlade at tale med mine børn om våben og risikoen for fremmede? Jeg vil helst skærme dem, men samtidig tør jeg ikke undlade den slags snakke. Længere.

Moving Kids Abroad

At byde ulykkelige børn et fremmed land, sprog og kultur med ni tidszoners afstand til danske venner og familie har føltes ubærligt, særligt fordi løsningen (bare) er at flytte hjem til Danmark.

Måske har vi været særligt uheldige. Jeg hører om børn, som på få måneder falder til og lærer et nyt sprog. Særligt børnehavebørn. Men jeg tror, at der findes lige så mange historier som vores. Og jeg tror også på, at selv børn, som tilpasser sig relativt hurtigt, har det sværere med kulturforskellene, end forældrene ved af. Børn er bare gode til at tilpasse sig.

Jeg vil gerne dele mine erfaringer om at flytte børn til et andet land. Men samtidig magter jeg det ikke. For det er hårdt at tænke tilbage på. Og jeg bekymrer mig mere om fremtiden end fortiden. Begge børn starter i skole efter sommerferien med lærere, som vi ikke kender.

… Jeg har en løsning: Jeg har nemlig skriblet om datterens San Francisco børnehave oplevelser. Bare på engelsk. Det her er en dansk blog, men i de næste fire indlæg vil jeg gøre en undtagelse og skrive på engelsk.

American Kids’ School Life And Summer Camps — Part Two

Så hvorfor bruger San Francisco forældre så meget tid og mange penge på akademisk og sportslig pacen, herunder camps? Hvorfor får amerikanske børn ikke lov til at kede sig?

Først og fremmest beror valget af sommerferie camps på en kulturforskel til Danmark, fordi amerikanske forældre selv har været på camps. Derudover er pressen fyldt med amerikanske børnepsykologer, som advokerer for, at børn udvikler sociale færdigheder og modenhed på camps. Og hvad angår akademisk pacen, så presser skolen på, for at forældre holder børnenes akademiske færdigheder ved lige, også i sommerferien. Og San Francisco er speciel: Mange Silicon Valley rige forældre bosat i San Francisco har penge som snot og sætter trenden. Men. Jeg tror, at den grundlæggende årsag er en helt anden: Forældre prøver at give deres børn så mange færdigheder som muligt for at ruste børnene til at kunne klare sig. Økonomisk.

For i USA koster uddannelse penge, men hvis du er dygtig nok, så får du et såkaldt scholarship. Det være sig baseret på sport eller akademisk formåen. Men hvis du ikke er dygtig nok, og dine forældre ikke har sparet sammen til din uddannelse, så er din fremtid skræmmende usikker og dine uddannelsesmuligheder begrænset til de dårligere skoler. Og som voksen har amerikanere ikke noget økonomisk sikkerhedsnet. I USA sættes familier på gaden, særligt i kølvandet på den finansielle krise.

Angsten for deres børns økonomiske fremtid tales der ikke åbent om på sønnens San Francisco skole. Medmindre man kommer rigtig tæt på forældrene. Det er et tabu, som nemlig i bund og grund handler om familiernes nuværende ulige økonomiske situation. Og at tale herom vil være ensbetydende med at hinte til, om ens barn tilhører de 20 pct. af familier på såkaldt financial aid eller de fem til ti pct. af familier, som udover skoleafgift også donerer penge til skolen (til for eksempel ny legeplads, bibliotek eller køkken) og i øvrigt ejer en skihytte i Lake Tahoe eller et sommerhus i Bolinas.

Kun to mødre taler jeg helt åbent med om penge. Den ene får økonomisk støtte til sønnens skoleafgift. Og hun har konstant dårlig samvittighed over ikke at melde sig til at arrangere skolens camping ture, fester, fælles legeaftaler, gaver til lærere, forældre aftener og fundraising. Blandt mødrene findes der nemlig nogle kvinder, som altid — nogen gange helt aggressivt — melder sig og styrer disse arrangementer. Og min veninde tænker: “Mon den familie også får økonomisk støtte? Burde jeg i samme grad engagere mig for at sikre vores økonomiske støtte”? For det kan godt være, at andre forældre ikke kan gennemskue, om man får hjælp, men det ved skolelederen og formentlig de forældre, som sidder i bestyrelsen.

… Trist, ik’? Og “nej” fortæller jeg hende, “lad de pushy mødre overtage og styre, for det er jo netop det, som de går efter”. Men det kan jeg også sagtens sige, for jeg er ikke i samme sårbare økonomiske situation. Og hvis min familie fik økonomiske vanskeligheder, så ville vi flytte tilbage til Danmark. Straks.

Så selv om jeg synes, at San Francisco forældre burde slappe af og lade ungerne kede sig derhjemme (talrige mødre er hjemme alligevel), så forstår jeg deres motiver. Og så bliver jeg endnu gladere for vores danske velfærdssamfund, som sikrer, at vi som danskere ikke er så økonomisk udsatte, har adgang til gratis uddannelse på gode uddannelsesinstitutioner, SU og dermed ikke skal være lige så bange for vores børns (økonomiske) fremtid.