American Kids’ School Life And Summer Camps — Part One

I sommerferien sendes San Francisco børn på camps. Selv i familier hvor pengene er små, prioriteres camps økonomisk frem for sommerferie med familien eller billigere løsninger som babysittere, bedsteforældre eller holde børnene hjemme. Camps vælges også af hjemmegående og hjemmearbejdende forældre. Og forældre planlægger sommerferie camps op til et halvt år i forvejen, sender mails ud til klassekammerater med forslag, og i påsken er der krise, hvis forældrene ikke er kommet i gang med at kigge på dem. For så er de bedste camps røget.

Også i den her sommerferie deltager sønnens kammerater i camps om tennis, baseball, basketball, svømning, fodbold, skak, matematik, drama eller natur. Halvdags eller heldags. Og om aftenen øver børnene sig på læsning, skrivning og matematik. Amerikanere slapper aldrig af!

Jeg mener, at mine børn har brug for ro efter et hårdt år, hvor de har skulle lære et nyt sprog og falde til i en anderledes kultur. Og lige nu stråler de af lykke af at lege sammen og hænge ud med mig. Mine børn keder sig sjældent. Men selv om de ikke havde haft et hårdt år, ville jeg stadig mene, at de havde brug for fred. Fordi skolebørn (i hvert fald på sønnens skole) har en hverdag, som er ekstrem lang, kontrolleret og konkurrencepræget. Uden fri leg. Børn er konstant på og guides af (velmenende) lærere og forældre, som fortæller dem, hvordan de skal gøre tingene. Børnene er altid under opsyn.

På sønnens (også snart datterens) skole strækker en skoledag sig fra kl. 8.30 – 15.30. På alle klassetrin. I sønnens 2. klasse blev børnene pacet via konkurrence om, hvem der først blev medlem af skråskriftklubben, og hvem som først blev færdig med regnestykker. Efter børnenes mundtlige præsentationer gav børnene hinanden karakter på otte punkter som forberedelse, stemmeføring, kropssprog osv. Og mens manden og jeg synes, at det er alt for meget konkurrence og for høje akademiske krav, så klapper andre forældre i hænderne over, at børnene akademisk skønnes at være fremme med hele 2 klassetrin (påstår skolen, den tror vi ikke på).

Efter skole står den på bookends på skolen eller fritidsaktiviteter uden for skolen, som forældrene kører børnene til indtil kl. ca. 18. Bookends består ikke af fri leg, men af fag som mandarin (kinesisk), spansk, kunst, klaver, violin, matematik, skak eller sportsaktiviteter som fodbold, basketball, dans eller rundbold. Og efter skole er der lektier, som tager mellem tyve minutter og en time, nogle gange endnu længere hvis barnet står for en mundtlig præsentation.

Weekenderne er også booket med børnenes sportsaktiviteter og efterfølgende legeaftaler i skolens regi eller med andre familier. Amerikanere afsætter typisk to timer per aktivitet, og sammen med andre familier hænger vi ud på legepladser, tennisbaner og i parker.

På overfladen virker det som om, at amerikanske forældres største skræk er, at børnene skal kede sig og ikke blive stimuleret nok intellektuelt eller ikke blive gode nok til den sport, som forældrene satser på. Jeg hører om ekstreme tilfælde, hvor 2. klasses elever får privat fodboldtræningstimer for at sikre, at de kommer på det bedste fodboldhold! Og sønnens fodboldtræner påstår, at årsagen til, at amerikanere ikke er bedre til fodbold er, at børn aldrig spiller frit som i andre lande. Al den kontrol er bare typisk San Francisco.

Så hvorfor bruger San Francisco forældre så meget tid og mange penge på akademisk og sportslig pacen, herunder sommer camps? Hvorfor får amerikanske børn ikke lov til at kede sig? 

… Stay tuned!

The Worst Feeling

“Mor, jeg elsker min familie højere, end jeg elsker mig selv. Da jeg troede, at Rosa og jeg var ved at drukne, tænkte jeg kun på at redde Rosa. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvis jeg havde mistet hende. Mor, jeg har svært ved at trække vejret”.

I går under vores Mississippi ferie ved søen oplevede sønnen og datteren kæmpe bølger i kølvandet på en kraftig speedbåd. Begge havde redningsveste på, var tætte på søbredden, men bølgerne var høje, og datteren røg under vandet og slugte vand. Og bølgerne blev ved. Sønnen, som er en god svømmer, fik skubbet datteren hen til kanten af søen, hvor jeg stod og fik hende op. Oplevelsen varede måske maks et minut. Jeg stod lige ved siden af, og situationen blev håndteret. Men den var skræmmende. For os alle tre. Og tanken om at kunne miste sin søster sidder nu fast i sønnens tanker.

Om aftenen begyndte sønnen at tale om andre gange, hvor han har været bange for at miste sin søster. Han er en følsom sjæl, ja. Men han har også ret i, at hans søster har været syg, da hun var lille. Skræmmende syg. Og han fungerer (måske derfor) altid som hendes beskytter. Datteren og sønnen er uadskillelige bedste venner, selv med tre et halvt års forskel.

Angsten for at miste de mennesker, vi elsker højest, oplever vi alle. Og jeg tror på, at min snart niårige søns angst skal spejles, så han ikke føler sig alene med den og taler med os om den. I stedet for at vi alene holder fast i, at der ikke kunne være sket ham og datteren noget, fordi jeg havde styr på situationen i søen. Fordi frygten for at miste grundlæggende ikke handler om selve oplevelsen, men om de mulige (frygtelige) konsekvenser af en ulykke.

Min søn er en følsom sjæl, som i forvejen tænker meget over verdens og hverdagens uretfærdigheder. Over hvorfor kammerater og voksne ikke altid handler hensynsfuldt. Siden han var tre år. Dagligt har sønnen og jeg derfor samtaler om ikke at give de negative tanker for meget plads i hans hoved. Vi kalder det at skelne mellem, ting der er pyt (omstændigher og personer som han ikke kan ændre på), og ting der er vigtige (omstændigheder han kan prøve at ændre, og personer han kan prøve at tale med om de ting, som går ham på).

“Jamen mor, man kan da ikke bare være ligeglad med andre/verdenen”. “Nej skat, men det går heller ikke, at du bliver så ked af omstændigheder og andre menneskers måder at være på, som du ikke kan ændre”. “Jo mor, jeg kan ændre verden. Det kan jeg altså”! “Ja du kan min skat. Men jeg håber, at du lærer ikke at bruge for meget af din tid og tanker på negative mennesker og ting i livet, som du ikke har indflydelse på. Jeg håber, at du lærer at lægge negative tanker væk: At ting, som gør dig ked af det, ikke får for meget plads i dit hoved, og at du i stedet fokuserer på de ting, som gør dig glad”. “Ok mor. Min familie gør mig glad, jeg har verdens bedste familie”.

… Som voksen øver jeg mig stadig på at prioritere positive tanker frem for negative. Men angsten for at miste de mennesker, som jeg elsker højest, er den mest invaliderende og destruktive følelse. Som jeg ikke kan bruge til noget, fordi jeg ikke kan handle på den. Og jeg håber, at jeg får lært sønnen at pakke den følelse hurtigt væk.

Favorite Kids’ Book

Det amerikanske svar på Gummi-Tarzan findes! I mere moderne version endda.

Sønnen har fået sommerferie. Og jeg havde frygtet, at han konstant ville plage om at spille mindcraft, se videoer om mindcraft på YouTube eller finde Michael Jackson videoer på youTube: Hans top tre yndlingsbeskæftigelser.

Men nej. Sønnen er vild med at læse Wimpy Kid-serien, som er skrevet i form af en drengs dagbog. Vi sidder begge og hyler af grin, mens han læser højt. Også tegningerne på hver side er så fine, rammende og sjove. Også for mig!20130619-174432.jpg

20130619-174447.jpg

20130619-174456.jpg

På dansk hedder serien hedder Wimpy Kid af Jeff Kinney. Og så findes de endda på film. Bogen anbefales særligt til otte til tolvårige børn. Enjoy!

Hello World

Så kom dagen, hvor jeg kom ud i den virkelige verden efter en uges indespærring med syge børn og håndtering af det amerikanske sundhedsvæsen. Tiltrængt.

Den hårdeste del af forløbet har været at skulle overtale datteren til at indtage sin medicin. “Det smager ‘yucky’, mor”! Helt ærligt, hun er fem år. Hvor svært kan det være, ik’? I den alder havde jeg forventet, at fornuften ville sejre. Nope, ingen forklaringer om sygdom og bakterier virkede. “Jeg har det bedre nu, mor”! Så derfor prøvede jeg med bestikkelse. 20130619-082637.jpg Med ny bamse og hendes yndlings chips. Hvilket hun tog imod, men uden at indtage sin medicin.

Så prøvede jeg med positiv tilskyndelse: “Du får masser af gaver, når far kommer hjem fra DK, hvis du drikker din medicin”! Det virkede heller ikke.

Og så prøvede jeg med trusler: “Så bliver jeg jo nødt til at tvinge det i dig”! Men det virkede heller ikke, men gjorde os begge ulykkelige.

Det hele er endt i et kompromis. Måske fordi datteren blev konfronteret med min desperation. Nu indvilliger hun i at indtage sin medicin i en lille kop. Med mini-slurke af den størrelse hvor man ikke kan se, at hun har drukket noget. Det tager en time pr. dosis, som hun skal have tre af dagligt. Jeg hepper på hende, nusser hende, danser fjollet foran hende, sidder med hende, skynder på hende, synger for hende. Sønnen hjælper. Og det virker! Men den indsats kræver kræfter og tålmodighed, som jeg er ved at løbe tør for. Undervejs har hun spildt så meget medicin, at jeg frygter, at jeg burde skaffe noget mere. Men jeg orker ikke at skulle kontakte hospitalet. Igen. Uansvarlig mor?

Oven på sådan en uge var det en fantastisk dag, da sønnen og jeg kunne aflevere datteren i børnehave og tage i biografen for at se den nye Superman film Man of steel. Yeah! Action film med stort A. Fed nyfortolkning af historien om Superman med fortællingen om Supermans hjemmeplanet Krypton. Kæmpe effekter, som jeg normalt ikke er fan af, men som med 3D brillerne imponerede. Sønnen var totalt lykkelig. Win-win.

Altså næsten. I skjul for sønnen trillede tårerne under 3D brillerne over scenerne med Supermans forældre på Krypton og hans forældre i Smallville, som jeg blev enormt rørt af. Men den del af filmanmeldelsen må I hellere se bort fra. Spottede ikke andre som småtudede.

… Kors, jeg er tyndslidt.

Ending Carpool And Kicking Off Vacation — Soon!

Jeg tæller ned:

Otte dage indtil bilkøen foran sønnens skole holder sommerferie.

IMG_1062

19 dage indtil datteren afslutter preschool (børnehave) for altid. Og jeg aldrig mere behøver at vente i bilkø med katastrofeblinket tændt på en af San Franciscos mest befærdede gader, mens jeg venter på en ledig plads, hvor jeg skal kante mig ind.

IMG_1067

Alt for meget tid i år har været brugt på at fragte børn mellem forskellige dele af San Francisco. I bil. Faktisk hele fem timer på de (sjældne) dage, hvor jeg har haft hente-bringe tjansen alene. Fem timer!! Og det er helt normalt for San Francisco forældre med flere børn.

20 dage indtil vi holder sommerferie. Væk fra San Francisco. For snart bliver byen invaderet af en grå tåge, som sent om eftermiddagen får selskab af en kold vind:

IMG_1020

Brrrrr. Medio juni til august udgør San Franciscos vintertid. Bort set fra stakkels intetanende turister er byens beboere indhyllet i varme jakker og halstørklæder. Nogle påstår endda, at de får vinterdepression pga. manglende lys. Really!!

I vores sommerferie bytter vi hipster San Francisco ud med mere konservative og varmere dele af USA. Ah det bliver fedt!

Status On Relocating My Family To San Francisco

Status efter et år og fire måneder i San Francisco:

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vores første tid i San Francisco har føltes som en fejltagelse. Vi har været en familie i krise, og børnene har skiftes til at være bundulykkelige.

Datteren — nu fem år — har med hendes egne ord været bange for engelsk og sin børnehave. Hun har savnet Danmark.

Og sønnen — nu otte år — har været stresset og følt sig utilstrækkelig. Selv om han i alles øjne har klaret året over al forventning. Lærerne i hans 2. klasse har belønnet de akademisk dygtigste elever, mens de andre elever har set på. På bekostning af kammeratskab og selvværd. Lærerne har pacet børnene med: “du kan gøre det her bedre”, “yd dit bedste” frem for at anerkende og belønne god opførsel og anstrengelser. Jeg oplever, at 2. klasse børn – inklusiv min egen søn i en periode — ikke føler sig gode nok, uanset hvor godt de klarer sig, og hvor meget de anstrenger sig. Men sådan er det, selv på de bedste skole findes der dårlige lærere.

Mine beklagelser er ikke ensbetydende med, at jeg fortryder vores ophold. Længere. Vores oplevelser — særligt vores rejseoplevelser — vil jeg ikke have været foruden. De udgør min gulerod og min belønning. Og San Francisco besidder misundelsesværdige og inspirerende kulturforskelle, som jeg nyder og ønsker at importere til Danmark.

Men jeg frygter varige spor på mine børns livsglæde og selvværd fremover i livet. Fordi de har oplevet intens ulykkelighed og stress over en længere periode i så ung en alder. Jeg tænker, at vi har berøvet dem en barndom fri for voksenbekymringer.

Derfor prøver jeg at vende børnenes modgang til noget positivt. Jeg gør dem opmærksom på deres integritet og styrker. Jeg fortæller dem, at de er seje, fordi de er kommet igennem svære perioder. Og jeg minder dem om alle de tilfælde, hvor vi via en snak derhjemme efterfulgt af kontakt til lærere og pædagoger har ændret deres hverdag til det bedre. Jeg håber, at børnene får værktøjer til at bekæmpe livets uundgåelige nedture. I stedet for at ar på sjælen skal forstærke nedturene.

Jeg glæder mig til at blogge mere, om hvordan det har været at flytte familien til et andet land. Og om kulturelle forskelle — positive som negative — mellem København og San Francisco.

Stay tuned!

Fear Rubs Off

Nej, nej der skete jo ikke noget terrorangreb på Memorial Day. Phew. Så virker mit udkrængende indlæg endda mere patetisk, ik’? Jeg ved det godt. Derfor lægger jeg tankerne til side – for en stund – altså indtil jeg skal tage stilling til, hvordan familien skal fejre 4. juli (uafhængighedsdagen).

Men I skal forstå, at frygt smitter.

Mine amerikanske veninder var heller ikke til parade med deres børn, fordi de tænker på samme måde. Faktisk har de det langt værre end mig, fordi de – udover at frygte terror og jordskælv – også bekymrer sig om bilkapringer, overfald og kidnapninger af deres børn. Derfor medfølger der altid en mor eller en far til børnefødselsdage og legeaftaler. Selv til arrangementer i sønnens 2. klasse.

Ikke alene andre forældres frygt, men også massive sikkerhedsforanstaltninger i børnenes institutioner prikker til min frygt.

Datterens børnehave ligger i samme bygning som Højesteret i Californien. Dagligt skal jeg gennem metaldetektor og fremvise Id-kort for at komme ind. På børnehavens legeplads har børnene ens gule T-shirts på, selv om legepladsen ligger i en lukket gård indenfor samme bygning og alene benyttes af børnehaven. Og når børnehaven skal udenfor bygningen, skal forældre og pædagoger have selvlysende gule veste på og stå med et stopskilt rettet mod bilerne i fodgængerfelter, mens børnene krydser vejen. Når datteren er i børnehavens varetægt, må jeg ikke tage hende alene på toilettet, fordi der skal være en pædagog tilstede.

På sønnens skole kan man i løbet af dagen alene komme ind via den låste hovedindgang, hvor man skal ringe på eller have en særlig nøgle (som vi ikke har fået). Under afhentning er reglen, at forældre ikke må gå indenfor skolen. I stedet står forældrene udenfor eller — som mig — holder i kø i deres bil, mens vi alle venter på at få øjenkontakt med den ansvarshavende lærer, som derefter kalder børnene ud en efter en via walkie talkie og følger barnet hen til forælderen.

Normalt lader jeg ikke amerikanernes frygt og massive fokus på sikkerhed påvirke mig. Jeg blokerer for de tanker. Men når der pludselig er indsat ekstra mandskab inklusiv politihunde ved indgangen til datterens børnehave på grund af forhøjet terrorrisiko, så har jeg mest lyst til at dreje om på hælene og tage hende hjem. Men jeg har ikke gjort det. Endnu.