The Ultimate American Birthday Party

Sidste lørdag fejrede vi datterens syvårige fødselsdag. På klassisk amerikansk manér. Hun har haft glædet sig i måneder, og i skolen har hendes klassekammerater glædet sig sammen med hende, da Pump It Up er en klassisk fødselsdagsdestination. Jeg var faktisk lidt flov over at holde sådan en såkaldt all inclusive package, fordi det er amerikansk på den ucharmerende måde, upersonligt, uoriginalt og næsten for nemt. Men efter at have prøvet det, gør vi det gerne igen! Forældre på skolen føler sig ofte forpligtede til at invitere også parallelklassen (why, but why?), hvilket er kaotisk, larmende og dyrt. De 21 børn inklusiv enkelte søskende var en perfekt hyggelig størrelse. Før datteren fik os overtalt til arrangementet, havde jeg forsvoret nogensinde at køre til Pump It Up igen. Pump It Up ligger nemlig i San Franciscos mest belastede kvarter, og til sidste fødselsdag — i min iver efter at undgå at køre på motorveje (jajaja jeg ved godt, at jeg har et problem) — førte min GPS mig gennem et top skummelt kvarter, hvor jeg med hjertet oppe i halsen passerede fallerede huse og typer, som lignede definitionen på bad guys, mens de sad i klynger og hang ude foran husene. Utrygt. Jeg anede ikke, hvor jeg var. Den oplevelse ville jeg dog have undgået, hvis jeg havde kørt ad motorvejen, ligesom alle andre.

I børnehøjde er Pump It Up med dets oppustelige hoppeborge paradis, fordi børnene for en gangs skyld får lov til at lege frit og vildt sammen uden voksenindblanding. I voksenhøjde er Pump It Up ensbetydende med at stå som tilskuer i en rungende hal med børneskrig, hvor forældre ind i mellem må ind og redde børn ud, som sidder fast, eller som er kommet til skade. Som ved alle andre steder med fysisk aktivitet i USA, er man tvunget til at skrive under på en waiver, så man ikke kan søge erstatning, hvis forælder eller barn kommer til skade. Bort set fra at vores fødselsdagsbarn på dramatisk knaldede panden ned i gulvet og måtte sidde med is på sin bule i ti minutter, mens fødselsdagen gik i gang uden hende, var fødselsdagen en succes. Her er hun forsinket på vej ind til sin egen fest med bule i panden iført den såkaldte birthday crown.

IMG_1435

Resten af festen var en bragende succes med leg i to forskellige haller med 40 min. hvert sted. Storebror havde sine to bedste venner med fra klassen.

IMG_1452

Der blev hoppet, klatret, rutschet og skudt med bolde. Festen endte i et party rum med pizza og kage og en overlykkelig datter i den oppustelige fødselsdagsstol. Total plastik og dårlig smag. Hvor danskere har en tendens til, at fester og middage også meget gerne skal se lækkert ud, så er det i USA fuldstændig lige meget, at et bord er bedækket med pap og plastik. Forældre sammenkomster i skoleregi og privat er typisk sammenskudsgilder, hvor hver gæst stiller sin medbragte ret — som sjældent er hjemmelavet — på et bord, og man står op og snakker eller finder en stol at sætte sig på, mens man spiser noget mad på sin paptallerken. Nogen bruger paptallerkener, hvor man også kan placere sit plastikglas i en holder, så man ikke skal balancere med tallerken og glas. For sådan en type som mig, som er bange for at kikse maden, er det befriende, at man kan fokusere på formålet: at hygge sig.

IMG_1459

Vi medbragte kage (andet mad er ikke tilladt at medbringe, men skal købes), og ellers klarede personalet alt, selv at dække bord, dele pizza og grønt ud, udskære kagen, ryste folk sammen til at synge fødselsdagssang, pakke gaverne sammen i en pose og rydde op. I USA pakker man i øvrigt aldrig gaver op foran gæsterne. Fordi alting blev klaret, havde vi voksne tid til at sludre med forældrene, som er en særlig hyggelig gruppe i den klasse. Jeg fik tilkæmpet mig en kupon på cyber Monday, så vi brugte overraskende nok ikke flere penge end på sidste års fødselsdag, som blev holdt hjemme, selv om pakken indeholdt pizza og giftbags inklusiv balloner til børnene. Win-win, right? De klassiske valg af børnefødselsdagsdestinationer i San Francisco koster nemlig kassen (hvilket jeg har skrevet om her). Som afslutning på den ærkeamerikanske fødselsdag, mangler datteren bare at uddele takkekort, som hun skal skrive i weekenden. Sjovt nok nævnte flere af forældrene, at nu var vi blevet rigtige amerikanere med det klassiske fødselsdagsvalg, hvortil jeg svarede, at næ nej det var kun datteren. Men eftersom vi voksne er klar til at gentage arrangementet, og sønnen ønsker sig en lignende fødselsdag, så kan jeg vist ikke løbe fra, at resten af familien også har rykket sig og åbenbart ikke længere er så bange for amerikanske klicheer.