Teaching Kids Healthy Coping Skills

 

IMG_3826
Når manden er ude af landet, ruster jeg mig altid til ulykker. I bloggens levetid har datteren været på skadestuen, bilen har været punkteret, vand eller el er blevet lukket, det har regnet gennem loftet, og ovnen eller opvaskemaskinen har strejket. Flere gange. De sidste fire dage har budt på en strejkende opvaskemaskine og to stressede børn.

Ugens forløb har sat tanker i gang hos mig om grænsen mellem at overbeskytte sine børn og ruste dem til at klare livets op- og nedture. Jeg ønsker, at mine børn skal lære at håndtere modgang, samtidig med at jeg støtter og beskytter dem. Den her uge har de begge haft en fridag, hvor jeg har rummet deres følelser og prøvet at hjælpe dem, mens jeg forholdt mig cool – selv når de fortalte mig ting, som løb mig koldt ned af ryggen og fik mig i alarmberedskab.

Grænsen mellem overbeskyttelse og støtte er hårfin. Særligt her i Bay Area, hvor børn bliver pacet til at excellere akademisk og sportsligt, samtidig med at de overbeskyttes på andre områder. Men jeg synes selv, jeg har styr på det. Indtil nu har jeg ladet mig styre af min mavefornemmelse for, hvor stressede og overvældede børnene føler sig. Og den her uge var jeg ikke i tvivl om, at en fridag hjemme ville hjælpe dem. Jeg er klar over, at andre forældre anser sådan en fridag som overbeskyttelse. Dem om det. Hos os bliver den altid brugt konstruktivt.

Den her weekend vil jeg kaste mig over noget (amerikansk 😳) litteratur om “coping skills”. Mit ultimative mål er vel, at børnene bliver voksne mennesker, som har selvværd, er nysgerrige på livet og har værktøjerne (coping skills) til at overkomme modgang. Herunder til at sige fra og føle sig værdifulde uanset. “Easy peasy” — nej vel?

Hvad vores uge har budt på:

  • Helt typisk blev det en uge, hvor vi blev syge. Det er indtil videre ikke alvorligt, og jeg har været den, som har været hårdest ramt med snot og ondt i hoved og hals. Baby har indtil videre kun været en smule snottet, men fordi han kun er tre måneder, er jeg i top alarmberedskab, hvis hans tilstand pludselig forværres (og jeg skal kaste alle børn i en bil og køre ham på akutafdeling — gisp).
  • Sønnen har været overvældet af lektier og forberedelse af science fair til på mandag. Science fair er en konkurrence på skolen, hvor børnene fremviser resultat af et spørgsmål, som de har belyst efter den videnskabelige metode. Dette års Middle School science fair har slået storebror ud af kurs. Med god grund. De korte tidsfrister, de tårnhøje forventninger, karaktergivning, konkurrence med dommere på— koblet med tre timers “almindelige” lektier dagligt og flere ugentlige “tests” eller “quiz” i skolen har været for meget. Så meget at jeg har måtte give ham en fridag sidste uge og en fridag den her uge, hvor han kunne “catch up” med lektier og science fair. Til skolen hedder det sig, at han var syg, samtidig med, at jeg har udtrykt, at vi er meget utilfredse med lektiemængden. Fordi sønnen laver lektier selv, havde vi ikke opdaget, hvor bagud han var. Særligt fordi han endda har haft lavet lektier i weekenderne. Med en baby på armen og snot i panden har jeg den her uge måtte træde til og guide ham i, hvad han skulle gå i gang med, fordi det sortnede for ham. På hans “fridag” arbejdede han halvsnottet tolv timer i træk. Indtil nu har han ellers haft klaret Middle School og op til tre timers daglig lektietid selvstændigt, uden at beklage sig. Vi hjælper ham nærmest ikke med lektier, og han sidder op til sent om aftenen og knokler. Vi står selvfølgelig til rådighed, når han har brug for hjælp. Vi hører om andre børn, som føler sig ekstremt stressede, og som jævnligt bryder sammen. Men vores flittige søn har ikke haft klaget, indtil nu. Jeg er så imponeret over og stolt af ham! Samtidig med at jeg synes, at lektiemængden er vanvittig. Heldigvis har de to dage hjemme gjort underværker, han har nået, hvad han skulle og var i går pludselig helt uforstående overfor at erstatte fodboldtræning med lektier. Lige så irriteret jeg føler mig overfor at skulle minde ham om og retfærdiggøre en fælles beslutning om droppet fodboldtræning, lige så glad er jeg for, at han så hurtigt kommer ovenpå igen!
  • Datteren har også været ked af det. Hun var hjemme i to dage, en af dagene med lidt ondt i halsen, og på dag to, hvor jeg normalt ville have sendt hende afsted igen, fik hun lov til at blive hjemme. Hendes bekymringer fortjente at blive taget dybt alvorligt, og begge dage er blevet brugt på at tale og forsøge at finde løsninger. Hvilket har hjulpet noget. Weekenden vil jeg fortsætte i samme spor, så hun forhåbentlig kan få det meget bedre.
  • Af alle ovennævnte grunde er min ødelagte opvaskemaskine blevet nedprioriteret!

… Så puha. Indimellem vores snakke minder jeg dem om, at vi snart skal på Thanksgiving ferie. For udsigten til ferie og oplevelser er en af mine “coping skills” til at distancere mig fra stress. Og det virker også på dem. Om det er nedarvet eller tillært står dog hen i det uvisse :-)

Raising Three kids In San Francisco — Here’s Why Not.

Det der med at få tre børn er ualmindeligt i vores San Francisco omgangskreds. På skolen findes en enkel familie med tre børn: Familien er tysk, moren er hjemmegående, og forældrene planlægger at sende deres børn på gratis universitet i Tyskland. Årsagerne til at familier på skolen bosiddende i indre San Francisco ikke får tre børn er mange. Kvadratmeterprisen i San Francisco er USA’s dyreste, uddannelse fra folkeskole til universitet eller anden videreuddannelse er en kæmpe udskrivning (medmindre man tør og er heldig med det offentlige skolesystem og stipendier), og barselsorlov er kort. Børnehave er lige så dyr som privatskole, og derfor er mødre hjemmegående. Nogle sætter deres børn i en “co-opt” børnehaver tre halve dage om ugen og bidrager med rengøring af toiletter og børnepasning. Hverdagen er stram. Forældre eller nannyer’er bruger flere timer dagligt på at transportere børn til skole og fritidsaktiviteter. Alene puslespillet med to børn er et mareridt, så hvis vi skulle blive boende, ville jeg end ikke overveje et tredje barn. At have børn er et deltidsjob, mens de er små.

Jeg foretrækker den danske tilgang til børneopdragelse og børneliv. Fordi vi bor i USA omgivet af en helt anderledes tilgang til børneopdragelse, er jeg ekstra opmærksom på, hvordan jeg opdrager mine børn. Som dansker er det nok svært at gennemskue den kulturelt betingede danske tilgang til børneopdragelse. Her er en rammende artikel, som fra et amerikansk synspunkt fortæller om den danske tilgang, som vi som danskere tager for givet. Danskere prioriterer empati og selvværd, hvor amerikanere prioriterer læring og selvtillid (fokus på præstationer udadtil). Læs den her.

USA har — udover en anderledes tilgang til børns udvikling og læring — også en anderledes tilgang til forældreansvar- og involvering. Jeg har før skrevet om, at San Francisco børn overvåges døgnet rundt af voksne. I USA findes der mange ulykkelige sager, hvor forældre bliver politianmeldt for handlinger, som i Danmark er almindelige. I en sag fra december lod et par deres tiårige og seksårige gå halvanden kilometer hjem fra en park uden voksenovervågning. De blev efterfølgende dømt for “usubstantiated child neglect”. Læs artiklen her. En anden god artikel med en typisk sag omhandler en mor, som efterlod sin fireårige søn alene i bilen, mens hun løb ind i en butik. Også den mor blev dømt, læs sagen her. Begge forældrepar fik heldigvis ikke tvangsfjernet deres børn, hvilket er sket i lignende sager. I vores naboområde Noe Valley skete der et kidnapningsforsøg i november, hvor en 7. klasse dreng måtte løbe væk fra en, som prøvede at kidnappe ham udenfor hans skole. Læs den historie her. Jeg er selv blevet så amerikaniseret, at jeg ALDRIG kunne finde på at lade mine børn gå alene. En anden sag er, at mine og andres overbeskyttede børn er elendige i trafikken, og alene den del gør mig utryg. I danske øre lyder det vanvittigt, men en af de bedste ting ved at flytte hjem bliver, at børnene kommer til at begå sig i trafikken, og at vi kan lære dem at gå i butikker selv.

Mens manden har været i Danmark, og jeg har arbejdet, står den her uge på: Sønnens “current event” oplæg på morgensamling (med forberedelse og hvor jeg skal med på skolen), “teacher appreciation day” hvor datterens klasse står for frokost til skolens lærere, lusebehandling (suk),”bakesale” i sønnens klasse for at rejse penge til AIDS forskning (hvor jeg pga. massive plukveer har besluttet ikke at bidrage), oplæsning af bog i datterens klasse (“mor, alle andre mødre har været der flere gange, hvornår kommer du?”), to timers lektier med sønnen hver aften og transport til skole og sønnens fodboldtræning. At børnene har en enkel fritidsaktivitet, fordi jeg prioriterer, at de skal have tid til at lege står i direkte modsætning til amerikanske forældres tilgang. De føler, at deres børn går glip af at udvikle færdigheder, hvis de ikke stimuleres mest muligt.

Det var meget negativitet omkring den amerikanske tilgang til forældreinvolvering, børneliv- og opdragelse, så I får lige den anden ende af spektret. I hverdagen bander vi over at skulle bruge så mange timer på transport til skole og fritidsaktiviteter, som hos os er fodboldtræning- og kampe. Men jeg ved samtidig, at vi kommer til at længes efter alle de smukke oplevelser og al den kvalitetstid, som vi har sammen i hverdagen. Som for eksempel når datteren spiller fodboldkamp med udsigt til Golden Gate Bridge og Alcatraz.

DSC03711

DSC03709

Eller sønnen spiller kampe i hjertet af Golden Gate Park (San Franciscos svar på New Yorks Central Park).DSC03715

Eller sønnens fodboldtræning på Ocean Beach.

DSC02566

Parenting Take Two – Give Me Some Space

Fuld af glæde og overskud er jeg stadig oven på vores NYC ferie. Også fordi vi har så meget at glæde os til indenfor de næste par uger: Besøg fra dejlige danske venner og eksotisk påskeferie. Yay! Samtidig kan jeg dog mærke dagligdagsirritation snige sig tilbage i mit humør. Jeg lader mig smitte af negativ energi, og det må jeg stoppe!

På børnenes skole nyder jeg at tale med lærere og børnene. Mange af mødrene not so much fordi deres primære samtaleemner er deres egne børn eller kritik af lærere eller andre folks børn. Eller endnu værre (indirekte) kritik af andres måde at opdrage på.

Min datter er en rigtig pige med udklædningslege i prinsessekjoler og passion for bamser. Flere gange om ugen klæder hun sig ud, i denne uge har hun været tryllekunstner. Her ses efterladenskaberne fra gårdsdagens leg, hvor alle bamser har været inkluderet i leg over hele huset – som del af en elle anden fantastisk historie, som hun finder på. Hendes fantasilege giver mig smil på læben. Jeg kan huske min egen glæde ved at fortabe mig i fantasiverdenen som barn.

20140328-104625.jpg

20140328-104605.jpg

Det politisk korrekte legetøj på skolen er lego og computerspillet scratch, som er et spil, hvor børnene lærer computerprogrammering samtidig. Flere forældre boykotter Disney, hvilket de ikke undlader at skilte med, når de kan. En af sønnens klassekammeraters mor fortalte, at de aldrig kunne finde på at besøge Disneyland: “Vi ser heller aldrig Disney film, for jeg ved, at min datter er meget nem at påvirke og vil begynde at plage om Disney merchandise. I vores hjem leger vi med lego”. Det skal nævnes, at jeg på det tidspunkt havde fortalt, at vi havde været i Disneyland to gange. Forleden overhørte en anden mor min samtale med en lærer, hvor jeg fortalte, at sangene fra Disney filmen Frozen bliver skrålet på livet løs hjemme hos os. Moren – mor til to piger – kigger på mig og siger: “Really? Oh no, I hate Disney.” Og jeg svarer, at jeg synes, at Frozen er en fantastisk børnefilm, hvorefter hun kigger på mig, som om jeg lige har indrømmet, at jeg slår mine børn på daglig basis. At jeg samtidig ved, at hun bekymrer sig om, at hendes døtre er for drengede, undskylder ingenting. 

Hvorfor. Hvorfor finder mødre det bekræftende at smide deres “politisk korrekte” holdninger om børneopdragelse i hovedet på andre? Sorry ladies men jeg oplever ikke samme type smalltalk fra fædre. Hvorfor så firkantet? Hvad med en nysgerrig tilgang til andre værdier fremfor en dømmende tilgang? Hvorfor kommentere på en måde, som indeholder en skjult kritik af den måde, som andre forældre opdrager på? 

… I bund og grund er det kritiske, selvfede forældremiljø ikke så forskelligt fra arbejdslivet, hvor man også møder typer, som bruger enhver lejlighed til at tale om, hvor pisse dygtige de (selv synes de) er. Typer som konkurrerer fremfor at samarbejde. Belært af erfaring ved jeg, at den attitude ofte dækker over lavt selvværd. Overdreven selvfedhed handler mere om, at sådanne personer søger anerkendelse, fremfor at det handler om, at de kritiserer andre. Hold. Nu. Op. Ok jeg anerkender det dobbeltmoralske i, at jeg selv kritiserer andre mødre i dette blogindlæg, men jeg vælger trods alt ikke en direkte konfrontation. Lad os i øvrigt for helvede tale om mere interessante emner end børneopdragelse.

Parenting

Dagligt bekræftes jeg i, at jeg er en meget anderledes forælder end hovedparten af de amerikanere, som jeg kender. No shit.

Tænk amerikanske film, hvor voksne i hovedparten af samtalen bruger ord som amazing, fantastisc, great og kaster om sig med sætninger som: “you’re the best”, “I love you for that”, “that’s awesome”. Sådan taler de fleste amerikanere, som jeg omgås med. Og indrømmet, jeg er selv hoppet med på vognen og bruger samme vendinger – uden at føle mig overfladisk – i samtaler med både voksne og børn. Men når det kommer til børneopdragelse har jeg ikke ændret mig. Jeg taler meget anderledes til mine børn end hovedparten af de amerikanske forældre, som jeg kender. I sønnens yngre år slugte jeg bøger om børneopdragelse (Jesper Juul, Margrethe Brun Hansen m.fl.), som har forplantet sig som en naturlig del af mine holdninger, og i hverdagen skænker jeg ikke børneopdragelsesprincipper mange tanker. Undtagen når jeg undrer mig over amerikanske forældres opdragelsesmetoder.

For nogle uger siden inviterede skolen forældre til et foredrag, hvor en børnepsykolog ville præsentere værktøjer til at få gladere børn i hverdagen. Jeg deltog, fordi min yngste havde en dårlig periode med at sige farvel til mig i skolen, og fordi andre søde mødre deltog. Men. Jeg blev rystet i min grundvold over foredragets karakter og bekræftet i, hvor forskellig min tilgang til børneopdragelse er. En forskel, som jeg tror er meget dansk.

For det første viste 95 pct. af foredraget sig at være en salgstale for børnepsykologens praksis, hvor familier for 170 dollars i timen kan blive coachet i, hvordan forældre skal tale til deres børn. Psykologen forklarede, at forældre og børn sidder i et rum, mens psykologen sidder i et andet rum og coacher forældre via en øresnegl i, hvordan forældrene skal formulere sig. Psykologen anbefalede mindst ti til tov timer for at behandlingen skulle virke. Til 170 dollars i timen. Welcome to wealthy San Francisco! Jeg kan se meningen i at invitere en familieterapeut inden for ens hjem, som kan hjælpe med at påpege og løse voksne som børns uhensigtsmæssige adfærdsmønstre. Men at tage familien uden for vante rammer og tro at man kan løse problemer udelukkende ved at undervise forældrene i mundtlig kommunikation virker overfladisk på mig. For det handler vel ikke kun om at opnå, at børnene bliver mere samarbejdsvillige, men også om at forældre forstår, når de opdrager på en usund måde?

Voldsomt provokeret var jeg af, at skolen havde fremstillet en psykologs salgstale som et fagligt foredrag. Overrasket blev jeg over de andre fremmødte forældre, som i stedet for at være irriterede, engageret spurgte ind til psykologens behandlingsmåde og priser for længere behandlingsforløb.

En mor (faktisk moren til datterens bedste veninde) spurgte, om man kunne medbringe sin nanny, fordi hun oplevede, at det var nanny’en, som var problemet. Jeg gentager: Det er svært at forholde sig til, hvor mange penge nogen familier har.

Et forældrepar – som viste sig at stå bag foredraget — fortalte, at de havde haft venner på besøg til middag. Vennernes børn havde – i modsætning til tidligere – pludselig opført sig eksemplarisk. Deres venner havde fortalt, at de havde været i terapi hos foredragsholderen. Forældreparret havde derfor inviteret psykologen ind på skolen, fordi de tænkte, at andre af skolens familier – ligesom dem – måtte være interesserede i så tydelige positive adfærdsændringer hos deres børn.

En anden mor bad om råd til, hvordan hun skulle håndtere sin søn ved lektietid. Hun forklarede, at sønnen altid holder forkert på sin blyant, hvilket provokerede hende, fordi han dermed ikke præsterede sin bedste håndskrift. Lektietid var derfor altid en magtkamp. (Vælg dog dine kampe kvinde, tænkte jeg uden at sige noget højt)

Psykologen kom med eksempler på, hvordan man skal tale til sit barn under lektier for at sikre, at barnet er engageret og positiv: “Hvor holder du flot på din blyant, sikke et flot b du skrev der, jeg elsker, hvordan du sidder rigtigt på din stol”. Man må ALDRIG bruge ordet “nej”.

Et anden mor beklagede sig over, at når hun roste et af børnene (sikke et flot håndskrift), så blev det andet barn jaloux. Jeg rakte hånden op og sagde, at jeg havde god erfaring med  – i stedet for konstant snak og ros – at trække dem til side, give dem et klem og fortælle dem, at jeg var stolt af dem, uden at mit andet barn hørte det og dermed følte sig jaloux. Psykologen kommenterede diplomatisk, at børn skulle lære at høre andre børn blive rost. (Igen, bør man ikke vælge sine kampe?)

Jeg var på ingen måde overrasket over psykologens synspunkter, som jeg oplever dagligt, men at høre dem fra en fagpersons mund provokerede mig voldsomt. Det provokerer mig, at hun anbefalede, at man hele tiden skal tale med, kommentere eller rose børn. Psykologen forklarede, at det var en måde at vise børnene på, at man som forældre interesserer sig for dem. På mig virker ros overfladisk, hvis det overdrives?

Har man lyst til at skabe et barn, som hele tiden søger og forventer ros og anerkendelse hos voksne? Hallo til lavt selvværd. Jeg stræber altid selv efter at tale i positive vendinger til mine børn, men også efter at mine kommentarer er sandfærdige, relevante og giver mening. Jeg har tilbragt mange legeaftaler med andre familier, hvor jeg undrer mig over, hvordan forældrene konstant kommenterer børnenes opførsel, og at forældrenes toneleje og indhold af kommentarerne forbliver det samme, selv når børnene opfører sig dårligt. Det irriterer mig, når forældre ikke giver tydeligt udtryk for, at deres barn opfører sig ukammeratligt eller voldsomt. For eksempel når forældre – i stedet for at bruge ordet nej – fortæller barnet, hvordan barnet i stedet skal handle: “Sweetie what if you use your stick on the ground instead”? Mens jeg i den konkrete situation tænkte: “Gider du godt lade være med at vifte den spidse pind ved min søns øje, det er farligt”! Barnet var otte år og klar over, at han handlede forkert, hvorfor ikke bare sige tingene direkte? Eller samme mor til samme otteårige senerehen: “Sweetie why don’t we go see how the lion is doing”? Hvor jeg tænkte: “I stedet for at aflede din søns opmærksomhed, hvad med at bede ham om at stoppe med at lave karatespark på min søn, når min søn beder ham stoppe”? 

Nu bliver jeg grov: Børn er ikke hunde, som skal lære at lystre med de rigtige kommandoer! Børn er individer med forskellige personligheder som for at kunne udvikle personlighed og selvværd skal lære sig selv at kende og prøve grænser af. Børn skal lære at vise hensyn overfor andre mennesker. Men hvordan kan de det, hvis de hele tiden bliver talt til på en måde, hvor de stryges med hårene og ikke får tydelige grænser sat op? Og hvad er der forkert i at pointere, når fem til niårigeårige børn gør noget forkert? At sige nej? Det er da bedre for børn at få nej fra en forælder end fra en fremmed? Som barn må det være skide forvirrende aldrig at få et nej, men i stedet blive mødt af: “What if you did this instead sweetie”? Og hvad med at vælge sine kampe og give børnene noget rum, når der er mulighed for det? Ikke at kommentere eller komme med forslag til rettelser på deres opførsel hele tiden? Tænk hvis vi som voksne hele tiden skulle forholde os til konstant kritik maskeret som positive, opmuntrende kommentarer! Røv provokeret ville jeg blive!

… Godt at jeg blogger på dansk, for jeg ved, at flere amerikanske veninder og bekendte ville føle sig ramte over mine holdninger. De gør jo alt i bedste mening. Forældrene bruger enorm mange kræfter på at tale rigtigt til deres børn og være på deres børn. Meget mere end jeg orker. Men samtidig er jeg ikke i tvivl om, at de ikke får bedre børn ud af det end mig.

American Kids’ School Life And Summer Camps — Part Two

Så hvorfor bruger San Francisco forældre så meget tid og mange penge på akademisk og sportslig pacen, herunder camps? Hvorfor får amerikanske børn ikke lov til at kede sig?

Først og fremmest beror valget af sommerferie camps på en kulturforskel til Danmark, fordi amerikanske forældre selv har været på camps. Derudover er pressen fyldt med amerikanske børnepsykologer, som advokerer for, at børn udvikler sociale færdigheder og modenhed på camps. Og hvad angår akademisk pacen, så presser skolen på, for at forældre holder børnenes akademiske færdigheder ved lige, også i sommerferien. Og San Francisco er speciel: Mange Silicon Valley rige forældre bosat i San Francisco har penge som snot og sætter trenden. Men. Jeg tror, at den grundlæggende årsag er en helt anden: Forældre prøver at give deres børn så mange færdigheder som muligt for at ruste børnene til at kunne klare sig. Økonomisk.

For i USA koster uddannelse penge, men hvis du er dygtig nok, så får du et såkaldt scholarship. Det være sig baseret på sport eller akademisk formåen. Men hvis du ikke er dygtig nok, og dine forældre ikke har sparet sammen til din uddannelse, så er din fremtid skræmmende usikker og dine uddannelsesmuligheder begrænset til de dårligere skoler. Og som voksen har amerikanere ikke noget økonomisk sikkerhedsnet. I USA sættes familier på gaden, særligt i kølvandet på den finansielle krise.

Angsten for deres børns økonomiske fremtid tales der ikke åbent om på sønnens San Francisco skole. Medmindre man kommer rigtig tæt på forældrene. Det er et tabu, som nemlig i bund og grund handler om familiernes nuværende ulige økonomiske situation. Og at tale herom vil være ensbetydende med at hinte til, om ens barn tilhører de 20 pct. af familier på såkaldt financial aid eller de fem til ti pct. af familier, som udover skoleafgift også donerer penge til skolen (til for eksempel ny legeplads, bibliotek eller køkken) og i øvrigt ejer en skihytte i Lake Tahoe eller et sommerhus i Bolinas.

Kun to mødre taler jeg helt åbent med om penge. Den ene får økonomisk støtte til sønnens skoleafgift. Og hun har konstant dårlig samvittighed over ikke at melde sig til at arrangere skolens camping ture, fester, fælles legeaftaler, gaver til lærere, forældre aftener og fundraising. Blandt mødrene findes der nemlig nogle kvinder, som altid — nogen gange helt aggressivt — melder sig og styrer disse arrangementer. Og min veninde tænker: “Mon den familie også får økonomisk støtte? Burde jeg i samme grad engagere mig for at sikre vores økonomiske støtte”? For det kan godt være, at andre forældre ikke kan gennemskue, om man får hjælp, men det ved skolelederen og formentlig de forældre, som sidder i bestyrelsen.

… Trist, ik’? Og “nej” fortæller jeg hende, “lad de pushy mødre overtage og styre, for det er jo netop det, som de går efter”. Men det kan jeg også sagtens sige, for jeg er ikke i samme sårbare økonomiske situation. Og hvis min familie fik økonomiske vanskeligheder, så ville vi flytte tilbage til Danmark. Straks.

Så selv om jeg synes, at San Francisco forældre burde slappe af og lade ungerne kede sig derhjemme (talrige mødre er hjemme alligevel), så forstår jeg deres motiver. Og så bliver jeg endnu gladere for vores danske velfærdssamfund, som sikrer, at vi som danskere ikke er så økonomisk udsatte, har adgang til gratis uddannelse på gode uddannelsesinstitutioner, SU og dermed ikke skal være lige så bange for vores børns (økonomiske) fremtid.

American Kids’ School Life And Summer Camps — Part One

I sommerferien sendes San Francisco børn på camps. Selv i familier hvor pengene er små, prioriteres camps økonomisk frem for sommerferie med familien eller billigere løsninger som babysittere, bedsteforældre eller holde børnene hjemme. Camps vælges også af hjemmegående og hjemmearbejdende forældre. Og forældre planlægger sommerferie camps op til et halvt år i forvejen, sender mails ud til klassekammerater med forslag, og i påsken er der krise, hvis forældrene ikke er kommet i gang med at kigge på dem. For så er de bedste camps røget.

Også i den her sommerferie deltager sønnens kammerater i camps om tennis, baseball, basketball, svømning, fodbold, skak, matematik, drama eller natur. Halvdags eller heldags. Og om aftenen øver børnene sig på læsning, skrivning og matematik. Amerikanere slapper aldrig af!

Jeg mener, at mine børn har brug for ro efter et hårdt år, hvor de har skulle lære et nyt sprog og falde til i en anderledes kultur. Og lige nu stråler de af lykke af at lege sammen og hænge ud med mig. Mine børn keder sig sjældent. Men selv om de ikke havde haft et hårdt år, ville jeg stadig mene, at de havde brug for fred. Fordi skolebørn (i hvert fald på sønnens skole) har en hverdag, som er ekstrem lang, kontrolleret og konkurrencepræget. Uden fri leg. Børn er konstant på og guides af (velmenende) lærere og forældre, som fortæller dem, hvordan de skal gøre tingene. Børnene er altid under opsyn.

På sønnens (også snart datterens) skole strækker en skoledag sig fra kl. 8.30 – 15.30. På alle klassetrin. I sønnens 2. klasse blev børnene pacet via konkurrence om, hvem der først blev medlem af skråskriftklubben, og hvem som først blev færdig med regnestykker. Efter børnenes mundtlige præsentationer gav børnene hinanden karakter på otte punkter som forberedelse, stemmeføring, kropssprog osv. Og mens manden og jeg synes, at det er alt for meget konkurrence og for høje akademiske krav, så klapper andre forældre i hænderne over, at børnene akademisk skønnes at være fremme med hele 2 klassetrin (påstår skolen, den tror vi ikke på).

Efter skole står den på bookends på skolen eller fritidsaktiviteter uden for skolen, som forældrene kører børnene til indtil kl. ca. 18. Bookends består ikke af fri leg, men af fag som mandarin (kinesisk), spansk, kunst, klaver, violin, matematik, skak eller sportsaktiviteter som fodbold, basketball, dans eller rundbold. Og efter skole er der lektier, som tager mellem tyve minutter og en time, nogle gange endnu længere hvis barnet står for en mundtlig præsentation.

Weekenderne er også booket med børnenes sportsaktiviteter og efterfølgende legeaftaler i skolens regi eller med andre familier. Amerikanere afsætter typisk to timer per aktivitet, og sammen med andre familier hænger vi ud på legepladser, tennisbaner og i parker.

På overfladen virker det som om, at amerikanske forældres største skræk er, at børnene skal kede sig og ikke blive stimuleret nok intellektuelt eller ikke blive gode nok til den sport, som forældrene satser på. Jeg hører om ekstreme tilfælde, hvor 2. klasses elever får privat fodboldtræningstimer for at sikre, at de kommer på det bedste fodboldhold! Og sønnens fodboldtræner påstår, at årsagen til, at amerikanere ikke er bedre til fodbold er, at børn aldrig spiller frit som i andre lande. Al den kontrol er bare typisk San Francisco.

Så hvorfor bruger San Francisco forældre så meget tid og mange penge på akademisk og sportslig pacen, herunder sommer camps? Hvorfor får amerikanske børn ikke lov til at kede sig? 

… Stay tuned!