Home Alone During Skiweek

Så lakker vinterferien mod enden i et menneskeforladt San Francisco på grund af skiweek, hvor de lokale drager til Tahoe på ski. Min mand har været bortrejst, og jeg er træt. Om natten har jeg ligget med øjne og ører rettet mod altanen lige over mit hoved, hvor vind og regn har rusket voldsomt i altanmøblerne, så det lød, som om nogen gik rundt deroppe eller prøvede at bryde ind. Ynkeligt, I know. Da jeg betroede mig til to af mine amerikanske veninder, fortalte de, at deres børn camperer i deres soveværelse, når de er alene hjemme. Guilty, det gør vi også hjemme hos os! Børnene synes, at det er mega hyggeligt, men hemmeligt er veninderne og jeg trygge ved at være i samme soveværelse i tilfælde af jordskælv. Ynkeligt, I know! En af veninderne betroede, at hun forleden nat havde fulgt hendes mands fly online på hendes computer, fordi hun var nervøs over en snestorm, som han skulle flyve igennem. Godt med neurotiske medallierede, og at jeg i USA aldrig er den værste!

I weekenden kom min mand hjem et smut, og vi tog til kinesisk nytårsparade, som er den største parade i verden uden for Asien med over tre millioner tilskuere. Sikke en smuk folkefest med musik og smilende mennesker! I paraden deltager skoler og børnehaver fra hele Californien med skolebands eller udklædninger. Private virksomheder deltager med paradevogne, og San Franciscos spidser som borgmesteren deltager i paraden i en åben bil. Vi stod i starten af paraden ved Market street og 2nd street (i første række), som jeg havde læst er det bedste sted for børnefamilier.

IMG_2543

IMG_2527

IMG_2552

IMG_2531

Resten af ugen har jeg hygget med ungerne i et mennesketomt San Francisco.

“Obama”! mumlede de andre mennesker, der som datteren og jeg tilfældigt stod i første parket til et kæmpe sikkerhedsopbud foran San Franciscos rådhus på en almindelig hverdag.

IMG_2240

Kameramænd blev skubbet voldsomt tilbage af politimænd. På Civic Center Plaza stod militær og politi placeret rundt omkring pladsen. På under tre minutter i perfekt timing ankom tolv politimotorcykler, som kørte foran en pansret bil med mørkelagte vinduer, med ti pansrede vogne med høje mænd i jakkesæt og solbriller bagefter. Obama var det ikke, men derimod den franske præsident Hollande. Der er et eller andet mega cool over politi og sikkerhedsvagter i USA. Jeg har vist set for meget af TV-serien Scandal, som er en amerikansk anbefalelsesværdig serie, som omhandler en amerikansk præsident og den politiske scene i Washington. 

Vi fik set to film helt for os selv i bio, nemlig Frozen for tredje gang, hvor vi skrålede med på sangene, fordi vi var mutters alene i salen. Derimod røvkede min datter og jeg os igennem den nye legofilm, som min søn syntes var ok. What’s the hype?

IMG_2235

Yndlingsudflugtsmålet Zoo havde vi også nærmest for os selv – i to omgange – med efterfølgende tur på tågede Ocean Beach, som ligger lige ved siden af zoo, hvor børnene jagtede fossiler, mens modige mennesker surfede i tågen.

IMG_2261

IMG_2263

IMG_2221

En trettenårig pige blev for nogle dage siden bortført fra supermarkedet Safeway i nabobyen Oakland, og jeg modtog amber alert via sms om at kigge efter en bestemt bil, som var set ved gerningsstedet. Men. Sammenlignet med danske Marius fylder sådan en bortførelsessag ingenting i medierne. Sådan er der så meget, jeg undrer mig over.

Ellers har sønnen haft gode playdates med søde klassekammerater, som også inkluderer lillesøster i legene.

IMG_2231

Men vi oplevede også the playdate from hell, hvor en af sønnens venner havde sin lillesøster med, som skulle lege med datteren. Det startede rigtig godt.

IMG_2254

Men i fire timer nægtede den anden lille pige at lege med datteren og ville i stedet lege med drengene. Hun holdt min datter udenfor, hvilket mine pædagogiske evner ikke rakte til at løse, så jeg måtte underholde min uforstående, ulykkelige datter andetsteds i huset. Suk. Kan man tillade sig at ringe efter forældre og bede dem hente barnet før tid? Det besluttede jeg mig for, at jeg ikke kunne. Men jeg burde nok have gjort det. Under smalltalk med faren klynkede jeg over at være alene med børnene i knap to uger. Faren – total rock-type med store huller i ørerne og sort neglelak – fortalte, at han turnerer med bands som lydtekniker og er afsted i op til en måned ad gangen (næste gang med selveste Lorde!), hvor hans kone er alene med børnene. Nå ja, vi har alle forskellige smertetærskler.

Og datteren og jeg besøgte datterens gamle børnehave, hvor vi begge to blev modtaget som rockstjerner af børn og voksne.

IMG_2241

… Næste gang min mand drager væk i en længere periode bliver endnu mere drænende, fordi jeg samtidig skal følge et fem ugers intensivt kursus på Berkeley med en halv dags undervisning hver uge, hvor jeg kommer hjem midnat, ugentlige afleveringer, gruppearbejde og en hovedopgave hvor jeg skal udarbejde en PR-pakke for en virksomhed, som jeg vist nok selv skal finde. Argh. Det kommer ikke til at hænge sammen! 

An Epiphany

Amerikanere taler meget om, at de har haft en epiphany, som er en oplevelse, hvor man pludselig får en dybere forståelse. Sådan én havde jeg i lørdags. Ikke at oplevelsen ændrer mit liv, men den gav mig klarhed.

I sidste indlæg skrev jeg om de hjemløse på Civic Center Plaza. Pladsen har været centrum for min hverdag, fordi jeg har haft bragt og hentet min datter til børnehave. Derudover er jeg medlem af et træningscenter, hvor jeg ikke har været i over tre måneder. Den dårlige samvittighed prøvede jeg at råde bod på i lørdags. Medlemsskabet til træningscenteret er latterligt billigt i forhold til San Francisco priser, og jeg overvejede derfor at beholde det. Centeret er halvskodet (de maskiner, som var i stykker, da jeg startede for et år siden, er stadig i stykker) og beskidt. Men jeg elsker, at det næsten altid er nærmest mennesketomt, hvilket nok skyldes den lidet flatterende beliggenhed med hjemløse og narkotikavrag lige udenfor. Træningscenterets klientel består mest af studerende og ældre, blandet med mystiske typer som mænd, som ligner hjemløse, fordi de går rundt i laset hverdagstøj med en plastikpose, mens de træner. Og så lugter centeret af fed.

Jeg har aldrig følt mig decideret utryg i træningscenteret. Ok. Engang lød der et kæmpe brag og råb ved indgangen, mens jeg var ovenpå. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg — hvis det blev nødvendigt — skulle hoppe ud af vinduet (otte meter ned). Og ok. Jeg er heller ikke 100 pct. tryg, når jeg er i bad alene i centerets omklædningsrum. Lad os sige det på den måde, at jeg passer på mig selv og holder et vågent øje.

Lørdag gik jeg ind i centerets trænings sal, hvor der var sindssyg højt øredøvende musik på et anlæg. Salen er altid tom. Efter ti minutter gik jeg hen og skruede ned. Et par minutter senere dukkede der en vred kvinde op, som forklarede, at man aldrig skulle “touch other people’s stuff” i centeret, fordi folk kunne tro, at jeg prøvede at stjæle. Ikke at hun troede, at det var min hensigt (ya right). Hun viste sig at være træner og stod og opremsede diverse tyverier og endda overfald, som hun havde bevidnet i centeret på grund af tyverier. Da jeg spurgte hende, om hun mente, at jeg burde føle mig utryg i centeret, kunne hun se, at hun havde talt over sig. Så i stedet begyndte hun at prøve at overtale mig til at starte på hendes hold (ya, sure!). Og derudover gav hun mig kuponer til tre ugers gratis træning i San Franciscos dyreste træningscenter, hvor hun åbenbart også underviser af og til.

Bagefter slog det mig: Jeg er færdig med at komme i Civic Center/Tenderloin området. Jeg behøver ikke mere opholde mig i det miljø, fordi min datter har afsluttet preschool. Jeg har haft bildt mig selv ind, at det var sundt for mig at se den mørke side af San Francisco, og jeg har været stolt af at se elendigheden i øjnene i stedet for at lukke øjnene som så mange andre. Bullshit. Al den elendighed stresser mig. Jeg får decideret ondt i hjertet over de stakkels mennesker, som krydser min vej, som jeg ikke kan eller tør hjælpe. Og jeg gider ikke mere skulle holde et vågent øje, når jeg træner.

… Det giver ikke mening, og det får mig til at lyde overfladisk: Men for første gang siden vi flyttede hertil, føler jeg mig fri. Ja til medfølelse. Men nej til dårlig samvittighed over andres elendighed. Og slut med at færdes i Tenderloin, det er ikke sundt for mig.

Where Are The Homeless At Civic Center Plaza During Tourist Season?

De hjemløse dominerer gaderne i San Francisco: De tigger i rabatten med skilte (Please, I am hungry), de ligger på pladser og fortove sovende med tæppe over sig, de sover på metrostationer, de triller rundt med kuffert eller indkøbsvogn og går gennem gaders og boligers skraldespande.

Jeg har besøgt Civic Center Plaza dagligt, fordi det ligger ved min datters preschool. I øjeblikket bugner området af busser loaded med fotograferende turister. Pladsen er en turistmagnet, fordi den er omringet af pompøse bygninger som Rådhuset, Hovedbiblioteket, Operahuset og Asian Art Museum.

Men hvor er pladsens hjemløse i øjeblikket? Sidste sommer forsvandt de også, men vendte tilbage sent efterår. De er flyttet tror jeg. Men ikke af fri vilje.

Den kendte plads — som er en stor græsplæne med oliventræer — er fyldt med hjemløse, fordi pladsen også grænser op til San Franciscos mest belastede kvarter Tenderloin. Normalt er plænen fyldt med sovende skikkelser under tæpper. Men ikke i turistsæsonen fordi alle græsområder bliver holdt sjask våde. Området patruljeres af politibetjente, som venligt beder de hjemløse flytte sig. Normalt er Civic Center Plazas fortove fyldt med hjemløse. Dagligt krydser jeg enlige mænd i laset vintertøj, som går rundt med deres ejendele — uopmærksom på trafikken — eller som går gennem skraldespande. Og jeg ser grupper af mænd, nogle i kørestole, som sidder på trapperne foran biblioteket eller Asian Art Museum. Et par gader væk inde i Tenderloin kan man på visse tidspunkter af døgnet se lange køer af mennesker på fortovene, som venter på mad eller anden hjælp.

Områdets elendighed er hjerteskærende. Og så har jeg endda ikke beskrevet Tenderloins åbenlyse narkotika handel og spøgelseslignende misbrugere. Bare et par gader længere væk fra pladsen.

Truth be told: Jeg forstår godt, at byen passer på dens turister og rydder op. Det er skræmmende at komme gående mod en psykisk syg eller påvirket person, som pludselig begynder at løbe, tale til en eller slingrer. Særligt sammen med børnene! Med tiden har jeg lært at gå ud til siden på de brede fortove, og at de hjemløse sjældent gør nogen andre fortræd end dem selv.

Og ja. Det bør nævnes, at San Francisco gør en masse for de hjemløse. Jeg læser mig til, at det skulle være nemmere at være hjemløs i San Francisco end andre steder på grund af mulighederne for økonomisk hjælp, væresteder og endda lægehjælp. Byens beboere er kendt for at  tolerere byens hjemløse. Hvis du spørger mig ignorerer byens beboere de hjemløse, samtidig med at de er på vagt, fordi det er så tydeligt, at størstedelen af de hjemløse har psykiske problemer. Alle børnefamilier — inklusiv min egen — kæmper med at skulle forklare deres børn, hvordan det kan ske, at et menneske ender på gaden. “Hvorfor er der ikke nogen, som hjælper ham”? “Mor, tror du også ham der er syg og hjemløs”? Min otteårige søn bekymrer sig om, om hjemløshed kan overgå ham.

Da vi flyttede hertil, gjorde jeg meget ud af at konfrontere elendigheden: Jeg havde øjenkontakt med de hjemløse, som talte til mig, og gav en til to dollars, når jeg følte mig tryg. Jeg gik mange ture i Tenderloin i stedet for at tage metro eller bil. I dag skammer jeg mig over at tilhøre den kategori af byens beboere, som prøver at ignorere de hjemløse det meste af tiden. Enkelte gange, oftest når jeg genkender en hjemløs, giver jeg mellem en og fem dollars. Men ikke ofte nok. Men at forholde mig til dem er simpelthen for psykisk hårdt og drænende: En blanding af dårlig samvittighed over ikke at kunne hjælpe og utryghed i forhold til deres psykiske tilstand, hvis jeg tager kontakt til dem.