Happy Friday!

Kender du det amerikanske udtryk “bad things come in threes”? Sådan var min uge med 1) sygdom: med to store syge børn hjemme fra skole, to klattede voksne og håndtering af sundhedsforsikring (krydret med babys seks måneders vaccinationer og en meget travl ægtefælle), 2) min bil i stykker, igen: som sagde en ny skvulpende lyd, særligt op af bakke, indtil den kortsluttede, fordi den åbenbart har slugt regn (!?!) og 3) en ødelagt vaskemaskine, som blev erstattet med en ny vaskemaskine, som måtte returneres, fordi den oversvømmede vores entre. Så tøj bliver håndvasket — af mig — indtil de fikser vores “nye” vaskemaskine, og hvornår det bliver er uvist, fordi de ikke ringer tilbage. Fed uge.

Baby har ikke fået sovet om dagen, fordi han blev forstyrret af enten telefonopkald, sin syge storebror og storesøster eller ringen på døren. Når jeg prøvede at putte ham eller lå med ham sovende i favnen i min seng (jep, det stadie er vi ikke ovre), blev jeg oversvømmet med emails fyldt med hjerte emojis fra hans syge søskende, hvor den store typisk skulle have hjælp til at printe lektier, og den lille kom med savn- og kærlighedserklæringer (nurh!), eller begge hver for sig tiggede om lov til at spille computerspil eller komme ind på mit værelse (som jeg ellers havde forbudt). Hvis jeg ikke fik svaret på emailen indenfor to minutter, og selv når jeg svarede ok til at de spillede (for at få fred), stod de alligevel skiftevis i døren, listede ind og hviskede om alt mellem himmel og jord. Samtidig fik de altid vækket deres let sovende, selskabelige lillebror. Suk. Jeg glæder mig til en forhåbentlig mere rolig næste uge og hverdag alene med min glade, hyggelige lille fidus. Nøj han er kær!

Så den her weekend skal nydes, ekstra! Først med en dansk veninde på shoppetur inde i (turist)centrum, hvor jeg for første gang den her uge vil tage noget pænt tøj på. For som typisk dansker er min veninde altid inspirerende klædt på i dansk lækker minimalistisk stil. Dernæst står den på hygge med vores gode amerikanske venner — formentlig i træningstøj, med dem iført træningstøj, uanset hvad vi finder på at lave.
img_4486-1

Apropos amerikanernes (og vores) hang til træningstøj, så var mit lyspunkt den her uge, at nu kan (og bør) modebevidste danskere også trække i træningstøjet, selv på dage hvor de ikke træner. Nu har Vogue nemlig bekræftet, at det er ok at gå i selv stramme yoga tights hele dagen — så længe man følger fem gyldne regler, som du kan læse her. Træningstøj er simpelthen en trend, og det at jeg sammensætter det med f.eks. læderjakke, tørklæde og solbriller er åbenbart netop en af de måder, det kan gøres på. Juhu, officielt er jeg ikke længere “amerikaner kikset,” nu er jeg bare del af en trend. Altså i modeinteresserede danskeres øjne, I andre rynker nok stadig på panden af mig? Jeg vil vove at påstå, at de dage, hvor jeg starter dagen i træningstøj, er jeg langt mere motiveret til at komme ud af døren og gå en tur. Og glade farver sætter humøret i vejret. Nu må vi se, om Danmark hopper med på bølgen. Hep, hep!

PS. Normalt ville jeg iføre mig sorte sneakers til spraglede leggings, men overdrivelse fremmer forståelsen, og jeg havde hårdt brug for en ekstra farveindsprøjtning efter den her uge.

… Ikke mere ævleri/febervildelse/”rambling” herfra — god weekend!

Dressing Casually In San Francisco

Som københavner gik jeg aldrig ud af døren i træningsbukser, medmindre jeg rent faktisk var på vej til træning. Københavnske kvinder og mænd rangerer efter min mening som de bedst klædte i verden. Alle har en personlig stil, et særligt udtryk. Jeg elsker at skille mig ud.

Men så flyttede vi til San Francisco. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle spankulere rundt i flagrende, lange boheme kjoler, med blomster i håret og klipklapper. Det blev så aldrig aktuelt (mere om vejret i San Francisco en anden gang). Indtil vores flyttegods ankom, var jeg i tre måneder iført mit eneste medbragte varme tøj: Den københavnske neutrale, afslappede uniform som består af stramme sorte jeans, t-shirt, læderjakke, tørklæde, løst hår, ankelstøvler, Ray-Ban solbriller, smykker og lidt sminke.

Ved afhentning af sønnen på skolen følte jeg mig som en rockstjerne. Den neutrale mor-uniform i San Francisco består nemlig af: Nul makeup, stramme sorte træningsbukser eller løse jeans, t-shirt, praktiske træningssko (glem New Balance) eller klipklapper, solbriller og håret sat op. På kolde dage dominerer dynejakker og fleecetrøjer. Mødrene ligner nogen, som enten har været eller er på vej til træning.

De andre mødre var søde. De komplimenterede min påklædning, jeg tiltrak mig blikke. Ramt af mega kulturchok havde jeg bare mest lyst til at være anonym og se vores nye intense omgivelser an i fred for kommentarer om noget så ligegyldigt som mit tøj. Alligevel var jeg i lang tid ikke klar til at møde op i neutralt tøj. Indtil nu.
Jep, nu ser man mig i (endda stramme) træningsbukser, gode men enormt grimme træningssko, makeup fri og med hestehale og solbriller. Også på dage, hvor jeg ikke har været i nærheden af et træningscenter. Jeg farver heller ikke mit hår længere og har opdaget, at det faktisk er en ok lys leverpostej farve (dejlig overraskelse efter tyve år som mørkhåret). Indrømmet, jeg kan godt savne at have min egen stil. At skille mig ud. Og mit danske tøj eller boheme kjoler kommer også på et par gange om ugen, når jeg skal feste, eller når mit amerikanske liv virker uoverskueligt. Min gamle stil minder mig om, hvad jeg står for som dansker i modsætning til amerikanerne og giver mig mere gennemslagskraft.
Men jeg nyder casual og makeup fri dage. Jeg nyder at være ligeglad med, hvad andre tænker om mit udseende. Som familie tager vi endda på restaurant i træningstøj (til vores forsvar er det helt normalt herovre). Og så hjælper det selvfølgelig også, at jeg rent faktisk er begyndt at slæbe mig afsted til træning — en gang imellem — så lidt identitet ligger der vel i mit tøjvalg?