When Life Gives You Lemons…

F… den blog har jeg haft tænkt siden november. ‘Real life’ har kastet citroner i vores retning, og jeg har fuldstændigt haft mistet lysten til at blogge.

I går aftes (mens jeg undersøgte, hvordan man lukker bloggen uden at slette alt?) slog det mig, at jeg i stedet for at lukke bloggen, måske i stedet bare skal skifte spor. At et ændret udgangspunkt måske kan give mig skrivelysten og glæden tilbage ved at blogge.

Efter mere end fire år i San Francisco er mit perspektiv ændret. Det er svært at forklare, men jeg tror, at det tydeligst kommer til udtryk ved, at jeg er holdt op med at sammenligne Danmark med USA. Jeg er holdt op med at have et stensikkert bud på, hvordan man gør og tænker i Danmark. Jeg tjekker flere amerikanske nyhedssites end danske. Jeg føler mig ikke som en dansker i San Francisco, men snarere som en amerikaniseret dansker, en expat, som føler sig mest hjemme i San Francisco.

Efter overvejelser frem og tilbage ser det ud til, at vi flytter tilbage til Danmark til sommer. Ligesom sidste år kom der nye omstændigheder på bordet, som tvang os til at genoverveje, om USA ikke var en bedre base for os. Men pilen peger altså i retning af Danmark nu. Igen en svær beslutning, denne gang nok den sværeste.

Det bliver noget af en omvæltning for alle mand at flytte tilbage: Mine to skolebørn har kun været “hjemme” to gange på knap fem år, min datter har haft boet de fleste år af sit liv i USA, og min yngste er amerikansk statsborger. I forhold til vores repatriering bliver jeg aldrig træt af at gentage: børn er ikke særligt fleksible, børn falder ikke “bare” hurtigt til. Ligesom voksne er det børnenes personlighed kombineret med heldige/uheldige omstændigheder, som kommer til at afgøre, hvordan de klarer skiftet. For os voksne handler det om ikke at blive deprimeret over det danske vejr og den mere negative danske mentalitet. (Det, at danskerne gang på gang kåres som det lykkeligste folk i verden, kan man i hvert fald ikke spore i danskernes sociale interaktioner!)

Nu hælder jeg vand ud af ørerne om vores repatriering. Men sandheden er, at jeg næsten ikke tænker på den, fordi jeg overvejede vores muligheder for at blive, herunder jobtilbud til både manden og jeg. Og så har jeg haft rigeligt at se til med de citroner, som vi har fået smidt i hovedet. Repatrieringsdelen tager vi, når vi når dertil. Hvis der er noget, som vi har lært af vores udlandsophold, så er det at håndtere modgang, det er vi fandeme gode til!

Summa summarum: Hvis jeg fortsætter med at blogge, bliver det her på bloggen, men på engelsk med expat briller — mine briller — fremfor fokus på kulturforskelle mellem Danmark og USA. Så jeg kommer til at skrive om ???

Så må vi se, om overskud og skrivelyst melder sig…

A Budding Goodbye

Møg uge. Jeg har været trist. Vores allerbedste amerikanske venner flytter ud af byen den her weekend. De har været vores sparringspartnere under op- og nedture og vores medallierede, når hverdagen skal gå op. Samtidig ejer de en fænomenal humor og livsperspektiv, som sætter kulør på hverdagen. De holder af vores børn og vi af deres, og vi hænger ud med dem både med og uden børn.

En æra slutter.

Til gengæld er både de og vi helt oppe at køre over, at vi det næste halve år skal tilbringe weekender sammen i deres overfede kæmpe hus i smukke Marin tæt på redwood skove og vores favorit strandby Stinson Beach.

Det hjælper lidt på følelsen af tomrum, som deres flytning efterlader. Men så stopper festen. For til sommer skal vi jo sige endeligt farvel, når vi flytter “hjem”. Og de venner har jeg ikke lyst til at undvære i mit liv, hverken halvt eller helt.

Indtil nu har jeg ellers kun haft glædet mig til at flytte tilbage til Danmark. Men vores venners flytning har tydeliggjort, at vi snart skal give slip på et liv, som efter fire år føles hjemligt og trygt. Den her gang bliver det ikke “på gensyn”, som da vi flyttede fra Danmark. Jeg må “suck it up”, for det er jo kun en forsmag på, hvordan det bliver, når vi skal pakke vores liv sammen om et halvt år. Ja måske endda allerede om fem måneder, hvis vores drøm om en to måneders USA roadtrip går i opfyldelse. Og på den positive side hjælper vores venners flytning os med at give slip, og vores flytning har hjulpet dem tilsvarende med at tage springet ud af byen.

“And suddenly you know: It’s time to start something new and trust the magic of beginnings”. Meister Eckhart

 

Expat Wife/Housewife/Trailing Spouse/Accompanying Spouse

IMG_2999-0 Det her indlæg kommer lige fra hjertet, fordi jeg ønsker at støtte andre, som ligesom jeg følger med på en udstationering. Med tre års erfaring som “hjemmegående medfølgende ægtefælle” håndterer jeg jævnligt danske venner og bekendtes undrende og fordumsfulde spørgsmål og jokes. Det kræver en stor portion selvværd at bytte en karriere ud med et stempel som husmor og med rank ryg svare på spørgsmålet: “Og hvad får DU så tiden til at gå med”?

Tanker til dig

At flytte til et andet land er hårdt arbejde. Det kræver mod og koster sved og tårer. Det udvikler nye færdigheder, og man bliver klogere på sig selv. Mange forhindringer afskærer den medfølgende ægtefælle fra at arbejde. For mange familier kan familielivet simpelthen ikke hænge sammen, hvis begge ægtefæller skal arbejde. Jeg kender også mange medfølgende ægtefæller, som ikke kan få arbejdstilladelse i USA, eller som ikke kan få det job, som de havde tidligere, fordi det kræver efteruddannelse. Medfølgende ægtefæller kommer efter største sandsynlighed til at skulle redefinere deres (arbejds)identitet.

“It’s a helluva start, being able to recognize what makes you happy.” Lucille Ball

Til alle jer nuværende og fremtidige “medfølgende ægtefæller” vil jeg råde jer til at overveje: Hvad gør dig glad? Hvad betyder mest for dig? Hvad vil du have ud af dit udlandsophold? Hvor længe planlægger I at være udstationerede? Løbende har jeg haft genovervejet min situation, hvilket jeg vil anbefale, fordi “things change”. Måske har børnene mindre brug for din tid, måske får du spat af rollen som husets rengøringsdame og kok, måske er du klar til at flytte tilbage til Danmark? Måske betyder det sociale miljø på en arbejdsplads mere end faglige udfordringer? Måske bliver det nødvendigt med to indtægter for at finansiere udstationeringen? Med dollaren nu op i syv kroner og vores primære indtægt udbetalt i danske kroner, kan vi bestemt bruge en ekstra indkomst. Valgene er langt flere, hvis man har det godt med at alliere sig med en nanny eller au pair. Alt i alt er beslutningen om at være hjemmegående/flytte hjem/ få arbejde/betale sig til børnepasning en personlig prioritering. Alle muligheder er tilstede, det handler om at finde frem til kernen af, hvad der gør dig mest glad.

Hvad sætter du pris på ved dit udlandsophold? Prøv at lægge din identitet dér, det har virket for mig.

Om mig

Jeg har styr på mine prioriteter og dermed fred med de kompromis’er, jeg har måtte indgå. Det har været et valg fra min side ikke at spilde et eneste sekund på at være ked af rollen som hjemmegående, som tidsmæssigt på grund af børn i USA har haft svaret til et halvdagsarbejde. Bekymringer under vores etableringsfase har vi haft masser af, og det giver ikke mening at tilføje ekstra ærgelser, som man rent faktisk kan ændre på! Jeg anskuer beslutningen om at være hjemmegående som selvvalgt i en tidsbegrænset periode af vores liv. Før vi flyttede til USA, var jeg afklaret med, at jeg ikke kunne forvente både at rejse, arbejde og få en hverdag med børn til at hænge sammen med to fuldtidsjob. Fordi jeg som barn selv har prøvet at flytte til udlandet, ønskede jeg at være der 100 pct. for mine børn i tilvænningsfasen og så længe, som de havde behov for mig. Jeg vidste, at jeg ikke kunne forvente et arbejde som jurist svarende til det arbejde, som jeg havde derhjemme. En karriere i USA ville kræve, at jeg startede “forfra”, eller det ville kræve videreuddannelse. Så derfor valgte jeg videreuddannelse med fokus på mine fremtidige karriereønsker, samtidig med at jeg har haft fokus på at nyde min tid som hjemmegående og krydre vores familietid med rejser og unikke amerikanske oplevelser. Det her kommer til at lyde forkælet, men for mig handler det om fagligt selvværd og integritet: Jeg har været afklaret omkring, at jeg hellere vil være hjemmegående end få et arbejde i USA, som ikke stimulerer mig, for efter min erfaring findes der ikke noget mere energidrænende end et røvsygt arbejde. Jeg vil hellere flytte tilbage til Danmark end skaffe mig et kedeligt og stressende arbejde i USA. Jeg føler, at jeg efter mange år på arbejdsmarkedet “fortjener”, at mit arbejde skal være spændende, pynte på mit CV og hænge sammen med vores hverdag. Min største frustration som hjemmegående har været rengøring og oprydning. Økonomisk har jeg dog haft prioriteret fede weekendture og ferier over en rengøringsdame. Altid. Folk er forskellige, og sådan er jeg altså skruet sammen.

Efter tre år har jeg stadig ro i maven, fordi jeg har en god karriere bag mig, og fordi jeg har en mand, som hele tiden har lovet at ville flytte tilbage til Danmark, når jeg ikke længere syntes, det fungerer. Jeg har ro i maven, fordi vi har hundredevis af oplevelser og rejser i bagagen, som vi aldrig ville have fået, hvis vi var blevet boende i Danmark, eller hvis jeg havde fået fuldtidsarbejde i USA. Jeg føler ikke, at jeg er gået på kompromis med min faglighed, fordi jeg via videreuddannelse har dygtiggjort mig på nye områder. Til min store glæde har jeg fået fingrene i det perfekte fleksible deltidsjob i USA, som pynter mit CV. Min videreuddannelse (“Professional Writing”) koblet med min tidligere erhvervserfaring som jurist åbnede døren. Jeg kommer ikke til at arbejde flere timer, end da jeg studerede. Jeg skal nu betale mig fra rengøring (halleluja!).

Omverdenen

Men havde jeg ikke fået arbejde, så havde jeg haft fred med det. Det rører mig ikke, at de fleste danskere ser ned på hjemmegående expat husmødre. Lad os være ærlige, sådan er det! Jeg føler ikke mindreværd, når folk undrende spørger til min hverdag og karriereplaner og samtidig fortæller om deres fortravlede liv. Tværtimod føler jeg mig priviligeret over, at jeg tager en pause i nogle år fra den danske hverdags trummerum og fylder den med anderledes oplevelser, indtryk og ikke mindst tid med børnene. Vi har som familie rejst USA og nabolande tynde og fået perspektiv på vores danske liv på godt og ondt. Dagligt bliver vi inspireret af kultur, normer og indstillinger til livet, som står i direkte modsætning til den danske mentalitet.

Jeg har aldrig identificeret mig med begrebet hjemmegående, fordi jeg har lagt min identitet i at være on and off deltidsstuderende og globetrotter. Jeg har følt mig i kontrol over mine valg, fordi jeg altid har fokuseret på muligheden for at ændre mine prioriterer (flere studier/hyre en nanny/flytte tilbage til Danmark/skrive en bog).

“Happy people plan actions, they don’t plan results.” Dennis Waitley

Så kære medfølgende ægtefælle, ret ryggen, vær stolt af det, du har overkommet og opnået i dit udlandsophold. Hvad har du overskud og lyst til at bruge dit udlandsophold på lige nu og på sigt? Min redning fra en identitetskrise har været at udleve min passion for at rejse (læs mit indlæg Wanderlust her) og skrive. Hvad er din passion? Mens graviditet igen fylder vores hverdag med forhindringer og bekymringer, ser jeg frem til vores næste rejseoplevelse, nemlig en tur til Hawaii, som står som en af vores bedste ferieminder nogensinde. Hvad sætter du pris på ved dit udlandsophold, og hvad ser du frem til, som giver dit udlandsophold et formål? Prøv at lægge din identitet dér. IMG_0858

The Ultimate American Birthday Party

Sidste lørdag fejrede vi datterens syvårige fødselsdag. På klassisk amerikansk manér. Hun har haft glædet sig i måneder, og i skolen har hendes klassekammerater glædet sig sammen med hende, da Pump It Up er en klassisk fødselsdagsdestination. Jeg var faktisk lidt flov over at holde sådan en såkaldt all inclusive package, fordi det er amerikansk på den ucharmerende måde, upersonligt, uoriginalt og næsten for nemt. Men efter at have prøvet det, gør vi det gerne igen! Forældre på skolen føler sig ofte forpligtede til at invitere også parallelklassen (why, but why?), hvilket er kaotisk, larmende og dyrt. De 21 børn inklusiv enkelte søskende var en perfekt hyggelig størrelse. Før datteren fik os overtalt til arrangementet, havde jeg forsvoret nogensinde at køre til Pump It Up igen. Pump It Up ligger nemlig i San Franciscos mest belastede kvarter, og til sidste fødselsdag — i min iver efter at undgå at køre på motorveje (jajaja jeg ved godt, at jeg har et problem) — førte min GPS mig gennem et top skummelt kvarter, hvor jeg med hjertet oppe i halsen passerede fallerede huse og typer, som lignede definitionen på bad guys, mens de sad i klynger og hang ude foran husene. Utrygt. Jeg anede ikke, hvor jeg var. Den oplevelse ville jeg dog have undgået, hvis jeg havde kørt ad motorvejen, ligesom alle andre.

I børnehøjde er Pump It Up med dets oppustelige hoppeborge paradis, fordi børnene for en gangs skyld får lov til at lege frit og vildt sammen uden voksenindblanding. I voksenhøjde er Pump It Up ensbetydende med at stå som tilskuer i en rungende hal med børneskrig, hvor forældre ind i mellem må ind og redde børn ud, som sidder fast, eller som er kommet til skade. Som ved alle andre steder med fysisk aktivitet i USA, er man tvunget til at skrive under på en waiver, så man ikke kan søge erstatning, hvis forælder eller barn kommer til skade. Bort set fra at vores fødselsdagsbarn på dramatisk knaldede panden ned i gulvet og måtte sidde med is på sin bule i ti minutter, mens fødselsdagen gik i gang uden hende, var fødselsdagen en succes. Her er hun forsinket på vej ind til sin egen fest med bule i panden iført den såkaldte birthday crown.

IMG_1435

Resten af festen var en bragende succes med leg i to forskellige haller med 40 min. hvert sted. Storebror havde sine to bedste venner med fra klassen.

IMG_1452

Der blev hoppet, klatret, rutschet og skudt med bolde. Festen endte i et party rum med pizza og kage og en overlykkelig datter i den oppustelige fødselsdagsstol. Total plastik og dårlig smag. Hvor danskere har en tendens til, at fester og middage også meget gerne skal se lækkert ud, så er det i USA fuldstændig lige meget, at et bord er bedækket med pap og plastik. Forældre sammenkomster i skoleregi og privat er typisk sammenskudsgilder, hvor hver gæst stiller sin medbragte ret — som sjældent er hjemmelavet — på et bord, og man står op og snakker eller finder en stol at sætte sig på, mens man spiser noget mad på sin paptallerken. Nogen bruger paptallerkener, hvor man også kan placere sit plastikglas i en holder, så man ikke skal balancere med tallerken og glas. For sådan en type som mig, som er bange for at kikse maden, er det befriende, at man kan fokusere på formålet: at hygge sig.

IMG_1459

Vi medbragte kage (andet mad er ikke tilladt at medbringe, men skal købes), og ellers klarede personalet alt, selv at dække bord, dele pizza og grønt ud, udskære kagen, ryste folk sammen til at synge fødselsdagssang, pakke gaverne sammen i en pose og rydde op. I USA pakker man i øvrigt aldrig gaver op foran gæsterne. Fordi alting blev klaret, havde vi voksne tid til at sludre med forældrene, som er en særlig hyggelig gruppe i den klasse. Jeg fik tilkæmpet mig en kupon på cyber Monday, så vi brugte overraskende nok ikke flere penge end på sidste års fødselsdag, som blev holdt hjemme, selv om pakken indeholdt pizza og giftbags inklusiv balloner til børnene. Win-win, right? De klassiske valg af børnefødselsdagsdestinationer i San Francisco koster nemlig kassen (hvilket jeg har skrevet om her). Som afslutning på den ærkeamerikanske fødselsdag, mangler datteren bare at uddele takkekort, som hun skal skrive i weekenden. Sjovt nok nævnte flere af forældrene, at nu var vi blevet rigtige amerikanere med det klassiske fødselsdagsvalg, hvortil jeg svarede, at næ nej det var kun datteren. Men eftersom vi voksne er klar til at gentage arrangementet, og sønnen ønsker sig en lignende fødselsdag, så kan jeg vist ikke løbe fra, at resten af familien også har rykket sig og åbenbart ikke længere er så bange for amerikanske klicheer.

Expat Battles

Så blev her stille igen. De seneste snart tre uger har været hårde med små nedture for os allesammen, hvilket har givet mig lyst til at kaste håndklædet i ringen og flytte hjem. For os voksne indebærer vores expat status en masse administrative kampe, som kræver kæmpe overskud. Vi har besluttet at give vores udlandseventyr halvandet år til. Vilkårene for vores forlængelse er ikke optimale og faktisk ikke engang helt på plads, men vi er nødt til at træffe beslutninger og handle, for ellers står vi med udgifter til hjem og skolepladser i to forskellige lande efter sommerferien. Igen har vi haft oplevet, at det amerikanske sundhedsvæsen afviser os, fordi de ikke vil acceptere vores sundhedsforsikring. Det er drænende at kæmpe mod tre systemer (vores danske forsikringsselskab, deres amerikanske samarbejdspartner og det amerikanske sundhedsvæsen), som skyder skylden på hinanden. Det er skræmmende og ydmygende at bede om lægehjælp og blive afvist. Godt at min bedre halvdel er trådt til og har overtaget kampene, for jeg kan ikke rumme dem i øjeblikket. Men efter tre hårde uger går alting pludselig bedre, solen skinner, og jeg har overskud til at minde mig selv om, at vores udlandsstatus er selvvalgt. Vi har truffet beslutningen om at blive. Nu handler det om at få det bedste ud af den beslutning. Jeg minder mig selv om alle de forhindringer og nedture i vores expat tilværelse, som vi som familie — børn som voksne — har overkommet. “If you don’t like it, change it”! Gang på gang ændrer vi dårlige forhold til bedre. Hvor jeg før vores expat tilværelse nok havde en tendens til at bekymre mig (for meget), er jeg efter vores tre år i USA blevet mere frygtløs og handlekraftig med fokus på mål fremfor forhindringer. Jeg føler mig stærkere end nogensinde, selv når jeg føler mig svag. Det er samtidig en kæmpe lettelse og gulerod at vide, at vi ikke for evigt skal leve i det her administrative limbo med foden i to forskellige lande, fordi vi ikke 100 pct. hører til nogen af stederne.

Expat Life — The Cons Of Moving Abroad

IMG_2687Nedenfor følger en liste over de værste aspekter, som jeg oplever ved livet som udenlandsdansker. Expat-tilværelsen byder på hårde sider, som gælder uanset hvilken nationalitet man har, og hvor man flytter hen. Formentlig kan man som udenforstående ikke sætte sig ind i, hvordan det er at flytte til et andet land. Men nu prøver jeg alligevel.

Mit første år i San Francisco oplevede jeg som en ud af kroppen-oplevelse, hvor hele mit mindset var indstillet at få familien til at falde på plads i en hverdag, som på ingen måder levede op til nogens forventninger. Jeg fandt støtte for mine frustrationer og skuffelser fra uventet kant. Det blev ikke hos amerikanere, som ellers udviste hjælpsomhed og imødekommenhed og forklarede mig op og ned på ting, som jeg undrede mig over. Det blev heller ikke hos mit netværk i DK, som jo ikke kunne sætte sig ind i, hvad jeg gennemgik. Jeg fandt derimod støtte hos en anden immigrant — Adnan — som jeg snakkede med to gange om ugen, når jeg tankede op på tankstationen ved sønnens skole. Adnan var flyttet fra Aqaba i Jordan (som jeg kendte som turist), og jeg fra København (hvor Adnan havde en fætter). Selv om vi kom fra fuldstændig forskellige baggrunde og verdensdele, havde vi meget tilfælles. Og i den første tid kæmpede Adnan og jeg med de samme udfordringer og følelsen af ikke at høre til i vores nye liv.

Adnan og jeg var ankommet med en uges forskel til San Francisco, midt i januar måned. Vi skulle begge starte med at læse, jeg på Berkeley, han på tandlægehøjskole. Adnan arbejdede deltid på sin onkels tankstation, mens han ventede på, at han fik Californisk resident status, så han kunne starte på sit studie. Vi havde begge forventet daglige spændende, inspirerende oplevelser, men syntes hverdagen var op af bakke og røvsyg. Vi havde begge forventet syd californisk klima og var rystede over den iskolde vind, som uventet indfinder sig også i dagstimerne på den årstid. Det havde ingen af os pakket tøj til eller kunne finde den rette påklædning til. Vi følte os begge fremmede, utilpassede og uvelkomne i San Francisco. Vi var skuffede. Vi var overvældede. Jeg fortalte om mine egne og mine børns trængsler, og han fortalte om sit savn efter hjemme og tvivl, om hvorvidt han skulle blive. En dag, et halvt år senere, var Adnan pludselig væk, hvilket gav total mening for mig, fordi han ugen forinden havde været helt nede i kulkælderen og talt om at droppe sit studie og rejse hjem.

Efter to et halvt år er vi faldet til og er glade for vores californiske liv, men livet som udenlandsdansker rummer stadig mange savn og udfordringer, som jeg har samlet i en liste over de værste aspekter ved expat-tilværelsen:

1. Kulturforskelle

Jeg troede, at jeg havde rimelig styr på den amerikanske mentalitet. Jeg troede, at jeg havde styr på det amerikanske skolesystem og børnehaver. Men nej! Amerikanere tænker anderledes. De taler anderledes. De har andre værdier, traditioner og bekymringer. Et godt eksempel er illustreret i mine indlæg om min yngste datters første preschool oplevelse, hvor jeg baseret på mine danske erfaringer med børnehaver fuldstændigt tog fejl af, hvad vi gik ind til i en Montessori-baseret børnehave. Forløbet kan du læse om her. Vi har en meget anderledes tilgang til børneopdragelse i forhold til amerikanske forældre, og det vil vi fortsætte med. Læs om amerikansk børneopdragelse her.

De mest tricky kulturforskelle er dem, som ikke bliver sagt højt: Do’s og Don’ts som er alment kendt. Amerikanere er ekstremt konfliktsky og høflige, og derfor er det ekstra vigtigt at lytte efter, når de for eksempel ikke klart svarer på ens spørgsmål eller kommer med andre forslag. De er simpelthen for høflige til at sige tingene direkte — fuldstændig i modsætning til mig, som er udstyret med en dansk direkthed og to the point attitude. Det første år i San Francisco prøvede jeg desperat at arrangere legeaftaler uden en medfølgende mor eller far, som jeg dermed skulle underholde, men det lykkedes ikke. Op til en alder af otte år fungerer legeaftaler bare på den måde, og playdates går lige så meget ud på at dække forældrenes sociale behov som børnenes. Ingen forælder sagde direkte, at de foretrak at blive hængende eller ønskede at tage med i zoo, selv om det altid endte sådan: “Do you mind”? Mig: “Of course not.” Arghh.

Hvor meget tipper man en frisør? Tipper man sin mekaniker, skraldemand, postbud, hårde hvidevarer montør? Hvor meget? Hvor meget skal en fødselsdagsgave koste til klassekammeraten? Hvor meget donerer man til forældrekassen på skolen? Hvor meget donerer man til den årlige fundraising på skolen? Hvad tager man med til forældreaften hos en familie fra skolen, hvor der er sammenskudsgilde? Hvordan håndterer man hjemløse? Hvordan håndterer man dørsælgere og telefonsælgere?

Små hverdagsaktiviteter kan være svære. Mit første indlæg på bloggen handlede om, hvor svært det var for mig at lære at lave small talk med fremmede, på en afslappet måde. Hvad svarer man på kasseekspedientens spørgsmål: “hello, how are you today”? Som indadvendt københavner tog det øvelse og tid at lære at styre den slags samtaler på en afslappet måde. Læs om small talk her.

Jokes, som jeg ikke forstod tidligere, giver i dag mening. Jokes relaterer sig til folks frygt, pinligheder mv. Hvad er morsomt? Min humoristiske sans har rykket sig meget, siden jeg er blevet integreret i det amerikanske samfund, og jeg kan nu grine sammen med amerikanerne. Det er vigtigt at have nogen at grine med!

2. Ensomhed og venskaber

Særlig begyndelsen uden netværk i ens nye tilværelse er hård og ensom. Amerikanere forstår ikke de kulturforskelle, som man kæmper med. Og ens danske netværk forstår heller ikke de kulturforskelle, som man kæmper med over there. Bemærkninger som: “Ah det kommer hurtigt til at falde på plads” kan bare få en til at føle sig endnu mere utilpasset og forkert. Det er pisse hårdt arbejde at få familien til at falde til i et nyt land, det er ikke noget, som bare sker, og det kan føles som en meget ensom opgave.

Når man ved, at man en dag flytter tilbage til DK, medfølger at ens nye venskaber i værtslandet har en udløbsdato. Jeg oplever heldigvis ikke, at folk holder tilbage, men jeg bliver ugentligt spurgt om, hvornår vi flytter tilbage: Fordi de håber, at vi har ændret planer og bliver boende.

Den slags venskaber hvor man kan ringe og bede om hjælp, mens man er allermest sårbar — uden at føle sig åndssvag — kræver mod og en fælles historie.

3. Afstanden

At flytte på afstand af sit hjemland åbner øjnene for alt det, som ikke findes i DK. Samtidig kan det i tilpasningsfasen føles ekstremt utrygt, at netop ingenting er, som du er vant til.

Livet i hjemlandet fortsætter med juleaftener, sygdom, nedture, opture, fødsler, bryllupper og begravelser — uden dig. Når venner og familie bliver syge eller oplever nedture oplever jeg udover savn stor skyldfølelse over ikke at kunne være der for dem.

Vores ni timers tidsforskel til DK betyder, at vi sjældent ringer sammen med familie og venner.

4. Daglige rutiner, at starte forfra

Der er kæmpe forskel på at opholde sig i et land som turist og som fastboende, og hvad man sætter pris på som turist er ikke de ting, som man nødvendigvis vil sætte pris på som fastboende.

At etablere nye rutiner med madindkøb, transport og madlavning tager tid. Hvad skal man erstatte rugbrød med? Hvor kan man købe havregryn? Hvor finder vi flæskesteg, rødkål, marcipan og grødris til juleaften?

Tilvænning til en anderledes hverdagsdagsrytme som føles fremmed og som spild af tid som for eksempel at skulle bruge flere timer dagligt i en bil for at ordne ærinder, som man tidligere ordnede indenfor gåafstand. Eller for eksempel at både børnehave og skole forventer forældredeltagelse og- tilstedeværelse i et omfang, som man helt synes, at de burde skamme sig.

At etablere et nyt hjem herunder investere i støvsuger, møbler, gæsteseng, dyner og køkkengrej er dyrt, og det kan føles nærmest angstfremkaldende i starten, hvor mange penge man bruger på helt almindelige, men nødvendige ting.

5. Børn som ikke falder til

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Børn falder ikke bare hurtigt til i deres nye liv. Børn er ikke ekstra fleksible eller hårdføre. Det er en myte! Hvordan børn tilpasser sig en ny kultur og lærer et nyt sprog afhænger af alder og heldige som uheldige omstændigheder. Og allermest af deres personlighed, ligesom voksne! Jeg har skrevet om at flytte børn til et andet land her.

6. Pres på parforholdet

Det er spændende at få muligheden for en ny start, et nyt liv, men statistikkerne taler for sig selv: Expat parforhold har en højere skilsmisseprocent. Hvis vi kigger på den typiske børnefamilie, hvor en ægtefælle arbejder, mens den anden er hjemmegående, er mønstret, at den arbejdende ægtefælle bruger alle kræfter på at falde til på den ny arbejdsplads, mens den hjemmegående ægtefælle derfor står alene for indkørsel af børn i deres nye liv og etablering af hverdagsliv. Jeg troede vitterligt, at jeg skulle fede den i vores amerikanske liv med mig som studerende/hjemmegående. Fuck jeg tog fejl. Jeg har senerehen læst undersøgelser, som viser, at det er den hjemmegående ægtefælle, som oplever størst kulturchok og modgang i etableringsfasen.

V har valgt, at jeg ikke arbejder, fordi målet med vores ophold var mere familietid og oplevelser. Men at tage en pause fra en spændende karriere kan tære på både identitetsfølelse og selvværd (hvilket heldigvis ikke har været tilfældet for mig, endnu).

7. Fremmed bureaukrati

At oprette en bankkonto, et social security nummer, få amerikansk kørekort, arbejdstilladelse og købe bil har indebåret administrativt pis og tid, som I overhovedet ikke kan forestille jer. At opbygge kredithistorie og dermed kreditværdighed (som bliver tjekket selv når vi skal leje en tværfløjte til sønnen) har taget år.

8. Sundhedsforsikring

Har jeg skrevet om mange gange. Hver gang vi bliver syge eller skal til tandlæge bruger jeg timer på at finde en behandler, som vil tage imod os, og som jeg føler mig tryg ved. Næsten hver gang må jeg lægge ud for behandlingen.

… I dag fylder de gode aspekter ved expat-tilværelsen mere og mere i vores hverdag, og i takt hermed er vi blevet gladere for vores liv i Californien. Og så sker det. Pludselig rummer en tilbageflytning til DK samme udfordringer som vores flytning til USA, dog heldigvis på mindre plan. Reverse culture shock. Igen kommer vi til at skulle tilpasse os en ny hverdag og rumme savn efter vores californiske liv og venskaber. That’s expat life for you!

About The Worst Side Of Expat Life. And Summer Plans.

Hej, her er lidt stille i øjeblikket, og det fortsætter henover sommeren. Hvis du ikke allerede har gjort det, så tilmeld dig bloggen via email eller bloglovin (links findes på højre side af bloggen), så får du besked, når jeg poster nye indlæg. Smart, ik’? Og så undgår jeg dårlig samvittighed, når jeg kan se på statistikken, at I kigger forbi forgæves.

Blogtørken skyldes, at jeg er ked af det: Min far er indlagt i DK. Det har været tre hårde uger med op- og nedture, hvor jeg på hans dårlige dage har været i dialog med mig selv og min familie, om jeg burde tage hjem. Nu er min fars tilstand stabil, og sammen med min familie har jeg truffet beslutningen om at stay put og se ham, når vi kommer hjem på sommerferie. Suk.

Den største bagside ved vores expat liv er, at afstanden mellem San Francisco og DK umuliggør opretholdelse af tæt kontakt til familie og venner i Danmark. Heldigvis oplever jeg, at venskaber holder alligevel. Manglen på tæt kontakt føles ok i hverdagen, fordi jeg har etableret nye amerikanske venskaber, og fordi vores fokus er, at vi er “på lånt tid” i USA og skal have mest ud af vores ophold. Men når danske venner og familie eller vi selv gennemgår hårde perioder, så kan hverken de eller vi være der for hinanden. Og det er hårdt og frustrerende. Tidsforskellen på ni timer medfører, at jeg sjældent ringer hjem, og travle hverdage, dyre flypriser og jetlag afholder os fra hyppige besøg i DK. Lige nu ville jeg ønske, at jeg kunne give min far et stort kram. Og i øvrigt de veninder som gennemgår ‘shitty’ perioder lige nu. Men et kort visit i DK løser ingenting. Hvis man skal være noget for nogen, så skal man være tæt på, i længere tid ad gangen.

Happiness in life is not measured by the things we achieve, the places we go, or the route that we take to get there. Happiness in life is measured by the people that we share all of our experiences with. —Chris Needham

Og for at det ikke skal være løgn har jeg i dag fået at vide, at min far ikke engang er i DK, når vi kommer hjem. Min far er på vej hjem: Mine forældre er nemlig også udenlandsdanskere, og deres franske sundhedsforsikring dækker ikke længere min far i DK, fordi hans tilstand (heldigvis) ikke længere er akut. Fuck. Så hvornår og hvordan er det lige, at jeg får set min far?!?

Den del af expat tilværelsen med ikke at kunne være der er hård. Og ensom. Så det bliver godt med en lang, dejlig sommerferie med en masse oplevelser og samvær med gode mennesker:

High Sierra bjergene, Gold Country: Vi skal tilbage til Gold Country, denne gang på hyttetur midt i Eldorado National Forest ved Upper American River, 15 miles fra South Lake Tahoe, sammen med gode amerikanske venner. Det bliver så sjovt!

Yosemite: Vi skal en uge til Camp Mather, som ligger halvanden kilometer fra grænsen til smukke Yosemite National Park og er en af de få lejre, som undslap sidste års omfattende ildebrande. Området husede oprindelig indianere, i 1913 fik San Francisco lov til at bygge den dam, som siden 1934 har forsynet San Francisco med vand. Camp Mather har fungeret som familielejr siden 1924, og hvert år fordeles pladserne til San Franciscos borgere via lodtrækning. Vi skal bo i en enkel lille træhytte og tilkøber os fuld forplejning. Lejren byder på tonsvis af aktiviteter som badning i Birch Lake, svømmepøl eller floder, guidede hiketure i smukke Yosemite, tennis, yoga, basketball mv. som turister kan leje sig til for $10 på dagsbasis. Jeg glæder mig til en ægte amerikansk naturoplevelse i smukke Yosemite, men er spændt på hvordan jeg kommer til at have det med fælles aktiviteter og spisning (den der komme-hinanden-ved-stemning med fremmede).

Danmark: Efter min far blev syg, blev planerne ændret, og jeg troede, vi skulle bo i vores eget sommerhus (som jeg stadig ikke har set). Huset er på ingen måde indflytningsklar, men vi fik sat en maler i gang med at rive en væg ned og male hele huset indvendigt. Jeg planlagde, hvor vi skulle låne senge og andre fornødenheder. Nå. Men fordi vi nu kan låne mine forældres sommerhus, er der ro på igen, og jeg trækker vejret lidt nemmere. Jeg har nemlig stadig traume over vores første tre måneder i USA, hvor vi også prøvede at bo i et tomt hus, sove på madrasser og klare os med minimalt køkkengrej, mens vi ventede på, at vores indbo blev sejlet fra DK til USA. Det kan jeg kun fraråde. Derfor bliver det fedt med en base, som fungerer, og hvor venner og familie kan besøge os, fremfor at vi skal rakke rundt. Det bliver skide hyggeligt! Efter planen skal vi også holde ferie i Sverige sammen med dejlige mennesker og runde Østerbro, hvor vi skal piske rundt for at ordne pas samt læge- og tandlægebesøg. Sidste regning fra børnenes tandlægebesøg i San Francisco blev knap 10.000 kr. Og nej, ingen af børnene fik bøjle eller lignende. Næste gang fravælger jeg røntgenbilleder, som tandlægen insisterede på at tage af alle tænder. Vores forsikring dækker åbenbart ikke børnetandlæge, så vi er stadig, fem måneder senere, i choktilstand over regningens størrelse. I USA er der ikke noget, som hedder gratis skoletandlæge, og når forsikringen ikke dækker, er man på røven.

Længden af børnenes sommerferie er i år reduceret fra tre måneder til små syv uger, hvilket jeg synes er for lidt! Men det er godt for de amerikanske familier, som ikke har mere end to ugers ferie, og som derfor resten af skoleferien sender deres børn på dyre sommerlejre. San Francisco forældres hysteri og stress over summer camps og årsagen til, at selv hjemmegående forældre sender deres børn på lejr (halvdags eller heldags uden overnatning) har jeg skrevet om her og her.

Så stilheden på bloggen fortsætter on and off hele sommeren, særligt fordi vi skal undvære internetadgang det meste af ferien. Gisp.

********************************* Rigtig god sommer til dig og dine**********************************