About Growth Spurs And Discipline At School

For det meste vokser børnene stille og roligt — lidt hver dag — uden vi lægger mærke til det. En enkel gang om året får vi et chok, når de nærmest fra den ene dag til den anden vokser ud af bukser eller sko. De største tigerspring sker, når børnenes personlighed tager et kvantespring i en uventet retning. Sidstnævnte oplevede vi med vores yngste i lørdags.

Over sommeren er lillesøsters yndlingsfarve gået fra lyserød til blå, og hun elsker hvaler. Ligesom storebror. Da hun insisterede på, at hun ville starte til fodbold, må jeg tilstå, at hendes far og jeg troede, at det handlede om at efterligne storebror, igen. Hvilket vi selvfølgelig aldrig kunne finde på at sige højt til hende. 

We were wrong!

Lillesøster har været til fodboldtræning to gange, og hendes hold er blandet med drenge og piger, dog flest drenge som også har gået til fodbold sidste år. Til træning fik børnene ikke gennemgået reglerne, og derfor forventede hendes far, storebror og jeg, at lillesøster under sin første fodboldkamp ville afdrible sine holdkammerater, skyde på det forkerte mål og lignende rookie mistakes. Men nej, tværtimod!

IMG_2697

Lillesøster blev topscorer! Med tre mål! Og hun var årsag til et selvmål på modstanderens hold. Hun gik målrettet efter bolden og blev ved og ved og ved. Hun havde 100 pct. styr på angreb og opdækning på den lille fodboldbane, hvor de spillede tre mod tre. Hun hoppede op og ned af glæde efter hendes scoringer, og det samme gjorde vi på sidelinjen, målløse og hamrende stolte over hendes præstationer.

IMG_2708

Senere samme dag var lillesøster til fødselsdag hos en klassekammerat. To mødre rapporterede til mig, hvordan lillesøster, som går i 0. klasse, fik sat fem tredjeklasse drenge på plads, efter drengene havde fået fødselsdagsbarnet til at græde. Girl power kaldte mødrene det og sagde, at de aldrig ville glemme billedet af den lille spinkle pige, som smed fem drenge hele to hoveder højere end hende ud af fødselsdagsbarnets værelse.

Skolestart har ellers ikke været nem for lillesøster (og dermed for mig). Morgener har runget af hyl, skrig og stille gråd, fordi lillesøster ikke vil i skole. Hun har svært ved hendes nye læreres disciplin, som indebærer uddeling af en masse warnings og strikes. Systemet fungerer på den måde, at børnene efter to warnings får et strike. Konsekvensen af et strike kan være fem til ti minutter på bænken i frikvarteret med et æggeur. Ydmygende. Eller det kan være at få taget choicetime fra sig, som er børnenes yndlingsfag, fordi de kan vælge mellem at tegne, skrive og læse. Ærgerligt. Eller det kan være at blive sendt op på skoleinspektørens eller viceinspektørens kontor, hvilket allerede er sket for mange af hendes klassekammerater kun fem uger inden i skoleåret. Skræmmende!

Den strenge disciplin skræmmer lillesøster. For det er jo ikke altid, at man gør tingene med vilje, vel? Nogen gange kommer man til at snakke eller grine, selv om man prøver real hard at gøre, hvad læreren siger. Andre gange misforstår man instruktionerne, fordi man er dansk og ikke kender alle ord på engelsk. Typisk bliver man distraheret af andre børn, og lillesøster er derfor meget bevidst om, hvilke børn det ikke er smart at sidde ved siden af. I praksis kommer lillesøster sjældent i vanskeligheder. Oftest er det klassens drenge. Efter skole gengiver lillesøster dagens hændelser inklusiv de episoder, hvor hun synes, at hendes lærer har været for streng. Jeg siger hende ikke imod. Jeg er enig. For eksempel får klassens drenge warnings og strikes, når de kommer til at vælte nogen i skolegården under frikvarteret ved et uheld. Hjælpelæreren i klassen — som virker sød, kærlig og fair — har fortroligt bekræftet over for mig, at læreren i lillesøsters børnehaveklasse er strengere end normalen. Andre forældre har betroet mig hårrejsende historier om, at de har modtaget mails, hvor deres børns handlinger — som forældrene anser som bagateller — bliver alvorligt påtalt. Mails hvor læreren beder forældrene have en seriøs snak med deres barn og sætte mål for barnets opførsel i skolen. Så typisk amerikansk at overreagere, argh. 

Nå, men efter lillesøsters giga tigerspring i lørdags, er jeg ikke så bekymret for hende. Længere. Min mavefornemmelse fortæller mig: “she’ll be fine”. I stedet for at rumme hendes drænende adfærd om morgenen, har jeg efter weekenden sat et belønningssystem i gang, hvor hun efter fem gode morgener får en paryk til hendes Halloween udklædningsdragt. Og fandeme, belønningssystemet virker! Så på trods af at hun ikke er helt tryg ved sin lærer, virker hun ok. Hun udstråler selvværd og livsglæde, som vi mest ser herhjemme, men som jeg også ser glimt af i skolen. Hun er målrettet, når hun vil noget. Og ligesom storebror er hun udrustet med et sundt indre kompas for, hvad der udgør fair og unfair opførsel, mens hun samtidig formår at klare sig godt, være vellidt og holde sig på god fod med de voksne og børnene omkring hende.

You go gurl!

Og skulle vores lille kriger komme i problemer i skolen, så er vi i modsætning til amerikanske forældre ikke bange for at tage en åben, ærlig snak med læreren for at finde en anden løsning end warnings og strikes. Bare kom an! Jeg har formidlet, at tildeling af en warning for i god tro at have misforstået instruktioner, fordi engelsk ikke er lillesøsters hovedsprog, ikke må ske. Hun fik fandeme en advarsel for at have brugt nogle forkerte farver i hendes projekt!? Nå, men det kunne de godt se… Men derudover er jeg meget bevidst om, at man må vælge sine kampe, og så længe hun har det ok i skolen, vil jeg ‘let it go, let it go (link til Frozen-sangen, sorry hvis jeg nu er årsag til, at den skal køre rundt i dit hoved resten af dagen).

DSC03194

Daily Life And Me

Still hanging in there. Hverdag og jeg er ikke blevet besties endnu, så derfor er jeg lidt stille. Lidt små-frustreret og chokeret over at skolen skal fylde så meget i vores hverdag, i min hverdag. Men sådan er det herovre, forældre bliver dagligt spammet med mails, bedt om at involvere sig og inviteret til ugentlige sociale sammenkomster udover skolen. Den her weekend er forældre og lærere inviteret til super heroes party, hvor alle klæder sig ud og fester i gymnastiksalen. Nej tak. Næste weekend er børn og forældre inviteret til fælles morgenmad lørdag morgen. Osv, osv.

Men hvad bruger jeg egentlig min tid på udover børnenes skole?

  • Jeg sidder i en bil. Nok tre timer dagligt.

IMG_2670

Mere skole: Jeg holder i kø to gange om dagen og glor på den her udsigt, når jeg afleverer og henter børn. På de værste dage holder jeg først i kø udenfor skolen, mens jeg sammen med andre forældre blokerer for andre irriterede bilister. Ved aflevering om morgenen parkerer jeg og går med ind. Men ved afhentning holder jeg i kø sammen med forældre og nannys, mens vi venter på, at børnene bliver kaldt ud en efter en via walkie-talkie. Når børnene er afleveret i bilen, skal vi bakke og kante os ud, hundeangst for at vi ikke kører et barn over undervejs. Jeg har prøvet at parkere udenfor skolen, men det er nærmest umuligt at finde en parkeringsplads. Suk.

  • Jeg nyder efteråret, min yndlingssæson i San Francisco.

Morgen og formiddag er belagt med tåge, men så kommer varmen og en sol så kraftig, at man skal have polaroid solbriller på i bilen, hvis man ikke skal blændes. Jeg spiser hyggelige frokoster på cafeer med gårdhaver, hvor man for en gangs skyld ikke behøver at have en ekstra trøje på. Jeg har solhat på og sukker efter skygge under børnenes fodboldtræning. Klassisk San Francisco efterårsvejr!

DSC03270

DSC03273

På trods af de varme temperaturer medfølger klassiske efterår sygdomme som forkølelse, feber, ondt i halsen og hoste. Og vi bliver p.t. lagt ned på stribe.

  • Jeg tjekker min Twitter.

Jep. Efter mange forsøg er jeg endelig blevet hooked. Jeg nyder at få links til spændende historier og blogindlæg via The New Yorker, Salon og mine gamle Berkeley lærere. Prøv for eksempel at læse Lena Dunhams historier i The New Yorker: “Difficult Girl” her og “First Love” her, som er skrevet med en ærlighed og hudløshed, som berører. Lena Dunham er en vigtig indflydelse og stemme i USA med hendes TV-serie “Girls”, som er en god modvægt til typer som Kim Kardashian, Miley Cyrus, Beyonce og andre irriterende kvinder, som dominerer medierne og spammer med TMA-billeder (TMA= too much ass), som de gang på gang bliver taget i at have photoshoppet.

Via Twitter får jeg også direkte besked om daglige jordskælv (som typisk ligger på de omkring 3 på Richter skalaen), biluheld og skyderier rundt omkring i Bay Area, hvilket formentlig ikke er super sundt for mig, men som jeg samtidig ikke kan få mig selv til at afmelde.

  • Jeg træner.

Jeg er helt cool med på træningsdage at møde op på børnenes skole uden make up iført tætsiddende top og tights og store solbriller. Og helt cool med efter træning at ordne ærinder og løbe ind i folk, jeg kender, hvor jeg udover at ligne en fitness spade også er rød i hovedet. Jep, sådan noget kan man sagtens tillade sig i San Francisco. Under selve træningen bander jeg instruktøren langt væk, inde i mit hoved. De første to timer efter træning er jeg pavestolt og høj af adrenalin. Derefter er jeg en slap, øm karklud som er klar til at gå i seng kl. 20. Det må være dejligt for de mennesker, som får en masse energi af træning, det får jeg ikke!?

  • Jeg bekymrer mig om regninger.

Kan I huske, at jeg frygtede, at vi ville ende med at modtage regninger fra vores biluheld, på trods af at vi er forsikrede, og at en anden bilist var ansvarlig? Nå men som sædvanlig ender regningen alligevel hos os, og vi bruger tid på at ringe til vores forsikringsselskab, som påstår, de har styr på det. Right. P.t. har vi “kun” modtaget regning fra ambulance service. På grund af andre lægebesøg henover sommeren, som vi endnu ikke har modtaget refusion for, har vi nok udlæg for lægeregninger for omkring 7.000 kr. Ufedt.

IMG_2688

  • Jeg skriver. Andetsteds end bloggen.

Jeg sætter mig på mine yndlingscafeer eller i min seng og skriver derudaf, fordi jeg har en masse på hjertet. Men gid jeg havde en person til at redigere mine amerikanske skriblerier, den del har jeg svært ved at tage mig sammen til, og det her blogindlæg er en klassisk overspringshandling.

  • Alle weekender har stået på sønnens fodbold.

I år er fodbold pludselig blevet enormt seriøst med turneringer og kampe uden for San Francisco både lørdage og søndage. Fra nu af har også vores yngste foldboldkampe i weekenden, gisp. Indtil nu har lillesøster og jeg hængt ud derhjemme, småsyge og fuldstændig smadrede over skolestart og hverdag. Indimellem tager vi på legeplads eller i Glen Park Canyon, som ligger lige rundt om hjørnet fra vores hus og nyder den smukke udsigt, mens vi kigger efter parkens prærieulve.

IMG_2682

I weekenden besluttede vi, at fodbold ikke længere skal stå i vejen for familietid og oplevelser. Lørdag heppede hele familien på seje søn i 25 grader i San Francisco med den her udsigt af “Little boxes.”

DSC03265

Søndag heppede vi videre på vores fodboldhelt i San Jose (en time fra San Francisco) i 30 graders varme. Efterfølgende besøgte vi det sejeste Egyptiske museum, jeg nogensinde har oplevet. Amerikanere kan noget med museer, og for eksempel Rosicrucian Egyptian Museum har et replika af et ægte gravkammer. Så sejt. Og museet har ægte mumier med tænder, som vores yngste dog blev en smule forskrækket over.IMG_2692

  • Jeg har besluttet mig for at lære spansk.

Begge unger har spansk på skemaet i år, og allerede på vores Mexico tur opdagede jeg, at spansk er et nyttigt must-learn sprog. Jeg skal lige finde ud af hvordan, men jeg tror, at jeg vælger et online program kaldet Rosetta Stone, som åbenbart er måden at lære et fremmedsprog i USA.

A propos nye ting på skoleskemaet får sønnen nu undervisning to gange om ugen i tværfløjte! Ud røg min dårlige samvittighed over, at min musikalske søn ikke spillede et eneste musikinstrument udover blokfløjte, som han også lærte i skolen. Alle hans klassekammerater spiller et instrument, som nu er blevet til to. Mon børn også gør det i DK?

IMG_2684

… Som altid længes vi alle fire efter næste ferie, vi tæller ned. Nu er der to uger til efterårsferie, yay! I mellemtiden må I have en dejlig weekend!

Soccer Mom

Indrømmelse: Jeg er blevet “den type mor”. Og bare rolig: Ikke den type som ikke kan holde kæft om, hvor fantastisk mit barn er. Heller ikke den type som konstant roser mit barn. Eller den type som ikke deltager ordentlig i en samtale, fordi jeg konstant afbryder samtalen for at tale til mit barn. Til gengæld er jeg blevet en vaskeægte, irriterende soccer mom.

Jeg er mor til en niårig dreng, som er alt for flink. I skolen er han vellidt af samme årsag og roses af lærere for at være den bedste kammerat, hvilket vi er stolte af. Men nøj hvor ville hans far og jeg ønske, at han var mere selvisk. Min søn tager altid hensyn til andre. Og han bliver ked af det og er uforstående over for, når andre ikke viser de hensyn til ham, som han udviser til dem.

På en fodboldbane er den egenskab med at være for flink og tænke for meget på andres behov ikke så heldig. Det betyder, at han stopper op – selv midt i den mest fantastiske takling og efterfølgende dribling – for at sikre sig, at modstanderen, som han taklede, er ok. Eller han stopper op – efter at have driblet sig forbi flere modstandere – og kigger efter holdkammerater at spille i stedet for at banke bolden ind i målet. Teknisk spiller han elegant og vovet, men han mangler at kunne afslutte. Hans træner råber til ham: “Be selfish! Don’t stop”! Eller: “You got the first part right” (altså den del hvor han driblede elegant op af hele banen, før han vendte sig om for at finde en holdkammerat at spille). Jeg råber til ham: “Bliv ved” eller “skyd” (på dansk velsagtens), og jeg er pisse ligeglad med de amerikanske forældre, som kigger skævt til mig. Jeg råber også, når hans medspillere spiller godt, altså for at opveje favoritismen (når jeg kan genkende barnet). Det er nemlig ikke velanset at råbe. Forældre er skriftligt af klubben instrueret i ikke at råbe, fordi det generer træneren, og fordi alle børn skal behandles ens. Jeg er sgu’ da ligeglad. Og mens far har været væk, har lillesøster og jeg heppet os hæse fra sidelinjen.

Nå, men under de seneste to kampe i indendørs fodbold har min blide, alt for hensynsfulde søn pludselig ændret spillestil. Min søn har udviklet sig. Pludselig kæmper han videre, han holder ikke tilbage. To mål har han scoret i begge kampe, og jeg har nærmest råbt mig hæs for at få ham til at kæmpe videre, når han havde bolden. Efter målene søgte han – hver gang – øjenkontakt med mig fra fodboldbanen, og jeg kunne se, at han var så stolt, at han var ved at revne. Selv om der stadig er lang vej til, at han tør give sig 100 pct., er den mere aggressive spillestil en kæmpe ændring i hans personlighed. Noget som er svært for ham. Og jeg kan se, at han selv er stolt over at overkomme ubehaget, som han føler ved at spille selvisk. Så jeg sad med tårer i øjnene over hans glæde og min glæde ved at se ham blomstre.

Måske kan hans nylærte mere selviske spillestil på fodboldbanen på sigt smitte af i det virkelige liv? 

Så jep, jeg er blevet en af de der mødre, en af de der engagerede, råbende, møgirriterende soccer moms, og jeg elsker det!

IMG_1446