Fear Rubs Off

Nej, nej der skete jo ikke noget terrorangreb på Memorial Day. Phew. Så virker mit udkrængende indlæg endda mere patetisk, ik’? Jeg ved det godt. Derfor lægger jeg tankerne til side – for en stund – altså indtil jeg skal tage stilling til, hvordan familien skal fejre 4. juli (uafhængighedsdagen).

Men I skal forstå, at frygt smitter.

Mine amerikanske veninder var heller ikke til parade med deres børn, fordi de tænker på samme måde. Faktisk har de det langt værre end mig, fordi de – udover at frygte terror og jordskælv – også bekymrer sig om bilkapringer, overfald og kidnapninger af deres børn. Derfor medfølger der altid en mor eller en far til børnefødselsdage og legeaftaler. Selv til arrangementer i sønnens 2. klasse.

Ikke alene andre forældres frygt, men også massive sikkerhedsforanstaltninger i børnenes institutioner prikker til min frygt.

Datterens børnehave ligger i samme bygning som Højesteret i Californien. Dagligt skal jeg gennem metaldetektor og fremvise Id-kort for at komme ind. På børnehavens legeplads har børnene ens gule T-shirts på, selv om legepladsen ligger i en lukket gård indenfor samme bygning og alene benyttes af børnehaven. Og når børnehaven skal udenfor bygningen, skal forældre og pædagoger have selvlysende gule veste på og stå med et stopskilt rettet mod bilerne i fodgængerfelter, mens børnene krydser vejen. Når datteren er i børnehavens varetægt, må jeg ikke tage hende alene på toilettet, fordi der skal være en pædagog tilstede.

På sønnens skole kan man i løbet af dagen alene komme ind via den låste hovedindgang, hvor man skal ringe på eller have en særlig nøgle (som vi ikke har fået). Under afhentning er reglen, at forældre ikke må gå indenfor skolen. I stedet står forældrene udenfor eller — som mig — holder i kø i deres bil, mens vi alle venter på at få øjenkontakt med den ansvarshavende lærer, som derefter kalder børnene ud en efter en via walkie talkie og følger barnet hen til forælderen.

Normalt lader jeg ikke amerikanernes frygt og massive fokus på sikkerhed påvirke mig. Jeg blokerer for de tanker. Men når der pludselig er indsat ekstra mandskab inklusiv politihunde ved indgangen til datterens børnehave på grund af forhøjet terrorrisiko, så har jeg mest lyst til at dreje om på hælene og tage hende hjem. Men jeg har ikke gjort det. Endnu.

Agoraphobia On Memorial Day (Fear Of Crowds)

I dag fejrer hele USA Memorial Day, hvor døde soldater mindes. Men manden, børnene, min besøgende veninde og jeg skal ikke hylde krigsveteraner under det årlige San Francisco optog. På grund af mig.

For syv uger siden — under Boston maraton — døde tre, og 267 mennesker blev såret. For tre uger siden — under en New Orleans parade på mors dag — blev 19 tilskuere såret af skud. For mindre end tre uger siden blev tre bortførte kvinder befriet efter ti år i fangeskab i et hus i Cleveland. For slet ikke at nævne årets mange amerikanske skoleskyderier.

I snart halvandet år har jeg dagligt læst om skyderier og overfald på gader i San Francisco, hvor jeg færdes med mine børn. På gaden — med mine børn i hånden — har jeg spottet pistoler og knive og har gået store buer uden om truende (psykisk syge, hjemløse) mennesker.

Hidtil har mine tanker om potentielle skyderier, overfald, flystyrt, børnebortførelser, terror og færdselsuheld aldrig begrænset min eller min families bevægelsesfrihed og berøvet os oplevelser. Jeg har skubbet tankerne til side. Fra børnene var helt små har manden og jeg trodset advarsler om terror og tropesygdomme og rejst Asien tynd, og de rejser udgør de bedste oplevelser i mit liv. I San Francisco har jeg rystet på hovedet af andre forældre, som på grund af frygt fravælger offentlige transportmidler og gåture til fordel for transport i bil. For netop de gåture gør, at vi er kommet under huden på San Francisco.

Men i dag sejrede frygten for en terroraktion mod San Franciscos Memorial Day parade. Jeg er flov, men mest lettet. Men havde manden og veninden insisteret på at se paraden, havde jeg givet mig!
At lade frygten styre vores oplevelser er en glidebane, jeg ved det godt!! Måske er jeg ved at blive (for) integreret i den amerikanske (frygt)kultur? Det håber jeg ikke.
Jeg vil fortsætte med at opleve San Francisco på fod med børnene. Og rejse. For hele formålet med vores udstationering var at få oplevelser, og dem får vi ikke i bilen eller på sofaen foran fjernsynet.