One Of Many Days

I dag er alle skoler i LA’s skoledistrikt blevet lukket pga. “en troværdig terrortrussel”. Det betyder, at mere end 640.000 børn ikke kommer i skole, og at forældre står i en situation, hvor de bliver nødt til at fortælle deres børn hvorfor.

I USA har der været flere masseskydninger end antal dage i 2015. Også på San Franciscos gader og veje er der dagligt skyderier. I de lokale nyheder følger jeg med i rapporteringer om skyderier og f.eks. historier om forældre, som kører deres børn hjem fra skole og bliver beskudt pga. andre bilisters “road rage”. Masseskydninger på skoler sker i større omfang end nogensinde. 2015 har budt på 52 skoleskyderier med 30 døde og 53 sårede. I kølvandet på terrorangrebet i Paris, havde San Bernardino i Californien et terrorangreb med 14 døde. I USA bærer nogle mennesker rundt på håndvåben, sådan er det, og disse våben er ikke noget, som de bliver bedt om at lægge fra sig, når de f.eks. shopper i storcentre. På skoler for større børn instrueres børn i, hvordan de skal forholde sig under et skyderi (gemme sig i skabe, hoppe ud af vinduer, lade som om de er døde). På alle skoler helt ned til børnehaver bliver børnene instrueret i, hvordan de skal forholde sig under en naturkatastrofe. Hos os i San Francisco træner de jordskælvsøvelser.

Og hvad vil jeg egentlig sige med det her indlæg? Det her er et øjebliksbillede af vores amerikanske hverdag. Terrortruslen må vi leve med både i USA og Europa, det er jeg klar over. Men USA er bare mere farlig og fucked up.

Risikoen for naturkatastrofer er amerikanerne nødsaget til at leve med, og det har vi også lært og dermed accepteret. Men jeg vil derimod aldrig forstå, hvordan et samfund tør leve med, at alle har adgang til våben, inklusiv masseødelæggelsesvåben som er produceret til at dræbe flest mennesker hurtigst muligt. For mig handler det i hverdagen om ikke at lade sig begrænse af den virkelighed. Ikke at blive angst. Det handler allermest om, at mine børn ikke skal blive angste.

I skrivende sekund fremgår det nu af nyhederne, at New York har modtaget en lignende terrortrussel rettet mod byens skoler, som myndighederne i NYC har valgt ikke at anse som troværdig. Derfor er alle skoler i New York åbne.

… Jeg ved ikke med jer, men jeg er betrygget af myndighedernes tilgang i LA af “better safe than sorry”!

*****

Update: To dage senere modtog San Francisco samme terrortrussel, og også San Francisco valgte ikke at tage den alvorlig…

About Handling Epidemics And Visiting Joshua Tree

Mens vejret i San Francisco har haft skiftet fra det skønneste sommervejr til dansk gråt efterårsvejr, har jeg været syg. Igen. Denne gang ramt af feber og hoste som mange andre i San Francisco. Sygdom — igen — får mig til at overveje, om jeg bør influenza vaccineres, hvilket er meget imod mine principper men i tråd med amerikanske forventninger. I San Francisco er det totalt ilde set, hvis man ikke bliver vaccineret. Influenza er en sygdom, som venner betror i yderst fortrolighed, fordi folk er flove og føler sig skyldige over ikke at være blevet vaccineret. På grund af de cirkulerende efterårssygdomme som lægger folk ned på stribe i øjeblikket, er folk ekstra påpasselige, og for eksempel til træning afspritter folk deres hænder før og efter, helt selvfølgeligt. Hyppig håndvask og afvaskning af håndtag i børneinstitutioner og skoler prioriteres højt. Når sygdomme som halsbetændelse eller lignende cirkulerer i børnehave eller skole, bliver man orienteret af ledelsen sammen med en vejledning om sygdommen. Folk tager sygdom meget seriøst og handler målrettet for at undgå at blive syg. Forestil jer lige, hvordan selvsamme mennesker reagerer i forhold til truslen om den langt alvorligere Ebola-epidemi!? Ebola-epidemien er et emne, som den sidste uges tid er begyndt at komme op under almindelig small talk. Skoler i Californien og Texas er blevet lukket pga. frygt for Ebola. Shit det er skræmmende. Er jeg ved at blive (for) amerikaniseret? I hvert fald sendte jeg en sms til manden, som denne uge er i Atlanta, om at huske at afspritte sine hænder, mens han flyver hjem. Hvilket vi ellers normalt er typerne, som aldrig husker at gøre.

Nå, men jeg er ved at komme på højkant igen og vil dele vores rejseoplevelse i Joshua Tree National Park.

DSC03353

Joshua Tree National Park ligger halvanden times kørsel fra Palm Desert, en time fra Palm Springs og halvanden time fra Los Angeles (forvent dog op til to timers længere transporttid pga. den sindssyge trafik omkring LA, alt efter hvor du befinder dig i LA og tidspunktet, du kører på). Joshua Tree National Park har tre indgange til parken (Joshua Village, Twentynine Palms og Cottonwood Spring). Vi er vant til at køre i timevis gennem smalle, bugtede veje i bjerge, når vi skal i en naturpark og bruge en halv time på at søge efter en parkeringsplads. Det var skønt, at turen dertil foregik på en utrafikeret motorvej, og at man kunne køre gennem parken og stoppe, når man havde lyst.

Planlæg dit besøg her, hvor du udover at kigge på forskellige vandreture også kan læse mere om klima og dyreliv. Sammen med parkens turistkontor ved parkens indgang fik vi lagt en familievenlig rute, som indebar halvanden times kørsel gennem parken (stop ikke inkluderet). Derudover valgte vi vandreturene Hidden Valley og Barker Dam, som hver var 1,6 kilometer lang. Vi tilbragte en hel dag i parken (vi plejer at holde maks en halv dag). I oktober måned var vi heldige med dejlig varme og en skøn brise. Perfekt vejr. Man skal huske vand og snacks, da parken er ren naturpark. Heldigvis ligger der en cafe lige ved siden af turistkontoret ved indgangen, hvor man kan købe sandwich.

Vi vandrede gennem smukke klippeformationer.

DSC03381

Her ses skull rock.

DSC03397

Vi fik set masser af joshua træer. DSC03361

DSC03376

DSC03370

… Fordi vi er så glade for strandbyer i Syd Californien, anbefaler jeg, at man besøger parken på en endagstur og dermed springer Palm Springs, Palm Desert mv. over.

6.1 Magnitude Earthquake Hit Napa This Morning

I dag blev Bay Area igen ramt af et jordskælv, det største i 25 år. Jordskælvet var af størrelsen 6.1 på Richter skalaen og ramte 9 km fra Napa og 16 km nordvest fra American Canyon, 95 km fra San Francisco. Den Californiske guvernør har erklæret Napa, Sonoma og Solano (kendt som wine country) i undtagelsestilstand, fordi stadig mange er uden elektricitet, og der er fare for brand og bygningsnedstyrtninger. Særligt Napa er hårdt ramt af bygningsødelæggelser, 87 mennesker er sendt på skadestuen (kun tre i kritisk tilstand), og der er blevet slukket seks brande. På twitter kan du se billeder fra de omfattende ødelæggelser.

Jeg var den eneste i familien, som vågnede op til jordskælvet søndag morgen kl. 3.20. Hos os føltes det som en rumlen, hvor hele huset rystede frem og tilbage, mens det larmede på en klirrende måde. Men denne gang følte jeg ikke sengen kaste mig frem og tilbage ligesom sidste gang i 2012. Jordskælvet varede længere tid, men føltes blidere end sidst.

Vores reaktion: Det er mærkeligt, men vi fortsætter livet som normalt. Efter at have ventet på efterskælv faldt jeg i søvn igen. Sønnen bliver kørt til fodboldturnering uden for byen, og jeg tager på tur med datteren. Børnenes skole sendte en email ud kl. halv ti samme morgen, hvor skolederen oplyste, at skolen vil diskutere jordskælvssikkerhed med børnene mandag morgen, og at de henover ugen vil afholde jordskælvsøvelser. Så derfor måtte jeg fortælle børnene om jordskælvet. Sandheden er, at jeg allerhelst vil undgå, at de hørte om det, fordi de i forvejen er meget bange. Min tilgang — da jeg fortalte dem om det — var: Det skete meget langt væk, og der skete ikke noget. Alene bygninger blev skadet, og ingen mennesker døde. Og til spørgsmålet kan det ske her i San Francisco, svarede jeg nej til min seksårige. Min tiårige kan jeg ikke snyde, men min yngste har brug for at høre, at det ikke sker hos os.

Jordskælv er noget, som alle californiere frygter og anser som en reel risiko, men som vi sjældent taler om. Ligesom alle vores venner er vi forberedte. Vi har et survival kit stående i kælderen med vand, lommelygte, ponchoer, handsker, radio, telt, snor, fløjte, komfur mv.

20140520-145257.jpg

Som jeg tidligere har nævnt på bloggen, er min allerstørste frygt i forbindelse med et jordskælv, at det sker midt om dagen, hvor vores familie er spredt for alle vinde. Skulle der ske jordskælv, hvor jeg ikke kan komme i kontakt med skolen, kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg på ingen måde kommer til at vente de fire dage, som anbefales, at man bliver, hvor man er, før jeg tager hen til dem…

Læs opdateringer om jordskælvet her. Igen tænker jeg: Sikke en velkomst tilbage til hverdagslivet. Moving on!

The Wrong Kind Of Health Insurance

I USA er sundhedssystemet bygget op på sundhedsforsikringer. Vi har åbenbart den forkerte af slagsen, for i 80 pct. af tilfældene bliver den afvist, og vi ender med selv at skulle lægge ud. Vi oplever, at vi får udgifterne refunderet fra vores forsikringsselskab (bort set fra ungernes tandlægeregning på 10.000 kr. grrrrr) — så betalingsdelen prøver jeg ikke at bekymre mig om. Min bekymring går derimod på, at vores “forkerte” sundhedsforsikring spænder ben for, at vi får adgang til lægebehandling — selv når vi oplyser, at vi ikke har problemer med at være selvbetalende.

Vores sundhedsforsikring er ikke repræsentativ for andre amerikaneres sundhedsforsikring: Vi er udstationerede fra Danmark, og SOS bruger et amerikansk forsikringsselskab som samarbejdspartner. Fordi vi ikke har et almindeligt amerikansk forsikringskort, er proceduren, at SOS og deres amerikanske samarbejdspartner faxer betalingsgaranti til lægehuse/hospitaler før vores konsultation. Derefter bruger SOS deres amerikanske samarbejdspartner til at forhandle en pris på ydelserne. I de 80 pct. af tilfældene hvor vores forsikring bliver afvist, og vi kategoriseres som selvbetalende, oplever jeg, at jeg skal kæmpe og bruge alle mine overtalelsesevner for at få adgang til den lægehjælp, vi har behov for.

Her er udsnit fra den sidste uges tid:

  1. Jeg har brug for en type læge, som jeg ikke har brugt før i USA. Derfor ringer jeg rundt til forskellige lægehuse. Jeg vælger de større lægehuse, som er tilknyttet hospitaler, fordi der er større chance for, at de vil acceptere min forsikring.
  2. Første lægehus tilknyttet et af de største hospitaler i San Francisco: Receptionisten problematiserer min forsikringssituation. Hun virker afvisende over for, at jeg får mit forsikringsselskab til at faxe betalingsgaranti, det har hun aldrig oplevet før. Derudover har hun først en tid til mig en uge senere. Mit tilfælde er akut. På baggrund af den dårlige behandling og den sene tid vælger jeg at ringe videre til andre lægehuse. I øvrigt har lægehuset et dårligt ry og ligger i en belastet del af San Francisco. I forvejen var det ikke et sted, som jeg havde lyst til at tage til, jeg valgte det udelukkende, fordi jeg troede, at de havde styr på min forsikring…
  3. Andet lægehus tilknyttet et af de største hospitaler i San Francisco: Jeg får fat i en receptionist, som ikke kan give mig en tid, fordi jeg er en ny patient og derfor skal igennem deres såkaldte new patient coordinator, før de vil give mig en tid. Læs de skal tjekke min forsikring. Jeg lægger besked over to dage hos patientkoordinatoren om at ringe tilbage, fordi mit tilfælde er akut. I mellemtiden har jeg fået mit forsikringsselskab til at faxe betalingsgaranti. To en halv dag senere bliver jeg ringet op. Jeg forklarer min forsikringssituation, som straks bliver problematiseret, i øvrigt har koordinatoren ikke set noget fra mit forsikringsselskab, det vil hun kigge efter. Næste dag da jeg taler med koordinatoren, som nu har fundet betalingsgarantien fra mit forsikringsselskab, tilbyder hun mig en tid. Fem uger senere. Hun tilbyder også at sætte mig på en akutliste og henviser mig ellers til skadestuen… Jeg ringer derfor videre. For helvede jeg har hele vejen igennem oplyst, at mit tilfælde var akut! 
  4. Tredje lægehus samarbejder med et af de største hospitaler, dog uden at være del af det: Min veninde henviser mig til sin læge, hvor jeg får en akuttid dagen efter. Jeg er klar over, at min forsikringssituation kan komme til at udgøre et problem. Jeg aftaler med receptionisten, at mit forsikringsselskab fremsender betalingsgaranti. Jeg møder op om morgenen, en time før tid fordi jeg skal udfylde fem formularer og bl.a. skrive under på, at jeg frasiger mig retten til at sagsøge lægehuset for såkaldt malpractice. Just business as usual. Receptionisten kalder mig op og fortæller, at de ikke har modtaget noget fra mit forsikringsselskab. Jeg ringer til mit forsikringsselskab og har dem i røret i en halv time, mens de og deres amerikanske samarbejdspartner faxer betalingsgaranti — igen — og jeg afventer lægehusets ok til min forsikring. En regnskabsdame kommer ud til mig og oplyser, at de ikke accepterer min forsikring, fordi de oplever, at den type forsikring er besværlig i forhold til delen om at forhandle prisen for min behandling. Det kan mit forsikringsselskab i den anden ende af røret ikke forstå og siger, at jeg bør overveje at finde en anden behandler. Jeg fortæller mit forsikringsselskab, at jeg oplever samme situation i 80 pct. af de tilfælde, hvor vi søger lægehjælp. Og at mit tilfælde er akut, jeg går ingen andre steder, og jeg betaler selv. Punktum. Hvilket er ufedt for mit forsikringsselskab, fordi så kan de ikke forhandle en bedre pris. Regnskabsdamen siger, at jeg ikke kan komme ind til min lægetid, fordi min forsikring ikke dækker. Jeg siger, at så betaler jeg selv. Det er hun ikke meget for. Jeg insisterer. Regnskabsdamen går, og receptionisten kalder mig op og spørger mig, hvad der er blevet aftalt. Jeg undlader at oplyse, at regnskabsdamen har problematiseret, at jeg er selvbetalende og giver hende mit visa, velvidende at regningen kan ende på omkring 10.000 kr.
  5. Jeg ender hos den sødeste læge (hvis bedsteveninde åbenbart er dansker), som ender med kun at opkræve 550 dollars inklusiv et gratis opfølgende besøg og opkald, hvor en sygeplejeske tjekker op på mig. Af erfaring ved jeg dog, at det er meget muligt, at jeg pludselig får tilsendt ekstra-regninger, fordi regningerne bliver delt op i et system, som er fuldstændigt ugennemskueligt (eksempelvis opkræves separat betaling for sygeplejesker og lægers behandling). Disse regninger vil jeg skulle sende videre til mit forsikringsselskab, som derefter bruger deres amerikanske samarbejdspartner til at forhandle en pris. Sådanne forløb er langsommelige, og derfor har jeg oplevet at blive truet med inkasso for en regning, som mit forsikringsselskab forbyder mig at betale. Jep. Lad os for helvede håbe at betaling for lægebehandling efter vores biluheld (ambulance, behandling og X-ray af vores yngstes nakke på skadestue) sker uden inkasso-rykkere til os. Særligt fordi den anden bilist er ansvarlig.

… Jeg oplever dårlig behandling hos administrativt personale baseret på min forsikringssituation, men jeg har heldigvis aldrig følt mig dårlig behandlet eller diskrimineret af læger eller sygeplejesker. Mine oplevelser må være vand i forhold til den almindelige amerikaner, som før Medicare (også kendt som Obamacare) var uden sundhedsforsikring og ikke havde råd til egenbetaling. Eller amerikanere hvis forsikring ikke dækker den specifikke lidelse/sygdom (dækningsomfanget er meget forskelligt). Jeg er priviligeret: Jeg er ressourcestærk og har pengene til at lægge ud, og jeg kunne til enhver tid have valgt at tage på skadestuen, hvor de ikke ville afvise mig, og hvor jeg ville have fået refunderet mine udgifter (hvilket jeg ikke ønskede, fordi skadestuen ikke havde den type læge, som jeg havde behov for). Det er en utryg, skræmmende følelse at blive afvist af det amerikanske sundhedssystem, når jeg har brug for lægehjælp. Den slags oplevelse i USA får mig altid til at føle mig taknemlig for at være dansker, hvor vi aldrig bliver bedt om at stå til ansvar for betalingssiden af sundhedsvæsenet.

Argh, sikke en velkomst tilbage til San Francisco (først bilulykke og så det her). Nå, men det går heldigvis bedre. Moving on!

Rear-ended On The Freeway — One Of Those Potential Life Changing Moments

DSC03150

Livet er skræmmende skrøbeligt. Da bilen bag os bragede op i os, skreg jeg, to gange. Første gang da vi blev kastet frem i vores sæder. Anden gang da det gik op for mig, at vi efter sammenstødet holdt parkeret midt på motorvejen med fare for harmonikasammenstød på en af de mest farlige strækninger på US 101, hvor bilister overhaler fra højre og venstre, samtidig med at nye bilister fletter ind. Min tanke var: “Nej, nej, nej så skete det også for os — please lad det ikke være et af de øjeblikke, som ændrer vores liv for evigt”.

Hele familien var på vej hjem fra lufthavnen efter knap fire ugers ferie i Danmark. Normalt kører vi rundt på motorvejene med børnene i min kæmpe tank af en bil (en ældre Volvo XC 90) armeret med tunge boostersæder med rygge på til børnene. Jeg kører aldrig på motorvejene uden for byen, hvilket i praksis fungerer, men i teorien er lidt pinligt. Men det skyldes, at manden og jeg har overværet mange ulykker og dagligt hører om voldsomme sammenstød, nogen gange fatale. Men netop i går kørte vi med manden bag rettet på US 101 i en mindre lejebil— en Mitsubishi Lancer — fordi min mand igen står for at skulle købe en ny bil (en helt anden historie). Børnene sad på almindelige boostersæder uden ryg, som vi også havde brugt på ferie i Danmark. Da vi bremsede hårdt, ligesom resten af bilisterne foran os, kørte bilen bag os for hurtigt og for tæt. Jeg har ingen ide om hastigheden med hvilken han ramte os, men det var hårdt nok til, at vi blev kastet frem i vores sæder under et øredøvende brag, men ikke voldsomt nok til at udløse sikkerhedspuder og smadre vores bagende væsentligt. Gerningsmandens kofanger hang og skulle udskiftes fuldstændigt.

Heldigvis fik min mand manøvreret bilen ind til siden, uden vi blev offer for et harmonikasammenstød. Snart kom færdselspolitiet. Gerningsmanden var en nar, som bare holdt sig for sig selv, mens han så pisse sur ud. I mellemtiden klagede min lille datter over smerte i nakken, som hun kunne udpege helt præcist. Mit hjerte sank. Tårerne trillede ned af hendes kinder, hun havde ondt og var bange. Instinktivt tog jeg hende ud af bilen og satte hende på mit skød, mens jeg beroligede hende. Jeg skulle ikke have bevæget hende pga. risikoen for nakke- og rygskader, fandt jeg senere ud af.

Færdselspolitiet tilkaldte en læge, som gav min datter en nakkestøtte på. Tre forskellige såkaldte medics undersøgte hende og konkluderede, at hun skulle på hospitalet og placerede hende ret op i bilen med en ekstra støttende nakkestøtte. En halv time senere ankom ambulancen, og brandmænd og medics flyttede hende ud af bilen over på en båre, mens de sørgede for, at hun hverken bevægede nakke og ryg.

Fordi slæbebilen ikke kunne oplyse, hvor vores lejebil med alle vores ferieejendele blev kørt hen, endte det med, at far og storebror kørte lejebilen hjem til vores hus. Totalt åndssvagt synes jeg i dag, fordi vi alle var i chok, og fordi min mand klagede over, at hans højre ben føltes mærkeligt, hvilket heldigvis er gået over. I ambulancen fik min lille datter ledninger på og blev tjekket fra top til tå, mens de talte med hospitalet. Ambulanceføreren sørgede for at køre en vej, som ikke rystede bilen for meget og råbte undskyldende: “Sorry, pedestrian crossing” den ene gang, hvor ambulancen stoppede brat. Under køreturen messede jeg inde i mig selv: “Det her sker ikke, det sker ikke, hun kommer ikke til at have noget brækket eller få piskesmæld. Det her bliver ikke en dag, som kommer til at ændre resten af hendes liv. Det her sker ikke”. Alt imens jeg smilede til hende, og vi talte om, at hun vil kunne fortælle sine klassekammerater og lærere, at hun har kørt i ambulance med nakkestøtte på. Hun fik en bamse af ambulanceføreren — hendes nye yndlingsbamse — som hun ikke gav slip på før dagen efter. Ambulanceføreren fortalte, at vores bilulykke fandt sted på den mest farlige strækning på US 101, hvor der sker flest uheld, fordi indfletningsbanen er så kort.

Da vi ankom til skadestuen, var det som en scene taget ud fra TV-serierne Grey’s Hvide Verden og ER, hvor min datter stod omringet af tre ambulancefolk, som videregav information til den indskrivende sygeplejerske, og inden for fem minutter blev hun hjulet ned til peds, som er børneafdelingen på skadestuen. Her kastede to læger og endnu flere sygeplejesker sig over hende og undersøgte hende fra top til tå, mens den tilsynsførende læge quizzede den yngre læge om, hvad min datter skulle undersøges for, hvilke smertestillende medicin hun skulle have, og hvordan de skulle undersøge hende, mens de samtidig undgik skader på ryggrad og nakke.

TOPprofessionelt var oplevelsen, de havde sågar en person ansat til at tage sig af mig, som trak mig til side og gennemgik proceduren for mig og spurgte til, om der var noget, hun kunne gøre for mig. Samtidig blev jeg bedt om at underskrive diverse indlæggelsespapirer af forskellige sygeplejesker, heldigvis var vores komplicerede forsikringssituation som udstationerede allerede oprettet i deres system. Fantastiske sygeplejesker fik smilet frem på min datters læber, og Disney filmen Frozen blev sat på. Det blev besluttet, at der skulle tages X-ray billeder af den nakkehvirvel, som min datter blev ved med at udpege, og hun fik taget i alt 7 X-ray billeder i forskellige omgange af sin nakke fra alle tænkelige vinkler. Sygeplejersker og personale fra røntgenafdelingen løftede hende op og lagde røntgenpladerne fra forskellige retninger, som hele tiden karambolerede med hendes nakkestøtte, alt imens en sygeplejeske blæste sæbebobler over hende.

Far og storebror ankom før X-ray billederne, og vi sad udmattede, omringende lillesøster som havde smerter i nakke både på grund af skaden men også på grund af den stive nakkestøtte. Manden ringede til vores forsikringsselskab, som er en af de ting, man ikke springer over i USA! Vi så alle fire Frozen og senere en anden børnefilm, som sygeplejeskerne lod min datter vælge. Udover vi lige havde overstået en elleve timers flyvetur med mindre end en times søvn ombord, kæmpede vi også med udmattelse på grund af den ni timers tidsforskel mellem Danmark og Californien.

Vi forlod skadestuen samme aften med den fantastiske besked, at der ikke var sket brud på nakken. Halleluja. Vi kan forvente, at hun er øm den næste uge. Da jeg spurgte til piskesmæld, kiggede de på mig og svarede, at ja, det kan blive en sideeffekt. Men to dage efter har hun det godt, hun klager ikke over smerter i nakken. Så jeg bearbejder i skrivende stund, at alle tegn indtil videre peger på, at min elskede lille datter er sluppet heldigt fra den type oplevelse, som kunne have ændret hendes fysiske velbefindende. For resten af livet.

DSC03149

… Jeg føler mig dybt taknemlig. Og samtidig småsyg, hamrende udmattet og sårbar. Det er jo bare at komme op på hesten igen, det ved jeg godt, men i mellemtiden krammer jeg min yngste lidt oftere og lidt længere.

Eight Things That Can’t Happen When Dad Is Out Of Town

Oh nej. Nummer et på listen over top otte ting som ikke må ske, mens manden er bortrejst, skete. Næsten. Min liste inkluderer:

1. At jeg bliver forhindret i at hente børnene.

20140520-155432.jpg

20140521-115801.jpg

Tjek. Altså næsten. I går — en halv time før jeg skulle hente børnene fra skole — ringede vores postbud på døren og gjorde mig opmærksom på, at mit venstre fordæk på min bil var punkteret. Argh!? Hvor er det heldigt, at min mand ikke nåede at køre sin bil på værksted, før han skulle til DK, som han ellers havde planlagt. Ellers havde jeg været på den! Vi er afhængige af den bil til alt i hverdagen, fordi bus- og metrosystemet ikke er ordentligt udbygget i andre bydele end indre by.

2. At nogen bryder ind hos os om natten.

I forgårs måtte jeg give fortabt efter knap ti dage uden ordentlig søvn og sov igennem. Men andre nætter har jeg haft vågnet hele natten igennem på grund af mystiske lyde. Udover at det lyder som om, at nogen går rundt på vores lille altan, har vi et busstopsted lige uden for døren. Suk.

3. Jordskælv.

Den frygt behøver jeg ikke at uddybe for andre californiere. Vi har et survival kit stående i kælderen med vand, lommelygte, ponchoer, handsker, radio, telt, snor, fløjte, komfur mv. Alting i miniversion.

20140520-145257.jpg

I øvrigt opdagede jeg lige, at nogen har taget af det vand, som vi har på lager til samme formål?! Det er formentlig danske venner eller familie, som har boet hos os, som ikke associerer et lager af vandflasker med jordskælv. Læs i øvrigt Berlingskes artikel her, som fortæller, at forskere er enige om, at risikoen for jordskælv i San Francisco stiger. Noget med at vi skal forberede os på en bølge af væsentligt kraftigere jordskælv i de nærmeste årtier. WTF?

4. At vi ikke er sammen under et jordskælv.

Hvordan og hvornår ville jeg kunne hente børnene? Hvordan skal jeg komme i kontakt med dem? Gys. Efter sigende må man ikke røre sig ud af stedet op til flere dage efter et jordskælv…

5. At én af os bliver så syg, at vi skal på skadestuen.

Tjek. For et år siden blev min yngste datter syg og indlagt på skadestuen (som jeg skrev om her). Heldigvis fik jeg en veninde til at hente sønnen fra skole. Men da datterens tilstand efterfølgende blev forværret om natten, og jeg overvejede at tage tilbage på skadestuen med hende, mens jeg også havde sønnen hjemme, følte jeg, at jeg ikke havde nogen at ringe til. Så gode San Francisco venner følte jeg ikke, at jeg havde. Midt om natten. Det føler jeg heldigvis i dag! Men derfor frygter jeg alligevel en gentagelse!

6. At én af husets brandalarmer går i gang om natten, og at jeg ikke kan slukke den.

Tjek. Mens manden har været hjemme, har vi oplevet vores brandalarmer gå i gang midt om natten mange, mange gange(?). Fordi min mand er tårnhøj, lykkes det ham at tage brandalarmen ned, men jeg vil skulle slæbe en kæmpe stige op, som står udenfor, hvis det sker. Please lad det ikke ske, børnene ville blive hundeangste, hvis jeg midt om natten skal hente stige udenfor, mens alarmen hyler…

7. At mine betalingskort ikke virker.

Tjek. En vis herre købte et ur ude i lufthavnen og tømte vores bankkonto. Ok så fyldt var den så heller ikke Jeg måtte hæve kontanter på mit eneste danske visa for at dække underskuddet på vores amerikanske betalingskort, som blev større og større, fordi vi også automatisk betalte regninger fra kontoen. Strafrenter for overtræk i USA er kolossale, fordi forbrugerbeskyttelse er en by i Rusland. Pludselig kunne jeg heller ikke hæve kontanter på mit danske visa kort. Det tager fem til syv dage at overføre penge fra vores danske konto til vores amerikanske konto. Godt at jeg dengang havde besøg af familie! Vi havde ingen amerikanske kreditkort, fordi man i USA skal bruge lang tid på at opbygge sin kredithistorie for at få adgang til sådan et. Totalt latterligt, men jo flere lån du har, jo bedre rater de din kreditværdighed, fordi du derved beviser, at du er typen, som betaler af på dine lån. Og vi som var så stolte over at købe vores biler kontant. Dumt: I to år har jeg end ikke kunne oprette medlemskort til Macy’s, GAP mv.! I dag har vi endelig fået opbygget en kredithistorie, så vi har flere betalingskort at trække på. Men efter sidste omgang frygter jeg alligevel en gentagelse!

8. At barnepigen ikke dukker op som aftalt.

Og jeg derved ikke kommer til undervisning på Berkeley, hvilket resulterer i en rådden karakter. Der må godt grines over, at den er med på listen…

… Længere bliver min liste ikke. Andre tanker om skræmmende ting, som ikke må/kan ske, blokerer jeg for. Destruktive tanker får ikke plads i mit hoved. Berlingskes artikel om forventningen om en bølge af jordskælv er lige kommet med på den liste! Jeg bekymrer mig vist også rigeligt i forvejen…

Home Alone During Skiweek

Så lakker vinterferien mod enden i et menneskeforladt San Francisco på grund af skiweek, hvor de lokale drager til Tahoe på ski. Min mand har været bortrejst, og jeg er træt. Om natten har jeg ligget med øjne og ører rettet mod altanen lige over mit hoved, hvor vind og regn har rusket voldsomt i altanmøblerne, så det lød, som om nogen gik rundt deroppe eller prøvede at bryde ind. Ynkeligt, I know. Da jeg betroede mig til to af mine amerikanske veninder, fortalte de, at deres børn camperer i deres soveværelse, når de er alene hjemme. Guilty, det gør vi også hjemme hos os! Børnene synes, at det er mega hyggeligt, men hemmeligt er veninderne og jeg trygge ved at være i samme soveværelse i tilfælde af jordskælv. Ynkeligt, I know! En af veninderne betroede, at hun forleden nat havde fulgt hendes mands fly online på hendes computer, fordi hun var nervøs over en snestorm, som han skulle flyve igennem. Godt med neurotiske medallierede, og at jeg i USA aldrig er den værste!

I weekenden kom min mand hjem et smut, og vi tog til kinesisk nytårsparade, som er den største parade i verden uden for Asien med over tre millioner tilskuere. Sikke en smuk folkefest med musik og smilende mennesker! I paraden deltager skoler og børnehaver fra hele Californien med skolebands eller udklædninger. Private virksomheder deltager med paradevogne, og San Franciscos spidser som borgmesteren deltager i paraden i en åben bil. Vi stod i starten af paraden ved Market street og 2nd street (i første række), som jeg havde læst er det bedste sted for børnefamilier.

IMG_2543

IMG_2527

IMG_2552

IMG_2531

Resten af ugen har jeg hygget med ungerne i et mennesketomt San Francisco.

“Obama”! mumlede de andre mennesker, der som datteren og jeg tilfældigt stod i første parket til et kæmpe sikkerhedsopbud foran San Franciscos rådhus på en almindelig hverdag.

IMG_2240

Kameramænd blev skubbet voldsomt tilbage af politimænd. På Civic Center Plaza stod militær og politi placeret rundt omkring pladsen. På under tre minutter i perfekt timing ankom tolv politimotorcykler, som kørte foran en pansret bil med mørkelagte vinduer, med ti pansrede vogne med høje mænd i jakkesæt og solbriller bagefter. Obama var det ikke, men derimod den franske præsident Hollande. Der er et eller andet mega cool over politi og sikkerhedsvagter i USA. Jeg har vist set for meget af TV-serien Scandal, som er en amerikansk anbefalelsesværdig serie, som omhandler en amerikansk præsident og den politiske scene i Washington. 

Vi fik set to film helt for os selv i bio, nemlig Frozen for tredje gang, hvor vi skrålede med på sangene, fordi vi var mutters alene i salen. Derimod røvkede min datter og jeg os igennem den nye legofilm, som min søn syntes var ok. What’s the hype?

IMG_2235

Yndlingsudflugtsmålet Zoo havde vi også nærmest for os selv – i to omgange – med efterfølgende tur på tågede Ocean Beach, som ligger lige ved siden af zoo, hvor børnene jagtede fossiler, mens modige mennesker surfede i tågen.

IMG_2261

IMG_2263

IMG_2221

En trettenårig pige blev for nogle dage siden bortført fra supermarkedet Safeway i nabobyen Oakland, og jeg modtog amber alert via sms om at kigge efter en bestemt bil, som var set ved gerningsstedet. Men. Sammenlignet med danske Marius fylder sådan en bortførelsessag ingenting i medierne. Sådan er der så meget, jeg undrer mig over.

Ellers har sønnen haft gode playdates med søde klassekammerater, som også inkluderer lillesøster i legene.

IMG_2231

Men vi oplevede også the playdate from hell, hvor en af sønnens venner havde sin lillesøster med, som skulle lege med datteren. Det startede rigtig godt.

IMG_2254

Men i fire timer nægtede den anden lille pige at lege med datteren og ville i stedet lege med drengene. Hun holdt min datter udenfor, hvilket mine pædagogiske evner ikke rakte til at løse, så jeg måtte underholde min uforstående, ulykkelige datter andetsteds i huset. Suk. Kan man tillade sig at ringe efter forældre og bede dem hente barnet før tid? Det besluttede jeg mig for, at jeg ikke kunne. Men jeg burde nok have gjort det. Under smalltalk med faren klynkede jeg over at være alene med børnene i knap to uger. Faren – total rock-type med store huller i ørerne og sort neglelak – fortalte, at han turnerer med bands som lydtekniker og er afsted i op til en måned ad gangen (næste gang med selveste Lorde!), hvor hans kone er alene med børnene. Nå ja, vi har alle forskellige smertetærskler.

Og datteren og jeg besøgte datterens gamle børnehave, hvor vi begge to blev modtaget som rockstjerner af børn og voksne.

IMG_2241

… Næste gang min mand drager væk i en længere periode bliver endnu mere drænende, fordi jeg samtidig skal følge et fem ugers intensivt kursus på Berkeley med en halv dags undervisning hver uge, hvor jeg kommer hjem midnat, ugentlige afleveringer, gruppearbejde og en hovedopgave hvor jeg skal udarbejde en PR-pakke for en virksomhed, som jeg vist nok selv skal finde. Argh. Det kommer ikke til at hænge sammen!