About Yelp And San Francisco’s Homeless Problem

Jeg “yelper” troligt alt, så da jeg skulle finde et vaskeri, imens butik og producent skændes om vores nye vaskemaskine, læste jeg anmeldelser af vaskerier i nabolaget på Yelp. “Oh boy”:

  • “Homeless guy pawing through my underwear. Awesome.”
  • “A dollar off on Wednesday — always be careful there have been robberies here.”
  • “I swiped my card to pay for a $3.25 wash and I just saw on my bank statement that they charged me $20. I want my money back. The phone number they have listed doesn’t work. Annoyed.”
  • “Not clean at all. Felt super unsafe in here as no attendant is present, and random people wander in and out.”
  • “Sitting here on a Friday afternoon and there’s a homeless guy sleeping on the floor. Not cool! Tried to call the owner, phone just rings endlessly.”
  • “If you love cockroaches, you will love this place. I’ve seen big ones, little ones, medium ones, tiny ones… I’ve seen them on the floor, on the machines and in the detergent compartment… finally decided to let the little ones have their home and do my laundry elsewhere.”

Ok så. Jeg tror bare, at jeg fortsætter med at håndvaske!

Tidligere på bloggen har jeg skrevet meget om San Franciscos hjemløseproblematik, som rystede mig i min grundvold, da vi flyttede hertil. Jeg er ikke så berørt af det længere på daglig basis, fordi de bydele, som jeg færdes i, ikke er så ramt. Men alle bydele kæmper med problemet. Det triste er, at man bare vænner sig til det. I disse dage raser byens beboere, fordi byens hjemløse igen fjernes, denne gang fordi San Francisco hoster Super Bowl den 7. februar. Tusinder af hjemløse fordrives fra deres telte under en af de mest regnfyldte perioder i San Franciscos historie. Det er så umenneskeligt. Og det er frustrerende og uforståeligt, at byen ikke får udarbejdet en langsigtet plan og løsning på problemet. Folk er vrede over, at byen poster millioner af skattepenge i Super Bowl i stedet for i hjemløseproblematikken. Det er fandeme heller ikke i orden!

Datterens børnehave lå lige op af et af byens mest belastede områder ved rådhuset (i Tenderloin), og dagligt om morgenen sneg datteren og jeg os forbi sovende hjemløse under tæpper, eller passerede dem på fortovene, hvor vi gik udenom deres indkøbsvogne. Størstedelen af byens hjemløse lider af psykiske sygdomme, hvilket er skræmmende. Men jeg har aldrig hørt eller oplevet, at de har gjort nogen fortræd — andre end dem selv. At San Francisco har så stort et hjemløseproblem er en skamplet, som byen prøver at skjule for omverdenen. Når turistsæsonen begynder, fjerner politiet de hjemløse fra turistede områder og vander græsplænerne dyngvåde, så de hjemløse ikke kan sove eller opholde sig på græsset. Sikke en umenneskeligt og pinlig måde at håndtere problemet på.

Educating Kids Or Oversharing Fears?

I San Francisco er børn bange for mange ting. Børnene er konstant overvåget af voksne, aldrig alene, men alligevel taler de voksne meget med børnene om, hvordan børnene skal kunne håndtere situationer som hjemløse og kidnapning. For meget?

Børnene bekymrer sig om jordskælv, tørke, bilkapringer, biluheld, hjemløse, fattigdom og overfald. Som jeg tidligere har skrevet om her, overfører de amerikanske forældre, som vi kender, deres frygt til børnene – i god mening – fordi de prøver at ruste børnene til at kunne beskytte sig selv.

Jeg prøver at skærme mine børn for barske historier, og det frustrerer mig, når jeg hører, at andre forældre eller lærere taler om kidnapning, når de forklarer børnene, at de ikke må løbe i forvejen. Fordi mine børn bliver så skræmte. Så bange at de ikke tør sove alene på deres værelse, gå alene ned af trappen i vores hus eller ikke tør slippe min hånd, når vi møder hjemløse på gaden. Men jeg må desværre – til min egen overraskelse – konstatere, at jeg selv er begyndt at hoppe med på bølgen:

Som forleden da jeg fandt ud af, at mange forældre på skolen ejer våben. I min naivitet troede jeg, at Obama elskende demokrater ikke var våben typer. Altså den type som tilslutter sig retten til at bære skydevåben for at kunne beskytte sig mod kriminalitet eller mod staten. En af fædrene på skolen forklarede, at han anskaffede sig et våben, da finanskrisen brød ud, for at kunne forsvare sig mod staten. Jep, sådanne typer er ganske normale familiefædre. Våbenskader hospitalsindlægger dagligt 20 børn i USA. Risikoen for at børn skades af våben under en legeaftale er langt større end muligheden for at blive offer for et skyderi på en skole eller i et indkøbscenter. En amerikansk bekendt var overrasket over min uvidenhed over forekomsten af våben hos amerikanske familier og spurgte bekymret: “Du har da haft fortalt dine børn, at de aldrig må røre et våben hos legekammerater, ikke engang et legetøjsvåben, ik'”? Mig: “Nej”. Hvorefter jeg havde den snak samme aften. En snak som jeg indtil da ikke havde anet eksisterede eller havde troet var nødvendig.

Eller som da jeg forleden havde en snak med børnene om, hvad de skal gøre, hvis de bliver væk fra mig. At de aldrig skal gå med en fremmed ud i en bil. Jeg fortalte dem ikke om baggrunden for snakken, som var sidste uges kidnapning i Texas af en seksårig pige, som blev taget, mens hendes mor pakkede bilen med indkøbsvarer på en parkeringsplads. Pigen slap fri fra sin kidnapper, fordi hun på et senere tidspunkt på et offentligt badeværelse bad om hjælp hos en fremmed kvinde.

Et tredje eksempel foregik i min datters børnehave. Inde i børnehavens bygning (som deler bygning med Californiens Højesteret og er top bevogtet) indhentede en af datterens veninder datteren og jeg en morgen. Moren var maks femten meter bagefter. Moren nåede frem til os, trak sin datter til side og skældte: “Du ved godt, at du aldrig må løbe fra mig, ik? Du kan blive taget”! Og vi var endda inde i en af Californiens mest bevogtede offentlige bygninger, og moren havde hele tiden udsyn til sin datter.

Formålet med mine snakke er at beskytte mine børn, men er jeg også ved at blive for bange? For amerikaniseret? Overfører jeg en unødvendig angst til mine børn? For helvede det er svært. Men en ting er sikkert: Jeg ville ikke have en snak om våben, hvis vi boede på Østerbro. Jeg ville ikke frygte en kidnapning. Mine egne utrygge oplevelser i USA, veninders angst koblet med daglige lokale nyheder om skudepisoder og overfald begynder for alvor at sætte spor hos mig.

Også i skolen hører børnene mange skræmmende historier, hvilket forværrer deres frygt. Dagligt præsenterer børnene nyheder for hinanden (current events beskrevet her). Jeg oplever, at den amerikanske fortællerstil – hvor der skrues op for og fokuseres på drama – medfører angst hos børnene. Til current event vælger børnene (eller snarere forældrene?) nyheder af enten voldsom trist eller tragisk karakter, fordi børnene får at vide, at det er vigtigt, når man taler for en forsamling at fange folks opmærksomhed. For eksempel fortalte sønnens klassekammerat i 3. klasse om tyfonen på Filippinerne, og dertil havde kammeraten medbragt  billeder af ødelæggelser og lig. Moderen var pavestolt, da jeg mødte hende om eftermiddagen, og hun genfortalte, hvor godt det var gået, og hvor engagerede børnene havde været. Min egen søn var dybt rystet, da han kom hjem: “Mor kan det ske i USA”? Et andet eksempel er, at skolen de seneste to uger har haft fokuseret på tørken i Californien, som nu er så alvorlig, at Californien den 17. januar blev deklareret i undtagelsestilstand. Børnene og deres kammerater taler om, at de er bange for at dø af tørken. Den retorik, som bruges, handler meget om, hvor farlig situationen er, og hvordan man bør handle for at spare på vandet – for hvis menneskeheden ikke handler, så…

… Burde børn ikke have lov til at vokse op mere beskyttet? Burde jeg undlade at tale med mine børn om våben og risikoen for fremmede? Jeg vil helst skærme dem, men samtidig tør jeg ikke undlade den slags snakke. Længere.

An Epiphany

Amerikanere taler meget om, at de har haft en epiphany, som er en oplevelse, hvor man pludselig får en dybere forståelse. Sådan én havde jeg i lørdags. Ikke at oplevelsen ændrer mit liv, men den gav mig klarhed.

I sidste indlæg skrev jeg om de hjemløse på Civic Center Plaza. Pladsen har været centrum for min hverdag, fordi jeg har haft bragt og hentet min datter til børnehave. Derudover er jeg medlem af et træningscenter, hvor jeg ikke har været i over tre måneder. Den dårlige samvittighed prøvede jeg at råde bod på i lørdags. Medlemsskabet til træningscenteret er latterligt billigt i forhold til San Francisco priser, og jeg overvejede derfor at beholde det. Centeret er halvskodet (de maskiner, som var i stykker, da jeg startede for et år siden, er stadig i stykker) og beskidt. Men jeg elsker, at det næsten altid er nærmest mennesketomt, hvilket nok skyldes den lidet flatterende beliggenhed med hjemløse og narkotikavrag lige udenfor. Træningscenterets klientel består mest af studerende og ældre, blandet med mystiske typer som mænd, som ligner hjemløse, fordi de går rundt i laset hverdagstøj med en plastikpose, mens de træner. Og så lugter centeret af fed.

Jeg har aldrig følt mig decideret utryg i træningscenteret. Ok. Engang lød der et kæmpe brag og råb ved indgangen, mens jeg var ovenpå. Og jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg — hvis det blev nødvendigt — skulle hoppe ud af vinduet (otte meter ned). Og ok. Jeg er heller ikke 100 pct. tryg, når jeg er i bad alene i centerets omklædningsrum. Lad os sige det på den måde, at jeg passer på mig selv og holder et vågent øje.

Lørdag gik jeg ind i centerets trænings sal, hvor der var sindssyg højt øredøvende musik på et anlæg. Salen er altid tom. Efter ti minutter gik jeg hen og skruede ned. Et par minutter senere dukkede der en vred kvinde op, som forklarede, at man aldrig skulle “touch other people’s stuff” i centeret, fordi folk kunne tro, at jeg prøvede at stjæle. Ikke at hun troede, at det var min hensigt (ya right). Hun viste sig at være træner og stod og opremsede diverse tyverier og endda overfald, som hun havde bevidnet i centeret på grund af tyverier. Da jeg spurgte hende, om hun mente, at jeg burde føle mig utryg i centeret, kunne hun se, at hun havde talt over sig. Så i stedet begyndte hun at prøve at overtale mig til at starte på hendes hold (ya, sure!). Og derudover gav hun mig kuponer til tre ugers gratis træning i San Franciscos dyreste træningscenter, hvor hun åbenbart også underviser af og til.

Bagefter slog det mig: Jeg er færdig med at komme i Civic Center/Tenderloin området. Jeg behøver ikke mere opholde mig i det miljø, fordi min datter har afsluttet preschool. Jeg har haft bildt mig selv ind, at det var sundt for mig at se den mørke side af San Francisco, og jeg har været stolt af at se elendigheden i øjnene i stedet for at lukke øjnene som så mange andre. Bullshit. Al den elendighed stresser mig. Jeg får decideret ondt i hjertet over de stakkels mennesker, som krydser min vej, som jeg ikke kan eller tør hjælpe. Og jeg gider ikke mere skulle holde et vågent øje, når jeg træner.

… Det giver ikke mening, og det får mig til at lyde overfladisk: Men for første gang siden vi flyttede hertil, føler jeg mig fri. Ja til medfølelse. Men nej til dårlig samvittighed over andres elendighed. Og slut med at færdes i Tenderloin, det er ikke sundt for mig.

Where Are The Homeless At Civic Center Plaza During Tourist Season?

De hjemløse dominerer gaderne i San Francisco: De tigger i rabatten med skilte (Please, I am hungry), de ligger på pladser og fortove sovende med tæppe over sig, de sover på metrostationer, de triller rundt med kuffert eller indkøbsvogn og går gennem gaders og boligers skraldespande.

Jeg har besøgt Civic Center Plaza dagligt, fordi det ligger ved min datters preschool. I øjeblikket bugner området af busser loaded med fotograferende turister. Pladsen er en turistmagnet, fordi den er omringet af pompøse bygninger som Rådhuset, Hovedbiblioteket, Operahuset og Asian Art Museum.

Men hvor er pladsens hjemløse i øjeblikket? Sidste sommer forsvandt de også, men vendte tilbage sent efterår. De er flyttet tror jeg. Men ikke af fri vilje.

Den kendte plads — som er en stor græsplæne med oliventræer — er fyldt med hjemløse, fordi pladsen også grænser op til San Franciscos mest belastede kvarter Tenderloin. Normalt er plænen fyldt med sovende skikkelser under tæpper. Men ikke i turistsæsonen fordi alle græsområder bliver holdt sjask våde. Området patruljeres af politibetjente, som venligt beder de hjemløse flytte sig. Normalt er Civic Center Plazas fortove fyldt med hjemløse. Dagligt krydser jeg enlige mænd i laset vintertøj, som går rundt med deres ejendele — uopmærksom på trafikken — eller som går gennem skraldespande. Og jeg ser grupper af mænd, nogle i kørestole, som sidder på trapperne foran biblioteket eller Asian Art Museum. Et par gader væk inde i Tenderloin kan man på visse tidspunkter af døgnet se lange køer af mennesker på fortovene, som venter på mad eller anden hjælp.

Områdets elendighed er hjerteskærende. Og så har jeg endda ikke beskrevet Tenderloins åbenlyse narkotika handel og spøgelseslignende misbrugere. Bare et par gader længere væk fra pladsen.

Truth be told: Jeg forstår godt, at byen passer på dens turister og rydder op. Det er skræmmende at komme gående mod en psykisk syg eller påvirket person, som pludselig begynder at løbe, tale til en eller slingrer. Særligt sammen med børnene! Med tiden har jeg lært at gå ud til siden på de brede fortove, og at de hjemløse sjældent gør nogen andre fortræd end dem selv.

Og ja. Det bør nævnes, at San Francisco gør en masse for de hjemløse. Jeg læser mig til, at det skulle være nemmere at være hjemløs i San Francisco end andre steder på grund af mulighederne for økonomisk hjælp, væresteder og endda lægehjælp. Byens beboere er kendt for at  tolerere byens hjemløse. Hvis du spørger mig ignorerer byens beboere de hjemløse, samtidig med at de er på vagt, fordi det er så tydeligt, at størstedelen af de hjemløse har psykiske problemer. Alle børnefamilier — inklusiv min egen — kæmper med at skulle forklare deres børn, hvordan det kan ske, at et menneske ender på gaden. “Hvorfor er der ikke nogen, som hjælper ham”? “Mor, tror du også ham der er syg og hjemløs”? Min otteårige søn bekymrer sig om, om hjemløshed kan overgå ham.

Da vi flyttede hertil, gjorde jeg meget ud af at konfrontere elendigheden: Jeg havde øjenkontakt med de hjemløse, som talte til mig, og gav en til to dollars, når jeg følte mig tryg. Jeg gik mange ture i Tenderloin i stedet for at tage metro eller bil. I dag skammer jeg mig over at tilhøre den kategori af byens beboere, som prøver at ignorere de hjemløse det meste af tiden. Enkelte gange, oftest når jeg genkender en hjemløs, giver jeg mellem en og fem dollars. Men ikke ofte nok. Men at forholde mig til dem er simpelthen for psykisk hårdt og drænende: En blanding af dårlig samvittighed over ikke at kunne hjælpe og utryghed i forhold til deres psykiske tilstand, hvis jeg tager kontakt til dem.