Xmas Hygge

Juletid er ensbetydende med hjemve, fordi amerikanere i San Francisco ikke dyrker julehygge. Snøft. Jeg glæder mig som et lille barn til at julehygge med børnene, fordi december måned er deres yndlingstid. Julemagi- og hygge er en vigtig del af deres barndom, og jeg føler et stort ansvar for, at de ikke skal gå glip af den del af at være dansk. Så mens deres venner overhovedet ikke er “into Christmas” udover gaver den 25. december, så bor der en nisse hjemme hos os, vi hører julemusik, spiser æbleskiver og taler hele tiden om jul og nisser.

Her er den foreløbige plan for at dyrke julehygge:

Letters to Santa

Hvert år har United States Postal Service (USPS) en stand på Pier 39 samme weekend, som juletræet tændes i San Francisco. Sidste år sendte begge børn et brev til julemanden, og sønnens ønsker blev opfyldt! Ordningen fungerer på den måde, at de mest trængende børn forfordeles og får opfyldt deres ønsker om mad og tøj af organisationer eller virksomheder. Derudover lægges andre børns breve til julemanden på posthuse rundt omkring i byen, og enhver kan deltage i ordningen ved at vælge et brev og anonymt opfylde et barns julegaveønsker. At få en pakke leveret med Santa’s workshop som afsender var absolut den mest rørende juleoplevelse, som vi har haft i San Francisco, fordi vi ikke kendte til ordningen, men bare symbolsk sendte brev til julemanden. Læs den historie her. Amerikanere er gode til at give, og i november og december (the season of giving) bidrager alle med enten madvarer eller donationer til trængende familier. På skolen har vi indsamlet madvarer til trængende familier op til Thanksgiving, og i datterens klasse adopterer vi nogle familier og opfylder deres julegaveønsker.

Også i år sparkede vi gang i julehyggen ved at sende brev til julemanden hos USPS på Pier 39. Her ses børnenes breve.

photo 1

photo 2

DSC03499

En nisse flytter ind — hvis vi er heldige!

Fordi vi rejser væk på Thanksgiving ferie, julepyntede børnene huset i weekenden ved at fylde vores stue og køkken med nisser. Det ligger børnene meget på sinde, at huset står klart, så en nisse forhåbentlig har lyst til at flytte ind hos os den 1. december. Men man ved jo aldrig, vel? Ingen af børnenes amerikanske venner har haft nisser boende. Faktisk ved de ikke engang, hvad nisser er, men nikker forstående, når vi forklarer, at elfs er Santa’s helpers. Børnene har hele deres liv haft en nisse boende hver december. Sidste år havde vi Nisse Puk boende, året før Nisse George. Nissen driller, men forkæler også børnene med grødris, æbleskiver, julepynt og klippe klistre ting. Børnene laver gaver retur til nissen, og vi sørger selvfølgelig for at fodre nissen med risengrød og æbleskiver.

DSC03507

Nissen efterlader ting samme sted hver år, nemlig foran den her nissepige og nissemand.  DSC03509

Børnene placerede nisserne præcist samme sted som de sidste to år, da de pyntede op. Hold kæft det er hyggeligt!

Vi holder juleaften

For første gang nogensinde skal vi være bortrejst den 24. december. Gisp. Det er jo ikke smart i forhold til, hvor meget børnene går op i julen. Flybilletter til Mexico er 50 pct. dyrere, hvis man flyver efter den 24. december, så det gav ligesom sig selv, da vi bookede billetter i maj, at hvis vi skulle afsted, så blev det med juleaften i Mexico. Men jeg har fået kolde fødder, for selvfølgelig skal børnene opleve juleaften! Nu er planen, at vi i stedet fejrer juleaften weekenden før, vi rejser, hvor børnene samtidig får enkelte gaver fra os. Så håber vi, at julemanden kigger forbi Mexico den 24. december med en gave. Julemad er ikke nemt at få fat på i USA, men manden har slæbt marcipan og grødris med hjem fra Danmark, flæskesteg køber vi hos en mexikansk slagter, og rødkål og kirsebærsovs har vi købt hos den skandinaviske butik Nordic House, som ligger i Berkeley.

Julearrangementer og andet tamtam

Det er umuligt at finde arrangementer med julehygge i dansk forstand i San Francisco. Næste weekend fejrer både Monterey og Santa Cruz juletræstænding med julemusik og julemand, så vi planlægger at kigge forbi en af byerne på vej hjem fra vores Thanksgiving ferie i Syd Californien. Men af erfaring ved vi, at vi ikke skal have for høje forventninger til den type arrangementer.

Igen i år planlægger vi at tage på Charles Dickens fair, som genskaber Charles Dickens’ London i 1840-1860′erne med karakterer fra hans bøger, butikker, pubber, ‘tea-rooms’ og forskellige shows inspireret af Charles Dickens’ bøger og liv. Det var en fed, julet, hyggelig oplevelse.

IMG_2125

I år skal børnene gå Lucia optog på deres skole til morgensamling, hvilket jeg glæder mig for vildt til. På deres skole er startet to børn, som har en svensk mor og et barn, som har en dansk far. Lucia sangen kommer til at blive sunget på svensk, og drengene skal udklædes som nisser (som åbenbart hedder tomte på svensk!?). Den svenske mor mener også, at mødrene skal gå Lucia. Hmm. Nå, men det gør jeg selvfølgelig, hvis det er det, der skal til.

Så julehyggen skal nok indfinde sig på matriklen. Men jeg må konstatere, at efter snart tre år som udenlandsdansker bliver savnet efter dansk julehygge ikke mindre, men tværtimod større.

… Hvorfor tager de ikke bare på ferie i Danmark i stedet for Mexico, tænker du måske? Udover at det er billigere med en ferie i Mexico, var vi på juleferie i Danmark for to år siden, og den tur var så hård, at det tog os en måned at komme ovenpå. Vores fly blev for det første aflyst, hvilket var traumatisk nok i sig selv. Da vi endelig ankom til Danmark, nåede vi aldrig at vende vores jetlag og måtte derfor underholde to børn om natten i en lille, kold lejlighed. Jeg tror, at manglen på sollys (som vi sov fra) har forværret vores jetlag, som i forvejen selv om sommeren er hard core på grund af de ni timers tidsforskel mellem Danmark og Californien. Summa summarum det tør vi ikke igen!

Home?

Hej igen. Tak fordi I stadig orker at kigge forbi på trods af larmende tavshed. Jeg er hjemme i San Francisco efter en hjemtur til København. Mens der har været stilhed på bloggen, har følelser og tanker kogt over i mit hoved og gjort mig så rundtosset, at jeg ikke har haft noget at sige. Men nu er jeg tilbage. Vist nok med en større selvforståelse og afklaring af, hvordan jeg p.t. har det med mit expat liv.

Før min tur var manden og jeg begyndt at tale om mulige slutdatoer på vores San Francisco eventyr, som afhænger af kontraktforhandlinger, mandens ønsker, børnenes trivsel og skolegang. Men hvad med mig? Mine egne behov var jeg i tvivl om. Hvordan havde jeg det egentlig med at blive boende i eller forlade San Francisco? Hvad ville jeg få ud af det ene og det andet? Eller belært af erfaring handlede mine behov om, hvad der er bedst for børnene og ikke for mig, fordi når de er ulykkelige, så er jeg ulykkelig? Og fordi børnene netop er gladere end nogensinde, så pegede pilen vel i retning af at blive længst muligt i San Francisco? Moderskab og ægteskab opslugte mig, og jeg kunne ikke identificere egne behov eller ønsker. Og det tydede vel på, at det ville være sundt for mig at vende snuden hjemad?

Under mit besøg i Danmark opdagede jeg til min store skræk, at vi ikke længere bare kan flytte hjem. Sådan har jeg haft tænkt i halvandet år: “Hvis det ikke bliver bedre, flytter vi bare hjem, tilbage til vores skønne Østerbro lejlighed, som vi p.t. har fremlejet”. Men efter snart to år er vores hjemflytning blevet et skræmmende projekt med en masse ubekendte. Hvordan får vi bedst integreret vores amerikaniserede, (langt om længe) livsglade børn? Hvilken skole tør vi satse på, kan vi få plads? En god bekendt, som har været udstationeret i Berlin i tre et halvt år, fortalte, hvordan deres ene søn – som havde stortrives i international skole i Berlin – gik helt ned med flaget, måtte gå en klasse ned, og måtte komme i psykologbehandling, da de flyttede tilbage. Hvilke type jobs skal/kan manden og jeg søge? Hvornår skal vi starte jobsøgning? Bør jeg stille mig tilfreds med et mindre spændende job, en dårligere løn, fordi jeg har været væk fra arbejdsmarkedet i flere år? Hvor hårdt bliver det at give afkald på vores liv og venner i USA? Tankerne kværnede rundt i mit hoved om natten, hvor jeg lå lysvågen indtil kl. fem om morgenen på grund af de ni timers tidsforskel til San Francisco.

Efter søvnløse nætter med diverse skrækscenarier flashende gennem mit hoved over udfordringer og savn ved en hjemflytning, skete der noget på vej hjem i flyet. I stedet for at bekymre mig om alle problemerne, tænkte jeg pludselig på de bedste aspekter ved mit liv i San Francisco og i København. Det liv og de mennesker, som jeg savner fra DK, kan ikke genskabes i San Francisco. Og omvendt. Så det handler vel om at nyde de gode aspekter i livet, i nuet?

Danmark står for mig som hjemsted for venner og familie. Jeg havde glemt, hvor helende og befriende det er at vende tanker med verdens bedste, sødeste, mest indsigtsfulde mennesker: Mine venner. Og når vi vender tilbage til vores danske liv, vil jeg nyde tætheden til venner og familie, som betyder mere end nogensinde, fordi jeg har prøvet at undvære dem. Og jeg vil glæde mig over at blive del af en arbejdsplads og få en hverdag, hvor jeg ikke behøver bruge så meget tid på det hjemlige og mine børn. Jeg vil nyde, at arbejdsdelingen i hjemmet bliver mere lige. I San Francisco er der endelig kommet ro på vores liv, og jeg har frihed til at fylde fem timer af min hverdag – mens børnene er i skole – ud med studier, skriverier, kaffe med veninder med anden kultur, andet livssyn og anderledes livserfaringer end mig, en køretur eller en gåtur i spændende kvarterer eller noget helt andet, måske et deltidsarbejde? Og vi har økonomi og fritid til at fortsætte med at rejse USA tynd.

Hjemme er både San Francisco og København. Det er følelsesmæssigt hårdt, men jeg er heldig! Rodløshed, uden tilknytning til nogen af stederne, ville være værre, hvilket jeg oplever hos andre expat kvinder. At have to hjem føles dog lidt som en personlighedsspaltning. Under mit besøg var jeg overvældet af gensynsglæde over savnede mennesker koblet med sorg over alt det, som jeg går glip af. Men jeg endte med – til min store overraskelse – et dybfølt savn efter at komme hjem til mit liv i San Francisco.

Så ikke alene min families behov, men også mine, peger i retning af at vi skal blive i San Francisco noget tid endnu. Om mine næste år skal fyldes ud med arbejde, studie eller bare mere mig tid må tiden vise. Heldigvis føler jeg mig ikke presset eller mindre værd, fordi jeg har været væk fra arbejdsmarkedet i snart to år og formentlig/måske halvandet år til. Tværtimod føler jeg, at jeg via håndteringen af tilpasningen til USA og mine studier har opbygget kompetencer, som gør mig til en stærkere og mere udadvendt person og dermed en bedre medarbejder og kollega. Jeg er stolt af, hvad jeg har opnået! Og jeg nægter i øvrigt at definere min identitet primært ud fra en arbejdsidentitet, det er sgu’ for begrænsende. Det er i øvrigt en meget dansk ting at lægge så meget identitet i, hvilket arbejde, man har. Jeg kan tælle på en hånd, hvor mange gange folk i USA har spurgt mig: “And what do you do”? I DK indleder selv fremmede mennesker en samtale med netop det spørgsmål. Hvorfor egentlig? 

Så carpe diem! Det gælder om at nyde livet, ik’? Og når det ikke går godt, så gælder det om at ændre uhensigtsmæssige omstændigheder til det bedre, hvilket ikke – efter større overvejelser – er aktuelt nu. Så indtil videre vil jeg parkere katastrofe bekymringer om fremtiden, som jeg ikke har indflydelse på. Lige nu. Og nyde vores San Francisco liv.

Og med hensyn til hjemflytningen til DK, forudser jeg, at det bliver hårdt – mest for børnene. Gisp. Men jeg ved også, at tilpasningsperioden i DK ikke kommer til at føles så ensomt, skræmmende og formålsløst, som tilpasningsperioden i USA føltes, fordi vi i DK har støtte fra familie og venner. Det mindede min hjemtur mig om. At have så mange mennesker, som savner os og står med åbne arme, når vi vender hjem igen, føles trygt og er det aspekt ved mit liv i DK, som jeg er mest taknemlig for.

Feeling Low

De sidste tre uger har trukket tænder ud, derfor stilheden. Hvert efterår får jeg en periode, hvor mit energiniveau falder drastisk. Og det sker åbenbart selv i solrige, milde San Francisco. Måske er det overgangen til de mørkere og kortere dage, som er skyldnerne? Formentlig. Og så hjælper det ikke på overskuddet, at jeg har fungeret som alenemor i tre uger i en periode med ekstrem lektiebyrde og aktivitetsmængde for børnene. Skolen fylder for meget i børnenes og mit liv!!!

Min overlevelsesmekanisme i down perioder er – som altid – at planlægge store som små aktiviteter, som jeg kan glæde mig til. Og næste uge indeholder en af de helt store: en tur HJEM til DK. Alene! Beslutningen var svær at træffe, fordi jeg har dårlig samvittighed over at forlade mand og børn til en hverdag, som på ingen måde hænger sammen, når jeg er væk. Godt at manden pressede på. Børnene fortsætter med at stortrives i skolen og derhjemme, så timingen er perfekt. Efter en lang sommerferie hvor jeg har været hjemme med børnene og en intens skolestart for børnene og studiestart for mig savner jeg min danske hverdag. I DK var min hverdag sjovere, hvorimod rejser og oplevelser var færre. I USA er min hverdag triviel, men med rejser og oplevelser i hobetal. Lige nu savner jeg min danske hverdag. Jeg savner mine danske veninder, som kender mig som mig og ikke kun som nogens mor. Jeg savner at være tæt på de mennesker, som jeg holder af og være del af deres opture og nedture. Jeg savner dansk humor og dansk direkthed. Jeg savner sjove frokoster med kolleger på min gamle arbejdsplads. Jeg savner cykelture og gåture i København. Jeg savner mit Østerbro ‘hood’ og søerne. Jeg savner rugbrød, rødbeder, sild og syltede agurker. Jeg savner Danmark.

… Midt i forventningens glæde over mit Danmark besøg får jeg samtidig mavekneb: jeg skuffer mennesker, som jeg holder af, og som holder af mig, fordi jeg ikke når at se alle under mit korte besøg. Suk. Men samtidig ved jeg, at det er tid til at tage fri i en uge, hvor jeg fokuserer på egne behov og ikke på alle andres. Jeg ved, at det netop er måden at få ladet energidepoterne op igen.