When Life Gives You Lemons…

F… den blog har jeg haft tænkt siden november. ‘Real life’ har kastet citroner i vores retning, og jeg har fuldstændigt haft mistet lysten til at blogge.

I går aftes (mens jeg undersøgte, hvordan man lukker bloggen uden at slette alt?) slog det mig, at jeg i stedet for at lukke bloggen, måske i stedet bare skal skifte spor. At et ændret udgangspunkt måske kan give mig skrivelysten og glæden tilbage ved at blogge.

Efter mere end fire år i San Francisco er mit perspektiv ændret. Det er svært at forklare, men jeg tror, at det tydeligst kommer til udtryk ved, at jeg er holdt op med at sammenligne Danmark med USA. Jeg er holdt op med at have et stensikkert bud på, hvordan man gør og tænker i Danmark. Jeg tjekker flere amerikanske nyhedssites end danske. Jeg føler mig ikke som en dansker i San Francisco, men snarere som en amerikaniseret dansker, en expat, som føler sig mest hjemme i San Francisco.

Efter overvejelser frem og tilbage ser det ud til, at vi flytter tilbage til Danmark til sommer. Ligesom sidste år kom der nye omstændigheder på bordet, som tvang os til at genoverveje, om USA ikke var en bedre base for os. Men pilen peger altså i retning af Danmark nu. Igen en svær beslutning, denne gang nok den sværeste.

Det bliver noget af en omvæltning for alle mand at flytte tilbage: Mine to skolebørn har kun været “hjemme” to gange på knap fem år, min datter har haft boet de fleste år af sit liv i USA, og min yngste er amerikansk statsborger. I forhold til vores repatriering bliver jeg aldrig træt af at gentage: børn er ikke særligt fleksible, børn falder ikke “bare” hurtigt til. Ligesom voksne er det børnenes personlighed kombineret med heldige/uheldige omstændigheder, som kommer til at afgøre, hvordan de klarer skiftet. For os voksne handler det om ikke at blive deprimeret over det danske vejr og den mere negative danske mentalitet. (Det, at danskerne gang på gang kåres som det lykkeligste folk i verden, kan man i hvert fald ikke spore i danskernes sociale interaktioner!)

Nu hælder jeg vand ud af ørerne om vores repatriering. Men sandheden er, at jeg næsten ikke tænker på den, fordi jeg overvejede vores muligheder for at blive, herunder jobtilbud til både manden og jeg. Og så har jeg haft rigeligt at se til med de citroner, som vi har fået smidt i hovedet. Repatrieringsdelen tager vi, når vi når dertil. Hvis der er noget, som vi har lært af vores udlandsophold, så er det at håndtere modgang, det er vi fandeme gode til!

Summa summarum: Hvis jeg fortsætter med at blogge, bliver det her på bloggen, men på engelsk med expat briller — mine briller — fremfor fokus på kulturforskelle mellem Danmark og USA. Så jeg kommer til at skrive om ???

Så må vi se, om overskud og skrivelyst melder sig…

The Magical Three

Før jeg blev mor til tre, mødte jeg i min omgangskreds — dansk som amerikansk — mest den holdning, at barn nummer tre vælter familieliv og overskud. Altid kendte nogen nogle, som var blevet slået helt ud. Kvinder var meget direkte og kritiske, og kun enkelte venner var faktisk positive overfor tanken. De fleste forklarede, at nu følte de sig endelig klar til at få deres liv tilbage, inklusiv at rejse, og det ville de ikke give afkald på. Jeg sætter pris på ærlighed og erfaringsudveksling, for så kan man træffe sine beslutninger på et ordentligt grundlag! Derfor har også jeg lyst til at give mit besyv med i “diskussionen” om barn nummer tre.

Jeg har skrevet meget om det usædvanlige og besværlige i at få tre børn i San Francisco, og hvis vi skulle være blevet boende, havde vi nok ikke fået tre børn. Det er et for stort økonomisk ansvar. Eksempelvis har alene omkostningerne for pasning haft afskåret mange af vores bekendte fra at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Personligt har jeg derudover tænkt meget over, om jeg magtede at fordele opmærksomhed og kærlighed til tre børn. Om jeg turde åbne mit hjerte til endnu et barn, med alle de bekymringer som også følger med ansvaret som mor. Men f.eks. folks kommentarer om at føle sig begrænset i at rejse pga. besværlig flyvetur, jetlag, afhængighed af fast rytme for baby eller øgede omkostninger, det kan jeg overhovedet ikke sætte mig ind. Nogle af vores bedste ferier i Asien var sammen med børnene som spæd, hvor vi udnyttede barsel til at tage på seks og otte ugers ferier. Nuvel, ferien bliver selvfølgelig med et anderledes program, men ikke mindre dejlig. På vores første Asien rejse med vores ældste på dengang otte måneder, lærte vi ikke at gå ned på udstyr. Siden dengang — uanset hvor meget thaierne og balineserne grinede af os — har vi haft slæbt rundt på god klapvogn, solskærm, redningsvest, autostol, bæreseler og legetøj. Derudover gav vi hinanden lang snor i forhold til aktiviteter. Og jeg har været alene med børnene — over årene nok sammenlagt flere uger  — fordi min mand drønede afsted på cykel- og dykkerture, hvilket jeg bakkede op om 100 pct. Og når det er nødvendigt at spare, så hutler vi os gerne sammen i en stor seng, og vi kokkererer også primært selv. Nope, jeg ser ikke et tredje barn eller i det hele taget en baby som en forhindring for at komme afsted. (Og husk lige at baby flyver gratis de første to år, og at flyveture — selv de hårde af slagsen med flere mellemlandinger — “bare skal overstås”).

En amerikansk veninde kaldte forleden vores smilende baby for “the magical three”. Og det er jo netop det, han er! Vores familie er kun blevet bedre og stærkere, siden hans ankomst. Og det på trods af at vi ikke savnede noget i vores firesomhed, som vi tværtimod alle fire var bange for at sætte over styr. Men vi voksne følte, at vi havde en masse kærlighed at byde på. Kombinationen med to ældre søskende på nu otte og elleve år har vist sig at være fantastisk. Det at starte “forfra” synes vi er skønt, og manden og jeg er ved barn nummer tre blevet et endnu stærkere team. Vi er meget “mellow” og stresser ikke over, at baby bør kunne det ene eller det andet, for alt er en fase, og det hele går nok alligevel. Alle fire føler vi os helt overvældede af kærlighed til lillebror. Jeg er godt klar over, at karrieren formentlig kommer til at lide under den beslutning. Ligesom vores valg om en udstationering nok også kommer til at skade vores karrierer. Men det er vi begge indstillede på, vi føler os ikke splittede eller bekymrede. Vi tager en dag ad gangen, og job skal tilpasses vores familieliv. Ikke omvendt. Jeg er klar over, at hverdagen bliver barsk med tre børn, sygedage og hver enkel familiemedlems skema. Men den store aldersforskel hjælper meget på den del. Og så håber jeg, at vi i Danmark fortsætter med at takke nej tak til arrangementer i hverdage og weekender, når det bliver en stressfaktor og en energidræner fremfor en “happiness booster”. Den største gave ved vores udlandseventyr har nemlig været al vores familietid inklusiv weekender fri for sociale forpligtelser. At takke nej tak til sociale arrangementer er en vigtig ny disciplin i vores familie, som sætter vores behov over andres potentielle sårede følelser. For hvis “de andre” holder af os, så vil de heller ikke blive sårede over, at vi prioriterer “downtime”. Så bum. Det var mit besyv omkring at få barn nummer tre. Som altid handler den slags diskussioner om, at vi mennesker prioriterer forskelligt i livet. Der findes ikke en “one size fits all”. I vores familieliv var baby nummer tre den bedste gave, vi kunne ønske os; det handlede for os om tilvalg og ikke fravalg, og alle venners og bekendtes ærlige meninger hjalp os med at finde frem til, hvad vi ønsker os af livet.

About Yelp And San Francisco’s Homeless Problem

Jeg “yelper” troligt alt, så da jeg skulle finde et vaskeri, imens butik og producent skændes om vores nye vaskemaskine, læste jeg anmeldelser af vaskerier i nabolaget på Yelp. “Oh boy”:

  • “Homeless guy pawing through my underwear. Awesome.”
  • “A dollar off on Wednesday — always be careful there have been robberies here.”
  • “I swiped my card to pay for a $3.25 wash and I just saw on my bank statement that they charged me $20. I want my money back. The phone number they have listed doesn’t work. Annoyed.”
  • “Not clean at all. Felt super unsafe in here as no attendant is present, and random people wander in and out.”
  • “Sitting here on a Friday afternoon and there’s a homeless guy sleeping on the floor. Not cool! Tried to call the owner, phone just rings endlessly.”
  • “If you love cockroaches, you will love this place. I’ve seen big ones, little ones, medium ones, tiny ones… I’ve seen them on the floor, on the machines and in the detergent compartment… finally decided to let the little ones have their home and do my laundry elsewhere.”

Ok så. Jeg tror bare, at jeg fortsætter med at håndvaske!

Tidligere på bloggen har jeg skrevet meget om San Franciscos hjemløseproblematik, som rystede mig i min grundvold, da vi flyttede hertil. Jeg er ikke så berørt af det længere på daglig basis, fordi de bydele, som jeg færdes i, ikke er så ramt. Men alle bydele kæmper med problemet. Det triste er, at man bare vænner sig til det. I disse dage raser byens beboere, fordi byens hjemløse igen fjernes, denne gang fordi San Francisco hoster Super Bowl den 7. februar. Tusinder af hjemløse fordrives fra deres telte under en af de mest regnfyldte perioder i San Franciscos historie. Det er så umenneskeligt. Og det er frustrerende og uforståeligt, at byen ikke får udarbejdet en langsigtet plan og løsning på problemet. Folk er vrede over, at byen poster millioner af skattepenge i Super Bowl i stedet for i hjemløseproblematikken. Det er fandeme heller ikke i orden!

Datterens børnehave lå lige op af et af byens mest belastede områder ved rådhuset (i Tenderloin), og dagligt om morgenen sneg datteren og jeg os forbi sovende hjemløse under tæpper, eller passerede dem på fortovene, hvor vi gik udenom deres indkøbsvogne. Størstedelen af byens hjemløse lider af psykiske sygdomme, hvilket er skræmmende. Men jeg har aldrig hørt eller oplevet, at de har gjort nogen fortræd — andre end dem selv. At San Francisco har så stort et hjemløseproblem er en skamplet, som byen prøver at skjule for omverdenen. Når turistsæsonen begynder, fjerner politiet de hjemløse fra turistede områder og vander græsplænerne dyngvåde, så de hjemløse ikke kan sove eller opholde sig på græsset. Sikke en umenneskeligt og pinlig måde at håndtere problemet på.

Happy Friday!

Kender du det amerikanske udtryk “bad things come in threes”? Sådan var min uge med 1) sygdom: med to store syge børn hjemme fra skole, to klattede voksne og håndtering af sundhedsforsikring (krydret med babys seks måneders vaccinationer og en meget travl ægtefælle), 2) min bil i stykker, igen: som sagde en ny skvulpende lyd, særligt op af bakke, indtil den kortsluttede, fordi den åbenbart har slugt regn (!?!) og 3) en ødelagt vaskemaskine, som blev erstattet med en ny vaskemaskine, som måtte returneres, fordi den oversvømmede vores entre. Så tøj bliver håndvasket — af mig — indtil de fikser vores “nye” vaskemaskine, og hvornår det bliver er uvist, fordi de ikke ringer tilbage. Fed uge.

Baby har ikke fået sovet om dagen, fordi han blev forstyrret af enten telefonopkald, sin syge storebror og storesøster eller ringen på døren. Når jeg prøvede at putte ham eller lå med ham sovende i favnen i min seng (jep, det stadie er vi ikke ovre), blev jeg oversvømmet med emails fyldt med hjerte emojis fra hans syge søskende, hvor den store typisk skulle have hjælp til at printe lektier, og den lille kom med savn- og kærlighedserklæringer (nurh!), eller begge hver for sig tiggede om lov til at spille computerspil eller komme ind på mit værelse (som jeg ellers havde forbudt). Hvis jeg ikke fik svaret på emailen indenfor to minutter, og selv når jeg svarede ok til at de spillede (for at få fred), stod de alligevel skiftevis i døren, listede ind og hviskede om alt mellem himmel og jord. Samtidig fik de altid vækket deres let sovende, selskabelige lillebror. Suk. Jeg glæder mig til en forhåbentlig mere rolig næste uge og hverdag alene med min glade, hyggelige lille fidus. Nøj han er kær!

Så den her weekend skal nydes, ekstra! Først med en dansk veninde på shoppetur inde i (turist)centrum, hvor jeg for første gang den her uge vil tage noget pænt tøj på. For som typisk dansker er min veninde altid inspirerende klædt på i dansk lækker minimalistisk stil. Dernæst står den på hygge med vores gode amerikanske venner — formentlig i træningstøj, med dem iført træningstøj, uanset hvad vi finder på at lave.
img_4486-1

Apropos amerikanernes (og vores) hang til træningstøj, så var mit lyspunkt den her uge, at nu kan (og bør) modebevidste danskere også trække i træningstøjet, selv på dage hvor de ikke træner. Nu har Vogue nemlig bekræftet, at det er ok at gå i selv stramme yoga tights hele dagen — så længe man følger fem gyldne regler, som du kan læse her. Træningstøj er simpelthen en trend, og det at jeg sammensætter det med f.eks. læderjakke, tørklæde og solbriller er åbenbart netop en af de måder, det kan gøres på. Juhu, officielt er jeg ikke længere “amerikaner kikset,” nu er jeg bare del af en trend. Altså i modeinteresserede danskeres øjne, I andre rynker nok stadig på panden af mig? Jeg vil vove at påstå, at de dage, hvor jeg starter dagen i træningstøj, er jeg langt mere motiveret til at komme ud af døren og gå en tur. Og glade farver sætter humøret i vejret. Nu må vi se, om Danmark hopper med på bølgen. Hep, hep!

PS. Normalt ville jeg iføre mig sorte sneakers til spraglede leggings, men overdrivelse fremmer forståelsen, og jeg havde hårdt brug for en ekstra farveindsprøjtning efter den her uge.

… Ikke mere ævleri/febervildelse/”rambling” herfra — god weekend!

Oh The Shame

Når Danmark lander på forsiden af den amerikanske udgave af Huffington Post med den danske smykkelov.

Du kan læse artiklen “Denmark Passes Law Allowing Confiscation Of Refugees’ Valuables
— International human rights organizations have protested the new measures” her. De andre store medier er også med på vognen; Danmark har fået et blakket ry, også i USA.

Americans And Their Cars

Jeg undrer mig ikke længere over amerikanernes opførsel og tankegang. “I get them now” — lige med undtagelse af deres forhold til at køre bil. Jeg kommer nemlig aldrig til at forstå deres nonchalance i forhold til at navigere — flere timer dagligt — blandt dumdristige bilister. Dagligt sker der fatale uheld i Bay Area, og det skræmmer mig.

Så sådan havde jeg det, da jeg med baby i autostolen på vej ud af døren i regnvejr for at bringe de store i skole modtog en mail med overskriften “Urgent Recall Safety Notification Regarding Your Infant Car Seat”.

Stresset over at komme for sent, mens jeg googlede mig frem til årsagen til sikkerhedsbristen, da selve mailen ikke indeholdt den information (!?).

Da jeg fandt ud af, at det “kun” drejer sig om et sikkerhedsproblem i forhold til bøjlen, som autostolen bæres i, men at autostolen i øvrig er sikker nok, når den er fastspændt i bilen.

Det værste ved vores hverdag er alle de (spild)timer, vi tilbringer i en bil. Hele familien. Det bedste ved at flytte tilbage til Danmark bliver at slippe for San Franciscos hidsige morgen- og eftermiddagstrafik. Under regnen har den føltes farlig, selv på vores køreture til og fra skole, fordi vejene er i ekstrem ringe stand og ikke kan dræne vandet. Frygten fra den gang en idiot kørte ind i bagenden på vores bil på motorvejen sidder stadig i mig.

Set i bakspejlet er det et under, at jeg lærte at køre bil herovre, når jeg nu er så bange for det. Det tog så også mere end et år med adrenalin pumpende rundt i kroppen på mine daglige køreture. Da vi flyttede hertil, lå børnehave og skole langt fra hinanden, så jeg tilbragte snildt tre til fire timer siddende i den værste trafik inde i byen. Jeg er sgu sej ;-)

Historien om vores biluheld på motorvejen, hvor datteren fik sin første tur i en ambulance, kan du læse her. Historien om dengang en alkoholiker smadrede vores parkerede bil foran vores hus, og jeg lavede en civil anholdelse (for real!), kan du læse her

PS. Jeg kører stadig ikke på motorvej i San Francisco. Hvis det stod til manden, så kørte han heller ikke på motorvej herovre. Motorvej i Danmark har jeg derimod ikke noget problem med whatsover. Så det taler vi ikke mere om. Bum.