That Itchy Feeling

Du kender det måske? Der popper en mail ind om lus. Uanset om mailen rapporterer om lus i klassen eller varsler om lusetjek på skolen, begynder min hovedbund at klø. Jeg har modtaget sådanne to mails indenfor en måned, og jeg frygter seriøst, at jeg ender skaldet. Kombinationen af hårtab pga. amning og daglig kæmning er en gyser. Men jeg kan ikke lade være med at kæmme mig selv, for hvad nu hvis? Og jeg synes altså, at det klør. Børnene sværger, at de ikke føler kløe, men også dem tjekker jeg dagligt (dog mere skånsomt). For hvis det er, så skal det fanges med det samme!

Nu ved jeg så ikke, hvordan skoler i Danmark håndterer lus. Her er det ganske underholdende. Skolen har alle år været hårdt ramt af lus og hyrer jævnligt professionelle til at gå alle børn igennem. Skolen ringer efter forældrene til de luseramte børn, så de kan blive hentet med det samme, hvilket vi heldigvis ikke har prøvet, men jeg hører fra andre forældre, at det er SÅ pinligt, “oh the shame”! I USA har vi haft lus to gange over fire år, og vi er effektivt sluppet af med dem efter brug af Hedrin, som jeg har masseimporteret via Amazon fra England, fordi de ikke kan købes i USA. I USA hedder det sig, at der ikke eksisterer nogen effektive midler, da lusene skulle være blevet resistente. På skolen anbefales balsam og tea tree oil. Jeg er nu ret sikker på, at lusene ikke tåler Hedrin, som jeg generøst gerne ville dele ud til vores børns venner. Men I San Francisco har forældre en anden slagplan.

I San Francisco lusekæmmer forældre ikke selv, næ nej, de tager deres børn til “the hair fairies” ved fund af lus og får deres børn kæmmet med balsam for mellem $150 og $200 for kæmning af barn og dem selv. Hvis resten af familien uheldigvis også er ramt, koster det formentlig det dobbelte? Visse familier hyrer en luseafluser, så behandlingen kan ske i hjemmet. Jeg tør ikke engang gætte på, hvad det koster. Efter endt behandling får vi andre forældre enten en officiel mail fra skolen om fund af lus i klassen i anonymiseret form, eller forældrene “glemmer” at orientere andre end børnenes nærmeste venner (“oh the shame”), eller den traumatiserede mor sender en fællesmail ud til klassen med rapportering om antal fundne “nymphs” og “nits” samt kraftig opfordring til at svinge forbi “the hair fairies”. Nej tak til “the hair fairies”, amerikanernes “go to” luseløsning:

Først og fremmest vil jeg hellere bruge de penge andetsteds! Dernæst er jeg sgu’ ikke overbevist om effektiviteten af de balsam behandlinger. Jeg fornemmer, at forældrene heller ikke får taget nok ansvar med opfølgning, fordi de fejlagtigt regner med, at de nu er “home safe” efter den professionelle behandling. Jeg ved ikke, hvor udbredt lus er i Danmark, men jeg tror, at børnenes skole har været særligt hårdt ramt, hvilket bestemt ikke passer skolen. Eller de ramte forældre. Lus er jo sådan noget, som man skammer sig over — hvilket jo er dybt latterligt! To veninder med korthårede drenge valgte at håndtere lusene selv, men de fik mig til at sværge, at jeg ikke fortalte nogen, at de havde været ramt af lus, og at de ikke havde været forbi “the hair fairies”, som åbenbart er et kvalitetsstempel herovre. Men altså ikke i min bog. Eneste grund til at svinge forbi “the hair fairies” skulle da lige være — en gang for alle — i den her måned at få tjekket mit eget hår, så jeg ikke ender skaldet…

How To Bust A Bad Mood Caused By The Weather

img_4399

Badetøj til baby, tjek. Surf/snorkel tøj til mig, tjek. Og nu når jeg alligevel er i gang, strand kimono til mig, tjek. Nu mangler jeg bare at få styr på myggespray og solcreme —— til vores strandferie om tre måneder!

Når vejret eller livet driller, planlægger jeg ferier. Det er en sikker “mood booster” udelukkende baseret på forventningens glæde. Men det virker, hver gang. I den ånd har jeg netshoppet til vores næste eksotiske ferie, selv om den ligger tre måneder ude i fremtiden. Når jeg planlægger ferier, undersøger jeg:

Hvor skal vi hen? (Den liste er lang og opdateres løbende!)

Hvilken årstid er bedst; hvornår skal vi afsted?

Hvilket område skal vi bo i?

Hvilken bolig skal vi bo i? 

Hvordan kommer vi billigst derhen?

Top 10 over steder vi skal se

Top 10 over aktiviteter, vi skal lave

Hvad mangler vi (solcreme, myggespray, tøj) — for det gider vi absolut ikke spilde tid på at jagte på ferien!

Mens Danmark har sne, har San Francisco regn. Det er første periode i fire år, at vejret har sat en stopper for vores udendørsliv i mere end en dag. Jeg har været en rigtig stueplante i alt for lang tid i mit hverdagsliv i San Francisco, først pga. (møg) graviditet, senere pga. ny baby. Men nu længes jeg efter at gå ture, vandre og være udendørs. Jeg kan mærke savnet efter weekendture og strandliv helt nede i maven. Vejret plejer nemlig altid at være til at tage på udflugter eller til strandliv (minus badning). Udover koldere temperaturer og regn har himlen også været grå, hvilket også er en sjældenhed i San Francisco. Det bliver vist hårdt at vende tilbage til det danske vejr?!

I mellemtiden — mens jeg venter på at kunne erstatte ankelstøvler med mine trofaste klipklappere om morgenen — vil jeg glæde mig til vores næste eksotiske ferie. Og fandeme ja, den her gang vil jeg surfe igen! På vores sidste ferier har jeg pga. graviditet og ny baby slet ikke fået snorklet og leget i det omfang, som jeg plejer, så jeg glæder mig!

Og NU skal jeg i gang med at bevæge min krop igen, så jeg kan blive bare en lille bitte smule strandklar. Så i den ånd: Træningstøj som giver mig lyst til at forbrænde kalorier, tjek!

img_4397

Nu mangler jeg bare, at vejret bliver bedre…

PS. Vist godt for vores økonomi, at udsalget slutter nu.

PPS. Officielt er jeg selvfølgelig dybt taknemlig for regnen, som jeg håber bliver ved og ved og ved og ved i et omfang, så den afhjælper den alvorlige tørke. Altså officielt.

OMG How American We Have Become — Part Four

Nej, det er søreme ikke meget, I hører fra mig. Jeg lider nemlig i den grad af barselshjerne, hvilket medfører, at jeg ikke kan huske fra næse til mund og fucker op selv de nemmeste gøremål. Jeg har svært ved at træffe beslutninger. Den vigtigste beslutning i min barselsverden går ud på at vælge, om vi skal følge de amerikanske anbefalinger eller de danske, i forhold til hvordan vi starter med fast føde til baby. For de er direkte modsigende, argh! Jeg vil jo helst ikke forværre manglen på søvn baseret på en forstoppet baby, som ellers i øvrigt stortrives! Egentlig burde jeg i stedet stresse over at planlægge vores flytning og starte børnene op med noget danskundervisning. Men da jeg hverken orker eller kan overskue disse beslutninger, ligger de hen. Nå ja, og så har jeg også arbejdsopgaver, som jeg sylter.

Nå, men søvnunderskud eller ej, nu er det tid til en ny omgang “OMG how American we have become”:

  • Manden og jeg ELSKER træningstøj. Min ellers shoppeforskrækkede mand bliver ved med at klikke træningstrøjer og -shorts ned i vores virtuelle Amazon kurv. Og jeg nærlæser Amazon brugeres anmeldelser på de dersens slags über stramme træningsbukser, fordi jeg drømmer om det perfekte par (som strammer ind alle de rigtige steder). Og vi tager træningstøj på, når vi kan. Uanset temperatur ses manden i løse shorts og jeg i trænings tights. Ligesom resten af vores omgangskreds. Oh yes, i danske øjne ser vi nok ømme ud. I egne øjne er vi pisse smarte og hippe. Så træner de nok vildt meget, tænker du. NEJ. Træningstøj og faktisk træning hænger overhovedet ikke sammen her.
  • Legetøjsfigurerne Shopkins er “it” i datterens førsteklasse. “That’s ok mom, I can just customize them” svarer hun, når jeg prøver at overtale hende til ikke at ønske sig flere shopkins, fordi der bliver overlap til hendes nuværende kollektion.
  • Hver søndag ser far og storebror amerikansk fodbold (football Sundays).
  • Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de lokale nyheder nu i tre måneder har varslet, at NU kommer EL Nino med kæmpe ødelæggende vandmasser og “flash floods”. Og jeg bliver bekymret hver evig eneste gang, for i USA tager man ikke let på vejret.
  • Min lokale Wahlgreen kassedame kalder mig “sweetie”, og jeg hende ved hendes navn “Michelle”, hver gang vi smalltalker.
  • Vi har ikke været i badekar i to år, og jeg rammes af den sorteste samvittighed, hvis jeg tager et brusebad på mere end tre minutter på grund af den alvorlige tørke i Californien.
  • Jeg “yelper” (læser brugeranmeldelser på Yelp) ALT (forretninger, cafeer, læger, vandreture, feriedestinationer)
  • Jeg googler altid “coupons”, før jeg køber noget online og finder ofte nogle med 20 pct. rabat!
  • Vi spiser blåbær og jordbær hver dag.
  • Datterens “class pet” inkluderer nu tre hunde og en kanin (bambam), som er inde i klasseværelset tre dage om ugen.
  • Vi er blevet “mellow”. Den der fortravlede type, jeg var i DK, har jeg lagt bag mig. Uanset hvor travlt jeg har, giver jeg mig tid til et minuts smalltalk. Amerikanere er så meget mere rolige end danskerne; de er bedre til at befinde sig i nu’et.
  • Vi ELSKER USA. Det er et seriøst kærlighedsforhold, og jeg får ondt i maven over, at vi snart ikke skal være del af den her melting pot, som har haft taget så godt imod os. På bloggen skriver jeg meget om de negative aspekter, men der er så mange gode: USA har højere til loftet, folk er mere imødekommende, folk er mere forskellige, og her findes uanede muligheder for anderledes interesser, oplevelser og karrierer.
  • Vi synes ikke, at Obama er så fed, som den gennemsnitlige dansker synes. Danskere elsker jo Obama og følger ham endda på Facebook (?!?), herovre not so much. Indenrigspolitisk er han ingen helt, han har skuffet de amerikanere, som valgte ham ind. Og ja, jeg synes, at Obamacare er fantastisk og ikke mindst nødvendig, men det er overraskende mange amerikanere ikke enige i. Han er dog steget gevaldigt i min agtelse efter hans finte med en våbenreform uden om kongressen, hvorved han gør sig upopulær hos den almindelige amerikaner, som seriøst mener, at måden at håndtere de mange massedrab på tværtimod er at beskytte sig med flere våben. Way to go POTUS!

Expat Craving And Binging

God weekend derude. Mange af jer skal garanteret til julefrokost eller andet juletamtam. Og spise god dansk mad.

Som udenlandsdansker er december måned hård. Udover at amerikanerne er ringe til at julehygge, er vi også afskåret fra at smutte i bageren eller Netto for at købe julelækkerier som pebernødder, æbleskiver, gløgg, honninghjerter, chokoladekalender, flæskesteg, rødkål, rugbrød, sild, grødris. Og nu bliver jeg nødt til at stoppe den her opremsning, fordi jeg bliver helt dårlig af længsel. I den kontekst kan I nok nogenlunde sætte jer ind i, hvor oppe at køre jeg var i går aftes, da datterens og mit første forsøg “ever” på brunkager lykkedes til perfektion.

Jeg sikrer fair fordeling af danske godter. Særligt manden skal man passe på. Han er kendt for på de sene aftentimer at fortære dyrebart dansk slik og sågar indtage f.eks. rå marcipanruller og makroner, som søde venner og familiemedlemmer har sendt eller medbragt. Dansk “fredagsslik” til børnene har jeg gemt hemmelige steder af samme årsag. “Not on my watch”!

Imod forventning blev jeg i dag efterladt alene med en kæmpe portion brunkager, fordi datteren ikke kunne medbringe dem til sin klasse pga. en kammerats allergi.

En halv time efter familiens afgang — i en rus af sukkerkoldhed efter nattens maraton amning — var vores brunkageration pludselig væsentligt reduceret.

… Før resten af familien vender hjem, må jeg hellere finde en opskrift på pebernødder, som jeg kan bage med børnene i eftermiddag. I et forsøg på ikke at miste al troværdighed. Og værdighed. Suk. Sorry kids.

Random Trivial Thoughts Before Leaving For My Happy Place

DSC03762

Santa Monica, ét af mine “happy places”.

Så er det tid til en omgang tankebras:

  • Jeg håber at spotte en celebrity i Santa Monica. Gerne Rihanna, Ben Affleck, Jessica Alba eller Reese Witherspoon. Hvis det glipper, er næste mål at rende ind i Obama på en rundvisning i the White House, hvor jeg vil samtale om Australiens våben reform, som har sat en definitiv stopper for masseskydninger i Australien (bl.a. via forbud mod semiautomatiske våben og strengere regler for våbentilladelser). Nej, nej, “celebrity encounters” er ikke noget, som jeg har tænkt nærmere over. Sådan da.
  • Efter ferien må jeg huske at inkludere stopdans i vores morgener. Stopdans gør morgensure børn glade!
  • Amerikanske mødre spørger, om jeg har “help with the baby” (som i en babysitter eller en “nightnurse”). Og de kigger medlidende på mig, når jeg svarer nej, men at jeg har masser af hjælp, fordi min mand og venner hjælper med at fragte børnene frem og tilbage til skole.
  • Vi har (selvfølgelig) verdens mest nuttede baby, hvis hobby er at teste os med alverdens lyde, som vi skal gentage, mens han smiler og griner forventningsfuldt til os.
  • Jeg er blevet fuldstændig pjattet med det økologiske mærke “The Honest Company” (skabt af Jessica Alba, hende jeg håber at rende ind i, i Santa Monica) både til baby og mig. Særligt deres Honest Beauty (hudpleje og makeup linjen) er så lækker, at jeg er begyndt at gå op i mit udseende igen. En luksus lige så vanedannende som Amazon. Og de leverer ikke til DK!
  • Jeg var engang definitionen på en introvert person. Efter fire år i USA mestrer jeg smalltalk bedre end amerikanerne — synes jeg selv — fordi jeg også kaster nogle personlige spørgsmål ind i snakken. Hvilket amerikanerne — og jeg — virkelig trives med!
  • Jeg har lært at undgå skammen ved offentlig amning ved at finde ly i prøverum, som søde butiksansatte velvilligt stiller til rådighed. Mange amerikaneres holdning til offentlig amning er nemlig: “så malk dog ud hjemmefra og stik knægten en flaske”!
image

Ammepause hos Anthropologie

  • Jeg har nu haft yogamåtte og fem kg håndvægte stående fremme i to måneder, så jeg liiige kunne træne, når der var tid. Har kun rørt dem, når jeg har flyttet rundt på dem.
  • Jeg har droppet målet om barnevognsture med en sovende baby og har accepteret, at hvis baby skal sove en længere lur, så bliver det i mine arme eller i noget, som bevæger sig, konstant. Dårligt for min kondi, men betyder at baby og jeg får hvilet os og ikke er udmattede på trods af aktive nætter.
  • Mine to ældste børn har som babyer haft opført sig uhørt eksemplarisk på selv elleve timers flyveture til Asien. Så karma har nok noget andet i tankerne for babys første flyrejse. Pyt, det er kun en time. Og skide være med eventuelle omkringsiddende ammeforskrækkede amerikanere. I’m Danish and that’s how we do it. 

Teaching Kids Healthy Coping Skills

 

IMG_3826
Når manden er ude af landet, ruster jeg mig altid til ulykker. I bloggens levetid har datteren været på skadestuen, bilen har været punkteret, vand eller el er blevet lukket, det har regnet gennem loftet, og ovnen eller opvaskemaskinen har strejket. Flere gange. De sidste fire dage har budt på en strejkende opvaskemaskine og to stressede børn.

Ugens forløb har sat tanker i gang hos mig om grænsen mellem at overbeskytte sine børn og ruste dem til at klare livets op- og nedture. Jeg ønsker, at mine børn skal lære at håndtere modgang, samtidig med at jeg støtter og beskytter dem. Den her uge har de begge haft en fridag, hvor jeg har rummet deres følelser og prøvet at hjælpe dem, mens jeg forholdt mig cool – selv når de fortalte mig ting, som løb mig koldt ned af ryggen og fik mig i alarmberedskab.

Grænsen mellem overbeskyttelse og støtte er hårfin. Særligt her i Bay Area, hvor børn bliver pacet til at excellere akademisk og sportsligt, samtidig med at de overbeskyttes på andre områder. Men jeg synes selv, jeg har styr på det. Indtil nu har jeg ladet mig styre af min mavefornemmelse for, hvor stressede og overvældede børnene føler sig. Og den her uge var jeg ikke i tvivl om, at en fridag hjemme ville hjælpe dem. Jeg er klar over, at andre forældre anser sådan en fridag som overbeskyttelse. Dem om det. Hos os bliver den altid brugt konstruktivt.

Den her weekend vil jeg kaste mig over noget (amerikansk 😳) litteratur om “coping skills”. Mit ultimative mål er vel, at børnene bliver voksne mennesker, som har selvværd, er nysgerrige på livet og har værktøjerne (coping skills) til at overkomme modgang. Herunder til at sige fra og føle sig værdifulde uanset. “Easy peasy” — nej vel?

Hvad vores uge har budt på:

  • Helt typisk blev det en uge, hvor vi blev syge. Det er indtil videre ikke alvorligt, og jeg har været den, som har været hårdest ramt med snot og ondt i hoved og hals. Baby har indtil videre kun været en smule snottet, men fordi han kun er tre måneder, er jeg i top alarmberedskab, hvis hans tilstand pludselig forværres (og jeg skal kaste alle børn i en bil og køre ham på akutafdeling — gisp).
  • Sønnen har været overvældet af lektier og forberedelse af science fair til på mandag. Science fair er en konkurrence på skolen, hvor børnene fremviser resultat af et spørgsmål, som de har belyst efter den videnskabelige metode. Dette års Middle School science fair har slået storebror ud af kurs. Med god grund. De korte tidsfrister, de tårnhøje forventninger, karaktergivning, konkurrence med dommere på— koblet med tre timers “almindelige” lektier dagligt og flere ugentlige “tests” eller “quiz” i skolen har været for meget. Så meget at jeg har måtte give ham en fridag sidste uge og en fridag den her uge, hvor han kunne “catch up” med lektier og science fair. Til skolen hedder det sig, at han var syg, samtidig med, at jeg har udtrykt, at vi er meget utilfredse med lektiemængden. Fordi sønnen laver lektier selv, havde vi ikke opdaget, hvor bagud han var. Særligt fordi han endda har haft lavet lektier i weekenderne. Med en baby på armen og snot i panden har jeg den her uge måtte træde til og guide ham i, hvad han skulle gå i gang med, fordi det sortnede for ham. På hans “fridag” arbejdede han halvsnottet tolv timer i træk. Indtil nu har han ellers haft klaret Middle School og op til tre timers daglig lektietid selvstændigt, uden at beklage sig. Vi hjælper ham nærmest ikke med lektier, og han sidder op til sent om aftenen og knokler. Vi står selvfølgelig til rådighed, når han har brug for hjælp. Vi hører om andre børn, som føler sig ekstremt stressede, og som jævnligt bryder sammen. Men vores flittige søn har ikke haft klaget, indtil nu. Jeg er så imponeret over og stolt af ham! Samtidig med at jeg synes, at lektiemængden er vanvittig. Heldigvis har de to dage hjemme gjort underværker, han har nået, hvad han skulle og var i går pludselig helt uforstående overfor at erstatte fodboldtræning med lektier. Lige så irriteret jeg føler mig overfor at skulle minde ham om og retfærdiggøre en fælles beslutning om droppet fodboldtræning, lige så glad er jeg for, at han så hurtigt kommer ovenpå igen!
  • Datteren har også været ked af det. Hun var hjemme i to dage, en af dagene med lidt ondt i halsen, og på dag to, hvor jeg normalt ville have sendt hende afsted igen, fik hun lov til at blive hjemme. Hendes bekymringer fortjente at blive taget dybt alvorligt, og begge dage er blevet brugt på at tale og forsøge at finde løsninger. Hvilket har hjulpet noget. Weekenden vil jeg fortsætte i samme spor, så hun forhåbentlig kan få det meget bedre.
  • Af alle ovennævnte grunde er min ødelagte opvaskemaskine blevet nedprioriteret!

… Så puha. Indimellem vores snakke minder jeg dem om, at vi snart skal på Thanksgiving ferie. For udsigten til ferie og oplevelser er en af mine “coping skills” til at distancere mig fra stress. Og det virker også på dem. Om det er nedarvet eller tillært står dog hen i det uvisse :-)

Friends With Middle School Kids Are Moving Out Of San Francisco

IMG_3492

IMG_3489-0

IMG_3497
At vores bedste venner og gode bekendte med børn i Middle School flytter ud af byen gør mig så glad! For så skal vi ikke længere forsvare og undskylde, at vi flytter tilbage til Danmark til sommer. Så er det ikke længere os som “forlader” dem. Og bevæggrundene for deres udflytning bekræfter os i, at vi træffer den rigtige beslutning ved at flytte hjem. Børnefamilier i Middle School flytter ud af San Francisco, fordi de stresser over udgifter til uddannelse. San Francisco er igen blevet kåret som den dyreste by i USA at leve i (find den artikel her), og den nominering medtager ikke engang udgifter til uddannelse!

De fleste af vores venner og bekendte havde regnet med, at de skulle betale for Elementary School og Middle School (dansk folkeskole), men at deres børn skulle gå i gratis High School (dansk gymnasie) for derefter igen at betale for College (universitet). Men der findes ikke mange offentlige gymnasier med et godt ry i San Francisco, og selv de dyre populære gymnasier er svære at blive optaget på. Private SF folkeskoler koster typisk $23.000, private SF Gymnasier koster typisk $40.000, og Californiske universiteter koster gennemsnitligt $13.492. Om året!! Der er mulighed for økonomisk støtte, men man kan aldrig være sikker på at få lov til at beholde den. På de offentlige skoler udgør narkotika et alvorligt problem i hele Bay Area, selv på Middle School niveau (5.-9. klasse). Så derfor søger børnefamilier ud til provinsen til gode skoler.

Derimod er forældre i Elementary School (1. til 4. klasse) i datterens klasse ikke begyndt at stresse over udgifter til uddannelse og dermed udflytning af byen. Endnu. Så de ser meget anderledes på vores flytning. Til skole-hjem-samtale fortalte datterens lærere, at flere forældre bekymret havde spurgt til, om datteren skulle flytte til Danmark til sommer (hvilket lærerne ikke vidste på det tidspunkt). Forældrene var bekymrede for, at deres barn knyttede et for tæt venskab til vores datter, og de ønskede i givet fald at arbejde for, at deres barn knyttede andre venskaber. WTF? Suk. Og pyt. For de mennesker, som børnene og vi holder af, tager ikke afstand fra os, heldigvis. Men andre begynder åbenbart at trække sig. Det er ikke noget, som vi mærker, men det sker åbenbart. Sådan er det at være expat på lånt tid: folk er bange for, at vi efterlader et for stort hul i deres liv, når vi flytter. Af samme årsag holder de fire udflyttende familier, som vi kender, det hemmeligt på skolen. Og der er helt sikkert mange flere, som aktivt søger at flytte ud. Og vi prøver alle at holde vores flytning hemmelig, så børns og voksnes venskaber holdes intakte. Men ingen burde tænke på den måde! I mit liv har jeg oplevet betydningsfulde intense tætte venskaber, som kun varede i en kort periode, men som betød alt i den periode. Og de venskaber ville jeg aldrig have været foruden.

Men hvor flytter børnefamilier så hen? Silicon Valley (som jeg synes er for provinsielt) har fået et meget dårlig ry i forhold til narkotika, og lige p.t. oplever de bedste gymnasier en bølge af selvmord (nogen mener, fordi skolerne er så konkurrencemindede). Så ingen ønsker at flytte til Palo Alto og omegn, som ellers efter sigende skulle have verdens bedste folkeskoler. Manden og jeg ville nok overveje kystbyer som Santa Cruz, som vi elsker på grund af den fede strandstemning (boliger er billigere, men skolesystemet kender vi ikke). Men efter denne weekends “house hunting” sammen med gode venner, forstår vi godt, hvorfor ALLE søger til Marin, som er et område, som ligger på den anden side af Golden Gate Bridge, bare 45 minutters kørsel fra San Francisco. Marin har fantastisk natur tæt på hav og redwood skove. Og klimaet er meget varmere end San Francisco, men ikke kvælende varmt som Silicon Valley. Og de offentlige skoler har et fænomenalt ry. Øverst var billeder fra weekendens “househunting” i Marin, hvor børnene badede i pool, i slutningen af oktober! Sikke en livskvalitet med adgang til smuk natur og varme året rundt!

Jeg prøver ikke at tænke så meget over vores hjemflytning (og gode venners udflytning). Men når jeg tænker over det, er jeg taknemlig for, at vi undgår at skulle bekymre os om sindsyge udgifter til bolig og uddannelse og narkotika problemer og masseskydninger. Boligpriser er nemlig også sindsyge på den anden side af Golden Gate Bridge i Marin, og vi blev dybt chokerede over, at vores venner ser på hus til 16 mio. kr. UDEN pool. Antallet af masseskyderier på skoler er gået helt amok det her efterår, og vi har også haft flere tæt på San Francisco. I alt har USA i 2015 oplevet 294 masseskydninger ifølge Washington Post. Og året er ikke omme endnu. Tænk at skulle instruere sine børn i, at de skal gemme sig i skabe eller hoppe ud af vinduer ved et potentielt masseskyderi. Sådan er virkeligheden herovre som forældre på grund af det sygelige høje omfang af masseskyderier i alle dele af USA.

PS. Jeg er sikker på, at der i San Francisco og i kørselsafstand til San Francisco må findes gode, gratis, fornuftige folkeskoler og gymnasier. Men i min omgangskreds peger pilen altså udelukkende i retning af Marin…