Nearly 30 Earthquakes Registered Last Week

IMG_3435

Godmorgen fra San Francisco! Her er morgenens udsigt fra vores altan fra min nye iPhone 6S, som jeg er vanvittig pjattet med (både udsigten og mobilen). Så skiller jeg mig ikke længere ud fra resten af min omgangskreds, som typisk render rundt med den store udgave af iPhone 6. Når vi kører i bil, sidder hver anden bilist og kigger ned på sin mobil, mens de kører — også folk vi kender. Det er fandeme ikke i orden! Nå, sidespring, tilbage til overskriften:

Knap 30 jordskælv oplevede Bay Area sidste uge. Den lader vi lige stå.

Jordskælvene benævnes “small shakes” eller “little jolts”, fordi de ikke ligger over 3.5. Alt mindre end 5 på richterskalaen er simpelthen ikke noget, som man bekymrer sig om. Jeg sørger for ikke at stille baby under ting, som kan falde ned, hvilket betyder, at han aldrig bliver stillet i køkkenet, under billeder og ved vinduer. Af samme årsag kommer baby aldrig til at sove i barnevogn udenfor. Og jeg undlader at lade de store børn være alene hjemme, fordi jeg aldrig vil tilgive mig selv, hvis de skal opleve at være alene under et jordskælv. Udover at de har jordskælvsøvelser på skolen, ved de også fra udstillingen på Academy of Science, hvordan et jordskælv føles: De ved godt, at jordskælv er meget skræmmende og endda kan være livstruende.

Hvis vi bliver tvunget ud af huset, står der en rygsæk og en pose klar (vores “earthquake kit”), som vi kan snuppe på vej ud af døren. Hvis det sker, håber vi, at vi er samlet og ikke skal bekymre os om hinanden. For man rådes nemlig til at “stay put” i flere dage, og man kan forvente at mobil- og telefonnet går ned.

… Kæft jeg glæder mig til ikke at skulle skænke jordskælv en tanke! Og jeg glæder mig over ikke at bo i et område med tornadoer, som jeg anser som langt farligere og mere skræmmende. Risikoen for livstruende naturkatastrofer er simpelthen noget, som amerikanere er vant til at leve med. Og jeg er også blevet langt mere cool, end jeg var, da vi flyttede herovre for snart fire år siden. Men jeg er altid på vagt og tjekker ugentligt, hvor mange jordskælv, som er blevet registreret i Bay Area, hvilket du kan gøre her.

Baby, Baby

Hverdagen er skudt i gang, og storebror og lillesøster har haft en overraskende god skolestart i 1. og 5. klasse. Jeg har været forkælet, fordi min mand har fragtet børnene frem og tilbage til skole. Ikke meget kan stresse mig som tredjegangsmor (og mor til to tidligere kolikbørn), men kørsel med skrigende baby og jordskælv kan. Puha. Men det er del af pakken, når man bor i San Francisco. Vi har haft fem jordskælv på seks uger — de fleste på 5.0 på richterskalaen bare 45 minutters kørsel fra San Francisco. Urgh! Jeg har lige lagt en bestilling på Amazon med termotæpper, fløjter, powerbars til 3 dage, lysstænger og masker. Da der var jordskælv i Napa for et år siden, måtte nogle bekendtes venner flygte fra deres hus, hvor der lugtede af gas og endte med at sidde i deres bil med deres børn et hel nat. Man skal være klar på det hele, selv med “mindre” jordskælv…

I dag er baby syv uger gammel. Han opdager verden omkring sig, siger de sødeste lyde og holder øje med os med sine store blå øjne. Her ligger han hos storesøster en tidlig morgen.

photo-25

Skønne store smil, nogen gange med lyd. Han er hele tiden i vores arme, fordi han har ondt i maven og græder hjerteskærende, når vi prøver at lægge ham fra os. Selv når han sover, vågner han straks, når vi prøver at liste ham ned i vuggen. Til gengæld holder han næsten altid op med at græde, når vi holder ham i modsætning til hans to kolik søskende. Og der er masser af arme i vores hjem. Så på trods af at jeg nogle dage er ved at trille om og tude af udmattelse, har vi det godt! Jeg har den seneste uge endda våget mig ud på barnevognsture, og det føles fantastisk efter så mange måneder på langs igen at nyde San Francisco og højt solskin. Når han græder på turene, kommer han enten i viklen eller bliver ammet. Men puha offentlig amning er ikke velset herovre, så den del stresser mig rigtig meget. Men jeg har nu anskaffet mig en trøje, hvor jeg kan putte ham ind og dermed skjule amningen — hvilket er tusind gange nemmere end at bakse med et såkaldt “nursing cover”, som mødre bruger herovre (mit er et bredt halstørklæde).

På sigt har jeg planer om at deltage i en dansk mødregruppe, som ugentligt holder til i San Franciscos skandinaviske børnehave og til at melde mig til noget “bootcamp” træning for mødre med barnevogne. Men sgu’ ikke før han bliver lidt nemmere. Så indtil videre — på de gode dage — står den på korte barnevognsture, hvor jeg nyder solskin og fin udsigt.

IMG_3230

IMG_3239

IMG_3238

… Udsigten bag mig op af bakkerne er dog ikke altid lige fin: Det er første og sidste gang, jeg tager kjole på på barnevognstur! I øvrigt føltes det, som om baby var ved at tippe ud af barnevognen på det stejleste stykke. Mon det nogensinde er sket?!

Hello To Everyday Life

Glimt fra ugen:

  • Kronprinsen besøgte Silicon Valley: På grund af jordskælvet måtte manden min panisk ligge på alle fire og samle glasskår op mandag morgen, fordi to store skabe med glas i på hans arbejde var væltet i det rum, hvor der skulle tages imod Kronprinsen. Og nej jeg joinede ikke manden for at møde Kronprinsen, selv om jeg var inviteret. I mine yngre dage blev jeg i kraft af mit arbejde en enkelt gang inviteret af Kongehuset til et arrangement på Amalienborg. Da Kronprinsen sammen med hans dengang forlovede Mary smilede til mig, vendte jeg om på hælene og spænede den modsatte retning, direkte ind i Dronningen, hvor jeg fik nejet, men ikke sagt et kvæk, fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige. Suk. Det er vist bedst, at jeg bare holder mig væk fra den type arrangementer. Og undgår ydmygelsen og ærgelsen.
  • Mere jordskælv: Jeg kører nu en anden vej til børnenes skole. Det føles noget skræmmende at køre min sædvanlige vej med motorveje og broer hængende over hovedet, samtidig med at radioen beretter om efterskælv i Napa.
  • Jury-duty!

IMG_2668IMG_2669Jeg er blevet indkaldt som jurymedlem! Desværre kan jeg ikke deltage, fordi jeg ikke har amerikansk statsborgerskab. Æv. Jeg ville have rånydt oplevelsen og med sikkerhed have svælget i forargelse over amerikanske skrækhistorier og kulturforskelle. Æv.

  • Begge børn stortrives i skolen — så meget at vi taler om at forlænge vores USA eventyr med to i stedet for et år. Den lader vi lige stå. Et kort øjeblik.
  • Vi jinxede det! Dagen efter vi talte om, hvor godt børnene havde det, brød helvede selvfølgelig løs.
  • Verdens sødeste søn fik den største og mest ubehagelige skideballe i sit liv af en ny ung, uerfaren lærer og blev udstillet foran hele sin klasse. På rystende forkert grundlag og uprofessionel måde. Når mine børn behandles uretfærdigt af autoriteter, slår alle mine instinkter ind, og jeg forvandler mig til en lean, mean killing machine: Juristen i mig tager over, og skriftligt får jeg fyret alle mine saglige pointer afsted, making my case, going for the kill. Det virkede. Sønnen fik en undskyldning af endda to lærere: Retfærdighed findes, og min uskyldige søn er glad igen. Og så fik jeg lige kridtet banen op i forhold til sønnens nye lærere. 
  • Min yngste har klaret skolestart flot, og hendes lærere og jeg har haft highfivet dagligt og kvidret om, hvor glad hun er i forhold til sidste år. Indtil i morges. I går “døde” hendes yndlingssko, hvilket ikke er heldigt, fordi hun har noget med, at både tøj og sko “strammer.” De nye sko, jeg havde købt, dumpede hun. I morges måtte jeg bære hende grædende ud i bilen og drøne afsted for ikke at komme for sent til skolen. Jeg kastede de to par sko og et par gummistøvler, hun ejer, ind på forsædet. Det endte med, at jeg lod hende iføre sig sine sandaler, selv om de er “ulovlige”. Skolen tillader nemlig ikke åbne sko uden såkaldt toe cap. Det er så typisk amerikansk, at skolen regulerer sådanne latterlige detaljer!? Ved aflevering tog en sød lærer imod datteren, godkendte de “ulovlige” sko, og jeg listede afsted. Under en time senere fik jeg et opkald fra skolen om at hente datteren, fordi hun havde ondt i mave og hoved og havde såkaldt borderline fever. Jaja, hjem kom hun og havde det i øvrigt strålende resten af dagen…
  • Forleden eftermiddag brugte jeg knap tre timer på at køre sønnen til fodboldtræning og hente datteren på skolen. Tiden uden for bilen ikke indberegnet. Sådan en eftermiddag er bare en hel almindelig eftermiddag for en San Francisco mor. Suk.
  • Lillesøster tabte sin første tand og fik fire dollars af tandfeen! Åbenbart efterlader tandfeen breve, fe-støv og skattekort hos klassekammeraterne, men det gør hun altså ikke hjemme hos os…IMG_2676
  • En af sønnens lærere bruger konstant termen: “Bless his/her heart”. Selvom hun mindst er ti år yngre end mig og taler om elever og lærere.
  • Jeg fik brugt forrige uge, mens jeg var sengeliggende, på den mest konstruktive måde jeg kender: Jeg fik scoret billige kampagne flybilletter, og påskeferie bliver på Hawaii. Hvilket gør mig meget lykkelig og glad ovenpå nogle hårde uger.

… Mindre end to uger efter skolestart har vi heldigvis allerede ferie igen. I weekenden — Labor Day Weekend — snupper vi en miniferie i Santa Cruz, hvor vi indfrier sønnens fødselsdagsgave, som for tredje år i træk involverer hvaler. Jeg prøver ikke at tænke på, hvad der mon sker under et jordskælv, hvis man er ude at sejle på havet. 

Eight Things That Can’t Happen When Dad Is Out Of Town

Oh nej. Nummer et på listen over top otte ting som ikke må ske, mens manden er bortrejst, skete. Næsten. Min liste inkluderer:

1. At jeg bliver forhindret i at hente børnene.

20140520-155432.jpg

20140521-115801.jpg

Tjek. Altså næsten. I går — en halv time før jeg skulle hente børnene fra skole — ringede vores postbud på døren og gjorde mig opmærksom på, at mit venstre fordæk på min bil var punkteret. Argh!? Hvor er det heldigt, at min mand ikke nåede at køre sin bil på værksted, før han skulle til DK, som han ellers havde planlagt. Ellers havde jeg været på den! Vi er afhængige af den bil til alt i hverdagen, fordi bus- og metrosystemet ikke er ordentligt udbygget i andre bydele end indre by.

2. At nogen bryder ind hos os om natten.

I forgårs måtte jeg give fortabt efter knap ti dage uden ordentlig søvn og sov igennem. Men andre nætter har jeg haft vågnet hele natten igennem på grund af mystiske lyde. Udover at det lyder som om, at nogen går rundt på vores lille altan, har vi et busstopsted lige uden for døren. Suk.

3. Jordskælv.

Den frygt behøver jeg ikke at uddybe for andre californiere. Vi har et survival kit stående i kælderen med vand, lommelygte, ponchoer, handsker, radio, telt, snor, fløjte, komfur mv. Alting i miniversion.

20140520-145257.jpg

I øvrigt opdagede jeg lige, at nogen har taget af det vand, som vi har på lager til samme formål?! Det er formentlig danske venner eller familie, som har boet hos os, som ikke associerer et lager af vandflasker med jordskælv. Læs i øvrigt Berlingskes artikel her, som fortæller, at forskere er enige om, at risikoen for jordskælv i San Francisco stiger. Noget med at vi skal forberede os på en bølge af væsentligt kraftigere jordskælv i de nærmeste årtier. WTF?

4. At vi ikke er sammen under et jordskælv.

Hvordan og hvornår ville jeg kunne hente børnene? Hvordan skal jeg komme i kontakt med dem? Gys. Efter sigende må man ikke røre sig ud af stedet op til flere dage efter et jordskælv…

5. At én af os bliver så syg, at vi skal på skadestuen.

Tjek. For et år siden blev min yngste datter syg og indlagt på skadestuen (som jeg skrev om her). Heldigvis fik jeg en veninde til at hente sønnen fra skole. Men da datterens tilstand efterfølgende blev forværret om natten, og jeg overvejede at tage tilbage på skadestuen med hende, mens jeg også havde sønnen hjemme, følte jeg, at jeg ikke havde nogen at ringe til. Så gode San Francisco venner følte jeg ikke, at jeg havde. Midt om natten. Det føler jeg heldigvis i dag! Men derfor frygter jeg alligevel en gentagelse!

6. At én af husets brandalarmer går i gang om natten, og at jeg ikke kan slukke den.

Tjek. Mens manden har været hjemme, har vi oplevet vores brandalarmer gå i gang midt om natten mange, mange gange(?). Fordi min mand er tårnhøj, lykkes det ham at tage brandalarmen ned, men jeg vil skulle slæbe en kæmpe stige op, som står udenfor, hvis det sker. Please lad det ikke ske, børnene ville blive hundeangste, hvis jeg midt om natten skal hente stige udenfor, mens alarmen hyler…

7. At mine betalingskort ikke virker.

Tjek. En vis herre købte et ur ude i lufthavnen og tømte vores bankkonto. Ok så fyldt var den så heller ikke Jeg måtte hæve kontanter på mit eneste danske visa for at dække underskuddet på vores amerikanske betalingskort, som blev større og større, fordi vi også automatisk betalte regninger fra kontoen. Strafrenter for overtræk i USA er kolossale, fordi forbrugerbeskyttelse er en by i Rusland. Pludselig kunne jeg heller ikke hæve kontanter på mit danske visa kort. Det tager fem til syv dage at overføre penge fra vores danske konto til vores amerikanske konto. Godt at jeg dengang havde besøg af familie! Vi havde ingen amerikanske kreditkort, fordi man i USA skal bruge lang tid på at opbygge sin kredithistorie for at få adgang til sådan et. Totalt latterligt, men jo flere lån du har, jo bedre rater de din kreditværdighed, fordi du derved beviser, at du er typen, som betaler af på dine lån. Og vi som var så stolte over at købe vores biler kontant. Dumt: I to år har jeg end ikke kunne oprette medlemskort til Macy’s, GAP mv.! I dag har vi endelig fået opbygget en kredithistorie, så vi har flere betalingskort at trække på. Men efter sidste omgang frygter jeg alligevel en gentagelse!

8. At barnepigen ikke dukker op som aftalt.

Og jeg derved ikke kommer til undervisning på Berkeley, hvilket resulterer i en rådden karakter. Der må godt grines over, at den er med på listen…

… Længere bliver min liste ikke. Andre tanker om skræmmende ting, som ikke må/kan ske, blokerer jeg for. Destruktive tanker får ikke plads i mit hoved. Berlingskes artikel om forventningen om en bølge af jordskælv er lige kommet med på den liste! Jeg bekymrer mig vist også rigeligt i forvejen…