The San Francisco Spirit Of Giving And Volunteering

IMG_2004Så er det snart jul! Vi oplever kun klassisk julestemning i vores hjem, men til gengæld har San Francisco andre kvaliteter.‘Tis the season for giving! Hver november og december bliver jeg imponeret over amerikanernes generøsitet. Op til Thanksgiving og jul går San Franciscos beboere simpelthen amok med at bidrage med penge og arbejdskraft til gode formål. Amerikanere anser det at yde velgørenhed som en glæde, men også som en moralsk forpligtelse, som ingen bør åle sig udenom.

Velgørenhed er dog ikke kun begrænset til november og december måned. Vi opfordres løbende til at donere penge. I skoleregi glæder vi os over at deltage i seje projekter som transportable brusekabiner til hjemløse og “food drives”. I butikker bliver man spurgt, lige før man skal betale, om man vil donere til de formål, som de nu engang indsamler til. Jeg donerer altid, typisk en dollar. Generelt er amerikanere ekstremt private, når det kommer til velgørenhed, og de kunne f.eks. aldrig finde på at reklamere med deres indsats på Facebook eller nævne den “casually” i en samtale. Og netop den ydmyghed og mangel på behov for at søge anerkendelse for deres indsats finder jeg ekstra prisværdig.

På bloggen har jeg skrevet om dengang, vi sammen med datterens klasse “adopterede” en familie til jul her. På den anden side af spektret har vi prøvet at være modtager af en fremmedes generøsitet, da sønnen for to år siden sendte et brev til julemanden, og der til jul dukkede en pakke op med “Santa’s workshop” som afsender. Læs den magiske julehistorie her.

Jeg er dybt imponeret over amerikanernes fokus på velgørenhed. Men jeg er derimod ikke fan af den vægt, som forældre på børnenes skole lægger på frivilligt arbejde og donationer til skolen, som iscenesættes og markedsføres som værende af lige så stor vigtighed som velgørenhed. I starten føltes det hele som en stor pærevælling, som jeg ikke kunne finde op og ned på, men der er store forskelle.

I modsætning til velgørenhed er amerikanerne på ingen måde private omkring frivilligt arbejde og donationer i skoleregi. Tværtimod! Årligt offentliggøres statistik over, hvor mange i hver enkel klasse, som har bidraget de anbefalede 200 dollars til skolens “parent fund”. Det skal nævnes, at der er tale om en privatskole. Et enkelt år offentliggjorde skolen med navns nævnelse, hvilke familier som havde eller ikke havde doneret penge til fonden. Men pengedonationer er ikke begrænset til fonden, og f.eks. har familier på skolen doneret elementer til legepladsen (hvilket der også blev opfordret til via email) og et nyt køkken. Udover pengedonationer lægger skolen også vægt på, at familier “volunteer” til gavn for “the community”. Ved “volunteering” forstås at donere sin tid til en god sag uden at blive betalt, og ved “community” forstås skolen, men også lokalsamfundet udenfor skolen. Skolen er afhængig af forældres gratis arbejdskraft, og forældre hjælper på biblioteket, arrangerer fester, udarbejder skolens nyhedsbrev, står for skolens fundraising, møder op til arrangementer med kommende familier og agerer som “room parents”. De mest aktive forældre bliver indsat i skolens forældrebestyrelse uden demokratisk proces, men alene baseret på de allerede siddende bestyrelsesmedlemmers beslutning. En plads i skolebestyrelsen ser godt ud på C.V’et både professionelt, men også når børnene skal søge om optagelse på andre skoler.

Udenfor skolens fire vægge ønsker skolen, at vi som “community” er repræsenteret i lokalsamfundet. Jævnligt opfordrer enten skoleledelsen eller forældre til, at skolens familier deltager i events med plantning af træer eller rydning af lokale parker og strande for skrald. Heldigvis har skolen nu fået en størrelse, så vores families fravær på sådanne lørdage ikke længere bliver bemærket. For det er altså ikke fedt mandag morgen at blive konfronteret med smalltalk om alt det arbejde, som blev lagt lørdag, hvor følgende spørgsmål står malet i folks ansigter: “And where were you guys?” Efter at skolen er firedoblet i størrelse, er stemningen heldigvis ikke længere så intens.

Grundlæggende er jeg dybt taknemlig for al det arbejde, som forældre lægger. Men filmen knækker for mig, når visse forældre — som ved eftertanke nok kun er to håndfulde — udstiller andre forældre, som de ikke mener er aktive nok. De to håndfulde forældre ser det som deres fornemste opgave at rekruttere gratis arbejdskraft til skolen. Med tiden har jeg lært at håndtere dem og kode, hvornår det er ok at springe over (uden samtidig at føle mig udstillet som et dårligt og dovent menneske). Og jeg har heldigvis en masse medallierede (som endda er amerikanere), som ligesom jeg føler, at omfanget af rekruttering til frivilligt arbejde og pengedonationer er grænseoverskridende. Men vores første to år i USA havde jeg det svært. Gange to! Fordi jeg havde samme bekymringer i forhold til datterens børnehave, som på samme måde var afhængig af frivillig arbejdskraft og donationer.

Xmas Hygge

Juletid er ensbetydende med hjemve, fordi amerikanere i San Francisco ikke dyrker julehygge. Snøft. Jeg glæder mig som et lille barn til at julehygge med børnene, fordi december måned er deres yndlingstid. Julemagi- og hygge er en vigtig del af deres barndom, og jeg føler et stort ansvar for, at de ikke skal gå glip af den del af at være dansk. Så mens deres venner overhovedet ikke er “into Christmas” udover gaver den 25. december, så bor der en nisse hjemme hos os, vi hører julemusik, spiser æbleskiver og taler hele tiden om jul og nisser.

Her er den foreløbige plan for at dyrke julehygge:

Letters to Santa

Hvert år har United States Postal Service (USPS) en stand på Pier 39 samme weekend, som juletræet tændes i San Francisco. Sidste år sendte begge børn et brev til julemanden, og sønnens ønsker blev opfyldt! Ordningen fungerer på den måde, at de mest trængende børn forfordeles og får opfyldt deres ønsker om mad og tøj af organisationer eller virksomheder. Derudover lægges andre børns breve til julemanden på posthuse rundt omkring i byen, og enhver kan deltage i ordningen ved at vælge et brev og anonymt opfylde et barns julegaveønsker. At få en pakke leveret med Santa’s workshop som afsender var absolut den mest rørende juleoplevelse, som vi har haft i San Francisco, fordi vi ikke kendte til ordningen, men bare symbolsk sendte brev til julemanden. Læs den historie her. Amerikanere er gode til at give, og i november og december (the season of giving) bidrager alle med enten madvarer eller donationer til trængende familier. På skolen har vi indsamlet madvarer til trængende familier op til Thanksgiving, og i datterens klasse adopterer vi nogle familier og opfylder deres julegaveønsker.

Også i år sparkede vi gang i julehyggen ved at sende brev til julemanden hos USPS på Pier 39. Her ses børnenes breve.

photo 1

photo 2

DSC03499

En nisse flytter ind — hvis vi er heldige!

Fordi vi rejser væk på Thanksgiving ferie, julepyntede børnene huset i weekenden ved at fylde vores stue og køkken med nisser. Det ligger børnene meget på sinde, at huset står klart, så en nisse forhåbentlig har lyst til at flytte ind hos os den 1. december. Men man ved jo aldrig, vel? Ingen af børnenes amerikanske venner har haft nisser boende. Faktisk ved de ikke engang, hvad nisser er, men nikker forstående, når vi forklarer, at elfs er Santa’s helpers. Børnene har hele deres liv haft en nisse boende hver december. Sidste år havde vi Nisse Puk boende, året før Nisse George. Nissen driller, men forkæler også børnene med grødris, æbleskiver, julepynt og klippe klistre ting. Børnene laver gaver retur til nissen, og vi sørger selvfølgelig for at fodre nissen med risengrød og æbleskiver.

DSC03507

Nissen efterlader ting samme sted hver år, nemlig foran den her nissepige og nissemand.  DSC03509

Børnene placerede nisserne præcist samme sted som de sidste to år, da de pyntede op. Hold kæft det er hyggeligt!

Vi holder juleaften

For første gang nogensinde skal vi være bortrejst den 24. december. Gisp. Det er jo ikke smart i forhold til, hvor meget børnene går op i julen. Flybilletter til Mexico er 50 pct. dyrere, hvis man flyver efter den 24. december, så det gav ligesom sig selv, da vi bookede billetter i maj, at hvis vi skulle afsted, så blev det med juleaften i Mexico. Men jeg har fået kolde fødder, for selvfølgelig skal børnene opleve juleaften! Nu er planen, at vi i stedet fejrer juleaften weekenden før, vi rejser, hvor børnene samtidig får enkelte gaver fra os. Så håber vi, at julemanden kigger forbi Mexico den 24. december med en gave. Julemad er ikke nemt at få fat på i USA, men manden har slæbt marcipan og grødris med hjem fra Danmark, flæskesteg køber vi hos en mexikansk slagter, og rødkål og kirsebærsovs har vi købt hos den skandinaviske butik Nordic House, som ligger i Berkeley.

Julearrangementer og andet tamtam

Det er umuligt at finde arrangementer med julehygge i dansk forstand i San Francisco. Næste weekend fejrer både Monterey og Santa Cruz juletræstænding med julemusik og julemand, så vi planlægger at kigge forbi en af byerne på vej hjem fra vores Thanksgiving ferie i Syd Californien. Men af erfaring ved vi, at vi ikke skal have for høje forventninger til den type arrangementer.

Igen i år planlægger vi at tage på Charles Dickens fair, som genskaber Charles Dickens’ London i 1840-1860′erne med karakterer fra hans bøger, butikker, pubber, ‘tea-rooms’ og forskellige shows inspireret af Charles Dickens’ bøger og liv. Det var en fed, julet, hyggelig oplevelse.

IMG_2125

I år skal børnene gå Lucia optog på deres skole til morgensamling, hvilket jeg glæder mig for vildt til. På deres skole er startet to børn, som har en svensk mor og et barn, som har en dansk far. Lucia sangen kommer til at blive sunget på svensk, og drengene skal udklædes som nisser (som åbenbart hedder tomte på svensk!?). Den svenske mor mener også, at mødrene skal gå Lucia. Hmm. Nå, men det gør jeg selvfølgelig, hvis det er det, der skal til.

Så julehyggen skal nok indfinde sig på matriklen. Men jeg må konstatere, at efter snart tre år som udenlandsdansker bliver savnet efter dansk julehygge ikke mindre, men tværtimod større.

… Hvorfor tager de ikke bare på ferie i Danmark i stedet for Mexico, tænker du måske? Udover at det er billigere med en ferie i Mexico, var vi på juleferie i Danmark for to år siden, og den tur var så hård, at det tog os en måned at komme ovenpå. Vores fly blev for det første aflyst, hvilket var traumatisk nok i sig selv. Da vi endelig ankom til Danmark, nåede vi aldrig at vende vores jetlag og måtte derfor underholde to børn om natten i en lille, kold lejlighed. Jeg tror, at manglen på sollys (som vi sov fra) har forværret vores jetlag, som i forvejen selv om sommeren er hard core på grund af de ni timers tidsforskel mellem Danmark og Californien. Summa summarum det tør vi ikke igen!

Bye Bye Elf, Bye Santa

IMG_2033

Juleaftens morgen kl. lidt i syv fandt børnene – udover et afskedskort fra nissen –  gaver og kort fra selveste julemanden!! I San Francisco giver det mening, at julemanden allerede kiggede forbi så tidligt, fordi DK jo er ni timer foran og dermed på samme tidspunkt, som vi stod op, var i gang med at fejre juleaften! 

IMG_2021

Sønnen syntes, at det var sejt, at hans gaver var blevet sendt fra Santa’s workshop, og han var rørt over, at han fik fire gaver i stedet for en enkel. Efter han havde pakket gaverne op, kom han selv i tanke om, at han jo netop havde ønsket sig lego i det brev, som han sendte til julemanden i november. Os: “nå jaaaa, det er da også rigtigt”! Perfekt at han selv lavede koblingen mellem gaverne og hans brev til julemanden. Den dag, han ikke længere tror på julemanden, får han den rørende historie om, hvordan hans brev til julemanden endte på et posthus i San Francisco, hvor en fremmed udvalgte hans brev blandt mange andre breve til julemanden og købte gaver til ham. Helt anonymt. Uden at få noget til gengæld (letters to Santa-ordningen, som jeg beskrev i sidste indlæg).

Hverken lillesøster eller storebror undrede sig i øvrigt over, hvorfor lillesøsters gave ikke var blevet sendt med posten. For den var jo kæmpe stor, og julemanden skulle alligevel give nissen et lift hjem til Grønland.

IMG_2015

Det bedste ved julen i vores hjem er julemagien omkring den nisse, som hvert år flytter ind fra den 1. til den 24. december. Året 2012 bliver nok sidste december, hvor sønnen tror på nisser og julemanden, og det gør mig så glad, at we pulled it off! Igen, på trods af at ingen af deres amerikanske venner tror på nisser. Til gengæld tror alle vennerne på julemanden og påskeharen. I vores hjem er det almen viden, at nisser hver december får fri fra julemandens værksted og kun flytter ind hos familier, som tror på nisser. Den 24. december rejser nisserne hjem til Grønland, hvor de bruger tiden op til næste december på at lave næste års julegaver på julemandens værksted.

Sidste år havde vi besøg af Nisse George, som var halv amerikaner, og dermed var vild med USA, hvilket gaverne bar præg af. I en periode hvor begge børn var kede af at bo i USA. I år har Nisse Puk derimod haft fokus på danske juletraditioner og har haft efterladt juleklip, nisser, julepynt og enkelte bøger. Datteren har haft vågnet kl. fem hver morgen af ren og skær spænding. Jeg har haft vågnet kl. tre om natten, fordi jeg – mens jeg sov? – kom i tanke om, at jeg havde glemt at lægge nissegaver frem eller lave nisse sjov. Sønnen har syntes, det var vildt hyggeligt at have en nisse boende. Igen. Begge børn råbte højt tak til nissen, når de fik gaver og kreerede gaver retur til nissen.

Dansk julehygge i San Francisco har været overraskende nemt at skabe. Og den amerikanske version af julen, hvor man pakker gaver op fra julemanden om morgenen, kombineret med en traditionel dansk juleaften med mormor og morfar på besøg, var skide hyggelig. Gaverne om morgenen gav en ro i forhold til resten af dagen, så det gør vi nok igen. Hjemme hos os er det alment kendt, at julemanden kun bringer gaver til børn, og at man i øvrigt juleaften, børn som voksne, udveksler gaver. Og måske holder vi endda jul i San Francisco igen? Julesaligheden fandt i hvert fald vej over Atlanten.

IMG_2045

IMG_2048

A Package From Santa’s Workshop?!

Tis the season of giving

I går var dagen, hvor vi oplevede ægte Christmas spirit San Francisco style. United States Postal Service (USPS som er USA’s Post Danmark) afleverede en stor papkasse – adresseret til sønnen – fra Santa’s Workshop.

IMG_2004

Sønnen var ikke hjemme, og sammen med datteren åbnede jeg meget skeptisk den mystiske kasse, som indeholdt fire indpakkede gaver, som når man rystede dem, lyder som løse legoklodser. Intet brev var vedlagt.

IMG_2005

Så kom jeg i tanke om det brev, som sønnen sendte til julemanden i slutningen af november ved et event arrangeret af USPS, som jeg skrev om her.

IMG_0594

DSC02073

Efter lidt googling fandt jeg ud af, at USPS kører en letters to Santa ordning. USPS gennemlæser hvert år  alle breve sendt til julemanden – flere hundrede tusind – og prioriterer brevene. Breve fra børn fra belastede kvarterer, eller børn hvis breve signalerer nød, sender USPS videre til velgørenhedsorganisationer og private virksomheder, som bidrager til letters to Santa ordningen. Mens de øvrige breve – som for eksempel fra min søn – lægges på lokale posthuse i San Francisco og kan gennemlæses og blive adopteret af helt almindelige mennesker, som kender til og har lyst til at bidrage til ordningen. USPS sikrer, at både gavegiver og barn forbliver anonym – derfor ingen afsender på sønnens pakke.

Først fik jeg helt koldsved, da jeg frygtede, at vi fejlagtigt tog fra trængende børn under en af de mange velgørenhedsprogrammer i San Francisco. Men nej. Letters to Santa er rettet mod alle børn. Ordningens formål er at “make children’s x-mas wishes come true”. At en fremmed person er troppet op på posthuset, har gennemlæst flere julebreve og har udvalgt min søns julebrev og derefter anonymt – uden at få noget til gengæld – opfylder min søns gaveønske (selv om sønnen ikke af USPS er kategoriseret som trængende) overrasker mig. Som dansker. Samtidig bliver jeg varm om hjertet, fordi den person åbenbart er blevet rørt over min søns brev. Og jeg får endnu større lyst til selv at give back.

Santa-ordningen repræsenterer den givende, hjertelige side af amerikanerne, selvfølgeligheden og glæden ved at donere. Amerikanere i San Francisco donerer dagligt til velgørenhed uden nærmere eftertanke. For eksempel donerer jeg, når jeg handler i supermarkeder eller på apoteker. Når alle varer er tastet ind, spørger ekspedienten, om jeg vil donere mellem en og fem dollars til kræft forskning, herberger i San Francisco området, mad til trængende i San Francisco osv. Jeg donerer altid. I starten følte jeg, at det var vildt akavet og påtrængende at blive spurgt direkte. Ikke længere. Året igennem kører der forskellige kampagner, men der sættes ekstra ind i den såkaldte season of giving, som starter i oktober op til Thanksgiving og løber indtil julen. Også børnenes skole indsamlede madvarer til trængende familier op til Thanksgiving. Skolens indsamlingen løb over fem uger, hvor jeg sammen med børnene indkøbte supper og bønner på dåse, ris og pasta. Fredage på skolens morgensamling blev ugens indsamling vejet og sat ind i et skema, som hang på væggen i skolen. Børnene var pavestolte over deres bidrag. Også lokale supermarkeder indsamlede til trængte familiers Thanksgiving, og jeg har doneret et Thanksgiving måltid ved at købe en pose med madvarer i Safeway, som Safeway også donerede til, og derfor kun kostede mig ti dollars.

Alene i San Francisco og Marin området er 57.000 mennesker afhængige af food stamps (Supplemental Nutrition Assistance Program), hvoraf hovedparten er børn. På folkeskoler i belastede San Francisco områder har børn ikke madpakke med på skolen, børn sulter. Og når regeringen ikke tager affære, så gør folket. På børnenes skole har en mor opfundet transportable brusekabiner til hjemløse i San Francisco, og på skoler i belastede kvarterer arbejder frivillige organisationer på at sikre morgenmad og frokost til børnene. To gange om året smører børnenes skole peanut butter med syltetøj sandwich til San Franciscos hjemløse. Skolen har også indsamlet penge til en brønd i Afrika og indsamler i øjeblikket legetøj og skoleting til en skole i Guatemala. Og jeg kunne blive ved.

… Spændende hvad sønnens fem pakker indeholder! Bør jeg tjekke? Ingen har i øvrigt – indtil videre – adopteret datterens brev til julemanden, hvilket er et problem, fordi  begge børn jo tror på julemanden. Så det må vi løse ved, at julemanden i et brev forklarer, at han selv medbragte datterens gave, fordi den var for tung at sende med posten. Eller lignende. 

Glædelig jul allesammen! Og tak fordi I læser med :-)

Searching For Xmas Hygge

Amerikanerne i San Francisco julehygger ikke. Enkelte (over)pynter deres huse med udendørs lys. That’s it. De dyrker ikke nisser (elfs), juleklip, julebagning, æbleskiver, risengrød, julekalender, indendørs julepynt, kalendergaver eller kalenderlys. De hører ikke julemusik. De er ikke engang hjemme juleaften, men tager på ferie. Og de kigger mistroisk på mig, når jeg prøver at beskrive dansk julehygge, og så forklarer de mig, at de faktisk ikke bryder sig om julen, fordi den er så materialistisk. At de meget bedre kan lide Halloween og Thanksgiving. That’s their loss. Mens San Francisco og resten af USA har brugt weekenden på at shoppe årets største udsalg Black Friday, har vi jagtet og skabt julede San Francisco oplevelser. Vi  prøver at kompensere for, at vi ikke skal hjem og holde jul i år.

Allerede sidste weekend mødte vi op hos United States Postal Service (USPS) for at sende børnenes breve til julemanden. I USA mener man, at julemanden bor på Nordpolen, så der adresserede børnene – noget skeptiske – brevet til efter en USPS ansats anvisninger. Men som dansker er det jo alment kendt, at julemanden bor på Grønland!?

DSC02073

IMG_0594

Gad vide om julemanden svarer? Man skulle i hvert fald give detaljerede oplysninger om afsender adresse.

Vi var i Castro Theater, som er en biograf og et landemærke i San Francisco, som daterer tilbage til 1922. Biografen har mezzaniner, balkoner og underholdning af en klaverspiller før forestillingerne.

IMG_1902

IMG_1914

Vi så min barndoms yndlingsfilm ‘Sound of Music’ (den om Kaptajn Von Trapp med de syv børn, som forelsker sig i guvernanten/aspirant nonnen Maria). Castro Theater viser den som sing along film, hvor publikum – ofte udklædte – udstyres med en pose med rekvisitter, som de instrueres i at bruge under forestillingen. Der var et stykke stof i posen, som vi alle viftede med, mens vi råbte: “The curtains Maria, the curtains”, i scenen, hvor Maria (spillet af Julie Andrews) sidder og overvejer, hvor hun skal finde stof til at lave tøj, som børnene kan lege i. Når Edelweiss blev sunget, viftede hele salen med en plastik blomst. Når baronessen var på skærmen, sagde vi: “ssss”. Når nazisterne var på skærmen råbte vi: “buhhh”; i scenen hvor nazisterne leder efter Von Trapp familien i nonneklosteret med lommelygter, lyste flere i publikum med medbragte lommelygter. Hele salen skrålede med på sangene, inklusiv undertegnede og mine egne børn. Børnene så filmen for første gang, men sønnen kunne læse underteksterne, og – nå ja – så har jeg nok haft sunget sangene for dem derhjemme nogen gange. Mange gange (oversharing?). Selv manden min, som var ret skeptisk over for ideen, råbte og sang. Sound of Music sing along er hermed adopteret som familiens juletradition fremover! Og høhø, på trods af det indførte strafbelagte nøgenforbud i San Francisco, har vi set – også den dag – veltrænede mænd spankulere nøgne rundt i Castro (kendt som San Franciscos homoseksuelle kvarter). Forhåbentligt skyldes det, at politiet har fundet noget bedre at lave end at arrestere og sende nøgne mænd i retten. Men manglen på politi i Castro skyldes nok snarere, at december ikke er turistsæson! So, enjoy the view while you can. “Mor, hvorfor har manden smykker på sin tissemand?” “Øhhhh”. 

Weekenden bød også på et Charles Dickens fair, nærmere betegnet genskabelsen af Charles Dickens’ London i 1840-1860’erne i Cow Palace med autentiske mennesker, butikker, pubber, tea-rooms og forskellige shows inspireret af Charles Dickens’ bøger og liv. Vi mødte Scrooge og Oliver Twist, dansede engelsk folkedans, så forestillingen Pinocchio og flere koncerter. Skide hyggeligt.

IMG_2125

Oliver Twist.

IMG_2158

Scrooge.

IMG_2165

Hov, der kom jeg lige med på et billed!? Jamen det syntes jeg, at jeg skyldte jer. Efterhånden. Og så er både mit Iphone kamera og elskede lækre Sony kamera gået i stykker over weekenden, så fremover bliver der – indtil økonomien tillader andet – kun taget billeder, når mandens (ringe) Iphone kamera er involveret. Snøft.

Også på hjemmefronten giver vi den ekstra gas. I weekenden har vi julepyntet, klippet og klistret, tændt kalenderlys og adventslys, åbnet julekalender, hørt julemusik, streamet Shanes jul og talt om nisser. I år har børnene besøg af en (selvfølgelig dansk) nisse ved navn Nisse Puk. At vi overhovedet fik en nisse er så heldigt! Man jo ikke kan være sikker på, at en nisse gider flytte ind, vel? Se bare børnenes amerikanske venner, som end ikke har hørt om muligheden! Næ, for at få en nisse til at flytte ind, skal man tro på nisser, julepynte hjemmet med en masse nisser og sørge for, at nissen får mad. Mon Nisse Puk er en drillenisse, en gavenisse eller begge dele? Det kommer nok an på, hvor mæt hun er. Julemagi når det er bedst. Ja, selv vores skeptiske niårige søn tror på nissen og julemanden, og det skal nydes! Fra Danmark har jeg slæbt risengrød, juleklip, julepynt og julede perleplader, som nissen kommer til at sætte storebror og lillesøster i gang med.

Og vi har fundet æbleskiver (som herovre åbenbart hedder Danish pancakes) hos Trader Joe’s.

IMG_0602

… Kom bare an december!

Happy Thanksgiving!

Thanksgiving er amerikanernes juleaften, hvor familiemedlemmer flyver ind fra andre stater for at samle familien. Maden – en gigantisk kalkun og utallige sideretter og desserter – planlægges ugevis forinden og tilberedes over en hel dag. Gæsterne medbringer hver en til to retter. Værten byder velkommen, beder gæsterne holde hånd rundt om bordet, og værten fortæller i højtidelig tone, hvad værten er taknemlig for. Til sidste års Thanksgiving hos vores amerikanske venner udtrykte vores vært (mormoren i vores amerikanske substitut familie) taknemlighed over, at vi spiste med sammen med familien. Thanksgiving er rørende, fordi dagen handler om samvær og taknemlighed. I modsætning til julen. De amerikanere, som vi kender, rejser væk i julen, som de synes er materialistisk. Og jeg er enig: Den amerikanske jul handler meget om gaver og om at få taget billeder med julemanden i indkøbscentre, hvilket i øvrigt koster $10. Amerikanerne hygger ikke som danskere med julekalender, klippe-klistre eftermiddage, julebag, adventssøndage og risengrød. Men deres Thanksgiving kunne vi godt lære noget af!

Men i år skulle vores substitut familie ikke holde Thanksgiving. Fuck. Hvad skulle vi så?

Jamen, det fik manden min løst, mens jeg var i DK: Han inviterede to arbejdskollegaer og deres familier hjem til os. Øhh, hvad har du? Jeg er ikke værtinde materiale, og slet ikke til så vigtig en begivenhed! Lad mig forklare: jeg er typen, som står i køkkenet en hel dag, selv når jeg kun skal kokkerere en enkel ret til nærmeste venner. Til sidste års Thanksgiving stressede jeg over den danske dessert, vi var blevet bedt om at medbringe, som andre stresser over kalkunen (aka måltidets vigtigste bestanddel). Og det var der også god grund til, i hvert fald i min verden. Jeg havde det hele planlagt til mindste detalje, for det første havde jeg valgt en dessert, som jeg ikke kunne kikse, nemlig en gammeldags æblekage. For det andet – fordi makroner og rasp ikke kan købes i USA – havde jeg planlagt, at vi på vej hjem fra ferie kørte gennem den danske by Solvang i Syd Californien, hvor jeg selvfølgelig regnede med at kunne købte makroner og rasp i nogle af de (såkaldte) danske bagerier. Nope. Panik. Så besluttede jeg at lave en anden kage, som jeg normalt ikke kikser, en marcipan kage. Brugte dagen før Thanksgiving på at køre til og gennemstøve butikker efter marcipan. Men nope, marcipan kan heller ikke købes i USA. Så det endte med en tør, knasende, men særdeles hjemmelavet æblekage, som de stakkels Thanksgiving gæster følte sig forpligtede til at knase sig igennem og endda rose. Traume. Udover stress over madlavningen, er jeg typen, som ikke kan slappe af, når gæsterne er ankommet, fordi jeg ikke har styr på maden. Og manden min, hmmm, lad mig bare sige, at han færdes sjældent i køkkenet – hvilket han dog er ved at ændre på, og initiativet med at stå for Thanksgiving er et skridt i den retning. Og det er jeg jo meget taknemlig for :-) Så. Hvad fanden, let’s do it!

Eftersom gæsterne er danskere, bliver de næppe traumatiserede, hvis kalkunen kikser (som jeg frygter allermest). Og vi er jo i USA, hvor der er hjælp at hente, så vi behøver ikke lave alt fra scratch (som vist er noget af det, som plejer at fælde mig):

20131128-074840.jpg

Vi har bedt vores gæster medbringe to retter hver, så er vi sikre på, at vi ikke går sultne i seng! Menuen indeholder traditionelle retter som kalkun, cranberry sauce, ovnbagte rodfrugter, kartoffelmos lavet på søde kartofler, pumpkin pie og stuffing (som både laves som fyld til kalkunen, men også som en separat ret).

Lige nu er det tidlig morgen (damn you jet lag), men når resten af families står op, går det løs. Jeg vil tage en dyb vejrtrækning og omfavne (taknemlighed er lige i overkanten), at jeg åbenbart er blevet så voksen, at jeg er medværtinde til årets vigtigste middag. Wish me luck!