The San Francisco Spirit Of Giving And Volunteering

IMG_2004Så er det snart jul! Vi oplever kun klassisk julestemning i vores hjem, men til gengæld har San Francisco andre kvaliteter.‘Tis the season for giving! Hver november og december bliver jeg imponeret over amerikanernes generøsitet. Op til Thanksgiving og jul går San Franciscos beboere simpelthen amok med at bidrage med penge og arbejdskraft til gode formål. Amerikanere anser det at yde velgørenhed som en glæde, men også som en moralsk forpligtelse, som ingen bør åle sig udenom.

Velgørenhed er dog ikke kun begrænset til november og december måned. Vi opfordres løbende til at donere penge. I skoleregi glæder vi os over at deltage i seje projekter som transportable brusekabiner til hjemløse og “food drives”. I butikker bliver man spurgt, lige før man skal betale, om man vil donere til de formål, som de nu engang indsamler til. Jeg donerer altid, typisk en dollar. Generelt er amerikanere ekstremt private, når det kommer til velgørenhed, og de kunne f.eks. aldrig finde på at reklamere med deres indsats på Facebook eller nævne den “casually” i en samtale. Og netop den ydmyghed og mangel på behov for at søge anerkendelse for deres indsats finder jeg ekstra prisværdig.

På bloggen har jeg skrevet om dengang, vi sammen med datterens klasse “adopterede” en familie til jul her. På den anden side af spektret har vi prøvet at være modtager af en fremmedes generøsitet, da sønnen for to år siden sendte et brev til julemanden, og der til jul dukkede en pakke op med “Santa’s workshop” som afsender. Læs den magiske julehistorie her.

Jeg er dybt imponeret over amerikanernes fokus på velgørenhed. Men jeg er derimod ikke fan af den vægt, som forældre på børnenes skole lægger på frivilligt arbejde og donationer til skolen, som iscenesættes og markedsføres som værende af lige så stor vigtighed som velgørenhed. I starten føltes det hele som en stor pærevælling, som jeg ikke kunne finde op og ned på, men der er store forskelle.

I modsætning til velgørenhed er amerikanerne på ingen måde private omkring frivilligt arbejde og donationer i skoleregi. Tværtimod! Årligt offentliggøres statistik over, hvor mange i hver enkel klasse, som har bidraget de anbefalede 200 dollars til skolens “parent fund”. Det skal nævnes, at der er tale om en privatskole. Et enkelt år offentliggjorde skolen med navns nævnelse, hvilke familier som havde eller ikke havde doneret penge til fonden. Men pengedonationer er ikke begrænset til fonden, og f.eks. har familier på skolen doneret elementer til legepladsen (hvilket der også blev opfordret til via email) og et nyt køkken. Udover pengedonationer lægger skolen også vægt på, at familier “volunteer” til gavn for “the community”. Ved “volunteering” forstås at donere sin tid til en god sag uden at blive betalt, og ved “community” forstås skolen, men også lokalsamfundet udenfor skolen. Skolen er afhængig af forældres gratis arbejdskraft, og forældre hjælper på biblioteket, arrangerer fester, udarbejder skolens nyhedsbrev, står for skolens fundraising, møder op til arrangementer med kommende familier og agerer som “room parents”. De mest aktive forældre bliver indsat i skolens forældrebestyrelse uden demokratisk proces, men alene baseret på de allerede siddende bestyrelsesmedlemmers beslutning. En plads i skolebestyrelsen ser godt ud på C.V’et både professionelt, men også når børnene skal søge om optagelse på andre skoler.

Udenfor skolens fire vægge ønsker skolen, at vi som “community” er repræsenteret i lokalsamfundet. Jævnligt opfordrer enten skoleledelsen eller forældre til, at skolens familier deltager i events med plantning af træer eller rydning af lokale parker og strande for skrald. Heldigvis har skolen nu fået en størrelse, så vores families fravær på sådanne lørdage ikke længere bliver bemærket. For det er altså ikke fedt mandag morgen at blive konfronteret med smalltalk om alt det arbejde, som blev lagt lørdag, hvor følgende spørgsmål står malet i folks ansigter: “And where were you guys?” Efter at skolen er firedoblet i størrelse, er stemningen heldigvis ikke længere så intens.

Grundlæggende er jeg dybt taknemlig for al det arbejde, som forældre lægger. Men filmen knækker for mig, når visse forældre — som ved eftertanke nok kun er to håndfulde — udstiller andre forældre, som de ikke mener er aktive nok. De to håndfulde forældre ser det som deres fornemste opgave at rekruttere gratis arbejdskraft til skolen. Med tiden har jeg lært at håndtere dem og kode, hvornår det er ok at springe over (uden samtidig at føle mig udstillet som et dårligt og dovent menneske). Og jeg har heldigvis en masse medallierede (som endda er amerikanere), som ligesom jeg føler, at omfanget af rekruttering til frivilligt arbejde og pengedonationer er grænseoverskridende. Men vores første to år i USA havde jeg det svært. Gange to! Fordi jeg havde samme bekymringer i forhold til datterens børnehave, som på samme måde var afhængig af frivillig arbejdskraft og donationer.

Friends With Middle School Kids Are Moving Out Of San Francisco

IMG_3492

IMG_3489-0

IMG_3497
At vores bedste venner og gode bekendte med børn i Middle School flytter ud af byen gør mig så glad! For så skal vi ikke længere forsvare og undskylde, at vi flytter tilbage til Danmark til sommer. Så er det ikke længere os som “forlader” dem. Og bevæggrundene for deres udflytning bekræfter os i, at vi træffer den rigtige beslutning ved at flytte hjem. Børnefamilier i Middle School flytter ud af San Francisco, fordi de stresser over udgifter til uddannelse. San Francisco er igen blevet kåret som den dyreste by i USA at leve i (find den artikel her), og den nominering medtager ikke engang udgifter til uddannelse!

De fleste af vores venner og bekendte havde regnet med, at de skulle betale for Elementary School og Middle School (dansk folkeskole), men at deres børn skulle gå i gratis High School (dansk gymnasie) for derefter igen at betale for College (universitet). Men der findes ikke mange offentlige gymnasier med et godt ry i San Francisco, og selv de dyre populære gymnasier er svære at blive optaget på. Private SF folkeskoler koster typisk $23.000, private SF Gymnasier koster typisk $40.000, og Californiske universiteter koster gennemsnitligt $13.492. Om året!! Der er mulighed for økonomisk støtte, men man kan aldrig være sikker på at få lov til at beholde den. På de offentlige skoler udgør narkotika et alvorligt problem i hele Bay Area, selv på Middle School niveau (5.-9. klasse). Så derfor søger børnefamilier ud til provinsen til gode skoler.

Derimod er forældre i Elementary School (1. til 4. klasse) i datterens klasse ikke begyndt at stresse over udgifter til uddannelse og dermed udflytning af byen. Endnu. Så de ser meget anderledes på vores flytning. Til skole-hjem-samtale fortalte datterens lærere, at flere forældre bekymret havde spurgt til, om datteren skulle flytte til Danmark til sommer (hvilket lærerne ikke vidste på det tidspunkt). Forældrene var bekymrede for, at deres barn knyttede et for tæt venskab til vores datter, og de ønskede i givet fald at arbejde for, at deres barn knyttede andre venskaber. WTF? Suk. Og pyt. For de mennesker, som børnene og vi holder af, tager ikke afstand fra os, heldigvis. Men andre begynder åbenbart at trække sig. Det er ikke noget, som vi mærker, men det sker åbenbart. Sådan er det at være expat på lånt tid: folk er bange for, at vi efterlader et for stort hul i deres liv, når vi flytter. Af samme årsag holder de fire udflyttende familier, som vi kender, det hemmeligt på skolen. Og der er helt sikkert mange flere, som aktivt søger at flytte ud. Og vi prøver alle at holde vores flytning hemmelig, så børns og voksnes venskaber holdes intakte. Men ingen burde tænke på den måde! I mit liv har jeg oplevet betydningsfulde intense tætte venskaber, som kun varede i en kort periode, men som betød alt i den periode. Og de venskaber ville jeg aldrig have været foruden.

Men hvor flytter børnefamilier så hen? Silicon Valley (som jeg synes er for provinsielt) har fået et meget dårlig ry i forhold til narkotika, og lige p.t. oplever de bedste gymnasier en bølge af selvmord (nogen mener, fordi skolerne er så konkurrencemindede). Så ingen ønsker at flytte til Palo Alto og omegn, som ellers efter sigende skulle have verdens bedste folkeskoler. Manden og jeg ville nok overveje kystbyer som Santa Cruz, som vi elsker på grund af den fede strandstemning (boliger er billigere, men skolesystemet kender vi ikke). Men efter denne weekends “house hunting” sammen med gode venner, forstår vi godt, hvorfor ALLE søger til Marin, som er et område, som ligger på den anden side af Golden Gate Bridge, bare 45 minutters kørsel fra San Francisco. Marin har fantastisk natur tæt på hav og redwood skove. Og klimaet er meget varmere end San Francisco, men ikke kvælende varmt som Silicon Valley. Og de offentlige skoler har et fænomenalt ry. Øverst var billeder fra weekendens “househunting” i Marin, hvor børnene badede i pool, i slutningen af oktober! Sikke en livskvalitet med adgang til smuk natur og varme året rundt!

Jeg prøver ikke at tænke så meget over vores hjemflytning (og gode venners udflytning). Men når jeg tænker over det, er jeg taknemlig for, at vi undgår at skulle bekymre os om sindsyge udgifter til bolig og uddannelse og narkotika problemer og masseskydninger. Boligpriser er nemlig også sindsyge på den anden side af Golden Gate Bridge i Marin, og vi blev dybt chokerede over, at vores venner ser på hus til 16 mio. kr. UDEN pool. Antallet af masseskyderier på skoler er gået helt amok det her efterår, og vi har også haft flere tæt på San Francisco. I alt har USA i 2015 oplevet 294 masseskydninger ifølge Washington Post. Og året er ikke omme endnu. Tænk at skulle instruere sine børn i, at de skal gemme sig i skabe eller hoppe ud af vinduer ved et potentielt masseskyderi. Sådan er virkeligheden herovre som forældre på grund af det sygelige høje omfang af masseskyderier i alle dele af USA.

PS. Jeg er sikker på, at der i San Francisco og i kørselsafstand til San Francisco må findes gode, gratis, fornuftige folkeskoler og gymnasier. Men i min omgangskreds peger pilen altså udelukkende i retning af Marin…

OMG How San Franciscan Our Kids Have Become — Part Three

  • Børnene hviner, når de ser nøgne mænd spankulere rundt i Castro. Ikke fordi de er nøgne, men fordi det er ulovligt, og det er spændende, om vi ser dem blive pågrebet af politiet.
  • Sønnen helt naturligt forudsætter, at hans kvindelige yndlingslærer er gift med en kvinde i stedet for en mand. That’s San Francisco for you! Formentlig halvdelen af skolens lærere er homoseksuelle. Samme gælder en stor del af forældrene.
  • Sønnen siger “bip“, når han skal gengive “inappropriate words” i en samtale eller en sang.
  • På sønnens 5. klasse skoleskema står der computer programmering. Hans nye lærer har lovet, at børnene kommer til at lære at “hacke”!?
  • På et minut kan sønnen lave et keybord ud af søvpapir og hans “maki maki” sæt.

IMG_0306

  • Datteren går til rulleskøjtning, hvor børnene ruller rundt i en gymnastiksal med musik, hånd i hånd.
  • Børnene er blevet forvente med, at deres klasse har “class pets“. Sidste år havde børnenes lærere deres hunde med i klasseværelset. I år har datterens 1. klasse både en kanin, en hund og fisk i klasseværelset. Desværre slutter dette hyggelige aspekt i Middle School.
  • Børnene elsker reptiler, flere af deres kammerater holder gekkoer, frøer og mus som kæledyr. I sommerferien har vi passet 3. klasses “class pet”, som er gekkoen Liz. Vi kommer til at savne lyden af Liz’s græshopper, som kværnede løs efter mørkets frembrud.

photo

  • Børnene (og deres lærere) helt naturligt forudsætter, at skoleudstyr kan købes online med to dages leveringstid via Amazon. Alle indkøbslister er forsynet med ultra korte tidsfrister og direkte links til Amazon.
  • Børnefødselsdage er ensbetydende med en aktivitet udenfor huset og kæmpe “goodie bags”. Lørdag skal datteren til cirkusfest, hvor de i et cirkuscenter skal lære at gynge på en trapez; Søndag skal hun til Palo Alto til trylleshow. Søndag er sønnen inviteret til fødselsdag i et klatrecenter. Vi klarede sønnens fødselsdag sidste weekend ved at invitere hans fem bedste venner til høvdingebold på trampoliner i et trampolincenter efterfulgt af kage på Crissy Field med udsigt til Golden Gate Bridge, og januar fejrede vi datterens fødselsdag med en “all inclusive package” i et center med oppustelige hoppeborge, som du kan læse om her. Det slår mig i skrivende stund, at vi glemte “goodie bag-delen” til sønnens fødselsdag, hvilket er en kæmpe kulturel brøler værre end ikke at uddele takkekort efter fødselsdagen. Damn den ammehjerne, i hvert fald takkekort-delen må vi få styr på ASAP. “When in Rome (…)”!

Her ses en video af vores seje datter på trapez fra gårdsdagens fødselsdag. Det havde jeg ikke turdet!

  • Til fodbold skal vi sammen med børnene underskrive en “soccer code of conduct“, førend de kan få lov til at spille fodbold. Nedenfor ses den aftale, som vi netop er blevet bedt om at underskrive sammen med datteren og sende retur til “the soccer team mom”:
  1. Our number one concern is always Safety First!
  2. Be considerate of others time by gathering your backpack and soccer bag in a timely manner.
  3. Walk safely to the meeting place by the picnic tables outside.
  4. Line up in a single file line behind your parent volunteer.
  5. Follow the parent volunteer’s instructions and pay attention during attendance.
  6. Use a low voice and considerate language. No yelling, shrieking, touching other people, throwing anything, or rough housing.
  7. Choose a buddy to walk with to the Field and following the group in a single, file line.
  8. Always remember and follow the Three Be’s: Be Kind, Be Respectful, and Be Proud.
  9. Be this way for you, other children at the playground, and coaches.

My child and I have read together and agree to follow the Soccer Code of Conduct.  I understand that I will be contacted if any issues arise with my child’s behavior during soccer practice. Please note your child may be asked to sit out or miss practice due to misbehavior.

I en nøddeskal et glimrende eksempel på, hvordan amerikanere overregulerer alting! I år er jeg taknemlig for, at vi “soccer moms” ikke skal koordinere en fælles såkaldt “communal snack” før træning. Tro mig, den koordinering kan der komme en massiv fælles email korrespondance ud af, som igen udgør et klassisk eksempel på amerikanernes hang til at overregulere/kontrollere alting — derfor er der hårdt brug for en “team soccer mom” til at styre den fælles indsats. Og nej, det kunne jeg aldrig, aldrig, aldrig finde på at melde mig til!

How To Piss Off A Dane

Som dansker i USA møder jeg jævnligt amerikanere, som ikke ved, hvad Danmark er. Hvilket jeg selvfølgelig altid retter op på!

Læs underholdende korte indslag om andre måder for “How to piss off a Daneher og her. De givne tips inkluderer:

  • Stil en dansker, du ikke kender, spørgsmålet: “hvordan har du det” uden at have tid til at høre svaret.
  • Prøv at tale dansk. Danskere gider det ikke, men vil svare på engelsk.
  • Undlad at signalere på cykelstien, at du skal stoppe eller dreje.
  • Ta’ dit træningstøj på offentligt. Skil dig for alt i verden ikke ud, klæd dig i stedet i neutrale farver.
  • Smil til deres børn eller hunde. Det invaderer folks privatsfære big time, selv om deres børn har nedgloet dig eller deres hunde oversnuset dig.
  • Tal og smil til danskerne, mens de handler ind, og gør dig langsom i køen til kassen.
  • Pral!

En af de største misforståelser om Danmark, som vi møder i USA, er, at “dutch” (hollandsk) er det samme som “Danish” (dansk). “Ya, ya, you guys speak Dutch then, right?” Suk. Seneste sammenblanding mellem Holland og Danmark oplevede jeg i går:

Sammen med børnene sad jeg i planetariet i det berømte Academy of Science i San Francisco, hvor en ansat fortalte om deres nye hvaludstilling, som stammer fra New Zealand. Ud til salens 500 mennesker spørger han: “Does anybody know about an older Zealand?” “A hint, it’s in Europe?” Folk svarer forkert, og for første gang i mit liv svarer jeg — på trods af forsamlingens størrelse — og råber “Denmark” fra bagerste række. “No, wrong! But close,” svarer den ansatte og fortæller, at Zealand ligger i Holland. Jeg prøver igen: “It’s in Denmark, really!”, men bliver ignoreret. Jeg ved ikke, om det var graviditetshormonerne eller mine børns forventningsfulde blikke på mig, men efter showet trampede jeg hen til ham med mine betuttede børn i hælene og forklarede, at vi som danskere i forvejen lider lidt af et mindreværdskompleks på grund af Danmarks lille størrelse, og at Zealand altså er en ø i Danmark. “But I got it from Wikipidea“, svarede han befippet. Flot… Sagt efter han har stået og pralet af, at Academy of Science baserer alle deres udstillinger inklusiv film på videnskabelig dokumentation.

Hurra for dansk direkthed og nej til amerikansk konfliktskyhed!

… Hov, åbenbart eksisterer der ifølge Wikipidea et område i Holland, som hedder “Zeeland”. Men Hollands “Zeeland” er stavet anderledes end i “New Zealand”, så jeg har jo stadig ret i, at “Zealand” ligger i Danmark!

Men lidt amerikansk er jeg blevet: Jeg indledte samtalen med at stor-rose filmens del om hvaler. San franciscanere kan nemlig ikke indlede en samtale uden en eller anden form for (overfladisk) ros (typisk ens eget eller ens børns udseende eller præstationer). Dette i danske øjne overfladiske karaktertræk — som jeg har adopteret overfor fremmede — må jeg vist arbejde på at afskaffe, når jeg vender tilbage til “no bullshit” Danmark :-).

Hospital Birth Center — The American Way

Til hverdag fortrænger jeg alt om, at jeg skal føde. Igen. Så det her indlæg er ren terapi :-) Forleden fik vi langt om længe taget os sammen til at besøge det hospital, jeg skal føde på, og visse forskelle mellem at føde i USA og Danmark er humoristiske. Og andre mindre sjove:

  • Baby iføres en alarm, og udover personale får kun to mennesker inklusiv mig selv med armbånd adgang til at hjule baby rundt. Må indrømme at det har jeg det ganske fint med.
  • Jeg er garanteret enestue!
  • På dag to efter fødslen (på den sidste aften) serveres der “candlelight dinner” med hvid dug og menukort, hvor vi kan få baby passet. Jeg har ladet mig fortælle, at flere vælger hospitalet alene af den grund, fordi den middag skulle være så “cute”?! 
  • Hvis man ankommer til hospitalet i dagstimerne inden kl. 20, er der mulighed for “valet parking”, så man bare kan efterlade bilen udenfor og ikke skal bekymre sig om at finde en parkeringsplads. Phew. Efter kl. 20 bliver det at finde en parkeringsplads derimod noget af en udfordring…
  • Man kan bestille massage de to dage, man er der efter fødslen på sin stue. Se det er et frynsegode, som tiltaler mig!
  • Ifølge Californisk lov får man ikke lov til at forlade fødestedet uden fremvisning af en autostol og information om børnelæge.
  • ALLE taler om brystpumper. Alle. Hele tiden. Om hvorvidt forsikringen dækker eller ej, og hvor de kan lejes eller købes billigst. På vores rundtur kunne jeg forstå, at de andre gravide allerede regnede med at købe/leje en brystpumpe i de to dage, hvor de er på hospitalet. Why, but why? Måske skyldes det, at de fleste ikke planlægger at amme eller ikke bekymrer sig om, at det kan sætte amningen i stå at starte så tidligt med flaske?
  • Baby skal vaccineres mod hepatitis B og have øjensalve med penicilin lige efter fødslen (inden for den første time). Da jeg spurgte, om det var tvunget (altså helt ærligt, hepatitis B smitter gennem blod og kropsvæsker, og måske jeg lige kunne få en chance med at hjælpe med at opbygge babys immunforsvar via amning!), blev jeg henvist til at have en snak med min fødselslæge og babys kommende børnelæge om det. Børnenes børnelæge er tilknyttet et helt andet hospital, og no way vores forsikring vil betale for en konsultation om et barn, som ikke engang er født. Suk, den kamp magter jeg ikke…
  • Skulle vi ønske at skifte hospital, skal jeg også skifte fødselslæge, da hun kun samarbejder med et enkelt hospital. Jeg var tre måneder henne, inden jeg overhovedet fandt en fødselslæge, som sagde ok til min forsikring og dermed til at se mig. Og vi ville skulle gennem hele forsikringsmøllen forfra, som vi har brugt og stadig bruger meget tid på.

… Tror bare at jeg springer tilbage til at fortsætte med at fortrænge alt om hospital og fødsel. “Que sera, sera; whatever will be, will be”.

Fun American Family Experience: The Rodeo!

DSC04056

Hvor er jeg bare glad for, at vi kom afsted: Livermore Rodeo var en af vores sjoveste og mest amerikanske oplevelser! Børnene var betagede af showet, og jeg satte Texas eller Tennesse tilbage på “must visit” listen efter en eftermiddag omgivet af country musik gjaldende ud af højtalere og lækker tøjstil med cowboystøvler- og hatte. Tænk TV-serien Nashville med piger med løsthængende bølget hår og kjoler tilsat cool cowboystøvler og mænd med cowboyhatte og kæmpe bæltespænder med horn.

j8t6k5-l-610x610-dress-hat-country-country+style-country+dress-country+girl-lace+country+girl+outfit-western+boots-boots

Højdepunkterne ved selve rodeo showet:

  • Sådan ser det ud, når verdens 6. bedste indfanger en kalv på ni sekunder. I øvrigt vandt kalven oftest, fordi den pilede afsted til stor glæde for publikum.

  • Sådan ser det ud, når en professionel cowboy rider på en utæmmet hest. Damn.

  • Disciplinen “wild cow milking”?!? WTF?

DSC04068

  • Vi stod alle op, da nationalsangen blev sunget og udført på døvesprog; lokale krigsveteraner fra Vietnam og Korea blev hyldet; miss Livermore 2015 blev kåret. Oh yes they did!

DSC04053

  • Indtagelse af alkohol i det offentlige rum — bort set fra New Orleans og Las Vegas — er forbudt i USA. Amerikanere ville blive rystet over gadebilledet i København! Men til rodeo er det åbenbart helt cool. Mange rendte rundt med en øl elle en drink på trods af 35+ grader allerede tidligt på eftermiddagen, og alle steder var der skiltet med “no drinking and driving”, selv på billetterne.
  • Dyrevelfærdsmæssigt. Bum, bum. Alle dyr så velplejede ud. Vi havde måske lidt ondt af de kalve, som blev indfanget og bundet. Men vi følte os ikke indignerede på noget tidspunkt, fordi aktiviteterne maks varede i et minut, og at alle dyr blev sluppet løst igen med det samme.
  • Hjemme igen er jeg helt glad for den kølige San Francisco sommer med overskyet formiddag og sol efter kl. 15 (i vores bydel). Phew der er varmt udenfor San Francisco!

OMG How American And San Franciscan We Have Become — Part Two

  • Min yngste foretrækker til enhver tid “mac and cheese“.
  • OMG, OMG, OMG tænkte jeg, da hun kom hjem og fortalte, at hun skal deltage i skolens talent show. Hun er selv noget skeptisk overfor ideen, men jeg skjuler min egen rædsel, for “When in Rome […]”. Hun skal synge “Let it Go” med sin BFF. Andre børn deltager med trylleshows, jokes og dans. OMG!
  • Sønnen spiller “beach soccer”.

IMG_3050

  • Begge børn deltager i “graduation” ceremonier, i tide og utide. Amerikanere knuselsker officielle ceremonier, og de kan ikke afsluttes en fritidsaktivitet eller skoleåret uden et kæmpe brag i nærmest hvert enkelt fag.
  • Hvert skoleår afsluttes med, at hvert enkelt barn bliver hyldet for deres bidrag til klassen. For to år siden blev sønnen foran hele skolen inklusiv forældre udråbt til:20140627-125647-46607471.jpg

Til min egen store overraskelse bliver jeg vildt rørt, når mine børn bliver hyldet. Pinligt. Jeg bemærker i hvert fald ingen andre forældre tørre øjnene, måske fordi amerikanere fra barnsben er trænet til at håndtere den slags følelsesporno. Snøft. 

  • Her ses billeder fra medaljeceremonien ved datterens fodboldafslutning, hvor hun gik i optog for derefter at få overrakt en medalje, mens hendes navn blev råbt op foran klappende forældre.

IMG_3052

  • Her ses sønnen til denne weekends “beach soccer” turnering, hvor de sluttede på en flot andenplads.

IMG_3051

  • Mine børn er besat af YouTube. Sønnen følger Sky, Stampy, Smosh og PewDiePie, som laver videoer om Minecraft, Clash of Clans eller jokes. Datteren følger CookieSwirlC, som laver videoer med legetøjsfigurerne Shopkins. Sønnen ved alt om, hvordan hans idoler blev YouTube stjerner, hvor mange flere følgere de har i forhold til f.eks. Obama, og hvem som bander mest. Datteren er oppe at køre, fordi CookieSwirlC har annonceret, at hun i en af sine videoer har afsløret sit ansigt. PS. De får kun lov til at spille og se YouTube videoer i weekenderne. Derfor glæder de sig for vildt til sommerferie. OMG!
  • Den sidste måned inden skoleåret slutter, kan jeg ikke mere. Hver eftermiddag åbner jeg bævrende børnenes “homework folder” eller emails fra skolen, for selvom den sidste måned er proppet med to gange koncerter, to gange teaterstykker, to gange opvisninger i Rube Goldberg maskiner, to gange forældre picnics, to gange præsentation af børnenes sidste projekter, to gange “graduation” ceremonier og en enkel gang talent show — så bliver skolen ved med at læsse aktiviteter oveni. I forgårs fik vi besked om, at datteren havde en uge til at kreere noget til hendes faglige rapport, som skal præsenteres foran forældre og børn i klassen. Lærerne nævnte eksempler som en film, et slideshow eller noget, som skal “bygges”. I kan tro, at forældrene får travlt i de små hjem, det bliver som altid mere et forældreprojekt end et børneprojekt. Ikke hos os: Datteren laver en kanin i ler. Bum. Sidste uge blev sønnens helt eget teatermanuskript opført af professionelle skuespillere efter skole, og en anden aften samme uge var der møde på skolen, fordi sønnen pludselig skulle vælge valgfag, fordi skolen har besluttet at lægge 5. og 6. klasserne sammen til næste år, så sønnen starter i Middle School et år før tid. Og snart skal vi i gang med at bidrage til en gave til lærerne (typisk noget kreativt) og samle billeder til en årsbog (hvor mine børn næsten ikke har figureret, fordi “nogen” har glemt at indsende billeder de seneste år). OMG!
  • Vi sender børnene afsted på “summer camp“. Sønnen skal på tre ugers fodboldlejr fra kl. ni til fire. Datteren har jeg ikke fået bestilt til, hun havde ikke lyst, og nu er jeg for sent ude, da forældre allerede booker den slags i påskeferien. OMG! I øvrigt koster en uges lejr typisk 300 til 400 dollars, så egentlig synes vi heller ikke, at vi har råd. Vi savner adgangen til fritidshjem i Danmark! Så vidt jeg husker, var der ramaskrig, fordi Københavns børnehaver og fritidshjem ferielukkede tre uger i sommeferien? Herregud tænker jeg herovrefra, hvilken luksus at kunne fortsætte sine børn i vante, trygge omgivelser til en pris, som endda er til at betale!
  • Vi har gvet fortabt og har efter tre år indordnet os og fået vaccineret børnene mod skoldkopper. Vi blev “busted”, da San Francisco lavede en stikprøvekontrol på børnenes skole. Og well, det var ikke kampen værd…