Raising Three kids In San Francisco — Here’s Why Not.

Det der med at få tre børn er ualmindeligt i vores San Francisco omgangskreds. På skolen findes en enkel familie med tre børn: Familien er tysk, moren er hjemmegående, og forældrene planlægger at sende deres børn på gratis universitet i Tyskland. Årsagerne til at familier på skolen bosiddende i indre San Francisco ikke får tre børn er mange. Kvadratmeterprisen i San Francisco er USA’s dyreste, uddannelse fra folkeskole til universitet eller anden videreuddannelse er en kæmpe udskrivning (medmindre man tør og er heldig med det offentlige skolesystem og stipendier), og barselsorlov er kort. Børnehave er lige så dyr som privatskole, og derfor er mødre hjemmegående. Nogle sætter deres børn i en “co-opt” børnehaver tre halve dage om ugen og bidrager med rengøring af toiletter og børnepasning. Hverdagen er stram. Forældre eller nannyer’er bruger flere timer dagligt på at transportere børn til skole og fritidsaktiviteter. Alene puslespillet med to børn er et mareridt, så hvis vi skulle blive boende, ville jeg end ikke overveje et tredje barn. At have børn er et deltidsjob, mens de er små.

Jeg foretrækker den danske tilgang til børneopdragelse og børneliv. Fordi vi bor i USA omgivet af en helt anderledes tilgang til børneopdragelse, er jeg ekstra opmærksom på, hvordan jeg opdrager mine børn. Som dansker er det nok svært at gennemskue den kulturelt betingede danske tilgang til børneopdragelse. Her er en rammende artikel, som fra et amerikansk synspunkt fortæller om den danske tilgang, som vi som danskere tager for givet. Danskere prioriterer empati og selvværd, hvor amerikanere prioriterer læring og selvtillid (fokus på præstationer udadtil). Læs den her.

USA har — udover en anderledes tilgang til børns udvikling og læring — også en anderledes tilgang til forældreansvar- og involvering. Jeg har før skrevet om, at San Francisco børn overvåges døgnet rundt af voksne. I USA findes der mange ulykkelige sager, hvor forældre bliver politianmeldt for handlinger, som i Danmark er almindelige. I en sag fra december lod et par deres tiårige og seksårige gå halvanden kilometer hjem fra en park uden voksenovervågning. De blev efterfølgende dømt for “usubstantiated child neglect”. Læs artiklen her. En anden god artikel med en typisk sag omhandler en mor, som efterlod sin fireårige søn alene i bilen, mens hun løb ind i en butik. Også den mor blev dømt, læs sagen her. Begge forældrepar fik heldigvis ikke tvangsfjernet deres børn, hvilket er sket i lignende sager. I vores naboområde Noe Valley skete der et kidnapningsforsøg i november, hvor en 7. klasse dreng måtte løbe væk fra en, som prøvede at kidnappe ham udenfor hans skole. Læs den historie her. Jeg er selv blevet så amerikaniseret, at jeg ALDRIG kunne finde på at lade mine børn gå alene. En anden sag er, at mine og andres overbeskyttede børn er elendige i trafikken, og alene den del gør mig utryg. I danske øre lyder det vanvittigt, men en af de bedste ting ved at flytte hjem bliver, at børnene kommer til at begå sig i trafikken, og at vi kan lære dem at gå i butikker selv.

Mens manden har været i Danmark, og jeg har arbejdet, står den her uge på: Sønnens “current event” oplæg på morgensamling (med forberedelse og hvor jeg skal med på skolen), “teacher appreciation day” hvor datterens klasse står for frokost til skolens lærere, lusebehandling (suk),”bakesale” i sønnens klasse for at rejse penge til AIDS forskning (hvor jeg pga. massive plukveer har besluttet ikke at bidrage), oplæsning af bog i datterens klasse (“mor, alle andre mødre har været der flere gange, hvornår kommer du?”), to timers lektier med sønnen hver aften og transport til skole og sønnens fodboldtræning. At børnene har en enkel fritidsaktivitet, fordi jeg prioriterer, at de skal have tid til at lege står i direkte modsætning til amerikanske forældres tilgang. De føler, at deres børn går glip af at udvikle færdigheder, hvis de ikke stimuleres mest muligt.

Det var meget negativitet omkring den amerikanske tilgang til forældreinvolvering, børneliv- og opdragelse, så I får lige den anden ende af spektret. I hverdagen bander vi over at skulle bruge så mange timer på transport til skole og fritidsaktiviteter, som hos os er fodboldtræning- og kampe. Men jeg ved samtidig, at vi kommer til at længes efter alle de smukke oplevelser og al den kvalitetstid, som vi har sammen i hverdagen. Som for eksempel når datteren spiller fodboldkamp med udsigt til Golden Gate Bridge og Alcatraz.

DSC03711

DSC03709

Eller sønnen spiller kampe i hjertet af Golden Gate Park (San Franciscos svar på New Yorks Central Park).DSC03715

Eller sønnens fodboldtræning på Ocean Beach.

DSC02566

Etiquette: That time I Wore The Wrong Hat

Do support your local team!

Don’t flash other teams’ logos! Set i bakspejlets lys: Duh! 

Tirsdag var hele skolen iført sorte og orange farver eller tøj med Giants’ logo for at støtte Giants’ første kamp i The World Series i Kansas City. Hvis Giants vinder World Series, bliver det tredje gang på fem år!

IMG_2773

Ikke kun skolen, men hele byen er på den anden ende. Overalt i San Francisco kører biler med Giants’ flag, og folk er iført kasket, jakke eller halstørklæde med Giants’ logo. Byens radiostationer har bandlyst hittet Royal sunget af Lorde, mens World Series- turneringen står på. Lorde har nemlig udtalt, at inspirationen til hendes sang kommer fra et billed af George Brett — baseballspiller for arvefjenden Kansas City Royals — som signerer autograffer, mens han står i sin baseball uniform.

Sønnen og manden går meget op i football og ser alle 49’ers kampe. Og det ser nu ud til, at vi også skal se baseball. I hvert fald insisterede sønnen på at se Giants’ kamp mod Royal, selv om jeg ikke gad. Man kan ikke nægte en San Francisco dreng at se så vigtig en kamp, selv på en hverdag efter sengetid.

Selvfølgelig støtter jeg Giants og 49’ers. Man kan ikke andet, når man bor i San Francisco! Jeg elsker byens stemning på game days. Men det faktum at jeg støtter Giants og 49’ers, troede jeg ikke afholdt mig fra at kunne bære andre byers sportsholds logo på en kasket.

‘Wrong!’

IMG_2779

Jeg elsker min Yankees kasket. Udover at jeg synes, at den er mega cool, så minder den mig om vores fantastiske NYC ferie, hvor jeg købte den.

Da verdens flinkeste far til sønnens fodboldkamp diskret bad min mand fortælle mig, at jeg burde tage min Yankees kasket af, grinede jeg. Derudover har jeg ikke tal på, hvor mange kommentarer, jeg har fået. Fordi jeg ikke har haft taget dem alvorligt. Kun den nævnte kommentar har decideret gået på, at jeg burde tage min kasket af (amerikanere er fandens høflige og konfliktsky), de øvrige kommentarer har gået på overraskelse eller komplimenter. Men jeg forstod, at mit kasketvalg var helt gal, da min veninde for en måned siden til datterens fodboldtræning så mig og udbrød: “You simply can’t wear that hat”! Min veninde er ret obs på, at man skal passe på sig selv. For eksempel lader hun aldrig sine børn gå på et offentligt toilet alene (kidnapning). Hun bliver bange, når hun ikke kan finde sin bilnøgle, når vi sammen befinder os i en parkeringskælder (overfald). Som jo sker i San Francisco. Min veninde var simpelthen nervøs for, at jeg kommer i vanskeligheder på grund af min kasket!?

I got it now: Som bosiddende i San Francisco kan man offentligt kun støtte Giants eller 49’ers. Indtil jeg gør det, vil jeg blive anset som en vildfaren turist eller en forædder. Af samme årsag flasher min veninde heller ikke, at hun støtter sin hjemby St Louis. Det er sjovt, hvordan jeg efter snart tre år stadig begår kulturelle faux pas. Læs om andre tricky kulturforskelle i San Francisco, som jeg har haft overset her.

Nå. Så yndlingskasketten er pakket væk. Damn. I stedet har jeg den seneste måned flashet min langt mindre cool Berkeley kasket, som reklamerer for The California Bears, som til gengæld har afstedkommet ekstrem positiv respons.

IMG_2775

Under vores ferie i Syd Californien råbte fem mennesker uafhængigt af hinanden: “Nice hat”! Jeg gætter på, de også har gået på Berkeley eller har boet i Oakland og omegn.

Så fra nu af: “Skik følge eller land fly”.

På dage hvor 49’ers har kamp, ser jeg sådan ud: “Go niners”!

IMG_2778

Fordi Giants er kommet i World Series, vil jeg gøre mig ekstra umage og se sådan ud på Giants’ kampdage.

IMG_2804

… Så nu er jeg 100 pct. integreret og ekviperet til game days, altså hvis vi ser bort fra, at jeg p.t. fatter minus af reglerne og ikke gider se kampene.

Expat Life — The Cons Of Moving Abroad

IMG_2687Nedenfor følger en liste over de værste aspekter, som jeg oplever ved livet som udenlandsdansker. Expat-tilværelsen byder på hårde sider, som gælder uanset hvilken nationalitet man har, og hvor man flytter hen. Formentlig kan man som udenforstående ikke sætte sig ind i, hvordan det er at flytte til et andet land. Men nu prøver jeg alligevel.

Mit første år i San Francisco oplevede jeg som en ud af kroppen-oplevelse, hvor hele mit mindset var indstillet at få familien til at falde på plads i en hverdag, som på ingen måder levede op til nogens forventninger. Jeg fandt støtte for mine frustrationer og skuffelser fra uventet kant. Det blev ikke hos amerikanere, som ellers udviste hjælpsomhed og imødekommenhed og forklarede mig op og ned på ting, som jeg undrede mig over. Det blev heller ikke hos mit netværk i DK, som jo ikke kunne sætte sig ind i, hvad jeg gennemgik. Jeg fandt derimod støtte hos en anden immigrant — Adnan — som jeg snakkede med to gange om ugen, når jeg tankede op på tankstationen ved sønnens skole. Adnan var flyttet fra Aqaba i Jordan (som jeg kendte som turist), og jeg fra København (hvor Adnan havde en fætter). Selv om vi kom fra fuldstændig forskellige baggrunde og verdensdele, havde vi meget tilfælles. Og i den første tid kæmpede Adnan og jeg med de samme udfordringer og følelsen af ikke at høre til i vores nye liv.

Adnan og jeg var ankommet med en uges forskel til San Francisco, midt i januar måned. Vi skulle begge starte med at læse, jeg på Berkeley, han på tandlægehøjskole. Adnan arbejdede deltid på sin onkels tankstation, mens han ventede på, at han fik Californisk resident status, så han kunne starte på sit studie. Vi havde begge forventet daglige spændende, inspirerende oplevelser, men syntes hverdagen var op af bakke og røvsyg. Vi havde begge forventet syd californisk klima og var rystede over den iskolde vind, som uventet indfinder sig også i dagstimerne på den årstid. Det havde ingen af os pakket tøj til eller kunne finde den rette påklædning til. Vi følte os begge fremmede, utilpassede og uvelkomne i San Francisco. Vi var skuffede. Vi var overvældede. Jeg fortalte om mine egne og mine børns trængsler, og han fortalte om sit savn efter hjemme og tvivl, om hvorvidt han skulle blive. En dag, et halvt år senere, var Adnan pludselig væk, hvilket gav total mening for mig, fordi han ugen forinden havde været helt nede i kulkælderen og talt om at droppe sit studie og rejse hjem.

Efter to et halvt år er vi faldet til og er glade for vores californiske liv, men livet som udenlandsdansker rummer stadig mange savn og udfordringer, som jeg har samlet i en liste over de værste aspekter ved expat-tilværelsen:

1. Kulturforskelle

Jeg troede, at jeg havde rimelig styr på den amerikanske mentalitet. Jeg troede, at jeg havde styr på det amerikanske skolesystem og børnehaver. Men nej! Amerikanere tænker anderledes. De taler anderledes. De har andre værdier, traditioner og bekymringer. Et godt eksempel er illustreret i mine indlæg om min yngste datters første preschool oplevelse, hvor jeg baseret på mine danske erfaringer med børnehaver fuldstændigt tog fejl af, hvad vi gik ind til i en Montessori-baseret børnehave. Forløbet kan du læse om her. Vi har en meget anderledes tilgang til børneopdragelse i forhold til amerikanske forældre, og det vil vi fortsætte med. Læs om amerikansk børneopdragelse her.

De mest tricky kulturforskelle er dem, som ikke bliver sagt højt: Do’s og Don’ts som er alment kendt. Amerikanere er ekstremt konfliktsky og høflige, og derfor er det ekstra vigtigt at lytte efter, når de for eksempel ikke klart svarer på ens spørgsmål eller kommer med andre forslag. De er simpelthen for høflige til at sige tingene direkte — fuldstændig i modsætning til mig, som er udstyret med en dansk direkthed og to the point attitude. Det første år i San Francisco prøvede jeg desperat at arrangere legeaftaler uden en medfølgende mor eller far, som jeg dermed skulle underholde, men det lykkedes ikke. Op til en alder af otte år fungerer legeaftaler bare på den måde, og playdates går lige så meget ud på at dække forældrenes sociale behov som børnenes. Ingen forælder sagde direkte, at de foretrak at blive hængende eller ønskede at tage med i zoo, selv om det altid endte sådan: “Do you mind”? Mig: “Of course not.” Arghh.

Hvor meget tipper man en frisør? Tipper man sin mekaniker, skraldemand, postbud, hårde hvidevarer montør? Hvor meget? Hvor meget skal en fødselsdagsgave koste til klassekammeraten? Hvor meget donerer man til forældrekassen på skolen? Hvor meget donerer man til den årlige fundraising på skolen? Hvad tager man med til forældreaften hos en familie fra skolen, hvor der er sammenskudsgilde? Hvordan håndterer man hjemløse? Hvordan håndterer man dørsælgere og telefonsælgere?

Små hverdagsaktiviteter kan være svære. Mit første indlæg på bloggen handlede om, hvor svært det var for mig at lære at lave small talk med fremmede, på en afslappet måde. Hvad svarer man på kasseekspedientens spørgsmål: “hello, how are you today”? Som indadvendt københavner tog det øvelse og tid at lære at styre den slags samtaler på en afslappet måde. Læs om small talk her.

Jokes, som jeg ikke forstod tidligere, giver i dag mening. Jokes relaterer sig til folks frygt, pinligheder mv. Hvad er morsomt? Min humoristiske sans har rykket sig meget, siden jeg er blevet integreret i det amerikanske samfund, og jeg kan nu grine sammen med amerikanerne. Det er vigtigt at have nogen at grine med!

2. Ensomhed og venskaber

Særlig begyndelsen uden netværk i ens nye tilværelse er hård og ensom. Amerikanere forstår ikke de kulturforskelle, som man kæmper med. Og ens danske netværk forstår heller ikke de kulturforskelle, som man kæmper med over there. Bemærkninger som: “Ah det kommer hurtigt til at falde på plads” kan bare få en til at føle sig endnu mere utilpasset og forkert. Det er pisse hårdt arbejde at få familien til at falde til i et nyt land, det er ikke noget, som bare sker, og det kan føles som en meget ensom opgave.

Når man ved, at man en dag flytter tilbage til DK, medfølger at ens nye venskaber i værtslandet har en udløbsdato. Jeg oplever heldigvis ikke, at folk holder tilbage, men jeg bliver ugentligt spurgt om, hvornår vi flytter tilbage: Fordi de håber, at vi har ændret planer og bliver boende.

Den slags venskaber hvor man kan ringe og bede om hjælp, mens man er allermest sårbar — uden at føle sig åndssvag — kræver mod og en fælles historie.

3. Afstanden

At flytte på afstand af sit hjemland åbner øjnene for alt det, som ikke findes i DK. Samtidig kan det i tilpasningsfasen føles ekstremt utrygt, at netop ingenting er, som du er vant til.

Livet i hjemlandet fortsætter med juleaftener, sygdom, nedture, opture, fødsler, bryllupper og begravelser — uden dig. Når venner og familie bliver syge eller oplever nedture oplever jeg udover savn stor skyldfølelse over ikke at kunne være der for dem.

Vores ni timers tidsforskel til DK betyder, at vi sjældent ringer sammen med familie og venner.

4. Daglige rutiner, at starte forfra

Der er kæmpe forskel på at opholde sig i et land som turist og som fastboende, og hvad man sætter pris på som turist er ikke de ting, som man nødvendigvis vil sætte pris på som fastboende.

At etablere nye rutiner med madindkøb, transport og madlavning tager tid. Hvad skal man erstatte rugbrød med? Hvor kan man købe havregryn? Hvor finder vi flæskesteg, rødkål, marcipan og grødris til juleaften?

Tilvænning til en anderledes hverdagsdagsrytme som føles fremmed og som spild af tid som for eksempel at skulle bruge flere timer dagligt i en bil for at ordne ærinder, som man tidligere ordnede indenfor gåafstand. Eller for eksempel at både børnehave og skole forventer forældredeltagelse og- tilstedeværelse i et omfang, som man helt synes, at de burde skamme sig.

At etablere et nyt hjem herunder investere i støvsuger, møbler, gæsteseng, dyner og køkkengrej er dyrt, og det kan føles nærmest angstfremkaldende i starten, hvor mange penge man bruger på helt almindelige, men nødvendige ting.

5. Børn som ikke falder til

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Børn falder ikke bare hurtigt til i deres nye liv. Børn er ikke ekstra fleksible eller hårdføre. Det er en myte! Hvordan børn tilpasser sig en ny kultur og lærer et nyt sprog afhænger af alder og heldige som uheldige omstændigheder. Og allermest af deres personlighed, ligesom voksne! Jeg har skrevet om at flytte børn til et andet land her.

6. Pres på parforholdet

Det er spændende at få muligheden for en ny start, et nyt liv, men statistikkerne taler for sig selv: Expat parforhold har en højere skilsmisseprocent. Hvis vi kigger på den typiske børnefamilie, hvor en ægtefælle arbejder, mens den anden er hjemmegående, er mønstret, at den arbejdende ægtefælle bruger alle kræfter på at falde til på den ny arbejdsplads, mens den hjemmegående ægtefælle derfor står alene for indkørsel af børn i deres nye liv og etablering af hverdagsliv. Jeg troede vitterligt, at jeg skulle fede den i vores amerikanske liv med mig som studerende/hjemmegående. Fuck jeg tog fejl. Jeg har senerehen læst undersøgelser, som viser, at det er den hjemmegående ægtefælle, som oplever størst kulturchok og modgang i etableringsfasen.

V har valgt, at jeg ikke arbejder, fordi målet med vores ophold var mere familietid og oplevelser. Men at tage en pause fra en spændende karriere kan tære på både identitetsfølelse og selvværd (hvilket heldigvis ikke har været tilfældet for mig, endnu).

7. Fremmed bureaukrati

At oprette en bankkonto, et social security nummer, få amerikansk kørekort, arbejdstilladelse og købe bil har indebåret administrativt pis og tid, som I overhovedet ikke kan forestille jer. At opbygge kredithistorie og dermed kreditværdighed (som bliver tjekket selv når vi skal leje en tværfløjte til sønnen) har taget år.

8. Sundhedsforsikring

Har jeg skrevet om mange gange. Hver gang vi bliver syge eller skal til tandlæge bruger jeg timer på at finde en behandler, som vil tage imod os, og som jeg føler mig tryg ved. Næsten hver gang må jeg lægge ud for behandlingen.

… I dag fylder de gode aspekter ved expat-tilværelsen mere og mere i vores hverdag, og i takt hermed er vi blevet gladere for vores liv i Californien. Og så sker det. Pludselig rummer en tilbageflytning til DK samme udfordringer som vores flytning til USA, dog heldigvis på mindre plan. Reverse culture shock. Igen kommer vi til at skulle tilpasse os en ny hverdag og rumme savn efter vores californiske liv og venskaber. That’s expat life for you!

The Wrong Kind Of Health Insurance

I USA er sundhedssystemet bygget op på sundhedsforsikringer. Vi har åbenbart den forkerte af slagsen, for i 80 pct. af tilfældene bliver den afvist, og vi ender med selv at skulle lægge ud. Vi oplever, at vi får udgifterne refunderet fra vores forsikringsselskab (bort set fra ungernes tandlægeregning på 10.000 kr. grrrrr) — så betalingsdelen prøver jeg ikke at bekymre mig om. Min bekymring går derimod på, at vores “forkerte” sundhedsforsikring spænder ben for, at vi får adgang til lægebehandling — selv når vi oplyser, at vi ikke har problemer med at være selvbetalende.

Vores sundhedsforsikring er ikke repræsentativ for andre amerikaneres sundhedsforsikring: Vi er udstationerede fra Danmark, og SOS bruger et amerikansk forsikringsselskab som samarbejdspartner. Fordi vi ikke har et almindeligt amerikansk forsikringskort, er proceduren, at SOS og deres amerikanske samarbejdspartner faxer betalingsgaranti til lægehuse/hospitaler før vores konsultation. Derefter bruger SOS deres amerikanske samarbejdspartner til at forhandle en pris på ydelserne. I de 80 pct. af tilfældene hvor vores forsikring bliver afvist, og vi kategoriseres som selvbetalende, oplever jeg, at jeg skal kæmpe og bruge alle mine overtalelsesevner for at få adgang til den lægehjælp, vi har behov for.

Her er udsnit fra den sidste uges tid:

  1. Jeg har brug for en type læge, som jeg ikke har brugt før i USA. Derfor ringer jeg rundt til forskellige lægehuse. Jeg vælger de større lægehuse, som er tilknyttet hospitaler, fordi der er større chance for, at de vil acceptere min forsikring.
  2. Første lægehus tilknyttet et af de største hospitaler i San Francisco: Receptionisten problematiserer min forsikringssituation. Hun virker afvisende over for, at jeg får mit forsikringsselskab til at faxe betalingsgaranti, det har hun aldrig oplevet før. Derudover har hun først en tid til mig en uge senere. Mit tilfælde er akut. På baggrund af den dårlige behandling og den sene tid vælger jeg at ringe videre til andre lægehuse. I øvrigt har lægehuset et dårligt ry og ligger i en belastet del af San Francisco. I forvejen var det ikke et sted, som jeg havde lyst til at tage til, jeg valgte det udelukkende, fordi jeg troede, at de havde styr på min forsikring…
  3. Andet lægehus tilknyttet et af de største hospitaler i San Francisco: Jeg får fat i en receptionist, som ikke kan give mig en tid, fordi jeg er en ny patient og derfor skal igennem deres såkaldte new patient coordinator, før de vil give mig en tid. Læs de skal tjekke min forsikring. Jeg lægger besked over to dage hos patientkoordinatoren om at ringe tilbage, fordi mit tilfælde er akut. I mellemtiden har jeg fået mit forsikringsselskab til at faxe betalingsgaranti. To en halv dag senere bliver jeg ringet op. Jeg forklarer min forsikringssituation, som straks bliver problematiseret, i øvrigt har koordinatoren ikke set noget fra mit forsikringsselskab, det vil hun kigge efter. Næste dag da jeg taler med koordinatoren, som nu har fundet betalingsgarantien fra mit forsikringsselskab, tilbyder hun mig en tid. Fem uger senere. Hun tilbyder også at sætte mig på en akutliste og henviser mig ellers til skadestuen… Jeg ringer derfor videre. For helvede jeg har hele vejen igennem oplyst, at mit tilfælde var akut! 
  4. Tredje lægehus samarbejder med et af de største hospitaler, dog uden at være del af det: Min veninde henviser mig til sin læge, hvor jeg får en akuttid dagen efter. Jeg er klar over, at min forsikringssituation kan komme til at udgøre et problem. Jeg aftaler med receptionisten, at mit forsikringsselskab fremsender betalingsgaranti. Jeg møder op om morgenen, en time før tid fordi jeg skal udfylde fem formularer og bl.a. skrive under på, at jeg frasiger mig retten til at sagsøge lægehuset for såkaldt malpractice. Just business as usual. Receptionisten kalder mig op og fortæller, at de ikke har modtaget noget fra mit forsikringsselskab. Jeg ringer til mit forsikringsselskab og har dem i røret i en halv time, mens de og deres amerikanske samarbejdspartner faxer betalingsgaranti — igen — og jeg afventer lægehusets ok til min forsikring. En regnskabsdame kommer ud til mig og oplyser, at de ikke accepterer min forsikring, fordi de oplever, at den type forsikring er besværlig i forhold til delen om at forhandle prisen for min behandling. Det kan mit forsikringsselskab i den anden ende af røret ikke forstå og siger, at jeg bør overveje at finde en anden behandler. Jeg fortæller mit forsikringsselskab, at jeg oplever samme situation i 80 pct. af de tilfælde, hvor vi søger lægehjælp. Og at mit tilfælde er akut, jeg går ingen andre steder, og jeg betaler selv. Punktum. Hvilket er ufedt for mit forsikringsselskab, fordi så kan de ikke forhandle en bedre pris. Regnskabsdamen siger, at jeg ikke kan komme ind til min lægetid, fordi min forsikring ikke dækker. Jeg siger, at så betaler jeg selv. Det er hun ikke meget for. Jeg insisterer. Regnskabsdamen går, og receptionisten kalder mig op og spørger mig, hvad der er blevet aftalt. Jeg undlader at oplyse, at regnskabsdamen har problematiseret, at jeg er selvbetalende og giver hende mit visa, velvidende at regningen kan ende på omkring 10.000 kr.
  5. Jeg ender hos den sødeste læge (hvis bedsteveninde åbenbart er dansker), som ender med kun at opkræve 550 dollars inklusiv et gratis opfølgende besøg og opkald, hvor en sygeplejeske tjekker op på mig. Af erfaring ved jeg dog, at det er meget muligt, at jeg pludselig får tilsendt ekstra-regninger, fordi regningerne bliver delt op i et system, som er fuldstændigt ugennemskueligt (eksempelvis opkræves separat betaling for sygeplejesker og lægers behandling). Disse regninger vil jeg skulle sende videre til mit forsikringsselskab, som derefter bruger deres amerikanske samarbejdspartner til at forhandle en pris. Sådanne forløb er langsommelige, og derfor har jeg oplevet at blive truet med inkasso for en regning, som mit forsikringsselskab forbyder mig at betale. Jep. Lad os for helvede håbe at betaling for lægebehandling efter vores biluheld (ambulance, behandling og X-ray af vores yngstes nakke på skadestue) sker uden inkasso-rykkere til os. Særligt fordi den anden bilist er ansvarlig.

… Jeg oplever dårlig behandling hos administrativt personale baseret på min forsikringssituation, men jeg har heldigvis aldrig følt mig dårlig behandlet eller diskrimineret af læger eller sygeplejesker. Mine oplevelser må være vand i forhold til den almindelige amerikaner, som før Medicare (også kendt som Obamacare) var uden sundhedsforsikring og ikke havde råd til egenbetaling. Eller amerikanere hvis forsikring ikke dækker den specifikke lidelse/sygdom (dækningsomfanget er meget forskelligt). Jeg er priviligeret: Jeg er ressourcestærk og har pengene til at lægge ud, og jeg kunne til enhver tid have valgt at tage på skadestuen, hvor de ikke ville afvise mig, og hvor jeg ville have fået refunderet mine udgifter (hvilket jeg ikke ønskede, fordi skadestuen ikke havde den type læge, som jeg havde behov for). Det er en utryg, skræmmende følelse at blive afvist af det amerikanske sundhedssystem, når jeg har brug for lægehjælp. Den slags oplevelse i USA får mig altid til at føle mig taknemlig for at være dansker, hvor vi aldrig bliver bedt om at stå til ansvar for betalingssiden af sundhedsvæsenet.

Argh, sikke en velkomst tilbage til San Francisco (først bilulykke og så det her). Nå, men det går heldigvis bedre. Moving on!

So How Is Daily Life In San Francisco?

‘Happy fourth of July!’ Mens jeg er i fuld sving med at ‘rough it’ i Yosemite uden adgang til hverken telefon eller internet, får I hermed mit første forprogrammerede indlæg nogensinde. Ohh favre nye verden :-)

Nå, men til svar på spørgsmålet om hvordan det egentlig er at bo i San Francisco:

Et eksempel: ‘Parking sucks.’ Derfor har en tech nørd opfundet en parkerings app ved navn MonkeyParking, hvor bilister kan auktionere de parkeringspladser, som de forlader, til højestbydende. Eneste problem er, at disse parkeringspladser er offentlig ejendom! Jeg kan 100 pct. sætte mig ind i glæden over at få fat på netop den type parkeringsplads, hvor man kan parkere gratis i to timer (benævnt street parking), det er et scoop i San Francisco! På dage hvor jeg scorer sådan en parkeringsplads, er jeg ikke til at skyde igennem resten af dagen. Ser I, de fleste parkeringspladser med ‘meter’ har en tidsbegrænsning på en time og nogen gange en halv time. San Franciscos bystyre vil selvfølgelig ikke finde sig i, at folk tjener penge på offentlig ejendom — udover uforsvarligheden i at byens bilister skal sidde i deres bil med opmærksomheden rettet mod deres mobil, endnu mere end de plejer, mens de byder på diverse parkeringspladser. Så derfor har SF’s bystyre bedt Apple fjerne app’en og varslet med en $300 bøde til evt. brugere.

Såvel app’ens opfindelse (San Francisco er hjem for verdens tech nørder) som værdien af en parkeringsplads illustrerer typiske aspekter af dagligdagen i San Francisco. Artiklen “Things You’ll Never Hear San Franciscans Say” rammer plet og er så kendt, at jeg har hørt bekendte som venner referere til den. Læs artiklen her. Læs også “26 Things You Need To Know Before You Move to San Francisco” her.

… Hmm, tænker at artiklerne måske er for indforståede, men jeg synes, de er spot on og sjove :-)

From Minimalist To Full-Blown Equipment Freak

Amerikanere er udstyrs freaks. Selv til sønnens fodboldkampe medbringer forældre slå-ud-stole, coolere og store tæpper. På stranden medbringer de derudover telte, parasoller og grill. Til skolens picnics i det fri slæber forældre hjemmefra lange borde, store grill, telte, stole og parasoller, som de stiller sirligt op. Amerikanere kan ikke cykle uden at iføre sig cykeltøj- og sko. I starten storgrinede jeg og manden over amerikanernes forhold til udstyr, særligt til fodboldkampene. Men fordi vi var de eneste uden udstyr (“mor hvorfor har vi aldrig noget med, det er så hyggeligt”), så gav vi fortabt og investerede i klap-ud stole, cooler og et stort mexicansk tæppe. Hidtil har vi ikke magtet at tage med på skolens campingture, fordi vi har været skræmte over al det udstyr, som andre velmenende forældre anbefaler, vi enten skal købe, låne eller leje. Amerikanere ELSKER at campe, måske netop fordi de medbringer så meget udstyr? Indrømmelse: jeg har aldrig fattet, hvad folk ser i camping…20140623-132409-48249145.jpg

Pludselig føler jeg ikke, at der findes en grænse for for meget campingudstyr. Tværtimod! Jeg er gået amok. I Yosemite skal vi bo i en hytte på Camp Mather, som har basisudstyr som senge, that’s it. De fleste san franciscanere kender til lejren, og alle insisterer på, at medmindre vi medbringer en vis mængde basisudstyr hjemmefra til at pynte vores hytte med, vil vores hytte — som den eneste — udstråle, at vi er first-timers, hvilket er uncool, ikke særlig hyggeligt og upraktisk. I starten afviste jeg deres velmenende råd og forklarede at: “From a Danish point of view bringing that much gear sounds hilarious”! Men nu tager jeg deres råd død-alvorligt, efter Camp Mather har sendt os selvsamme udstyrstunge liste, og efter jeg har binge-watched dokumentarer med titler som “Lost in Yosemite og Death in Yosemite”. Vi medbringer:

  • Cykler til hele familien. Yay, Camp Mather er kendt for at være stedet, hvor San Francisco børn lærer at cykle, jeg glæder mig til at lære datteren at cykle uden støttehjul, hvilket alle danske børn på hendes alder formentlig allerede mestrer…
  • Hiking udstyr. Nej til at investere i vandrestøvler, men ja til at købe vandre-rygsække til manden og jeg (vi ejer ikke nogen). Efter at have set mega skræmmende dokumentarer om folk, som blev lost i Yosemite, vil jeg medbringe snacks og jakker til kolde nætter på vores hiking-ture. Og vi kan bruge taskerne til at cykle med på ryggen, når vi skal til søen eller andre mindre ture…
  • Julelys udenfor så vi kan genkende vores hytte. WTF? Men skulle give mening fordi man ellers ikke kan finde sin hytte om natten efter toiletbesøg i buldrende mørke med lanterne i hånden; julelys og danske flag er hentet i juletræskassen.
  • Vandflasker og madkasser. At medbringe engangsplastikflasker, sølvpapir, plastikposer eller lignende vil være lig social selvmord blandt de militaristiske øko San Francisco campister. Samme gælder, hvis du kaster skrald i den forkerte genbrugsskraldespand (hvoraf der findes tre forskellige slags).
  • En blæser. Det giver mening, fordi dagene er meget varme.
  • Bambus tæpper til gulvet i hytten. WTF? Vi gør det, fordi gulvene efter sigende vil føles rarere og renere, og fordi vi låner dem af en Camp Mather-pro.
  • Lanterne. Købt, den kan vi vel også bruge i vores sommerhus.
  • Duck tape. Til at dække huller i hytten med for at holde kryb ude, urgh?!
  • Læselampe. Tja, giver vel mening.
  • Click on lampshade til pære i loftet. WTF? Aner ikke hvad det er, skærmen skulle være vigtig for ikke at få hospitalsbelysning i hytten. Really?
  • KÆMPE cooler. Giver mening.
  • Myggenet til døren. WTF? Men giver vel mening på grund af de efter sigende mange myg om natten — lånt af Camp Mather pro.
  • Badelegetøj til sø og pool. Købt fordi pros siger, alle børn ejer sådanne.
  • Folde-ud stole til altanen.
  • Voksdug til det lille bord på altanen. Morfar og mormor-agtigt, men vi gør det sgu.
  • Solparasol. Tja, giver vel mening.
  • Vandkoger, stempelkande, kaffe. Pros siger Camp Mathers kaffe sucks big time.
  • Kodelås til vores dør. Hold nu op, hvorfor kan Camp Mather ikke klare den?
  • Vin, vinoplukker og vinglas. Man kan ikke købe alkohol, og traditionen er, at hver enkel familie medbringer en flaske vin til aftensmaden.
  • Cocktail-mix. Nu må de sgu’ styre sig, vi holder os til vin, men forslaget siger noget om stemningen…
  • Walkie-talkier. Nej til at investere i sådanne for at kunne holde styr på familien. Men eftersom telefoner ikke virker, giver det mening.

… OMG hvor er vi blevet amerikaniserede! Og vi medbringer derudover almindelig udstyr som badehåndklæder, dyner (i mangel på soveposer), myggelys, solcreme, redningsveste og spil. Men. Jeg har lige genlæst programmet og faldt over, at lejren afholder regular campfire programs og bl.a. talent shows, turneringer og dances. Pludselig føler jeg mig meget dansk igen, meget lidt amerikansk. Forventer de mon, at vi og børnene deltager? Please say it ain’t so! Godt at vi kommer til at have en velekviperet hytte at gemme os i :-)

Expat Struggles

Tiden flyver afsted. Hvor vores første tid i USA føltes som et mørkt hul, hvor jeg rendte rundt tung om hjertet med tunnelsyn, mens tiden stod stille, så byder vores liv p.t. på glæde og overskud.

Mit første indlæg på bloggen blev udgivet for snart et år siden, 95 blogindlæg siden. Et år og fire måneder efter vores flytning til San Francisco. I dag ville jeg ønske, at jeg havde blogget om vores første tid, hvor jeg følte mig fortabt, stresset og forkert. For vi kan vel ikke være den eneste familie, som har haft svært ved at falde til? De gode historier, om hvor hurtigt børn og voksne falder til i deres nye udenlandske liv, florerer der mange af. De dårlige historier not so much. Måske var vores tilpasning særlig hård, fordi vi havde børn, ikke fik en besigtigelsesrejse, havde to måneder til at sadle om fra DK til USA og ankom midt i januar måned, hvor det var svært at finde bolig og skoler til børnene. Allerværst var min datters forfærdelig start i en forkert børnehave. Jeg skrev om vores anstrengelser til familie og venner, men det faldt mig ikke ind at blogge om det. For hvem gider høre om vores nedtur?

Før vi flyttede til San Francisco, havde jeg forestillet mig en hverdag i USA med meget mig-tid, fordi jeg skulle studere i stedet for at arbejde. Jeg havde forestillet mig et liv med en masse inspirerende daglige oplevelser. I stedet brugte jeg i mere end halvandet år dagligt fem timer på angstfremkaldende bilkørsel mellem børnenes skoler. Jeg tilbragte mange halve dage sammen med børnene, hjælpende med det ene eller andet på deres skoler (som man hele tiden bliver bedt om). Jeg trøstede min ulykkelige datter og senerehen også min søn, som i 2. klasse fik the teacher from hell. Deres ulykkelighed fyldte alt. Mit mindset var hele tiden indstillet på at finde løsninger på deres tilpasningsproblemer. Min søn trives i dag mere end nogensinde, mens min datters traumatiserende start bliver ved med at spøge. Jeg famlede mig frem i forhold til både skoler og andre forældres anderledes tilgang til børneopdragelse, som I USA byder på mindblowing forskelle. Den tid, jeg havde for mig selv, blev brugt på et Writing Program på Berkeley. På mit første fag “writing the feature story” følte jeg mig forkert, omringet af amerikanske freelance journalister og redaktører (som gerne ville skifte over til forfattersiden). Jeg opdagede, at jeg ikke kun skulle lære at skrive, men også skulle lære ny grammatik, ordvalg og blomstrende formuleringer (amerikansk grammatik og skrivestil er anderledes end britisk engelsk og dansk!). Vores weekender langt væk fra hverdagen var fantastiske, men jeg frygtede hverdagen. Jeg hadede, at mine børn havde så svært ved at falde til. Jeg hadede, at vi levede i en konstant tilstand af udmattelse og overvældelse. Jeg hadede, at jeg ikke følte, at jeg slog til nogen steder. Tunnelsyn.

Jeg arrangerede en masse fede weekender og rejser, som for mig var den del af vores liv, som gav mening og gjorde mig glad. Men weekender og ferier kunne ikke opveje, at hverdagen føltes som en daglig kamp, hvor jeg altid følte mig som taberen, fordi intet føltes nemt og rutinemæssigt. Kun fremmed.

Overordnet har både skole og datterens Reggio Emila børnehave overrasket positivt, ikke mindst på grund af fantastiske lærere, men også de meget anderledes undervisningsmetoder. Forældremiljøet på børnenes skoler deprimerer mig derimod. Jeg tror, at det skyldes, at der tales meget om, hvad man burde, kan og skal gøre for sine børn enten på skolen eller uden for skolen. Der søges bekræftelse og anerkendelse for valg af fritidsaktivitet og intellektuel stimulation. Jeg oplever, at amerikanske mødre er ekstremt bekymrede for, at deres børn ikke bliver stimuleret nok og ikke får udnyttet deres potentiale. Når jeg omringes af den bekymring, smitter det, og jeg mister min egen mavefornemmelse og fokus. Jeg vil meget hellere glæde mig end bekymre mig, når jeg kan! Alvorlige bekymringer indeholder livet i forvejen nok af, og mit fokus er glade børn og en glad mor, hvilket betyder, at mine børn på ingen måde stimuleres som deres kammerater. Well, fuck det! Og dog. At min datter som den eneste på sin alder ikke kan svømme stresser mig. Og gør mig flov.

I dag er hverdag rutine i stedet for et forhindringsløb. Fordi vi kun er her på lånt tid, har jeg fokus på at få så mange oplevelser som muligt. Jeg glæder mig over mine nye amerikanske venskaber, som guider mig i do’s og don’t, mens vi griner sammen af det i stedet for at stresse over ikke at slå til. Jeg glæder mig over, at jeg ikke længere lader mig stresse af hverken danskeres spørgsmål til mit liv (hvad får du dog tiden til at gå med? Hvorfor studerer du? Skal du ikke arbejde?), eller amerikaneres spørgsmål (your kids are still so young, why not just enjoy your time with them? Why don’t we see you more at school?). Til sidste forældresammenkomst fik jeg at vide, at der åbenbart gik et rygte om, at vi var på vej til at flytte hjem til DK, hvilket ifølge flere mødre forklarede “why she keeps so much to herself”. What? Hvorfor skal de have en mening om min tilstedeværelse på skolen? For en introvert type som mig virker fællesskabsfølelsen på børnenes skole (som de benævner “the community”) voldsom. Og anmasende. Gid de blandede sig udenom. Jeg er stolt over, at jeg holdt ud på mit studie og snart er færdig. Jeg er stolt over, at mit selvværd ikke lider under at have taget en pause fra arbejdslivet. Jeg er stolt over, at jeg via mit studie og bloggen har skabt noget i mit liv, som er mit. Og jeg er dybt taknemlig for – udover at vi er faldet til og alle fire er sunde og raske – at vi får rejst så meget.

Og hvad den næste tid efter endt studie kommer til at byde på er spændende! Jeg kategoriserer hverken mig selv som studerende eller housewife, fordi termerne på ingen måde dækker over, hvem jeg er, hvad jeg står for, og hvad jeg har brugt og bruger min tid på. At få vores liv på plads og falde til har været benhårdt arbejde. Men nu begynder jeg at se muligheder og rum for mig. Jeg kommer aldrig til at hyre en au pair for at hente og bringe børnene, fordi jeg gerne vil være der 100% for dem i deres amerikanske krævende børneliv – så måske skal jeg efter afslutning af mit studie prøve at være en ægte housewife næste år (og efter planen sidste år i San Francisco) og nyde mere mig tid, som jeg har haft mulighed for siden midten af december. Fuck det er fedt, jeg er endda begyndt at træne! Måske skal jeg arbejde på freelance basis som freelancer indenfor PR og kommunikation, som mit studie og forbindelser åbner op for. Det gad jeg godt, og vores liv vil stadig kunne hænge sammen. Who knows? To ting ved jeg: Jeg vil have flere rejseoplevelser, og jeg vil ikke bekymre mig om, hvorvidt jeg lever op til andres forventninger om, hvad jeg skal bruge min tid på. Mit mål er en glad familie, og i USA betyder det i vores familieliv, at jeg ikke kommer til at udfolde mig karrieremæssigt. But I’ll be back! Jeg glæder mig til at vende tilbage på arbejdsmarkedet og igen begrave mig i nørdede juridiske tekster og finde løsninger, som gør folk glade. Jeg glæder mig til at udfolde mig med mine nye skrivefærdigheder inden for juraen. Nye muligheder har åbnet sig for mig efter mine studier, og jeg skal bare sige til. Jeg kan, hvad jeg vil, og hvor tit er det lige, at man har den luksus i sit liv?

… Næste rejsedestination er Mexico! Om en time. I vores anstrengelser på at finde de billigste billetter, er vi endt med en af slagsen, hvor vi flyver kl. et om natten, og hvor rejsen nok kommer til at tage tolv timers fly- og sejltid. Men pyt, det er besværet værd!! YOLO! Vi ses på den anden side.

IMG_2560