OMG How American We Have Become — Part Four

Nej, det er søreme ikke meget, I hører fra mig. Jeg lider nemlig i den grad af barselshjerne, hvilket medfører, at jeg ikke kan huske fra næse til mund og fucker op selv de nemmeste gøremål. Jeg har svært ved at træffe beslutninger. Den vigtigste beslutning i min barselsverden går ud på at vælge, om vi skal følge de amerikanske anbefalinger eller de danske, i forhold til hvordan vi starter med fast føde til baby. For de er direkte modsigende, argh! Jeg vil jo helst ikke forværre manglen på søvn baseret på en forstoppet baby, som ellers i øvrigt stortrives! Egentlig burde jeg i stedet stresse over at planlægge vores flytning og starte børnene op med noget danskundervisning. Men da jeg hverken orker eller kan overskue disse beslutninger, ligger de hen. Nå ja, og så har jeg også arbejdsopgaver, som jeg sylter.

Nå, men søvnunderskud eller ej, nu er det tid til en ny omgang “OMG how American we have become”:

  • Manden og jeg ELSKER træningstøj. Min ellers shoppeforskrækkede mand bliver ved med at klikke træningstrøjer og -shorts ned i vores virtuelle Amazon kurv. Og jeg nærlæser Amazon brugeres anmeldelser på de dersens slags über stramme træningsbukser, fordi jeg drømmer om det perfekte par (som strammer ind alle de rigtige steder). Og vi tager træningstøj på, når vi kan. Uanset temperatur ses manden i løse shorts og jeg i trænings tights. Ligesom resten af vores omgangskreds. Oh yes, i danske øjne ser vi nok ømme ud. I egne øjne er vi pisse smarte og hippe. Så træner de nok vildt meget, tænker du. NEJ. Træningstøj og faktisk træning hænger overhovedet ikke sammen her.
  • Legetøjsfigurerne Shopkins er “it” i datterens førsteklasse. “That’s ok mom, I can just customize them” svarer hun, når jeg prøver at overtale hende til ikke at ønske sig flere shopkins, fordi der bliver overlap til hendes nuværende kollektion.
  • Hver søndag ser far og storebror amerikansk fodbold (football Sundays).
  • Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de lokale nyheder nu i tre måneder har varslet, at NU kommer EL Nino med kæmpe ødelæggende vandmasser og “flash floods”. Og jeg bliver bekymret hver evig eneste gang, for i USA tager man ikke let på vejret.
  • Min lokale Wahlgreen kassedame kalder mig “sweetie”, og jeg hende ved hendes navn “Michelle”, hver gang vi smalltalker.
  • Vi har ikke været i badekar i to år, og jeg rammes af den sorteste samvittighed, hvis jeg tager et brusebad på mere end tre minutter på grund af den alvorlige tørke i Californien.
  • Jeg “yelper” (læser brugeranmeldelser på Yelp) ALT (forretninger, cafeer, læger, vandreture, feriedestinationer)
  • Jeg googler altid “coupons”, før jeg køber noget online og finder ofte nogle med 20 pct. rabat!
  • Vi spiser blåbær og jordbær hver dag.
  • Datterens “class pet” inkluderer nu tre hunde og en kanin (bambam), som er inde i klasseværelset tre dage om ugen.
  • Vi er blevet “mellow”. Den der fortravlede type, jeg var i DK, har jeg lagt bag mig. Uanset hvor travlt jeg har, giver jeg mig tid til et minuts smalltalk. Amerikanere er så meget mere rolige end danskerne; de er bedre til at befinde sig i nu’et.
  • Vi ELSKER USA. Det er et seriøst kærlighedsforhold, og jeg får ondt i maven over, at vi snart ikke skal være del af den her melting pot, som har haft taget så godt imod os. På bloggen skriver jeg meget om de negative aspekter, men der er så mange gode: USA har højere til loftet, folk er mere imødekommende, folk er mere forskellige, og her findes uanede muligheder for anderledes interesser, oplevelser og karrierer.
  • Vi synes ikke, at Obama er så fed, som den gennemsnitlige dansker synes. Danskere elsker jo Obama og følger ham endda på Facebook (?!?), herovre not so much. Indenrigspolitisk er han ingen helt, han har skuffet de amerikanere, som valgte ham ind. Og ja, jeg synes, at Obamacare er fantastisk og ikke mindst nødvendig, men det er overraskende mange amerikanere ikke enige i. Han er dog steget gevaldigt i min agtelse efter hans finte med en våbenreform uden om kongressen, hvorved han gør sig upopulær hos den almindelige amerikaner, som seriøst mener, at måden at håndtere de mange massedrab på tværtimod er at beskytte sig med flere våben. Way to go POTUS!

The San Francisco Spirit Of Giving And Volunteering

IMG_2004Så er det snart jul! Vi oplever kun klassisk julestemning i vores hjem, men til gengæld har San Francisco andre kvaliteter.‘Tis the season for giving! Hver november og december bliver jeg imponeret over amerikanernes generøsitet. Op til Thanksgiving og jul går San Franciscos beboere simpelthen amok med at bidrage med penge og arbejdskraft til gode formål. Amerikanere anser det at yde velgørenhed som en glæde, men også som en moralsk forpligtelse, som ingen bør åle sig udenom.

Velgørenhed er dog ikke kun begrænset til november og december måned. Vi opfordres løbende til at donere penge. I skoleregi glæder vi os over at deltage i seje projekter som transportable brusekabiner til hjemløse og “food drives”. I butikker bliver man spurgt, lige før man skal betale, om man vil donere til de formål, som de nu engang indsamler til. Jeg donerer altid, typisk en dollar. Generelt er amerikanere ekstremt private, når det kommer til velgørenhed, og de kunne f.eks. aldrig finde på at reklamere med deres indsats på Facebook eller nævne den “casually” i en samtale. Og netop den ydmyghed og mangel på behov for at søge anerkendelse for deres indsats finder jeg ekstra prisværdig.

På bloggen har jeg skrevet om dengang, vi sammen med datterens klasse “adopterede” en familie til jul her. På den anden side af spektret har vi prøvet at være modtager af en fremmedes generøsitet, da sønnen for to år siden sendte et brev til julemanden, og der til jul dukkede en pakke op med “Santa’s workshop” som afsender. Læs den magiske julehistorie her.

Jeg er dybt imponeret over amerikanernes fokus på velgørenhed. Men jeg er derimod ikke fan af den vægt, som forældre på børnenes skole lægger på frivilligt arbejde og donationer til skolen, som iscenesættes og markedsføres som værende af lige så stor vigtighed som velgørenhed. I starten føltes det hele som en stor pærevælling, som jeg ikke kunne finde op og ned på, men der er store forskelle.

I modsætning til velgørenhed er amerikanerne på ingen måde private omkring frivilligt arbejde og donationer i skoleregi. Tværtimod! Årligt offentliggøres statistik over, hvor mange i hver enkel klasse, som har bidraget de anbefalede 200 dollars til skolens “parent fund”. Det skal nævnes, at der er tale om en privatskole. Et enkelt år offentliggjorde skolen med navns nævnelse, hvilke familier som havde eller ikke havde doneret penge til fonden. Men pengedonationer er ikke begrænset til fonden, og f.eks. har familier på skolen doneret elementer til legepladsen (hvilket der også blev opfordret til via email) og et nyt køkken. Udover pengedonationer lægger skolen også vægt på, at familier “volunteer” til gavn for “the community”. Ved “volunteering” forstås at donere sin tid til en god sag uden at blive betalt, og ved “community” forstås skolen, men også lokalsamfundet udenfor skolen. Skolen er afhængig af forældres gratis arbejdskraft, og forældre hjælper på biblioteket, arrangerer fester, udarbejder skolens nyhedsbrev, står for skolens fundraising, møder op til arrangementer med kommende familier og agerer som “room parents”. De mest aktive forældre bliver indsat i skolens forældrebestyrelse uden demokratisk proces, men alene baseret på de allerede siddende bestyrelsesmedlemmers beslutning. En plads i skolebestyrelsen ser godt ud på C.V’et både professionelt, men også når børnene skal søge om optagelse på andre skoler.

Udenfor skolens fire vægge ønsker skolen, at vi som “community” er repræsenteret i lokalsamfundet. Jævnligt opfordrer enten skoleledelsen eller forældre til, at skolens familier deltager i events med plantning af træer eller rydning af lokale parker og strande for skrald. Heldigvis har skolen nu fået en størrelse, så vores families fravær på sådanne lørdage ikke længere bliver bemærket. For det er altså ikke fedt mandag morgen at blive konfronteret med smalltalk om alt det arbejde, som blev lagt lørdag, hvor følgende spørgsmål står malet i folks ansigter: “And where were you guys?” Efter at skolen er firedoblet i størrelse, er stemningen heldigvis ikke længere så intens.

Grundlæggende er jeg dybt taknemlig for al det arbejde, som forældre lægger. Men filmen knækker for mig, når visse forældre — som ved eftertanke nok kun er to håndfulde — udstiller andre forældre, som de ikke mener er aktive nok. De to håndfulde forældre ser det som deres fornemste opgave at rekruttere gratis arbejdskraft til skolen. Med tiden har jeg lært at håndtere dem og kode, hvornår det er ok at springe over (uden samtidig at føle mig udstillet som et dårligt og dovent menneske). Og jeg har heldigvis en masse medallierede (som endda er amerikanere), som ligesom jeg føler, at omfanget af rekruttering til frivilligt arbejde og pengedonationer er grænseoverskridende. Men vores første to år i USA havde jeg det svært. Gange to! Fordi jeg havde samme bekymringer i forhold til datterens børnehave, som på samme måde var afhængig af frivillig arbejdskraft og donationer.

OMG How American And San Franciscan We Have Become

Man har fået amerikanske børn, når:

  • de i bilen, mens vi alle fire skråler med på Beatles sangen “Oh Jude” synger “oh dude”.
  • de indføjer en masse “like” i deres sætninger: “Og så, like, så sagde hun, like”.
  • de fniser og bliver forlegne, når de hører nogen (som de påstår er os, men det kan jo ikke passe) sige et bandeord eller ser nogen på tv vise deres “middle finger”. Vær opmærksom på, at ord som shit og fuck, som danskere bruger i flæng, omfattes meget grimt i USA.
  • de kommenterer, at andres adfærd er “inappropriate”.
  • de er (alt for) autoritetstro overfor voksne.
  • de ser en sød hund og udbryder “aw” og tilsvarende “ew”, når de ser noget klamt.
  • alle ord med bogstavet R bliver udtalt med det karakteristiske amerikanske jeg-har-en-kartoffel-i-munden lyd.
  • de føler sig berettigede til at få chips, chokolade og andet usundt snack i deres madpakke — ligesom alle deres klassekammerater.
  • deres højeste ønske er at holde en ærkeamerikansk fødselsdag i et indendørs hoppeland med efterfølgende pizza party fremfor at holde den hjemme. Suk vi har givet os.
  • de foretrækker Chitos fremfor franske kartofler.
  • de i så ung en alder kan synge med på alle sange, elsker film som Dirty Dancing og Grease og kan bruge en hel dag på at surfe Minecraft videoer på youtube — fordi de forstår, hvad der bliver sagt.
  • de aldrig har cyklet på en rigtig vej.

Man er blevet californier, når man (ok vi):

  • ikke kan undvære grønkålssalat (med tomater, avocado, hasselnødder og balsamico dressing).
  • ikke kan forestille sig at skulle leve uden Amazon, som leverer alt hvad hjerter begærer med bare to leveringsdage til ens hoveddør.
  • griller mindst to gange om ugen året rundt.
  • mindst taler med Siri tre gange i døgnet.
  • forlader huset uden jakke om efteråret, vinteren og foråret.
  • aldrig forlader huset uden jakke og halstørklæde om sommeren (som er San Franciscos vintertid).
  • ikke går med strømper.
  • bliver mopset, hvis kaffebutikken brygger en for tynd americano.
  • ser alt fjernsyn på computer med undtagelse af ‘American Football’ og Oscar uddelingen.
  • smalltalker med kassedamen og er ligeglad med at forsinke køen.
  • ikke skænker det en eneste tanke, at man selv og andre er iført træningstøj i byen, på restauranter eller ved aflevering og afhentning af børn på skolen.
  • ikke fatter hvorfor danskere ikke ifører sig træningstøj, når de skal ud i naturen.
  • udtaler bogstavet I som i og ikke y. Det hedder direction og ikke dyrection.
  • er ligeglad med, at ens hjem ikke er fyldt med lækker stil og designer møbler.
  • aldrig bager kager fra bunden men bruger et kagemiks.
  • drikker limonade.
  • ikke kan leve uden to biler.
  • forventer rabat på både serviceydelser og materielle køb.
  • ikke bliver overraskede, når forældre til skolearrangementer som såkaldt healthy non-crumbly snack medbringer kage.
  • ikke undrer sig over, at halvdelen af drengene på skolefoto er iført jakkesæt eller butterfly.
  • godt kan sætte sig ind i de amerikanere, som aldrig rejser udenfor USA — hvorfor skulle man dog det, USA har alt!

… Den her type indlæg kan blive en genganger og kunne for eksempel næste gang omhandle ting, som amerikanske forældre rent faktisk har udtalt eller spurgt mig om: I vil blive dybt chokerede!

Etiquette: That time I Wore The Wrong Hat

Do support your local team!

Don’t flash other teams’ logos! Set i bakspejlets lys: Duh! 

Tirsdag var hele skolen iført sorte og orange farver eller tøj med Giants’ logo for at støtte Giants’ første kamp i The World Series i Kansas City. Hvis Giants vinder World Series, bliver det tredje gang på fem år!

IMG_2773

Ikke kun skolen, men hele byen er på den anden ende. Overalt i San Francisco kører biler med Giants’ flag, og folk er iført kasket, jakke eller halstørklæde med Giants’ logo. Byens radiostationer har bandlyst hittet Royal sunget af Lorde, mens World Series- turneringen står på. Lorde har nemlig udtalt, at inspirationen til hendes sang kommer fra et billed af George Brett — baseballspiller for arvefjenden Kansas City Royals — som signerer autograffer, mens han står i sin baseball uniform.

Sønnen og manden går meget op i football og ser alle 49’ers kampe. Og det ser nu ud til, at vi også skal se baseball. I hvert fald insisterede sønnen på at se Giants’ kamp mod Royal, selv om jeg ikke gad. Man kan ikke nægte en San Francisco dreng at se så vigtig en kamp, selv på en hverdag efter sengetid.

Selvfølgelig støtter jeg Giants og 49’ers. Man kan ikke andet, når man bor i San Francisco! Jeg elsker byens stemning på game days. Men det faktum at jeg støtter Giants og 49’ers, troede jeg ikke afholdt mig fra at kunne bære andre byers sportsholds logo på en kasket.

‘Wrong!’

IMG_2779

Jeg elsker min Yankees kasket. Udover at jeg synes, at den er mega cool, så minder den mig om vores fantastiske NYC ferie, hvor jeg købte den.

Da verdens flinkeste far til sønnens fodboldkamp diskret bad min mand fortælle mig, at jeg burde tage min Yankees kasket af, grinede jeg. Derudover har jeg ikke tal på, hvor mange kommentarer, jeg har fået. Fordi jeg ikke har haft taget dem alvorligt. Kun den nævnte kommentar har decideret gået på, at jeg burde tage min kasket af (amerikanere er fandens høflige og konfliktsky), de øvrige kommentarer har gået på overraskelse eller komplimenter. Men jeg forstod, at mit kasketvalg var helt gal, da min veninde for en måned siden til datterens fodboldtræning så mig og udbrød: “You simply can’t wear that hat”! Min veninde er ret obs på, at man skal passe på sig selv. For eksempel lader hun aldrig sine børn gå på et offentligt toilet alene (kidnapning). Hun bliver bange, når hun ikke kan finde sin bilnøgle, når vi sammen befinder os i en parkeringskælder (overfald). Som jo sker i San Francisco. Min veninde var simpelthen nervøs for, at jeg kommer i vanskeligheder på grund af min kasket!?

I got it now: Som bosiddende i San Francisco kan man offentligt kun støtte Giants eller 49’ers. Indtil jeg gør det, vil jeg blive anset som en vildfaren turist eller en forædder. Af samme årsag flasher min veninde heller ikke, at hun støtter sin hjemby St Louis. Det er sjovt, hvordan jeg efter snart tre år stadig begår kulturelle faux pas. Læs om andre tricky kulturforskelle i San Francisco, som jeg har haft overset her.

Nå. Så yndlingskasketten er pakket væk. Damn. I stedet har jeg den seneste måned flashet min langt mindre cool Berkeley kasket, som reklamerer for The California Bears, som til gengæld har afstedkommet ekstrem positiv respons.

IMG_2775

Under vores ferie i Syd Californien råbte fem mennesker uafhængigt af hinanden: “Nice hat”! Jeg gætter på, de også har gået på Berkeley eller har boet i Oakland og omegn.

Så fra nu af: “Skik følge eller land fly”.

På dage hvor 49’ers har kamp, ser jeg sådan ud: “Go niners”!

IMG_2778

Fordi Giants er kommet i World Series, vil jeg gøre mig ekstra umage og se sådan ud på Giants’ kampdage.

IMG_2804

… Så nu er jeg 100 pct. integreret og ekviperet til game days, altså hvis vi ser bort fra, at jeg p.t. fatter minus af reglerne og ikke gider se kampene.

Hello, How Are You Today?

“Hello, how are you”? bliver jeg mødt med i alle butikker, som jeg træder ind i i San Francisco. Faktisk har enhver butik med respekt for sig selv en ekspedient installeret efter indgangen med alene det formål at yde den velkomst. “Øh good how are you”, svarer jeg, mens jeg akavet stopper op et par skridt foran ekspedienten og afventer svar. Jeg havde håbet, at min bukkede ryg, hastige skridt og målrettede blik signalerede, at jeg havde for travlt til den velkomst. Måske er det bare mig, som har haft det svært med small talk?

I København nød jeg anonymitet og privatsfære, når jeg enten var på vej til eller fra noget, købte ind eller gik tur. Jeg nød at samle tankerne uden at skulle forholde mig til omverdenen. Derudover har jeg nok altid været socialt akavet i fremmedes selskab. Er nok lidt genert. Og ved ikke hvad jeg skal sige. Og helt ærligt har jeg nok kategoriseret small talk med fremmede som spild af tid. Professionelt krummede jeg tæer, når møder indledtes med fem til ti minutters smalltalk, og jeg tænkte: “Kom nu i gang, lad os komme videre”. Selv om jeg indser, at de mest succesfulde mennesker, som jeg kender, snakker som et vandfald.

I Danmark kunne jeg sagtens håndtere mit sociale handicap: De fleste situationer i offentligt rum kan klares med et hej, et smil eller et nik som anerkendelse for andres snak. Mere forventer danskere ikke. De accepterer social generthed. Det gør de ikke i San Francisco. Et tavst smil udløser bare en række nye spørgsmål.

Det har taget mig mere end et år at håndtere daglige spørgsmål som how are you og andet small talk med naboer, postbuddet, forældre, lærere, parkeringsvagten, kaffekiosk-sælgeren og fremmede i elevatoren uden at forvandle mig til en total akavet mundlam udgave af mig selv. For eksempel svarer jeg — mens jeg er i bevægelse — på vej ind i en butik: “Great, thanks, how are you” uden at stoppe op. Det er ok i den situation. Men mens jeg står og pakker mine varer sammen i supermarkedet eller betaler ved kassen i en butik, så svarer jeg på ekspedientens spørgsmål om weekendplaner, hvor min accent stammer fra og hører om ekspedientens skandinaviske forfædre eller ferieplaner. Det forventes, og kunderne bag mig bliver ikke irriterede uanset længde af køen. De gentager seancen. Og når postbuddet ringer på med en pakke, så bruger jeg mindst fem minutter på small talk og afslutter altid med “have a great day/have a good one”.

Det er en befrielse ikke længere at skulle lave krumspring for at undgå small talk. Som når jeg prøvede at snige mig uden om andre forældre ved afhentning af mine børn. For man slipper ikke for small talk, når de først har fanget ens blik, uanset om man ikke aner, hvem forældre og barn er. Small talk er blevet sjovt. Og det føles rart at anerkende tilstedeværelsen af de mange fremmede mennesker, som dagligt krydser min vej. Så kom bare an San Francisco: “I’m having a great day, how about yourself”?