That Itchy Feeling

Du kender det måske? Der popper en mail ind om lus. Uanset om mailen rapporterer om lus i klassen eller varsler om lusetjek på skolen, begynder min hovedbund at klø. Jeg har modtaget sådanne to mails indenfor en måned, og jeg frygter seriøst, at jeg ender skaldet. Kombinationen af hårtab pga. amning og daglig kæmning er en gyser. Men jeg kan ikke lade være med at kæmme mig selv, for hvad nu hvis? Og jeg synes altså, at det klør. Børnene sværger, at de ikke føler kløe, men også dem tjekker jeg dagligt (dog mere skånsomt). For hvis det er, så skal det fanges med det samme!

Nu ved jeg så ikke, hvordan skoler i Danmark håndterer lus. Her er det ganske underholdende. Skolen har alle år været hårdt ramt af lus og hyrer jævnligt professionelle til at gå alle børn igennem. Skolen ringer efter forældrene til de luseramte børn, så de kan blive hentet med det samme, hvilket vi heldigvis ikke har prøvet, men jeg hører fra andre forældre, at det er SÅ pinligt, “oh the shame”! I USA har vi haft lus to gange over fire år, og vi er effektivt sluppet af med dem efter brug af Hedrin, som jeg har masseimporteret via Amazon fra England, fordi de ikke kan købes i USA. I USA hedder det sig, at der ikke eksisterer nogen effektive midler, da lusene skulle være blevet resistente. På skolen anbefales balsam og tea tree oil. Jeg er nu ret sikker på, at lusene ikke tåler Hedrin, som jeg generøst gerne ville dele ud til vores børns venner. Men I San Francisco har forældre en anden slagplan.

I San Francisco lusekæmmer forældre ikke selv, næ nej, de tager deres børn til “the hair fairies” ved fund af lus og får deres børn kæmmet med balsam for mellem $150 og $200 for kæmning af barn og dem selv. Hvis resten af familien uheldigvis også er ramt, koster det formentlig det dobbelte? Visse familier hyrer en luseafluser, så behandlingen kan ske i hjemmet. Jeg tør ikke engang gætte på, hvad det koster. Efter endt behandling får vi andre forældre enten en officiel mail fra skolen om fund af lus i klassen i anonymiseret form, eller forældrene “glemmer” at orientere andre end børnenes nærmeste venner (“oh the shame”), eller den traumatiserede mor sender en fællesmail ud til klassen med rapportering om antal fundne “nymphs” og “nits” samt kraftig opfordring til at svinge forbi “the hair fairies”. Nej tak til “the hair fairies”, amerikanernes “go to” luseløsning:

Først og fremmest vil jeg hellere bruge de penge andetsteds! Dernæst er jeg sgu’ ikke overbevist om effektiviteten af de balsam behandlinger. Jeg fornemmer, at forældrene heller ikke får taget nok ansvar med opfølgning, fordi de fejlagtigt regner med, at de nu er “home safe” efter den professionelle behandling. Jeg ved ikke, hvor udbredt lus er i Danmark, men jeg tror, at børnenes skole har været særligt hårdt ramt, hvilket bestemt ikke passer skolen. Eller de ramte forældre. Lus er jo sådan noget, som man skammer sig over — hvilket jo er dybt latterligt! To veninder med korthårede drenge valgte at håndtere lusene selv, men de fik mig til at sværge, at jeg ikke fortalte nogen, at de havde været ramt af lus, og at de ikke havde været forbi “the hair fairies”, som åbenbart er et kvalitetsstempel herovre. Men altså ikke i min bog. Eneste grund til at svinge forbi “the hair fairies” skulle da lige være — en gang for alle — i den her måned at få tjekket mit eget hår, så jeg ikke ender skaldet…

How To Piss Off A Dane

Som dansker i USA møder jeg jævnligt amerikanere, som ikke ved, hvad Danmark er. Hvilket jeg selvfølgelig altid retter op på!

Læs underholdende korte indslag om andre måder for “How to piss off a Daneher og her. De givne tips inkluderer:

  • Stil en dansker, du ikke kender, spørgsmålet: “hvordan har du det” uden at have tid til at høre svaret.
  • Prøv at tale dansk. Danskere gider det ikke, men vil svare på engelsk.
  • Undlad at signalere på cykelstien, at du skal stoppe eller dreje.
  • Ta’ dit træningstøj på offentligt. Skil dig for alt i verden ikke ud, klæd dig i stedet i neutrale farver.
  • Smil til deres børn eller hunde. Det invaderer folks privatsfære big time, selv om deres børn har nedgloet dig eller deres hunde oversnuset dig.
  • Tal og smil til danskerne, mens de handler ind, og gør dig langsom i køen til kassen.
  • Pral!

En af de største misforståelser om Danmark, som vi møder i USA, er, at “dutch” (hollandsk) er det samme som “Danish” (dansk). “Ya, ya, you guys speak Dutch then, right?” Suk. Seneste sammenblanding mellem Holland og Danmark oplevede jeg i går:

Sammen med børnene sad jeg i planetariet i det berømte Academy of Science i San Francisco, hvor en ansat fortalte om deres nye hvaludstilling, som stammer fra New Zealand. Ud til salens 500 mennesker spørger han: “Does anybody know about an older Zealand?” “A hint, it’s in Europe?” Folk svarer forkert, og for første gang i mit liv svarer jeg — på trods af forsamlingens størrelse — og råber “Denmark” fra bagerste række. “No, wrong! But close,” svarer den ansatte og fortæller, at Zealand ligger i Holland. Jeg prøver igen: “It’s in Denmark, really!”, men bliver ignoreret. Jeg ved ikke, om det var graviditetshormonerne eller mine børns forventningsfulde blikke på mig, men efter showet trampede jeg hen til ham med mine betuttede børn i hælene og forklarede, at vi som danskere i forvejen lider lidt af et mindreværdskompleks på grund af Danmarks lille størrelse, og at Zealand altså er en ø i Danmark. “But I got it from Wikipidea“, svarede han befippet. Flot… Sagt efter han har stået og pralet af, at Academy of Science baserer alle deres udstillinger inklusiv film på videnskabelig dokumentation.

Hurra for dansk direkthed og nej til amerikansk konfliktskyhed!

… Hov, åbenbart eksisterer der ifølge Wikipidea et område i Holland, som hedder “Zeeland”. Men Hollands “Zeeland” er stavet anderledes end i “New Zealand”, så jeg har jo stadig ret i, at “Zealand” ligger i Danmark!

Men lidt amerikansk er jeg blevet: Jeg indledte samtalen med at stor-rose filmens del om hvaler. San franciscanere kan nemlig ikke indlede en samtale uden en eller anden form for (overfladisk) ros (typisk ens eget eller ens børns udseende eller præstationer). Dette i danske øjne overfladiske karaktertræk — som jeg har adopteret overfor fremmede — må jeg vist arbejde på at afskaffe, når jeg vender tilbage til “no bullshit” Danmark :-).