The Worst Feeling

“Mor, jeg elsker min familie højere, end jeg elsker mig selv. Da jeg troede, at Rosa og jeg var ved at drukne, tænkte jeg kun på at redde Rosa. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvis jeg havde mistet hende. Mor, jeg har svært ved at trække vejret”.

I går under vores Mississippi ferie ved søen oplevede sønnen og datteren kæmpe bølger i kølvandet på en kraftig speedbåd. Begge havde redningsveste på, var tætte på søbredden, men bølgerne var høje, og datteren røg under vandet og slugte vand. Og bølgerne blev ved. Sønnen, som er en god svømmer, fik skubbet datteren hen til kanten af søen, hvor jeg stod og fik hende op. Oplevelsen varede måske maks et minut. Jeg stod lige ved siden af, og situationen blev håndteret. Men den var skræmmende. For os alle tre. Og tanken om at kunne miste sin søster sidder nu fast i sønnens tanker.

Om aftenen begyndte sønnen at tale om andre gange, hvor han har været bange for at miste sin søster. Han er en følsom sjæl, ja. Men han har også ret i, at hans søster har været syg, da hun var lille. Skræmmende syg. Og han fungerer (måske derfor) altid som hendes beskytter. Datteren og sønnen er uadskillelige bedste venner, selv med tre et halvt års forskel.

Angsten for at miste de mennesker, vi elsker højest, oplever vi alle. Og jeg tror på, at min snart niårige søns angst skal spejles, så han ikke føler sig alene med den og taler med os om den. I stedet for at vi alene holder fast i, at der ikke kunne være sket ham og datteren noget, fordi jeg havde styr på situationen i søen. Fordi frygten for at miste grundlæggende ikke handler om selve oplevelsen, men om de mulige (frygtelige) konsekvenser af en ulykke.

Min søn er en følsom sjæl, som i forvejen tænker meget over verdens og hverdagens uretfærdigheder. Over hvorfor kammerater og voksne ikke altid handler hensynsfuldt. Siden han var tre år. Dagligt har sønnen og jeg derfor samtaler om ikke at give de negative tanker for meget plads i hans hoved. Vi kalder det at skelne mellem, ting der er pyt (omstændigher og personer som han ikke kan ændre på), og ting der er vigtige (omstændigheder han kan prøve at ændre, og personer han kan prøve at tale med om de ting, som går ham på).

“Jamen mor, man kan da ikke bare være ligeglad med andre/verdenen”. “Nej skat, men det går heller ikke, at du bliver så ked af omstændigheder og andre menneskers måder at være på, som du ikke kan ændre”. “Jo mor, jeg kan ændre verden. Det kan jeg altså”! “Ja du kan min skat. Men jeg håber, at du lærer ikke at bruge for meget af din tid og tanker på negative mennesker og ting i livet, som du ikke har indflydelse på. Jeg håber, at du lærer at lægge negative tanker væk: At ting, som gør dig ked af det, ikke får for meget plads i dit hoved, og at du i stedet fokuserer på de ting, som gør dig glad”. “Ok mor. Min familie gør mig glad, jeg har verdens bedste familie”.

… Som voksen øver jeg mig stadig på at prioritere positive tanker frem for negative. Men angsten for at miste de mennesker, som jeg elsker højest, er den mest invaliderende og destruktive følelse. Som jeg ikke kan bruge til noget, fordi jeg ikke kan handle på den. Og jeg håber, at jeg får lært sønnen at pakke den følelse hurtigt væk.

The Simple Life In Mississippi

Hjemve og nostalgi efter danske sommerhusferier og svenske ødegårdsferier fik os til at leje et hus i staten Mississippi direkte ud til en sø. Vi bader, sejler, fisker, griller og laver bål. Balsam for sjælen.

DSC01418

20130630-124953.jpg

DSC01433

Men. Der er flere grunde til, at vores Mississippi ferie på ingen måde fremkalder danske og svenske ferieminder:

  1.  Larmende stilhed. Afbrudt af fyre iklædt pastelfarvede tanktoppe og bandanas om håret, som cruiser søen. Enten i høj fart med vandski eller store gummiringe slæbende efter sig. Mens vi samtidig enten frygter at blive kørt over i vores lille kano eller kæmper i vandet på grund af de efterfølgende store bølgeskvulp (godt vi har redningsveste på). Eller meget langsomt mens de hilser og storglor på os. Vi glor igen, vi synes også, at de ser anderledes ud.
  2. Firben, skildpadder (som manden troede var slanger og jeg troede var alligatorer), kæmpe kakerlakker og fisk. Men ingen alligatorer siger de. Altså i den her sø.
  3. Sønnen mistænksom: “Moar, hvorfor går du hele tiden op af vandet”? Mig: “Nåmen ikke for noget, det har jeg bare lyst til”! Mens jeg i virkeligheden sidder og spejder efter potentielle forvildede menneskeædende alligatorer.
  4. De lokale taler med en syngende southern dialekt med masser af yall lyde, som vi hverken forstår eller kan efterligne. Som i filmen Forest Gump, bare værre. Og de forstår heller ikke os, men er heldigvis ekstremt tålmodige og venlige.
  5. Cajun retter som grillet eller friturestegt frølår og catfish (vist nok er malle) fanget i lokale søer. Og krydrede cajun krebs (crawfish) fra den lokale fiskehandler, fem kilo for tyve dollars.

IMG_1268

6. Hede, 38 grader varmt badevand og smukke tordenstorme i det fjerne (pretty please, lad os slippe for sådan en tordenstorm).

7. Boligområdet er lukket: Man skal være registreret og vise ID for at få adgang ved de bevogtede indgange, og sikkerhedsvagter patruljerer området i bil og båd (mod hvad?).

8. Et top-ekviperet kæmpe aircon-hus med egen badebro og bådhus, indendørs og udendørs jacuzzi og køkken, kanoer, fladskærme i alle rum, basketball net. You name it. Og våben skab og udstoppede dyr på væggen.

9. Adgang til fælles pool og tennisbaner. Som vi ikke har brugt. Endnu.

… Ved ikke om det er fordi, vi er ved at blive amerikaniseret, men vi elsker den ekstra komfort. Men vi skal snart videre. Lige nu ser jeg på, om ferien skal gå til Louisiana, Mississippi eller Alabama, som er USA’s fattigste stater. Alt er åbenbart booket, fordi amerikanere holder sommerferie omkring 4. juli. Så det lader til, at vi skal udskifte vores luksuriøse liv med the simple life. Yeah, hvor autentisk! Who am I kidding, snøft, det er sgu’ ærgerligt.