About Yelp And San Francisco’s Homeless Problem

Jeg “yelper” troligt alt, så da jeg skulle finde et vaskeri, imens butik og producent skændes om vores nye vaskemaskine, læste jeg anmeldelser af vaskerier i nabolaget på Yelp. “Oh boy”:

  • “Homeless guy pawing through my underwear. Awesome.”
  • “A dollar off on Wednesday — always be careful there have been robberies here.”
  • “I swiped my card to pay for a $3.25 wash and I just saw on my bank statement that they charged me $20. I want my money back. The phone number they have listed doesn’t work. Annoyed.”
  • “Not clean at all. Felt super unsafe in here as no attendant is present, and random people wander in and out.”
  • “Sitting here on a Friday afternoon and there’s a homeless guy sleeping on the floor. Not cool! Tried to call the owner, phone just rings endlessly.”
  • “If you love cockroaches, you will love this place. I’ve seen big ones, little ones, medium ones, tiny ones… I’ve seen them on the floor, on the machines and in the detergent compartment… finally decided to let the little ones have their home and do my laundry elsewhere.”

Ok så. Jeg tror bare, at jeg fortsætter med at håndvaske!

Tidligere på bloggen har jeg skrevet meget om San Franciscos hjemløseproblematik, som rystede mig i min grundvold, da vi flyttede hertil. Jeg er ikke så berørt af det længere på daglig basis, fordi de bydele, som jeg færdes i, ikke er så ramt. Men alle bydele kæmper med problemet. Det triste er, at man bare vænner sig til det. I disse dage raser byens beboere, fordi byens hjemløse igen fjernes, denne gang fordi San Francisco hoster Super Bowl den 7. februar. Tusinder af hjemløse fordrives fra deres telte under en af de mest regnfyldte perioder i San Franciscos historie. Det er så umenneskeligt. Og det er frustrerende og uforståeligt, at byen ikke får udarbejdet en langsigtet plan og løsning på problemet. Folk er vrede over, at byen poster millioner af skattepenge i Super Bowl i stedet for i hjemløseproblematikken. Det er fandeme heller ikke i orden!

Datterens børnehave lå lige op af et af byens mest belastede områder ved rådhuset (i Tenderloin), og dagligt om morgenen sneg datteren og jeg os forbi sovende hjemløse under tæpper, eller passerede dem på fortovene, hvor vi gik udenom deres indkøbsvogne. Størstedelen af byens hjemløse lider af psykiske sygdomme, hvilket er skræmmende. Men jeg har aldrig hørt eller oplevet, at de har gjort nogen fortræd — andre end dem selv. At San Francisco har så stort et hjemløseproblem er en skamplet, som byen prøver at skjule for omverdenen. Når turistsæsonen begynder, fjerner politiet de hjemløse fra turistede områder og vander græsplænerne dyngvåde, så de hjemløse ikke kan sove eller opholde sig på græsset. Sikke en umenneskeligt og pinlig måde at håndtere problemet på.

More San Francisco Getaway Tips

DSC03381

På billedet Joshua Tree National Park.

Vi er netop hjemkommet fra to dejlige dage i Napa, hvor vi har svømmet i pool og hygget i 30 graders varme. Havde jeg været mobil, ville vi være taget på kanotur og vandretur i en af Napas mange fantastiske parker. Napa (mest kendt for sin vinproduktion) ligger mindre end en times kørsel fra San Francisco, men er en helt anden verden. Sådan er Californien: anderledes natur, kultur og temperatur er altid indenfor kort rækkevidde, året rundt. Fordi der er run på mine indlæg med rejsetips i øjeblikket, skal I ikke snydes for en spot-on oversigt fra lokalavisen San Francisco Chronicle over forslag til ture i Californien rettet mod børnefamilier, men som kan bruges af alle. Vi har været de fleste foreslåede steder i artiklen, og de få, vi ikke har været, står på vores must visit liste. Virkelig god oversigt, som rammer vores bedste ture!

Læs artiklen “30 places every California kid should see before growing upher.

Af artiklens 30 forslag vil jeg særligt anbefale:

  • Yosemite (på bloggen bl.a. her)
  • Columbia State Historic Park (på bloggen her, landsby i Gold Country, som er som en kopi af det lille hus på prærien, hvor man kan grave efter guld. Parken er gratis!)
  • Jack London State Historic Park (Sonoma)
  • Muir Woods, Mill Valley (på bloggen her, redwood træer på den anden side af Golden Gate Bridge)
  • Gåtur over Golden Gate Bridge (indlæg om cykling over broen her)
  • Alcatraz til de større børn, som forstår engelsk (på bloggen her)
  • Santa Cruz boardwalk (tivoli ved stranden, på bloggen bl.a. her)
  • Big Sur ved bl.a. Point Lobos (på bloggen her)
  • La Brea Tarpits, LA (på bloggen her, parken er gratis)
  • Joshua Tree National Park (på bloggen her)
  • San Diego Zoo (nok verdens bedste zoo)
  • Lassen Volcanic National Park (vi har ikke været der endnu, men den er på vores must visit liste!)
  • Ikke på listen, men én af vores yndlingsudflugter: hvalture!! (på bloggen bl.a. her og her).
  • Ikke på listen, men én af vores yndlingsudflugter: kanoture ved Russian River, Napa eller Sonoma.

De forslag, du kan springe over, er Hearst Castle, og i Sacramento skal du bevæge dig direkte til den gamle bydel (som ligner New Orleans), og vi foretrækker oplevelser i kystbyerne i SoCal fremfor at bruge tid i Palm Springs, så derfor foreslår jeg at tage til Joshua Tree National Park som endagstur.

… Jeg kan ikke vente med at få overstået den her graviditet, så vi kan komme i gang med at udforske Californien igen! I øvrigt er det nemt at gå helt galt i byen med køreafstande herovre. Et tip er at google: “from (…) to (..)” og så tjekke googles resultat, som ofte rammer ok. Men trafik kan man selvfølgelig aldrig helt styre, så sørg for at køre enten før kl. 7 om morgenen eller efter kl. 9.30 på vej ud af San Francisco.

More Insider Tips To The Foggy San Francisco Summer

Fortvivl ikke, selv på en tåget dag har San Francisco masser at byde på! Nedenfor indlægget har jeg samlet links til alle mine gamle indlæg med tips til San Francisco og ture ud af byen, væk fra tågen.

Men først skal I lige have en ny omgang friske tips til San Francisco: 

Gå en tur med start ved Marina Blv. og Fillmore St med retning mod Golden Gate Bridge. De lokale ses i fitness tøj, hvor de går tur med deres hunde, cykler eller løber en tur til en fantastisk udsigt over Golden Gate Bridge og Alcatraz.

DSC03711

Byens flotteste vandretur ligger ved “Land’s End“, som har byens smukkeste udsigt over Golden Gate Bridge. Og parkering er gratis!

landsend

lands_end_labyrinth_sunset_pano2

The Slanted Door ved Embarcadero er en af byens mest hypede restauranter (vietnamesisk) med flere måneders ventetid. Men, men. Et insider tip er, at man kan møde op uden reservation og skrive sig op til at spise i baren. Vi ventede kun en halv time på en fredag aften, og jeg synes baren er meget hyggeligere end selve restauranten.

City Lights Bookstore i byens italienske kvarter North Beach er ikke nogen hemmelighed, tværtimod. Men den er værd at nævne for dens specielle bogudvalg, og fordi byen lider af akut mangel på boghandler, da byens beboere shopper deres bøger på Amazon. City Lights udgiver selv bøger og er et fantastisk sted at finde skønlitterære bøger med base i San Francisco og resten af Californien.

Links til gamle indlæg:

Læs flere insider tips til San Francisco:spots for self pampering”, “San Francisco’s Vesterbro: the Mission“, “my favorite San Francisco neighborhoods“, “Alcatraz“, “Best View Of San Francisco And Treasure Island Flea Market“, “Biking San Francisco and Golden Gate Bridge” og “Summer in San Francisco with kids“.

Læs tips til endagsture hvor man slipper for byens berømte sommertåge: Muir Woods“, “Berkeley Campus Life” og “Alameda Antique Flea Market“. Selv om man ikke kan være sikker på at slippe for tågen, så ville jeg alligevel besøge strandbyerne Stinson Beach og Santa Cruz, som du kan læse om her.

Læs tips til todagsture væk fra sommertågen: “Gold Country“, “Sea Ranch“, “Yosemite” og “Gold Country and High Sierra Mountains“. Vi elsker også at leje et hus via vrbo.com midt i skoven omringet af Redwoodtræer eller ved en flod, hvor vi  sejler kano- og kajakture ved Russian River og Sonoma (men disse favoritdestinationer mangler jeg desværre at skrive blogindlæg om).

Enjoy!

The Ultimate American Birthday Party

Sidste lørdag fejrede vi datterens syvårige fødselsdag. På klassisk amerikansk manér. Hun har haft glædet sig i måneder, og i skolen har hendes klassekammerater glædet sig sammen med hende, da Pump It Up er en klassisk fødselsdagsdestination. Jeg var faktisk lidt flov over at holde sådan en såkaldt all inclusive package, fordi det er amerikansk på den ucharmerende måde, upersonligt, uoriginalt og næsten for nemt. Men efter at have prøvet det, gør vi det gerne igen! Forældre på skolen føler sig ofte forpligtede til at invitere også parallelklassen (why, but why?), hvilket er kaotisk, larmende og dyrt. De 21 børn inklusiv enkelte søskende var en perfekt hyggelig størrelse. Før datteren fik os overtalt til arrangementet, havde jeg forsvoret nogensinde at køre til Pump It Up igen. Pump It Up ligger nemlig i San Franciscos mest belastede kvarter, og til sidste fødselsdag — i min iver efter at undgå at køre på motorveje (jajaja jeg ved godt, at jeg har et problem) — førte min GPS mig gennem et top skummelt kvarter, hvor jeg med hjertet oppe i halsen passerede fallerede huse og typer, som lignede definitionen på bad guys, mens de sad i klynger og hang ude foran husene. Utrygt. Jeg anede ikke, hvor jeg var. Den oplevelse ville jeg dog have undgået, hvis jeg havde kørt ad motorvejen, ligesom alle andre.

I børnehøjde er Pump It Up med dets oppustelige hoppeborge paradis, fordi børnene for en gangs skyld får lov til at lege frit og vildt sammen uden voksenindblanding. I voksenhøjde er Pump It Up ensbetydende med at stå som tilskuer i en rungende hal med børneskrig, hvor forældre ind i mellem må ind og redde børn ud, som sidder fast, eller som er kommet til skade. Som ved alle andre steder med fysisk aktivitet i USA, er man tvunget til at skrive under på en waiver, så man ikke kan søge erstatning, hvis forælder eller barn kommer til skade. Bort set fra at vores fødselsdagsbarn på dramatisk knaldede panden ned i gulvet og måtte sidde med is på sin bule i ti minutter, mens fødselsdagen gik i gang uden hende, var fødselsdagen en succes. Her er hun forsinket på vej ind til sin egen fest med bule i panden iført den såkaldte birthday crown.

IMG_1435

Resten af festen var en bragende succes med leg i to forskellige haller med 40 min. hvert sted. Storebror havde sine to bedste venner med fra klassen.

IMG_1452

Der blev hoppet, klatret, rutschet og skudt med bolde. Festen endte i et party rum med pizza og kage og en overlykkelig datter i den oppustelige fødselsdagsstol. Total plastik og dårlig smag. Hvor danskere har en tendens til, at fester og middage også meget gerne skal se lækkert ud, så er det i USA fuldstændig lige meget, at et bord er bedækket med pap og plastik. Forældre sammenkomster i skoleregi og privat er typisk sammenskudsgilder, hvor hver gæst stiller sin medbragte ret — som sjældent er hjemmelavet — på et bord, og man står op og snakker eller finder en stol at sætte sig på, mens man spiser noget mad på sin paptallerken. Nogen bruger paptallerkener, hvor man også kan placere sit plastikglas i en holder, så man ikke skal balancere med tallerken og glas. For sådan en type som mig, som er bange for at kikse maden, er det befriende, at man kan fokusere på formålet: at hygge sig.

IMG_1459

Vi medbragte kage (andet mad er ikke tilladt at medbringe, men skal købes), og ellers klarede personalet alt, selv at dække bord, dele pizza og grønt ud, udskære kagen, ryste folk sammen til at synge fødselsdagssang, pakke gaverne sammen i en pose og rydde op. I USA pakker man i øvrigt aldrig gaver op foran gæsterne. Fordi alting blev klaret, havde vi voksne tid til at sludre med forældrene, som er en særlig hyggelig gruppe i den klasse. Jeg fik tilkæmpet mig en kupon på cyber Monday, så vi brugte overraskende nok ikke flere penge end på sidste års fødselsdag, som blev holdt hjemme, selv om pakken indeholdt pizza og giftbags inklusiv balloner til børnene. Win-win, right? De klassiske valg af børnefødselsdagsdestinationer i San Francisco koster nemlig kassen (hvilket jeg har skrevet om her). Som afslutning på den ærkeamerikanske fødselsdag, mangler datteren bare at uddele takkekort, som hun skal skrive i weekenden. Sjovt nok nævnte flere af forældrene, at nu var vi blevet rigtige amerikanere med det klassiske fødselsdagsvalg, hvortil jeg svarede, at næ nej det var kun datteren. Men eftersom vi voksne er klar til at gentage arrangementet, og sønnen ønsker sig en lignende fødselsdag, så kan jeg vist ikke løbe fra, at resten af familien også har rykket sig og åbenbart ikke længere er så bange for amerikanske klicheer.

OMG How American And San Franciscan We Have Become

Man har fået amerikanske børn, når:

  • de i bilen, mens vi alle fire skråler med på Beatles sangen “Oh Jude” synger “oh dude”.
  • de indføjer en masse “like” i deres sætninger: “Og så, like, så sagde hun, like”.
  • de fniser og bliver forlegne, når de hører nogen (som de påstår er os, men det kan jo ikke passe) sige et bandeord eller ser nogen på tv vise deres “middle finger”. Vær opmærksom på, at ord som shit og fuck, som danskere bruger i flæng, omfattes meget grimt i USA.
  • de kommenterer, at andres adfærd er “inappropriate”.
  • de er (alt for) autoritetstro overfor voksne.
  • de ser en sød hund og udbryder “aw” og tilsvarende “ew”, når de ser noget klamt.
  • alle ord med bogstavet R bliver udtalt med det karakteristiske amerikanske jeg-har-en-kartoffel-i-munden lyd.
  • de føler sig berettigede til at få chips, chokolade og andet usundt snack i deres madpakke — ligesom alle deres klassekammerater.
  • deres højeste ønske er at holde en ærkeamerikansk fødselsdag i et indendørs hoppeland med efterfølgende pizza party fremfor at holde den hjemme. Suk vi har givet os.
  • de foretrækker Chitos fremfor franske kartofler.
  • de i så ung en alder kan synge med på alle sange, elsker film som Dirty Dancing og Grease og kan bruge en hel dag på at surfe Minecraft videoer på youtube — fordi de forstår, hvad der bliver sagt.
  • de aldrig har cyklet på en rigtig vej.

Man er blevet californier, når man (ok vi):

  • ikke kan undvære grønkålssalat (med tomater, avocado, hasselnødder og balsamico dressing).
  • ikke kan forestille sig at skulle leve uden Amazon, som leverer alt hvad hjerter begærer med bare to leveringsdage til ens hoveddør.
  • griller mindst to gange om ugen året rundt.
  • mindst taler med Siri tre gange i døgnet.
  • forlader huset uden jakke om efteråret, vinteren og foråret.
  • aldrig forlader huset uden jakke og halstørklæde om sommeren (som er San Franciscos vintertid).
  • ikke går med strømper.
  • bliver mopset, hvis kaffebutikken brygger en for tynd americano.
  • ser alt fjernsyn på computer med undtagelse af ‘American Football’ og Oscar uddelingen.
  • smalltalker med kassedamen og er ligeglad med at forsinke køen.
  • ikke skænker det en eneste tanke, at man selv og andre er iført træningstøj i byen, på restauranter eller ved aflevering og afhentning af børn på skolen.
  • ikke fatter hvorfor danskere ikke ifører sig træningstøj, når de skal ud i naturen.
  • udtaler bogstavet I som i og ikke y. Det hedder direction og ikke dyrection.
  • er ligeglad med, at ens hjem ikke er fyldt med lækker stil og designer møbler.
  • aldrig bager kager fra bunden men bruger et kagemiks.
  • drikker limonade.
  • ikke kan leve uden to biler.
  • forventer rabat på både serviceydelser og materielle køb.
  • ikke bliver overraskede, når forældre til skolearrangementer som såkaldt healthy non-crumbly snack medbringer kage.
  • ikke undrer sig over, at halvdelen af drengene på skolefoto er iført jakkesæt eller butterfly.
  • godt kan sætte sig ind i de amerikanere, som aldrig rejser udenfor USA — hvorfor skulle man dog det, USA har alt!

… Den her type indlæg kan blive en genganger og kunne for eksempel næste gang omhandle ting, som amerikanske forældre rent faktisk har udtalt eller spurgt mig om: I vil blive dybt chokerede!

We Made It Through The Storm Of The Century

I går torsdag var byens skoler lukket på grund af varsel om the storm of the century med vinde af orkanlignende styrke og massiv regn. Jeg var faktisk ret bekymret. Jeg prøvede at forestille mig, hvordan vores hus ville kapere stormflod kombineret med kraftig vind. Vi bor på hjørnet af en vej på en meget stejl bakke, og jeg forestillede mig, at i værste tilfælde kunne biler og andre ting sejle ind i vores hus. Amerikanerne hamstrede vand, stearinlys og batterier til lommelygter (som vi takket været vores sommerferie i Yosemite havde masser af). I hele byen og på de sociale medier ulmede en bekymret stemning, og jeg satte mig op til, at nu skulle vi opleve vores første naturkatastrofe.

Vi blev nogen af de heldige, og hjemme hos os skete der absolut ingenting, bort set fra at det regnede gennem vores soveværelsesloft (igen). Også mandens arbejde var lukket, så vi brugte dagen på at hygge os. Andre dele af San Francisco inklusiv flere familier og lærere fra børnenes skole var uden elektricitet i et helt døgn, og flere bydele var oversvømmede. Californiens veje og kloaksystemer er på ingen måde gearet til så meget regn på én gang, og hele Bay Area blev belastet med smadrede eller oversvømmede veje. Californiske bilister kan simpelthen ikke finde ud at navigere de våde veje, hvilket resulterer i et katastrofalt antal biluheld på selv helt almindelige ufarlige strækninger. I Sonoma og Russian River poster beboere stadig billeder af folk, som sejler rundt i kanoer på parkeringspladser.

Fordi Californien lider af den mest alvorlige tørke i århundreder, jubler Californien over regnen. Men desværre udgør regnen kun en dråbe i en spand i forhold til den mængde vand, som Californien har brug for. På Twitter gør resten af USA grin med San Francisco, som har haft lukket skoler og flippet ud over, hvad de kalder “a little rain”, som resten af USA mener er vand i forhold til deres tornadoer, oversvømmelser og snestorme. De har nok ret.

Det har faktisk regnet det meste af december, som hos os har bidraget til at skabe julestemning, hvilket var svært de sidste to år, hvor San Francisco havde bragende sol og sommerlignende temperaturer. Hjemme hos os står den på besøg fra vores nisse, danske Radio Soft kørende i baggrunden med julemusik, DRs julekalender (Tidsrejsen) efter lektier, æbleskiver, risengrød og tændte stearinlys og kalenderlys. Så hyggeligt! Jo længere tid vi har været udenlandsdanskere, des stærkere føler vi for at opretholde vores danske juletraditioner. Derfor glæder vi os for vildt til på søndag, hvor vi holder juleaften. Jep, det er lidt tidligt, men sådan må det være, fordi vi snart rejser til Mexico.

Halloween!

IMG_1401

I år har Halloween ikke fyldt så meget på grund af Giants. Onsdag aften brød San Francisco ud i et kollektivt brøl, som vi kunne høre fra vores altan, da Giants vandt world series i baseball mod ærkefjenden Royal. Wuhu! Også på selve Halloween i fredags overtog Giants gadebilledet med en parade i indre by, og byen var fyldt med tøj i orange og sorte farver og Giants flag.

Ligesom sidste år indledte vi Halloween med fest på skolen. Hele ugen har forældre været top stressede over udsigten til regn, fordi planen var at holde festen i skolegården. Regnen indfandt sig rigtig nok (kun om dagen, heldigvis ikke om aftenen), og skolen meddelte i en mail samme dag, at festen blev rykket fra skolegården til en idrætshal på en naboskole. Jeg kan forestille mig, hvordan samtlige forældre — ligesom jeg — sukkede dybt af lettelse, da det samtidig blev meddelt, at forældre nu kunne parkere i skolegården. Forældre var nemlig blevet pålagt at møde op udklædte, og det er altså ikke fedt at skulle jage sparsom parkering udenfor skolen og derefter traske 500 meter til en kilometer i fuld udklædning i et kvarter, som ikke er kendt for at fejre Halloween.

Sidste år følte jeg mig totalt kikset i min Kleopatra udklædning og skiftede derfor til almindeligt tøj, da vi gik trick or treating. Hvorefter jeg var den eneste ikke-udklædte mor. Men ikke i år. I år gik jeg all in hele dagen udklædt som heks.

IMG_1402

På skolen fik vi hjulpet børnene i tøjet, her ses datterens klasse. Som I kan se fra udklædningerne, handler Halloween i USA ikke om at udklæde sig uhyggeligt.

DSC03421

Børnene gik i parade rundt om skolen sammen med lærere og forældre — uden tilskuere i et kvarter primært beboet af kinesere, som ikke fejrer Halloween. Manglen på tilskuere til paraden lod dog ikke til at genere hverken børn eller forældre. Aktive mødre havde pyntet gymnastiksalen, og børnene drønede rundt og prøvede forskellige aktiviteter som spider throw og ansigtsmaling arrangeret af aktive fædre og mødre. Jeg bidrog med cheese and crackers.

DSC03434

DSC03442

DSC03446

Sammen med to af børnenes kammerater og deres mor udklædt som påfugl, tog vi hjem efter festen og spiste pizza inden trick or treating kl. 18.30, da det var blevet mørkt. I år joinede manden festlighederne — dog uden udklædning. Men fordi dress code for mænd er ekstrem casual i San Francisco, var vi enige om, at han med sin habitjakke og jeans var udklædt som såkaldt techie eller start up’er (som er forhadte i San Francisco, fordi rige hipsters er årsag til de sindssyge huslejepriser, som nu er højere end huslejepriser i New York).

Fordi sidste års trick or treating i Noe Valley (mest populære Halloween kvarter) var så pakket, valgte vi i år at gå rundt i vores eget kvarter Glen Park.

DSC03448

DSC03453

Igen i år blev jeg imponeret over, hvor meget amerikanere går op i Halloween. Flere forældre havde delt mere end 1.000 stykker slik ud! Søde mennesker i Glen Park — som ikke var børnefamilier — havde pyntet deres hus, og flere af dem var endda udklædte. Det var hyggeligt for børnene at løbe op og ned af bakkerne, mens de spejdede efter huse med lys og græskar ved indgangen, som signalerer, at beboere uddeler slik.

DSC03461

Men også Glen Park har en enkel gade, hvor husejerne er gået amok, og som børnefamilier derfor valfarter til fra hele San Francisco.

DSC03468

IMG_1418

DSC03477

Bemærk papkrusene på billedet nedenfor: Fordi det er ulovligt at drikke alkohol på offentlig gade, skjuler forældre drinks og vin i papkruse. Hold kæft jeg synes det er sølle, så hellere drikke alkohol før og efter?

IMG_1413

IMG_1428

Fordi sidste års Halloween faldt på en hverdag, fik børnene først deres slik som fredagsslik. Så i år var humøret ekstra højt, fordi de fik lov til at spise slik og holde sig vågne, til de segnede — hvilket vores yngste dog allerede gjorde kl. 20.30.