Expat Wife/Housewife/Trailing Spouse/Accompanying Spouse

IMG_2999-0 Det her indlæg kommer lige fra hjertet, fordi jeg ønsker at støtte andre, som ligesom jeg følger med på en udstationering. Med tre års erfaring som “hjemmegående medfølgende ægtefælle” håndterer jeg jævnligt danske venner og bekendtes undrende og fordumsfulde spørgsmål og jokes. Det kræver en stor portion selvværd at bytte en karriere ud med et stempel som husmor og med rank ryg svare på spørgsmålet: “Og hvad får DU så tiden til at gå med”?

Tanker til dig

At flytte til et andet land er hårdt arbejde. Det kræver mod og koster sved og tårer. Det udvikler nye færdigheder, og man bliver klogere på sig selv. Mange forhindringer afskærer den medfølgende ægtefælle fra at arbejde. For mange familier kan familielivet simpelthen ikke hænge sammen, hvis begge ægtefæller skal arbejde. Jeg kender også mange medfølgende ægtefæller, som ikke kan få arbejdstilladelse i USA, eller som ikke kan få det job, som de havde tidligere, fordi det kræver efteruddannelse. Medfølgende ægtefæller kommer efter største sandsynlighed til at skulle redefinere deres (arbejds)identitet.

“It’s a helluva start, being able to recognize what makes you happy.” Lucille Ball

Til alle jer nuværende og fremtidige “medfølgende ægtefæller” vil jeg råde jer til at overveje: Hvad gør dig glad? Hvad betyder mest for dig? Hvad vil du have ud af dit udlandsophold? Hvor længe planlægger I at være udstationerede? Løbende har jeg haft genovervejet min situation, hvilket jeg vil anbefale, fordi “things change”. Måske har børnene mindre brug for din tid, måske får du spat af rollen som husets rengøringsdame og kok, måske er du klar til at flytte tilbage til Danmark? Måske betyder det sociale miljø på en arbejdsplads mere end faglige udfordringer? Måske bliver det nødvendigt med to indtægter for at finansiere udstationeringen? Med dollaren nu op i syv kroner og vores primære indtægt udbetalt i danske kroner, kan vi bestemt bruge en ekstra indkomst. Valgene er langt flere, hvis man har det godt med at alliere sig med en nanny eller au pair. Alt i alt er beslutningen om at være hjemmegående/flytte hjem/ få arbejde/betale sig til børnepasning en personlig prioritering. Alle muligheder er tilstede, det handler om at finde frem til kernen af, hvad der gør dig mest glad.

Hvad sætter du pris på ved dit udlandsophold? Prøv at lægge din identitet dér, det har virket for mig.

Om mig

Jeg har styr på mine prioriteter og dermed fred med de kompromis’er, jeg har måtte indgå. Det har været et valg fra min side ikke at spilde et eneste sekund på at være ked af rollen som hjemmegående, som tidsmæssigt på grund af børn i USA har haft svaret til et halvdagsarbejde. Bekymringer under vores etableringsfase har vi haft masser af, og det giver ikke mening at tilføje ekstra ærgelser, som man rent faktisk kan ændre på! Jeg anskuer beslutningen om at være hjemmegående som selvvalgt i en tidsbegrænset periode af vores liv. Før vi flyttede til USA, var jeg afklaret med, at jeg ikke kunne forvente både at rejse, arbejde og få en hverdag med børn til at hænge sammen med to fuldtidsjob. Fordi jeg som barn selv har prøvet at flytte til udlandet, ønskede jeg at være der 100 pct. for mine børn i tilvænningsfasen og så længe, som de havde behov for mig. Jeg vidste, at jeg ikke kunne forvente et arbejde som jurist svarende til det arbejde, som jeg havde derhjemme. En karriere i USA ville kræve, at jeg startede “forfra”, eller det ville kræve videreuddannelse. Så derfor valgte jeg videreuddannelse med fokus på mine fremtidige karriereønsker, samtidig med at jeg har haft fokus på at nyde min tid som hjemmegående og krydre vores familietid med rejser og unikke amerikanske oplevelser. Det her kommer til at lyde forkælet, men for mig handler det om fagligt selvværd og integritet: Jeg har været afklaret omkring, at jeg hellere vil være hjemmegående end få et arbejde i USA, som ikke stimulerer mig, for efter min erfaring findes der ikke noget mere energidrænende end et røvsygt arbejde. Jeg vil hellere flytte tilbage til Danmark end skaffe mig et kedeligt og stressende arbejde i USA. Jeg føler, at jeg efter mange år på arbejdsmarkedet “fortjener”, at mit arbejde skal være spændende, pynte på mit CV og hænge sammen med vores hverdag. Min største frustration som hjemmegående har været rengøring og oprydning. Økonomisk har jeg dog haft prioriteret fede weekendture og ferier over en rengøringsdame. Altid. Folk er forskellige, og sådan er jeg altså skruet sammen.

Efter tre år har jeg stadig ro i maven, fordi jeg har en god karriere bag mig, og fordi jeg har en mand, som hele tiden har lovet at ville flytte tilbage til Danmark, når jeg ikke længere syntes, det fungerer. Jeg har ro i maven, fordi vi har hundredevis af oplevelser og rejser i bagagen, som vi aldrig ville have fået, hvis vi var blevet boende i Danmark, eller hvis jeg havde fået fuldtidsarbejde i USA. Jeg føler ikke, at jeg er gået på kompromis med min faglighed, fordi jeg via videreuddannelse har dygtiggjort mig på nye områder. Til min store glæde har jeg fået fingrene i det perfekte fleksible deltidsjob i USA, som pynter mit CV. Min videreuddannelse (“Professional Writing”) koblet med min tidligere erhvervserfaring som jurist åbnede døren. Jeg kommer ikke til at arbejde flere timer, end da jeg studerede. Jeg skal nu betale mig fra rengøring (halleluja!).

Omverdenen

Men havde jeg ikke fået arbejde, så havde jeg haft fred med det. Det rører mig ikke, at de fleste danskere ser ned på hjemmegående expat husmødre. Lad os være ærlige, sådan er det! Jeg føler ikke mindreværd, når folk undrende spørger til min hverdag og karriereplaner og samtidig fortæller om deres fortravlede liv. Tværtimod føler jeg mig priviligeret over, at jeg tager en pause i nogle år fra den danske hverdags trummerum og fylder den med anderledes oplevelser, indtryk og ikke mindst tid med børnene. Vi har som familie rejst USA og nabolande tynde og fået perspektiv på vores danske liv på godt og ondt. Dagligt bliver vi inspireret af kultur, normer og indstillinger til livet, som står i direkte modsætning til den danske mentalitet.

Jeg har aldrig identificeret mig med begrebet hjemmegående, fordi jeg har lagt min identitet i at være on and off deltidsstuderende og globetrotter. Jeg har følt mig i kontrol over mine valg, fordi jeg altid har fokuseret på muligheden for at ændre mine prioriterer (flere studier/hyre en nanny/flytte tilbage til Danmark/skrive en bog).

“Happy people plan actions, they don’t plan results.” Dennis Waitley

Så kære medfølgende ægtefælle, ret ryggen, vær stolt af det, du har overkommet og opnået i dit udlandsophold. Hvad har du overskud og lyst til at bruge dit udlandsophold på lige nu og på sigt? Min redning fra en identitetskrise har været at udleve min passion for at rejse (læs mit indlæg Wanderlust her) og skrive. Hvad er din passion? Mens graviditet igen fylder vores hverdag med forhindringer og bekymringer, ser jeg frem til vores næste rejseoplevelse, nemlig en tur til Hawaii, som står som en af vores bedste ferieminder nogensinde. Hvad sætter du pris på ved dit udlandsophold, og hvad ser du frem til, som giver dit udlandsophold et formål? Prøv at lægge din identitet dér. IMG_0858

Expat Life — The Cons Of Moving Abroad

IMG_2687Nedenfor følger en liste over de værste aspekter, som jeg oplever ved livet som udenlandsdansker. Expat-tilværelsen byder på hårde sider, som gælder uanset hvilken nationalitet man har, og hvor man flytter hen. Formentlig kan man som udenforstående ikke sætte sig ind i, hvordan det er at flytte til et andet land. Men nu prøver jeg alligevel.

Mit første år i San Francisco oplevede jeg som en ud af kroppen-oplevelse, hvor hele mit mindset var indstillet at få familien til at falde på plads i en hverdag, som på ingen måder levede op til nogens forventninger. Jeg fandt støtte for mine frustrationer og skuffelser fra uventet kant. Det blev ikke hos amerikanere, som ellers udviste hjælpsomhed og imødekommenhed og forklarede mig op og ned på ting, som jeg undrede mig over. Det blev heller ikke hos mit netværk i DK, som jo ikke kunne sætte sig ind i, hvad jeg gennemgik. Jeg fandt derimod støtte hos en anden immigrant — Adnan — som jeg snakkede med to gange om ugen, når jeg tankede op på tankstationen ved sønnens skole. Adnan var flyttet fra Aqaba i Jordan (som jeg kendte som turist), og jeg fra København (hvor Adnan havde en fætter). Selv om vi kom fra fuldstændig forskellige baggrunde og verdensdele, havde vi meget tilfælles. Og i den første tid kæmpede Adnan og jeg med de samme udfordringer og følelsen af ikke at høre til i vores nye liv.

Adnan og jeg var ankommet med en uges forskel til San Francisco, midt i januar måned. Vi skulle begge starte med at læse, jeg på Berkeley, han på tandlægehøjskole. Adnan arbejdede deltid på sin onkels tankstation, mens han ventede på, at han fik Californisk resident status, så han kunne starte på sit studie. Vi havde begge forventet daglige spændende, inspirerende oplevelser, men syntes hverdagen var op af bakke og røvsyg. Vi havde begge forventet syd californisk klima og var rystede over den iskolde vind, som uventet indfinder sig også i dagstimerne på den årstid. Det havde ingen af os pakket tøj til eller kunne finde den rette påklædning til. Vi følte os begge fremmede, utilpassede og uvelkomne i San Francisco. Vi var skuffede. Vi var overvældede. Jeg fortalte om mine egne og mine børns trængsler, og han fortalte om sit savn efter hjemme og tvivl, om hvorvidt han skulle blive. En dag, et halvt år senere, var Adnan pludselig væk, hvilket gav total mening for mig, fordi han ugen forinden havde været helt nede i kulkælderen og talt om at droppe sit studie og rejse hjem.

Efter to et halvt år er vi faldet til og er glade for vores californiske liv, men livet som udenlandsdansker rummer stadig mange savn og udfordringer, som jeg har samlet i en liste over de værste aspekter ved expat-tilværelsen:

1. Kulturforskelle

Jeg troede, at jeg havde rimelig styr på den amerikanske mentalitet. Jeg troede, at jeg havde styr på det amerikanske skolesystem og børnehaver. Men nej! Amerikanere tænker anderledes. De taler anderledes. De har andre værdier, traditioner og bekymringer. Et godt eksempel er illustreret i mine indlæg om min yngste datters første preschool oplevelse, hvor jeg baseret på mine danske erfaringer med børnehaver fuldstændigt tog fejl af, hvad vi gik ind til i en Montessori-baseret børnehave. Forløbet kan du læse om her. Vi har en meget anderledes tilgang til børneopdragelse i forhold til amerikanske forældre, og det vil vi fortsætte med. Læs om amerikansk børneopdragelse her.

De mest tricky kulturforskelle er dem, som ikke bliver sagt højt: Do’s og Don’ts som er alment kendt. Amerikanere er ekstremt konfliktsky og høflige, og derfor er det ekstra vigtigt at lytte efter, når de for eksempel ikke klart svarer på ens spørgsmål eller kommer med andre forslag. De er simpelthen for høflige til at sige tingene direkte — fuldstændig i modsætning til mig, som er udstyret med en dansk direkthed og to the point attitude. Det første år i San Francisco prøvede jeg desperat at arrangere legeaftaler uden en medfølgende mor eller far, som jeg dermed skulle underholde, men det lykkedes ikke. Op til en alder af otte år fungerer legeaftaler bare på den måde, og playdates går lige så meget ud på at dække forældrenes sociale behov som børnenes. Ingen forælder sagde direkte, at de foretrak at blive hængende eller ønskede at tage med i zoo, selv om det altid endte sådan: “Do you mind”? Mig: “Of course not.” Arghh.

Hvor meget tipper man en frisør? Tipper man sin mekaniker, skraldemand, postbud, hårde hvidevarer montør? Hvor meget? Hvor meget skal en fødselsdagsgave koste til klassekammeraten? Hvor meget donerer man til forældrekassen på skolen? Hvor meget donerer man til den årlige fundraising på skolen? Hvad tager man med til forældreaften hos en familie fra skolen, hvor der er sammenskudsgilde? Hvordan håndterer man hjemløse? Hvordan håndterer man dørsælgere og telefonsælgere?

Små hverdagsaktiviteter kan være svære. Mit første indlæg på bloggen handlede om, hvor svært det var for mig at lære at lave small talk med fremmede, på en afslappet måde. Hvad svarer man på kasseekspedientens spørgsmål: “hello, how are you today”? Som indadvendt københavner tog det øvelse og tid at lære at styre den slags samtaler på en afslappet måde. Læs om small talk her.

Jokes, som jeg ikke forstod tidligere, giver i dag mening. Jokes relaterer sig til folks frygt, pinligheder mv. Hvad er morsomt? Min humoristiske sans har rykket sig meget, siden jeg er blevet integreret i det amerikanske samfund, og jeg kan nu grine sammen med amerikanerne. Det er vigtigt at have nogen at grine med!

2. Ensomhed og venskaber

Særlig begyndelsen uden netværk i ens nye tilværelse er hård og ensom. Amerikanere forstår ikke de kulturforskelle, som man kæmper med. Og ens danske netværk forstår heller ikke de kulturforskelle, som man kæmper med over there. Bemærkninger som: “Ah det kommer hurtigt til at falde på plads” kan bare få en til at føle sig endnu mere utilpasset og forkert. Det er pisse hårdt arbejde at få familien til at falde til i et nyt land, det er ikke noget, som bare sker, og det kan føles som en meget ensom opgave.

Når man ved, at man en dag flytter tilbage til DK, medfølger at ens nye venskaber i værtslandet har en udløbsdato. Jeg oplever heldigvis ikke, at folk holder tilbage, men jeg bliver ugentligt spurgt om, hvornår vi flytter tilbage: Fordi de håber, at vi har ændret planer og bliver boende.

Den slags venskaber hvor man kan ringe og bede om hjælp, mens man er allermest sårbar — uden at føle sig åndssvag — kræver mod og en fælles historie.

3. Afstanden

At flytte på afstand af sit hjemland åbner øjnene for alt det, som ikke findes i DK. Samtidig kan det i tilpasningsfasen føles ekstremt utrygt, at netop ingenting er, som du er vant til.

Livet i hjemlandet fortsætter med juleaftener, sygdom, nedture, opture, fødsler, bryllupper og begravelser — uden dig. Når venner og familie bliver syge eller oplever nedture oplever jeg udover savn stor skyldfølelse over ikke at kunne være der for dem.

Vores ni timers tidsforskel til DK betyder, at vi sjældent ringer sammen med familie og venner.

4. Daglige rutiner, at starte forfra

Der er kæmpe forskel på at opholde sig i et land som turist og som fastboende, og hvad man sætter pris på som turist er ikke de ting, som man nødvendigvis vil sætte pris på som fastboende.

At etablere nye rutiner med madindkøb, transport og madlavning tager tid. Hvad skal man erstatte rugbrød med? Hvor kan man købe havregryn? Hvor finder vi flæskesteg, rødkål, marcipan og grødris til juleaften?

Tilvænning til en anderledes hverdagsdagsrytme som føles fremmed og som spild af tid som for eksempel at skulle bruge flere timer dagligt i en bil for at ordne ærinder, som man tidligere ordnede indenfor gåafstand. Eller for eksempel at både børnehave og skole forventer forældredeltagelse og- tilstedeværelse i et omfang, som man helt synes, at de burde skamme sig.

At etablere et nyt hjem herunder investere i støvsuger, møbler, gæsteseng, dyner og køkkengrej er dyrt, og det kan føles nærmest angstfremkaldende i starten, hvor mange penge man bruger på helt almindelige, men nødvendige ting.

5. Børn som ikke falder til

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Børn falder ikke bare hurtigt til i deres nye liv. Børn er ikke ekstra fleksible eller hårdføre. Det er en myte! Hvordan børn tilpasser sig en ny kultur og lærer et nyt sprog afhænger af alder og heldige som uheldige omstændigheder. Og allermest af deres personlighed, ligesom voksne! Jeg har skrevet om at flytte børn til et andet land her.

6. Pres på parforholdet

Det er spændende at få muligheden for en ny start, et nyt liv, men statistikkerne taler for sig selv: Expat parforhold har en højere skilsmisseprocent. Hvis vi kigger på den typiske børnefamilie, hvor en ægtefælle arbejder, mens den anden er hjemmegående, er mønstret, at den arbejdende ægtefælle bruger alle kræfter på at falde til på den ny arbejdsplads, mens den hjemmegående ægtefælle derfor står alene for indkørsel af børn i deres nye liv og etablering af hverdagsliv. Jeg troede vitterligt, at jeg skulle fede den i vores amerikanske liv med mig som studerende/hjemmegående. Fuck jeg tog fejl. Jeg har senerehen læst undersøgelser, som viser, at det er den hjemmegående ægtefælle, som oplever størst kulturchok og modgang i etableringsfasen.

V har valgt, at jeg ikke arbejder, fordi målet med vores ophold var mere familietid og oplevelser. Men at tage en pause fra en spændende karriere kan tære på både identitetsfølelse og selvværd (hvilket heldigvis ikke har været tilfældet for mig, endnu).

7. Fremmed bureaukrati

At oprette en bankkonto, et social security nummer, få amerikansk kørekort, arbejdstilladelse og købe bil har indebåret administrativt pis og tid, som I overhovedet ikke kan forestille jer. At opbygge kredithistorie og dermed kreditværdighed (som bliver tjekket selv når vi skal leje en tværfløjte til sønnen) har taget år.

8. Sundhedsforsikring

Har jeg skrevet om mange gange. Hver gang vi bliver syge eller skal til tandlæge bruger jeg timer på at finde en behandler, som vil tage imod os, og som jeg føler mig tryg ved. Næsten hver gang må jeg lægge ud for behandlingen.

… I dag fylder de gode aspekter ved expat-tilværelsen mere og mere i vores hverdag, og i takt hermed er vi blevet gladere for vores liv i Californien. Og så sker det. Pludselig rummer en tilbageflytning til DK samme udfordringer som vores flytning til USA, dog heldigvis på mindre plan. Reverse culture shock. Igen kommer vi til at skulle tilpasse os en ny hverdag og rumme savn efter vores californiske liv og venskaber. That’s expat life for you!

American Slang Is Totally My Thang

Jeg elsker sprog, jeg elsker at skrive, jeg elsker ord. Da jeg flyttede til USA, var det sjovt at opdage nye udtryk og ord. Det bedste slang er ord, som i min hjerne bliver associeret med en humoristisk billedlig forklaring, som total giver mening. Som for eksempel uddtrykket gassed (drænet for energi), sexting eller being on the fence about something (være usikker på).

På bloggen blander jeg amerikanske udtryk med mit danske, fordi det er nederen at skulle bruge tid på at oversætte det perfekte amerikanske udtryk til dansk, ofte i en både længere og kedeligere version! Slang kan gøre selv kedelige tanker sjove. Samtidig er jeg opmærksom på, at bloggen uden tvivl er det eneste sted, hvor jeg kan slippe afsted med at blande amerikansk og dansk uden at blive opfattet som en meget irriterende type.

I starten kløjedes jeg i det, når jeg prøvede slang af i samtaler med amerikanere, nok pga. min danske accent og fordi jeg ofte var i tvivl om, hvordan ordene skulle udtales. Jeg lød uden tvivl mere kikset end cool, trying a little too hard. Men efter to et halvt år er amerikansk slang blevet del af mit ordforråd, og jeg opdager stadig nye geniale ord, som jeg adopterer. Dog ikke alle. Desværre kan en “pæn pige som mig ” ikke rigtig finde nogen anledning til at bruge det maleriske udtryk cock-blocking (ødelægge en fyrs chance for sex), throw shade (tale dårlig om) eller homance (tæt venskab mellem kvinder som tilsvarende kaldes bromance mellem mænd). Jeg går stadig og venter på den rigtige lejlighed, for de ord er da episke!

Hermed en (nørdet) liste over amerikansk slang, som jeg bruger i hverdagen:

Bummed (skuffet eller deprimeret)

Play it by ear (tage det som det kommer)

Hung up on something (være optaget af noget)

Ditch something (droppe noget)

What’s the hype (hvad er det, der er så fedt)

In the works (under udarbejdelse)

Keep your cool (tag det roligt)

Maxed out (nået grænsen)

Mellow (afslappet)

Upbeat (positiv)

Vibe (stemning)

Doze off (falde i søvn)

A drag (en skuffelse)

My bad (min skyld)

Crummy (dårlig)

Cheesy (falsk, ‘trying too hard’)

Crash (falde i søvn eller møde op uden at være inviteret)

Munchies (chips eller junk food)

Touch base (tale nærmere om)

Frenemy (en fjende forklædt som ven)

Hammered (fuld)

Call someone out (fortælle nogen, de er forkert på den)

… Later dudes!

Expat Struggles

Tiden flyver afsted. Hvor vores første tid i USA føltes som et mørkt hul, hvor jeg rendte rundt tung om hjertet med tunnelsyn, mens tiden stod stille, så byder vores liv p.t. på glæde og overskud.

Mit første indlæg på bloggen blev udgivet for snart et år siden, 95 blogindlæg siden. Et år og fire måneder efter vores flytning til San Francisco. I dag ville jeg ønske, at jeg havde blogget om vores første tid, hvor jeg følte mig fortabt, stresset og forkert. For vi kan vel ikke være den eneste familie, som har haft svært ved at falde til? De gode historier, om hvor hurtigt børn og voksne falder til i deres nye udenlandske liv, florerer der mange af. De dårlige historier not so much. Måske var vores tilpasning særlig hård, fordi vi havde børn, ikke fik en besigtigelsesrejse, havde to måneder til at sadle om fra DK til USA og ankom midt i januar måned, hvor det var svært at finde bolig og skoler til børnene. Allerværst var min datters forfærdelig start i en forkert børnehave. Jeg skrev om vores anstrengelser til familie og venner, men det faldt mig ikke ind at blogge om det. For hvem gider høre om vores nedtur?

Før vi flyttede til San Francisco, havde jeg forestillet mig en hverdag i USA med meget mig-tid, fordi jeg skulle studere i stedet for at arbejde. Jeg havde forestillet mig et liv med en masse inspirerende daglige oplevelser. I stedet brugte jeg i mere end halvandet år dagligt fem timer på angstfremkaldende bilkørsel mellem børnenes skoler. Jeg tilbragte mange halve dage sammen med børnene, hjælpende med det ene eller andet på deres skoler (som man hele tiden bliver bedt om). Jeg trøstede min ulykkelige datter og senerehen også min søn, som i 2. klasse fik the teacher from hell. Deres ulykkelighed fyldte alt. Mit mindset var hele tiden indstillet på at finde løsninger på deres tilpasningsproblemer. Min søn trives i dag mere end nogensinde, mens min datters traumatiserende start bliver ved med at spøge. Jeg famlede mig frem i forhold til både skoler og andre forældres anderledes tilgang til børneopdragelse, som I USA byder på mindblowing forskelle. Den tid, jeg havde for mig selv, blev brugt på et Writing Program på Berkeley. På mit første fag “writing the feature story” følte jeg mig forkert, omringet af amerikanske freelance journalister og redaktører (som gerne ville skifte over til forfattersiden). Jeg opdagede, at jeg ikke kun skulle lære at skrive, men også skulle lære ny grammatik, ordvalg og blomstrende formuleringer (amerikansk grammatik og skrivestil er anderledes end britisk engelsk og dansk!). Vores weekender langt væk fra hverdagen var fantastiske, men jeg frygtede hverdagen. Jeg hadede, at mine børn havde så svært ved at falde til. Jeg hadede, at vi levede i en konstant tilstand af udmattelse og overvældelse. Jeg hadede, at jeg ikke følte, at jeg slog til nogen steder. Tunnelsyn.

Jeg arrangerede en masse fede weekender og rejser, som for mig var den del af vores liv, som gav mening og gjorde mig glad. Men weekender og ferier kunne ikke opveje, at hverdagen føltes som en daglig kamp, hvor jeg altid følte mig som taberen, fordi intet føltes nemt og rutinemæssigt. Kun fremmed.

Overordnet har både skole og datterens Reggio Emila børnehave overrasket positivt, ikke mindst på grund af fantastiske lærere, men også de meget anderledes undervisningsmetoder. Forældremiljøet på børnenes skoler deprimerer mig derimod. Jeg tror, at det skyldes, at der tales meget om, hvad man burde, kan og skal gøre for sine børn enten på skolen eller uden for skolen. Der søges bekræftelse og anerkendelse for valg af fritidsaktivitet og intellektuel stimulation. Jeg oplever, at amerikanske mødre er ekstremt bekymrede for, at deres børn ikke bliver stimuleret nok og ikke får udnyttet deres potentiale. Når jeg omringes af den bekymring, smitter det, og jeg mister min egen mavefornemmelse og fokus. Jeg vil meget hellere glæde mig end bekymre mig, når jeg kan! Alvorlige bekymringer indeholder livet i forvejen nok af, og mit fokus er glade børn og en glad mor, hvilket betyder, at mine børn på ingen måde stimuleres som deres kammerater. Well, fuck det! Og dog. At min datter som den eneste på sin alder ikke kan svømme stresser mig. Og gør mig flov.

I dag er hverdag rutine i stedet for et forhindringsløb. Fordi vi kun er her på lånt tid, har jeg fokus på at få så mange oplevelser som muligt. Jeg glæder mig over mine nye amerikanske venskaber, som guider mig i do’s og don’t, mens vi griner sammen af det i stedet for at stresse over ikke at slå til. Jeg glæder mig over, at jeg ikke længere lader mig stresse af hverken danskeres spørgsmål til mit liv (hvad får du dog tiden til at gå med? Hvorfor studerer du? Skal du ikke arbejde?), eller amerikaneres spørgsmål (your kids are still so young, why not just enjoy your time with them? Why don’t we see you more at school?). Til sidste forældresammenkomst fik jeg at vide, at der åbenbart gik et rygte om, at vi var på vej til at flytte hjem til DK, hvilket ifølge flere mødre forklarede “why she keeps so much to herself”. What? Hvorfor skal de have en mening om min tilstedeværelse på skolen? For en introvert type som mig virker fællesskabsfølelsen på børnenes skole (som de benævner “the community”) voldsom. Og anmasende. Gid de blandede sig udenom. Jeg er stolt over, at jeg holdt ud på mit studie og snart er færdig. Jeg er stolt over, at mit selvværd ikke lider under at have taget en pause fra arbejdslivet. Jeg er stolt over, at jeg via mit studie og bloggen har skabt noget i mit liv, som er mit. Og jeg er dybt taknemlig for – udover at vi er faldet til og alle fire er sunde og raske – at vi får rejst så meget.

Og hvad den næste tid efter endt studie kommer til at byde på er spændende! Jeg kategoriserer hverken mig selv som studerende eller housewife, fordi termerne på ingen måde dækker over, hvem jeg er, hvad jeg står for, og hvad jeg har brugt og bruger min tid på. At få vores liv på plads og falde til har været benhårdt arbejde. Men nu begynder jeg at se muligheder og rum for mig. Jeg kommer aldrig til at hyre en au pair for at hente og bringe børnene, fordi jeg gerne vil være der 100% for dem i deres amerikanske krævende børneliv – så måske skal jeg efter afslutning af mit studie prøve at være en ægte housewife næste år (og efter planen sidste år i San Francisco) og nyde mere mig tid, som jeg har haft mulighed for siden midten af december. Fuck det er fedt, jeg er endda begyndt at træne! Måske skal jeg arbejde på freelance basis som freelancer indenfor PR og kommunikation, som mit studie og forbindelser åbner op for. Det gad jeg godt, og vores liv vil stadig kunne hænge sammen. Who knows? To ting ved jeg: Jeg vil have flere rejseoplevelser, og jeg vil ikke bekymre mig om, hvorvidt jeg lever op til andres forventninger om, hvad jeg skal bruge min tid på. Mit mål er en glad familie, og i USA betyder det i vores familieliv, at jeg ikke kommer til at udfolde mig karrieremæssigt. But I’ll be back! Jeg glæder mig til at vende tilbage på arbejdsmarkedet og igen begrave mig i nørdede juridiske tekster og finde løsninger, som gør folk glade. Jeg glæder mig til at udfolde mig med mine nye skrivefærdigheder inden for juraen. Nye muligheder har åbnet sig for mig efter mine studier, og jeg skal bare sige til. Jeg kan, hvad jeg vil, og hvor tit er det lige, at man har den luksus i sit liv?

… Næste rejsedestination er Mexico! Om en time. I vores anstrengelser på at finde de billigste billetter, er vi endt med en af slagsen, hvor vi flyver kl. et om natten, og hvor rejsen nok kommer til at tage tolv timers fly- og sejltid. Men pyt, det er besværet værd!! YOLO! Vi ses på den anden side.

IMG_2560

Family Bonding Time

I weekenden sov sønnen hos en klassekammerat, og vi tog med datteren på legeplads og vores lokale italienske restaurant. Her ses vi i restaurantejerens mikro Fiat 500 importeret fra Italien til USA. Happy times!

IMG_2705

Vores trio med datteren får mig til at savne trio tid med hendes storebror. Jeg husker min sorg og mit chok over at opdage, at vores familiedynamik blev ændret, da datteren blev født. Ikke fordi vi ikke alle elskede overgangen fra tre til fire familiemedlemmer, blive en rigtig familie, men vores trio rummede en følelse af 100 pct. forbundethed, som ændrede sig, da sønnen skulle dele vores opmærksomhed med lillesøster.

Bror og lillesøster er hinandens bedste venner, og når vi hænger ud alle fire, koncentrerer børnene deres energi og opmærksomhed mod hinanden. I trioen ændrer den energi sig til et mere intenst samvær, hvor voksne og barn får mere individuel opmærksomhed, der er mere ro, vi holder alle tre mere i hånden, har mere øjenkontakt og griner mere sammen. Lykke.

Der er også noget særligt over hygge med datteren eller sønnen på tomandshånd – uden medfølgende bror, søster eller far. Sidste år havde børnenes institutioner forskellige tvungne fridage, så jeg havde mulighed for kvalitetstid på tomandshånd. Vi holdt en fridag hjemme eller tog metroen ind til byen, gik i bio, spiste frokost og havde voksensamtaler: “Er du glad for skolen/preschool”? “Hvad tror du kunne gøre din hverdag bedre”? “Hvordan kan mor og far hjælpe dig”? Og børnene overraskede med deres modne og eftertænksomme betragtninger.

En af goderne ved vores udstationering er i det hele taget al den familietid, vi har fået, fordi vi ikke længere har vores weekender overlæsset med fødselsdage og voksenmiddage, fordi vi kun er én forælder med fuldtidsarbejde, og fordi vi økonomisk og feriemæssigt har mulighed for flere fælles rejser. I hverdagene, når børnene er hjemme fra skole efter kl. fire, har vi hverken tid eller overskud til legeaftaler på grund af børnenes lektier og sønnens fodbold. Selv om jeg af og til bekymrer mig om, at danske børn i samme alder lever mere selvstændige liv, som jeg tror er sundt, så stornyder jeg min unikke chance for vores intense familiesamvær.

Mere familietid koblet med mindre stress og flere rejseoplevelser var mine tre primære årsager til, at jeg – for en tid – valgte at flytte land og udskifte karriere med husmorrollen og studie på sidelinjen. Vi havde haft nogle meget hårde år med sygdom og hospitalsindlæggelser, som jeg stadig ikke kan rumme at tænke tilbage på. Fordi det var så skræmmende en tid, hvor vi levede med den værste frygt af alle: Angsten for at miste en af sine kæreste. Jeg tør ikke engang skrive hvem. Vi havde brug for en pause. Ro. Familietid og flere rejseoplevelser blev det til! Men stress blev der desværre meget af det første halvandet år i San Francisco, fordi særligt børnenes tilpasning til vores nye liv var meget hårdere end frygtet. Men i dag, to år senere, er vi faldet til, og jeg nyder de gode perioder, som sædvanligvis er ultrakorte, fordi sygdom eller andre problemer vælter korthuset. Well that’s life I guess.

Og kærestetid? Det har vi ikke meget af. Det er én af bagsiderne ved livet som expat: At vi ikke har familie eller venner, som vores yngste føler sig helt tryg ved.

I vores firsomhed i USA savner vi selvfølgelig dejlige danske venner og familie og nyder sjovt selskab med vores nye amerikanske venner. Men generelt savner vi ikke underholdning udefra og har det dejligt i vores lille boble. Alle fire. Når børnene bliver ældre, vil den dynamik selvfølgelig ændre sig; som Julia Lahme så fint udtrykker det: Vi har jo kun de børn til låns.

NYC And Me

Gamle bygninger, gule taxaer, brandtrapper og basketball baner på gadehjørner gør mig så glad. Hold kæft det er fedt. IMG_2644

IMG_2433

IMG_2472

Hvis jeg skulle forlænge vores USA eventyr, så skulle det være i NYC! Hvor jeg får trang til at mainstreame mig selv i San Francisco, giver NYC mig lyst til at iføre mig larmende tøj og personlighed. Være mig. NYC har højere til loftet end San Francisco. Er sjovere. Ligesom efter besøg hjemme i DK gjorde vores tur til NYC mig opmærksom på, at jeg i min californiske hverdag tilpasser mig. Offentligt viser jeg en væsentlig mere afdæmpet version af mig selv både holdningsmæssigt og udseendemæssigt. I San Francisco er folk meget høflige, meget politisk korrekte, diskuterer til nød politik og religion og gør en ære ud af at signalere, at de ikke er materialister (med undtagelse af når det kommer til deres biler).

Den grovere tone i NYC måtte jeg dog lige vende mig til. Stakkels søde søn stod ved et lyskryds og sang Mary Poppins sangen “Supercalifragilisticexpialidocious” i dæmpet toneleje for sig selv (jeg hørte det ikke), og en tatoveret mandlig bilist med åben vindue sagde til ham: “Your song is fucking annoying”. ‘What!? Find en på din egen størrelse din nar! Men gud hvor er det stereotypt. Og lidt sjovt. På vej over et fodgængerfelt med børnene, mens der stadig var 20 sekunder tilbage, dyttede en gul skolebus af os, fordi chaufføren åbenbart mente, at vi gik for langsomt. Eller lignende!? I lyskryds dyttede bilister irriteret af de politimænd, som dirigerede trafikken. På en syret måde finder jeg den grove attitude hos uhøflige bilister, tjenere og butiksansatte sjov og forfriskende. Men det er nok fordi, det minder mig om DK?

Jeg har RÅnydt stemning og gadeliv, mens vi har trasket SOHO, NOHO, The Village og Chinatown tynd i forårssol. NYC har byliv over det hele, til forskel fra San Franciscos byliv som er begrænset til et par blokke hist og pist. Også børnene har RÅnydt at kunne gå uden at skulle bekymre sig om bakker eller forholde sig til eller ignorere ubehagelige konstante antastelser fra hjemløse eller skumle typer. Vi følte os meget tryggere, end vi gør i San Francisco. Med min søns ord: “Hvis det ikke var, fordi jeg i San Francisco kan se blåhvaler, så ville NYC være min yndlingsby, fordi NYC har flere adventures”. Jep, hvor San Francisco har adgang til fænomenale naturoplevelser, har NYC et sjovt byliv. I min verden: Sjovere hverdag i NYC med mindre interessante naturoplevelser i weekenden.

Ok lad os tage den. Flytte børnene. IGEN? Min mand og jeg har det på samme måde med NYC, og jeg ved, at hvis vi besluttede det, så ville vi få en flytning til NYC til at ske. Vi er nemlig gode til at få ting til at ske. Inden for det første år vil det være nemmere for vores amerikaniserede børn at falde til i NYC fremfor København. Men. I forhold til vores langsigtede plan om 100 pct. at flytte hjem til Østerbro, giver et mellemstop i NYC ikke mening, det er for store tilpasningsomkostninger for vores børn. Og vi ville skulle starte hele vores liv from scratch igen, i modsætning til hvis vi flytter hjem til Østerbro. Argh den satans udlængsel. Over and out, det skal vi ikke. 

IMG_2692

På de koldere dage fik vi varmen på nogle af byens fantastiske museer: American Museum Of Natural History er verdens mest imponerende og interessante museum. Bum. Vi nåede desværre kun de ikoniske udstillinger Dinosaurs og Spitzer Hall of Human Origins. Det bliver ikke vores sidste besøg!

IMG_2389

IMG_2395

IMG_2400

Times Square Church’s søndagsgudstjeneste var en overvældende oplevelse i et tætpakket smukt gammelt teater med storskærm, hvor man kunne synge med på teksterne til gospelkorets sange eller se præstens intense prædiken. Flere gange måtte præsten tage lommetørklæde frem og tørre sine tårer væk. I to timer sad vi mellem eksalterede mennesker, som både havde armene i vejret under bøn og sang. Min datter spurgte, lidt for højt, under en af de få stille øjeblikke: “Mor, er det Obama”? mens hun nikkede mod den smukke sorte mand foran os iklædt sort jakkesæt og slips. Hendes spørgsmål belyser 100% manglen på jakkesæt i gadebilledet i San Francisco i forhold til NYC, hvor mænd – hvis bølgerne går højt – iklæder sig jeans med habitjakke. 

IMG_2671

Vi gav den gas og spiste på hyggelige, lækre restauranter i SOHO og Greenwich Village. Også på dagene hvor jeg var alene med børnene.

IMG_2653

Børnene og jeg stødte tilfældigt på Aamans-Copenhagen, rundt om hjørnet fra vores hotel, og vores forventninger var kolossale.

IMG_2479

Børnenes gensynsglæde over frikadeller og syltede agurker var rørende. Men overordnet var jeg ikke imponeret, hverken over smag, de for små portionsstørrelser og for høje priser. Ingen talte i øvrigt dansk, da vi var der. Æv.

Historiens sus mærkede vi ved Statute of Liberty og The Ellis Island Immigration Museum. Hvor var immigranterne modige over at efterlade familie, venner og ejendele til fordel for en usikker fremtid! Ikke alle immigranter blev vel modtaget. Under vores sommerferie hørte vi om det udstødte Cajun folks historie i Louisiana (læs indlægget her), og det var en stor oplevelse at høre andre europæiske immigranters historier. Vi fandt forfædre i de elektroniske arkiver, hvor man kan læse oplysninger om skib og svar på de spørgsmål, som immigranterne blev stillet ved ankomsten til Ellis Island. Du kan gratis søge efter dine emigrerede forfædre her

20140317-220223.jpg

hop off, hop on bussen fik vi set alle NYC’s største landemærker, mens vores trætte børn fik hvillet ben og øjne.

IMG_2441

IMG_2442

Ja, ja. Dagligt ser vi vinkende brandmænd i San Francisco, men der er noget coolere over NYC brandmænd, ik’?

20140317-220020.jpg

Shopping handlede mest om bestikkelse til børnene. Vi var forbi FAO Schwartz (legetøjsbutikken fra filmen Big, perfekt for datteren) og Scholastic (inspirerende fantasy udvalg af bøger til sønnen). Hvor vores ferier normalt ikke kræver bestikkelse, skiftede jeg mellem at love legetøj – et par dage ude i fremtiden – eller dessert eller slik om aftenen. Vi tilbragte slet ikke tid på hotellet, men var ude at opleve byen i op til ti timer på en dag. Godt klaret af børnene, jeg synes, at de fortjente lidt bestikkelse. Min egen shoppelyst har været i dvale, men er nu genoplivet på fuld styrke efter NYC, hvilket resulterede i, at jeg på vores sidste dag slæbte børnene ind i Bloomingdales – mod sønnens højlydte protester – og målrettet på otte minutter fik shoppet den lækreste læbestift i en smuk orange forårsfarve og de dyreste solbriller, jeg kommer til at eje i mit liv. Som man også kan få i San Francisco, well. Med Patrick Swayzes ord: “Nobody Puts Baby In A Corner”. Fremover vil jeg i San Francisco stå ved, at jeg elsker smukke ting, og at jeg elsker at skille mig ud tøjmæssigt (definitionen på en materialist, som er totalt ilde set i San Francisco). I øvrigt, et godt shopperåd: Kig forbi stormagasinet Century 21, som belejligt ligger lige ved siden af Ground Zero. Fantastisk lækkert og billigt udvalg af mærketøj og sko til hele familien, go home outlets! Og så findes de også online!

Guggenheim fik vi også varmet os i på en af de koldere dage. Museet havde en fin taske med aktiviteter til børnefamilier, og her er datteren i gang med at tegne Gauguins “In the Vanilla Grove, Man and Horse”.

IMG_2675

… Så er vi hjemme igen. I 20 graders varme (stadig?!), og jeg føler fornyet energi og livsglæde oven på en dejlig ferie, på trods af den forkølelse som jeg også fik med hjem fra kolde NYC. Men. Pludselig opdager jeg, at jeg ikke kan forestille mig nogensinde at flytte fra vores hus og vores liv i San Francisco. Vi har slået rødder, og selv en hjemflytning til DK føles fremmed. Og meget skræmmende. Argh!? Men sådan er det nok at være expat med kronisk udlængsel efter nye rejseoplevelser.

Happy Sixth Birthday

LORTE uge. En uge hvor vores nu seksårige fødselsdagsbarn blev udsat for en ondskabsfuld leg. Gamle sår fra hendes preschool dage er blevet rippet op. For os begge to. Pludselig er min smilende, livsglade, kække datter bange for at blive afleveret i skole. Igen. Det handler ikke om den enkelte, ubehagelige oplevelse i skolen, som var skabt af et enkelt barn, som har givet datteren både undskyldning, kram og blomster. Det handler om genoplivede traumer fra hendes første tid i USA, hvor hun var hundeangst for at blive efterladt alene i preschool (som jeg har skrevet om her). Det handler om, at hun ikke længere føler sig tryg i skolen. Hendes far har haft taget over ved afleveringen for at bryde mønstret og lukke ned for gamle traumer. Men selv han har været et splitsekund fra at tage hende med hjem igen på grund af hendes smittende, stressende angst og ulykkelighed. Som sagt LORTE uge.

Så det har været dejligt og tiltrængt med vellykkede fejringer af hendes fødselsdag!

Selve dagen blev fejret med hjemlig hygge og en tur til Golden Gate Park, hvor datteren afprøvede sit nye løbehjul. Hver søndag lukker Golden Gate Park (som kan sammenlignes med New Yorks Central Park) alle veje for biltrafikken, og familier flokkes til for at rulle og cykle.

IMG_2251

IMG_2252

I skolen blev fødselsdagsbarnet – iført hendes nye Frozen Anna kjole – fejret ved, at hun den sidste halve time blev iført en birthday crown, vi forældre mødte op med cupcakes, klassen sang fødselsdagssang, lærerne afleverede en fødselsdagsbog med tegninger fra børnene, og – mens de spiste kage – skiftedes klassekammerater og lærere til at fortælle, hvilke karaktertræk de sætter mest pris på ved fødselsdagsbarnet. Sød tradition.

IMG_2148

IMG_2284

Det lille antal børn skyldes, at San Francisco er hårdt ramt af svine influenza epidemi. 

Jeg har tidligere fortalt her, hvordan forældrene i datterens Junior Kindergarten klasse fejrer fødselsdage. Gisp, økonomisk taler vi om – sammenligneligt i min verden med – transport og overnatninger på en uges ferie i Californien. Mindst.

Vi gik imod strømmen og fejrede fødselsdagen hjemme “the Danish way” krydret med klassiske amerikanske fødselsdagsaktiviteter. Traditionen tro deltog klassekammeraternes forældre og søskende. Som jeg tidligere har fortalt, kan man aldrig regne med, om folk møder op og i givet fald med hvor mange. Overraskende nok ankom alle, undtagen en enkel familie, til tiden. Den forsinkede familie mødte så op 20 minutter før festens planlagte afslutning, lige før fødselsdagssang og kage. I klassisk San Francisco stil var de ikke engang flove. Helt klassisk troppede en anden familie op, selv om de ikke havde RSVP’ed ja på vores digitale fødselsdagsinvitation (evite). Og imod sædvane gav de forældre, som havde syge børn, rent faktisk besked om, at de ikke kom. Så alt i alt et flot fremmøde med 23 mennesker! Vi stillede maden frem, herunder bagels, cream cheese, laks, hummus, gulerødder, frugtspyd og en stor dunk kaffe fra Peets. Børnene vekslede mellem at få lavet ansigtsmaling, spise, dekorere t-shirts, lege med balloner og klæde sig ud i vores kæmpe kollektion af udklædningstøj. Forældrene cirkulerede. De lidt mere end to timers festligheder blev afsluttet med fødselsdagssang og kage efterfulgt af goodie bags til børnene i form af, at børnene hver valgte to bøger (som jeg havde købt på bogudsalg).

Total hygge i dansk stil. Børn i San Francisco leger sjældent frit sammen, og fødselsdage fejres med aktiviteter som trampolinhopning, bestigning af klatrevæg eller aktiviteter på museer. Vi fik i forældregruppen lært hinanden bedre at kende, hvilket vi har måtte opgive til de andre fødselsdage på grund af skrigende børn med ekko på i store haller (efterfulgt af ringen for ørerne). En fordel ved forældrenes tilstedeværelse viste sig at være de mange ekstra hænder, og jeg følte mig ikke stresset et eneste sekund.

T-shirtsene blev dekoreret med tekstil tusser, og jeg havde fyldt trøjerne ud med frysepapir, som jeg glattede med et strygejern for at gøre stoffet nemmere at tegne på og for at undgå, at farverne smittede af igennem stoffet. Ide og brugsanvisning hentet fra internettet, selvfølgelig.

IMG_2348

IMG_2353

Vi pyntede huset med helium fyldte balloner. Typisk amerikansk. Tank inklusiv balloner koster 30 dollars i Target.

IMG_2328

Og datterens yndlingslærer fra preschool ansigtsmalede børnene.

IMG_2338

IMG_2316

Kagen var (igen) det succesfulde glutenfri og laktosefri chokolade kagemix fra Whole Foods, som jeg sværger udgør verdens nemmeste og bedste kage (tak til Mamaste Foods for making me look good). Det spiselige danske flag (lavet af rispapir) er købt over Amazon.

IMG_2344

Tre hyggelige fejringer af min nu seksårige dejlige datter, som har smilet og grinet.

… Og så håber jeg, at min livserfarne datter får læget gamle sår fra hendes hendes preschool dage. For hun har al mulig grund til at være glad for skole og klassekammerater. Al mulig grund til at føle sig tryg. Hun er uden tvivl afholdt. Men jeg er ikke overrasket over, at fortiden – hendes hjerteskærende første tid i USA – spøger og har efterladt ar på hendes sjæl. Jeg kan ikke, jeg vil ikke – IGEN – gå fra hende, mens tårerne triller ned af hendes kinder, og angsten lyser ud af hendes øjne, mens hun plæderer: “Mor du må ikke gå fra mig. Jeg er BANGE”. At agere som den glade, optimistiske mor tærer på mine kræfter. Jeg forstår hende. Hendes ulykkelighed smitter mig. Min krop føles blytung. Been there, done that – can’t, won’t do it again.