When Life Gives You Lemons…

F… den blog har jeg haft tænkt siden november. ‘Real life’ har kastet citroner i vores retning, og jeg har fuldstændigt haft mistet lysten til at blogge.

I går aftes (mens jeg undersøgte, hvordan man lukker bloggen uden at slette alt?) slog det mig, at jeg i stedet for at lukke bloggen, måske i stedet bare skal skifte spor. At et ændret udgangspunkt måske kan give mig skrivelysten og glæden tilbage ved at blogge.

Efter mere end fire år i San Francisco er mit perspektiv ændret. Det er svært at forklare, men jeg tror, at det tydeligst kommer til udtryk ved, at jeg er holdt op med at sammenligne Danmark med USA. Jeg er holdt op med at have et stensikkert bud på, hvordan man gør og tænker i Danmark. Jeg tjekker flere amerikanske nyhedssites end danske. Jeg føler mig ikke som en dansker i San Francisco, men snarere som en amerikaniseret dansker, en expat, som føler sig mest hjemme i San Francisco.

Efter overvejelser frem og tilbage ser det ud til, at vi flytter tilbage til Danmark til sommer. Ligesom sidste år kom der nye omstændigheder på bordet, som tvang os til at genoverveje, om USA ikke var en bedre base for os. Men pilen peger altså i retning af Danmark nu. Igen en svær beslutning, denne gang nok den sværeste.

Det bliver noget af en omvæltning for alle mand at flytte tilbage: Mine to skolebørn har kun været “hjemme” to gange på knap fem år, min datter har haft boet de fleste år af sit liv i USA, og min yngste er amerikansk statsborger. I forhold til vores repatriering bliver jeg aldrig træt af at gentage: børn er ikke særligt fleksible, børn falder ikke “bare” hurtigt til. Ligesom voksne er det børnenes personlighed kombineret med heldige/uheldige omstændigheder, som kommer til at afgøre, hvordan de klarer skiftet. For os voksne handler det om ikke at blive deprimeret over det danske vejr og den mere negative danske mentalitet. (Det, at danskerne gang på gang kåres som det lykkeligste folk i verden, kan man i hvert fald ikke spore i danskernes sociale interaktioner!)

Nu hælder jeg vand ud af ørerne om vores repatriering. Men sandheden er, at jeg næsten ikke tænker på den, fordi jeg overvejede vores muligheder for at blive, herunder jobtilbud til både manden og jeg. Og så har jeg haft rigeligt at se til med de citroner, som vi har fået smidt i hovedet. Repatrieringsdelen tager vi, når vi når dertil. Hvis der er noget, som vi har lært af vores udlandsophold, så er det at håndtere modgang, det er vi fandeme gode til!

Summa summarum: Hvis jeg fortsætter med at blogge, bliver det her på bloggen, men på engelsk med expat briller — mine briller — fremfor fokus på kulturforskelle mellem Danmark og USA. Så jeg kommer til at skrive om ???

Så må vi se, om overskud og skrivelyst melder sig…

A Budding Goodbye

Møg uge. Jeg har været trist. Vores allerbedste amerikanske venner flytter ud af byen den her weekend. De har været vores sparringspartnere under op- og nedture og vores medallierede, når hverdagen skal gå op. Samtidig ejer de en fænomenal humor og livsperspektiv, som sætter kulør på hverdagen. De holder af vores børn og vi af deres, og vi hænger ud med dem både med og uden børn.

En æra slutter.

Til gengæld er både de og vi helt oppe at køre over, at vi det næste halve år skal tilbringe weekender sammen i deres overfede kæmpe hus i smukke Marin tæt på redwood skove og vores favorit strandby Stinson Beach.

Det hjælper lidt på følelsen af tomrum, som deres flytning efterlader. Men så stopper festen. For til sommer skal vi jo sige endeligt farvel, når vi flytter “hjem”. Og de venner har jeg ikke lyst til at undvære i mit liv, hverken halvt eller helt.

Indtil nu har jeg ellers kun haft glædet mig til at flytte tilbage til Danmark. Men vores venners flytning har tydeliggjort, at vi snart skal give slip på et liv, som efter fire år føles hjemligt og trygt. Den her gang bliver det ikke “på gensyn”, som da vi flyttede fra Danmark. Jeg må “suck it up”, for det er jo kun en forsmag på, hvordan det bliver, når vi skal pakke vores liv sammen om et halvt år. Ja måske endda allerede om fem måneder, hvis vores drøm om en to måneders USA roadtrip går i opfyldelse. Og på den positive side hjælper vores venners flytning os med at give slip, og vores flytning har hjulpet dem tilsvarende med at tage springet ud af byen.

“And suddenly you know: It’s time to start something new and trust the magic of beginnings”. Meister Eckhart

 

Friends With Middle School Kids Are Moving Out Of San Francisco

IMG_3492

IMG_3489-0

IMG_3497
At vores bedste venner og gode bekendte med børn i Middle School flytter ud af byen gør mig så glad! For så skal vi ikke længere forsvare og undskylde, at vi flytter tilbage til Danmark til sommer. Så er det ikke længere os som “forlader” dem. Og bevæggrundene for deres udflytning bekræfter os i, at vi træffer den rigtige beslutning ved at flytte hjem. Børnefamilier i Middle School flytter ud af San Francisco, fordi de stresser over udgifter til uddannelse. San Francisco er igen blevet kåret som den dyreste by i USA at leve i (find den artikel her), og den nominering medtager ikke engang udgifter til uddannelse!

De fleste af vores venner og bekendte havde regnet med, at de skulle betale for Elementary School og Middle School (dansk folkeskole), men at deres børn skulle gå i gratis High School (dansk gymnasie) for derefter igen at betale for College (universitet). Men der findes ikke mange offentlige gymnasier med et godt ry i San Francisco, og selv de dyre populære gymnasier er svære at blive optaget på. Private SF folkeskoler koster typisk $23.000, private SF Gymnasier koster typisk $40.000, og Californiske universiteter koster gennemsnitligt $13.492. Om året!! Der er mulighed for økonomisk støtte, men man kan aldrig være sikker på at få lov til at beholde den. På de offentlige skoler udgør narkotika et alvorligt problem i hele Bay Area, selv på Middle School niveau (5.-9. klasse). Så derfor søger børnefamilier ud til provinsen til gode skoler.

Derimod er forældre i Elementary School (1. til 4. klasse) i datterens klasse ikke begyndt at stresse over udgifter til uddannelse og dermed udflytning af byen. Endnu. Så de ser meget anderledes på vores flytning. Til skole-hjem-samtale fortalte datterens lærere, at flere forældre bekymret havde spurgt til, om datteren skulle flytte til Danmark til sommer (hvilket lærerne ikke vidste på det tidspunkt). Forældrene var bekymrede for, at deres barn knyttede et for tæt venskab til vores datter, og de ønskede i givet fald at arbejde for, at deres barn knyttede andre venskaber. WTF? Suk. Og pyt. For de mennesker, som børnene og vi holder af, tager ikke afstand fra os, heldigvis. Men andre begynder åbenbart at trække sig. Det er ikke noget, som vi mærker, men det sker åbenbart. Sådan er det at være expat på lånt tid: folk er bange for, at vi efterlader et for stort hul i deres liv, når vi flytter. Af samme årsag holder de fire udflyttende familier, som vi kender, det hemmeligt på skolen. Og der er helt sikkert mange flere, som aktivt søger at flytte ud. Og vi prøver alle at holde vores flytning hemmelig, så børns og voksnes venskaber holdes intakte. Men ingen burde tænke på den måde! I mit liv har jeg oplevet betydningsfulde intense tætte venskaber, som kun varede i en kort periode, men som betød alt i den periode. Og de venskaber ville jeg aldrig have været foruden.

Men hvor flytter børnefamilier så hen? Silicon Valley (som jeg synes er for provinsielt) har fået et meget dårlig ry i forhold til narkotika, og lige p.t. oplever de bedste gymnasier en bølge af selvmord (nogen mener, fordi skolerne er så konkurrencemindede). Så ingen ønsker at flytte til Palo Alto og omegn, som ellers efter sigende skulle have verdens bedste folkeskoler. Manden og jeg ville nok overveje kystbyer som Santa Cruz, som vi elsker på grund af den fede strandstemning (boliger er billigere, men skolesystemet kender vi ikke). Men efter denne weekends “house hunting” sammen med gode venner, forstår vi godt, hvorfor ALLE søger til Marin, som er et område, som ligger på den anden side af Golden Gate Bridge, bare 45 minutters kørsel fra San Francisco. Marin har fantastisk natur tæt på hav og redwood skove. Og klimaet er meget varmere end San Francisco, men ikke kvælende varmt som Silicon Valley. Og de offentlige skoler har et fænomenalt ry. Øverst var billeder fra weekendens “househunting” i Marin, hvor børnene badede i pool, i slutningen af oktober! Sikke en livskvalitet med adgang til smuk natur og varme året rundt!

Jeg prøver ikke at tænke så meget over vores hjemflytning (og gode venners udflytning). Men når jeg tænker over det, er jeg taknemlig for, at vi undgår at skulle bekymre os om sindsyge udgifter til bolig og uddannelse og narkotika problemer og masseskydninger. Boligpriser er nemlig også sindsyge på den anden side af Golden Gate Bridge i Marin, og vi blev dybt chokerede over, at vores venner ser på hus til 16 mio. kr. UDEN pool. Antallet af masseskyderier på skoler er gået helt amok det her efterår, og vi har også haft flere tæt på San Francisco. I alt har USA i 2015 oplevet 294 masseskydninger ifølge Washington Post. Og året er ikke omme endnu. Tænk at skulle instruere sine børn i, at de skal gemme sig i skabe eller hoppe ud af vinduer ved et potentielt masseskyderi. Sådan er virkeligheden herovre som forældre på grund af det sygelige høje omfang af masseskyderier i alle dele af USA.

PS. Jeg er sikker på, at der i San Francisco og i kørselsafstand til San Francisco må findes gode, gratis, fornuftige folkeskoler og gymnasier. Men i min omgangskreds peger pilen altså udelukkende i retning af Marin…

Sea Ranch In NorCal And Lifelong Friendships

Det allerbedste ved Californien er adgangen til fænomenale, meget forskellige naturoplevelser. Langs kysten i Syd Californien nyder vi varme, surfer stemning, kridhvide strande, delfiner og golde bjerge. Langs kysten i Nord Californien nyder vi sælkolonier, klipper, vind, skove, redwood træer, vinmarker og grøn natur. I Nordcalifornien kan man være (u)heldig at møde både bjørne og pumaer, og man skal sørge for at holde sin dør lukket, for ellers sniger vaskebjørne sig ind i huset på jagt efter mad. Den nordcaliforniske kyst huser også de dødelige “sneaker waves”, som uden varsel oversvømmer strand og tager strandgæster med ud i det voldsomme Stillehav.

Sea Ranch ligger godt tre timers kørsel fra San Francisco og er mest kendt for sine arkitektoniske huse og en sælkoloni. Vi var så heldige at være der i april, midt i de to uger hvor der fødes sælunger.

DSC03844

DSC03837 Ligesom vi i Danmark spiser røget fisk, rejer, stenbidder rogn og rødspætter, spiser vi i Californien dungeness crab og poke (hawainsk rå fisk i forskellige marinader). Som gravid må jeg undvære poke, men heldigvis har jeg fundet mig en ny lokal favorit delikatesse. Kombinationen af friskfanget dampet dungeness crab med vandmelon salat med gedeost og græskarkarner er “to die for”. DSC03824

Sidste weekend var vi så heldige at have selskab af min ældste bedste veninde og hendes familie I Sea Ranch. Det perfekte match.

DSC03861 Min smukke veninde (til højre på billedet) er nok min eneste veninde, som virkelig kan sætte sig ind i de bekymringer, jeg har omkring, at mine børn vokser op som expat børn og skal reintegreres i Danmark. Da jeg flyttede tilbage til Danmark som tolvårig efter fire år som expat barn i Frankrig, var hun nemlig den, som tog mig under sin vinge og hjalp mig med at tilpasse mig et dansk børneliv. Hold da op hvor var jeg bare fransk. Og anderledes. På alle måder stak jeg ud i en alder, hvor man helst skulle ligne alle andre. I væremåde og accent var jeg lige så fransk, som mine børn i dag er amerikanske. Men jeg voksede sammen med min nye bedste veninde, og uanset hvor meget jeg i lang tid stak ud, så følte jeg mig tryg. Gid mine børn bliver lige så heldige med sådan en støtte, når de skal reintegreres i et dansk børneliv. Og når de bliver voksne.

Efter hendes besøg har jeg verdens fedeste følelse, fordi hun nu forstår mit liv og de anderledes udfordringer, jeg står med i hverdagen. For eksempel hvordan skolen disciplinerer børnene; hvor led trafikken er; hvor fantastisk og forskellig Californien er bare en times kørsel fra San Francisco. At dele vores amerikanske hverdag og skabe nye minder er at stemple nye minder, som vi senere vil kunne genkalde os, sammen. Der findes ikke noget mere trygt og livsbekræftende end at dele sine tanker, oplevelser, glæder og bekymringer med venner, “who gets it”.

Efter tre år er San Francisco vores hjem. Uden tvivl. Vi nyder vores liv. Sammen med børnene taler jeg meget om, at vi er danskere, og at vi skal flytte “hjem”. Overfor vores amerikanske omgangskreds lægger jeg stor identitet i at være dansk. Men sandheden er, at vi langsomt men sikkert er ved at blive fuldt integreret i USA. Hvis det ikke var for vores danske venskaber, ville vi føle os meget mere splittet. DSC03801 DSC03817 DSC03807

Thoughts About Moving Back Home Soon. Or Later.

Tanker om at flytte tilbage til Danmark fylder mit hoved. Skal det ske til sommer, eller skal vi skyde det et år til? Livet byder på valgmuligheder — en masse tilvalg og fravalg — som alt sammen handler om at få det bedste ud af tilværelsen. Hvad er det bedste valg for vores familie?

  • Er det at flytte hjem til venner og familie i Danmark, som vi savner, og som savner os? Men hvor meget kommer vi overhovedet til at se de mennesker i hverdagen? Realiteten er, at danskere er svære at lave aftaler med. Middage planlægges måneder i forvejen, fordi folk ellers ikke har hul i kalenderen. Selv om jeg og mine veninder gerne ville have haft prioriteret venindetid, blev det alt for sjældent til noget. Sådan er vores liv i USA ikke. Vi ser en masse til vores amerikanske venner — meget mere end vi nogensinde har set til vores danske. Vi laver spontane aftaler i weekenden, som nogen gange ender med et glas vin og afslappet middag med grill eller takeaway. Eller vi hænger ud i forlængelse af legeaftaler, fodbold eller fødselsdage. Vejret i San Francisco er altid godt, og vi opholder os udendørs året rundt i stedet for indendørs under mere formelle omstændigheder. Samtidig er vi ikke bundet af aftaler i kalenderen, som står der månedsvis i forvejen, hvilket altid har stresset mig. Nogen gange stikker vi af på fantastisk weekend, hvor vi kun behøver have dårlig samvittighed overfor ungernes fodboldforpligtelser og deres kammeraters fødselsdage. Hovedparten af vores omgangskreds er tilflyttere, og deres weekender er lige så åbne som vores. I år er mit hverdagsliv fyldt med søde, spændende mennesker (i modsætning til forrige år hvor jeg flygtede fra bedrevidende, intrigante forældre, som altid prøvede at hverve mig som frivillig arbejdskraft på skolen). Det savn jeg har haft efter kollegahygge på en arbejdsplads er væk, fordi jeg dagligt taler med spændende mennesker, som giver mig perspektiv på ikke bare vores liv i Danmark, men også vores liv i San Francisco, fordi folk i San Francisco kommer fra hele USA med rødder i hele verden. Folk i San Francisco har forskellige perspektiver på livet — nogen gange grænsende til det provokerende anderledes — og perspektiverne giver mig stof til eftertanke og åbner øjnene for, hvem jeg er, hvad jeg står for, vores fra- og tilvalg, og hvordan jeg ønsker rammerne for vores familieliv.
  • Er det at få et arbejde i USA? Nope. Det ville ikke hænge sammen på hjemmefronten, og jeg vil hellere flytte hjem til Danmark end udlicitere min tid med mine dejlige børn til en au pair eller børnepasser. At skære ned på antal ferieuger og dermed ferier giver heller ikke mening i min verden!
  • Er det at være hjemmegående mor — et år til — hvilket tidsmæssigt svarer til et halvdagsarbejde? Hell no. Og så alligevel, måske? I hverdagen kunne både børnene og jeg nogen gange tude af træthed ved lektietid efter en lang dag. Jeg kommer aldrig til at synes, at rollen som hjemmegående mor er fed, fordi jeg ikke trives med uligheden i, at jeg som den hjemmegående samtidig står for de sure pligter på hjemmefronten. Jeg bryder mig ikke om at spilde min tid i en bil. Det sure dræner min energi. Selv om jeg savner stemningen på Berkeley, føler jeg mig samtidig lettet over ikke at være presset af deadlines, og lige nu må jeg indrømme, at rollen som hjemmegående mere er en lettelse end en byrde i forhold til de seneste to år. Men stiller jeg rollen som hjemmegående op imod at flytte hjem til Danmark og starte med at arbejde igen, hælder jeg klart mod at flytte hjem.
  • Er det at flytte hjem til Danmark og starte med at arbejde igen? Hell ya jeg glæder mig til at arbejde igen med fokus på jura og interessevaretagelse! Jeg glæder  mig til at gøre en forskel for andre end min familie. Men er vi klar til allerede til sommer at give slip på vores rejseoplevelser, evigt godt vejr, veltilpassede børn og god skole? Jeg er den, som får mest ud af at vende snuden hjemad, men er det bedst for vores familieliv? Er det rette tidspunkt — nu hvor det endelig kører for os alle fire? Burde vi ikke nyde frugterne af vores hårde arbejde, inden vi starter forfra med at falde til i Danmark? Vi har glade børn, og jeg er gået fra forvirret expat til supermor, som har styr på vores amerikanske hverdag. Fordi vi har levet et stresset hverdagsliv med sygdom inde på livet i mange år, sætter jeg ekstra pris på den fantastiske følelse af ro og overskud, som jeg føler i øjeblikket. Men hallo føler jeg i virkeligheden ro og overskud i mit hverdagsliv? Øh ikke rigtig. Jeg oplever samtidig en masse frustrationer over børnenes og dermed mit pakkede hverdagsliv. Ro er i øvrigt ikke noget amerikanere generelt besidder. Jeg skal virkelig være zen og overskudsagtig for ikke at lade mig smitte af deres evige uro og frygt for at deres børn ikke gør det godt nok, deres frygt for jordskælv, kidnapning og carjacking og deres frygt for, at de eller deres kære bliver offer for en trafikulykke eller tilfældig vold (shit really does happen, se for eksempel seneste uges historie om en mor til fire, som blev skudt i et anfald af en anden bilists road rage her). Osv.
  • Hvad skal jeg, hvad skal vi som familie ofre for at få mest hverdagslykke i vores familie? Har jeg fået nok af sure pligter, er det tid til, at jeg ikke ofrer min karriere? Men hvor meget ofrer jeg mig i realiteten, når tid med børnene og vores rejseoplevelser fylder mig med lykke? Tværtimod fyldes jeg af en følelse af tilvalg fremfor fravalg, når jeg tænker på de fede ting ved vores expat tilværelse. Kommer et år til at gøre en forskel for min fremtidige karriere? Livet er kort, og jeg er fandens taknemlig for at få en pause fra hverdagens trummerum i Danmark og få perspektiv og oplevelser. Samtidig er jeg opmærksom på, at jo hurtigere vi vender hjem, jo hurtigere falder vi til. Jo længere tid vi bliver væk, des mere fremmed kommer hverdagsliv i Danmark til at føles.

Så jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg gribes af frygt for, at når vi vender tilbage til Danmark, så får vi ikke får set meget til de mennesker, som vi savner. Jeg frygter, at jeg røvkeder mig i gråt efterårsvejr eller koldt vintervejr, mens jeg drømmer mig tilbage til vores tid i San Francisco med daglig solskin, hvor vi på bare en time kan køre til paradisiske destinationer. Jeg ved det ikke. Samtidig glæder jeg mig for vildt til at flytte hjem til venner og familie og arbejde igen. Jeg ved bare ikke, hvornår rette tidspunkt for at flytte hjem er. Men som jeg kender mig selv, så går der ikke længe, før jeg får mærket ordentligt efter og kender resultatet. Allerede nu tipper vægtskålen lidt mere til den ene side. Jeg må se tiden an. Men shit, vi skal jo træffe en beslutning nu!?

… Input modtages gerne.

Summer In Denmark

Pip. Jeg har ferie blues, og helbredet driller. Så derfor er det jo det helt rigtige tidspunkt at se tilbage på vores sommerferie i DK. Dansk sommer har været ensbetydende med:

  • Østerbro som vi stadig elsker!DSC03051
  • Vores Østerbro lejlighed som vi bliver i tvivl, om vi stadig elsker — detaljerne fra den fortoner sig, og pludselig virker det totalt tarveligt med kun et enkelt lille bitte badeværelse. Derimod er vi rigtig glade for vores hjem i San Francisco… Heldigvis fik vi kigget forbi den eventyrlige fælles gård, som hører til vores lejlighed, og den glæder vi os til at vende tilbage til. Åbenbart løber børn på egen hånd ned i gården. Freedom! Herovre kommer man i fængsel, hvis man sender sin niårige alene i parken. Really, læs om den forrykte sag her.DSC03062
  • Mennesker på gaden i København som smiler til mig, hvor jeg bliver i tvivl, om vi kender hinanden, fordi danskere ligner hinanden stilmæssigt og udseendemæssigt!
  • Hvad sker der med, at københavnske modebevidste kvinder ALLE er iført sundhedssandaler?! Ja, jeg synes, at det københavnske gadebillede var fyldt med kloner mere end nogensinde!
  • Vandmænd, brandmænd og tang. Men ingen hajer :-) DSC02903
  • Lyse, lune sommeraftener i gode venners selskab med børn, som har total styr på bål og skumfiduser. Det havde børn i San Francisco aldrig fået overladt ansvaret for. DSC02915
  • Den savnede danske frokost. Morgen, middag, aften. Rugbrød med leverpostej og rødbede er verdens bedste snack!
  • Børn som leger frit, uden voksenopsyn. DSC02998
  • Smukke Nordsjælland. Men jeg kunne tude ved tanken om at skulle undvære vores weekendture over Golden Gate Bridge. Intet slår Californiens natur.
  • Sommerhusferie ligesom dengang jeg selv var barn. Mere end tre uger med ingen eller meget ringe internetforbindelse. Så sundt, så tiltrængt. Og samtidigt pisse irriterende!! På sidstedagen i sommerhus opdagede vi, at vi kunne fange gratis wifi. Damn it at vi ikke opdagede det før! 
  • Vores nyindkøbte sommerhus med eventyrlig frugthave og legehus gør mig lykkelig. Det bliver så godt. Engang. Projektet giver mig samtidig gele i benene: Al indmad i huset skal ombygges eller kræver en seriøs kærlig hånd. Samtidig med at jeg er typen, som hverken evner, orker eller interesserer mig for boligindretning. Fuck, fuck, fuck. Tak til min mor og far (som har det godt) for at have overtaget styringen!DSC03090DSC03097
  • Nede-på-jorden snakke med verdens bedste venner, som føles som om, vi ikke har været væk fra hinanden. Og så alligevel ikke fordi jeg er en anden person efter to et halvt år i San Francisco. Stærkere, mere fokuseret og afklaret over, hvem jeg er — alt sammen et resultat af de forhindringer jeg har overkommet i bestræbelserne på at falde til i vores amerikanske liv og et resultat af det perspektiv, som jeg har fået af at bo i et andet land. Og nok alderen. Jeg er fandens taknemlig for de gode ting i mit liv, inklusiv vores danske venner og familie.
  • Børnevenskaber som ligesom de voksnes venskaber genoptages, ubesværet.DSC03142
  • TV nyheder om varmebølge med indslag med danskere, som brokker sig over, at de ikke kan sove i varmen. Danskere er nogle brokkehoveder!!
  • Ferie i skønne Sverige. Har i øvrigt lige opdaget den nye TV-serie “Welcome to Sweden” om en amerikaner, som flytter til Sverige med sin svenske kæreste. Så sjovt fordi den spot on skildrer kulturforskellene mellem Sverige og USA fra en amerikansk synsvinkel, se den!DSC03022DSC03034
  • Blive vækket af fluer om morgenen, som bliver ved med at lande på en. Jeg har lige opdaget, at vi ikke har fluer i SF?!
  • Opdagelse af at vores børn har tilegnet sig amerikansk accent, når de taler dansk. Tænk det havde vi ikke selv bemærket.
  • Ladhed. Før vi startede ferie i Gold Country for otte uger siden, havde jeg en ok træningsrytme, men i DK har jeg nærmest ikke bevæget mig og føler mig lasket og dorsk. Æv, æv, æv.
  • Frække børn, som udstråler selvstændighed, mere af det. DSC03005
  • Danskernes brug af udtrykket “andengenerationsindvandrere”. Hold kæft hvor er det racistisk. Mon den betegnelse eksisterer i andre lande? Hvis man har et dansk pas, så er man dansker. Punktum.
  • Et større fokus på tilfredshed med arbejdsliv. Vores amerikanske venner taler meget lidt om deres arbejde, nærmest aldrig. Derimod taler de om deres børns uddannelse og overvejer igen, igen og igen, om de bør blive boende eller flytte ud af San Francisco. Når danske venner bekymret spørger til, hvad jeg gør i forhold til arbejde, når vi vender tilbage til DK, kan jeg faktisk ikke rigtig hidse mig op over det. Endnu. Mit arbejde er ikke længere knyttet til min identitet, og evt. forkert valg frygter jeg ikke. Og heldigvis for ellers ville vores udlandseventyr have set anderledes ud og muligvis været kortere.
  • Vores primære fokus var, at børnene fik genetableret forbindelse til deres hjemland, hvor de ikke havde været i halvandet år. Det lykkedes. Min yngste spurgte mig: “Når vi så engang flytter hjem til Østerbro, så flytter vi aldrig mere, ik’ mor”? Hvortil jeg rørt og skyldbetynget svarede, mens jeg kiggede hende i øjnene: “Nej, så flytter vi ALDRIG mere.” Og følte mig som verdens værste mor over at have berøvet hende den tætte kontakt til de venner og familie i DK, som elsker hende. Hvorefter min datter råbte: “Og så kan jeg få den kanin, som jeg ønsker mig, og vi skal ALDRIG rejse mere, så vi ALTID kan passe den. Jaaaa!” Phew, det handlede kun om hendes ønske om at få en kanin.
  • Udmattelse. Ferie i DK var drænende. Vores tætte relationer til venner og familie er næring til krop og sjæl, grounding på den skønneste måde, de er den primære årsag til, at vi om et år (GISP) flytter hjem. Men samtidig er nære relationer forbundet med forpligtelser og forventninger. On and off følte jeg mig fuldstændig og aldeles færdig. Vi havde ikke en enkel dag, hvor vi bare var os selv, og vores fire forskellige behov strittede i forskellige retninger. Ungerne magtede ikke flere besøg i slutningen af ferien. I San Francisco er vi bare os, og vi behøver ikke tage hensyn til andre mennesker end hinanden. Nej, det har ikke været en af de ferier, hvor jeg vender tilbage som en energibombe til hverdagen. Forskrækkelsen over vores bilulykke og helbredet tapper også på mit overskud. Men forhåbentlig kommer jeg hurtigt i omdrejninger igen, inklusiv på bloggen :-) I hvert fald føles det dejligt at være hjemme, og jeg glæder mig til alle de rejser og oplevelser, som vi har planlagt det næste halve år.

So When Are You Guys Planning On Moving Back?

Eller:

Are you moving back! What? But Why?

Vores hjemflytning er et følsomt emne, som gode venner og bekendte ofte spørger til. Og vi bryder os ikke om at svare, at planen er at vende hjem til DK om lidt over et år. For når vi gør det, så får folk et forpint udtryk i ansigtet. De er bange for at være blevet for glade for os, at vi fylder for meget i deres liv og dermed kommer til at efterlade et tomrum, som de efterfølgende skal finde ud af at fylde ud på anden måde. Og vi er bange for, at de trækker sig fra os af samme årsag.

Vi forstår dem jo godt. Når danske familier, som skal bo i San Francisco mellem tre måneder og et år, efterspørger legeaftaler med børnene, så slår vi ikke til. Vi frygter, at børnene skal få sig en bedsteven, som de kommer til at savne, og vi voksne orker ikke at involvere os med fremmede, men foretrækker venskaber som bygger på vores amerikanske hverdag. Når det er sagt, så tror jeg på, at vi alle gennemgår livet i forskellige faser, og at det gælder om at hænge ud med de mennesker, som man har det bedst med. Og det kan være forskellige mennesker i forskellige livsfaser. Vi har forskellige behov i forskellige livsfaser. Nogle venskaber er korte, men intense, og ebber ud, når man ikke længere befinder sig samme sted i livet. Eller fordi man flytter væk. Andre venskaber holder livet ud. Jeg er taknemlig for de mennesker i San Francisco, som har taget os til sig og givet os en stor plads i deres liv. Når vi svarer vagt på spørgsmålet om vores hjemflytning, skyldes det dog også, at vi selv har været i tvivl om, hvornår vi skal vende hjem. Fordi nu går det jo endelig så godt! Og NYC spøger stadig, en lille bitte smule. Ah hvor ville jeg gerne prøve at være del af den bypuls og arbejde i en FN organisation i et år. Eller to. Den satans udlængsel. Over and out, det skal vi ikke.

I takt med at vi mentalt begynder at sætte slutdato på vores udlandseventyr for os selv og omverdenen, bliver vi endnu mere opmærksomme på de aspekter af vores San Francisco liv, som fylder os med glæde, og som vi allerede nu får helt ondt i maven over at skulle undvære en dag. Udover dejlige mennesker kommer vi til at savne Californiens milde vejr, fantastiske natur og ferieoplevelser!

Året rundt tager vi på stranden. Året rundt har jeg solcreme på, ellers bliver jeg rød. Året rundt render jeg rundt med solbriller, ellers bliver jeg blændet. Dagligt er min udsigt bakker, bjerge, broer, hav og øer. Året rundt kan vi på bare en time køre til enten strand, floder, skov-, vin- eller bjergeområde. Sidste weekend var vi på loppemarked på den anden side af Bay Bridge, denne weekend var vi på stranden, og om to uger drager vi på miniferie i Gold Country, hvor vi sammen med børnene skal lære om Californiens historie og grave efter guld. Den frihed og adgang til sommerferiefølelse – hele året – bliver hård at skulle undvære. Jeg husker stadig chokket, da vi kom hjem til jul for halvandet år siden: Det var koldt, gråt, og jeg måtte hele tiden indenfor som udenfor knibe øjnene sammen, og alligevel kunne jeg ikke rigtig se noget, fordi der var så mørkt overalt. Alting var i sort og hvidt. Pga. jetlag sov vi de få timer om dagen, hvor december byder på sollys. Og jeg husker kuldechokket, da vi ankom til New York i marts, hvor vi udenfor lufthavnen tidligt om morgenen blev mødt af en iskold vind, som gik gennem marv og ben på os. Jeg havde simpelthen glemt den fornemmelse, og hvordan det kan tage flere timer og et varmt bad, før jeg får varmet kroppen op igen.

Jeg har altid været en frossenpind og en stueplante i vintermånederne, men Californien har forvandlet mig til et udendørsmenneske året rundt, som gerne bruger flere timer på transport, selv om der kun er tale om en dagstur. Fordi oplevelsen opvejer transporttiden! I weekenden brugte vi knap fire timer på at køre frem og tilbage til Santa Cruz på en endagstur. Santa Cruz er i stemning og udseende det tætteste Nord Californien kommer på San Diego. Høje palmer, politi på segways, surfere og smilende mennesker i badetøj, selv på gaden. Vi tog på boardwalk’en, som er strand og tivoli i ét. Om aftenen vendte vi hjem med fornyet energi, som om vi havde været på eksotisk strandferie i San Diego.

DSC02508

DSC02521

DSC02533

DSC02524

DSC02536

Eller som sidste weekend hvor vi krydsede Bay Bridge for at tage på Alameda Antique Fair, som jeg før har skrevet om her. Turen dertil og loppemarkedet rummer amerikansk hygge og verdens smukkeste udsigt over San Francisco, hav og broer.

DSC02487

DSC02499

DSC02501

Hvad angår oplevelser og natur, er vi californiere så heldige! Selvfølgelig er der også aspekter i vores amerikanske liv, som jeg glæder mig til at skulle undvære, som eksempelvis amerikanernes tendens til at ville regulere alting ned til mindste detalje, som billedet ovenfor af strandskiltet bevidner. Slap nu af!

… Manden er i DK og har nu fået set det sommerhus, som vi har købt, og han er heldigvis begejstret! Jeg fornemmer, at det sommerhus kommer til at opveje noget af vores savn efter Californiens natur og oplevelser. Det føles godt med et fælles familieprojekt og udsigten til et fristed, vi kan stikke af til både i weekender og hverdage. For i amerikansk terminologi er 45 minutter til en times pendlen til København jo ingenting. Det havde I ikke hørt mig sige, før vi flyttede til USA. Men dengang kørte jeg så heller ikke bil…