He’s Here! About Our American Hospital Birth Experience.

IMG_3173

Velkommen til verden lille skat. Alle fire føler vi os overvældede af kærlighed til August, som blev født 29. juli, knap tre uger før tid. Vi kan ikke stå for hans lille størrelse og nuttethed. Jeg stavrer mig igennem dagene, helt rundtosset af kærlighed og udmattelse. Efter et dramatisk hospitalsophold er der faldet dejlig ro på, og vi voksne (nok mest mig) samler os og lader oplevelsen med indlæggelse og fødsel bundfælde sig. Sikke en omgang. Gennem hele bloggens levetid har jeg svinet det amerikanske sundhedsvæsen til. Selve min behandling under graviditeten har bestemt også været under al kritik, men vores hospital oplevelse har derimod været god. Rigtig god! På trods af at det var en skræmmende omgang.

August blev straks efter fødslen sendt på neonatalafdelingen på grund af høj feber hos både baby og jeg. Vi fik ham heldigvis hjem efter kun to dages indlæggelse. At se sin lille søn med drop og andre ledninger i hans lille krop og lade “fremmede” passe ham, mens min “adgang” til ham bestod i amning hver tredje time var en surrealistisk tid. Jeg var den eneste mor på neonatalafdelingen, som ammede. Jeg forstår godt, hvorfor mødre ikke kan overkomme at amme under de vilkår. Men jeg er taknemlig for, at jeg gennemførte det, fordi det var den eneste ting, som jeg kunne “gøre”. De insisterede på at skifte baby selv, at jeg skulle gå tilbage og hvile mig, og når jeg skulle amme, måtte de hjælpe, så ingen ledninger satte sig fast, når jeg satte mig med ham.

IMG_3142

Vi oplevede — i forhold til Rigshospitalet — et overflod af personale — læger som sygeplejesker — som var tilgængelige og nærværende. Jeg havde hele døgnet en bestemt sygeplejerske tildelt, hvis navn blev skrevet op på en tavle på mit værelse, og som udfyldte tavlen med tidspunkter for min medicinering og andre praktiske oplysninger. Også August havde sin egen sygeplejerske, som ringede efter mig hver tredje time, når han skulle ammes.

IMG_3153

Det var den samme sygeplejerske, som mødte op, når jeg ringede efter nogen; som hjalp mig hen til neonatalafdelingen, da jeg i starten knap kunne gå og var spændt fast til et dropstativ; som fandt mig på neonatalafdelingen, når det var tid til min antibiotika mv.; som insisterede på smertemedicin så jeg kunne holde til at stå op hver tredje time for at gå hen til neonatalafdelingen for at amme; som målte mit blodtryk hver 2. time; som hjalp med at lægge August hos mig. Når det var tid til morgenmad, frokost og aftensmad, ringede de fra køkkenet for at minde mig om at bestille. Jo, der blev passet godt på mig.

Selve min indlæggelse var som taget ud af en scene fra “Grey’s hvide verden” eller “ER” — fordi læger og sygeplejersker agerede så dramatisk. I 37. graviditetsuge var jeg inde til et almindeligt tjek, denne gang på det hospital, hvor jeg skulle føde, hvor de skulle måle babys hjerterytme (køre en strimmel). Tre dage forinden havde de registreret et dyk i babys hjerterytme. Den dag var babys hjerterytme alt for høj, og jeg havde det underligt. Jeg havde haft veer med to minutters mellemrum i månedsvis, som dog ikke udvidede mig (samme under mine to andre graviditeter), men det så ud som om, at baby blev stresset under veerne, bl.a. med forhøjet hjerterytme og mindre bevægelse. Straks ringede de til min fødselslæge, og en hospitalslæge kom ind til mig og fortalte mig, at de lige ville beholde mig lidt “just to be safe”. Jeg kom ind i “triage”, som er det sted, hvor fødende modtages, før de kommer på fødegangen. Her kørte en sygeplejerske igen en strimmel for at følge babys hjertelyd. Ikke engang fem minutter senere — midt under en almindelig samtale — dykkede babys hjerterytme pludselig under en af de kraftige veer. Så udspillede sig den mest skræmmende oplevelse i mit liv: Sygeplejersken råbte, en anden sygeplejerske løb ind til os, de klappede siderne op på min seng og løb med mig ind i en elevator og op på en stue på fødegangen, mens de råbte og beordrede mig til at trække vejret dybt for at give baby ilt. Inde på fødestuen dukkede tre læger op og endnu en sygeplejerske, de flåede tøjet af mig og lagde drop på mig, mens der blev givet besked til en fjerde sygeplejerske om at ringe efter min fødselslæge. Så fandt de hjertelyden igen, og den sygeplejerske, som var med til at rulle mig op, begyndte at græde. Af lettelse forklarede hun mig, mens hun klemte min hånd. Hun havde frygtet, at moderkagen var bristet, hvilket man skal reagere på indenfor minutter for at redde baby. De droppede det akutte kejsersnit og begyndte at stille mig spørgsmål om, hvornår jeg sidst havde spist mv. Så kom min mand ind i rummet, mens jeg var omringet af læger og sygeplejersker, og jeg brød sammen. Jeg havde ringet efter ham, før jeg blev sendt til “triage”, fordi jeg følte mig utilpas og ikke ønskede at køre hjem selv. Han forstod først, hvad der var foregået dagen efter, fordi forløbet herfra blev så intenst, og fordi vi begge kun havde øjne og ører rettet mod den maskine, som viste babys hjerterytme.

Afdelingsoverlægen troppede op og fortalte, at han ville sætte min fødsel i gang NU. Der skulle ikke tages nogen chancer ud fra de foreliggende resultater. De ville sætte fødslen i gang, så jeg kunne føde naturligt, men jeg skulle afholde mig fra at spise i tilfælde af behov for kejsersnit. Min egen fødselslæge ringede til mig på hospitalstelefonen, og efter at have konsulteret min “high risk doctor” (som jeg havde udover min “o.b.”, fordi jeg havde en “high risk pregnancy”), mente hun, at fødslen ikke skulle sættes i gang med henblik på at modne babys lunger mest muligt. Det sagde jeg ok til og tilsidesatte dermed min “aftale” med afdelingsoverlægen. Jeg har overhovedet ikke kunne se fidusen i at have både en “o.b” og en “high risk doctor” under min graviditet, ingen af dem har bl.a. kunne forklare eller gjort en forskel i relation til mine kraftige smerter og veer, og mine tjek føltes mere byrdefulde end nyttige, fordi jeg skulle rakke gennem byen med kvalme til forskellige steder, ofte samme dag. Men de kom altså til deres ret der. Og så alligevel ikke. Afdelingsoverlægen valgte nemlig at ignorere mine egne to lægers anbefalinger og fortalte mig om natten en løgn om, at mine læger havde ændret mening og nu syntes, at fødslen skulle sættes i gang, fordi jeg havde kraftige veer. Det blev min egen læge selvfølgelig efterfølgende rasende over, men det viste sig, at jeg uanset åbenbart var klar til at gå i fødsel, og i dag er jeg overbevist om, at det var godt — både for baby og mig — at baby kom ud. I dag synes jeg også, at det er dybt mærkeligt og utrygt, at min egen fødselslæge — som ikke havde tilset mig, men kun fik referat af forløbet — turde modsætte sig afdelingsoverlægens vurdering af, at babys tilstand nødvendiggjorde, at han skulle ud NU.

Det forhold ved hospitalssystemet, at min egen fødselslæge ikke var ansat af hospitalet, men tilknyttet egen praksis, har været den eneste dårlige ting ved vores hospitaloplevelse. Men den er væsentlig nok, for udover uenigheden mellem afdelingsoverlægen og mine egne læger, havde vi en anden dårlig oplevelse for så vidt angår selve fødslen. Min fødselslæge havde vagt på hospitalet to gange om ugen, og ellers skulle en anden fødselslæge fra samme praksis træde til. Efter 17 timer i aktiv fødsel var jeg klar til at føde, men jeg fik ikke lov, fordi der ikke var nogen fødselslæge fra min praksis, som var ledig. Jeg blev beordret til at holde tilbage i 20-25 minutter. Thanks god for den fantastiske epidural, som jeg fik lagt, ellers havde jeg ikke klaret det!!! Jeg har en mistanke om, at forsinkelsen af fødslen bidrog til min og babys tårnhøje feber. Og jeg har modtaget et laboratorieresultat via email, som siger, at jeg havde en bristet moderkage. Hvis det er rigtigt, var det dybt uansvarligt af dem ikke at lade mig presse baby ud — bare fordi det skulle være en fødselslæge fra min egen praksis. Det må jeg vente med at få afklaret til mit næste besøg hos min fødselslæge… De endte med akut at kalde en “fremmed” fødselslæge ind, og jeg fødte på mindre end et minut.

Noget, som jeg satte enormt meget pris på ved min indlæggelse, var, at alle de læger og sygeplejersker, som havde tilset mig under min indlæggelse, kiggede forbi for at ønske mig tillykke og havde tid til at snakke. Vi fik bl.a. talt med den sygeplejerske, som var tilstede under min indlæggelse (som græd af lettelse, da de fandt babys hjerterytme igen). Den samtale hjalp både min mand og jeg til at forholde os til, hvad der skete — og kunne være sket — under min indlæggelse.

Da vi skulle hjem, blev vi overdyngede med poser med bleer, blecreme, sutter, bind og underbukser som gave. Personalet udviste en masse varme og overskud, som jeg er meget taknemlig for. Og rørt over. Ja, der blev passet godt på os.

Udover at jeg er ved at trille om af træthed og lykke over min skønne lille nye søn, føler jeg mig lettet over, at den møg graviditet- og fødsel gik godt. Og over at jeg ALDRIG skal være gravid eller føde igen, for det er saftsuseme ikke en tilstand, som min krop trives ved. Men det var det værd!

IMG_3166

I dag fejrer vi vores skønne 11-åriges fødselsdag. Og alderforskellen mellem børnene? Ja, den føles helt perfekt!

PS. Forsikring har jeg holdt udenfor det her indlæg, for det har vi stadig ikke nogen god oplevelse med. Mange gange måtte min mand bruge en halv arbejdsdag for at få dem til at sende en betalingsgaranti for mine forskellige undersøgelser til de forskellige steder, jeg blev sendt hen. I San Francisco lå min fødselslæges praksis et sted, min “high risk doctor” et andet sted, mine ultralydsscanninger blev udført et tredje sted, og min fødsel skulle foregå et fjerde sted. Med et nyt sted, startede hele processen forfra. Mindre end en uge før jeg fødte, havde vi igen problemer med, at hospitalet, hvor jeg skulle føde, ikke ville godkende os pga. vores forsikring! Over to stressede dage, mens min mand ringede frem og tilbage for at få os godkendt, bekymrede jeg mig om at gå fødsel, og at hospitalet ville nægte mig adgang. Da min mand efter fødslen ringede for at orientere vores forsikring om, at August var på neonatalafdelingen (som åbenbart koster 5.000 dollars om dagen), var de dog cool og har sidenhen endda ringet for at høre, hvordan det går. De ved godt, de har haft dummet sig. Betaling og forsikring bør være den sidste ting, man skal bekymre sig om, når man har brug for lægehjælp!

Countdown

Vejret symboliserer mit sind: en stor fed truende mørk sky over en ellers dejlig udsigt.

IMG_3063

Sommertågen er kommet tidligt til San Francisco i år, og helt usædvanligt har solen været skjult af skyer og tåge on and off i flere måneder allerede. Snart bliver en tung grå tåge liggende indtil august. Hos os i Glen Park, i Noe Valley og i the Mission vil tågen fortage sig indimellem om eftermiddagen. Bare 45 minutters kørsel uden for San Francisco ligger temperaturen på over 30 grader med høj sol. Så mærkeligt. De lokale går med huer og vinterjakker, og når tågen løfter sig, planter lokale og turister sig lykkeligt med ansigtet vendt mod solen — meget ligesom solhungrende danskere efter en lang vinter.

Jeg er en ringe dansker i dag. Jeg er syg, så jeg kommer ikke afsted til Palo Alto til brevstemning og valgflæsk. Pis. Faktisk var jeg nok ikke kommet afsted alligevel. Jeg har nemlig nærmest ikke forladt min seng siden vores ferie på Hawaii bort set fra kørsel frem og tilbage mellem hjem og skole. Ligesom under mine to andre graviditeter har jeg ondt det meste af tiden i min mave og bækken. Jo mere bevægelse, des flere smerter. Og min køresyge er vendt stærkt tilbage. Hvilket faktisk indtil nu har været ok, fordi jeg har siddet fra min seng og arbejdet non-stop og haft fokus på arbejde fremfor selvmedlidenhed.

Belært af mine to andre graviditeter har mit mantra været “den her periode skal bare overstås; det er sidste gang; når baby er ude, holder smerterne op”. Og den her gang har det mindset haft virket. Indtil nu. Nu begynder det at knibe med at holde humøret oppe. P.t. er jeg snot forkølet med vejrtrækningsbesvær og ondt i halsen. Jeg har for ondt i kroppen til at arbejde og har derfor indtil videre sat nye arbejdsopgaver på standby. Når jeg ligger i min seng — ude af stand til andet end streaming af serier fra Amazon, Netflix og Xfinity — så begynder alle de ubehagelige graviditets testresultater, som vi har måtte forholde os til undervejs, at spøge. Man er nemlig ikke lykkeligere end ens eget og ens nærmestes helbred, vel? Heldigvis har jeg også held med at skubbe disse indtil videre ubekræftede katastrofe tanker væk igen, men det hjælper altså ikke på humøret…

Den her periodes lyspunkt er mine søde unger, som overdynger mig med kærlighed, kram og god fodmassage. Når de er hjemme, rå-hygger vi os — hvilket får mig til at føle, at jeg slår til på trods af min ynkelighed og fysiske begrænsninger. Og at alting nok skal gå.

IMG_3068

IMG_3066

IMG_3065

I weekenden har vi en miniferie planlagt, men med min forkølelse, smerter og min satans køresyge-kvalme begynder jeg lidt at tvivle på projektet. Min plan er at blive rask og bide tænderne sammen, så vi kan få en weekend med varme og underholdning i form af pool og Livermores årlige rodeo med tyreridning og indfangning af kalve med lasso. Og hvis jeg ikke kan, så må resten af familien blive sendt afsted alene, for selvfølgelig skal de have sådan en ægte cowboy oplevelse — det bliver for fedt. Argh jeg vil også med…

…  Og mens jeg skrev, ringede skolen og bad mig hente en klattet mindstepige. På den positive side betyder det, at jeg ikke resten af dagen vil gå og ærgre mig over at svigte det danske demokrati. På den negative side magter jeg ikke køreturen til skolen gange to med ondt i panden og kvalme. Nedtælling: to ugers skole og ni ugers graviditet. I can do it.

OMG Pregnancy Moments In San Francisco

  • Jeg er medlem af en online fødselsgruppe, hvor kvinder med samme termin deler spørgsmål og erfaringer. Et af dagens spørgsmål var: “Is it safe to shoot guns while pregnant?”   
  • Min fødselslæges praksis emailede mig denne reklame:

“CooolSculpting is now available in our office. Eliminate stubborn fat without surgery or downtime and feel great from every angle. Call (415) 923-3130 to schedule your free CoolSculpting Consultation today. The sooner you set-up your consultation, the sooner you’ll see results in the mirror”.

  • En veninde tilbød at arrangere et baby shower for mig. Jeg takkede pænt nej tak. Men jeg gad godt deltage som gæst inklusiv deltage i de lege, der hører til et baby shower, bare for oplevelsens og kulturchokkets skyld.
  • Ved gynækologiske undersøgelser iføres man en blå papirkittel (med åbning foran) og et stort klæde over benene. Ligesom man ser i film.
  • Lugten af fed fylder San Francisco. Dagligt møder jeg den søde, tunge lugt, både når jeg kører bil og går på gaden. Ikke sjovt med kvalme!
  • Stinkdyr er alle vegne: I vores baghave hvor lugten sniger sig ind via et åbent vindue; I bilen hvor lugten sniger sig ind uanset om vinduerne er åbnede eller lukkede. Ikke sjovt med kvalme!
  • Flere timers kørsel i bil. Hver dag. Op og ned af stejle bakker. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har kastet op under bilkørsel frem til jeg var fire en halv måned henne. Det er dæleme lang tid.
  • Mangelfuld rådgivning ved graviditets komplikationer. De er så bange for erstatningssager, at de ikke tør komme med anbefalinger til det videre forløb. Vi har derfor måtte tage kontakt til Rigshospitalet for at få en professionel ærlig vurdering. Røvhuller.
  • Tvungen influenza vaccination. Jeg hører historier om gravide, som bliver skældt ud af vrede læger, hvis de fravælger influenza vaccine. På grund af forglemmelse har ingen haft spurgt til min vaccinationsstatus. Mon jeg slipper, fordi influenza sæsonen er ved at være overstået? No way. De insisterer nemlig på, at fosteret efterfølgende er beskyttet de første seks måneder af dets levetid. PS. Min aversion mod influenza vaccination har ingen sammenhæng med min 100 pct. støtte til MFR-vaccinen, som pga. et mæslingeudbrud i Californien er meget oppe i medierne.

Who Would’ve Thunk!?

“Breaking blog silence” med to store nyheder og omvæltninger i vores expat liv. Der er sket så meget, og jeg har været gået under jorden ikke bare på bloggen, men også i det virkelige liv.

IMG_0123

Den største nyhed er, at jeg er gravid. Jeg venter en lille dreng. Min graviditet har været benhård, og det her blogindlæg symboliserer, at vi halvvejs gennem graviditeten vælger at lægge et stressende graviditetsforløb bag os. Jeg føler, at mit graviditetsforløb er for privat og sårbart for mig at dele tanker om på bloggen. Nu fokuserer vi på at se fremad og tænke positivt!

Den anden nyhed er, at jeg har fået arbejde. Jeg skal udarbejde analyser og informationsmateriale, skrive artikler og lave PR. Arbejdsopgaverne er fleksible, pisse spændende, og så bliver jeg endda betalt. Tænk engang. Min nye arbejdsstatus har fået mig til at reflektere over mine tre år som hjemmegående (og deltidsstuderende). Det kræver en stor portion selvværd at bytte en karriere ud med et stempel som husmor og med rank ryg igen og igen svare på spørgsmålet: “Og hvad får DU så tiden til at gå med”? Jeg overlevede med selvværdet i behold, men kunne sagtens have knækket nakken. Det er ikke nogen cool faktor at være “expat housewife”, så derfor vil jeg i et kommende indlæg række hånden ud til ligesindede “medfølgende ægtefæller” og dele mine erfaringer.

Derudover glæder jeg mig til igen at fylde bloggen med rejseoplevelser og tanker om forskellene på en dansk og en amerikansk hverdag. Næste indlæg bliver fyldt med billeder fra Santa Monica, hvor vi lader batterierne lige nu.

… Hello world, I’m back!