Healthy Coping Skills Part Two: Teaching Moments


Advarsel: Det her indlæg er “cheasy”, for herhjemme, dagen derpå, kan vi ikke få armene ned. Vi benytter et sejrsøjeblik til at sætte sønnens sidste to hårde uger i perspektiv og til at dyrke ethvert sejrsaspekt. Når han efter sommerferien tilbage i Danmark kommer til at føle sig overvældet af dansk skole og det danske sprog, så er det her en af de erfaringer, som jeg vil minde ham om: “En hård periode kan hurtigt vende igen”.

Han fik en 2. plads på skolens science fair! Som han på ingen måde havde forventet, hans mål var at bestå og få det overstået, hvilket var sejr nok i sig selv for ham. Som hans lærer havde truet med, var det ikke alle, som bestod.

Med god grund havde han ikke forventet en andenplads: Hans lærer havde udtrykt tvivl ift. emnevalg og den måde, han ville dokumentere forsøget på, som han gennemførte alligevel. Det var første gang, han stod for forsøget selv, uden vores indblanding. Derfor forsinkelsen. Derfor begik han også fejl undervejs, som han tog ejerskab til i sin konklusion under “ting jeg ville have gjort anderledes”. “Science” er sønnens sværeste fag — fordi det er svært stof, og fordi sproget stadig udgør en barriere. “Science” er det fag, som han klarer sig dårligst i, i de ugentlige “quiz” og “tests”.

Så det kan godt værre, at “science tests” forbliver hans akilleshæl i skolen, men så kan han altid tænke tilbage på den her gang, hvor han “nailed it” foran interne og eksterne dommere. Selvom han har svært ved “tests”, så betyder det ikke, at han ikke forstår stoffet. Vi taler om, hvor hurtigt stress vendte til glæde. Vi taler om, at han ikke gav ikke op, men knoklede. Vi taler om, hvordan hans fridag hjalp og vendte en i hans hoved umulig situation. Vi taler om, at selv om han begik fejl, så gik det alligevel. Vi taler om, at han føler sig ekstra stolt, fordi han havde 100 pct. ejerskab til projektet. Alt dette reflekterer vi over, mens vi ikke kan få armene ned.

Teaching Kids Healthy Coping Skills

 

IMG_3826
Når manden er ude af landet, ruster jeg mig altid til ulykker. I bloggens levetid har datteren været på skadestuen, bilen har været punkteret, vand eller el er blevet lukket, det har regnet gennem loftet, og ovnen eller opvaskemaskinen har strejket. Flere gange. De sidste fire dage har budt på en strejkende opvaskemaskine og to stressede børn.

Ugens forløb har sat tanker i gang hos mig om grænsen mellem at overbeskytte sine børn og ruste dem til at klare livets op- og nedture. Jeg ønsker, at mine børn skal lære at håndtere modgang, samtidig med at jeg støtter og beskytter dem. Den her uge har de begge haft en fridag, hvor jeg har rummet deres følelser og prøvet at hjælpe dem, mens jeg forholdt mig cool – selv når de fortalte mig ting, som løb mig koldt ned af ryggen og fik mig i alarmberedskab.

Grænsen mellem overbeskyttelse og støtte er hårfin. Særligt her i Bay Area, hvor børn bliver pacet til at excellere akademisk og sportsligt, samtidig med at de overbeskyttes på andre områder. Men jeg synes selv, jeg har styr på det. Indtil nu har jeg ladet mig styre af min mavefornemmelse for, hvor stressede og overvældede børnene føler sig. Og den her uge var jeg ikke i tvivl om, at en fridag hjemme ville hjælpe dem. Jeg er klar over, at andre forældre anser sådan en fridag som overbeskyttelse. Dem om det. Hos os bliver den altid brugt konstruktivt.

Den her weekend vil jeg kaste mig over noget (amerikansk 😳) litteratur om “coping skills”. Mit ultimative mål er vel, at børnene bliver voksne mennesker, som har selvværd, er nysgerrige på livet og har værktøjerne (coping skills) til at overkomme modgang. Herunder til at sige fra og føle sig værdifulde uanset. “Easy peasy” — nej vel?

Hvad vores uge har budt på:

  • Helt typisk blev det en uge, hvor vi blev syge. Det er indtil videre ikke alvorligt, og jeg har været den, som har været hårdest ramt med snot og ondt i hoved og hals. Baby har indtil videre kun været en smule snottet, men fordi han kun er tre måneder, er jeg i top alarmberedskab, hvis hans tilstand pludselig forværres (og jeg skal kaste alle børn i en bil og køre ham på akutafdeling — gisp).
  • Sønnen har været overvældet af lektier og forberedelse af science fair til på mandag. Science fair er en konkurrence på skolen, hvor børnene fremviser resultat af et spørgsmål, som de har belyst efter den videnskabelige metode. Dette års Middle School science fair har slået storebror ud af kurs. Med god grund. De korte tidsfrister, de tårnhøje forventninger, karaktergivning, konkurrence med dommere på— koblet med tre timers “almindelige” lektier dagligt og flere ugentlige “tests” eller “quiz” i skolen har været for meget. Så meget at jeg har måtte give ham en fridag sidste uge og en fridag den her uge, hvor han kunne “catch up” med lektier og science fair. Til skolen hedder det sig, at han var syg, samtidig med, at jeg har udtrykt, at vi er meget utilfredse med lektiemængden. Fordi sønnen laver lektier selv, havde vi ikke opdaget, hvor bagud han var. Særligt fordi han endda har haft lavet lektier i weekenderne. Med en baby på armen og snot i panden har jeg den her uge måtte træde til og guide ham i, hvad han skulle gå i gang med, fordi det sortnede for ham. På hans “fridag” arbejdede han halvsnottet tolv timer i træk. Indtil nu har han ellers haft klaret Middle School og op til tre timers daglig lektietid selvstændigt, uden at beklage sig. Vi hjælper ham nærmest ikke med lektier, og han sidder op til sent om aftenen og knokler. Vi står selvfølgelig til rådighed, når han har brug for hjælp. Vi hører om andre børn, som føler sig ekstremt stressede, og som jævnligt bryder sammen. Men vores flittige søn har ikke haft klaget, indtil nu. Jeg er så imponeret over og stolt af ham! Samtidig med at jeg synes, at lektiemængden er vanvittig. Heldigvis har de to dage hjemme gjort underværker, han har nået, hvad han skulle og var i går pludselig helt uforstående overfor at erstatte fodboldtræning med lektier. Lige så irriteret jeg føler mig overfor at skulle minde ham om og retfærdiggøre en fælles beslutning om droppet fodboldtræning, lige så glad er jeg for, at han så hurtigt kommer ovenpå igen!
  • Datteren har også været ked af det. Hun var hjemme i to dage, en af dagene med lidt ondt i halsen, og på dag to, hvor jeg normalt ville have sendt hende afsted igen, fik hun lov til at blive hjemme. Hendes bekymringer fortjente at blive taget dybt alvorligt, og begge dage er blevet brugt på at tale og forsøge at finde løsninger. Hvilket har hjulpet noget. Weekenden vil jeg fortsætte i samme spor, så hun forhåbentlig kan få det meget bedre.
  • Af alle ovennævnte grunde er min ødelagte opvaskemaskine blevet nedprioriteret!

… Så puha. Indimellem vores snakke minder jeg dem om, at vi snart skal på Thanksgiving ferie. For udsigten til ferie og oplevelser er en af mine “coping skills” til at distancere mig fra stress. Og det virker også på dem. Om det er nedarvet eller tillært står dog hen i det uvisse :-)

Friends With Middle School Kids Are Moving Out Of San Francisco

IMG_3492

IMG_3489-0

IMG_3497
At vores bedste venner og gode bekendte med børn i Middle School flytter ud af byen gør mig så glad! For så skal vi ikke længere forsvare og undskylde, at vi flytter tilbage til Danmark til sommer. Så er det ikke længere os som “forlader” dem. Og bevæggrundene for deres udflytning bekræfter os i, at vi træffer den rigtige beslutning ved at flytte hjem. Børnefamilier i Middle School flytter ud af San Francisco, fordi de stresser over udgifter til uddannelse. San Francisco er igen blevet kåret som den dyreste by i USA at leve i (find den artikel her), og den nominering medtager ikke engang udgifter til uddannelse!

De fleste af vores venner og bekendte havde regnet med, at de skulle betale for Elementary School og Middle School (dansk folkeskole), men at deres børn skulle gå i gratis High School (dansk gymnasie) for derefter igen at betale for College (universitet). Men der findes ikke mange offentlige gymnasier med et godt ry i San Francisco, og selv de dyre populære gymnasier er svære at blive optaget på. Private SF folkeskoler koster typisk $23.000, private SF Gymnasier koster typisk $40.000, og Californiske universiteter koster gennemsnitligt $13.492. Om året!! Der er mulighed for økonomisk støtte, men man kan aldrig være sikker på at få lov til at beholde den. På de offentlige skoler udgør narkotika et alvorligt problem i hele Bay Area, selv på Middle School niveau (5.-9. klasse). Så derfor søger børnefamilier ud til provinsen til gode skoler.

Derimod er forældre i Elementary School (1. til 4. klasse) i datterens klasse ikke begyndt at stresse over udgifter til uddannelse og dermed udflytning af byen. Endnu. Så de ser meget anderledes på vores flytning. Til skole-hjem-samtale fortalte datterens lærere, at flere forældre bekymret havde spurgt til, om datteren skulle flytte til Danmark til sommer (hvilket lærerne ikke vidste på det tidspunkt). Forældrene var bekymrede for, at deres barn knyttede et for tæt venskab til vores datter, og de ønskede i givet fald at arbejde for, at deres barn knyttede andre venskaber. WTF? Suk. Og pyt. For de mennesker, som børnene og vi holder af, tager ikke afstand fra os, heldigvis. Men andre begynder åbenbart at trække sig. Det er ikke noget, som vi mærker, men det sker åbenbart. Sådan er det at være expat på lånt tid: folk er bange for, at vi efterlader et for stort hul i deres liv, når vi flytter. Af samme årsag holder de fire udflyttende familier, som vi kender, det hemmeligt på skolen. Og der er helt sikkert mange flere, som aktivt søger at flytte ud. Og vi prøver alle at holde vores flytning hemmelig, så børns og voksnes venskaber holdes intakte. Men ingen burde tænke på den måde! I mit liv har jeg oplevet betydningsfulde intense tætte venskaber, som kun varede i en kort periode, men som betød alt i den periode. Og de venskaber ville jeg aldrig have været foruden.

Men hvor flytter børnefamilier så hen? Silicon Valley (som jeg synes er for provinsielt) har fået et meget dårlig ry i forhold til narkotika, og lige p.t. oplever de bedste gymnasier en bølge af selvmord (nogen mener, fordi skolerne er så konkurrencemindede). Så ingen ønsker at flytte til Palo Alto og omegn, som ellers efter sigende skulle have verdens bedste folkeskoler. Manden og jeg ville nok overveje kystbyer som Santa Cruz, som vi elsker på grund af den fede strandstemning (boliger er billigere, men skolesystemet kender vi ikke). Men efter denne weekends “house hunting” sammen med gode venner, forstår vi godt, hvorfor ALLE søger til Marin, som er et område, som ligger på den anden side af Golden Gate Bridge, bare 45 minutters kørsel fra San Francisco. Marin har fantastisk natur tæt på hav og redwood skove. Og klimaet er meget varmere end San Francisco, men ikke kvælende varmt som Silicon Valley. Og de offentlige skoler har et fænomenalt ry. Øverst var billeder fra weekendens “househunting” i Marin, hvor børnene badede i pool, i slutningen af oktober! Sikke en livskvalitet med adgang til smuk natur og varme året rundt!

Jeg prøver ikke at tænke så meget over vores hjemflytning (og gode venners udflytning). Men når jeg tænker over det, er jeg taknemlig for, at vi undgår at skulle bekymre os om sindsyge udgifter til bolig og uddannelse og narkotika problemer og masseskydninger. Boligpriser er nemlig også sindsyge på den anden side af Golden Gate Bridge i Marin, og vi blev dybt chokerede over, at vores venner ser på hus til 16 mio. kr. UDEN pool. Antallet af masseskyderier på skoler er gået helt amok det her efterår, og vi har også haft flere tæt på San Francisco. I alt har USA i 2015 oplevet 294 masseskydninger ifølge Washington Post. Og året er ikke omme endnu. Tænk at skulle instruere sine børn i, at de skal gemme sig i skabe eller hoppe ud af vinduer ved et potentielt masseskyderi. Sådan er virkeligheden herovre som forældre på grund af det sygelige høje omfang af masseskyderier i alle dele af USA.

PS. Jeg er sikker på, at der i San Francisco og i kørselsafstand til San Francisco må findes gode, gratis, fornuftige folkeskoler og gymnasier. Men i min omgangskreds peger pilen altså udelukkende i retning af Marin…

Raising Three kids In San Francisco — Here’s Why Not.

Det der med at få tre børn er ualmindeligt i vores San Francisco omgangskreds. På skolen findes en enkel familie med tre børn: Familien er tysk, moren er hjemmegående, og forældrene planlægger at sende deres børn på gratis universitet i Tyskland. Årsagerne til at familier på skolen bosiddende i indre San Francisco ikke får tre børn er mange. Kvadratmeterprisen i San Francisco er USA’s dyreste, uddannelse fra folkeskole til universitet eller anden videreuddannelse er en kæmpe udskrivning (medmindre man tør og er heldig med det offentlige skolesystem og stipendier), og barselsorlov er kort. Børnehave er lige så dyr som privatskole, og derfor er mødre hjemmegående. Nogle sætter deres børn i en “co-opt” børnehaver tre halve dage om ugen og bidrager med rengøring af toiletter og børnepasning. Hverdagen er stram. Forældre eller nannyer’er bruger flere timer dagligt på at transportere børn til skole og fritidsaktiviteter. Alene puslespillet med to børn er et mareridt, så hvis vi skulle blive boende, ville jeg end ikke overveje et tredje barn. At have børn er et deltidsjob, mens de er små.

Jeg foretrækker den danske tilgang til børneopdragelse og børneliv. Fordi vi bor i USA omgivet af en helt anderledes tilgang til børneopdragelse, er jeg ekstra opmærksom på, hvordan jeg opdrager mine børn. Som dansker er det nok svært at gennemskue den kulturelt betingede danske tilgang til børneopdragelse. Her er en rammende artikel, som fra et amerikansk synspunkt fortæller om den danske tilgang, som vi som danskere tager for givet. Danskere prioriterer empati og selvværd, hvor amerikanere prioriterer læring og selvtillid (fokus på præstationer udadtil). Læs den her.

USA har — udover en anderledes tilgang til børns udvikling og læring — også en anderledes tilgang til forældreansvar- og involvering. Jeg har før skrevet om, at San Francisco børn overvåges døgnet rundt af voksne. I USA findes der mange ulykkelige sager, hvor forældre bliver politianmeldt for handlinger, som i Danmark er almindelige. I en sag fra december lod et par deres tiårige og seksårige gå halvanden kilometer hjem fra en park uden voksenovervågning. De blev efterfølgende dømt for “usubstantiated child neglect”. Læs artiklen her. En anden god artikel med en typisk sag omhandler en mor, som efterlod sin fireårige søn alene i bilen, mens hun løb ind i en butik. Også den mor blev dømt, læs sagen her. Begge forældrepar fik heldigvis ikke tvangsfjernet deres børn, hvilket er sket i lignende sager. I vores naboområde Noe Valley skete der et kidnapningsforsøg i november, hvor en 7. klasse dreng måtte løbe væk fra en, som prøvede at kidnappe ham udenfor hans skole. Læs den historie her. Jeg er selv blevet så amerikaniseret, at jeg ALDRIG kunne finde på at lade mine børn gå alene. En anden sag er, at mine og andres overbeskyttede børn er elendige i trafikken, og alene den del gør mig utryg. I danske øre lyder det vanvittigt, men en af de bedste ting ved at flytte hjem bliver, at børnene kommer til at begå sig i trafikken, og at vi kan lære dem at gå i butikker selv.

Mens manden har været i Danmark, og jeg har arbejdet, står den her uge på: Sønnens “current event” oplæg på morgensamling (med forberedelse og hvor jeg skal med på skolen), “teacher appreciation day” hvor datterens klasse står for frokost til skolens lærere, lusebehandling (suk),”bakesale” i sønnens klasse for at rejse penge til AIDS forskning (hvor jeg pga. massive plukveer har besluttet ikke at bidrage), oplæsning af bog i datterens klasse (“mor, alle andre mødre har været der flere gange, hvornår kommer du?”), to timers lektier med sønnen hver aften og transport til skole og sønnens fodboldtræning. At børnene har en enkel fritidsaktivitet, fordi jeg prioriterer, at de skal have tid til at lege står i direkte modsætning til amerikanske forældres tilgang. De føler, at deres børn går glip af at udvikle færdigheder, hvis de ikke stimuleres mest muligt.

Det var meget negativitet omkring den amerikanske tilgang til forældreinvolvering, børneliv- og opdragelse, så I får lige den anden ende af spektret. I hverdagen bander vi over at skulle bruge så mange timer på transport til skole og fritidsaktiviteter, som hos os er fodboldtræning- og kampe. Men jeg ved samtidig, at vi kommer til at længes efter alle de smukke oplevelser og al den kvalitetstid, som vi har sammen i hverdagen. Som for eksempel når datteren spiller fodboldkamp med udsigt til Golden Gate Bridge og Alcatraz.

DSC03711

DSC03709

Eller sønnen spiller kampe i hjertet af Golden Gate Park (San Franciscos svar på New Yorks Central Park).DSC03715

Eller sønnens fodboldtræning på Ocean Beach.

DSC02566

(Too Many) School Activities

Regnen siler ned, og jeg har for anden dag i træk to syge børn hjemme. Hold kæft hvor er det fedt at kunne lade bilen stå, kravle ned under dynen og holde fri for hverdagsforpligtelser!

Børnenes skoledag strækker sig fra kl. 8.30-15.30. På fodbolddage kommer sønnen hjem kl. 19 og datteren kl. 18. Nogen gange går børnene i bookends på skolen indtil kl.18, når puslespillet med andre aktiviteter skal gå op. Dagligt fylder lektier op til to timer for sønnen og tyve minutter for datteren. Hvilket er ok. Men skolen fylder for meget, når børnene derudover skal bruge weekender på at forberede sig på oplæg, teater, koncerter og den årlige såkaldte science fair, fordi børnene ikke har tid nok i hverdagene til at arbejde på projekterne. Og de mange præsentationer lægger beslag på forældres tid, fordi de typisk holdes midt på dagen. De sidste to uger har jeg været inviteret ind på skolen tre gange om ugen. Tre gange om ugen!

Jeg synes, at skolens initiativer er super fede. Men jeg vil gerne have friheden til at vælge, hvad vores weekender skal bruges på! I vores familie har vi brug for downtime eller oplevelser. Ellers brænder vi ud. Godt man ikke er amerikaner, for så ville begge børn typisk gå til flere sportsgrene og dermed have flere kampe i weekenden. Men fodbold fylder også rigeligt hos os: Den seneste måned har sønnen spillet turneringer både lørdage og søndage uden for San Francisco (en enkel gang med overnatning fra fredag til søndag). Anstrengelserne kulminerede denne weekend med, at hans hold vandt en førsteplads i NorCal State Cup (det største state cup i USA).

FullSizeRender

Efter sådan en fænomenal oplevelse magter man ikke lige at skulle hjem og lave udklædningsdragt til datteren og piske sønnen i gang med at forberede hans current event oplæg, vel?

Her er, hvad bare de sidste to uger har budt på af skoleaktiviteter (og dermed tilsvarende forberedelser i vores weekender):

Current eventphoto-9

Mine unger stiller sig op og holder oplæg. Bare sådan. Efter oplægget tager de imod spørgsmål fra publikum. Bare sådan. En af årsagerne hertil er, at børn på alle klassetrin skiftes til at holde oplæg hver morgen (current event). Det er et super fedt koncept, jeg ville bare ønske, at børnene op til current event oplæg slap for andre lektier.

I sidste uge holdt datteren oplæg foran skolens tre børnehaveklasser. Hun fortalte en nyhed, om en hund som er allergisk overfor mennesker. I den her uge skal sønnen holde oplæg om Messis seneste rekorder indenfor fodbold.

Current event præsentationen foregår sådan her:

  • “Good morning boys and girls. Today’s current event is about”. Med egne ord fortæller børnene herefter om nyheden.
  • Børnene skal kunne svare på lærerens spørgsmål: What or who is my news source? Why did you choose this news? Who would be interested in this news? Why is it newsworthy? What kind of news is this? Local, national, international? Where on a map does this takes place?
  • Oplægget afsluttes med, at den lille oplægsholder tager imod spørgsmål fra publikum med ordene: “Any questions or comments”? Herefter rækker alle børn hånden op. Enten komplimenterer de oplægsholder med bemærkninger som: “I liked how you spoke very clearly/gave eye contact”. Eller de stiller spørgsmål.

Derhjemme bruger vi weekenden på at finde et emne, som børnene synes er spændende. Fordi datteren ikke kan læse endnu, står vi forældre for at fortælle hende om nyheden. Sønnen læser og skriver selv sit oplæg, og datteren skriver enkelte ord og laver tegninger for at huske oplæggets indhold. Derudover bruger vi tid på at høre dem øve sig. Skolen inviterer forældre til at blive under oplægget, som afholdes i forlængelse af morgensamling kl. 9.

Den her weekend var det sønnens tur til at finde et emne og starte med at forberede sig, mens han samtidig var væk hele weekenden til finaleturnering i California State Cup i fodbold (to timers kørsel fra San Francisco). På trods af udmattelse fik han kigget på det sen søndag aften, fordi det er ubehageligt og pinligt ikke at være velforberedt. Current event bliver endnu mere seriøst fra tredjeklasse, hvor klassekammerater og lærere udfylder en evaluering af oplægsholder, som oplægsholder får med hjem til at studere og lære af til næste oplæg. Really! Her bedømmer klassekammerater kriterier som sikkerhed, brug af egne ord, øjenkontakt, som de giver karakterer mellem et til otte point. Selv jeg får lidt ondt i maven, når vi kigger kommentarerne igennem, som heldigvis indtil nu har været gode, fordi min søn altid er top-forberedt.

Science Fair

photo-8

Forrige uge bød på årets science fair, som er en messe, hvor børnene præsenterer deres videnskabelige projekter. Sidste år undersøgte sønnen over fem dage, hvordan hans mælketænder reagerede på Coca Cola, Sprite, kakao og juice. I år undersøgte han, om en isterning smelter hurtigst omgivet af sand, salt, sukker eller for sig selv.

I 1. og 2. klasse var science fair projektet noget, som børnene lavede ved siden af almindelige lektier. Vi brugte tre weekender på projektet. Tabeller og diagrammer stank langt væk af fingeraftryk fra forældrene! Nogen må have sagt noget, for de seneste to år er det meste foregået i skoletiden, og forældreinvolvering i projekterne er tilsvarende faldet. Phew. Men alligevel brugte vi en hel weekend på at forberede og udføre forsøget derhjemme.

Science fair projektet opbygges ud fra den videnskabelige metode:

  • Identify a problem.
  • Formulate a testable question.
  • Formulate a hypothesis.
  • Conduct an experiment.
  • Reach a conclusion.

Proces og resultater fremlægges på en tavle på en messe, som blev afholdt kl. 10.30 (hvilket dermed lægger beslag på forældre midt i arbejdsdagen).

  •  Koncert

Fire koncerter om året afholder skolen. Hver klasse synger to sange, og koncerten afsluttes med fællessang. Fra anden klasse spiller børnene blokfløjte. I år er sønnen startet med at få undervisning i tværfløfte. Han startede i midten af september og havde sin første koncert i sidste uge!

DSC03488

Jeg synes, at det er top fedt, at han lærer at spille et instrument! Men det bliver for meget, fordi hans musiklærer presser børnene og for eksempel truer med, at de ikke får lov til at spille til koncerten, hvis de ikke er gode nok. Sønnen har haft rigeligt travlt med almindelige lektier og science fair. Derudover ryger der to spisefrikvarterer om ugen, hvor han får undervisning i tværfløjte. Fordi han ikke har tid nok i hverdagen til at øve sig, forventes det, at han øver sig mindst en halv time i weekenden. Jeg har nedlagt forbud mod, at han øver sig i bilen om morgenen på vej i skole. Det magter jeg simpelthen ikke.

Teater

DSC03494

To til tre gange om året spiller børnene teater, og i forrige uge var der børnehaveklassernes tur. Super cute. Men det betyder, at min yngste udover at skulle øve sig på sit current event samme uge også skulle øve sig på sit teaterstykke — udover almindelige lektier. Det er for meget! Sønnens teaterstykke blev rykket til december, men var oprindelig planlagt til dagen efter science fair! Nogen må have sagt noget.

  •  Mystery Reader

Ordningen som mystery reader er et eksempel på de mange måder, som forældre bliver inviteret til at deltage i undervisningen på. I datterens børnehaveklasse skiftes forældre til hver torsdag at møde op på skolen med en bog, som de læser for klassen. Før man kommer ind i klassen, skal børnene ud fra clues gætte, hvem forældreren er. Min datter har plaget i ugevis, om det ikke snart var min tur (og jeg forestiller mig, at det samme sker i andre hjem). Jeg synes, at det er vildt hyggeligt (fordi jeg har tiden til det!) og fik i denne omgang læst en bog om en dreng og hans blåhval.

  • Letterland parade

letterland characters

WTF? Det er bare så typisk den skole. Vi forældre modtog med mindre end en uges varsel besked om, at skolens børnehaveklasser skulle være udklædt som forskellige bogstaver fra tegnefilmen Letterland, som de har lært bogstaverne efter. Igen en aktivitet, som vi kun havde tid til i weekenden. Børnene valgte selv et bogstav, som de præsenterede på morgensamling. Bagefter gik alle børnehaveklasserne parade rundt om skolen sammen med forældrene. Her ses datterens udklædning som Lucy Lamp Light.

IMG_2865

… Selvom vi bliver forpustede, så har vi trods alt styr på det med skole. Efter snart tre år: we know the drill. Vi stresser ikke længere over, hvad der forventes af børn og voksne, og vi laver ikke længere rookie mistakes. For eksempel blev sønnens science fair display ved med at vælte det første år under messen, fordi vi ikke vidste, at han skulle have haft brugt en hel særlig tyk pap tavle, som kun sælges i udvalgte butikker i San Francisco. Suk. Og børnene har 100 pct. styr på rammerne for deres current event. Og nå ja, så taler vores børn også sproget nu, så omfanget af coaching er tilsvarende faldet dramatisk (selv om det ikke ligefrem føles sådan, fordi vi nu har to skolebørn og dermed skoleaktiviteter gange to).

About Growth Spurs And Discipline At School

For det meste vokser børnene stille og roligt — lidt hver dag — uden vi lægger mærke til det. En enkel gang om året får vi et chok, når de nærmest fra den ene dag til den anden vokser ud af bukser eller sko. De største tigerspring sker, når børnenes personlighed tager et kvantespring i en uventet retning. Sidstnævnte oplevede vi med vores yngste i lørdags.

Over sommeren er lillesøsters yndlingsfarve gået fra lyserød til blå, og hun elsker hvaler. Ligesom storebror. Da hun insisterede på, at hun ville starte til fodbold, må jeg tilstå, at hendes far og jeg troede, at det handlede om at efterligne storebror, igen. Hvilket vi selvfølgelig aldrig kunne finde på at sige højt til hende. 

We were wrong!

Lillesøster har været til fodboldtræning to gange, og hendes hold er blandet med drenge og piger, dog flest drenge som også har gået til fodbold sidste år. Til træning fik børnene ikke gennemgået reglerne, og derfor forventede hendes far, storebror og jeg, at lillesøster under sin første fodboldkamp ville afdrible sine holdkammerater, skyde på det forkerte mål og lignende rookie mistakes. Men nej, tværtimod!

IMG_2697

Lillesøster blev topscorer! Med tre mål! Og hun var årsag til et selvmål på modstanderens hold. Hun gik målrettet efter bolden og blev ved og ved og ved. Hun havde 100 pct. styr på angreb og opdækning på den lille fodboldbane, hvor de spillede tre mod tre. Hun hoppede op og ned af glæde efter hendes scoringer, og det samme gjorde vi på sidelinjen, målløse og hamrende stolte over hendes præstationer.

IMG_2708

Senere samme dag var lillesøster til fødselsdag hos en klassekammerat. To mødre rapporterede til mig, hvordan lillesøster, som går i 0. klasse, fik sat fem tredjeklasse drenge på plads, efter drengene havde fået fødselsdagsbarnet til at græde. Girl power kaldte mødrene det og sagde, at de aldrig ville glemme billedet af den lille spinkle pige, som smed fem drenge hele to hoveder højere end hende ud af fødselsdagsbarnets værelse.

Skolestart har ellers ikke været nem for lillesøster (og dermed for mig). Morgener har runget af hyl, skrig og stille gråd, fordi lillesøster ikke vil i skole. Hun har svært ved hendes nye læreres disciplin, som indebærer uddeling af en masse warnings og strikes. Systemet fungerer på den måde, at børnene efter to warnings får et strike. Konsekvensen af et strike kan være fem til ti minutter på bænken i frikvarteret med et æggeur. Ydmygende. Eller det kan være at få taget choicetime fra sig, som er børnenes yndlingsfag, fordi de kan vælge mellem at tegne, skrive og læse. Ærgerligt. Eller det kan være at blive sendt op på skoleinspektørens eller viceinspektørens kontor, hvilket allerede er sket for mange af hendes klassekammerater kun fem uger inden i skoleåret. Skræmmende!

Den strenge disciplin skræmmer lillesøster. For det er jo ikke altid, at man gør tingene med vilje, vel? Nogen gange kommer man til at snakke eller grine, selv om man prøver real hard at gøre, hvad læreren siger. Andre gange misforstår man instruktionerne, fordi man er dansk og ikke kender alle ord på engelsk. Typisk bliver man distraheret af andre børn, og lillesøster er derfor meget bevidst om, hvilke børn det ikke er smart at sidde ved siden af. I praksis kommer lillesøster sjældent i vanskeligheder. Oftest er det klassens drenge. Efter skole gengiver lillesøster dagens hændelser inklusiv de episoder, hvor hun synes, at hendes lærer har været for streng. Jeg siger hende ikke imod. Jeg er enig. For eksempel får klassens drenge warnings og strikes, når de kommer til at vælte nogen i skolegården under frikvarteret ved et uheld. Hjælpelæreren i klassen — som virker sød, kærlig og fair — har fortroligt bekræftet over for mig, at læreren i lillesøsters børnehaveklasse er strengere end normalen. Andre forældre har betroet mig hårrejsende historier om, at de har modtaget mails, hvor deres børns handlinger — som forældrene anser som bagateller — bliver alvorligt påtalt. Mails hvor læreren beder forældrene have en seriøs snak med deres barn og sætte mål for barnets opførsel i skolen. Så typisk amerikansk at overreagere, argh. 

Nå, men efter lillesøsters giga tigerspring i lørdags, er jeg ikke så bekymret for hende. Længere. Min mavefornemmelse fortæller mig: “she’ll be fine”. I stedet for at rumme hendes drænende adfærd om morgenen, har jeg efter weekenden sat et belønningssystem i gang, hvor hun efter fem gode morgener får en paryk til hendes Halloween udklædningsdragt. Og fandeme, belønningssystemet virker! Så på trods af at hun ikke er helt tryg ved sin lærer, virker hun ok. Hun udstråler selvværd og livsglæde, som vi mest ser herhjemme, men som jeg også ser glimt af i skolen. Hun er målrettet, når hun vil noget. Og ligesom storebror er hun udrustet med et sundt indre kompas for, hvad der udgør fair og unfair opførsel, mens hun samtidig formår at klare sig godt, være vellidt og holde sig på god fod med de voksne og børnene omkring hende.

You go gurl!

Og skulle vores lille kriger komme i problemer i skolen, så er vi i modsætning til amerikanske forældre ikke bange for at tage en åben, ærlig snak med læreren for at finde en anden løsning end warnings og strikes. Bare kom an! Jeg har formidlet, at tildeling af en warning for i god tro at have misforstået instruktioner, fordi engelsk ikke er lillesøsters hovedsprog, ikke må ske. Hun fik fandeme en advarsel for at have brugt nogle forkerte farver i hendes projekt!? Nå, men det kunne de godt se… Men derudover er jeg meget bevidst om, at man må vælge sine kampe, og så længe hun har det ok i skolen, vil jeg ‘let it go, let it go (link til Frozen-sangen, sorry hvis jeg nu er årsag til, at den skal køre rundt i dit hoved resten af dagen).

DSC03194

Daily Life And Me

Still hanging in there. Hverdag og jeg er ikke blevet besties endnu, så derfor er jeg lidt stille. Lidt små-frustreret og chokeret over at skolen skal fylde så meget i vores hverdag, i min hverdag. Men sådan er det herovre, forældre bliver dagligt spammet med mails, bedt om at involvere sig og inviteret til ugentlige sociale sammenkomster udover skolen. Den her weekend er forældre og lærere inviteret til super heroes party, hvor alle klæder sig ud og fester i gymnastiksalen. Nej tak. Næste weekend er børn og forældre inviteret til fælles morgenmad lørdag morgen. Osv, osv.

Men hvad bruger jeg egentlig min tid på udover børnenes skole?

  • Jeg sidder i en bil. Nok tre timer dagligt.

IMG_2670

Mere skole: Jeg holder i kø to gange om dagen og glor på den her udsigt, når jeg afleverer og henter børn. På de værste dage holder jeg først i kø udenfor skolen, mens jeg sammen med andre forældre blokerer for andre irriterede bilister. Ved aflevering om morgenen parkerer jeg og går med ind. Men ved afhentning holder jeg i kø sammen med forældre og nannys, mens vi venter på, at børnene bliver kaldt ud en efter en via walkie-talkie. Når børnene er afleveret i bilen, skal vi bakke og kante os ud, hundeangst for at vi ikke kører et barn over undervejs. Jeg har prøvet at parkere udenfor skolen, men det er nærmest umuligt at finde en parkeringsplads. Suk.

  • Jeg nyder efteråret, min yndlingssæson i San Francisco.

Morgen og formiddag er belagt med tåge, men så kommer varmen og en sol så kraftig, at man skal have polaroid solbriller på i bilen, hvis man ikke skal blændes. Jeg spiser hyggelige frokoster på cafeer med gårdhaver, hvor man for en gangs skyld ikke behøver at have en ekstra trøje på. Jeg har solhat på og sukker efter skygge under børnenes fodboldtræning. Klassisk San Francisco efterårsvejr!

DSC03270

DSC03273

På trods af de varme temperaturer medfølger klassiske efterår sygdomme som forkølelse, feber, ondt i halsen og hoste. Og vi bliver p.t. lagt ned på stribe.

  • Jeg tjekker min Twitter.

Jep. Efter mange forsøg er jeg endelig blevet hooked. Jeg nyder at få links til spændende historier og blogindlæg via The New Yorker, Salon og mine gamle Berkeley lærere. Prøv for eksempel at læse Lena Dunhams historier i The New Yorker: “Difficult Girl” her og “First Love” her, som er skrevet med en ærlighed og hudløshed, som berører. Lena Dunham er en vigtig indflydelse og stemme i USA med hendes TV-serie “Girls”, som er en god modvægt til typer som Kim Kardashian, Miley Cyrus, Beyonce og andre irriterende kvinder, som dominerer medierne og spammer med TMA-billeder (TMA= too much ass), som de gang på gang bliver taget i at have photoshoppet.

Via Twitter får jeg også direkte besked om daglige jordskælv (som typisk ligger på de omkring 3 på Richter skalaen), biluheld og skyderier rundt omkring i Bay Area, hvilket formentlig ikke er super sundt for mig, men som jeg samtidig ikke kan få mig selv til at afmelde.

  • Jeg træner.

Jeg er helt cool med på træningsdage at møde op på børnenes skole uden make up iført tætsiddende top og tights og store solbriller. Og helt cool med efter træning at ordne ærinder og løbe ind i folk, jeg kender, hvor jeg udover at ligne en fitness spade også er rød i hovedet. Jep, sådan noget kan man sagtens tillade sig i San Francisco. Under selve træningen bander jeg instruktøren langt væk, inde i mit hoved. De første to timer efter træning er jeg pavestolt og høj af adrenalin. Derefter er jeg en slap, øm karklud som er klar til at gå i seng kl. 20. Det må være dejligt for de mennesker, som får en masse energi af træning, det får jeg ikke!?

  • Jeg bekymrer mig om regninger.

Kan I huske, at jeg frygtede, at vi ville ende med at modtage regninger fra vores biluheld, på trods af at vi er forsikrede, og at en anden bilist var ansvarlig? Nå men som sædvanlig ender regningen alligevel hos os, og vi bruger tid på at ringe til vores forsikringsselskab, som påstår, de har styr på det. Right. P.t. har vi “kun” modtaget regning fra ambulance service. På grund af andre lægebesøg henover sommeren, som vi endnu ikke har modtaget refusion for, har vi nok udlæg for lægeregninger for omkring 7.000 kr. Ufedt.

IMG_2688

  • Jeg skriver. Andetsteds end bloggen.

Jeg sætter mig på mine yndlingscafeer eller i min seng og skriver derudaf, fordi jeg har en masse på hjertet. Men gid jeg havde en person til at redigere mine amerikanske skriblerier, den del har jeg svært ved at tage mig sammen til, og det her blogindlæg er en klassisk overspringshandling.

  • Alle weekender har stået på sønnens fodbold.

I år er fodbold pludselig blevet enormt seriøst med turneringer og kampe uden for San Francisco både lørdage og søndage. Fra nu af har også vores yngste foldboldkampe i weekenden, gisp. Indtil nu har lillesøster og jeg hængt ud derhjemme, småsyge og fuldstændig smadrede over skolestart og hverdag. Indimellem tager vi på legeplads eller i Glen Park Canyon, som ligger lige rundt om hjørnet fra vores hus og nyder den smukke udsigt, mens vi kigger efter parkens prærieulve.

IMG_2682

I weekenden besluttede vi, at fodbold ikke længere skal stå i vejen for familietid og oplevelser. Lørdag heppede hele familien på seje søn i 25 grader i San Francisco med den her udsigt af “Little boxes.”

DSC03265

Søndag heppede vi videre på vores fodboldhelt i San Jose (en time fra San Francisco) i 30 graders varme. Efterfølgende besøgte vi det sejeste Egyptiske museum, jeg nogensinde har oplevet. Amerikanere kan noget med museer, og for eksempel Rosicrucian Egyptian Museum har et replika af et ægte gravkammer. Så sejt. Og museet har ægte mumier med tænder, som vores yngste dog blev en smule forskrækket over.IMG_2692

  • Jeg har besluttet mig for at lære spansk.

Begge unger har spansk på skemaet i år, og allerede på vores Mexico tur opdagede jeg, at spansk er et nyttigt must-learn sprog. Jeg skal lige finde ud af hvordan, men jeg tror, at jeg vælger et online program kaldet Rosetta Stone, som åbenbart er måden at lære et fremmedsprog i USA.

A propos nye ting på skoleskemaet får sønnen nu undervisning to gange om ugen i tværfløjte! Ud røg min dårlige samvittighed over, at min musikalske søn ikke spillede et eneste musikinstrument udover blokfløjte, som han også lærte i skolen. Alle hans klassekammerater spiller et instrument, som nu er blevet til to. Mon børn også gør det i DK?

IMG_2684

… Som altid længes vi alle fire efter næste ferie, vi tæller ned. Nu er der to uger til efterårsferie, yay! I mellemtiden må I have en dejlig weekend!