About Growth Spurs And Discipline At School

For det meste vokser børnene stille og roligt — lidt hver dag — uden vi lægger mærke til det. En enkel gang om året får vi et chok, når de nærmest fra den ene dag til den anden vokser ud af bukser eller sko. De største tigerspring sker, når børnenes personlighed tager et kvantespring i en uventet retning. Sidstnævnte oplevede vi med vores yngste i lørdags.

Over sommeren er lillesøsters yndlingsfarve gået fra lyserød til blå, og hun elsker hvaler. Ligesom storebror. Da hun insisterede på, at hun ville starte til fodbold, må jeg tilstå, at hendes far og jeg troede, at det handlede om at efterligne storebror, igen. Hvilket vi selvfølgelig aldrig kunne finde på at sige højt til hende. 

We were wrong!

Lillesøster har været til fodboldtræning to gange, og hendes hold er blandet med drenge og piger, dog flest drenge som også har gået til fodbold sidste år. Til træning fik børnene ikke gennemgået reglerne, og derfor forventede hendes far, storebror og jeg, at lillesøster under sin første fodboldkamp ville afdrible sine holdkammerater, skyde på det forkerte mål og lignende rookie mistakes. Men nej, tværtimod!

IMG_2697

Lillesøster blev topscorer! Med tre mål! Og hun var årsag til et selvmål på modstanderens hold. Hun gik målrettet efter bolden og blev ved og ved og ved. Hun havde 100 pct. styr på angreb og opdækning på den lille fodboldbane, hvor de spillede tre mod tre. Hun hoppede op og ned af glæde efter hendes scoringer, og det samme gjorde vi på sidelinjen, målløse og hamrende stolte over hendes præstationer.

IMG_2708

Senere samme dag var lillesøster til fødselsdag hos en klassekammerat. To mødre rapporterede til mig, hvordan lillesøster, som går i 0. klasse, fik sat fem tredjeklasse drenge på plads, efter drengene havde fået fødselsdagsbarnet til at græde. Girl power kaldte mødrene det og sagde, at de aldrig ville glemme billedet af den lille spinkle pige, som smed fem drenge hele to hoveder højere end hende ud af fødselsdagsbarnets værelse.

Skolestart har ellers ikke været nem for lillesøster (og dermed for mig). Morgener har runget af hyl, skrig og stille gråd, fordi lillesøster ikke vil i skole. Hun har svært ved hendes nye læreres disciplin, som indebærer uddeling af en masse warnings og strikes. Systemet fungerer på den måde, at børnene efter to warnings får et strike. Konsekvensen af et strike kan være fem til ti minutter på bænken i frikvarteret med et æggeur. Ydmygende. Eller det kan være at få taget choicetime fra sig, som er børnenes yndlingsfag, fordi de kan vælge mellem at tegne, skrive og læse. Ærgerligt. Eller det kan være at blive sendt op på skoleinspektørens eller viceinspektørens kontor, hvilket allerede er sket for mange af hendes klassekammerater kun fem uger inden i skoleåret. Skræmmende!

Den strenge disciplin skræmmer lillesøster. For det er jo ikke altid, at man gør tingene med vilje, vel? Nogen gange kommer man til at snakke eller grine, selv om man prøver real hard at gøre, hvad læreren siger. Andre gange misforstår man instruktionerne, fordi man er dansk og ikke kender alle ord på engelsk. Typisk bliver man distraheret af andre børn, og lillesøster er derfor meget bevidst om, hvilke børn det ikke er smart at sidde ved siden af. I praksis kommer lillesøster sjældent i vanskeligheder. Oftest er det klassens drenge. Efter skole gengiver lillesøster dagens hændelser inklusiv de episoder, hvor hun synes, at hendes lærer har været for streng. Jeg siger hende ikke imod. Jeg er enig. For eksempel får klassens drenge warnings og strikes, når de kommer til at vælte nogen i skolegården under frikvarteret ved et uheld. Hjælpelæreren i klassen — som virker sød, kærlig og fair — har fortroligt bekræftet over for mig, at læreren i lillesøsters børnehaveklasse er strengere end normalen. Andre forældre har betroet mig hårrejsende historier om, at de har modtaget mails, hvor deres børns handlinger — som forældrene anser som bagateller — bliver alvorligt påtalt. Mails hvor læreren beder forældrene have en seriøs snak med deres barn og sætte mål for barnets opførsel i skolen. Så typisk amerikansk at overreagere, argh. 

Nå, men efter lillesøsters giga tigerspring i lørdags, er jeg ikke så bekymret for hende. Længere. Min mavefornemmelse fortæller mig: “she’ll be fine”. I stedet for at rumme hendes drænende adfærd om morgenen, har jeg efter weekenden sat et belønningssystem i gang, hvor hun efter fem gode morgener får en paryk til hendes Halloween udklædningsdragt. Og fandeme, belønningssystemet virker! Så på trods af at hun ikke er helt tryg ved sin lærer, virker hun ok. Hun udstråler selvværd og livsglæde, som vi mest ser herhjemme, men som jeg også ser glimt af i skolen. Hun er målrettet, når hun vil noget. Og ligesom storebror er hun udrustet med et sundt indre kompas for, hvad der udgør fair og unfair opførsel, mens hun samtidig formår at klare sig godt, være vellidt og holde sig på god fod med de voksne og børnene omkring hende.

You go gurl!

Og skulle vores lille kriger komme i problemer i skolen, så er vi i modsætning til amerikanske forældre ikke bange for at tage en åben, ærlig snak med læreren for at finde en anden løsning end warnings og strikes. Bare kom an! Jeg har formidlet, at tildeling af en warning for i god tro at have misforstået instruktioner, fordi engelsk ikke er lillesøsters hovedsprog, ikke må ske. Hun fik fandeme en advarsel for at have brugt nogle forkerte farver i hendes projekt!? Nå, men det kunne de godt se… Men derudover er jeg meget bevidst om, at man må vælge sine kampe, og så længe hun har det ok i skolen, vil jeg ‘let it go, let it go (link til Frozen-sangen, sorry hvis jeg nu er årsag til, at den skal køre rundt i dit hoved resten af dagen).

DSC03194

Hello To Everyday Life

Glimt fra ugen:

  • Kronprinsen besøgte Silicon Valley: På grund af jordskælvet måtte manden min panisk ligge på alle fire og samle glasskår op mandag morgen, fordi to store skabe med glas i på hans arbejde var væltet i det rum, hvor der skulle tages imod Kronprinsen. Og nej jeg joinede ikke manden for at møde Kronprinsen, selv om jeg var inviteret. I mine yngre dage blev jeg i kraft af mit arbejde en enkelt gang inviteret af Kongehuset til et arrangement på Amalienborg. Da Kronprinsen sammen med hans dengang forlovede Mary smilede til mig, vendte jeg om på hælene og spænede den modsatte retning, direkte ind i Dronningen, hvor jeg fik nejet, men ikke sagt et kvæk, fordi jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige. Suk. Det er vist bedst, at jeg bare holder mig væk fra den type arrangementer. Og undgår ydmygelsen og ærgelsen.
  • Mere jordskælv: Jeg kører nu en anden vej til børnenes skole. Det føles noget skræmmende at køre min sædvanlige vej med motorveje og broer hængende over hovedet, samtidig med at radioen beretter om efterskælv i Napa.
  • Jury-duty!

IMG_2668IMG_2669Jeg er blevet indkaldt som jurymedlem! Desværre kan jeg ikke deltage, fordi jeg ikke har amerikansk statsborgerskab. Æv. Jeg ville have rånydt oplevelsen og med sikkerhed have svælget i forargelse over amerikanske skrækhistorier og kulturforskelle. Æv.

  • Begge børn stortrives i skolen — så meget at vi taler om at forlænge vores USA eventyr med to i stedet for et år. Den lader vi lige stå. Et kort øjeblik.
  • Vi jinxede det! Dagen efter vi talte om, hvor godt børnene havde det, brød helvede selvfølgelig løs.
  • Verdens sødeste søn fik den største og mest ubehagelige skideballe i sit liv af en ny ung, uerfaren lærer og blev udstillet foran hele sin klasse. På rystende forkert grundlag og uprofessionel måde. Når mine børn behandles uretfærdigt af autoriteter, slår alle mine instinkter ind, og jeg forvandler mig til en lean, mean killing machine: Juristen i mig tager over, og skriftligt får jeg fyret alle mine saglige pointer afsted, making my case, going for the kill. Det virkede. Sønnen fik en undskyldning af endda to lærere: Retfærdighed findes, og min uskyldige søn er glad igen. Og så fik jeg lige kridtet banen op i forhold til sønnens nye lærere. 
  • Min yngste har klaret skolestart flot, og hendes lærere og jeg har haft highfivet dagligt og kvidret om, hvor glad hun er i forhold til sidste år. Indtil i morges. I går “døde” hendes yndlingssko, hvilket ikke er heldigt, fordi hun har noget med, at både tøj og sko “strammer.” De nye sko, jeg havde købt, dumpede hun. I morges måtte jeg bære hende grædende ud i bilen og drøne afsted for ikke at komme for sent til skolen. Jeg kastede de to par sko og et par gummistøvler, hun ejer, ind på forsædet. Det endte med, at jeg lod hende iføre sig sine sandaler, selv om de er “ulovlige”. Skolen tillader nemlig ikke åbne sko uden såkaldt toe cap. Det er så typisk amerikansk, at skolen regulerer sådanne latterlige detaljer!? Ved aflevering tog en sød lærer imod datteren, godkendte de “ulovlige” sko, og jeg listede afsted. Under en time senere fik jeg et opkald fra skolen om at hente datteren, fordi hun havde ondt i mave og hoved og havde såkaldt borderline fever. Jaja, hjem kom hun og havde det i øvrigt strålende resten af dagen…
  • Forleden eftermiddag brugte jeg knap tre timer på at køre sønnen til fodboldtræning og hente datteren på skolen. Tiden uden for bilen ikke indberegnet. Sådan en eftermiddag er bare en hel almindelig eftermiddag for en San Francisco mor. Suk.
  • Lillesøster tabte sin første tand og fik fire dollars af tandfeen! Åbenbart efterlader tandfeen breve, fe-støv og skattekort hos klassekammeraterne, men det gør hun altså ikke hjemme hos os…IMG_2676
  • En af sønnens lærere bruger konstant termen: “Bless his/her heart”. Selvom hun mindst er ti år yngre end mig og taler om elever og lærere.
  • Jeg fik brugt forrige uge, mens jeg var sengeliggende, på den mest konstruktive måde jeg kender: Jeg fik scoret billige kampagne flybilletter, og påskeferie bliver på Hawaii. Hvilket gør mig meget lykkelig og glad ovenpå nogle hårde uger.

… Mindre end to uger efter skolestart har vi heldigvis allerede ferie igen. I weekenden — Labor Day Weekend — snupper vi en miniferie i Santa Cruz, hvor vi indfrier sønnens fødselsdagsgave, som for tredje år i træk involverer hvaler. Jeg prøver ikke at tænke på, hvad der mon sker under et jordskælv, hvis man er ude at sejle på havet. 

Parenting Take Two – Give Me Some Space

Fuld af glæde og overskud er jeg stadig oven på vores NYC ferie. Også fordi vi har så meget at glæde os til indenfor de næste par uger: Besøg fra dejlige danske venner og eksotisk påskeferie. Yay! Samtidig kan jeg dog mærke dagligdagsirritation snige sig tilbage i mit humør. Jeg lader mig smitte af negativ energi, og det må jeg stoppe!

På børnenes skole nyder jeg at tale med lærere og børnene. Mange af mødrene not so much fordi deres primære samtaleemner er deres egne børn eller kritik af lærere eller andre folks børn. Eller endnu værre (indirekte) kritik af andres måde at opdrage på.

Min datter er en rigtig pige med udklædningslege i prinsessekjoler og passion for bamser. Flere gange om ugen klæder hun sig ud, i denne uge har hun været tryllekunstner. Her ses efterladenskaberne fra gårdsdagens leg, hvor alle bamser har været inkluderet i leg over hele huset – som del af en elle anden fantastisk historie, som hun finder på. Hendes fantasilege giver mig smil på læben. Jeg kan huske min egen glæde ved at fortabe mig i fantasiverdenen som barn.

20140328-104625.jpg

20140328-104605.jpg

Det politisk korrekte legetøj på skolen er lego og computerspillet scratch, som er et spil, hvor børnene lærer computerprogrammering samtidig. Flere forældre boykotter Disney, hvilket de ikke undlader at skilte med, når de kan. En af sønnens klassekammeraters mor fortalte, at de aldrig kunne finde på at besøge Disneyland: “Vi ser heller aldrig Disney film, for jeg ved, at min datter er meget nem at påvirke og vil begynde at plage om Disney merchandise. I vores hjem leger vi med lego”. Det skal nævnes, at jeg på det tidspunkt havde fortalt, at vi havde været i Disneyland to gange. Forleden overhørte en anden mor min samtale med en lærer, hvor jeg fortalte, at sangene fra Disney filmen Frozen bliver skrålet på livet løs hjemme hos os. Moren – mor til to piger – kigger på mig og siger: “Really? Oh no, I hate Disney.” Og jeg svarer, at jeg synes, at Frozen er en fantastisk børnefilm, hvorefter hun kigger på mig, som om jeg lige har indrømmet, at jeg slår mine børn på daglig basis. At jeg samtidig ved, at hun bekymrer sig om, at hendes døtre er for drengede, undskylder ingenting. 

Hvorfor. Hvorfor finder mødre det bekræftende at smide deres “politisk korrekte” holdninger om børneopdragelse i hovedet på andre? Sorry ladies men jeg oplever ikke samme type smalltalk fra fædre. Hvorfor så firkantet? Hvad med en nysgerrig tilgang til andre værdier fremfor en dømmende tilgang? Hvorfor kommentere på en måde, som indeholder en skjult kritik af den måde, som andre forældre opdrager på? 

… I bund og grund er det kritiske, selvfede forældremiljø ikke så forskelligt fra arbejdslivet, hvor man også møder typer, som bruger enhver lejlighed til at tale om, hvor pisse dygtige de (selv synes de) er. Typer som konkurrerer fremfor at samarbejde. Belært af erfaring ved jeg, at den attitude ofte dækker over lavt selvværd. Overdreven selvfedhed handler mere om, at sådanne personer søger anerkendelse, fremfor at det handler om, at de kritiserer andre. Hold. Nu. Op. Ok jeg anerkender det dobbeltmoralske i, at jeg selv kritiserer andre mødre i dette blogindlæg, men jeg vælger trods alt ikke en direkte konfrontation. Lad os i øvrigt for helvede tale om mere interessante emner end børneopdragelse.

Teaching Kids Essential Life Skills At School

Dagligt fylder lektier gennemsnitligt en time for sønnen og femten minutter for datteren. Udover lektier bruger børnene også indimellem alt fra ti minutter til flere timers forberedelse på andre klasse- og skoleaktiviteter. Som den eneste af forældrene i sønnens klasse er jeg fortaler for, at børnenes skole giver for mange lektier for, fordi en skoledag i forvejen er meget fagligt orienteret og først slutter kl. 15.30. Børn bør have tid til efterskoleaktiviteter, leg og afslapning!! Men det har de færreste amerikanske børn, som vi kender, hvilket jeg tidligere har skrevet om her og her.

Men. Når det er sagt, så kan jeg godt se, at særligt forberedelse af børnenes ekstra klasse- og skoleaktiviteter giver børnene sociale og mundtlige kompetencer, som jeg selv ville ønske, at jeg havde fået ind med modermælken. Her er et udsnit af vores uge, som har været særlig travl.

Onsdag holdt sønnen current event foran 35 børn og fire lærere. På alle klassetrin skiftes børn til hver morgen at fremlægge nyheder for hinanden. Efter en femten minutter præsentation, tager oplægsholder imod spørgsmål. Familie er altid inviteret med. Vores lille marine biolog fremlagde en New York Times artikel om en ny app, som skal hjælpe skibe til at undgå hvalkollisioner. Over tre dage skrev han selv sin fremlæggelse – med min hjælp selvfølgelig – klippede sine notater op i mindre stykker og øvede sig. Til og med anden klasse har jeg haft valgt artiklerne for ham og skrevet hans mundtlige oplæg. Selvfølgelig. Men nu – i tredje klasse – er han nået til et punkt, hvor han styrer meget selv:

IMG_1864

Current event præsentationen skal holdes inden for følgende model:

  • Start: Good morning boys and girls. Today’s current event is about. Med egne ord fortæller børnene herefter om nyheden.
  • Afslutning: What or who is my news source? Why did I choose this news? Who would be interested in this news? Why is it newsworthy? What kind of news is this? Local, national, international? Where on a map does this takes place? Any questions or comments?

Han klarede det fænomenalt! Han talte langsomt og tydeligt og svarede velovervejet på børnenes spørgsmål. Han siger selv, at han var nervøs, og at hans knæ rystede. Men i modsætning til hans mor – under tilsvarende omstændigheder – virkede han afslappet. Tænk engang at blive fortrolig med mundtlige oplæg i så ung en alder! Selv vores femårige datter skal holde current event foran 45 børn i Junior Kindergarten (niveauet under 0. klasse) og Kindergarten (0. klasse). Gisp tænker moren, men ikke datteren, hun glæder sig! Fordi hun ikke kan læse, kommer hendes notater til at bestå af tegninger, så hun kan huske indhold og rækkefølge af præsentationen.

Sønnens årlige deltagelse i skolens science fair er den aktivitet, som kræver mest forældre involvering. Hvert enkelt barn vælger et emne og skal formulere et spørgsmål, som de belyser via den videnskabelige metode inden for følgende rammer:

Identify a problem. Formulate a testable question. Formulate a hypothesis. Conduct an experiment. Reach a conclusion.

Proces og resultater fremlægges på en science fair tavle på en messe, hvor lærere og forældre går rundt blandt eleverne, som forklarer deres projekter. Her ses sønnen forklare sit projekt til en forælder på sidste års science fair:

IMG_0697

Til og med anden klasse skriver og udprinter forældre materialet til præsentationen sammen med barnet. Klassetrin helt ned til datterens Junior Kindergarten plejer at skulle deltage, men heldigvis ikke i år. Phew! I år – fra tredje klasse – skal børnene selv stå for og skrive projektet. Under forældrenes supervision, selvfølgelig. Lad os se, om de ambitiøse forældre kan overholde det, hvert år ses projekter, som de stakkels børn har svært ved at redegøre for: Fordi det er deres fars/mors projekt. Sidste år, i sønnens anden klasse, udarbejdede og sammenlignede et barn brøkere for beskrivelsen af udviklingen af mug (før de var nået til brøkregning), et andet barn lavede et batteri (faren er ingeniør), og et tredje barn lavede et kompliceret kemisk forsøg med hårfarver på barbie dukker, hvor end jeg ikke forstod spørgsmålet (moren er uddannet i kemi). I den her uge har sønnen skulle formulere spørgsmål og hypotese. Min hovedprioritet har været at sikre, at sønnen valgte et ukompliceret, ikke tidskrævende projekt. Ikke som sidste år: Kort fortalt brugte vi alt for mange timer på projektet Do rocks drink water? Projektet bestod i, at sønnen lagde fire stenarter i vand. Nemt nok. Men at få fat på og identificere de forskellige stenarter viste sig at være kompliceret, og vi måtte helt til Stinson Beach for at finde en sandsten! 

I den her uge har sønnen også skulle øve sig på replikker til et teaterstykke, som børnene skal opføre om fire uger. Alle de nævnte aktiviteter har suppleret gennemsnitlig 30 minutters lektier!

Fredag var jeg i skole med datteren (det er tredje eftermiddag på to måneder!). Datteren var klassens star student og skulle i løbet af dagen fortælle om sig selv ud fra billeder og genstande, som hun medbragte hjemmefra. Og derudover besvare hendes klassekammeraters supplerende spørgsmål. I løbet af dagen udarbejdede børn og lærere en plakat, hvor hvert enkelt barn med en tegning viste, hvad barnet har tilfælles med the star student (at de begge ønskede sig en hund, kan lide at danse ballet mv.).

IMG_1868

Udover at det er en aktivitet, som skaber bedre klasse sammenhold, træner det the star student i at tale for klassen og klassen i at stille spørgsmål.

Og det er bare ugens udsnit af supplerende klasse- og skoleaktiviteter!!

I går aftes blev jeg positivt overrasket og varm om hjertet, da jeg ved datterens sengelægning hørte om hendes nyerhvervede viden om kroppen: “Mor, hjernen styrer kroppen, den sender informations til hele kroppen. I hjernen sidder der noget, der hedder amygdala, og den fortæller nogen gange kroppen, at kroppen skal være stresset, bange eller ked af det. Det er ikke rart. Men ved du hvad mor? Man kan få det bedre ved at breathe helt dybt nede i maven. Sådan her mor”. Hvorefter hun demonstrerede en vejrtrækningsøvelse.

Læring i at tale for en forsamling og forståelse for og værktøjer til at håndtere stress. Det er nyttige livs redskaber!!

Last Vacation Thoughts Before School Kicks In

Labor Day weekend i San Clemente var travl i vandet og på stranden. Hvilket ikke spolerede vores forelskelse i stedet, men intimiderede lidt i forhold til surfing. Men jeg fik alligevel surfet. Altså ikke sådan noget med at stå op, men en masse padlen, prøven på at stå op og se efter den rigtige bølge. Elsker det! Jeg prøvede for første gang at svømme iført våddragt og overvejer at skaffe mig en. Måske er jeg ved at være klar til at trodse haj advarsler og kaste mig ud i mere badning i Stillehavet? Måske ikke.

20130901-095501.jpg

I løbet af ugen har mails fra skolens rektor, skolens administration og børnenes kommende lærere tikket ind med spørgeskemaer og lektier, som skal udfyldes til første skoledag, eller forespørgsler efter hjælp til at gøre skolen klar. Blandet med en masse mails fra forældre om fælles legeaftaler inden skolestart. Det har føltes ekstremt tilfredsstillende at udsætte den hektiske stemning, som altid hersker på skolen: Hvor der hele tiden kræves deltagelse i sociale arrangementer eller frivilligt arbejde. De aktive forældre har en tendens til at hverve deltagelse meget direkte, og det startede allerede i år, da jeg mødte op på skolen for at hente datteren under hendes tre dages intro camp:

Sød, engageret  — men total emsig — mor: “Deltager du i aftenens samling af Ikea møbler (fra 18-22)”? Mig: “Nej, desværre”. “Deltager du i samlingen af Ikea møbler i morgen aften (fra 18-22)”? Mig: “Nej, desværre”. Hendes mand stod for selveste opfordringsmailen udsendt samme dag til alle forældre. Børnenes far havde planer, og jeg havde ikke tænkt mig at slæbe min trætte datter — smadret efter camp — med. Deltager du i forældremødet”? Mig: “Nej, desværre, vi er på ferie”. Moren fungerer som forældrerepræsentant og har gentagne gange opfordret mig til at stille op eller tage referat. Samtidig med at hun brokker sig over karakteren og omfanget af netop det arbejde. “Kommer du til at deltage i  fælles carpool til fodbold?” Mig: “Nej, desværre, det står sønnens far for, fordi datteren bliver for træt efter en lang skoledag til fodbold indtil kl. 19 efterfulgt af lektier”. Hvilket jeg allerede havde svaret hende i en mail, og manden havde bekræftet mundtligt til fodbold.

… Og sådan kommer næste år til at foregå. Værre end sidste år, fordi jeg nu har to skolebørn i stedet for et. Gisp. “Stay strong, gurl” hepper jeg på mig selv. Næste år skal ikke gå med at stresse over manglende deltagelse. Herunder forklare hvorfor. Udover førnævnte aktiviteter er vi i det kommende skoleår allerede gået glip af: Picnic på skolen, forældre aften med velkomst til skolens nye forældre, en fødselsdag i datterens klasse og to campingture arrangeret via skolen. Suk. Fordi manden er meget væk, og fordi vi generelt er meget væk fra San Francisco i weekender og under ferier (på jagt efter nye amerikanske oplevelser), kommer vi altid til at være bagud i forhold til deltagelse. Altid. Og den prioritering er ok med mig: Familietid før (frivillige) (anstrengende) skole forpligtelser. Men når vi til gengæld endelig deltager, så prøver vi at give den ekstra gas. Og håber på, at vores indsats huskes.

My Big Little Girl

Før skolestart i september holder skolen en tre dages camp for nye elever fra kl. 8.30 til 15.30. Det er gået rigtig fint med at aflevere min store lille datter. Hvilket er fantastisk set i forhold til hendes preschool dage. Hun starter i JK (Junior Kindergarten), som er niveauet under Kindergarten/0. klasse med færre børn, men samme pensum som Kindergarten Børnene forventes at lære at læse og regne i den alder. Gisp. Hun er fem et halvt år.

Min lille datter stiller spørgsmål hele tiden. Eller fortæller historier, historier og flere historier. Hvor fantasien bliver sluppet løs. Ligesom hendes mor i samme alder. Hun får de skønneste grineflip med en dyb latter, som slet ikke passer til hendes i øvrige spæde væsen og stemme. Hun har en fed humor. Hun er eventyrlysten. Men er stadig en total kælepotte.

Hun har det rigtig godt i øjeblikket. Så dyb vejrtrækning. Helt nede i maven. Det her år bliver nemmere for hende, det skal det blive!

Skoleoutfit.

20130822-095148.jpg

… Forskellige strømper på hver fod er noget datteren insisterer på. Hendes tøjvalg har hun kyndigt længe styret selv. Elsker hendes klæde ud-side. Selvfølgelig skal hun have prinsesse kjole på i skole, hvis hun beslutter det. Jeg vil klart støtte hendes Pippi/jeg skiller mig ud/prinsesse/er ligeglad hvad andre tænker side!

American Kids’ School Life And Summer Camps — Part Two

Så hvorfor bruger San Francisco forældre så meget tid og mange penge på akademisk og sportslig pacen, herunder camps? Hvorfor får amerikanske børn ikke lov til at kede sig?

Først og fremmest beror valget af sommerferie camps på en kulturforskel til Danmark, fordi amerikanske forældre selv har været på camps. Derudover er pressen fyldt med amerikanske børnepsykologer, som advokerer for, at børn udvikler sociale færdigheder og modenhed på camps. Og hvad angår akademisk pacen, så presser skolen på, for at forældre holder børnenes akademiske færdigheder ved lige, også i sommerferien. Og San Francisco er speciel: Mange Silicon Valley rige forældre bosat i San Francisco har penge som snot og sætter trenden. Men. Jeg tror, at den grundlæggende årsag er en helt anden: Forældre prøver at give deres børn så mange færdigheder som muligt for at ruste børnene til at kunne klare sig. Økonomisk.

For i USA koster uddannelse penge, men hvis du er dygtig nok, så får du et såkaldt scholarship. Det være sig baseret på sport eller akademisk formåen. Men hvis du ikke er dygtig nok, og dine forældre ikke har sparet sammen til din uddannelse, så er din fremtid skræmmende usikker og dine uddannelsesmuligheder begrænset til de dårligere skoler. Og som voksen har amerikanere ikke noget økonomisk sikkerhedsnet. I USA sættes familier på gaden, særligt i kølvandet på den finansielle krise.

Angsten for deres børns økonomiske fremtid tales der ikke åbent om på sønnens San Francisco skole. Medmindre man kommer rigtig tæt på forældrene. Det er et tabu, som nemlig i bund og grund handler om familiernes nuværende ulige økonomiske situation. Og at tale herom vil være ensbetydende med at hinte til, om ens barn tilhører de 20 pct. af familier på såkaldt financial aid eller de fem til ti pct. af familier, som udover skoleafgift også donerer penge til skolen (til for eksempel ny legeplads, bibliotek eller køkken) og i øvrigt ejer en skihytte i Lake Tahoe eller et sommerhus i Bolinas.

Kun to mødre taler jeg helt åbent med om penge. Den ene får økonomisk støtte til sønnens skoleafgift. Og hun har konstant dårlig samvittighed over ikke at melde sig til at arrangere skolens camping ture, fester, fælles legeaftaler, gaver til lærere, forældre aftener og fundraising. Blandt mødrene findes der nemlig nogle kvinder, som altid — nogen gange helt aggressivt — melder sig og styrer disse arrangementer. Og min veninde tænker: “Mon den familie også får økonomisk støtte? Burde jeg i samme grad engagere mig for at sikre vores økonomiske støtte”? For det kan godt være, at andre forældre ikke kan gennemskue, om man får hjælp, men det ved skolelederen og formentlig de forældre, som sidder i bestyrelsen.

… Trist, ik’? Og “nej” fortæller jeg hende, “lad de pushy mødre overtage og styre, for det er jo netop det, som de går efter”. Men det kan jeg også sagtens sige, for jeg er ikke i samme sårbare økonomiske situation. Og hvis min familie fik økonomiske vanskeligheder, så ville vi flytte tilbage til Danmark. Straks.

Så selv om jeg synes, at San Francisco forældre burde slappe af og lade ungerne kede sig derhjemme (talrige mødre er hjemme alligevel), så forstår jeg deres motiver. Og så bliver jeg endnu gladere for vores danske velfærdssamfund, som sikrer, at vi som danskere ikke er så økonomisk udsatte, har adgang til gratis uddannelse på gode uddannelsesinstitutioner, SU og dermed ikke skal være lige så bange for vores børns (økonomiske) fremtid.