American Kids’ School Life And Summer Camps — Part Two

Så hvorfor bruger San Francisco forældre så meget tid og mange penge på akademisk og sportslig pacen, herunder camps? Hvorfor får amerikanske børn ikke lov til at kede sig?

Først og fremmest beror valget af sommerferie camps på en kulturforskel til Danmark, fordi amerikanske forældre selv har været på camps. Derudover er pressen fyldt med amerikanske børnepsykologer, som advokerer for, at børn udvikler sociale færdigheder og modenhed på camps. Og hvad angår akademisk pacen, så presser skolen på, for at forældre holder børnenes akademiske færdigheder ved lige, også i sommerferien. Og San Francisco er speciel: Mange Silicon Valley rige forældre bosat i San Francisco har penge som snot og sætter trenden. Men. Jeg tror, at den grundlæggende årsag er en helt anden: Forældre prøver at give deres børn så mange færdigheder som muligt for at ruste børnene til at kunne klare sig. Økonomisk.

For i USA koster uddannelse penge, men hvis du er dygtig nok, så får du et såkaldt scholarship. Det være sig baseret på sport eller akademisk formåen. Men hvis du ikke er dygtig nok, og dine forældre ikke har sparet sammen til din uddannelse, så er din fremtid skræmmende usikker og dine uddannelsesmuligheder begrænset til de dårligere skoler. Og som voksen har amerikanere ikke noget økonomisk sikkerhedsnet. I USA sættes familier på gaden, særligt i kølvandet på den finansielle krise.

Angsten for deres børns økonomiske fremtid tales der ikke åbent om på sønnens San Francisco skole. Medmindre man kommer rigtig tæt på forældrene. Det er et tabu, som nemlig i bund og grund handler om familiernes nuværende ulige økonomiske situation. Og at tale herom vil være ensbetydende med at hinte til, om ens barn tilhører de 20 pct. af familier på såkaldt financial aid eller de fem til ti pct. af familier, som udover skoleafgift også donerer penge til skolen (til for eksempel ny legeplads, bibliotek eller køkken) og i øvrigt ejer en skihytte i Lake Tahoe eller et sommerhus i Bolinas.

Kun to mødre taler jeg helt åbent med om penge. Den ene får økonomisk støtte til sønnens skoleafgift. Og hun har konstant dårlig samvittighed over ikke at melde sig til at arrangere skolens camping ture, fester, fælles legeaftaler, gaver til lærere, forældre aftener og fundraising. Blandt mødrene findes der nemlig nogle kvinder, som altid — nogen gange helt aggressivt — melder sig og styrer disse arrangementer. Og min veninde tænker: “Mon den familie også får økonomisk støtte? Burde jeg i samme grad engagere mig for at sikre vores økonomiske støtte”? For det kan godt være, at andre forældre ikke kan gennemskue, om man får hjælp, men det ved skolelederen og formentlig de forældre, som sidder i bestyrelsen.

… Trist, ik’? Og “nej” fortæller jeg hende, “lad de pushy mødre overtage og styre, for det er jo netop det, som de går efter”. Men det kan jeg også sagtens sige, for jeg er ikke i samme sårbare økonomiske situation. Og hvis min familie fik økonomiske vanskeligheder, så ville vi flytte tilbage til Danmark. Straks.

Så selv om jeg synes, at San Francisco forældre burde slappe af og lade ungerne kede sig derhjemme (talrige mødre er hjemme alligevel), så forstår jeg deres motiver. Og så bliver jeg endnu gladere for vores danske velfærdssamfund, som sikrer, at vi som danskere ikke er så økonomisk udsatte, har adgang til gratis uddannelse på gode uddannelsesinstitutioner, SU og dermed ikke skal være lige så bange for vores børns (økonomiske) fremtid.

American Kids’ School Life And Summer Camps — Part One

I sommerferien sendes San Francisco børn på camps. Selv i familier hvor pengene er små, prioriteres camps økonomisk frem for sommerferie med familien eller billigere løsninger som babysittere, bedsteforældre eller holde børnene hjemme. Camps vælges også af hjemmegående og hjemmearbejdende forældre. Og forældre planlægger sommerferie camps op til et halvt år i forvejen, sender mails ud til klassekammerater med forslag, og i påsken er der krise, hvis forældrene ikke er kommet i gang med at kigge på dem. For så er de bedste camps røget.

Også i den her sommerferie deltager sønnens kammerater i camps om tennis, baseball, basketball, svømning, fodbold, skak, matematik, drama eller natur. Halvdags eller heldags. Og om aftenen øver børnene sig på læsning, skrivning og matematik. Amerikanere slapper aldrig af!

Jeg mener, at mine børn har brug for ro efter et hårdt år, hvor de har skulle lære et nyt sprog og falde til i en anderledes kultur. Og lige nu stråler de af lykke af at lege sammen og hænge ud med mig. Mine børn keder sig sjældent. Men selv om de ikke havde haft et hårdt år, ville jeg stadig mene, at de havde brug for fred. Fordi skolebørn (i hvert fald på sønnens skole) har en hverdag, som er ekstrem lang, kontrolleret og konkurrencepræget. Uden fri leg. Børn er konstant på og guides af (velmenende) lærere og forældre, som fortæller dem, hvordan de skal gøre tingene. Børnene er altid under opsyn.

På sønnens (også snart datterens) skole strækker en skoledag sig fra kl. 8.30 – 15.30. På alle klassetrin. I sønnens 2. klasse blev børnene pacet via konkurrence om, hvem der først blev medlem af skråskriftklubben, og hvem som først blev færdig med regnestykker. Efter børnenes mundtlige præsentationer gav børnene hinanden karakter på otte punkter som forberedelse, stemmeføring, kropssprog osv. Og mens manden og jeg synes, at det er alt for meget konkurrence og for høje akademiske krav, så klapper andre forældre i hænderne over, at børnene akademisk skønnes at være fremme med hele 2 klassetrin (påstår skolen, den tror vi ikke på).

Efter skole står den på bookends på skolen eller fritidsaktiviteter uden for skolen, som forældrene kører børnene til indtil kl. ca. 18. Bookends består ikke af fri leg, men af fag som mandarin (kinesisk), spansk, kunst, klaver, violin, matematik, skak eller sportsaktiviteter som fodbold, basketball, dans eller rundbold. Og efter skole er der lektier, som tager mellem tyve minutter og en time, nogle gange endnu længere hvis barnet står for en mundtlig præsentation.

Weekenderne er også booket med børnenes sportsaktiviteter og efterfølgende legeaftaler i skolens regi eller med andre familier. Amerikanere afsætter typisk to timer per aktivitet, og sammen med andre familier hænger vi ud på legepladser, tennisbaner og i parker.

På overfladen virker det som om, at amerikanske forældres største skræk er, at børnene skal kede sig og ikke blive stimuleret nok intellektuelt eller ikke blive gode nok til den sport, som forældrene satser på. Jeg hører om ekstreme tilfælde, hvor 2. klasses elever får privat fodboldtræningstimer for at sikre, at de kommer på det bedste fodboldhold! Og sønnens fodboldtræner påstår, at årsagen til, at amerikanere ikke er bedre til fodbold er, at børn aldrig spiller frit som i andre lande. Al den kontrol er bare typisk San Francisco.

Så hvorfor bruger San Francisco forældre så meget tid og mange penge på akademisk og sportslig pacen, herunder sommer camps? Hvorfor får amerikanske børn ikke lov til at kede sig? 

… Stay tuned!