About The Worst Side Of Expat Life. And Summer Plans.

Hej, her er lidt stille i øjeblikket, og det fortsætter henover sommeren. Hvis du ikke allerede har gjort det, så tilmeld dig bloggen via email eller bloglovin (links findes på højre side af bloggen), så får du besked, når jeg poster nye indlæg. Smart, ik’? Og så undgår jeg dårlig samvittighed, når jeg kan se på statistikken, at I kigger forbi forgæves.

Blogtørken skyldes, at jeg er ked af det: Min far er indlagt i DK. Det har været tre hårde uger med op- og nedture, hvor jeg på hans dårlige dage har været i dialog med mig selv og min familie, om jeg burde tage hjem. Nu er min fars tilstand stabil, og sammen med min familie har jeg truffet beslutningen om at stay put og se ham, når vi kommer hjem på sommerferie. Suk.

Den største bagside ved vores expat liv er, at afstanden mellem San Francisco og DK umuliggør opretholdelse af tæt kontakt til familie og venner i Danmark. Heldigvis oplever jeg, at venskaber holder alligevel. Manglen på tæt kontakt føles ok i hverdagen, fordi jeg har etableret nye amerikanske venskaber, og fordi vores fokus er, at vi er “på lånt tid” i USA og skal have mest ud af vores ophold. Men når danske venner og familie eller vi selv gennemgår hårde perioder, så kan hverken de eller vi være der for hinanden. Og det er hårdt og frustrerende. Tidsforskellen på ni timer medfører, at jeg sjældent ringer hjem, og travle hverdage, dyre flypriser og jetlag afholder os fra hyppige besøg i DK. Lige nu ville jeg ønske, at jeg kunne give min far et stort kram. Og i øvrigt de veninder som gennemgår ‘shitty’ perioder lige nu. Men et kort visit i DK løser ingenting. Hvis man skal være noget for nogen, så skal man være tæt på, i længere tid ad gangen.

Happiness in life is not measured by the things we achieve, the places we go, or the route that we take to get there. Happiness in life is measured by the people that we share all of our experiences with. —Chris Needham

Og for at det ikke skal være løgn har jeg i dag fået at vide, at min far ikke engang er i DK, når vi kommer hjem. Min far er på vej hjem: Mine forældre er nemlig også udenlandsdanskere, og deres franske sundhedsforsikring dækker ikke længere min far i DK, fordi hans tilstand (heldigvis) ikke længere er akut. Fuck. Så hvornår og hvordan er det lige, at jeg får set min far?!?

Den del af expat tilværelsen med ikke at kunne være der er hård. Og ensom. Så det bliver godt med en lang, dejlig sommerferie med en masse oplevelser og samvær med gode mennesker:

High Sierra bjergene, Gold Country: Vi skal tilbage til Gold Country, denne gang på hyttetur midt i Eldorado National Forest ved Upper American River, 15 miles fra South Lake Tahoe, sammen med gode amerikanske venner. Det bliver så sjovt!

Yosemite: Vi skal en uge til Camp Mather, som ligger halvanden kilometer fra grænsen til smukke Yosemite National Park og er en af de få lejre, som undslap sidste års omfattende ildebrande. Området husede oprindelig indianere, i 1913 fik San Francisco lov til at bygge den dam, som siden 1934 har forsynet San Francisco med vand. Camp Mather har fungeret som familielejr siden 1924, og hvert år fordeles pladserne til San Franciscos borgere via lodtrækning. Vi skal bo i en enkel lille træhytte og tilkøber os fuld forplejning. Lejren byder på tonsvis af aktiviteter som badning i Birch Lake, svømmepøl eller floder, guidede hiketure i smukke Yosemite, tennis, yoga, basketball mv. som turister kan leje sig til for $10 på dagsbasis. Jeg glæder mig til en ægte amerikansk naturoplevelse i smukke Yosemite, men er spændt på hvordan jeg kommer til at have det med fælles aktiviteter og spisning (den der komme-hinanden-ved-stemning med fremmede).

Danmark: Efter min far blev syg, blev planerne ændret, og jeg troede, vi skulle bo i vores eget sommerhus (som jeg stadig ikke har set). Huset er på ingen måde indflytningsklar, men vi fik sat en maler i gang med at rive en væg ned og male hele huset indvendigt. Jeg planlagde, hvor vi skulle låne senge og andre fornødenheder. Nå. Men fordi vi nu kan låne mine forældres sommerhus, er der ro på igen, og jeg trækker vejret lidt nemmere. Jeg har nemlig stadig traume over vores første tre måneder i USA, hvor vi også prøvede at bo i et tomt hus, sove på madrasser og klare os med minimalt køkkengrej, mens vi ventede på, at vores indbo blev sejlet fra DK til USA. Det kan jeg kun fraråde. Derfor bliver det fedt med en base, som fungerer, og hvor venner og familie kan besøge os, fremfor at vi skal rakke rundt. Det bliver skide hyggeligt! Efter planen skal vi også holde ferie i Sverige sammen med dejlige mennesker og runde Østerbro, hvor vi skal piske rundt for at ordne pas samt læge- og tandlægebesøg. Sidste regning fra børnenes tandlægebesøg i San Francisco blev knap 10.000 kr. Og nej, ingen af børnene fik bøjle eller lignende. Næste gang fravælger jeg røntgenbilleder, som tandlægen insisterede på at tage af alle tænder. Vores forsikring dækker åbenbart ikke børnetandlæge, så vi er stadig, fem måneder senere, i choktilstand over regningens størrelse. I USA er der ikke noget, som hedder gratis skoletandlæge, og når forsikringen ikke dækker, er man på røven.

Længden af børnenes sommerferie er i år reduceret fra tre måneder til små syv uger, hvilket jeg synes er for lidt! Men det er godt for de amerikanske familier, som ikke har mere end to ugers ferie, og som derfor resten af skoleferien sender deres børn på dyre sommerlejre. San Francisco forældres hysteri og stress over summer camps og årsagen til, at selv hjemmegående forældre sender deres børn på lejr (halvdags eller heldags uden overnatning) har jeg skrevet om her og her.

Så stilheden på bloggen fortsætter on and off hele sommeren, særligt fordi vi skal undvære internetadgang det meste af ferien. Gisp.

********************************* Rigtig god sommer til dig og dine**********************************

So When Are You Guys Planning On Moving Back?

Eller:

Are you moving back! What? But Why?

Vores hjemflytning er et følsomt emne, som gode venner og bekendte ofte spørger til. Og vi bryder os ikke om at svare, at planen er at vende hjem til DK om lidt over et år. For når vi gør det, så får folk et forpint udtryk i ansigtet. De er bange for at være blevet for glade for os, at vi fylder for meget i deres liv og dermed kommer til at efterlade et tomrum, som de efterfølgende skal finde ud af at fylde ud på anden måde. Og vi er bange for, at de trækker sig fra os af samme årsag.

Vi forstår dem jo godt. Når danske familier, som skal bo i San Francisco mellem tre måneder og et år, efterspørger legeaftaler med børnene, så slår vi ikke til. Vi frygter, at børnene skal få sig en bedsteven, som de kommer til at savne, og vi voksne orker ikke at involvere os med fremmede, men foretrækker venskaber som bygger på vores amerikanske hverdag. Når det er sagt, så tror jeg på, at vi alle gennemgår livet i forskellige faser, og at det gælder om at hænge ud med de mennesker, som man har det bedst med. Og det kan være forskellige mennesker i forskellige livsfaser. Vi har forskellige behov i forskellige livsfaser. Nogle venskaber er korte, men intense, og ebber ud, når man ikke længere befinder sig samme sted i livet. Eller fordi man flytter væk. Andre venskaber holder livet ud. Jeg er taknemlig for de mennesker i San Francisco, som har taget os til sig og givet os en stor plads i deres liv. Når vi svarer vagt på spørgsmålet om vores hjemflytning, skyldes det dog også, at vi selv har været i tvivl om, hvornår vi skal vende hjem. Fordi nu går det jo endelig så godt! Og NYC spøger stadig, en lille bitte smule. Ah hvor ville jeg gerne prøve at være del af den bypuls og arbejde i en FN organisation i et år. Eller to. Den satans udlængsel. Over and out, det skal vi ikke.

I takt med at vi mentalt begynder at sætte slutdato på vores udlandseventyr for os selv og omverdenen, bliver vi endnu mere opmærksomme på de aspekter af vores San Francisco liv, som fylder os med glæde, og som vi allerede nu får helt ondt i maven over at skulle undvære en dag. Udover dejlige mennesker kommer vi til at savne Californiens milde vejr, fantastiske natur og ferieoplevelser!

Året rundt tager vi på stranden. Året rundt har jeg solcreme på, ellers bliver jeg rød. Året rundt render jeg rundt med solbriller, ellers bliver jeg blændet. Dagligt er min udsigt bakker, bjerge, broer, hav og øer. Året rundt kan vi på bare en time køre til enten strand, floder, skov-, vin- eller bjergeområde. Sidste weekend var vi på loppemarked på den anden side af Bay Bridge, denne weekend var vi på stranden, og om to uger drager vi på miniferie i Gold Country, hvor vi sammen med børnene skal lære om Californiens historie og grave efter guld. Den frihed og adgang til sommerferiefølelse – hele året – bliver hård at skulle undvære. Jeg husker stadig chokket, da vi kom hjem til jul for halvandet år siden: Det var koldt, gråt, og jeg måtte hele tiden indenfor som udenfor knibe øjnene sammen, og alligevel kunne jeg ikke rigtig se noget, fordi der var så mørkt overalt. Alting var i sort og hvidt. Pga. jetlag sov vi de få timer om dagen, hvor december byder på sollys. Og jeg husker kuldechokket, da vi ankom til New York i marts, hvor vi udenfor lufthavnen tidligt om morgenen blev mødt af en iskold vind, som gik gennem marv og ben på os. Jeg havde simpelthen glemt den fornemmelse, og hvordan det kan tage flere timer og et varmt bad, før jeg får varmet kroppen op igen.

Jeg har altid været en frossenpind og en stueplante i vintermånederne, men Californien har forvandlet mig til et udendørsmenneske året rundt, som gerne bruger flere timer på transport, selv om der kun er tale om en dagstur. Fordi oplevelsen opvejer transporttiden! I weekenden brugte vi knap fire timer på at køre frem og tilbage til Santa Cruz på en endagstur. Santa Cruz er i stemning og udseende det tætteste Nord Californien kommer på San Diego. Høje palmer, politi på segways, surfere og smilende mennesker i badetøj, selv på gaden. Vi tog på boardwalk’en, som er strand og tivoli i ét. Om aftenen vendte vi hjem med fornyet energi, som om vi havde været på eksotisk strandferie i San Diego.

DSC02508

DSC02521

DSC02533

DSC02524

DSC02536

Eller som sidste weekend hvor vi krydsede Bay Bridge for at tage på Alameda Antique Fair, som jeg før har skrevet om her. Turen dertil og loppemarkedet rummer amerikansk hygge og verdens smukkeste udsigt over San Francisco, hav og broer.

DSC02487

DSC02499

DSC02501

Hvad angår oplevelser og natur, er vi californiere så heldige! Selvfølgelig er der også aspekter i vores amerikanske liv, som jeg glæder mig til at skulle undvære, som eksempelvis amerikanernes tendens til at ville regulere alting ned til mindste detalje, som billedet ovenfor af strandskiltet bevidner. Slap nu af!

… Manden er i DK og har nu fået set det sommerhus, som vi har købt, og han er heldigvis begejstret! Jeg fornemmer, at det sommerhus kommer til at opveje noget af vores savn efter Californiens natur og oplevelser. Det føles godt med et fælles familieprojekt og udsigten til et fristed, vi kan stikke af til både i weekender og hverdage. For i amerikansk terminologi er 45 minutter til en times pendlen til København jo ingenting. Det havde I ikke hørt mig sige, før vi flyttede til USA. Men dengang kørte jeg så heller ikke bil…

Snapshots From Everyday Life

Jeg er tilbage på skolebænken på Berkeley. Denne gang følger jeg et PR-fag og har stress over emnevalg. Jeg overvejer en case fra real life, som måske – måske ikke – bliver min indgang til freelanceverdenen inden for danske tech startups i Silicon Valley. Et område som jeg p.t. er blank på. Måske skulle jeg bare vælge noget, som jeg ved bare en smule om.

Mit klasselokale ligger i Wheeler Hall, som er den store hvide bygning. Fancy, ik’? Not so much. Indvendigt er toiletterne klamme og klasseværelserne små med gamle træstole med en lille plade, som fungerer som skrivebord. Men charmerende er det.

DSC02474

Berkeley har studerende alle vegne om et væld af hyggelige cafeer og stemning omkring campus.

DSC02472

DSC02470

DSC02465

Der er sket noget helt vildt i vores liv, som får mig til at føle mig enorm voksen og ansvarlig: Vi har købt sommerhus i DK. Som vi ikke har set. Men som andre selvfølgelig har set på vores vegne. Meget, meget modent, ik’? Nå, men huset er et dødsbo i en tvivlsom stand med en masse ubekendte. Det betyder, at jeg flueknepper forsikringstilbud på udvidet ejerskifteforsikringer og fritidshusforsikringer. Selv om jeg er jurist og endda har arbejdet inden for forsikringsfeltet (dog ikke på dette nørdede område), giver jeg snart fortabt! Forklar mig hvad der ikke dækkes på en måde, så jeg forstår det og lad være med bare at henvise mig til forsikringsvilkårene (fordi I ikke vil give mig et løfte på skrift), så jeg kan sammenligne tilbuddene i forhold til dækning og pris! Argh. Jeg kan i øvrigt anbefale den her hjemmeside:

DSC02480

Nemlig forsikringsguiden.dk, som du kan finde her.

Vi har fået kæledyr. Som vi kan overskue at passe og kan efterlade uden dårlig samvittighed.

20140426-082333.jpg

Selv om myrefarmen jo ikke er den “lille bitte baby hund” fra Mexico, som børnene brændende ønsker sig, er det et hit.

DSC02456

På bare tre dage fik myrerne skubbet sandet fra at være helt plan til at skråne, så de bedst kunne komme op til tomaten og müsli-grynet. Og nu begynder de at grave gange! Når myrerne dør (der er ingen dronningemyre), må vi på jagt efter nye myrer…

Solen skinner. Igen. Siden NYC har jeg haft smidt den anonyme San Francisco mor-uniform (træningstøj eller jeans, t-shirt og løbesko i afdæmpede farver) til fordel for mere spragl og farver.

DSC02462

Trying too hard? Selv om bukserne har noget 80’er over sig, synes jeg, at de er ret fine. Og det hedder ikke stonewash men tye die. Nå. Måske skulle jeg bare holde mig til San Francisco mor-uniformen…

Og til det allervildeste: Jeg fik ros af min fitness holdtræner, som trak mig til side efter træning: “You look so much stronger. Better”. Jeg blev  kisteglad! Seriøst, jeg har hele mit liv følt mig mega forkert og pinlig, når jeg træner, fordi min krop bare ikke vil, som jeg vil: jeg ser kikset ud, når jeg prøver at lave øvelser. Efter at have fået ros fortryder jeg særligt de sidste fem dage hvor jeg har voldædt vingummier, danske lakridser og chokolade, som venner og familie har været så søde at sende og medbringe til USA. Og jeg bliver ærgerlig over, at jeg ikke får trænet mere, selv om min krop ikke magter mere end maks to gange om ugen. Fra nu af vil jeg overveje at træne tre gange om ugen. Eller bare gå en tur. Og arbejde på ikke at give efter for min sukkertrang – hvilket bliver op af bakke med røven plantet foran computeren den næste tid. Well…