He’s Here! About Our American Hospital Birth Experience.

IMG_3173

Velkommen til verden lille skat. Alle fire føler vi os overvældede af kærlighed til August, som blev født 29. juli, knap tre uger før tid. Vi kan ikke stå for hans lille størrelse og nuttethed. Jeg stavrer mig igennem dagene, helt rundtosset af kærlighed og udmattelse. Efter et dramatisk hospitalsophold er der faldet dejlig ro på, og vi voksne (nok mest mig) samler os og lader oplevelsen med indlæggelse og fødsel bundfælde sig. Sikke en omgang. Gennem hele bloggens levetid har jeg svinet det amerikanske sundhedsvæsen til. Selve min behandling under graviditeten har bestemt også været under al kritik, men vores hospital oplevelse har derimod været god. Rigtig god! På trods af at det var en skræmmende omgang.

August blev straks efter fødslen sendt på neonatalafdelingen på grund af høj feber hos både baby og jeg. Vi fik ham heldigvis hjem efter kun to dages indlæggelse. At se sin lille søn med drop og andre ledninger i hans lille krop og lade “fremmede” passe ham, mens min “adgang” til ham bestod i amning hver tredje time var en surrealistisk tid. Jeg var den eneste mor på neonatalafdelingen, som ammede. Jeg forstår godt, hvorfor mødre ikke kan overkomme at amme under de vilkår. Men jeg er taknemlig for, at jeg gennemførte det, fordi det var den eneste ting, som jeg kunne “gøre”. De insisterede på at skifte baby selv, at jeg skulle gå tilbage og hvile mig, og når jeg skulle amme, måtte de hjælpe, så ingen ledninger satte sig fast, når jeg satte mig med ham.

IMG_3142

Vi oplevede — i forhold til Rigshospitalet — et overflod af personale — læger som sygeplejesker — som var tilgængelige og nærværende. Jeg havde hele døgnet en bestemt sygeplejerske tildelt, hvis navn blev skrevet op på en tavle på mit værelse, og som udfyldte tavlen med tidspunkter for min medicinering og andre praktiske oplysninger. Også August havde sin egen sygeplejerske, som ringede efter mig hver tredje time, når han skulle ammes.

IMG_3153

Det var den samme sygeplejerske, som mødte op, når jeg ringede efter nogen; som hjalp mig hen til neonatalafdelingen, da jeg i starten knap kunne gå og var spændt fast til et dropstativ; som fandt mig på neonatalafdelingen, når det var tid til min antibiotika mv.; som insisterede på smertemedicin så jeg kunne holde til at stå op hver tredje time for at gå hen til neonatalafdelingen for at amme; som målte mit blodtryk hver 2. time; som hjalp med at lægge August hos mig. Når det var tid til morgenmad, frokost og aftensmad, ringede de fra køkkenet for at minde mig om at bestille. Jo, der blev passet godt på mig.

Selve min indlæggelse var som taget ud af en scene fra “Grey’s hvide verden” eller “ER” — fordi læger og sygeplejersker agerede så dramatisk. I 37. graviditetsuge var jeg inde til et almindeligt tjek, denne gang på det hospital, hvor jeg skulle føde, hvor de skulle måle babys hjerterytme (køre en strimmel). Tre dage forinden havde de registreret et dyk i babys hjerterytme. Den dag var babys hjerterytme alt for høj, og jeg havde det underligt. Jeg havde haft veer med to minutters mellemrum i månedsvis, som dog ikke udvidede mig (samme under mine to andre graviditeter), men det så ud som om, at baby blev stresset under veerne, bl.a. med forhøjet hjerterytme og mindre bevægelse. Straks ringede de til min fødselslæge, og en hospitalslæge kom ind til mig og fortalte mig, at de lige ville beholde mig lidt “just to be safe”. Jeg kom ind i “triage”, som er det sted, hvor fødende modtages, før de kommer på fødegangen. Her kørte en sygeplejerske igen en strimmel for at følge babys hjertelyd. Ikke engang fem minutter senere — midt under en almindelig samtale — dykkede babys hjerterytme pludselig under en af de kraftige veer. Så udspillede sig den mest skræmmende oplevelse i mit liv: Sygeplejersken råbte, en anden sygeplejerske løb ind til os, de klappede siderne op på min seng og løb med mig ind i en elevator og op på en stue på fødegangen, mens de råbte og beordrede mig til at trække vejret dybt for at give baby ilt. Inde på fødestuen dukkede tre læger op og endnu en sygeplejerske, de flåede tøjet af mig og lagde drop på mig, mens der blev givet besked til en fjerde sygeplejerske om at ringe efter min fødselslæge. Så fandt de hjertelyden igen, og den sygeplejerske, som var med til at rulle mig op, begyndte at græde. Af lettelse forklarede hun mig, mens hun klemte min hånd. Hun havde frygtet, at moderkagen var bristet, hvilket man skal reagere på indenfor minutter for at redde baby. De droppede det akutte kejsersnit og begyndte at stille mig spørgsmål om, hvornår jeg sidst havde spist mv. Så kom min mand ind i rummet, mens jeg var omringet af læger og sygeplejersker, og jeg brød sammen. Jeg havde ringet efter ham, før jeg blev sendt til “triage”, fordi jeg følte mig utilpas og ikke ønskede at køre hjem selv. Han forstod først, hvad der var foregået dagen efter, fordi forløbet herfra blev så intenst, og fordi vi begge kun havde øjne og ører rettet mod den maskine, som viste babys hjerterytme.

Afdelingsoverlægen troppede op og fortalte, at han ville sætte min fødsel i gang NU. Der skulle ikke tages nogen chancer ud fra de foreliggende resultater. De ville sætte fødslen i gang, så jeg kunne føde naturligt, men jeg skulle afholde mig fra at spise i tilfælde af behov for kejsersnit. Min egen fødselslæge ringede til mig på hospitalstelefonen, og efter at have konsulteret min “high risk doctor” (som jeg havde udover min “o.b.”, fordi jeg havde en “high risk pregnancy”), mente hun, at fødslen ikke skulle sættes i gang med henblik på at modne babys lunger mest muligt. Det sagde jeg ok til og tilsidesatte dermed min “aftale” med afdelingsoverlægen. Jeg har overhovedet ikke kunne se fidusen i at have både en “o.b” og en “high risk doctor” under min graviditet, ingen af dem har bl.a. kunne forklare eller gjort en forskel i relation til mine kraftige smerter og veer, og mine tjek føltes mere byrdefulde end nyttige, fordi jeg skulle rakke gennem byen med kvalme til forskellige steder, ofte samme dag. Men de kom altså til deres ret der. Og så alligevel ikke. Afdelingsoverlægen valgte nemlig at ignorere mine egne to lægers anbefalinger og fortalte mig om natten en løgn om, at mine læger havde ændret mening og nu syntes, at fødslen skulle sættes i gang, fordi jeg havde kraftige veer. Det blev min egen læge selvfølgelig efterfølgende rasende over, men det viste sig, at jeg uanset åbenbart var klar til at gå i fødsel, og i dag er jeg overbevist om, at det var godt — både for baby og mig — at baby kom ud. I dag synes jeg også, at det er dybt mærkeligt og utrygt, at min egen fødselslæge — som ikke havde tilset mig, men kun fik referat af forløbet — turde modsætte sig afdelingsoverlægens vurdering af, at babys tilstand nødvendiggjorde, at han skulle ud NU.

Det forhold ved hospitalssystemet, at min egen fødselslæge ikke var ansat af hospitalet, men tilknyttet egen praksis, har været den eneste dårlige ting ved vores hospitaloplevelse. Men den er væsentlig nok, for udover uenigheden mellem afdelingsoverlægen og mine egne læger, havde vi en anden dårlig oplevelse for så vidt angår selve fødslen. Min fødselslæge havde vagt på hospitalet to gange om ugen, og ellers skulle en anden fødselslæge fra samme praksis træde til. Efter 17 timer i aktiv fødsel var jeg klar til at føde, men jeg fik ikke lov, fordi der ikke var nogen fødselslæge fra min praksis, som var ledig. Jeg blev beordret til at holde tilbage i 20-25 minutter. Thanks god for den fantastiske epidural, som jeg fik lagt, ellers havde jeg ikke klaret det!!! Jeg har en mistanke om, at forsinkelsen af fødslen bidrog til min og babys tårnhøje feber. Og jeg har modtaget et laboratorieresultat via email, som siger, at jeg havde en bristet moderkage. Hvis det er rigtigt, var det dybt uansvarligt af dem ikke at lade mig presse baby ud — bare fordi det skulle være en fødselslæge fra min egen praksis. Det må jeg vente med at få afklaret til mit næste besøg hos min fødselslæge… De endte med akut at kalde en “fremmed” fødselslæge ind, og jeg fødte på mindre end et minut.

Noget, som jeg satte enormt meget pris på ved min indlæggelse, var, at alle de læger og sygeplejersker, som havde tilset mig under min indlæggelse, kiggede forbi for at ønske mig tillykke og havde tid til at snakke. Vi fik bl.a. talt med den sygeplejerske, som var tilstede under min indlæggelse (som græd af lettelse, da de fandt babys hjerterytme igen). Den samtale hjalp både min mand og jeg til at forholde os til, hvad der skete — og kunne være sket — under min indlæggelse.

Da vi skulle hjem, blev vi overdyngede med poser med bleer, blecreme, sutter, bind og underbukser som gave. Personalet udviste en masse varme og overskud, som jeg er meget taknemlig for. Og rørt over. Ja, der blev passet godt på os.

Udover at jeg er ved at trille om af træthed og lykke over min skønne lille nye søn, føler jeg mig lettet over, at den møg graviditet- og fødsel gik godt. Og over at jeg ALDRIG skal være gravid eller føde igen, for det er saftsuseme ikke en tilstand, som min krop trives ved. Men det var det værd!

IMG_3166

I dag fejrer vi vores skønne 11-åriges fødselsdag. Og alderforskellen mellem børnene? Ja, den føles helt perfekt!

PS. Forsikring har jeg holdt udenfor det her indlæg, for det har vi stadig ikke nogen god oplevelse med. Mange gange måtte min mand bruge en halv arbejdsdag for at få dem til at sende en betalingsgaranti for mine forskellige undersøgelser til de forskellige steder, jeg blev sendt hen. I San Francisco lå min fødselslæges praksis et sted, min “high risk doctor” et andet sted, mine ultralydsscanninger blev udført et tredje sted, og min fødsel skulle foregå et fjerde sted. Med et nyt sted, startede hele processen forfra. Mindre end en uge før jeg fødte, havde vi igen problemer med, at hospitalet, hvor jeg skulle føde, ikke ville godkende os pga. vores forsikring! Over to stressede dage, mens min mand ringede frem og tilbage for at få os godkendt, bekymrede jeg mig om at gå fødsel, og at hospitalet ville nægte mig adgang. Da min mand efter fødslen ringede for at orientere vores forsikring om, at August var på neonatalafdelingen (som åbenbart koster 5.000 dollars om dagen), var de dog cool og har sidenhen endda ringet for at høre, hvordan det går. De ved godt, de har haft dummet sig. Betaling og forsikring bør være den sidste ting, man skal bekymre sig om, når man har brug for lægehjælp!

Daily Life And Me

Still hanging in there. Hverdag og jeg er ikke blevet besties endnu, så derfor er jeg lidt stille. Lidt små-frustreret og chokeret over at skolen skal fylde så meget i vores hverdag, i min hverdag. Men sådan er det herovre, forældre bliver dagligt spammet med mails, bedt om at involvere sig og inviteret til ugentlige sociale sammenkomster udover skolen. Den her weekend er forældre og lærere inviteret til super heroes party, hvor alle klæder sig ud og fester i gymnastiksalen. Nej tak. Næste weekend er børn og forældre inviteret til fælles morgenmad lørdag morgen. Osv, osv.

Men hvad bruger jeg egentlig min tid på udover børnenes skole?

  • Jeg sidder i en bil. Nok tre timer dagligt.

IMG_2670

Mere skole: Jeg holder i kø to gange om dagen og glor på den her udsigt, når jeg afleverer og henter børn. På de værste dage holder jeg først i kø udenfor skolen, mens jeg sammen med andre forældre blokerer for andre irriterede bilister. Ved aflevering om morgenen parkerer jeg og går med ind. Men ved afhentning holder jeg i kø sammen med forældre og nannys, mens vi venter på, at børnene bliver kaldt ud en efter en via walkie-talkie. Når børnene er afleveret i bilen, skal vi bakke og kante os ud, hundeangst for at vi ikke kører et barn over undervejs. Jeg har prøvet at parkere udenfor skolen, men det er nærmest umuligt at finde en parkeringsplads. Suk.

  • Jeg nyder efteråret, min yndlingssæson i San Francisco.

Morgen og formiddag er belagt med tåge, men så kommer varmen og en sol så kraftig, at man skal have polaroid solbriller på i bilen, hvis man ikke skal blændes. Jeg spiser hyggelige frokoster på cafeer med gårdhaver, hvor man for en gangs skyld ikke behøver at have en ekstra trøje på. Jeg har solhat på og sukker efter skygge under børnenes fodboldtræning. Klassisk San Francisco efterårsvejr!

DSC03270

DSC03273

På trods af de varme temperaturer medfølger klassiske efterår sygdomme som forkølelse, feber, ondt i halsen og hoste. Og vi bliver p.t. lagt ned på stribe.

  • Jeg tjekker min Twitter.

Jep. Efter mange forsøg er jeg endelig blevet hooked. Jeg nyder at få links til spændende historier og blogindlæg via The New Yorker, Salon og mine gamle Berkeley lærere. Prøv for eksempel at læse Lena Dunhams historier i The New Yorker: “Difficult Girl” her og “First Love” her, som er skrevet med en ærlighed og hudløshed, som berører. Lena Dunham er en vigtig indflydelse og stemme i USA med hendes TV-serie “Girls”, som er en god modvægt til typer som Kim Kardashian, Miley Cyrus, Beyonce og andre irriterende kvinder, som dominerer medierne og spammer med TMA-billeder (TMA= too much ass), som de gang på gang bliver taget i at have photoshoppet.

Via Twitter får jeg også direkte besked om daglige jordskælv (som typisk ligger på de omkring 3 på Richter skalaen), biluheld og skyderier rundt omkring i Bay Area, hvilket formentlig ikke er super sundt for mig, men som jeg samtidig ikke kan få mig selv til at afmelde.

  • Jeg træner.

Jeg er helt cool med på træningsdage at møde op på børnenes skole uden make up iført tætsiddende top og tights og store solbriller. Og helt cool med efter træning at ordne ærinder og løbe ind i folk, jeg kender, hvor jeg udover at ligne en fitness spade også er rød i hovedet. Jep, sådan noget kan man sagtens tillade sig i San Francisco. Under selve træningen bander jeg instruktøren langt væk, inde i mit hoved. De første to timer efter træning er jeg pavestolt og høj af adrenalin. Derefter er jeg en slap, øm karklud som er klar til at gå i seng kl. 20. Det må være dejligt for de mennesker, som får en masse energi af træning, det får jeg ikke!?

  • Jeg bekymrer mig om regninger.

Kan I huske, at jeg frygtede, at vi ville ende med at modtage regninger fra vores biluheld, på trods af at vi er forsikrede, og at en anden bilist var ansvarlig? Nå men som sædvanlig ender regningen alligevel hos os, og vi bruger tid på at ringe til vores forsikringsselskab, som påstår, de har styr på det. Right. P.t. har vi “kun” modtaget regning fra ambulance service. På grund af andre lægebesøg henover sommeren, som vi endnu ikke har modtaget refusion for, har vi nok udlæg for lægeregninger for omkring 7.000 kr. Ufedt.

IMG_2688

  • Jeg skriver. Andetsteds end bloggen.

Jeg sætter mig på mine yndlingscafeer eller i min seng og skriver derudaf, fordi jeg har en masse på hjertet. Men gid jeg havde en person til at redigere mine amerikanske skriblerier, den del har jeg svært ved at tage mig sammen til, og det her blogindlæg er en klassisk overspringshandling.

  • Alle weekender har stået på sønnens fodbold.

I år er fodbold pludselig blevet enormt seriøst med turneringer og kampe uden for San Francisco både lørdage og søndage. Fra nu af har også vores yngste foldboldkampe i weekenden, gisp. Indtil nu har lillesøster og jeg hængt ud derhjemme, småsyge og fuldstændig smadrede over skolestart og hverdag. Indimellem tager vi på legeplads eller i Glen Park Canyon, som ligger lige rundt om hjørnet fra vores hus og nyder den smukke udsigt, mens vi kigger efter parkens prærieulve.

IMG_2682

I weekenden besluttede vi, at fodbold ikke længere skal stå i vejen for familietid og oplevelser. Lørdag heppede hele familien på seje søn i 25 grader i San Francisco med den her udsigt af “Little boxes.”

DSC03265

Søndag heppede vi videre på vores fodboldhelt i San Jose (en time fra San Francisco) i 30 graders varme. Efterfølgende besøgte vi det sejeste Egyptiske museum, jeg nogensinde har oplevet. Amerikanere kan noget med museer, og for eksempel Rosicrucian Egyptian Museum har et replika af et ægte gravkammer. Så sejt. Og museet har ægte mumier med tænder, som vores yngste dog blev en smule forskrækket over.IMG_2692

  • Jeg har besluttet mig for at lære spansk.

Begge unger har spansk på skemaet i år, og allerede på vores Mexico tur opdagede jeg, at spansk er et nyttigt must-learn sprog. Jeg skal lige finde ud af hvordan, men jeg tror, at jeg vælger et online program kaldet Rosetta Stone, som åbenbart er måden at lære et fremmedsprog i USA.

A propos nye ting på skoleskemaet får sønnen nu undervisning to gange om ugen i tværfløjte! Ud røg min dårlige samvittighed over, at min musikalske søn ikke spillede et eneste musikinstrument udover blokfløjte, som han også lærte i skolen. Alle hans klassekammerater spiller et instrument, som nu er blevet til to. Mon børn også gør det i DK?

IMG_2684

… Som altid længes vi alle fire efter næste ferie, vi tæller ned. Nu er der to uger til efterårsferie, yay! I mellemtiden må I have en dejlig weekend!

The Wrong Kind Of Health Insurance

I USA er sundhedssystemet bygget op på sundhedsforsikringer. Vi har åbenbart den forkerte af slagsen, for i 80 pct. af tilfældene bliver den afvist, og vi ender med selv at skulle lægge ud. Vi oplever, at vi får udgifterne refunderet fra vores forsikringsselskab (bort set fra ungernes tandlægeregning på 10.000 kr. grrrrr) — så betalingsdelen prøver jeg ikke at bekymre mig om. Min bekymring går derimod på, at vores “forkerte” sundhedsforsikring spænder ben for, at vi får adgang til lægebehandling — selv når vi oplyser, at vi ikke har problemer med at være selvbetalende.

Vores sundhedsforsikring er ikke repræsentativ for andre amerikaneres sundhedsforsikring: Vi er udstationerede fra Danmark, og SOS bruger et amerikansk forsikringsselskab som samarbejdspartner. Fordi vi ikke har et almindeligt amerikansk forsikringskort, er proceduren, at SOS og deres amerikanske samarbejdspartner faxer betalingsgaranti til lægehuse/hospitaler før vores konsultation. Derefter bruger SOS deres amerikanske samarbejdspartner til at forhandle en pris på ydelserne. I de 80 pct. af tilfældene hvor vores forsikring bliver afvist, og vi kategoriseres som selvbetalende, oplever jeg, at jeg skal kæmpe og bruge alle mine overtalelsesevner for at få adgang til den lægehjælp, vi har behov for.

Her er udsnit fra den sidste uges tid:

  1. Jeg har brug for en type læge, som jeg ikke har brugt før i USA. Derfor ringer jeg rundt til forskellige lægehuse. Jeg vælger de større lægehuse, som er tilknyttet hospitaler, fordi der er større chance for, at de vil acceptere min forsikring.
  2. Første lægehus tilknyttet et af de største hospitaler i San Francisco: Receptionisten problematiserer min forsikringssituation. Hun virker afvisende over for, at jeg får mit forsikringsselskab til at faxe betalingsgaranti, det har hun aldrig oplevet før. Derudover har hun først en tid til mig en uge senere. Mit tilfælde er akut. På baggrund af den dårlige behandling og den sene tid vælger jeg at ringe videre til andre lægehuse. I øvrigt har lægehuset et dårligt ry og ligger i en belastet del af San Francisco. I forvejen var det ikke et sted, som jeg havde lyst til at tage til, jeg valgte det udelukkende, fordi jeg troede, at de havde styr på min forsikring…
  3. Andet lægehus tilknyttet et af de største hospitaler i San Francisco: Jeg får fat i en receptionist, som ikke kan give mig en tid, fordi jeg er en ny patient og derfor skal igennem deres såkaldte new patient coordinator, før de vil give mig en tid. Læs de skal tjekke min forsikring. Jeg lægger besked over to dage hos patientkoordinatoren om at ringe tilbage, fordi mit tilfælde er akut. I mellemtiden har jeg fået mit forsikringsselskab til at faxe betalingsgaranti. To en halv dag senere bliver jeg ringet op. Jeg forklarer min forsikringssituation, som straks bliver problematiseret, i øvrigt har koordinatoren ikke set noget fra mit forsikringsselskab, det vil hun kigge efter. Næste dag da jeg taler med koordinatoren, som nu har fundet betalingsgarantien fra mit forsikringsselskab, tilbyder hun mig en tid. Fem uger senere. Hun tilbyder også at sætte mig på en akutliste og henviser mig ellers til skadestuen… Jeg ringer derfor videre. For helvede jeg har hele vejen igennem oplyst, at mit tilfælde var akut! 
  4. Tredje lægehus samarbejder med et af de største hospitaler, dog uden at være del af det: Min veninde henviser mig til sin læge, hvor jeg får en akuttid dagen efter. Jeg er klar over, at min forsikringssituation kan komme til at udgøre et problem. Jeg aftaler med receptionisten, at mit forsikringsselskab fremsender betalingsgaranti. Jeg møder op om morgenen, en time før tid fordi jeg skal udfylde fem formularer og bl.a. skrive under på, at jeg frasiger mig retten til at sagsøge lægehuset for såkaldt malpractice. Just business as usual. Receptionisten kalder mig op og fortæller, at de ikke har modtaget noget fra mit forsikringsselskab. Jeg ringer til mit forsikringsselskab og har dem i røret i en halv time, mens de og deres amerikanske samarbejdspartner faxer betalingsgaranti — igen — og jeg afventer lægehusets ok til min forsikring. En regnskabsdame kommer ud til mig og oplyser, at de ikke accepterer min forsikring, fordi de oplever, at den type forsikring er besværlig i forhold til delen om at forhandle prisen for min behandling. Det kan mit forsikringsselskab i den anden ende af røret ikke forstå og siger, at jeg bør overveje at finde en anden behandler. Jeg fortæller mit forsikringsselskab, at jeg oplever samme situation i 80 pct. af de tilfælde, hvor vi søger lægehjælp. Og at mit tilfælde er akut, jeg går ingen andre steder, og jeg betaler selv. Punktum. Hvilket er ufedt for mit forsikringsselskab, fordi så kan de ikke forhandle en bedre pris. Regnskabsdamen siger, at jeg ikke kan komme ind til min lægetid, fordi min forsikring ikke dækker. Jeg siger, at så betaler jeg selv. Det er hun ikke meget for. Jeg insisterer. Regnskabsdamen går, og receptionisten kalder mig op og spørger mig, hvad der er blevet aftalt. Jeg undlader at oplyse, at regnskabsdamen har problematiseret, at jeg er selvbetalende og giver hende mit visa, velvidende at regningen kan ende på omkring 10.000 kr.
  5. Jeg ender hos den sødeste læge (hvis bedsteveninde åbenbart er dansker), som ender med kun at opkræve 550 dollars inklusiv et gratis opfølgende besøg og opkald, hvor en sygeplejeske tjekker op på mig. Af erfaring ved jeg dog, at det er meget muligt, at jeg pludselig får tilsendt ekstra-regninger, fordi regningerne bliver delt op i et system, som er fuldstændigt ugennemskueligt (eksempelvis opkræves separat betaling for sygeplejesker og lægers behandling). Disse regninger vil jeg skulle sende videre til mit forsikringsselskab, som derefter bruger deres amerikanske samarbejdspartner til at forhandle en pris. Sådanne forløb er langsommelige, og derfor har jeg oplevet at blive truet med inkasso for en regning, som mit forsikringsselskab forbyder mig at betale. Jep. Lad os for helvede håbe at betaling for lægebehandling efter vores biluheld (ambulance, behandling og X-ray af vores yngstes nakke på skadestue) sker uden inkasso-rykkere til os. Særligt fordi den anden bilist er ansvarlig.

… Jeg oplever dårlig behandling hos administrativt personale baseret på min forsikringssituation, men jeg har heldigvis aldrig følt mig dårlig behandlet eller diskrimineret af læger eller sygeplejesker. Mine oplevelser må være vand i forhold til den almindelige amerikaner, som før Medicare (også kendt som Obamacare) var uden sundhedsforsikring og ikke havde råd til egenbetaling. Eller amerikanere hvis forsikring ikke dækker den specifikke lidelse/sygdom (dækningsomfanget er meget forskelligt). Jeg er priviligeret: Jeg er ressourcestærk og har pengene til at lægge ud, og jeg kunne til enhver tid have valgt at tage på skadestuen, hvor de ikke ville afvise mig, og hvor jeg ville have fået refunderet mine udgifter (hvilket jeg ikke ønskede, fordi skadestuen ikke havde den type læge, som jeg havde behov for). Det er en utryg, skræmmende følelse at blive afvist af det amerikanske sundhedssystem, når jeg har brug for lægehjælp. Den slags oplevelse i USA får mig altid til at føle mig taknemlig for at være dansker, hvor vi aldrig bliver bedt om at stå til ansvar for betalingssiden af sundhedsvæsenet.

Argh, sikke en velkomst tilbage til San Francisco (først bilulykke og så det her). Nå, men det går heldigvis bedre. Moving on!

Health Care Struggles

I USA avler sygdom bureaukrati. Jeg savner mit gule sygesikringskort og frit valg af lægehus og børneafdeling uden bekymringer om sundhedsforsikring og regninger.

Ser I, vores forsikringsselskab har endnu ikke godkendt en almindelig praktiserende læge til os, fordi de lægehus, som jeg har haft foreslået, ikke samarbejder med forsikringsselskabet. Jep. Og flere gange har jeg oplevet at være blevet truet med inkasso for ubetalte hospitalsregninger.

Langt ude, ikke?

“Streptococcus – whaaat”? 24 timer efter datterens hospitalsbesøg lagde en læge besked på min telefonsvarer om, at datteren skulle starte på medicin baseret på testresultater, som jeg ikke anede havde manglet. Hospitalet havde sendt en recept til min lokale Walgreens (apotek), som ikke lå inde med medicinen, så jeg blev sendt afsted til en Walgreens tværs over byen i et af byens mere belastede kvarterer. Med to syge børn fordi manden stadig var i DK.

Hverken hospitalssygeplejerske eller farmaceut kunne forklare mig, hvad strep var, og hvorfor medicinen ikke var på lager i apoteker tættere på. Det gjorde mig utryg. Heldigvis fik jeg begravet skræmmende bekymringer, som jeg fik googlet mig til, efter at en (læge)ven i DK forklarede, at strep bare er halsbetændelse. Jeg fatter stadig ikke, hvorfor alle apoteker ikke ligger inde med den type penicillin.

Afsted med sønnen til akutafdelingen for at tjekke også ham for strep. Jeg bad om selv at blive testet, men så skulle jeg være gået over i voksen-bygningen og starte forfra med papirarbejde om forsikring. Nej tak, jeg og sønnen var jo syge! Hvis sønnen tester positiv, så må jeg tage turen til hospitalet igen (fordi jeg ikke har en almen praktiserende læge, endnu).

Hospitalet har indtil videre ringet to gange efter sønnens hospitalsbesøg, fordi de ikke har hørt fra vores forsikringsselskab. Så det ender nok med, at regningerne bliver sendt direkte til mig, og at jeg skal formidle dem til forsikringsselskabet. Og håbe på at regningerne bliver betalt.

… Jeg må hellere prøve at få fat på forsikringsselskabet, så vi ikke efter ferie kommer hjem til rykkere for ubetalte hospitalsregninger. Igen.