No, No, No. Not Some Tropical Desease From Mexico!?

Efter den mest afslappende ferie nærmest nogensinde, havde vi en uventet stresset hjemkomst til San Francisco. Som har sat en voldsom dæmper på vores eksotiske rejselyst.

photo-1Samme morgen vi skulle rejse hjem fra Mexico, vågnede datteren op med et udslæt over hele kroppen. Jeg googglede (selvfølgelig) og opdagede til min rædsel, at udslættet blandt mange skræmmende symptomer matchede første stadie af Dengue feber. Næste skridt — hvis der var tale om Dengue feber — var influenza symptomer. Vi nåede den lange vej hjem med to forskellige flyforbindelser, uden at hun fik feber. Hjemme i San Francisco fik vi straks en tid på UCSF’s børneafdeling, som var bekymrede, fordi udslættet opstod i Mexico, og fordi de ikke kunne stille en diagnose. Børneafdelingen havde set flere tilfælde af Dengue feber og andre eksotiske sygdomme efter rejser i Mexico hos børn. De frarådede os at sende datteren i skole på grund af hendes tilstand, men også på grund af risikoen for senere retssager (jep sådan formulerede de sig i stedet for for eksempel at sige, at de ikke vidste, om hun smittede). Vi blev henvist til den førende dermatologiske afdeling — også ekspert i tropiske sygdomme hos børn — i San Francisco. Åbenbart forekommer der rigtig mange Dengue tilfælde på øen Cozumel, hvor vi tilbragte vores første uge. Og åbenbart kan man aldrig helt stole på børns symptomer i forhold til voksnes symptomer. Vores besøg på den dermatologiske afdeling var som et afsnit af TV-serien House. Vi fik at vide, at det var helt usædvanligt, at vi skulle møde den førende overlæge, som folk normalt venter på at se i månedsvis. Hvilket samtidig understregede sagens alvor for os.

Før vi mødte den omtalte stjernelæge, blev vi beset af en sygeplejerske og nok fem andre læger. Udslættets udseende og mønster på kroppen passede ikke til noget, som nogen havde set før. Særligt fordi udslættet ikke var kombineret med feber, forkølelse eller ondt i hovedet men kun meget lidt hævede mandler. Den omtalte stjernelæge mødte op med et følge på fem turnuslæger. En besøgende overlæge fra Minnesota blev hevet ud af et møde for at konsultere på sagen. Og endnu flere ivrige turnuslæger kiggede ind til os og nærstuderede prikkerne og mønstret på kroppen. Datteren blev lovet et klistermærke for hver læge, som så på hende, men da vi nåede til femten læger, holdt vi op med at tælle. Ivrige turnuslæger googlede symptomerne og de steder, vi havde været i Mexico, mens de stod forkrampede inde i det lille konsultationsrum. En af turnuslægerne blev rost for at overveje, om mønstret på udslættet passede med udseendet på den soldragt, som datteren havde badet i. Det gjorde det ikke. Konsultationen endte med, at den førende overlæge konkluderede, at hun ikke vidste, hvad udslættet skyldtes. At det hverken lignede nældefeber, andre kendte udslæt eller en tropesygdom. Sålænge der ikke var andre symptomer. Hun gættede på, at datteren enten har slugt en parasit i havet eller fået en parasit på huden fra havet, som har sat sig fast i hendes soldragt og på den måde spredt sig til kun nogle dele af kroppen.

Nu afventer vi udslættets udvikling og forhåbentlig snarlig forsvinding, mens vi samtidig er sindssygt lettede over, at de ikke tror, at der er tale om Dengue feber eller andre myggebårne sygdomme. Det paradoksale er, at vi aldrig har været mere obs på at passe på os selv i Mexico — både med mad og myg — og datteren fik sine første tre og eneste myggestik, tre dage før vi rejste hjem. Fordi vi var så forsigtige. Men uhyggelige sygdomme (myggebårne eller for eksempel tyfus) er bagsiden af en eksotisk ferie i Mexico. Og uanset hvor meget vi passer på, kan vi blive syge. Det er vi blevet mindet om, og vi må indrømme, at det sætter en voldsom dæmper på vores rejse- og eventyrlyst. I hvert fald lige foreløbigt.

Jeg er rimelig rolig, men holder nøje øje med min lille datters tilstand (pludselig blå eller røde mærker, feber eller forværring af udslættet). Tror jeg på at, at hun har fået udslættet fra havet? Nej. De symptomer skulle i givet fald typisk opstå tolv timer efter badning, men udslættet opstod to døgn efter. Til gengæld badede vi i en af Mexicos mange cenoter (et underjordisk vandhul ), da vi besøgte den Mayanske pyramideby Ek Balam dagen før udslættets forekomst. Måske fik hun parasitten der? Er det noget helt andet? Det finder vi forhåbentligt aldrig ud af, fordi hendes udslæt snart forsvinder. Uanset hvor det ukendte udslæt stammer fra, forsikrede stjernelægen, at de ville behandle hendes tilstand på samme måde (indtil videre med cremer og antihistamin for at dæmpe reaktionen).

… Så tilbage til hverdagen. Datteren er i skole, og jeg holder mig hjemme i stedet for at fokusere på andre ærinder, i det tilfælde at hun skulle få det værre. Suk. Men en dag på hjemmefronten er også stærkt tiltrængt, fordi vores hjem flyder med julepynt, et pyntet juletræ og uåbnede kufferter. Ved siden af al skidtet. For at sætte humøret lidt i vejret, kommer næste indlæg på bloggen til at vise billeder fra vores tur til Ek Balam, som er en af de store mayanske pyramidebyer. Jeg går ud fra, at andre har mod på at besøge Mexico på trods af vores historie, selv om jeg personligt lige p.t. ikke har meget lyst…

The Wrong Kind Of Health Insurance

I USA er sundhedssystemet bygget op på sundhedsforsikringer. Vi har åbenbart den forkerte af slagsen, for i 80 pct. af tilfældene bliver den afvist, og vi ender med selv at skulle lægge ud. Vi oplever, at vi får udgifterne refunderet fra vores forsikringsselskab (bort set fra ungernes tandlægeregning på 10.000 kr. grrrrr) — så betalingsdelen prøver jeg ikke at bekymre mig om. Min bekymring går derimod på, at vores “forkerte” sundhedsforsikring spænder ben for, at vi får adgang til lægebehandling — selv når vi oplyser, at vi ikke har problemer med at være selvbetalende.

Vores sundhedsforsikring er ikke repræsentativ for andre amerikaneres sundhedsforsikring: Vi er udstationerede fra Danmark, og SOS bruger et amerikansk forsikringsselskab som samarbejdspartner. Fordi vi ikke har et almindeligt amerikansk forsikringskort, er proceduren, at SOS og deres amerikanske samarbejdspartner faxer betalingsgaranti til lægehuse/hospitaler før vores konsultation. Derefter bruger SOS deres amerikanske samarbejdspartner til at forhandle en pris på ydelserne. I de 80 pct. af tilfældene hvor vores forsikring bliver afvist, og vi kategoriseres som selvbetalende, oplever jeg, at jeg skal kæmpe og bruge alle mine overtalelsesevner for at få adgang til den lægehjælp, vi har behov for.

Her er udsnit fra den sidste uges tid:

  1. Jeg har brug for en type læge, som jeg ikke har brugt før i USA. Derfor ringer jeg rundt til forskellige lægehuse. Jeg vælger de større lægehuse, som er tilknyttet hospitaler, fordi der er større chance for, at de vil acceptere min forsikring.
  2. Første lægehus tilknyttet et af de største hospitaler i San Francisco: Receptionisten problematiserer min forsikringssituation. Hun virker afvisende over for, at jeg får mit forsikringsselskab til at faxe betalingsgaranti, det har hun aldrig oplevet før. Derudover har hun først en tid til mig en uge senere. Mit tilfælde er akut. På baggrund af den dårlige behandling og den sene tid vælger jeg at ringe videre til andre lægehuse. I øvrigt har lægehuset et dårligt ry og ligger i en belastet del af San Francisco. I forvejen var det ikke et sted, som jeg havde lyst til at tage til, jeg valgte det udelukkende, fordi jeg troede, at de havde styr på min forsikring…
  3. Andet lægehus tilknyttet et af de største hospitaler i San Francisco: Jeg får fat i en receptionist, som ikke kan give mig en tid, fordi jeg er en ny patient og derfor skal igennem deres såkaldte new patient coordinator, før de vil give mig en tid. Læs de skal tjekke min forsikring. Jeg lægger besked over to dage hos patientkoordinatoren om at ringe tilbage, fordi mit tilfælde er akut. I mellemtiden har jeg fået mit forsikringsselskab til at faxe betalingsgaranti. To en halv dag senere bliver jeg ringet op. Jeg forklarer min forsikringssituation, som straks bliver problematiseret, i øvrigt har koordinatoren ikke set noget fra mit forsikringsselskab, det vil hun kigge efter. Næste dag da jeg taler med koordinatoren, som nu har fundet betalingsgarantien fra mit forsikringsselskab, tilbyder hun mig en tid. Fem uger senere. Hun tilbyder også at sætte mig på en akutliste og henviser mig ellers til skadestuen… Jeg ringer derfor videre. For helvede jeg har hele vejen igennem oplyst, at mit tilfælde var akut! 
  4. Tredje lægehus samarbejder med et af de største hospitaler, dog uden at være del af det: Min veninde henviser mig til sin læge, hvor jeg får en akuttid dagen efter. Jeg er klar over, at min forsikringssituation kan komme til at udgøre et problem. Jeg aftaler med receptionisten, at mit forsikringsselskab fremsender betalingsgaranti. Jeg møder op om morgenen, en time før tid fordi jeg skal udfylde fem formularer og bl.a. skrive under på, at jeg frasiger mig retten til at sagsøge lægehuset for såkaldt malpractice. Just business as usual. Receptionisten kalder mig op og fortæller, at de ikke har modtaget noget fra mit forsikringsselskab. Jeg ringer til mit forsikringsselskab og har dem i røret i en halv time, mens de og deres amerikanske samarbejdspartner faxer betalingsgaranti — igen — og jeg afventer lægehusets ok til min forsikring. En regnskabsdame kommer ud til mig og oplyser, at de ikke accepterer min forsikring, fordi de oplever, at den type forsikring er besværlig i forhold til delen om at forhandle prisen for min behandling. Det kan mit forsikringsselskab i den anden ende af røret ikke forstå og siger, at jeg bør overveje at finde en anden behandler. Jeg fortæller mit forsikringsselskab, at jeg oplever samme situation i 80 pct. af de tilfælde, hvor vi søger lægehjælp. Og at mit tilfælde er akut, jeg går ingen andre steder, og jeg betaler selv. Punktum. Hvilket er ufedt for mit forsikringsselskab, fordi så kan de ikke forhandle en bedre pris. Regnskabsdamen siger, at jeg ikke kan komme ind til min lægetid, fordi min forsikring ikke dækker. Jeg siger, at så betaler jeg selv. Det er hun ikke meget for. Jeg insisterer. Regnskabsdamen går, og receptionisten kalder mig op og spørger mig, hvad der er blevet aftalt. Jeg undlader at oplyse, at regnskabsdamen har problematiseret, at jeg er selvbetalende og giver hende mit visa, velvidende at regningen kan ende på omkring 10.000 kr.
  5. Jeg ender hos den sødeste læge (hvis bedsteveninde åbenbart er dansker), som ender med kun at opkræve 550 dollars inklusiv et gratis opfølgende besøg og opkald, hvor en sygeplejeske tjekker op på mig. Af erfaring ved jeg dog, at det er meget muligt, at jeg pludselig får tilsendt ekstra-regninger, fordi regningerne bliver delt op i et system, som er fuldstændigt ugennemskueligt (eksempelvis opkræves separat betaling for sygeplejesker og lægers behandling). Disse regninger vil jeg skulle sende videre til mit forsikringsselskab, som derefter bruger deres amerikanske samarbejdspartner til at forhandle en pris. Sådanne forløb er langsommelige, og derfor har jeg oplevet at blive truet med inkasso for en regning, som mit forsikringsselskab forbyder mig at betale. Jep. Lad os for helvede håbe at betaling for lægebehandling efter vores biluheld (ambulance, behandling og X-ray af vores yngstes nakke på skadestue) sker uden inkasso-rykkere til os. Særligt fordi den anden bilist er ansvarlig.

… Jeg oplever dårlig behandling hos administrativt personale baseret på min forsikringssituation, men jeg har heldigvis aldrig følt mig dårlig behandlet eller diskrimineret af læger eller sygeplejesker. Mine oplevelser må være vand i forhold til den almindelige amerikaner, som før Medicare (også kendt som Obamacare) var uden sundhedsforsikring og ikke havde råd til egenbetaling. Eller amerikanere hvis forsikring ikke dækker den specifikke lidelse/sygdom (dækningsomfanget er meget forskelligt). Jeg er priviligeret: Jeg er ressourcestærk og har pengene til at lægge ud, og jeg kunne til enhver tid have valgt at tage på skadestuen, hvor de ikke ville afvise mig, og hvor jeg ville have fået refunderet mine udgifter (hvilket jeg ikke ønskede, fordi skadestuen ikke havde den type læge, som jeg havde behov for). Det er en utryg, skræmmende følelse at blive afvist af det amerikanske sundhedssystem, når jeg har brug for lægehjælp. Den slags oplevelse i USA får mig altid til at føle mig taknemlig for at være dansker, hvor vi aldrig bliver bedt om at stå til ansvar for betalingssiden af sundhedsvæsenet.

Argh, sikke en velkomst tilbage til San Francisco (først bilulykke og så det her). Nå, men det går heldigvis bedre. Moving on!