Hello World

Så kom dagen, hvor jeg kom ud i den virkelige verden efter en uges indespærring med syge børn og håndtering af det amerikanske sundhedsvæsen. Tiltrængt.

Den hårdeste del af forløbet har været at skulle overtale datteren til at indtage sin medicin. “Det smager ‘yucky’, mor”! Helt ærligt, hun er fem år. Hvor svært kan det være, ik’? I den alder havde jeg forventet, at fornuften ville sejre. Nope, ingen forklaringer om sygdom og bakterier virkede. “Jeg har det bedre nu, mor”! Så derfor prøvede jeg med bestikkelse. 20130619-082637.jpg Med ny bamse og hendes yndlings chips. Hvilket hun tog imod, men uden at indtage sin medicin.

Så prøvede jeg med positiv tilskyndelse: “Du får masser af gaver, når far kommer hjem fra DK, hvis du drikker din medicin”! Det virkede heller ikke.

Og så prøvede jeg med trusler: “Så bliver jeg jo nødt til at tvinge det i dig”! Men det virkede heller ikke, men gjorde os begge ulykkelige.

Det hele er endt i et kompromis. Måske fordi datteren blev konfronteret med min desperation. Nu indvilliger hun i at indtage sin medicin i en lille kop. Med mini-slurke af den størrelse hvor man ikke kan se, at hun har drukket noget. Det tager en time pr. dosis, som hun skal have tre af dagligt. Jeg hepper på hende, nusser hende, danser fjollet foran hende, sidder med hende, skynder på hende, synger for hende. Sønnen hjælper. Og det virker! Men den indsats kræver kræfter og tålmodighed, som jeg er ved at løbe tør for. Undervejs har hun spildt så meget medicin, at jeg frygter, at jeg burde skaffe noget mere. Men jeg orker ikke at skulle kontakte hospitalet. Igen. Uansvarlig mor?

Oven på sådan en uge var det en fantastisk dag, da sønnen og jeg kunne aflevere datteren i børnehave og tage i biografen for at se den nye Superman film Man of steel. Yeah! Action film med stort A. Fed nyfortolkning af historien om Superman med fortællingen om Supermans hjemmeplanet Krypton. Kæmpe effekter, som jeg normalt ikke er fan af, men som med 3D brillerne imponerede. Sønnen var totalt lykkelig. Win-win.

Altså næsten. I skjul for sønnen trillede tårerne under 3D brillerne over scenerne med Supermans forældre på Krypton og hans forældre i Smallville, som jeg blev enormt rørt af. Men den del af filmanmeldelsen må I hellere se bort fra. Spottede ikke andre som småtudede.

… Kors, jeg er tyndslidt.

Health Care Struggles

I USA avler sygdom bureaukrati. Jeg savner mit gule sygesikringskort og frit valg af lægehus og børneafdeling uden bekymringer om sundhedsforsikring og regninger.

Ser I, vores forsikringsselskab har endnu ikke godkendt en almindelig praktiserende læge til os, fordi de lægehus, som jeg har haft foreslået, ikke samarbejder med forsikringsselskabet. Jep. Og flere gange har jeg oplevet at være blevet truet med inkasso for ubetalte hospitalsregninger.

Langt ude, ikke?

“Streptococcus – whaaat”? 24 timer efter datterens hospitalsbesøg lagde en læge besked på min telefonsvarer om, at datteren skulle starte på medicin baseret på testresultater, som jeg ikke anede havde manglet. Hospitalet havde sendt en recept til min lokale Walgreens (apotek), som ikke lå inde med medicinen, så jeg blev sendt afsted til en Walgreens tværs over byen i et af byens mere belastede kvarterer. Med to syge børn fordi manden stadig var i DK.

Hverken hospitalssygeplejerske eller farmaceut kunne forklare mig, hvad strep var, og hvorfor medicinen ikke var på lager i apoteker tættere på. Det gjorde mig utryg. Heldigvis fik jeg begravet skræmmende bekymringer, som jeg fik googlet mig til, efter at en (læge)ven i DK forklarede, at strep bare er halsbetændelse. Jeg fatter stadig ikke, hvorfor alle apoteker ikke ligger inde med den type penicillin.

Afsted med sønnen til akutafdelingen for at tjekke også ham for strep. Jeg bad om selv at blive testet, men så skulle jeg være gået over i voksen-bygningen og starte forfra med papirarbejde om forsikring. Nej tak, jeg og sønnen var jo syge! Hvis sønnen tester positiv, så må jeg tage turen til hospitalet igen (fordi jeg ikke har en almen praktiserende læge, endnu).

Hospitalet har indtil videre ringet to gange efter sønnens hospitalsbesøg, fordi de ikke har hørt fra vores forsikringsselskab. Så det ender nok med, at regningerne bliver sendt direkte til mig, og at jeg skal formidle dem til forsikringsselskabet. Og håbe på at regningerne bliver betalt.

… Jeg må hellere prøve at få fat på forsikringsselskabet, så vi ikke efter ferie kommer hjem til rykkere for ubetalte hospitalsregninger. Igen.

Home Alone And Scared

Manden er i Danmark. Og så skete det her: Datteren på hospitalet.

20130612-194443.jpg

20130612-194505.jpg

Hun havde 40 i feber, rystede, trak vejret overfladisk i små hissende gisp og var slap. Og jeg kunne næsten høre, at hendes lille hjerte var på overarbejde. Straks vidste jeg, at hun skulle på hospitalet, for i hendes yngre år har vi desværre haft mange af den slags ture.

Jeg anede ikke, hvor jeg skulle tage hende hen, efter jeg havde hentet hende i børnehaven, som anbefalede en akutafdeling. Sønnen var i skole. Heldigvis fik jeg fat på manden. Fra DK med ni timers tidsforskel fik han ringet til SOS, anvist hospital og ordnet forsikring (jep, noget så ligegyldigt som forsikring skal man have styr på herovre). Og manden fik fat på San Francisco veninden og aftalt afhentning af sønnen fra skole.

På hospitalet, hvor vi var i knap fire timer, kunne jeg på en skærm følge med i, hvordan de fik stabiliseret datterens feber, vejrtrækning og puls. Men uden en diagnose, da de ikke kunne spore infektion. Så vi skulle komme tilbage, hvis hun fik det værre.

“Hvor meget ekstra tylenol (panodil) må man give, når datteren derhjemme mindre end et minut efter indtagelse kaster op”? En del, besluttede jeg. Hun rystede. Og fortsatte med at kaste op. Og mens jeg skiftede sengetøj og vaskede af — igen og igen — sad storebror og holdt om sin rystende, brandhede lillesøster. “Skal, skal ikke overvejede jeg, når det var værst hive datter og søn ud af sengen og tage tilbage til hospitalet, fordi jeg jo ikke ved, hvad hun fejler? Men hvem skal passe sønnen imens”?

På det tidspunkt følte jeg mig alene. Jeg havde ikke lyst til at ringe midt om natten efter nogen og forstyrre dem.

Det positive er, at jeg nu godt ved, at jeg ikke er alene. Flere venner, som jeg fortalte historien til, undrede sig over, at jeg ikke havde ringet efter netop dem. Også midt om natten. Phew, så har jeg det på plads (til næste gang). Og de har på plads, at de kan ringe efter mig. Trygt.

Og jeg er ikke bange mere. Datterens feber er stabiliseret, og hun fortsætter med at få det bedre. Men hold op, jeg er udmattet. Det bliver godt, når manden vender hjem. Om fem dage. Suk.